SUPERKULTUR

Nej nej, superhelte er ikke fascistiske rollemodeller…

sep
22

Apropos Peter Biskinds The Sky is Falling, som dumpede ind af min brevsprække den anden dag, har The Center for Investigative Reporting lavet et podcastafsnit om ekstremhøjrens seneste propagandaplatform, superheltetegneserier:

There’s a new battlefield in the culture wars: comic books. The alt-right now has gotten in the business, led by a buxom, Confederate flag-waving superhero named Rebel and a white vigilante who turns immigrants over to ICE.

I afsnittet interviewes bl.a. Chuck Dixon, som har skrevet både Marvel- og DC-serier før han blev del af den nye, ultrakonservative franchise, og Chelsea Cain. Sidstnævnte repræsenterer her den seneste generation af inkluderende serieskabere, hvis kulturværdier ekstremhøjrens superhelte er en reaktion imod.
Lyt her: Reveal: Never Meet Your (Super) Heroes

COVER OPERATION

sep
21

Overskriften skulle have været COVERT OPERATION, i et sølle forsøg på at være morsom. Men WordPress gad ikke være med til platte vittigheder. Fint nok.

Nå! Ovre hos Jens og Anders på SCIFI-SNAK (http://scifisnak.dk/clifford-d-simak-city/#comment-670), har d’herrer just haft fat i Clifford D. Simaks “City”. Jeg kan helt klart anbefale både den aktuelle podcast, og i det hele taget den hele ouevre hos de to snakkere.

Jens Poder anholder (fremholder? anfører? gør gældende? substantiverer?), at der er en hvis “blå tone” i “City”. Og det er jo ikke galt ment (der var den). For ret mange af forsiderne til denne fix-up roman er faktisk holdt i blålige nuancer, så denne blålighed har åbenbart været med til farveskalavalget hos diverse “cover-artists” (note to self: “hvorfor hedder det “artister” på dansk, når vi egentlig taler om “sangere”? Man kunne måske acceptere “kunstnere”, men artister er nogle der går på line eller jonglerer med kegler).

Jeg er ret freaked med illustrationer, og det er jo altså så pisseheldigt, at man kan finde ALT på nettet (som aldrig lyver), ikk’sandt? Lad os derfor i fællig, kigge på nogle forsider til Simaks “City”. Og lad os starte med Michael Whelan:

Relateret billede

Faktisk fortæller Whelan selv, at han arbejdede intenst og længe på at finde den helt rigtige blå nuance til baggrunden. Og en fornuftig farveskala til resten. At han så har noget med rød, hvid og blå (Stars&Stripes), det må så være hans neurose. Eller et salgsteknisk greb – only in the US.

Til gengæld er der så den hér:

Billedresultat for simak city

Jeg kender ikke artisten, men det er helt klart en illustration til romanen, og vi ser igen den blå palet (ja, og rød og hvid – de amerikanere! de amerikanere!).

Og 1 gang til:

Relateret billede

Igen klare henvisninger til romanen, denne gang med en blå robot (med røde ører – hm? What’s the story, morning glory?). Baggrunden er måske lidt grønlig – der er kommet lidt gul (falskhedens farve) i det blå.

Bemærk iøvrigt ligheden med denne hér:

Billedresultat for clifford d simak city

Igen blå. Igen robot og by. Artisten er vistnok Ed Emshwiller, but nothing to get hung about.

 

Endeligt en lidt nyere versionering; samme tema, samme farveskala:

Relateret billede

Og for så lige at trumfe den, og yderligere kalfatre Jens Poders opfattelse af “den blå stemning/den blå time”, så se lige den danske udgave histunder:

Billedresultat for clifford d simak Byen

Hvabbehar!

Man må vel konkludere at skiffysnakker Jens har fat i den lange ende, hér, og jeg må vel takke ham for anledning til at abe ud med én af mine yndlingsbeskæftigelser. Jeg: – en cover-agent 🙂

Spørgsmålet

sep
21

En lille smule fiktion fundet i en gammel notesbog. Det er ikke, gentager ikke, autofiktion.


