SUPERKULTUR

Motivation, tak!

jun
08

Jeg spiller mass effect 2 for tiden. Det er et fantastisk spil. Sjovt, interessant og spændende. Et lækkert skyderollespil, som nok må siges at være et af de bedste spil i genren. Det er ikke første gang jeg spiller det, så det er ligeså hyggeligt som at tage en tur i en gammel klassisk bil, man har haft stående længe.

Jeg er generelt helt forgabt i det spil, hele spilserien er übercool. Eller næsten. For slutningen er jævnt forfærdelig. Der kommer endelig motivationen og begrundelsen for hvorfor de slemme technorædsler gør som de gør. Og den stinker big time.

I mass effect 1 ville Reaperne, de onde technorædsler og levende rumskibe, indtage galaksen hvert 50000 år for at høste intelligent liv. Man fandt ikke ud af hvorfor, men de havde tydeligvis en plan.

I toeren vil de onde reapers hugge en masse mennesker, for at bygge en ny reaper. Nasty, ikke nok med at de kommer for at myrde os, de vil også bruge os til at skabe nyt liv for sig selv.

I treren vil de onde og forfærdelige reapers indtage galaksen og fjerne alt højere liv fordi kunstigt og biologisk liv altid er ude efter hinanden… What? Jeps, planen er at gøre plads til den næste omgang biologisk liv, der så selv kan skabe deres robotter og technoslavere. På den måde kan cyklussen køre for evigt.

Well, det var bestemt ikke lige det, jeg havde forestillet mig, der var begrundelsen for den onde og nederdrægtige opførsel.

Yeah, skyd den kilometer høje technorædsel med din pistol…

Det samme problem gør sig gældende i Revelation Space.
Der har vi de forfærdelige Inhibitors. En skummel og nederdrægtig technorædsel, fra galaksens tidligste civilisationer, der kun lever for at udslette intelligent liv, der opnår et vist technologisk niveau… alt sammen for at gøre det nemmere, at forberede galaksen på sammenstødet med Andromeda om 2 milliader år. Yeah – de frygtindgydende Inhibitors er i virkeligheden flyttemænd og opsynsmænd, det er nemlig nemmere at flytte planeter, når beboerne ikke er techsavy nok til at gøre modstand.

Og hvis vi lige skal tage et tredje eksempel. I rollespillet Eclipse Phase er menneskehedens AI forsvarsnetværk TITAN gået amok, og har erklæret krig mod menneskene. For en generation siden gik den rogue, myrdede og hærgede og huggede alle de menneskehjerner den kunne finde.
Hvorfor? Jo, den var blevet inficeret af en alien computervirus, der var blevet sendt ud i rummet for millioner af år siden af aliens fordi… ja, det får vi faktisk ikke at vide. Det har spilforfatteren besluttet sig for er spillederens egen beslutning. De kommer med en håndfuld forslag, men ikke nogen canon begrundelse. Bløh…

Uden en ordentlig begrundelse for hvorfor de gør deres nederdrægtige gerninger, så er det bare en litterær udgave af et spøgelseshus. Jumpscares og høje uhyggelige lyde.
Hvis motivationen ikke virker, så falder resten af historien ned som en dårligt lavet souffle.

 

4 Responses to Motivation, tak!

  1. Der er ikke noget bedre end at genspille skydespil – det er som at være en våbengud, der kan forudsige fjendens næste træk og atomisere hans hoved, så snart hans næse stikker frem bag en væg.

    Jeg genlæste Revelation Space-serien for noget tid tilbage, og det ændrede lidt min opfattelse af den… på den gode måde, For jeg er egentlig helt okay med de onde maskiners bevæggrunde – man kan smide dem i kassen med “de er så fremmede for et menneskeligt perspektiv, at de er uforståelige”, og der kan de gnide sig op ad Cthulhu og andre. Men det store, voldsomme klimaks i serien klares sådan nærmeste i en bisætning: bum bum bum, hop langt ud i fremtiden, se, det gik jo nok altsammen. Så selv om jeg stadig synes, den er “peak Reynolds”, er den ikke helt tilfredsstillende.

  2. Hmm, det kan være den vinder ved genlæsning. Det gjorde Endymion i høj grad for mig. Da jeglæste den som knægt, da hadede jeg afslutningen. Men da jeg genlæste den 10 år senere, da ramte den mig lige midt i solar plexus, og står stadig som en helt fantastisk læseoplevelse.

    • Det minder mig om, at jeg kun fik genlæst Hyperion for nogle år tilbage. Hvordan er det, kan Endymion læses, selv om man ikke har Hyperion i frisk erindring?

  3. Det tror jeg godt man kan. Men nu er det nogen tid siden, jeg læste dem så…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *