Vildfaren tegneserie
Jeg har lige haft lånt Alan Moores Lost Girls på biblioteket. Jeg havde hørt om den for 1000 år siden, men aldrig fået taget mig sammen til at læse den. Da den så stod der og lokkede i en dansk oversættelse, så måtte jeg slå til. Det er et digert værk, hardcover, a4 størrelse og 250’ish sider.
Men ak, jeg kunne ikke tage mig sammen til at læse den. Jeg forsøgte, ideen virker spændende og interessant. Dorothy, Alice og Wendys erotiske eventyr i den anden verden. Men billederne var dræbende kedelige og grimt tegnet. Trist, så trist. Sjældent har et værk været så kedeligt, trods enorme mængder af nøgne kroppe, bare damer, stive fallosser og vild og manisk sex.
Gah, de billeder er så kedelige at de suger livet ud af mig. For en gangs skyld, så ville jeg ønske at Rob Liefield havde været involveret i noget som helst.
5 kommentarer
Ha ha, mind mig om at poste det kapitel af min hovedopgave hvor jeg problematiserer den almene tegneserielæsers manglende evne til at påskønne tegninger som stikker udenfor de(n) generiske “tegneseriestil(e)”!
Du har på den ene side ret i at Lost Girls spænder ben for sin egen formålserklæring om at skabe intelligent porno, men jeg vil ikke give dig ret i at det skyldes Gebbies tegninger. Tværtimod oplever jeg at det er Moores superskarpe historie som forleder tankerne fra mere intuitiv erotisk medrivelse.
Mere direkte: Enhver kritik som forfalder til blot at beskrive tegningerne som “kedelige” synes jeg ærligt talt dømmer kritikeren selv ude af legen. Men Rob Liefeld vil nok give dig ret i at det er kedeligt at lære at tegne fødder, for eksempel.
Når det er sagt, så var jeg heller ikke overstrømmende begejstret da jeg havde læst den første gang…
Oh, det her minder mig om en heftig diskussion på Horrorsiden engang – er det kritik/anmeldelse at sige “Det her værk stod så meget i vejen for sig selv, at jeg ikke kunne komme i gang med det?”
Og selvfølgelig ville en alvorlig anmeldelse kræve noget mere, men her er jeg enig med Simon: Gebbies tegninger er så trælse at se på, at de vejer tungere end “Hey, Alan Moore! Og pornografi!” i min læselyst, for jeg har simpelthen aldrig orket at gå i gang med Lost Girls heller.
Sjovt havde jeg det lidt på samme måde, første gang jeg kastede mig over From Hell. Der var tegningerne ikke så umiddelbart afvisende (de var sorte og dystre, det passede til forventningerne), men første læsning holdt hårdt, fordi de ikke altid var lige let aflæselige. Til gengæld betød den ekstra indsats så, at From Hell vejede så meget tungere i min bevidsthed efter endt læsning. Og så langt tror jeg desværre aldrig, at Lost Girls når, fordi den stopper mig allerede ved døren.
Og så var (er) der mange ting, Rob Liefeld ikke kunne finde ud af, men han leverede varen. Men hvis man troede, at varen var tegnekunst, blev man skuffet 🙂
Tegningerne på den første side du viser minder mig om den der sag med det restaurerede Jesus-maleri fra nogle år tilbage: https://www.nytimes.com/2012/08/24/world/europe/botched-restoration-of-ecce-homo-fresco-shocks-spain.html
Det ved jeg så ikke om er godt eller dårligt!
Det har altså også noget at gøre med genrernes sammenstød. Med rette kan man spørge om den stilart var den rigtige til den fortælling. Det er ikke ligefrem akvareller, der straks får mig til at udbryde: – Alan Moore! Og så er der også det, at tegningerne/akvarellerne/whatever, manisk og ambitiøst forsøger at være henledende, antydende, hvorimod teksten er lige på og tjubang. Form følger funktion, nej den gør ej, men tegningerne i Lost Girls passede sig måske bedre til Sades “Justine” – idet vi griber tilbage til tidspunktet, hvor den blev forfattet – eller måske til “Jonathan Livingstone Havmåge”. Eller – kort og godt: billedside og tekstside kommunikerer rigtigt dårligt, hvilket gør at læseren ikke kan kommunikere med nogetsomhelst. Og så bliver det kedeligt – sorry to say.