Dette er andet indlæg i en serie som hævder at fascinationen ved H. P. Lovecrafts univers grunder i det ufærdige og fejlslagne, og drager kortslutninger udfra vilkårlige eksempler. Samtlige indlæg findes under kategorien “Cthulhu errare est”.

I The Lovecraft Covenant udforsker FBI en række makabre mord hvor ofrene alle deler navne med figurer fra Lovecrafts historier. Morderen tager kontakt til en online-journalist (dvs en podcaster) som han har udpeget til sin “kronikør”, og FBI-agenterne på sagen indlemmer modvilligt journalisten i udforskningen. Jeg er ret sikker på at jeg har set et lignende oplæg før i X-files, men det er heller ikke den værste reference efter min mening.

Som i de fleste Lovecraftiana er her flere gode idéer som forsøger at trænge igennem sølet af velmente klichéer: Meta-grebet, at Lovecrafts figurer har virkelige navnebrødre i 2018, viser sig efter nogle afsnit at have flere implikationer, og morderen kalder sig selv “Odysseus” med henvisning til – trommehvirvel, tak – Joseph Campbell’s The Hero’s Journey; der ligger med andre ord i al fald et halvt semesters litteraturstudier til grund for serien.

Som en slags ligestillende opdatering fra 1920erne er de ledende FBI-agenter begge kvinder, og den mandlige journalist bliver en kønsinverteret “jomfru i nød”, hvilket i kombination ville have givet Lovecraft enten et hjerteslag eller en stærkt tiltrængt erektion.

Det er svært at gengive historien i detaljer fordi The Lovecraft Covenant giver “uudsigelig rædsel” en ny betydning, simpelthen fordi de ubetalte, men helt sikkert hårdtarbejdende skuespillere konkret ikke er i stand til at levere deres replikker med nogen overbevisning. Om manuset selv kan man kun citere Harrison Ford, “you can type this shit, but you sure as hell can’t say it”.

Der er megen telegraferen i dialogen af handling som lytteren i sagens natur ikke kan se, og jo nærmere historien kommer klimaks, jo mere patosladet oraterer skuespillerne om deres skæbne og hensigter. Til alt held kan man med mellemrum knapt høre hvad de læser op, takket være den noget usikre produktion som nogle gange uforklarligt sænker lydstyrken på dele af dialogen, nogle gange drukner den i stangvare-lydeffekter.

Der er vigtige formildende omstændigheder at have in mente: for det første er dette bagmanden Robert Masons debut som forfatter, producent og instruktør, så han har frikort til visse bommerter. For det andet er hele molevitten lavet på crowdsourcing, frivillig arbejdskraft og gåpåmod, og kan ikke retfærdigvis sammenlignes med professionelle studiers erfaring eller budgetter. For det tredie og vigtigste bærer denne serie Lovecrafts bristfældige arv som en albatros om halsen, i lige så høj grad som de klassiske filmfiaskoer Dagon og From Beyond gjorde det. Det kunne ikke blive godt uanset hvad, succes var aldrig en mulighed, for stjernerne stod ikke rigtigt.