SUPERKULTUR

Den største skat!

jul
18

Hermed et sen-70’er og 80’er mekka! Jeg var i genbrugsen. Jeg så en kasse med 150,- Jeg købte. Jeg græd af glæde! Genbrugsguld i særklasse!

Meet the Fockers vs. verdens undergang

jul
18

Det er sådan, jeg forestiller mig forspillet til “How it ends”, der forleden steg op fra dybet på Netflix. Med den fortsættelse, at den iderige mand besluttede sig for at lave filmen selv uden at nævne The Fockers.

For ærligt talt, starten på filmen virker lidt, som om man har tænkt i en lettere humoristisk film efter samme skabelon. Will besøger sine svigerforældre (forhåbentlig) in spe i den ene ende af landet med det formål at anmode om deres datters hånd. Faderen, der er gammel militærmand, signalerer sine følelser, som stod han med semaforflag, så det lykkes aldrig at få stillet spørgsmålet – og så sker der noget i den anden ende af landet, hvor datter og fremtidig hustru Samantha befinder sig. Strømmen ryger, kommunikationsnettet går ned, og en mystisk lyd i baggrunden af det sidste telefonopkald runger apokalyptisk.

Will og far Tom (spillet af Forest Whitaker) tager naturligvis afsted for at finde hende. Og vi får hurtigt slået fast, at Tom måske er et gammelt røvhul, men han ved dog, hvordan man skal forholde sig i en situation, hvor systemet bryder sammen, mens Will er en sympatisk fyr, men desværre lidt af en idiot i mange sammenhænge. Og derefter glemmer filmen ligesom den dynamik, der blev tegnet med tyk pensel i starten. Det er et lidt sært valg og tager ærligt talt også noget af kanten af filmen.

“How it ends” skal altså ikke ses for sine menneskeportrætter, for særligt dybe er de ikke. Der, hvor den så til gengæld fungerer ganske godt, synes jeg, er i sin fremstilling af en usikker apokalypse. Vi forventer undergangen udpenslet i al sin CGIvitet med eksplosioner, væltende bygninger og gerne lidt rumvæsener (og tag ikke fejl, jeg elsker den slags store, dumme film mere, end jeg burde), men “How it ends” holder sig langt hen ad vejen væk fra spektaklet. Tom og Will kører vestpå, og omkring dem bryder den gamle orden sammen, uden man helt ved hvorfor – de få radioudsendelser er lige så forvirrede som dem selv, og de organisationer, der skal holde sammen på tingene, ses kun flygtigt i baggrunden. Der går ikke Mad Max i den, som den slags ellers gerne lægger op til, men mere nede på jorden “det her er noget lort, kammerater!”

Er det et jordskælv, en vulkan, rumvæsener, atomkrig? Hovedpersonerne er ikke i tingenes midte, så de ved det ikke, og den situation slipper filmen overraskende godt fra. Den falder ikke i grøften med “alt er mææææææærkeligt”, men holder sig rimeligt realistisk. Fint fortalt og tillige godt filmet. Klart en film, der bør ses – dog uden forventninger om eksplosioner.

Tidsrejse-scifihaiku

jul
18

Sailed the seas of time
Was captured by time pirates,
Forced to walk the Planck

Spil andre spil!

jul
17

Matador er ikke noget godt spil. Det er langsomt, der er ikke meget strategi over det og den eneste evne det udvikler er evnen til at hade ens medmennesker. Lad være med at købe det, spil andre og bedre spil. Spillets baggrund er The Landlord’s Game, der blev udviklet for at vise hvor forfærdelig et system monopoler er.

Men af uforklarlige årsager, så er Matador blevet det spil, som familier køber for at hygge sig. Ingen forstår det. Og af sære og besyndelige grunde så kommer der hele tiden nye og vildere udgaver af spillet. Ringenes Herre Matador, Star Trek Matador og nu… Warhammer 40.000 Matador. Nu kan du købe galaksens bedste planeter og bygge bygninger på dem. Suk.

Foreslå mig en podcast

jul
16

Siger du, at jeg kan stavre og lytte på samme tid? Det er jo en vidunderlig maksimering af min tid!

