SUPERKULTUR

1988!

jul
31

Jep – helt henne i 1988! Hvor var du det år?

Bøger der har gjort indtryk på den unge Simon Aakjær

jul
29

Da jeg var knægt læste jeg enorme mængder af science fiction. Det var det cooleste nogensinde (og er det stadigt) og der er flere af romanerne der har sat sig spor. Om end ikke alle for det bedste…

Børnelandet – en roman skrevet af Søren K. Barsøe om: ” En flok børn er stukket af fra den voksne verden med al dens kemiske forurening. På nogle ødegårde i Jylland har de oprettet børnelandet. Og det synes de voksne ikke om”. Derfor sender De Voksne så en knægt ind for at spionere på de farlige børn i deres ødegård.
Jeg husker især forsiden som et fantastisk stykke kunst. Den viser ødegården omgivet af skrammel, affald og forurening.
Morale – at nogle gange kan børnebogsforfattere godt finde på at skrive moraliserende bøger.

Flugt fra Jorden – skrevet af Mark Brandis, var den cooleste roman jeg nogensinde havde læst. Den virkede sej og voksen og allround badass. En general forsøger at få magten over Jorden og Venus, og vælger den klassiske taktik – militærkup. Til alt held kan rumpiloten Mark Brandis bruge sit rumskib til at modstå det onde plot.
Morale – i halvfjerdserne var der mange militærkup rundt omkring i verden

Ole Frøstrups En stråle fra rummet var i kategorien børn besejrer ondskaben. I dette tilfælde kom rumpigen Mira og drengen Erik, og hunden Katja i vejen for Fyrsten af Spartanien, og må derfor bruge deres evner til at overvinde ham.
Morale: Onde despoter kan besejres med gode demokratiske hippeipowers.

Ludek Peseks Perseus går i fælden var en af de mere underlige romaner fra min barndom. Et rumskib sendes ud for at finde en håndfuld forsvundne rumskibe, kun for at opdage at besætningen har kastet sig ud i et forsøg på at lave et nyt samfund. Kendte og klassiske metoder som overvågning, tvangsarbejde, slavelignende forhold og konstant angst bruges for at skabe det nye samfund og det nye menneske.
Morale: Man kan forsøge at undslippe fællesskabets ønsker, men proletariatets tyranni kan ingen modstå.

Thorstein Thomsens Rejsen til planeten Droj er også klassisk slut 70’er scifi. En flok børn sendes med rumspejling til Droj, en planet der ligner vores… men som er længere fremme i tiden. Der hersker Overklassen over underklassen og lever i sus og dus. Heldigvis bliver børnene involveret i en revolution og overkaster det forkastelige system.
Men da de vender hjem fra Droj (som i virkeligheden var Jorden… men i fremtiden!) forsøger de forkastelige videnskabsfolk og regeringsfolk at få en af Drojs Overklasse til at komme til Jorden, for at lære dem hvordan de kan få magt over underklassen, så ødelægger ungerne rumspejlingsmaskinen.
Morale: Man kan ikke stole på regeringsfolk og videnskabsmænd.

Moralen er, som alle science fiction læsere ved, at bøger skrives i deres samtid og afspejler den ret fantastisk. Det er også derfor at flere af de her bøger virker så enormt forældede. Men det kunne være interessant at genlæse Mark Brandis bøgerne. Jeg husker dem som ret coole…

Ferie

jul
28

Ferien kommer til os alle – på et eller andet tidspunkt. Nu er det mig, den har trængt op i et hjørne, så hvis jeg ikke er så aktiv her på siden det næste stykke tid, skal I ikke bekymre jer. Men hvis jeg vender tilbage og tror, jeg kan flytte ting med tankens kraft, så…

Plakaten er af Steve Thomas  – og der er flere her.

Dating-scifihaiku

jul
28

Last digits of pi
Are my phone number, honey.
Call me anytime.

