SUPERKULTUR

HAK

okt
25

For noget tid siden faldt jeg over novellen Conversation on a Starship in Warpdrive (i 70er-antologien Antigrav) og var tilstrækkeligt imponeret af den til at google det for mig ukendte forfatternavn. John Brosnan. En ganske produktiv herre, viste det sig, der havde gjort sig i både fiktion, faglitteratur og tegneserier. Også, viste det sig, en ganske produktiv herre, udi i pseudonymer: James Blackstone, Simon Ian Childer, John Raymond, Leroy Mitchell og – til mindst ét løftet øjenbryn – Harry Adam Knight.

Jeg har en lille samling af især 80er-horror af ganske tvivlsom kvalitet – for ikke at sige utvivlsom mangel på samme. Det inkluderer gerne et monster (bedst er det, hvis det er naturen, som går amok, synes jeg personligt) og personer med en personlighed så dyb som en mariehønes hårrødder. I praksis betyder det gerne, at vi inden for de første tredive sider har mindst ét voldsomt dødsfald og mindst én person, der tænker på, taler om, har eller tiltvinger sig sex. For at være ærlig tænkte jeg ikke så meget over det sidste som ung læser (undtagen et mentalt “Det her er så dumt, at selv jeg kunne gøre det bedre… måske skulle jeg blive horror-forfatter”), men som voksen er det blevet tiltagende pinagtigt at læse.

I den samling står, viser det sig, alle Brosnans bøger under navnet Harry Adam Knight. Og de udfører den funktion, de skal – hvilket er at fungere som mentalt mundskyl efter en enten god eller tung læseoplevelse (i dette tilfælde efter Peter Straubs Mr. X, som egentlig var begge dele). Jeg mistænker, at lige hans bøger er indkøbt på grund af et par filmatiseringer, der blev indtaget i 90erne – Dødens platform (Proteus) og Ondskabens baggård (Bedlam). Bedlam husker jeg for den tåbelige danske titel, og Proteus for monsteret, “Halvt haj, halvt mand, halvt rækværk,” som det lød, da den blev set en sen aften. Det er begyndt at gå op for mig, at min forkærlighed for 80-90er-horrorfilm skyldes, at de blev set som en del af et socialt samvær og en del af en samtale, mens jeg nu om dage snarere indtager dem alene og kun i snak med en kritisk sans. Det kan være ødelæggende for ens fornøjelse.

Men alt dette lå nok og boblede i underbevidstheden forleden, da jeg stak hånden i reolen og endte med at genlæse Slimer. Det var den, der senere skulle blive de umatematiske (er det mon det, der hedder noneuklidisk?) 50 procent rækværk i filmatiseringen. Og den er lige præcis, som den skulle være: dum og underholdende. Monstret, en genmanipuleret haj, blegner lidt i sammenlignet med historiens sexmonster, en pusher med en forkærlighed for voldtægt. Sammen med vore andre hovedpersoner havner han på en olieplatform, der har fungeret som genetisk laboratorium – der må de kæmpe for at slippe levende væk (og naturligvis have lidt sex indtil da, for der er åbenbart ikke noget, der stimulerer libidoen som overhængende lemlæstelse og grusom død).

Men ja, jeg sænker hovedet og indrømmer, at jeg finder det ganske fornøjeligt. Måske er det blot, fordi jeg for år tilbage læste en oplysning om John Brosnan – og ulig hans navn er lige præcis det datum blevende hængende sammen med “Halvt haj, halvt mand, halvt rækværk” : adspurgt om, hvorfor han skrev under det navn, var svaret, at det mindede om hack. Slimer, som man måske kan læse af titlen, er skrevet med en vis selvbevidsthed og ingen illusioner om kunst. Det er også sådan, den bør læses.

One Response to HAK

  1. Hvis det skal være noget med, at naturen går amok, må jeg formode at M. Night Shyamalans “The Happening” er gefundenes fressen 🙂 Eller er vi ovre 2012-afdelingen med sharknadoes?
    Ovre i ScienceFiction-land er der to gode (klassikere?) om amokløbende natur(er): Strugatskij-brødrenes “Snail on a slope” og Harry Harrisons “Deathworld” (etteren!). Men iøvrigt – og apropos noget tidligere – kan jeg anbefale John Gribbins “The Sixth Winter” (skrevet sammen med en hvis Douglas Orgill (som jeg aner hvem er).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.