For nylig fik jeg en ny telefon – til afløsning for en gammel, gammel sag, jeg havde overtaget fra min kone (og allerede dengang var så brugt, at den havde hendes chatprogram brændt permanent ind i skærmen). Jeg havde lidt en forventning om, at den voldsomme opgradering ville få mig til at føle mig som Buck Rogers, der vågner op i det 25. århundrede, men den eneste rigtige nytænkning syntes at være “Hvorfor f*nden lukker min podcast-app hvert halve minut?” (Også kendt som: vi har indført en automatisk batteristyring, som agerer dommer over, hvilke apps der må bruge strøm).

Men førnævnte podcast-app er så en af de personlige forandringer, der kommet til. For førhen var det ikke plads på telefonen, og når jeg lyttede noget, skete det som regel ved manuel download fra en browser. Men nu er det nye tider! Omend alle andre selvfølgelig kastede sig over podcasts rigtigt i det 24. århundrede.

Men jeg tænkte, jeg ville dele mine erfaringer indtil videre, fordi jeg stadig er i test-fasen – og gerne vil høre forslag til podcasts, jeg bør høre.

1. God ren horror

Pseudopod har jeg før lyttet til. Det er en podcast med horrornoveller, en for hvert afsnit (eller nogle stykker i deres Flash on the Borderlands-afsnit). og der er ingen tvivl om, at den hører til på min liste. Der er selvfølgelig forskelle i, hvor rent de enkelte afsnit rammer mig personligt, men der er ingen tvivl om, at kvaliteten generelt er højt – både historierne og oplæsningen. De har også en søsterpodcast med sicence fiction, Escape Pod, som jeg har lyttet til før og regner med at genoptage.

2. Skræmmende tanker

Scary Thoughts har jeg kun hørt et par enkelte afsnit af, men de har begge været spændende og overraskende. Værterne snakker horrorfilm – og selv afsnittet om “Only Lovers Left Alive”, som jeg af rent principiel modvilje aldrig har set, gav nogle gode indsigter.

3. Det startede så godt…

Jeg har hørt Lore før – der startede jeg fra starten, og Mahnke leverede gode, stramt fortalte historier fra virkelighedens grænseland uden nogensinde at blive fjollet dramatisk. De nye afsnit virker ærligt talt lidt mere usammenhængende. Jeg tør ikke sige, om det er, fordi han er løbet lidt tør for de helt gode historier, eller om han har været nødt til at udvide konceptet lidt, efter Lore også er blevet en serie på Amazon Prime, men jeg tror ærligt talt ikke, serien bliver hængende på min liste.

4. Ting du bør vide

SYSK – Stuff You Should Know – er bygget på den nysgerrighed, jeg ikke længere helt kan opmønstre i samme omfang som de to værter, så det er rart at få tingene serveret for en på den måde. Der tages udgangspunkt i nogle gerne lidt skæve emner – som f.eks. twinkies eller gerrymandering – og de to snakker sig så omkring emnet. Godt og spændende, men nogle gange med lidt for meget hyggesnak; jeg må indrømme, at jeg er sprunget over et afsnit eller to, fordi de første mange minutter handlede om deres kærlighed for baseball eller lignende i stedet for emnet. Der mangler lidt en “Spring indledningen over”-knap.

5. Hurtig videnskab

60-Second Science: Hyggelig og hurtig lille videnskabspodspodcast fra Scientific American. Jeg håber, den kan være et entry drug til nogle længere af slagsen.

6. Den døde

Kadaverland er en dansk og desværre afdød podcast om alt med zombier. Det blev desværre kun til fem afsnit, men Thomas Arnt, der fortæller, er generelt enig med mig i sin gennemgang af filmene, så han er naturligvis en fryd at lytte til.

7. Bobleren

Drabblecast – her har jeg faktisk for længst hørt samtlige afsnit. Og den har ligget død længe, men er nu i gang med en relaunch, og jeg glæææææder mig. Den rummer gerne tre noveller i hvert afsnit: en almindelig, en drabble (100 ord) og en twabble (100 tegn). Genreafgrænsningen er lidt mere flydende, men gerne med lidt humor inde bag. Den bør helt klart være på listen – både min og din.

Det er, hvad jeg har haft ørerne i indtil videre. Forslag til nyt?

Technomagi-scifihaiku

jul
16

Exorcisms are
Just about hacking demons.
End program. Amen.