“Nej,” erklærede hun. “Der er ingen påvist sammenhæng mellem vacciner og autisme.”

Han smilede, mens han satte en sidste mental streg.

Han elskede hende, og ligesom alle andre forelskede ønske han både at vide alt om hende og at få alt af hende. Til forskel fra alle andre havde han muligheden for det: han kendte hendes produktionsdato, og han havde læst hendes manual, igen og igen, som havde den været et inderligt kærlighedsbrev. Han vidste præcis, hvad hendes parametre var. Deriblandt hendes ordforråd.
En eller anden programmør havde været doven, og som en konsekvens kunne hun kun bruge et hvilken som helst ord 1024 gange på en kalendermåned. Det havde at gøre med binær notation, men han havde ikke behov for at forstå det. Han skulle kun forstå, hvad det betød.

Han lænede sig frem mellem de levende lys og hviskede: “Elsker du mig?”

Hun tøvede, mens hendes beslutningsprocesser ramte fasttømrede grænser.

“Måske,” svarede hun.

Det var fremskridt.

Hvad vi læser: Culture

sep
20

For nylig stod jeg overfor en større togtur og besluttede mig for at forkæle mig selv lidt. Jeg var så heldig, at min kone var faldet over et par af Iain M. Banks’ Culture-romaner i en brugtbiks, så det var nærliggende at tage en genlæsning af en af dem. Det har indtil videre givet mig to overraskende indsigter:

1. Jeg havde rent faktisk ikke læst Matter før.
2. Banks’ romaner er faktisk lidt svære at huske fra hinanden.

Overraskelsen kommer nok af, at jeg har fået fejlkatalogiseret Culture-serien. I mit hoved var det placeret under “intelligent, underholdende og gosh-wow med bigtime action” (tilnærmelsesvis – så specifikke emneinddelinger har jeg dog ikke… desværre). Men min ikke-genlæsning har gjort mig opmærksom på, at der faktisk ikke er den store action eller plot-fremdrift. Der sker ting, ja – og gerne store ting, men det er ikke sådan, at de står i kø for at komme til. Faktisk har actionsekvenserne det med at gå bag i køen, mens beskrivelserne og forklaringerne vrimler frem mod målstregen.

På mange måder var Banks faktisk lidt gammeldags, for Matter udviser en udpræget forkærlighed for at fortabe sig i den skabte verden. Et kapitel kan sagtens dreje over i beskrivelsen af diverse samfundsstrukturer… eller galaktisk historie… eller familiesammenhænge for en af hovedpersonerne… eller en uddød races baggrund. Forskellen på at læse en lidt ældre sf-roman og så Banks er naturligvis, at Banks havde lært af genrehistorien og vidste, hvordan man gjorde det, så det på besynderlig vis ikke virker påtrængende. Grundlæggende handler det vel blot om, at han var så god til det, at man læser og tilgiver uden at tænke over det.

Matter er stadig en god bog – det er en meget langsommere læseoplevelse, end jeg havde forventet, fordi han tager sig sin tid, men der er sådan en god fornemmelse af, at tingene bygger op og op og op. Det går ikke hurtigt, men det er uafvendeligt. Og der kommer til at ske ting og sager til sidst. For det plejer der at gøre, er jeg ret sikker på, selv om jeg ikke kan adskille de enkelte Culture-bøger fra hinanden.

Tag ikke fejl, jeg er vild med serien (jeg sagde jo, at jeg ville forkæle mig selv med Matter), men når jeg forsøger at pille detaljer op fra Culture-kassen, er det småt med fangst: Inversions var jeg ikke vild med, Excession var superspas (fordi den fokuserede så meget på skibene), og så var der en Lazy Gun et sted. Heldigvis er resten af kassen bare fyldt op med god læsning, så det gør ikke noget. Jeg læser glad videre.

