SUPERKULTUR

SÅ LÆNGE JEG LEVER

aug
25

Jeg har næppe været mere end end halvstor knægt, før jeg var på forkant med udgivelser af science fiction på dansk. Det var på det tidspunkt, hvor de to STORE forlag for den genre var Stig Vendelkær og Irlov Regulus. Vendelkær havde Arne Herløv Petersen som oversætter. Irlov havde – blandt andre – desværre Erik Vollov. Så det var i hans oversættelse, jeg læste “Gudernes Udvalgte” af Clifford D. Simak.

Billedresultat for clifford d simak choice of gods

 

99,99% af menneskeheden er “taget bort”, mens de resterende mennesker på Jorden vender tilbage til en rural (pastoral) tilværelse, og bliver meget gamle. 6000 år, mindst. Det var det der slog mig! Tænk at leve 6000 år! Uden at blive egentlig gammel! Og det er det vi skal tale om.

I A Choice Of Gods tilkendegives det ikke, på hvilken måde den tilbageblevne befolkning har opnået deres lange liv. Og “langlivethed” er da heller ikke noget sindsoprivende ubekendt indenfor SF-genren. Så jeg tænkte, at vi skulle kigge lidt på genrens bud på livsforlængende elexirer.

Godt nok er Gilgamesh, i Gilgamesh-eposet, vistnok på jagt efter Udødelighedens Blomst. Men det er vist et ærinde, der svarer til en spand forkromede mellemgasfordelere, al den stund at den virkeligt udødelige, Upatnishtarim, er blevet “begavet” af guderne. Kun de formår, at skænke udødelighed. Aber dann haben wir unserer methoden, som Victor Frankenstein tænkte ved sig selv.

Norstrilia, fortæller Cordwainer Smith om planeten New North Australia, og hvordan man dér høster stroon fra muterede kæmpefår.

Relateret billede

Stroon er et livsforlængende middel/medikament/substans. Og sammen med de muligheder, som fangekoloni-planeten Shayol giver, er der rig mulighed – hvis man er rig – for at leve evindeligt, uanset – u-an-set – hvad. På Shayol dyrkes der transplantater på de “indsatte”. Det gør naller – men de er der jo heller ikke for sjov, tugthusfangerne.

Ovre i Larry Nivens Known Space-univers har de Boosterspice. Og hvis man tager det, fra man er 25 år, og derefter hvert femogtyvende år, kan man leve til man er 600 år – og stadig ligne en femogtyveårig.

Billedresultat for a relic from empire

Illustrationen viser Dr. Schultz-Mann, der ikke har haft penge nok til Boosterspice. Men selvom hans situation ser lidt prækariøs ud, så redder han alligevel dagen, sig selv og kronerne. Eller rettere “stjernerne” – den pangalaktiske møntfod i Known Space. Og de væmmelige dør, selvfølgelig.

I Nivens A Gift From Earth, bliver det “afsløret” at Bosterspice ikke – som troet – er opfundet i et FN-laboratorium (ta lige den: – et “FN-laboratorium”!?), men derimod fremstillet af frugterne fra det Livstræ, Phsstpok havde med ombord da han ankom til solsystemet (nærmere forklaring kan fås ved at læse Protector).

Melange. På arabisk – og fransk – betyder det “kanel”. Og det nævnes da også – gang på gang – i Frank Herberts Dune at tilstedeværelsen af The Spice afgiver en duft af kanel.

Billedresultat for john schoenherr

 

Melange har forskellige effekter, afhængigt af dosis. De, der indtager stoffet på en daglig basis, oplever en øget opmærksomhed, både ifht sig selv og ifht omverdenen. Og de fleste der lever på ørkenplaneten Dune/Klit/Arrakis, kan ikke undgå at få en daglig dosis. De rige – der var den igen – får mere, og bliver derfor opimod 100 år gamle. Og de virkeligt afhængige – eller storforbrugerne – opnår diverse paranormale kræfter: – prækognition, teleportation, levitation (fortsæt selv).

