SUPERKULTUR

Marjorie Prime

jul
01

En af fordelen ved science fiction som genre er, at den kan gøre sine temaer ret så håndgribelige. Visse andre typer af historier har ofte en tendens til at pakke sine temaer ind i lag af forventninger til modtagerens sociale eller følelsesmæssige kompetencer, der kan gøre det til hårdt arbejde for visse af os at afkode, hvad det egentlig er, forfatteren vil. (Jeg har en halvformuleret teori om, at dette er baggrunden for, at jeg ofte genkender “rigtig” litteratur ved “Det her et imponerende arbejde… men jeg keder mig”).

Men science fiction – gode gamle skiffy – kan smide det hele på bordet med god effekt.

Tag nu Marjorie Prime, som du kan finde på Filmstriben. Det der ord “Prime” er sådan et godt klassisk science fiction-ord – man kan formelig aflæse ord som “rumimperier”, “kollektiv intelligens” og “robotter” i mine øjne, når jeg ser det – mens Marjorie er et jævnt, nede på jorden navn. De to tilsammen bliver til en film, som i bund og grund er et socialrealistisk drama om sorg og erindring, der griber en om hjertet, men gnistrer inde bagved af ufortalte historier og mulige udviklinger, som pirker til hjernen.

En prime er en holografisk gengivelse af en person – i begyndelsen af filmen møder vi Marjorie, der lider af begyndende demens, og en prime af hendes afdøde mand, som han så ud i sine yngre dage. Jo mere de snakker sammen, jo mere lærer han om både hende og manden, så han bedre kan gengive ham. Med det twist, at Marjorie kan vælge at fortælle falske udgaver af deres liv sammen, som så bliver “sande”.

Fra det enkle udgangspunkt fortælles der en overraskende effektiv historie om især Marjorie, hendes datter og svigersøn. Og de mennesker og primes, som omgiver dem gennem tiden. “Overraskende effektiv”, fordi det er tydeligt, at der er tale om et filmatiseret skuespil – men filmen formår med meget små armbevægelser at lægge stor styrke i sine slag. Der er ingen eksplosioner eller vilde twists eller lignende, bare voksne mennesker, der taler sammen. Og filmen bevæger sig roligt, men uafvendeligt fremad, og tiden går, og man bliver trukket med – og pludselig er den slut, og man sidder tilbage med en masse boblende i hovedet: historien, der blev fortalt, de historier, der blev antydet, de løgne, der blev historier og så videre.

Klart en anbefalelsesværdig film, hvis man er i eftertænksomt humør.

2 Responses to Marjorie Prime

  1. Jeg kan godt se, at jeg begynder at blande mig ret meget, og jeg skal også nok prøve at holde igen.
    Anyways – den hér minder mig om “The continued Kathrine Mortenhoe” (La mort en direct). Kan der være en forbindelse?

    • Hold dig ikke tilbage, Henning – du bidrager altid med ekstra værdi.
      Jeg kendte slet ikke “La mort en direct” (men i det mindste havde jeg da hørt om forfatteren til bogen). Set-uppet lyder ret spændende, omend den alternative titel “Death Watch” lyder noget mere dramatisk, end omtalen lægger op til 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.