FILOSOFISKE DYR
Ret inspireret – provokeret? – af Janus’ indlæg om HILDA hvor Janus nævner at denne muligvis har et drys af Tove Jansson (og jeg er ikke uenig), vil jeg lige kaste noget lommeuld på disken (muligvis med indbagt svedske, hvem ved?).
LOMMEULD
Sé: – Der er en lang tradition for, at lade dyr fremstille menneskelig svaghed og dårskab (kan du stave til Æsop?), som “vi” jævntud kalder FABLER. Herudaf er også kommet mange “bon mot’er” og almindelige godtkøbsvendinger (“sure rønnebær”, “løvens hule”, “krage søger mage”). Bare så vi ved hvor vi er, terrænmæssigt (the map is not the road).
“Lille Tue vælter stort læs” (det er Lille Tue til højre)
I mange – de fleste? – tilfælde bliver det hurtigt til allegorier (“The Wind In The Willows”), eller til “ren” FANTASY (“Bjældes lange rejse”), eller sødmefulde beretninger á la Beatrix Potters. Men sommetider kommer der andre ting ud af skabet. Eksempelvis kan man nævne “Peter Plys”, der – sandt for dyden – er ligeså platfodet borgerlig som “Vinden i piletræerne”, men som alligevel indeholder den samme slags dybfundige indsigter, som Bamse og Kylling. The Tao Of Bamse! The Buddha of Magnus Tagmus. Men også de patafysiske elementaler Nebbersevægen og Oppersagokken (kend din julekalender). Eller hvad med Rasmus Klumps Evangelium?
Der opstår – udkommer – også underfundige fabler, som Richard Adams’ “Kaninbjerget”. Hvilken jeg så (også) opfatter som en allegori, selvom kaninernes mytologi absolut er et værdigt alternativ til menneskehedens frembringelser. For slet ikke at tale om “Abekongen”:
(jo, vi kender godt Milo Manaras udgave, osv osv)
Men tilbage på sporet:
Tove Jansson (1914-2001) var maler, tegner og forfatter. Og mest af alt vil hun blive husket for mumitroldene, og visse vil måske også kunne se forbindelsen til det univers, der udrulles i “Hvem skal trøste knytten?”. Hvorom alting er, så blev mumitrolde-suiten åbenbart kategoriseret som børnelitteratur; oplæsning for de små. Muligvis foranlediget af, at svensk fjernsyn lavede nogle grønthakker-studsede udgaver, der kun lige med nød og næppe hentede handlingen hjem, og hvis eneste “tråd” til romanerne er mumitroldenes udseende – nu med skuespillere indeni, der ofte tog mumihovederne af. Pauvert, mildest talt.
Tove
Derfor tog det også yours truly omkring 6-7 år, at “komme tilbage til” mumi, ved et rent tilfælde: – jeg så nemlig et antal illustrationer, som Tove Jansson havde lavet til Tokiens “Hobbitten”
DVÆRGENE SPILLER I DYBET
Og det endda før, jeg havde stiftet bekendtskab med Ringenes Herre eller Hobbitten (ja, det vil sige: en fremmelig pædagog havde læst højt af Hobbitten, på en feriekoloni, men jeg sov ikke på den sovesal). Men på det tidpunkt – omkring 73-74 i forrige århundrede – rasede Tolkien-feberen, og hele mollevitten var forudbestilt på biblioteket til langt ind i evigheden. Så som fjorten-femtenårig tog jeg mod til mig, og gjorde det næstbedste: – bevægede mig ind i børnebogsafdelingen og lånte Tove Janssons “Troldvinter”.
Det blev hurtigt tydeligt for mig, hvorfor den stod i børnebogsafdelingen: – det enkle, ligefremme sprog. Men det stod ligeså tydeligt for mig, at den indeholdt stemninger og “billeder”, der kunne tale til alle aldersgrupper. Noget ret sigende er To-Tiki-figuren, som er en pige, men opfører sig som en dreng. Der er også Murren, der er så kold, at den er farlig – men i virkeligheden er den et varmesøgende væsen; hvem skal trøst Murren?
Men fremfor alt er der dette både spændende og foruroligende, at mumitrolden er vågnet op i en vinter-verden, han skulle have sovet fra, med maven fuld af grannåle. Han er vågnet i modsætningen til alt hvad han ved og kender. Det er til at tage og føle på.
Så det kunne jo ikke blive ved det; jeg måtte ha’ mere mumi! Og så udfoldede universet sig ellers. Vi møder Hemuler, Snorkfrøkenen, Hattifnatter, Tofslen og Vifslen og et væld af andre karakterer og væsener, der hver især repræsenterer sider af menneskelig snusfornuft, dårskaber og tilbøjeligheder. Og selvom Mumitroldens rolle måske nok er observatørens og formidlerens, så har han også sine karaktertræk, der faktisk ikke ligger langt fra Bilbo Sækkers længsel efter nylavet the og kommenskager. Og alligevel “rykker de”, som vi siger nu om dage: – “er du på!?!?”
Mens Mumitrolden er sådan lidt juvenil funderende, men samtidig handlekraftig når det gælder, så er hans far, Mumifar, en ret handlesvag filosof – eller måske man skulle kalde ham en lidt utilpasset idealist, i klassisk forstand.
Heroverfor står Mumrikken: – en streetwise vagabond, der har set lidt af hvert, og som ikke skyr nogen fare, men samtidig er parat til at rykke teltpælene op (bogstaveligt talt) anytime! Og på den måde har Mumitrolden mange fædre – eller “Faderfigurer”, for de freudiansk inklinerende.
det er Mumrikken til højre
Så er der nogle der vil sige: – jammen er det ikke bare Dyrene I Hakkebakkeskoven? Tjoh, det er muligt, men også dér er der noget på spil. I “Mumiland” er der faktisk ret farligt: – du kan blive slået med vanvid, hvis du møder Murren; du kan blive udbrændt, hvis du møder Hattifnatter i tordenvejr; og hvis Kometen Kommer vil din verden blive afsvedet, så du må gå på stylter over landområder udsat for den brændte jords taktik. Og du vil altid blive forulempet af Hemulen, for sådan er han nemlig, selvom han er en sart entymolog, for han ønsker sig kun FRED&RO!
– jo den gør!
– og samtidig er der den store kærlighed, som Mumitrolden føler overfor sin næsten esoteriske Snorkfrøken: – så er hun der; så er hun der ikke; og han må redde hende. En evindelig Orfeus og Euridike.
Andre har gjort sig umådelige anstrengelser for at oversætte To-Tiki eller/og Tofslen&Vifslen til Tove Janssons kropsnære forhold med mænd og kvinder. Det finder jeg ikke specielt interessant, for al inspiration kommer et sted fra. Det er andet er småforkølet lummerhed, der har meget lidt at gøre med Mumitroldens komplicerede verden. Og det er den – det er den verden – jeg syns man skal stifte bekendtskab med.
6 kommentarer
Tak for et ganske overdådigt illustreret indlæg, Henning. Så fik vi lige sat Hilda i kontekst, og jeg synes netop du fremhæver de kvaliteter som jeg først og fremmest forbinder med Pearsons tegneserie (med noget mindre Miyazaki-
end Janson-influenser. Det er den der nysgerrighed overfor naturen, som man på én gang er del af og fjernet fra, som giver både Mumin, Hilda og Totoro (for bare at vælge én af Miyazakis film) deres aura af mystik og magi i øjenhøjde. Netop fordi hovedpersonerne er ude af deres element, som tilflyttere eller vågnet i utide af sit hi, møder de det fremmede med forsigtig imødekommenhed i stedet for med pionerånd eller erobringshensigter. Det fremmede terræn skal ikke underkastes, dets indbyggere er ikke bare ressourcer som skal udnyttes, alternativt forhindringer på vejen, som i en western eller Tarzanroman – eller for den sags skyld Narnia-romanerne hvor hele fabelverden går nedenom og hjem i fimbulvinter eller barbari hver gang de britiske overherrer er fraværende.
Om du vil bruge tid på Janssons seksuelle præferencer eller ej, så kræver det altså ikke “umådelige anstrengelser” at identificere To-tiki med forfatterens livspartner, kun et overfladisk kendskab til hendes levned – skulle vi endelig være freudianere kunne man nok tolke din uvilje mod at diskutere sagen som en berøringsangst motiveret af barndomstraumer :p Hovedpointen må selvfølgelig være historierne, og hvad Tove valgte at indlejre i dem fra sit eget liv må have været så meget mere dyrebart for hende, eftersom i al fald de tidlige Muminbøger var hendes reaktioner på (og delvis eskapisme fra) verdenskrig og depression. Dén nære forbindelse mellem biografi og værk kan man ikke så let affeje, og må stå som et spejlbillede af vores tidligere diskussioner om at skille mesterværker fra ophavsmænd som Hamsun, Polanski eller Heidegger.
Jojo! Og Tofslen og Vifslen er Tove og hendes senere kæreste/livsledsagerske! &?
Nejnej, jeg søger ikke nogen adskillelse mellem “liv” og “værk” – men det kommer an på, hvilken leg vi leger. Og det var så ikke lige den leg, jeg legede.
Iøvrigt – and for the record – så gik jeg ikke fem flade femører for Freud.
Psykoanalysen, såvel som systemisk teori, er så fuld af sludder og vrøvl, at det ikke engang kommer på omdrejningshøjde med spillereglerne for Ludo.
Derudover – mein herr – er vi ganske enige, og tak for takken 🙂
“sødmefulde beretninger á la Beatrix Potters” minder mig om, at min kone vil udpege den største gyser som værende Historien om hr. Joakim Fisker. Den enes sødme er den andens rædsel 🙂
Hæhæ! Så skal fruen nok også tage og holde sig langt væk fra Den Lille Prins. Iøvrigt er jeg fast overbevist om, at netop Hr. Joakim Fisker, er udgangspunktet for James H. Schmitz’ “Grandpa” – på dansk som “Bedstefar”: er det nu i Den Elektriske Myre, eller er det i Tidssonde, man finder den på dansk? Anyways, så findes den til fri aflæsning på “netteren”.
Den er i Tidssonde, hvor jeg med skam må indrømme, at jeg ikke husker nogle særlige detaljer af andet end Heinleins Crooked House. Men fluks afsted til Grandpa med mig.
Med mindre skam kan jeg sige, at vi er en husholdning, hvor det litterære Venn-diagram især overlapper ved “Modvilje mod Den lille prins” (og deri ligger måske en monolog til en anden dag).
Til oplysningens fremme, så tak for det! Jeg håber så ikke, at diagrammet indeholder “Generel Modvilje” overfor Saint-Exupery; det ville være en skam (!)