Det fremgår ikke med den allerstørste tydelighed, hvad Melange egentlig består af. Men jeg har fiflet mig frem til denne opskrift: Man tager ekskrementerne fra en voksen sandorm. Dem blander man med vand. Og deri drukner man en sandormelarve – og sørger for at den brækker sig. Så filtrerer man hele molevitten, og så er den til at indkoge og hengemme. Tilsæt sukker og salt efter smag og behov.

Før Bruce Sterling blev co-Godfather til både CyberPunk og SteamPunk, skrev han en uskyldig lille sag, der hedder Involution Ocean.

Billedresultat for involution ocean

Som – i al sin skinbarlige enkelthed – handler om en “drug addict”, der – for at komme så tæt som muligt til sit “drug” – søger hyre på en hvalfangerskude, på planeten Nullaqua. Fik I den? Null Aqua – nul vand! For der er nemlig ikke noget vand på den planet (hej Dune). Ja, faktisk er der ingenting, bortset fra et stort krater fyldt med støv. Og i dette støvhav lever de “hvaler”, af hvilkes lever man udtrækker Flare. Og dette vidunderstof kan få gamle til at blive unge, samt få lemmer og organer til at vokse ud påny (hej Shayol). Det forekommer mig at der er en slet skjult henvisning til amber gris, samt ideer om stødtænders positive virkning ifht impotens. Men da romanen også blærer sig med, at være en hommage til Moby Dick, så er der måske flere lag i narrativet. Og i så tilfælde er jeg da fræk nok til en selv-reference – kommer her: http://blog.gravko.com/#post92

Jeg gætter på, at jeg kun lige har åbnet æsken med “longevity drugs in fiction” (det må vel være det modsatte af Pandoras kasse/kiste/boks?). Jeg mener: – vi har jo slet ikke berørt She eller Kong Salomons Miner eller Orlando. Og jeg ved heller ikke om midichlorians skulle haft en plads, hvilket nok skyldes at for min del er Star Wars bestående af “A New Hope”, “The Empire Strikes Back” og “The Return Of The Jedi”. Resten er forsøg på at finde en udødelighedselexir.

Gamificerende trolde

aug
25

Den nyeste runde af giftig fandom: Du er da ikke lesbisk nok til at spille Batwoman.

[hjertensdybt suk]

Men det mindede mig om dette velskrevne indlæg på John Scalzis blog forleden: The Gamification of Rhetoric

It’s really frustrating to me that more people don’t understand that racist/alt-right people have gamified their rhetoric; they’re not interested in discussion, they’re slapping down cards from a “Debate: The Gathering” stack, and the only goal is taking heads.

They gamify their rhetoric because essentially this shit is a low-stake game for them, whereas for other people it’s their actual lives. That’s an advantage they have. If they lose, they shuffle their cards and go on to the next thing. If others lose, their life takes a hit.

Det er fristende at tænke på alt-right er en indkogning af fandoms scorecard crew til blot card crew.

Mars-scifihaiku

aug
24

Curiosity
Did kill the cat, but only
wounded the Martian

Skyldtynget fornøjelse

aug
23

Ovre på Nummer9 har de spurgte: Hvad er din guilty pleasure? Og selvfølgelige bliver det slået fast, at man ikke bør skamme sig over tegneserier – hvilket jeg da også i princippet er enig i… omend jeg nok ikke ville bladre i et Nightwing med den der anatomisk usandsynlige positur på forsiden, mens jeg var ude i offentligheden.

Men det fik mig til at tænke på: hvad burde jeg egentlig skamme mig over? Ikke bare sådan “høhø, det er for børn, så jeg burde ikke læse det”, men sådan rigtig “Det her burde være et etisk spørgsmål, hvis du lige var selvbevidst nok til at stille det”? Findes den form for kulturprodukt? Jeg har da læst en del protofascistisk science fiction (Jørgen Misser, jeg kigger på dig) – men tro mig, det var ikke en fornøjelse, så ingen flueben der (og hvis man finder det en fornøjelse, tænker jeg, at man ikke har den store skam i livet, så heller ikke på den måde kan det overføres). Er der underholdning, som jeg fortærer mod bedre vidende? Burde jeg skamme mig?