Piskestjerne

sep
19

Hvis man nogensinde har set CSI eller lignende, har man nok haft den oplevelse – computerens magiske egenskab eller en overraskende ny teknologi hives op fra skuffen for at fremme plottet. Der er sjovt nok lidt af den samme oplevelse i Frank Herberts Whipping Star – omend det her gerne er juridiske eller bureaukratiske forhindringer, der overraskende trækkes frem. Man tror, man er kommet til en korsvej i handlingen – enten er man kørt fast, eller også er der lige udsigt til en forløsning, og så: “Men loven siger…”

Whipping Star er en lidt sjov oplevelse – oftest, synes jeg, er Herberts bøger ganske håndgribelige; de bevæger sig i en verden, der er til at føle på, og de har praktiske mål (nogle gange svært gennemskuelige tanker og pointer undervejs, men det kan være en charme). Hovedpersonerne skal nå frem til noget, og der er forståelige forhindringer i vejen. Da jeg kortfattet skulle forklare denne bog for en anden person, blev det til: “Der er en sadistisk rigkvinde, som pisker en levende stjerne. Og det kan muligvis betyde verdens undergang.” Forklaringen blev ikke bedre forsiden ganske centrale, grønne alien-røv.

Den piskede stjerne skal reddes af Jorj X. McKie, som er saboteur extraordinary – hvis job er at forhindre myndighederne i at gå amok i lovgivning og generel udvikling. Jeg tør ikke sige, hvor meget den ide påvirkede mig, da jeg læste bogen som knægt, men i dag må det være mit drømmejob. “I dag forhindrede jeg en idiotisk lov om tvungne håndtryk.” Det ville være hyggelig samtale over aftenkaffen.

Der er tale om den første bog i ConSentiency, så SPOILER, verden går ikke under. Men vejen til den forløsning er kringlet – og af den type science fiction, hvor jeg ikke altid er helt sikker på, om der er en niveau af satire, jeg ikke helt fanger. Men det er underholdende.

En ting, der slog mig under læsningen, skete, fordi Jakob uploadede hans MOC-video – kaffebaren der fremstilles med lidt klodsede klodser, men alligevel lykkes det at fylde den med sjove detaljer. Den er fyldt med elementer, som er helt ude af forhold med hinanden i størrelse, men seeren samler det alligevel i hovedet til et sammenhængende hele. Lidt af det samme gør Herbert – arbejder med lettere overdrevne dele, men sætter dem sammen i læserens hoved, så der dannes et fint og overraskende fyldigt billede af den beskrevne verden.

Jeg forsøger stadig at sætte billede på begrebet chairdog.

Mellon-scifihaiku

sep
19

“Speak friend and enter”
Middle Earth cryptography
was really sucky

Storm

sep
17

Så er det tid til en smule reklame – i morgen, tirsdag, kommer der nemlig en bog på gaden, som du bør investere hele opsparingen i. Eller i det mindste købe, hvis du har en ungt menneske i omgangskredsen. Og det siger jeg ikke kun, fordi jeg er gift med forfatteren. Jeg er Albert Storm er titlen, og gode ven Susan har lavet denne spiffy sang med video:

Ingen spørger, hvorfor far drikker…

sep
15

Jeg går stadig og venter på, at The Drabblecast kommer igennem deres relaunch og begynder at udgive (som regel) eminent audiofiktion igen, men indtil da opdagede jeg lige, at fyren bag har lagt en ordentligt indspilning af denne lille sag online:

DET TÆNKENDE

sep
14

Wikipedia er udstyret med nogle (frivillige) “editører”, der indføjer diverse kommentarer til diverse indlæg, når der mangler kildehenvisninger i brødteksten: (says who?) (according to whom?) (citation needed) (original research?).

Da jeg har tænkt mig at kloge mig, langt ud over rimelighedens grænser, skulle overskriften måske ha heddet “Original Research?” (hm? qué? what?).

