SUPERKULTUR

Horrorstör

jun
28

“Sidder du og læser et Ikea-katalog?” spurgte en af mine kolleger, da jeg benyttede frokostpausen på at indtage lidt alternativt indpakket horror, så der scorede Grady Hendrix’ roman Horrorstör et point. Desværre var den lidt i minus på det tidspunkt, så det var tiltrængt.

Baggrunden for det måske noget forvirrende spørgsmål er, at handlingen finder sted i Orsk, et amerikansk Ikea-ripoff, og Horrorstör er pakket ind, så forsiden signalerer billige, letsammensætlige møbler til overkommelige priser – dog med et horrortwist, hvis man kigger nærmere på billedet eller vender bogen om. Det er sjovt fundet på, og det visuelle overskud fortsætter inde i bogen, hvor hvert kapitel indledes med introduktion af en af Orsks varer, komplet med faux-skandinavisk navn og letaflæselig stregtegning. De første og sidste side er som taget ud af et reklamefremstød for butikken og formår endda at føje lidt ekstra til historien. Det er godt fundet på og gennemført, så man må trække en smule på smilebåndet.

Desværre afspejles det overskud ikke i historien.

Vor hovedperson er Amy, som hader sit job og især sin chef. Hun drømmer om at flytte til en anden Orsk-forretning – gerne en, hvor der ikke er folk, der skider i sofaerne om natten eller sender mystiske beskeder til de ansattes telefoner. Hun får muligheden, men det kræver, at hun sammen med et par andre ansatte (inklusiv chefen) tilbringer natten i butikken for at finde ud af, hvem der bedriver hærværk. Det er (naturligvis) ikke bare almindelige Walmart-rejects, men alverdens skummelheder, der bevæger sig rundt i de købsprogrammerende gange. Orsk er ikke bygget på en indianerkirkegård, men det er tæt på.

Det er altsammen en ganske genkendelig horroropskrift – gysets bøf med løg og kartofler. Vi har fået det serveret mange gange før, men nok især i filmform, for det er en historie, der er ret visuel, og man kunne godt mistænke, at Horrorstör var skrevet med et manuskript i baghovedet. Det er såmænd okay – den er hurtigt læst, og man bliver ikke unødigt udfordret, så som afslapningslæsning fungerer den upåklageligt. Det er bare, at indpakningen lover mere – jeg forventede noget humor, selv om det ikke behøvede at være på John Dies at the End-niveau, og jeg forventede noget mere, noget overraskende, noget ikke-pligtskyldigt. Men teksten bliver desværre aldrig rigtig mere end funktionel. Hendrix har også skrevet en bog, Paperbacks from Hell, om 70-80ernes horrorboom (som jeg stadig venter på, at biblioteket skal få hjem til mig), og jeg kunne lidt mistænke, at der måske er tale om “åben mælk i køleskabet”. Måske har Hendrix fordybet sig så meget i sit kildemateriale, at hans egen historiefortælling har taget smag efter det. Jep, Horrorstör er blevet saltet med lidt hip indpakning og lidt gennemtestet plotafvikling, men den mangler lidt krydderier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *