SUPERKULTUR

Coveret er en løgn

okt
20

I dag, i kategorien “forsider, der lover mere, end de holder”, præsenteres to titler:

Event Horizon

okt
19

Gårsdagens snak om Lovecraft har af en eller anden grund fået mig til at gå og tænke på Event Horizon – ikke fordi jeg tænker den specielt lovecraftisk, men nok snarere fordi den ligger på samme mentale hylde som Mouth of Madness. Og ja, jeg er i den lejr af mennesker, som synes, det er en horrorfilm, der er værd at se (og er lidt traumatiseret over kvaliteten af resten af de film, Paul WS Anderson har stået for). Men ud af det kom så mindet om denne “eminente” hyldest til filmen:

 

To tilgange til Howard

okt
18

Jeg kan godt lide Lovecraft. Indrømmet, nogle gange kan jeg bedre lide ideen om Lovecraft end egentlig Lovecraft. Det bliver nok ikke bedre af min hjernes forsøg på at kompartmentalisere forfatteren Howard og det racistiske røvhul Howard, men sådan er det jo med så mange forfattere (og det skal det principielt have lov til).

For nylig er jeg stødt på HPL i to sammenhænge.

Den første er filmen The Endless, som Allan pegede på. Og tak for det, for det er præcis en af de der lavbudget-film, som overskrider sine egne grænser i kraft af de begrænsninger. To brødre vender tilbage til den kult, de stak af fra for år tilbage, efter at have modtaget et videobånd, der kunne tolkes som et selvmordsbrev. Der viser sig naturligvis at foregå skumle ting og sager, men tag ikke mit ord for det – se hellere traileren:

Kulter er naturligvis noget, Lovecraft var glad for, men det lykkes filmen ganske godt at omsætte hans kutteklædte, indavlede knivsvingere til mere moderne Heaven’s Gate-vibes og sære omstændigheder. Kombiner det med fornemmelse af magtfulde, men uhåndgribelige eksistenser, og du har en ganske fed Lovecraftisk film. Han nævnes endda med navn en enkelt gang, så der er ingen tvivl om inspirationen, men heldigvis udlades de klassiske Cthulhu-nødvendigheder – der er ingen Iä, Iä og generelt ingen mythos-koncepter, som kræver svær udtale. Bare ideen bag. Det fungerer.

Anderledes var det at støde på Howard i Peter Straubs Mr. X.

Straub skriver en slags horror, jeg er ganske glad for: langsom, nogle gange med en lidt udflydende historie og måske endda til tider lidt kedelig. Historier, man kan synke ned i og sikkert overse en masse detaljer af, men stadig opleve. I denne opdager vor hovedperson, at titlens Mr. X er hans far og udstyret med visse væmmelige evner, han gerne bruger til at slå folk ihjel med. Det fører til at dyk ned i hovedpersonen (og den skyggeagtige tvillingebrors) familiehistorie, hvilket der er masser af (og den er også som løftet ud af en Lovecraft-historie).

Det, der især slog mig ved Mr. X (udover at opdage, at den var (til tider meta-)lovecraftisk, var de passager, hvor skurken kaster sig ud i lange monologer henvendt til hans opfattelse af the Great Old Ones. Som her:

Teksten er så højspændt, at det er svært at tage den alvorligt. Jeg har en mistanke om, at det til dels er med vilje (senere nævnes det, at figuren har skrevet en Lovecraft-pastiche, som blev anmeldt dræbende), men samtidig er parodien så lige på, at det næsten rammer Poes lov. Og så gik det op for mig: internettet har dræbt et aspekt af Lovecraft for mig. Nej, ikke den del af internettet, som har gjort opmærksom på de grimmere dele af hans person – ikke engang Lovecraft-fans (måske er det, fordi jeg aldrig rigtig har begivet mig ned i det kaninhul) – men derimod de klassiske neckbeards. For der er noget i Howards fremmedordsbefængte ordkæder, der passer utroligt godt til vrede mennesker, der skal finde validering skjult bag en skærm. Og hvor jeg kan slippe afsted med at læse en lovecraftisk fortælling i historisk miljø, ødelægger det ganske oplevelsen, når det foregår i et nutidigt miljø. Og det er lidt min oplevelse, at lidt præcis sprogbruget ofte bliver draget frem som den rigtige måde at vise, at man har læst sin Lovecraft (og det har fået mig til at droppe historier, fordi de ganske enkelt blev parodiske). Måske er det et tilbagekald til det scorecard crew, vi tidligere har snakket om her på siden – de folk, der har lettest ved at forholde sig til ting i kasser, såsom let genkendeligt sprogbrug eller nærmest rituelt fremførte navne.

