SUPERKULTUR

Bøger jeg aldrig blev færdig med

apr
28

…og som jeg hadede med 1000 soles intensitet!

Blackout, Connie Willes

Dette er den værste tidsrejsehistorie nogensinde. Ikke fordi intrigen virkede dårligt (det var svært at sige, jeg fandt aldrig ud af hvad den var). Det var heller ikke præmissen (tidsrejsende historikere på visit i anden verdenskrigs England). Nej det var karaktererne. Jeg hadede dem. Aldrig har jeg læst om en samling af intelligente mennesker, der var mindre forberedte på udfordringerne ved tidsrejse.

Åh, tidsportalen åbnede ikke da den skulle, og nu er jeg efterladt 100 år i fortiden… nåmen så gør jeg ingenting og venter mens jeg passer min dækidentitets normale job.

Og sådan var det hele vejen igennem. Det var til at blive idiot af. Når læseren hamrer hånden op i biltaget, mens han råber Så gør dog noget, så har det været en frustrerende læseoplevelse.  (Det skal lige siges at jeg hører lydbog når jeg kører bil, jeg smider ikke en 800 siders bog op på rettet og læser lystigt løs, mens jeg drøner ned af the fury road med 110 km/t)

Ancillary justice: Ann Lecke

Oh Ann. Det her var nok den største skuffelse af dem alle. Alle steder på nettet, blev den prist til himlen som det nye fantastiske. Som en af de science fiction bøger der virkeligt kunne kaldes for Stor Litteratur, en Vigtig bog, et nyt imponerende kapitel i litteraturhistorien.

Men ak. Jeg hadede den 1000. Præmissen er, at i hovedpersonens kultur findes der ikke et begreb om køn. Alle kaldes for hun. (Og det var i sig selv mærkeligt, hvis det skulle have været sand intetkøn, så havde det nok været bedre med Den). Også selvom der tydeligvis var mænd og kvinder. Og hovedpersonen var konstant altid ude af stand til at se forskel på mænd og kvinder. Det virkede også lidt sært.

I bogen følger man to tidsspor. Nutiden hvor et intelligent rumskib, downloadet i en menneskekrop, er fast besluttet på at myrde kejseren. Og fortiden hvor rumskibet møder kejseren og opdager at hun er splittet op i 100 forskellige kroppe, der alle sammen farer rundt og bekriger hinanden.

Plottet var så enormt langsomt om at komme i gang, der skete ingenting. Imperier kom og gik, civilisationer kollapsede og genopstod, solen blev en rød kæmpestjerne mens jeg læste den. Så langsom og kedelig.

Hvordan den har fået alle litterære priser i verden, er mig virkelig en gåde.

Gardens of the moon: book 1 af Malazan Book of the Fallen, Steven Erikson

Jeg hørte den i tre timer, så stopped jeg og slettede den. På de tre timer lykkedes det forfatteren at smide 4-5 point of view karakterer ind, men på intet tidspunkt forstod jeg hvad de havde med hinanden at gøre. Eller om de foregik på samme tidspunkt eller for den sags skyld i nærheden af hinanden. Jeg havde ikke nogen ide om karakterernes mål, hvem de rigtigt var og hvad der foregik.

Dette er den første bog i serie på 10, som spænder over 10000 års historie. Da jeg læste det på wikipedia, da vidste jeg at jeg aldrig ville komme videre med den, slettede den og læste noget bedre. Livet var godt

Scifihaiku

apr
28

Perverted old man
It’s bigger on the inside
Yeah, that’s what she said

Sakura War

apr
27

Tak, Weekendavisen. Det er rart at se, at Marvel virkelig går nye veje i Infinity War. Omend jeg måske havde forventet lidt mere end en traditionel gåtur.

Scifihaiku

apr
27

Hacking DNA
Unlocking your potential
Glow in the dark toes

Lennon/McCartney/Lovecraft

apr
26

Blackbird, hvis nu Beatles have været lidt mere til Lovecraft: Dead Birds

 

Dead birds screaming in the black of night
Ttake these broken words and learn the cries
All your life
You were only waiting for the dread stars to be right
Dead birds screaming in the black of night
Go to the sunken isle and learn to see
All your life
You were only waiting for Cthulhu to be free
Iä Iä
Iä Iä, Black goat of the wood with a thousand young
Iä Iä
Iä Iä, Black goat of the wood with a thousand young
Dead birds screaming in the black of night
Take these broken words and learn the cries
All your life
You were only waiting for the dread stars to be right
You were only waiting for the dread stars to be right
You were only waiting for the dread stars to be right

Digte, den litterære broccoli

apr
26

Jeg forsøger for tiden at overvinde min livslange modvilje mod poesi, så det var lidt sjovt at falde over denne artikel: When, Exactly, Do Children Start Thinking They Hate Poetry?

