Nostalgien spiller stadig ind for visse fans, tror jeg, i al fald som en legitimering af tilhørsforhold – og implicit ejerskab af fanobjektet. Og så er nostalgi jo aktiv del i at skabe en falsk idealtilstand, den “glorværdige fortid” som også nationalisme bygger på.

Ovenfor nævnte jeg overhovedet ikke fandømme i sport (fordi jeg har absolut nul indsigt i det), men hvis sport er formaliseret krigsførelse markedsført som underholdning, og hooliganisme er at betragte som ekstremt fandom, så understreger det bare forbindelsen mellem national- og fanfællesskaber.