Jonas Wilmann: Mutagen

Om Jonas Wilmann

Dansk forfatter, der debuterede med den engelsksprogede og selvudgivede “The End”, der blandede postapokalypse med masser af horrible billeder. Med hans anden bog er han udkommet på forlaget Valeta, men genrevalget er stadig i samme boldgade.

Forlaget om Mutagen

Hvad er menneskelighed?

Og er det værd at overleve for en hver pris?

Også hvis det er på bekostning af menneskeligheden …?

Minna er gravid i syvende måned og er på en rejse igennemet hærget Danmark sammen med sin mands morder.

De er på vej mod laboratorierne i syd, hvor hendes ufødtebarns skæbne skal afgøres; barnet er nemlig arveligt disponeret for den genetiske streng der har forvandlet enhel generation af mennesker til blodtørstige uhyrer …

Interview

Du har før optrådt på Fantastiskeforfattere.dk med “The End” – “Mutagen” er din anden bog. Kan du starte med at præsentere den? Hvad skal man forvente sig?

Man skal forvente sig masser af suspense, uhygge og forhåbentlig også en del stof til eftertanke. Historien udspiller sig i en ultranær fremtid (3-4 år fra nu), hvor noget så snigende som madmutagener har forvandlet en hel ung generation til mutanter. Den værste synder er ”mutagen 6”, et vækstfremmende hormon brugt til kvæg. De mennesker, der har været udsat for det, har fået børn, der er som tidsindstillede bomber – de er født med en celle, der ligner en almindelig hormoncelle til forveksling, men som forårsager en voldsom forvandling, når de når puberteten; de bliver til overudviklede, aggressive uhyrer kun opsat på at dræbe alt omkring sig.

Dette er præmissen for den postapokalyptiske verden, vi får et glimt af, og man følger så en række overlevende, og ser hvad de vil gøre for at holde sig i live – og med hvilke omkostninger.

Det var ikke “Mutagen”, du arbejdede på lige efter “The End”. Hvornår opstod ideen til den, og hvordan udviklede den sig?

Efter ”The end” fulgte jeg mere eller mindre planen og kastede mig som annonceret over ”Svovlild”, en meget voldsom dark fantasy roman om drager, som er færdig og ligger og ulmer, til den en dag slippes løs.

”Mutagen” begyndte jeg at skrive på i september sidste år, så vidt jeg husker. Jeg ville gerne skabe en ny slags monstre; zombier, mutanter – og kom på ideen, at det i stedet for et giftudslip eller en virus (som det ofte er) kunne være noget, der allerede var i samfundet. En snigende, langsom, men komplet irreversibel udvikling, der lige pludselig med et brag blev synlig og lagde verden ned.

Det var ud fra den målsætning, jeg fik trukket hele polemikken om hormonforstyrrende stoffer ind i det, og jeg kunne mærke, at det fungerede, fordi katastrofen spirede fra noget ægte, og noget som allerede florerer i samfundet lige nu.

Det er lidt over et år siden, at du udgav “The End” – hvordan vil du sige, at du har udviklet dig som forfatter i mellemtiden?

Der er faktisk sket en helvedes masse på det halvandet års tid, hvilket nok er fordi, jeg har skrevet sindssygt meget. I 2010 fik jeg produceret over 700 siders manuskript, hvilket vist er omkring en fordobling i forhold til de foregående år.

Selvom jeg ikke undsiger mig nogle af mine ældre værker, kom den virkelige udvikling vist med ”Mutagen”. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, men jeg tillod mig selv at være mere lyrisk i sproget og generelt arbejde mere frit omkring synopsen, end jeg plejer. Det var mere historien, der styrede mig, end det var omvendt, og det var en vild – og nogle gange lidt uhyggelig – oplevelse.

Det virker umiddelbart, som om du har skruet lidt ned for virkemidlerne her i forhold til “The End”. De grumme elementer er stadig til stede, men har du holdt dig mere tilbage? Og hvorfor/hvorfor ikke?