Superkulturelle pensionsmuligheder

jul
27

Forleden, i frokoststuen, faldt snakken på muligheden for pension – og hvornår det i så fald ville kunne lade sig gøre. En del af mine kolleger kan gnægge og gnide sig i hænderne, mens de ser frem til at kunne trække sig tilbage inden for nogle får år, mens jeg må betragte mig selv og pensionisttilværelsen som det klassiske billede af æselet med guleroden bundet over nakken. Jeg kommer sikkert til at dø på pinden, mens en eller anden fra Liberal Alliance takker mig for, at jeg holdt samfundsøkonomien i gang – nånej, som bibliotekar er jeg jo med til at gøre det så meget federe at være arbejdsløs, så selv det må jeg nok skyde en hvid pind efter. Det sidste, jeg kommer til at høre, vil sandsynligvis være i retning af “Du der, bibliotekar, jeg kan ikke få DNA-printeren til at fungere. Den melder PC Load Letter, hvad betyder det?”

Men det fik mig til at tænke på, hvad science fiction har at sige om mine pensionsmuligheder. Her er de fremtidsudsigter, jeg lige kunne komme i tanke om. Ja, der vil sikker principielt set være spoilers, meeeeen… det er spoilers om gamle mennesker.

1. Mad

Soylent Green – og Harry Harrisons “Gør plads! Gør plads!”, som den er baseret på – handler om overbefolkning og en god klassisk salami-løsning på problemet: vi fjerner nogle fra den ene ende for at fodre dem i den anden ende. Men hele tanken om at ende på nogen andens middagsbord virker lidt mere realistisk i dag med grund i klimaforandringerne. Og nåja, folk som Esben Lunde Larsen i spidsen for det hele hjælper ikke på min sindsro.

2. Den sidste løbetur

Logan’s Run (både filmen og bogen af Nolan og Johnson) har lidt samme udgangspunkt: der er for mange mennesker, og de tærer for hårdt på kloden. Her er løsningen dog lidt mindre utilitaristisk, idet folk ikke bliver genbrugt (det mener jeg i al fald ikke, men det er mange år siden, jeg har set filmen). I stedet bliver folk blot henrettet, når de er 21 – og trods min modvilje mod unge mennesker er det måske alligevel for drastisk.
Logan er selv en sandman – en, der jagter dem, som ikke i god ro og orden underlægger sig systemet og stiller træskoene, men da han når skæringsdatoen, bliver han selv flygtning. Det er med andre ord en slags Matrix-udgave af Fahrenheit 451.
Denne løsning scorer dog ikke højt i mine forventninger, idet den ville kræve, at dem, der sidder på magten, valgte at henrette folk over en vis alder – og traditionelt set er det folk af en vis alder, der sidder på magten. Det kan der naturligvis laves regler omkring, men vi ved jo godt, hvor sure pøblen kan blive. Så man ville nok være nødt til først at få styr på medierne, f.eks. med en ny medieaftale, der kunne beskære dem…

3. Batteri

Og apropos The Matrix – man kunne jo også ende som et batteri som den verdensomspændende kunstige bevidsthed. Okay, der er nogle fysikproblemer i det, såsom at det kræver mere energi at vedligeholde et menneske, end mennesket genererer. Til Matrix’ forsvar må man så sige, at den oprindelige ide faktisk var, at vi skulle være processorkraft, men folkene bag frygtede, at det koncept ville være for svært at forstå for den gennemsnitslige biografgænger.
Eller måske ville de bare ikke have, at de lærte sandheden at kende…
Sandsynlighed: lidt for høj.