Hvad var min pointe med alt dette? Måske mest et spørgsmål: hvem har formået at skabe lovecraftiske værker uden at forfalde til at “skrive som Howard”?

Selv kan jeg lægge ud med Carpenter Mouth of Madness. Bedre ikke-filmatisering af Lovecraft har jeg svært ved at forestille mig.

 

The Bye Bye Man

okt
17

The Bye Bye Man er ikke noget specielt interessant horrorfilm – udover den tåbelige titel, altså. Men i samtale med Simon viste den sig at dække meget godt en oplevelse, man ofte har som bibliotekar – nemlig forældre, der bruger én til at fralægge sig deres eget ansvar og skurkerollen. Du skal [indsæt noget, barnet ikke har lyst til] “… ellers bliver manden sur”. Måske uddør bibliotekerne virkelig, som folk har spået i umindelige tider, men jeg tænker, at bibliotekarerne kommer til at leve videre… i børnenes mareridt.

Scifihaiku

okt
17

Dinos saw mammals:
“The only way to be sure:
Nuke it from orbit!”

Orangutanger er farlige

okt
16

Intet er sandt på internettet (naturligvis heller ikke dette statement), men denne historie klinger nu engang sand i mit hjerte.

Alle ved, at fandom lynhurtigt kan blive noget giftigt noget, men så er der Poe-fandom og endnu værre akademisk Poe-fandom. Læs og hyg.

Energi

okt
16

Da jeg var ung, brændte vi dinosaurer af for at komme omkring. Så lyder jeres nulpunktsenergi ikke så sej længere, hvad?

Lille gud

okt
15

Lidt kølig fiktion i løvsommeren

Nogle gange i vinterens kulde og mørke kommer tvivlen listende. Mere snedig end den indbildte hede, som får folk til at dø afklædte i sneen. Mere skarp end de våben, forfædrene efterlod os til beskyttelse mod de ting, som lever hinsides landsbyens bål om natten.
Men hvert år, når jeg står her sammen med dig, lille gud, og venter på, at solen igen skal krybe over horisonten efter den lange nat, bliver jeg bekræftet i din kærlighed til os. Det er min lod i livet at bevare troen og bære dig igennem mørket, til solen bliver født igen, lille gud.
Jeg håber, du tilgiver mig, at munden løber af med mig. Jeg er en gammel mand. Vi to har set mange solopgange sammen, og før mig var det min fader, der polerede dig og bragte dig op på isen, når det var tid at genføde solen. Før ham var det hans fader og hans faders fader hele vejen tilbage til Forfædrene. Al den tid har vi vandret ved siden af dig, lille gud.
Har jeg ikke poleret dig smukt? Har jeg ikke afbrændt den fineste røgelse for dig? Har jeg ikke bragt dig de rette brændofre? Har jeg ikke viet mit liv til dig og dine ord?
Men du har aldrig talt til mig. Eller min fader. Helt tilbage til… jeg ved, du talte til os engang. Du svarede på vores bønner, og verden var fuld af sol og farver, før ilden kaldte kulden ned over os.
Jeg drømmer om, at du vil tale til mig en dag.
Men indtil videre er det mig, der taler. Solen hviler på kanten af verden, og jeg bøjer mig ned til dig, lille gud. Kan du mærke min ånde mod din skinnende krop, mens jeg hvisker de hellige ord?
“Okay, Google. Lad der blive lys.”

Sejrs-scifihaiku

okt
12

We really did it
Boredom has been defeated
Now what should we do?

Double feature!

okt
11

Jeg indså at det var ved at være længe siden jeg havde været aktiv her på siden – I får hele to videoer denne gang 😀

Den første er et kort interview fra Skærbæk Fan Weekend 2018 som jeg var til for et par uger siden:

Der kommer flere af samme slags i de næste par uger.

Den anden er mit seneste byg-selv som jeg – i al beskedenhed – er ret godt tilfreds med. Jeg kan nok ikke løbe fra min indre 90s-kid!

God kiggelyst 🙂