There are no haikus in my own collection. The closest, unintentionally, may be a few lines on an early edition of the back cover: “Hey kids! / Do you (think you) hate poetry? / This book is for you.” I have mixed feelings about that message, and not just because it’s a terrible haiku. On the one hand, yes, this book is for you, please buy it. On the other hand, when we tell kids “You won’t hate this poetry,” I wonder if we’re subtly telling them that they should hate most poetry.

It reminds me of that classic parental con line, “You might not like most vegetables, but this vegetable is delicious—try it!” When did poetry become literary broccoli? What’s next, cheerfully singing, “Here comes the airplane!” before we start reading a sonnet into our kids’ ears?

Chris Harris er sjov, men han hater også lidt på haikuer – i al fald brugt mod børn (eller okay, med børn, måske).

Note that I didn’t say “no rules.” I’m not some goateed, bomb-throwing anarchist. Rhythm and meter and emotions are still important to consider, even at the earliest stages of learning poetry. The point is more that instead of just handing them syllabic blueprints, let’s make sure kids get the chance to play around with words—finger paint with them—the way we let them explore other topics.

Deri lægger måske forklaringen på, at jeg så godt kan lide haikuer. Jeg bryder mig ikke om fingermaling, hverken bogstavelig eller metaforisk (jeg kan ikke genkende metaforer, førend de klipper sig selv ud i pap) – de er syllabic blueprints, en mulighed for at lege inden for nogle faste rammer. Og hvor andre folk sikkert lægger en masse betydningen inden for de rammer, er det mere puslespilsdelen af det, der morer mig.

Eat your poetry, it’s good for you!

Solo

apr
26

Der er ikke længe til at den nye Star Wars film Solo dukker op på biograflæderet. Jeg glæder mig til at se hvad de finder på, men jeg frygter også samtidigt at de ikke rigtigt har fanget den rigtige ånd. I mellemtiden kan man altid drømme…

 

Sci-fi-ku-hai

apr
26

Ku’ hai, ku hai, ku space stuff?

Tout est inversé

All the space-stuff I must have!

Scifihaiku

apr
26

The future is now
Yesterday is yesterday
And we’re all too late

Bøger vi læser for tiden: Bas-Lag

apr
25

Jeg har jo gang i mit lille projekt “lær at læse digte”, men som modvægt genlæser jeg China Mievilles Bas-Lag-romaner og er netop gået i gang med andet bind i serien, The Scar. Egentlig ville jeg blot genlæse Perdido Street Station for nylig, men Mievilles bøger er tunge på alle måder – de genererer deres egen tekstuelle tyngdekraft og trækker folk ind. Så nu er The Scar røget i tasken.

De to typer litteratur fungerer godt som modpoler – digte handler vist mest om at få, men rigtige ord, hvor China M excellerer udi mange, men fede ord. Inde bag Perdido Street Station gemte der sig muligvis et lidt for klassisk rollespils-setup (ulige typer mødes, men kæmper i gæv forening mod den trussel, der lurer over storbyen New Crobuzon), men det hele bliver pakket ind i så meget stemning, at det stort set lige så godt kunne være fem mænd, der sad i en kælder og spillede omkring et bord. Man æder det alligevel, for Mieville elsker monstre og andre særheder. Og så er han voldsomt venstreorienteret, hvilket gerne kommer til udtryk. Det er sjældent, man oplever det i fantasy. Og endnu sjældnere, at det ikke bare er træls.

Bas-Lag-romanerne er sådan en særegen blanding af fantasy og diverse-punk med en god portion science fiction-sjæl – der er magi, videnskab, teknologi, forurening og en klassisk industristorby af den slags, der tramper folk ned i sølet (på barrikaderne, folkens, lad de røde faner smælde!). Når jeg læser dem, kommer jeg altid til at tænke på den scene i LoTR, hvor Saruman beordrer sine orker til at fælde skoven for at kunne bygge mere fancy shit. Bas-Lag er, hvad der ville ske, hvis en af de orker hørte “The old world will burn in the fires of industry” og lige der opfandt science fiction-genren.

Ja, jeg skulle egentlig bare genlæse Perdido Street Station. Men jeg kommer nok til at snuppe alle tre bøger – og håbe på flere. Nåja, og så i processen blive deprimeret over, at China Mieville er samme alder som mig selv.