SUPERKULTUR

Thelma

sep
24

Du tager en del art horror, en del socialrealistisk teenagedrama og en del Carrie – og med stor sandsynlighed får du noget, som vil irritere undertegnede. Med mindre, viser det sig, at resultatet hedder Thelma og er en norsk film. Jeg havde opfanget art horror-vibrationerne og var egentlig indstillet på at vrisse lidt ad filmen, men var noget overrasket over at blive fanget ind.

Titlens Thelma er en ung kvinde, der flytter hjemmefra for at starte på universitet. Det er selvsagt en situation, der lægger op til voldsomme forandringer i hendes liv og selvforståelse, og det bliver også snart tydelig, hvor grundlæggende rystet hun er. Hendes forældre er religiøse og sørger for konstant at holde en snor i hende, mens hendes omgivelser (og indre) opfordrer hende til at bryde den snor og finde sig selv. Snart er der en begyndende romance, der bliver drukket øl og så videre.

Og så går det galt.

Det viser sig, at der skjuler sig andet og mere dystert i Thelmas underbevidsthed end blot lidt syndige tanker. Hun begynder at få anfald, og mystiske ting sker.

Historien er ganske klassisk og set en del gange før – men sådan er det jo for de fleste historier, og her håndteres den med god finesse. Især i første del af filmen hentes der fortællestil fra socialrealistisk historier om stakkels unge mennesker, som vi kender, og det giver en god bund til den horror, der sniger sig ind. Der leges lidt med nogle klicheer (sorte fugle samler sig, når Thelma bliver presset), men de får aldrig lov til at tage overhånd (vi når aldrig helt derhen, hvor fuglene udspenslet angriber eller brager mod vinduerne). Og fra art horroren hentes en dvælen og nogle visuelt godt fungerende scener, som helt klart løfter filmen op.

Det er en af den slags film, som godt kan brygge lidt videre efter slutningen – selvsamme slutning, der virkede lidt letkøbt, men langsomt voksede med sine antydninger og konsekvenser.

16 Responses to Thelma

  1. Det er meget interessant at du havde en så positiv oplevelse af Thelma! For mig var det et andet forløb af attituder til filmen som erstattede hinanden: fra velvillig forventning, over irritation, til apatisk venten på rulleteksterne. Jeg husker den som ufokuseret, klichéfyldt og (særligt i sidste halvdel) langtrukken og slap. Filmen sætter i al fald tankerne i gang 🙂

    Jeg er lidt nysgerrig efter hvad du mener med “art horror”, for i begyndelsen af indlægget bruges det næsten som en indirekte fornærmelse? Det kunne måske forklare vores forskellige oplevelser af Thelma, for jeg ville give filmen mere credit hvis den kammede over i art horror (som jeg tolker begrebet, f eks The Shining eller David Lynch’s mørkere film) – men uanset løsningen ville det kræve en gevaldig opstramning af både manus og instruktion.

    • Det er fordelen ved at være blevet gammel og sur – jeg hader alle film på forhånd, så jeg kan kun blive positivt overrasket 🙂 Jeg syntes også, at klicheerne var der, men den undlod at løbe helt ud med dem – men ja, den var for langtrukken, især til sidst.
      Og ja, art horror blev lidt fnyst med rindalistisk forargelse. Hvis jeg tænker mig om, tror jeg, det bunder i en modvilje som art horror som genre, men velvilje mod art horror som element. Hvilket kommer sig af, at min forkærlighed altid har været en godt afviklet historie, og art horror har det med (i min oplevelse) at opløse historien til fordel for… ja. særhed vel. Særhed er fedt, men jeg vil gerne have noget at hænge det op for. Det giver Kubrick – Lynch gør måske ikke, men han er Lynch, så han kan slippe afsted med det 🙂
      Der er nogle lange, sære, dvælende elementer i Thelma. Og de fungerer godt i historien, synes jeg – især ballet-scenen. Jeg tror især, at det er sammenblanding af den der (lidt kedelige) socialrealisme-drama-fortællestil og så særheden, jeg godt kan lide.