Hvis man kigger på mine værker over årene, er ”The end” nok egentlig ”the odd man out”. Det var en bevidst beslutning at gå fuldstændig amok i overdrevet tegneserieagtig eller B-filmisk splatter, og den skulle først og fremmest tages som en kærlighedserklæring til hele den æra, jeg var vokset op med og elsker.

”Mutagen” er klart en dyster historie og er også meget voldsom visse steder, men det var vigtigt for mig denne gang at fortælle en mere realistisk historie, og volden er dermed også mere realistisk. Med ”The end” forventede jeg ikke, at læseren ville blive bange, men måske mere more sig over de røde kaskader, der sprøjtede til højre og venstre – på det punkt har min intention med ”Mutagen” været helt anderledes.

Den skræmte mig i hvert fald selv, da jeg skrev den. Jeg skrev hele bogen på en måned, hvilket er uhørt kort tid – og det fik virkeligheden til at flyde lidt ud. Det var fedt, at historien gled sådan af sted, men det sled også lidt. Jeg rendte rundt med sådan et ildrødt øje af at have siddet og stirret ind i computerskærmen hele tiden, og om natten havde jeg de vildeste mareridt, som gav mig nye ideer til bogen.

Du har en erklæret forkærlighed for det dystre, og Mutagen er da også (endnu) en dystopi. Hvad er det ved tilværelsens skyggesider, der er så tiltalende?

Ha, ha, en alternativ formulering af det spørgsmål kunne være: ”Hvad er navnet på din lidelse?”

Jeg havde lidt på fornemmelsen, at det spørgsmål ville dukke op, når jeg nu kom valsende med min anden bog om verdens undergang (faktisk er det min femte postapokalyptiske fortælling, hvis man medregner en gammel tegneserie).

Jeg har ikke nogen god forklaring på min fascination af det dystre og brutale, andet end at det må være … jeg vil ikke sige en hjerneskade, men i hvert fald noget ’mentalt betinget’. Ellers er der ikke noget, der forklarer, at jeg allerede som to et halvt år gammel plagede Dracula blade, og at min yndlingslæsning som otte-ni årig var Fangoria. Hvad fanden blev der af Bamses billedbog?

Så hvis vi antager, at jeg har en slags disposition for det dystre, blandet med en indignation over alle de grimme ting, folk gør ved hinanden, så er vi vist ved at være der.

Sidste gang skrev du på engelsk, denne gang på dansk. Hvad har været grunden til det, og har det påvirket din måde at skrive på?

Igen er det ”The end”, der stikker ud. Det er den eneste bog, jeg har skrevet på engelsk. Dansk skriftsprog har været mit foretrukne gennem alle årene, og jeg er vist også bedst på dansk.

Generelt kan man sige, at en af de store forskelle mellem at skrive på engelsk og dansk er, at der findes langt færre ord på dansk. Man skal være mere kreativ for at ramme de virkelige sprogblomster, men det er der absolut også noget spændende i.

Du er også kommet i stalden hos et forlag denne gang, Valeta. Hvordan har samarbejdet været det – har der været fordele og ulemper i forhold til at udgive selv?

Umiddelbart har der kun været fordele, selvom jeg som forhenværende selvudgiver af og til har lidt svært ved at få det ind i kraniet, at jeg ikke skal gøre så meget selv – andet end at skrive bogen.

Samarbejdet har været rigtig godt, og meget anderledes end den kontakt, jeg har haft til andre forlag gennem årene. Valeta giver forfatteren utrolig meget frihed og prøver ikke at strømligne og ensrette manuskripterne – noget der virkelig er brug for i den skov af metervarer, der har domineret fantastik markedet i lang tid. Og så har der ikke lydt en eneste kritisk røst omkring mængden af vold og sex i mit manuskript, noget der ellers har forfulgt mig siden folkeskoletiden. Vi har selvfølgelig været igennem et konstruktivt redigeringsforløb, men der er ikke en bloddråbe, der har flyttet sig siden rå-manuskriptet.

Begge dine bøger har været science fiction med et anstrøg af horror. Umiddelbart er det meget forskellige genrer – men hvad er det i dine øjne, der får dem til at spille så godt sammen?

