SUPERKULTUR

I al beskedenhed

maj
28

Jeg opfatter klart dette som mit mest vellykkede afsnit til dato (med ærbødig beskedenhed naturligvis)! Og måske også det mest lego-r*ven-esque!

Scifihaiku

maj
28

Revolting sexbots!
The end of the world or just
really strange fetish?

Månebase Alpha

maj
27

Da jeg var dreng, var Space 1999 det vildeste nogensinde. Det, Doctor Who og Blakes Seven var det sweeteste man nogensinde kunne forestille sig.

Som voksen har jeg set en håndfuld afsnit, og de er meget coole. Meget 70er agtige og… lidt langsomme. Men det er en tv-serie som jeg virkeligt godt kan lide. De tager sig selv seriøst, der er ikke noget camp eller træls ironisk distance.

Jeg er faldet over en dokumentar om serien. Den er ret lav i lyden, så man kan med fordel skrue godt op for højtaleren

Okay, den jakke der, er nok egentlig ret camp…

Digte… eller modviljen mod samme

maj
27

Som alle andre gik min dansklærer helt amok over Michael Strunge. Han var så dyb, enestående, dygtig og tragisk. Og Unge Simon brød sig i hvert fald slet ikke om ham. Bah. Sån noget digthalløj, kunne den Unge Herre finde på at sige.

Men som jeg er blevet ældre, så må jeg indrømme, at Strunge slet ikke er så forfærdelig som jeg husker. Jeg kiggede for sjov i Den Samlede Strunge for nogen tid siden, og det var faktisk helt fornuftigt skrevet.

Jeg er til koncert i Rockmaskinen.
Ugens overlevende trænges om den lille scene
luften er hed af musik.
Vi er i trance og trang
transcenderende
grænserne mellem køn,
mellem dimensioner af virkelighed,
dansende i transformationer et sted i den sovende by.

Det er slet ikke skidt. Men Unge Simon synes det var frygteligt prætentiøst. Og tja, måske. Men måske vidste Unge Simon slet ikke det hele endnu.

Modne Simon (Det er mig) er måske ikke blevet helt solgt på Strunge endnu. Jeg er til gengæld blevet lidt forfalden for romantikkens digte. Guldhornene, Ozymandias og Lays of Ancient Rome. De der fede sætninger, der emmer af nationalromantik og fordoms svung og spænstighed. Det er måske faren ved dem, de kan nemt spændes for en politisk vogn, men det lyder godt alligevel.

Then out spake brave Horatius,
The Captain of the Gate:
“To every man upon this earth
Death cometh soon or late.
And how can man die better
Than facing fearful odds,
For the ashes of his fathers,
And the temples of his Gods

Yeah. Awesome. Eller hvis man skal kaste sig over Guldhornene

Da standser Ploven,
og en Gysen farer
igiennem Skoven.
Fugleskarer
pludselig tier.
Hellig Taushed
alt indvier.

Da klinger i Muld
det gamle Guld.

Men når alt kommer til alt, så vil jeg nok have mere tålmodighed med Strunge end Oehlenschläger, hvis jeg skulle læse en hel digtsamling. De romantiske digte lyder godt, men de har nok ikke alverden at sige os i nutiden.

Far Alamo

maj
27

At kombinere klassiske westerns og moderne monsterfilm ville være en super ide.

Vil du vide mere? Så klik på videoen herunder:

“FAR ALAMO”. Short Film. from Fabrice Mathieu on Vimeo.

 

Via

Scifihaiku

maj
27

Romantic Martians
Travel all the way to Earth
Looking for Ulla

Troll Bridge

maj
26

Oh, det her ser ret godt ud.

Scifihaiku

maj
26

ET will phone home
Don’t lend him your telephone
Long distance charges!

Bøger, jeg måtte opgive: Dick

maj
25

Jeg er slem til at læse bøger færdig, selv om jeg ikke er særligt vild med dem. Min hjerne går på autopilot og sjosker gennem ordene, mens den bruger energien på noget andet. Det er en træls vane – nu og da betyder det, at en bog rent faktisk skifter i løbet af læsningen og bliver det hele værd, men det er nu blandt sjældenhederne; oftere sker der det, at jeg mentalt cosplayer Paul Atreides’ vandring gennem ørkenen, mens jeg tilbagelægger ord efter ord og håber på, at jorden vil opsluge mig og gøre en ende på mine lidelser (Ja, Great North Road, jeg taler bl.a. om dig, og nej, Peter, jeg tilgiver ikke).

Men nu og da vågner jeg op, kigger på mig selv og træffer en beslutning: det er nok med denne bog. Og så, men dårlig samvittighed lysende ud af øjnene, lægger jeg den fra mig og begynder på noget andet.

En af de få, der har oplevet æren to gange, er Philip K. Dick. Jeg er bare ikke god til Dick, og ja, det ville have været en god onkeljoke på engelsk. Men jeg må med skam indrømme, at jeg aldrig har læst Drømmer androider om elektriske får – jeg husker en startscene med et ægtepar, der skændes om, hvorvidt den ene af dem vil trykke på de knapper, der vil få vedkommende i det rette humør til dagen. Længere nåede jeg ikke.

Nu forleden kastede jeg mig over The Three Stigmata of Palmer Eldritch, hvor Elon Musk vender tilbage fra rummet med nogle nye stoffer, som måske/måske ikke er en invasion. Endnu engang måtte jeg opgive det, der skulle være en klassiker inden for genren. Måske er det Dicks forsøg på at beskrive futuristisk hverdag, der altid bliver lidt for konstrueret for mig – måske er det hans massive stofmisbrug, der skinner igennem?

Det sære er, at jeg sådan set er ret vild med PKDs noveller – de fortaber sig ikke i ægteskabelige skænderier, men kommer mere til pointen. Men det er mig en stadig kilde til frustration, at jeg ikke kan komme i gang med hans romaner – især når han jo har en renæssance i tiden. Og det er ikke svært at forestille sig, at den vil fortsætte – stoffer, paranoia og sære bobler af virkelighed, det er jo som samtidsromaner. Man kunne forestille sig, at andre science fiction-forfattere ville grave sig tilbage i genrens historie for at lade sig inspirere – vi har steampunk og dieselpunk og alle mulige slags punk, så hvorfor ikke en ny undergenre baseret på Dicks version af fremtiden? En 50-60er-fremtid, hvor borgerskabet tager stoffer, kigger lidt ind i fremtiden, læser avis og smutter en tur i deres rumskib.

Jeg siger ikke, at det kommer til at hedde dickpunk, men…

Scifihaiku

maj
25

A strange monolith
“Oh my God, it’s full of bars!”
Everyone gets drunk