Og med min kones Jesper Fårekyllingehjælp kom svaret: Ja. Min dårlige samvittighed har en centreret fortand og er god til at løbe. Og sætter et Hollywood-podperson ansigt på… Scientology. Ja, jeg elsker mig en god Tom Cruise-film. Faktisk sidder jeg og ser starten på Jack Reacher, mens jeg skriver disse ord – og det er måske pointen. TC leverer underholdende action, man ikke behøver klistrende øjenæblerne til, men man kan altid løfte blikket, når musikken eller eksplosionerne sætter ind, og så er der gang i den. Om ikke andet er der i al fald vor helt, der løber og springer. Hvis der er noget, Cruise kan, er det at løbe (nåja, og så cleare thetaner).

At se en Cruise-film er som et drikke et glas koldt cola – ved den rette temperatur smager det ikke rigtig af noget, man skal ikke frygte, at der er noget med kanter i, og kroppen får et lille sus. Det er et produkt unikt sammensat til blot at afstedkomme mere af samme produkt. Og så selvfølgelig flytte penge fra et sted til et andet, først og fremmest væk fra forbrugeren og til et stort, sjælløst foretagende. Eller Coca Cola-kompagniet.

Ja, jeg har lidt dårlig samvittighed over at se Cruise-film, men det stopper mig ikke i at gøre det. Kunne man håbe på, at ungdommen, der går så etisk til andre elementer af livet, som mad og interpersonelle forhold, kunne gøre noget ved behovet for etisk voldsporno? Kunne man forestille sig sig en generation af fritgående, økologiske actionhelte? Eller er svaret måske bare en computeranimeret Cruise drevet af solenergi? Det er mit bud, for helt ærligt er Cruise – som en god del andre film- og musikstjerner – påbegyndt en nedstigning i the uncanny valley fra den forkerte side.

Så får vi naturligvis ikke “Cruise hopper i en sofa”, men det må være kunsten, der er det vigtige.

Nå, nu så jeg så begge Jack Reacher-film, mens denne tekst var åben, og måske var det en hjælp til at træffe det etiske valg – for toeren er godt nok en noget mere sølle omgang. Måske skulle jeg bare downloade den og The Mummy (så ingen penge havner hos Scientology) og se dem, hver gang der kommer en ny Cruise-film. Omend det ville være et forsøge at løse et systemisk problem på det individuelle niveau… så alle skal tvinges til at se dem!

Tidsrejse-scifihaiku

aug
23

Time travel is dull:
Not about the journey, just
Predestination

SONETTER OG ANAGRAMMER

aug
22

Nogle læner sig op af Facebook, Twitter, Instagram eller … ja, hvad det nu kan være, i den stadige higen efter opdateringer, informationer, vibes, memes, og hvad det nu altsammen hedder. Personligt holder jeg mig til “sædvanligvis velinformerede og pålidelige kilder” (min svoger).

Ad den kanal er just indløbet følgende:

Washington Crossing the Delaware
by David Shulman 
 

A hard howling tossing water scene
Strong tide was washing hero clean.

“How cold!” Weather stings as in anger.
O silent night shows war ace danger!

The cold waters swashing on in rage.
Redcoats warn slow his hint engage.

When general’s star action wish’d “Go!”
He saw his ragged continentals row.

Ah, he stands–sailor crew went going
And so this general watches rowing.

He hastens–Winter again grows cold;
A wet crew gain Hessian stronghold.

George can’t lose war with ‘s hands in;
He’s astern–so, go alight, crew, and win!”

 

Det er selvfølgelig meget godt og patriotisk og poetisk. Men det interessante er, at hver eneste linie er et anagram af sonettens titel/overskrift/navn.

Udgangspunktet – inspirationen – er naturligvis dette:

Billedresultat for washington crossing the delaware

 – Og der skal man lige holde sig for øje, at piratflaget bag G& er en anakronisme, thi det var ikke eksisterende da han krydsede merbemeldte flod.

Så nu er jeg begyndt at spekulere på, om man kan lave samme nummer med “Kong Christian stod ved højen mast”.