      • Det får mig til at huske en gammel ide om “ord, der får mig til at fravælge film/bøger” – hvis en film bliver beskrevet som “dreamlike”, hallucinerende eller lignende, skal der meget til, før jeg orker 🙂

        • Jeg er endnu gamlere og surere, men desvedanrørende “dreamlike”, hallucinerende mv., og stadig med art horror i mente, så findes der dog et par (ældre – javist; vi er gamle og sure) perler på den kæde. Man kunne jo fremmane Den Andalusiske Hund, men jeg vil hellere pege på “Orfeo Negro”, Samt “Den Sørgelige Men Sande Historie Om Erendira Og Hendes Ryggesløse Bedstemor”. Og i samme segment – ohne horror – “Like Water For Chocolate” (“Hjerter I Chili”), “Delikatessen” (med horror) og “Amelée” (med hu-mor). Og så kan jeg faktisk godt li – skyldbetynget fornøjelse eller ej – “What Dreams May Come”. Endvidere er der de dér short-fictions, man kan komme efter: “Pi” og “La Jetée” m.fl. – der skal jeg satanvæltemig gi dig dig “dreamlike”. Og ska der kød på bordet, hva så ikke med “Tetsuo”? Men måske også lidt “Hana-bi”.
          Jeg vil tro at du vil “orke” omkring halvdelen 🙂

          • Damn, jeg tror, skæbnen kræver, at jeg får set “What Dreams May Come”. Jeg har altid været fanget mellem “Det er jo Richard Matheson” og “trælse sødsuppevibrationer”, men den dukkede op på Netflix for nylig og nu på denne liste.
            Jeunet kan lidt ligesom Lynch også få lov at slippe afsted med ting – måske fordi der også gerne er lidt humor i hans ting? (Nu glemmer vi lige Alien Resurrection, som han ikke helt slap afsted med, omend jeg nu godt kunne lide den langt hen ad vejen). Det undrer mig lidt, at det er så længe siden, jeg har set Delikatessen.
            Jeg skriver titlerne på ork-listen 🙂

          • Hvad angår drømmelignende skrækkunst, må jeg have lov at føje Lynch’s seneste Twin Peaks-sæson til listen? Den falder i al fald i takt med min seneste kommentar om destabiliseret fortælling, og drømmelogikken er både stærk og kanonisk i dette kapitel af serien. “We are like the dreamer who dreams and then lives in the dream”.

      • Men “art horror” er vel ikke en genre i sig selv, men en tilgang til genren? Dvs, i dette tilfælde en kunstnerisk tilgang til genrens klichéer og tropes.

        Vist bliver begrebet brugt som skældsord, særligt vil jeg påstå af fans (dér er et ord der kan få mig i offensiven!) som ikke vil have nye eller originale fortællinger men bare mere af det velkendte. Og hvordan fungerer netop det i horrorsammenhæng, Howard P? “The oldest and strongest kind of fear is fear of the unknown”.

        En teori: når filmpølsefabrikken skal overføre sin actionproduktion til gysere kollapser det ukendte element (jfr Lovecraft det basalt skræmmende) under ipapskårne historiemodeller og decimeres til jump scares.

        Kunne man antage at “art horror” opererer på det mere grundlæggende plan ved at destabilisere selve historiestrukturen for at skabe hvad du kalder “særhed” – en fundamental uvished i seeren(/læseren, etc) med hensigt at provokere en mere grundlæggende frygt.

        Det er ikke en påstand om at al “art horror” nødvendigvis er god kunst, eller for den sags skyld superoriginalt – exhibit A: Thelma – men det er måske i al fald forsøg på at bryde formlerne?

        • Måske er jeg ekstra farvet af, at jeg netop har lyttet til et afsnit af Scary Thoughts, hvor de skodder Winding Reffen ret meget – ser frem til deres afsnit om Neon Demon, som er landet i min fordomskasse med “Ubrugelig art horror” 🙂
          Jeg er helt enig i, at art horror er et greb, som netop fordi det er fri af mainstream-virkemidlerne kan bruges til at skabe særhed. Og når det gør det, fungerer det pissefedt.
          Når det ikke gør (synes jeg), plejer historien gerne at lide under det og blive en undskyldning for ting, som der måske kan analyseres en eller anden mening i – men som umiddelbart fremstår lidt træls. Horror bør vel egentlig være umiddelbar, mens megen kunst ikke bør være det – så det er svært at sætte de to ting sammen tilfredsstillende (oh, men når det fungerer…!)

          • >Jeg er helt enig i, at art horror […] kan bruges til at skabe særhed.

            Det håber jeg; det var dit udsagn i en tidligere kommentar, jeg henviste til :p

            Må jeg foreslå to yderligere teorier:

            1. Hvis horror (eller noget andet udsagn/værk) er umiddelbart, er det forglemmeligt, og dermed ligegyldigt.

            2. Udsagn og værker der “umiddelbart fremstår lidt træls” kræver netop bearbejdning udover det umiddelbare, jfr Freud 😉

            Jeg vil mene at der ikke er meget stof til eftertanke i jump scares, højst en lille adrenalinrus, dvs forglemmelig underholdning. At skræmme fundamentalt, at varigt forstyrre publikums sindsro, kræver jo i al fald at man som instruktør sigter efter hovedet.

            Det vil jeg mene placerer de gysere dårligere, som bare råber “BØH” højere og højere indtil rulleteksterne, end dem der tænker ud over lejrbålstaktikker. Lad os ikke trække publikumstal på bordet, det må være et Godwin-argument, men skal vi ikke lige få begrebet “art horror” ud af fordomskassen?

          • Siger du, at du bruger mine egne ord imod mig? (Jeg skal lade være med at starte kommentarer og så vende tilbage til dem en halv time senere, når jeg har glemt, hvad jeg ville sige).
            ad 1 – jeg kan ikke lade være med at føle, at horror på et eller andet plan SKAL være umiddelbart. Forstået på den måde, at det skal ramme nogle følelser. Et værk, der kræver abstraktionsniveau 1000, kan være et eminent værk, men jeg har lidt svært ved at forestille mig det som horror. Men selvfølgelig, når jeg tænker videre ad den tråd, ender det i genredefinitioner – skal horror være skræmme/forsøge at skræmme? Det synes jeg egentlig ikke, men jeg kan heller ikke komme uden om, at det er den generelle tilgang til genren, selv om jeg personligt skal mange år tilbage for at finde en film, der decidere skræmte (Ringu, hvis man skulle spekulere).
            Den sjoveste (for mig) horroroplevelse var The Ring 2 (den amerikanske) i biografen. Den var hovedsageligt jumpscares og tillige jumpscares, der blev telegraferet i meeeeget god tid. Så det var egentlig mest sådan en småhyggelig film som undskyldning for popcorn. MEN biografen var fyldt med teenagere, som kollektivt var ved at skide i bukserne, og det var en fornøjelse at betragte. Så selv om jeg også selv ville placere jumpscare-parader lavt på listen over interessant horror, så har det helt klart sin funktion 🙂

          • Men ja, med tiden er jeg da også klart begyndt sætte mere pris på film, som går noget mere efter hovedet og efter at… lad os sige forurolige snarere end skræmme. Men det handler om også om, at man skræmmes af forskellige ting gennem livet.

  2. “What Dreams May Come” er “frem med kleenex”. Men ikke kun! Den har sine dybder! Og fremfor alt har den sin scenografi. Samt et par skuespillere, der godt gider. Men okay, det er de store følelser, og nuancerne er kun til besvær. Men som sagt; et eller andet er der på spil. Og det er i sig selv interessant. God tude-tur 🙂

  3. Hej Allan. Du læner dig op af “mærkværdiggørelse”, det brechtske “verfremdung” (ikke t forveksle med “fremmedgørelse”, for så er vi ovre i Marx). “Mærkværdiggørelse” plus “novum” (jvnf. Darko Suvin og Stig W Jørgensen), så har du science fiction. “Mærkværdiggørelse” plus “uncanny valley”, så har du “art horror”. En god eksponent kunne være David Bowie, i hans utallige inkarnationer, ikke mindst i udgangssalmen “BlackStar”. Man tillader sig en lænke:
    https://www.youtube.com/watch?v=kszLwBaC4Sw
    Tilbage står: – hvad vil du egentlig med Freud, som vitterlighedsvidne?

    • Freud som vitterlighedsvidne må regnes som det korte adrenalinsus! Fik jeg ikke sat en smiley efter det udsagn?

      Hvad angår destabiliseringen har du ret i “mærkværdiggørelsen” – jeg tør næsten ikke nævne “Das Unheimliche” nu, men gør det så i Lacanforstand i stedet…

      Hvis vi skal beslægte begreberne yderligere, så var jeg lidt i totterne på Janus’ brug af ordet “særhed”, men hvis vi sidestiller det med “weird” (som i weird fiction) er jeg helt med.

      Jeg kan mærke på det hele at der er et indlæg i art horrors forsvar på vej fra min side, og knapper i inden jeg slipper alle guldkornene på forhånd 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.