Der kommer – i ny og næ – en mand og smider en stak WeekEndAvisen på mit bord. Det kunne ikke falde mig ind, at investere i dette “ugeskrift for kloge hoveder” (jeg har selv, tak), men jeg læser med stor fornøjelse de bedagede eksemplarer, der flyder på mit morgenbord mellem the og ristet brød. Således læste jeg just “Fejl 40”, der causerer lidt over, hvorfor vi ikke har flyvende biler, servicerende robotter og et fejlfrit IT-samfund, med smart-cities & -homes, til vore sjæles frelse. Hvorfor den opreklamerede IT-revolution er udeblevet. Hvorfor lortet bare ikke at virker.

Relateret billede

Som det skulle være

Relateret billede

som det er

Iblandt mange andre muntre ting og sager, gør artiklen gældende at det som kaldes AI (kunstig intelligens, som vi siger til lægmand), i og kun er en statistisk logaritme, baseret på de statistiske logaritmer, maskinen – nåja, computeren – er blevet fodret med. Nuller og ettere ind, ælte, ælte,ælte, nullere og ettere ud, hutchi, hutchi, hutchi: – vundet et parti skak (eller Go, eller #&o). Hvilket passer meget godt med min opfattelse af Mensas opfattelse af, hvad “intelligens” er.

Billedresultat for mensa test

(“indsæt den manglende firkant” – hvorfor?)

Matematisk logisk kombinatorik som udtryk for intelligens? Hvorfor ulejlige mig med det? Sæt en computer til det, høns!

Så går der jo ikke mange minutter, før jeg får brombærmarmeladen pænt galt i halsen, da det “rinder mig i hu”, at der er fanden til forskel på “intelligens” og så på “bevidsthed”. Der er AI og så er der AC. (jaja, og så er der DC, og CD og ACDC – jaja, højt skum!). Og når jeg skriver “rinder mig i hu”, så er det fordi jeg har været optaget af begrebet(?) bevidsthed – altså noget andet end cogito ergo sum – siden jeg læste “Destination:void” som 14-15-årig. Og derefter fortsatte med Daniel Dennett, Robert Pirsig og David Gribbin (m.fl.)

 Billedresultat for destination void

Jaja, man vender stedse tilbage til gerningsstedet (hej Janus).

Indenfor familiens fire vægge – og nærmeste omgangskreds – er jeg begavet med: en computerekspert, en matematiker, en mediciner, en hjerneforsker, en psykolog, samt diverse – fra clairvoyante til bibliotekarer (det behøver ikke være nogen modsætning) – og en gudsvelsignelse af kreativister (nej! IKKE kreationister – men “kunstnere”). Og ligesåsnart jeg kan slippe afsted med det, stiller jeg dem spørgsmålet: – hvad er “bevidsthed”?

Og det er interessant, hvor forskellige svar jeg får. Især kommer der lidt aggression på, når jeg affærdiger alt der har at gøre med “intelligens”. For man kan (vel) godt forestille sig en bevidsthed, næsten uden intelligens. Eller er det det, der kaldes “adfærd” – og bliver det så nemmere, at definere?

Jeg fik dog knaldet et slags symposium på bordet, der ikke var specielt mere oplysende end efterordet i Frank Herberts ovennævnte publikation. “Comboen” datalingvistik, ikke-euklidsk matematik og undersøgelser af hjernens corpus nigra (lige under det limbiske system, med forbindelse til amygdala), lader sig ikke lige summere op til nogen knivskarp konklusion på spørgsmålet. Hvilket er glimrende. For så kan vi blive ved med at spørge: – hvad er bevidsthed? Hvad er det tænkende? Ego ergo sapien?

 

Pingvin-scifihaiku

sep
14

Billy’s smile is red
Zombie penguins will teach you
Bullying is bad

 

(Måske endnu mere indforstået end normalt, så her er Billy)