En nærmere undersøgelse af poeten bag sonetten (altså ikke Johannes Ewald), godtgør at han (altså: David Shulman) var kryptograf og leksikograf, samt scrabble-champion. – Så tro da faen! Men på den anden side skrev han sonetten som 23-årig, så én der er dobbelt så gammel (&thensome) sku vel nok ku ku (faldera). Teknisk set drejer det sig blot om at printe KONGCHRISTIANSTODVEDHØJENMAST ud i meget store bogstaver, klippe bogstaverne ud, og sætte dem sammen til en ny helsætning. Problemet er, at lortet også skal rime – det ligger lissom i sonettens struktur. På den anden side findes der jo ikke længere “problemer”, kun opgaver – til nød udfordringer. Og så er det man mangler en anagram-generator. Findes sådan én? Ja den gør: http://www.ebn.dk/anagram/

Er den så noget værd? Omkring 6000 anagrammer – eller det permutationer? – senere, er den kun noget frem til “drejø gavner (og så noget sludder)”. Generatorens største bedrift er næsten dens eget eksempel på et anagram: Numsekarls ølkasser – anagram for Lars Løkke Rasmussen.

Vi starter med at krydse Delaware, i røg og damp, ved højen mast – og ender på en ølkasse! Jeg gemmer “opgaven” til juleferien.

 

Fiske-scifihaiku

aug
22

Dun dun. Dun dun. Sharks.
The only monsters with a
phonetic theme song

Geostorm

aug
21

Jeg behøver vist ikke fortælle meget om Geostorm. Den er stor, den er (for?) dum, og den har eksplosioner. Den er med andre ord en god undskyldning for popcorn.

Men lad i stedet Parents Guide på IMDb fortælle om den på sin helt egen, idiosynkratiske og næsten poetiske måde.

Her med Kurt Vonnegutsk enkelhed:

Og her med beat-poet-fokus:

Og her i al sin enkelhed filmens grundpræmis i én sætning:

 

Prækariat-scifihaiku

aug
21

Sold my DNA
Now I have ten little clones
Working in the mines

COULROFOBI

aug
20

“Hephey! Ungdomsklovnen Krølle!”

Coulrofobi er ‘sygelig angst for klovne’. Min personlige holdning er, at klovne jævntud er u-sjove, grænsende til det kedsommelige, og der skal ikke meget til at vælte dem over i det decideret uhyggelige. Ham hér kender vi jo:

Billedresultat for pennywise

Og der er sgu ikke langt til Ronald MacDonald. Men kulturhistorisk set lader det heller ikke til, at klovnen er blevet betragtet som en decideret morsom figur. F.eks hang der mange af dem hér, i barndommens kolonihavehuse:

Relateret billede

Fandme’ opmuntrende, mon ikke! Og hvis vi skal tilbage til filmens univers, så er der jo altid den ret tragiske skolelærer fra “Den Blå Engel”:

Relateret billede

Klovnen – eller klovnefiguren – har, som et af sine udspring, den italienske commedia dell’arte-tradition, med tråde tilbage til det græske masketeater, hvorefter vi kan gå til makronerne med “Rigoletto” og “Bajadser”. Rigtigt muntert. Og herfra stammer også traditionen med Den Hvide Klovn og “hans” to Auguster (de dumme). Eksempel:

 Billedresultat for Linie 3

Man kan derfor, med nogen ret, påstå at “Mens vi venter på Godot”, af Samuel Beckett, er den triste historie om to auguster, der venter på den hvide klovn, Godot, og derfor ikke rigtigt kommunikerer, eller responderer, på hvad der iøvrigt sker omkring dem. De skal jo styres. Ellers bliver de ustyrlige:

Billedresultat for the joker

Jeg ved ikke hvorfor klovner skal betragtes som sjove. Det er de ikke. De er tragiske figurer. Og den slags fornemmer børn hurtigere end voksne. Så coulrofobi grundlægges i barndommen af forældre, der saftsuseme vil ha, at ungen skal synes klovnen er sjov. Selv skal de ikke nyde noget. Og det ved de godt. Og derfor er det måske, at klovnen har så mange grimme ansigter i populærkulturelle sammenhænge. Vi ved godt den er gal.