4. Aldersfascistisk udryddelse

Der er naturligvis også muligheden for, at vor kollektive alderdom bliver afbrudt råt og brutalt. Især husker jeg tegneserien “Den sidste chance” af Trillo og Altuna, hvor en bombe dræber alle kønsmodne og lader børnene tilbage for at skabe en bedre verden. Samme ide har jeg set, omend lidt mindre krads, i tegneserien “Alene” af Vehlmann og Gazzotti (og, pludseligt nostalgilyn, den new zealandske tv-serie “The Tribe”, der var en slags pubertær Mad Max). En del af mig overlod gerne verden til de yngre på denne måde, så de må indse, at de er lige så inkompetente som deres forældre, men igen vil jeg nok tvivle på sandsynligheden: folk, der laver våben, har gerne en vis alder, og det er dumt at teste en pistol ved at stikke den munden.

5. Skurk

Hvis vi kigger på den science fiction, som unge mennesker nyder for tiden, er der en helt klar pensionsplan, som jeg lidt ser frem til: skurk i en YA-science fiction-roman (og senere en lidt mislykket filmatisering). Her skal mit otium så bruges på at opbygge et samfund, hvis bærende princip er: “Unge mennesker er dumme og skal straffes” – f.eks. ved at få dem til at slås til døden, bruge dem til eksperimenter eller andet. Jeg forestiller mig noget med, at alle børn tvinges til at censurere internettet manuelt, så de ældre generationer slipper for fremtidens ækvivalenter til 2 Girls, 1 Cup, Lemon Party og lignende. Grundlæggende det, som Facebook outsourcer til Indien eller lignende for tiden.
Sandsynligheden? Som sagt er det jo gamle mennesker, der sidder på magten, så måske ikke helt ude i skoven.

6. Privilegie

Og en pludselig tanke på falderebet: jeg kunne naturligvis også forvente, at flinke rumvæsener ankom og gjorde mig ung som i Cocoon. Hvis man nu tænkte rumvæsenerne som storkapitalen og de smilende pensionister som Venstre, er det måske fremtiden… for nogle.

Bordet er åbent for flere populærkulturelle pensionsmuligheder – hvad har jeg glemt?

Karriere-scifihaiku

jul
27

Got a job as a
Model for Richard Pickman
I can work from home.

Island!

jul
26

Jeg var på Island. Det var min LEGO-dude også!

Hail Discordia!

jul
25

Illuminatus trilogien er nok den mærkeligste romanserie, jeg nogensinde har læst. Det er en hyldest til 60’erne og 70’ernes modkultur, hippier, hash, fri sex og konspirationsteorier, masser af konspirationsteorier. Den handler om hvordan de frie hippier i deres guld ubåd battler the squares, Regeringen, Illuminatien og udøde Nazister. Bogen er bygget på parodireligionen Discordianisme, som Wilson og Shea besluttede at bygge en myte op omkring.

It started with the Discordian Society, which is based on worship of Eris, the Greek goddess of confusion and chaos […] We felt the Society needed some opposition, because the whole idea of it is based on conflict and dialectics. So, we created an opposition within the Discordian Society, which we called the Bavarian Illuminati […] There were several Discordian newsletters written in the 1960s, and several Discordian members wrote for the underground press in various parts of the country. So, we built up this myth about the warfare between the Discordian Society and the Illuminati for quite a while, until one day Bob Shea said to me, “You know, we could write a novel about this!”

Det er en underlig bog. Som roman er den nok ikke ret vellykket, men den er meget festlig. Jeg blev aldrig helt færdig med den. Hvis jeg havde været et mindre ordentlig menneske, og kendt flere steder hvor jeg kunne købe stærk tobak, så havde det hjulpet. Både med at “forstå” romanens budskab (og afslutningen på 2001).

Som jeg er blevet ældre er jeg heller ikke sikker på at jeg køber ønsket om underlighed og wierdness. Hvis man kører det ud i det ekstreme så ender man med stridens orange æble… Donald Trump.

Det griber om sig

jul
25

Jeg sværger, det var bare en joke (til at starte med).

Men når man tænker over det: jo færre mennesker, jo bedre for miljøet. Det ville være etisk kødspiseri.

Wyndham-scifihaiku

jul
25

Xenogenesis
The Midwich Method to beat
Infertility