SUPERKULTUR

Gæt en film

jun
30

Vi brugte fredag aften på at gense en film – fordi der var gået så længe, at jeg troede, den var blevet bedre. Men hvilken film? Her er dagens chance for at score XP.

Maximum point: “Det er som Fredrik med bilen… bare med zombier!” som min kone sagde.

Medium point: Filmens sjoveste element er, at den har Peter Capaldi i en birolle som W.H.O Doctor – få måneder før han officielt blev udpeget som den nye Doctor Who.

Minimum point: Jeg overvejede at skrive noget sammenhængende om filmen. Var det sket, ville overskriften have været “Man gjorde en bog fortræd”.

Jeg er ikke med i filmen. Men det havde været federe, hvis jeg var.
ZombiePanda af RueYumi, CC BY 3.0

Kunsten er i kommentarerne

jun
30

… Men for at være sikker på, I ser den, bliver den lige gentaget her. Henning er en af de få faste kommentatorer på de (overlevende) danske genreblogs – og gerne med indsigtsfulde og spændende indspark. Og til gårsdagens indlæg om Harlan Ellison førte han pennen med det vidunderligt indbefattende metadigt:

Vreden, Gudinde besyng, som greb provotøren Harl Ellis,
Svang ham ud på det vinblå hav, og styrted ham ned, skibbruden,
38 nord, 77 vest, ud for blodstrømmens langerhanske øer,
med næverne rejst mod Guderne, og råbende kærlighed ind i Verdens Hjerte.
Således forgår Ellison, og bliver varigt værende, som Harlequin,
som glasdæmoner, hjemsøgende byer ved Verdens kant,
hvor dragedræbere kommer til kort.

Scifihaiku

jun
30

Afternoon talkshow
“Yes, Darth, you ARE the father!”
“NOO-OO-OO-OO-OOOOOO!”

Den perfekte fredag

jun
29

På denne lune og behagelige fredag aften, kan man ikke komme lykken meget nærmere, end at side på en luftig altan med Fables bind 1 og et glas Cardhu 12. 

Det bedste er, at skulle jeg komme gennem den fine tegneserie, så har jeg de næste seks stående klar.

Bonus-scifihaiku

jun
29

Fordi Harlan:

Tell me a story
LET ME TELL YOU ABOUT HATE
Your stories scare me

Harlan Ellison

jun
29

Jeg er nok blevet for gammel til de store fanboy-følelser, men jeg kan ikke komme udenom, at det gjorde lidt ondt et sært sted indeni at starte dagen med nyheden om, at Harlan Ellison er død. Jeg snuppede Shatterday fra reolen til turen på arbejde, og det gjorde ikke det hele bedre, at den første historie er “Jeffty is five” – som ikke alene er koncentreret Ellison, men også en stærk historie om forsøget på at bevare fortidens magi omkring sig.

Scifihaiku

jun
29

My sesame cake
You will stop eating it now
Mister Homolka

Seveneves

jun
28

Det er ikke første gang jeg har forsøgt mig med Neal Stephensons Seveneves, men heller ikke denne gang kom jeg igennem dem. Der er et eller andet ved den, jeg synes bare ikke karaktererne er spændende eller interessante. Jeg synes de er ligeså flade og uinteressante som en cardboard cutout af Steven Seagal. Det er lidt spøjst, for normalt er jeg den vildeste Neal Stephenson fanboy. Jeg kom til at læse Quicksilver, 1 bind af hans maniske 7 binds værk The Baroque Cycle, og var hooked på stedet. Den var spøjs og sær, fantastisk, underlig og velskrevet.
Folk omkring mig har omtalt forfattere som nogle der enten kan skrive fantastisk, eller som kan lave de vildeste og mest interessante plot. Normalt ville jeg sige at Neal kan begge dele. Nogle gange bliver han jævnt sær, men som regel plejer han at trække sig nogenlunde tilbage på normalitetens sti.
Men ikke her. Her er karaktererne flade og trælse.

Hvad sker der så:
Okay, månen springer i luften. Vi finder ikke ud af hvorfor, det gør den bare. Måske er det et mini sort hul, der har blæst igennem den. Det er også lige meget, for indenfor to år vil resterne af den døde måne regne ned på jorden og gøre liv på overfladen umuligt.

Verden går i gang med at udbygge den internationale rumstation, sender masser af rumskibe op, bygger små rumarker og gør klar til livet i rummet. Mens alt det sker går karaktererne lidt rundt og forbereder sig på undergangen. De er måske så ramte af frygt og rædsel, at de ikke kan snakke om den kommende undergang – men det virker mere som om det ikke rigtigt rammer dem.