Turing-scifihaiku

jul
15

The computers made
a Turing test for humans
01100001 01101110 01100100 00100000 01111001 01101111 01110101 00100000 01101010 01110101 01110011 01110100 00100000 01100110 01100001 01101001 01101100 01100101 01100100 00100000 01101001 01110100

Wake the Kraken!

jul
14

Hvis man gerne vil kigge nærmere på forskellen mellem amerikansk og britisk sf, er det bedste eksempel fra den britiske side at trække frem nok John Wyndham – eller burde jeg sige: John Wyndham Parkes Lucas Beynon Harris (børn med mange navne er ikke et nyt fænomen). Jeg tvivler ikke på, at han (i overført betydning, forstås, han har været død siden 1969) ville snøfte på en måde, der kunne tolkes om lettere hånlig ad det amerikanske eksempel. For Wyndhams bøger er som antistof-udgave af amerikansk tjubang-scifi. Jeg tror, vi skal være taknemmelige for, at tiden har adskilt ham og Michael Bay, for det er min klare overbevisning, at havde de to nogensinde trykket hinandens hænder, ville den følgende eksplosion have umuliggjort liv på Jorden.

Som det er, kan vi blot håbe på, at Bay en dag kommer til at læse en Wyndham-roman.

“Men… men… men… hvor er eksplosionerne?!” – Michael Bay

Normalt kan jeg ikke nærme mig mine Wyndham-bøger, uden “Webs” på mystisk vis (jeg mistænker edderkopper) springer ud i min hånd, men denne gang fik jeg fat i en anden af hans romaner. Den hedder “The Kraken Wakes”, hvilket er en reference til Alfred Lord Tennysons digt “The Kraken” – og amerikanerne har naturligvis udgivet den under titlen “Out of the Deeps”, som er… ikke rigtig noget, faktisk. (Nu skal jeg heller ikke blive for hellig – den er udkommet på dansk under titlen “Invasion fra dybet”).

Jeg forestiller mig en amerikansk forlægger rive sig i håret, fordi han har gjort sit bedste for at booste dramaet, og det første, der sker i bogen, er, at forfatteren fortæller os, at det nok skal gå altsammen. Vi taler invasion (sandsynligvis fra rummet) og mere eller mindre verdens undergang, men bare rolig. Stiff upper lip og alt det der.

Så flashbackes der ellers til begyndelse på hele rodet: mystiske lys på himlen, som gerne forsvinder over havet. Snart bliver det tydeligt, at væsener udefra er landet på planeten og har fundet sig til rette i dybhavet, hvor de udfører mystisk arbejde. Tydeligt for nogle, for vore fortællere arbejder for radioen, og et stort element af “The Kraken Wakes” er en kritik af medierne og deres holdning til det, der burde være en klar trussel, men i stedet betragtes i forhold til, hvordan læserne og lytterne formodes at tage imod den. Sælger historien? er spørgsmålet, snarere end Skal vi allesammen dø?

Derfra eskalerer det hele stille og roligt. Historie fortælles gennem ægteparret Mike og Phyllis, der dækker historien – de trækkes ikke igennem de voldsomste dele af den (igen: ikke-amerikansk science fiction), men oplever dog alligevel et og andet, da de fremmedes invaderer landjorden. Det er måske ikke så voldsomt, som en invasionshistorie lægger op til, men på sin vis meget realistisk. Ting sker i det fjerne, og folk er meget lang tid om at erkende konsekvenserne (det er jo bare de sorte, det går ud over til at starte med).

“The Kraken Wakes” er god gammeldags cosy catastrophe, så det er en velsignelse. Det er som at få science fiction fortalt af sin bedstefar. Der er piberøg i ordene og tweed mellem linjerne, og kloge mænd kommenterer klogt på ting. Det kræver lidt det rette humør, indrømmet, men nu og da har man bare brug for lidt Wyndham i sit liv. Om ikke andet så for at vide, at det nok skal gå altsammen.

De to danske udgaver. Spørg mig ikke, hvad øksefyren har med det hele at gøre.

Tidsrejse-scifihaiku

jul
14

Again and again
My time machine malfunctions
Again and again

Déjà ku-scifihaiku

jul
13

Déjà vu, you say?
There’s a glitch in the matrix
Déjà vu, you say?