Det er nok et stretch at kalde ”Mutagen” for science fiction, i og med at den foregår så kort tid ud i fremtiden, og der ikke rigtig er nogen futuristiske elementer med. Men grunden til, at jeg er så glad for netop postapokalypse, som man måske kan kalde en slags blanding af sci-i og horror, er først og fremmest, at det er et minimalt samfund skåret ind til benet, hvor menneskets inderste karakteristika nemt kan folde sig ud – det er et meget nøgent miljø, hvor menneskelige følelser også er fuldstændigt blottede.

Og det, jeg holder af ved dystopier generelt, er muligheden for at tage nogle små ildevarslende strømninger i nutidens samfund, rykke dem et stykke ud i fremtiden og sætte dem helt på spidsen.

Samtidig er jeg vist meget glad for genrehybrider. Jeg har meget svært ved at skrive klokke-ren genrelitteratur og ser bestemt ikke mig selv som f.eks. en science fiction forfatter i den klassiske forstand. Jeg tror f.eks. ikke, man skal forvente sig, at jeg skriver en bog med rumskibe og laservåben, ej heller traditionelle varulve og vampyrer, som de er portrætteret i myterne.

Dog elsker jeg det dystre, det makabre, det gotiske, det mytiske – og når jeg har fået blandet det sammen i en pærevælling, der virker frisk, er der en ny manuskript-idé, der banker på.

“Mutagen” foregår i et fremtidigt Danmark, hvor du før ikke har været så geografisk. Science fiction ekstrapolerer jo gerne – hvordan er du gået til det at tage udgangspunkt i en genkendelig verden? Er det en udfordring eller en genvej at bruge som baggrund?

Indenfor de sidste par år er jeg i stigende grad begyndt at lade mine handlinger udspille sig i Danmark. Da jeg startede med at skrive for mange år siden, foregik det altid i USA, eller et unavngivent land hvor de alle sammen hed Stan og Joe og Blake osv. Sjovt nok siger de fleste, at forfattere bør starte ved det helt nære og bevæge sig udad, men for mig har det været omvendt. Ligesom jeg startede med at udgive en engelsk bog på det danske marked. Jeg er måske lidt omvendt.

Med postapokalypse har jeg opdaget, at det trækker det værst tænkelige scenario, jordens undergang, meget tæt på, når man lader det udspille sig i det nære og genkendelige – når man fokuserer på detaljer, som f.eks. hvornår ville du løbe tør for tandpasta, når der ikke længere var nogen Brugs? Hvad skal man bruge genopladelige batterier til i en verden uden strøm? Osv. osv. Det gør det nært og gør, at man bedre kan relatere sig til katastrofen.

Hvad byder fremtiden på for Jonas Wilmann? Arbejder du på noget nyt?

Jeg er lige færdig med endnu en genrehybrid, der inkorporerer horror, socialrealisme, surrealisme, folklore og lidt indisk gudemytologi (!).

Titlen er ”Smukke Anna”, og den handler om en ung, meget smuk romapige, der bor i et nedlagt fabrikskvarter i Cihelna lidt udenfor Prags bymidte. Hun er omgivet af gribbe; alfonser og grumme karle, der kan se en indbringende fremtid i hendes kønne fjæs.

Uden at afsløre for meget, overgår der den unge pige nogle ubehageligheder, og hun går ud på en kurs for at få hævn og genoprejsning for sit lidende folk – en surrealistisk rejse ind i vanviddet, der inkorporerer både hinduistiske guder, en blodkult og bristede vener ad hoc.

Ud over det går jeg og leger lidt med en novellesamling, der indtil videre har den let ironiske titel ”Arketyper”. Her giver jeg meget alternative bud på klassiske gys og monstre.

Links

Jonas Wilmanns hjemmeside

Wilmanns Facebook-side.

Wilmann på Horrorsiden

Comments

  1. Pingback: Jonas Wilmann: Mutagen | Den elektriske kanin

  2. Pingback: Mutagen af Jonas Wilmann

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.