Undergangen kommer, 2000 mennesker overlever i rummet, resten dør. Og så fik jeg ikke læst mere. En af karaktererne begynder to uger efter undergangen at snakke om en ekspedition til Mars, for at kolonisere den røde planet. Måske ikke så meget for at ville kolonisere den, som for at få magt over befolkningen. Hun, den onde ekspræsident, ville magten for magtens skyld. Og her blev karakterernes fladhed mig for meget, og jeg stoppede og slettede den fra min audible app.

Men jeg kiggede på wikipedia for at finde ud af hvad der skete i bogen. Alt går galt, alle dør på nær 7 kvinder, som bliver stammødrene til menneskehedens 7 racer. De bruger teknologi til at udvikle på de børn får, så de hver især får forskellige karakteristiske genetiske træk. Og det er for så vidt en sej nok ide. Men rejsen derhen var simpelthen alt for lang og træls. Hvis vi havde startet med den ide, og sprunget opbygningen af rumarken over, så havde jeg været en gladere mand.
Vil jeg anbefale den? Nja, ikke rigtigt. Læs andre af hans bøger, de er federe. F.eks. Cryptonomicon eller Anathem som begge er fede og lækre bøger. Fyldt med seje og fantastiske karakterer og vilde & sjove ideer.

Horrorstör

jun
28

“Sidder du og læser et Ikea-katalog?” spurgte en af mine kolleger, da jeg benyttede frokostpausen på at indtage lidt alternativt indpakket horror, så der scorede Grady Hendrix’ roman Horrorstör et point. Desværre var den lidt i minus på det tidspunkt, så det var tiltrængt.

Baggrunden for det måske noget forvirrende spørgsmål er, at handlingen finder sted i Orsk, et amerikansk Ikea-ripoff, og Horrorstör er pakket ind, så forsiden signalerer billige, letsammensætlige møbler til overkommelige priser – dog med et horrortwist, hvis man kigger nærmere på billedet eller vender bogen om. Det er sjovt fundet på, og det visuelle overskud fortsætter inde i bogen, hvor hvert kapitel indledes med introduktion af en af Orsks varer, komplet med faux-skandinavisk navn og letaflæselig stregtegning. De første og sidste side er som taget ud af et reklamefremstød for butikken og formår endda at føje lidt ekstra til historien. Det er godt fundet på og gennemført, så man må trække en smule på smilebåndet.

Desværre afspejles det overskud ikke i historien.

Vor hovedperson er Amy, som hader sit job og især sin chef. Hun drømmer om at flytte til en anden Orsk-forretning – gerne en, hvor der ikke er folk, der skider i sofaerne om natten eller sender mystiske beskeder til de ansattes telefoner. Hun får muligheden, men det kræver, at hun sammen med et par andre ansatte (inklusiv chefen) tilbringer natten i butikken for at finde ud af, hvem der bedriver hærværk. Det er (naturligvis) ikke bare almindelige Walmart-rejects, men alverdens skummelheder, der bevæger sig rundt i de købsprogrammerende gange. Orsk er ikke bygget på en indianerkirkegård, men det er tæt på.

Det er altsammen en ganske genkendelig horroropskrift – gysets bøf med løg og kartofler. Vi har fået det serveret mange gange før, men nok især i filmform, for det er en historie, der er ret visuel, og man kunne godt mistænke, at Horrorstör var skrevet med et manuskript i baghovedet. Det er såmænd okay – den er hurtigt læst, og man bliver ikke unødigt udfordret, så som afslapningslæsning fungerer den upåklageligt. Det er bare, at indpakningen lover mere – jeg forventede noget humor, selv om det ikke behøvede at være på John Dies at the End-niveau, og jeg forventede noget mere, noget overraskende, noget ikke-pligtskyldigt. Men teksten bliver desværre aldrig rigtig mere end funktionel. Hendrix har også skrevet en bog, Paperbacks from Hell, om 70-80ernes horrorboom (som jeg stadig venter på, at biblioteket skal få hjem til mig), og jeg kunne lidt mistænke, at der måske er tale om “åben mælk i køleskabet”. Måske har Hendrix fordybet sig så meget i sit kildemateriale, at hans egen historiefortælling har taget smag efter det. Jep, Horrorstör er blevet saltet med lidt hip indpakning og lidt gennemtestet plotafvikling, men den mangler lidt krydderier.

Scifihaiku

jun
28

The timecops are here
“Stop breaking causality!”
I will commit crimes.