I novellen “Delenda Est” (fra Ciceros evige omkvæd: “iøvrigt mener jeg Karthago bør ødelægges”), postulerer Poul Anderson et andet udkomme af Den Anden Puniske Krig (den der med Hannibals elefanter), nemlig en keltificeret nutid. I novellen skyldes det nogle tidsrejsende, der blander sig. Men i “virkelighedens verden”, var det lige ved (og næsten) omkring hundrede år senere, da Teutobodus (Folkets Pryd – jævnfør Thyra Danebod, Danmarks pryd), lod sig provokere til at gå ned i Italien. Da kelterne mødte romerne i dette slag, stod det aldeles ikke skrevet i stjernerne at romerne ville vinde. Under den keltiske ekspansion, havde de banket romerne den ene gang efter den anden. Men nu var de oppe imod Marius, der havde et ganske nyt syn på krigsførelse, og samtidig var det en stegende hed sommerdag. Kelterne havde solen i øjnene og der rejste sig støvbanker fra de mange marcherende romere. Så var det sket.
Men havde kelterne nu ikke indladt sig på et slag, da havde vi levet i et keltisk imperium, der ville have strakt sig fra Irland til Ural; fra Jylland til Gibraltar, og romerne kunne så vugge deres tante i en teske.
Da det er sejrherrerne der skriver historien, står vi tilbage med en tåbelig historie om at “vilde horder” væltede ind over Europa, men at “det civiliserede Rom” slog dem tilbage. Det er ikke tilfældet. Vi var keltere (Kimbrertoget). Nu er vi istedet blevet reserve-romere.
Til den ende – og afslutningsvist – vil jeg anbefale en bog: “The life and death of a druid prince” (der skal nok lige spises rugbrød til, men der er nogle interessante, muligvis kontrafaktiske, tanker nedfældet i den). Den tager udspunkt i Lindow-manden, et engelsk moselig.