SUPERKULTUR

FILOSOFISKE DYR

okt
10

Ret inspireret – provokeret? – af Janus’ indlæg om HILDA hvor Janus nævner at denne muligvis har et drys af Tove Jansson (og jeg er ikke uenig), vil jeg lige kaste noget lommeuld på disken (muligvis med indbagt svedske, hvem ved?).

Relateret billede

LOMMEULD

Sé: – Der er en lang tradition for, at lade dyr fremstille menneskelig svaghed og dårskab (kan du stave til Æsop?), som “vi” jævntud kalder FABLER. Herudaf er også kommet mange “bon mot’er” og almindelige godtkøbsvendinger (“sure rønnebær”, “løvens hule”, “krage søger mage”). Bare så vi ved hvor vi er, terrænmæssigt (the map is not the road).

Billedresultat for antman versus hulk

“Lille Tue vælter stort læs” (det er Lille Tue til højre)

I mange – de fleste? – tilfælde bliver det hurtigt til allegorier (“The Wind In The Willows”), eller til “ren” FANTASY (“Bjældes lange rejse”), eller sødmefulde beretninger á la Beatrix Potters. Men sommetider kommer der andre ting ud af skabet. Eksempelvis kan man nævne “Peter Plys”, der – sandt for dyden – er ligeså platfodet borgerlig som “Vinden i piletræerne”, men som alligevel indeholder den samme slags dybfundige indsigter, som Bamse og Kylling. The Tao Of Bamse! The Buddha of Magnus Tagmus. Men også de patafysiske elementaler Nebbersevægen og Oppersagokken (kend din julekalender). Eller hvad med Rasmus Klumps Evangelium?

Der opstår – udkommer – også underfundige fabler, som Richard Adams’ “Kaninbjerget”. Hvilken jeg så (også) opfatter som en allegori, selvom kaninernes mytologi absolut er et værdigt alternativ til menneskehedens frembringelser. For slet ikke at tale om “Abekongen”:

Relateret billede

(jo, vi kender godt Milo Manaras udgave, osv osv)

Men tilbage på sporet:

Tove Jansson (1914-2001) var maler, tegner og forfatter. Og mest af alt vil hun blive husket for mumitroldene, og visse vil måske også kunne se forbindelsen til det univers, der udrulles i “Hvem skal trøste knytten?”. Hvorom alting er, så blev mumitrolde-suiten åbenbart kategoriseret som børnelitteratur; oplæsning for de små. Muligvis foranlediget af, at svensk fjernsyn lavede nogle grønthakker-studsede udgaver, der kun lige med nød og næppe hentede handlingen hjem, og hvis eneste “tråd” til romanerne er mumitroldenes udseende – nu med skuespillere indeni, der ofte tog mumihovederne af. Pauvert, mildest talt.

Billedresultat for tove jansson

Tove

Derfor tog det også yours truly omkring 6-7 år, at “komme tilbage til” mumi, ved et rent tilfælde: – jeg så nemlig et antal illustrationer, som Tove Jansson havde lavet til Tokiens “Hobbitten”

Billedresultat for tove jansson tolkien

DVÆRGENE SPILLER I DYBET

Og det endda før, jeg havde stiftet bekendtskab med Ringenes Herre eller Hobbitten (ja, det vil sige: en fremmelig pædagog havde læst højt af Hobbitten, på en feriekoloni, men jeg sov ikke på den sovesal). Men på det tidpunkt – omkring 73-74 i forrige århundrede – rasede Tolkien-feberen, og hele mollevitten var forudbestilt på biblioteket til langt ind i evigheden. Så som fjorten-femtenårig tog jeg mod til mig, og gjorde det næstbedste: – bevægede mig ind i børnebogsafdelingen og lånte Tove Janssons “Troldvinter”.

Trollvinter 01.tiff

Det blev hurtigt tydeligt for mig, hvorfor den stod i børnebogsafdelingen: – det enkle, ligefremme sprog. Men det stod ligeså tydeligt for mig, at den indeholdt stemninger og “billeder”, der kunne tale til alle aldersgrupper. Noget ret sigende er To-Tiki-figuren, som er en pige, men opfører sig som en dreng. Der er også Murren, der er så kold, at den er farlig – men i virkeligheden er den et varmesøgende væsen; hvem skal trøst Murren?

Billedresultat for tove jansson murren

Men fremfor alt er der dette både spændende og foruroligende, at mumitrolden er vågnet op i en vinter-verden, han skulle have sovet fra, med maven fuld af grannåle. Han er vågnet i modsætningen til alt hvad han ved og kender. Det er til at tage og føle på.

Billedresultat for tove jansson mumitrolden

Så det kunne jo ikke blive ved det; jeg måtte ha’ mere mumi! Og så udfoldede universet sig ellers. Vi møder Hemuler, Snorkfrøkenen, Hattifnatter, Tofslen og Vifslen og et væld af andre karakterer og væsener, der hver især repræsenterer sider af menneskelig snusfornuft, dårskaber og tilbøjeligheder. Og selvom Mumitroldens rolle måske nok er observatørens og formidlerens, så har han også sine karaktertræk, der faktisk ikke ligger langt fra Bilbo Sækkers længsel efter nylavet the og kommenskager. Og alligevel “rykker de”, som vi siger nu om dage: – “er du på!?!?”

Billedresultat for tove jansson hattifnatter

Mens Mumitrolden er sådan lidt juvenil funderende, men samtidig handlekraftig når det gælder, så er hans far, Mumifar, en ret handlesvag filosof – eller måske man skulle kalde ham en lidt utilpasset idealist, i klassisk forstand.

Billedresultat for tove jansson mumifar

Heroverfor står Mumrikken: – en streetwise vagabond, der har set lidt af hvert, og som ikke skyr nogen fare, men samtidig er parat til at rykke teltpælene op (bogstaveligt talt) anytime!  Og på den måde har Mumitrolden mange fædre – eller “Faderfigurer”, for de freudiansk inklinerende.

Billedresultat for tove jansson mumrikken

det er Mumrikken til højre

Så er der nogle der vil sige: – jammen er det ikke bare Dyrene I Hakkebakkeskoven? Tjoh, det er muligt, men også dér er der noget på spil. I “Mumiland” er der faktisk ret farligt: – du kan blive slået med vanvid, hvis du møder Murren; du kan blive udbrændt, hvis du møder Hattifnatter i tordenvejr; og hvis Kometen Kommer vil din verden blive afsvedet, så du må gå på stylter over landområder udsat for den brændte jords taktik. Og du vil altid blive forulempet af Hemulen, for sådan er han nemlig, selvom han er en sart entymolog, for han ønsker sig kun FRED&RO!

 

Relateret billede

– jo den gør!

 – og samtidig er der den store kærlighed, som Mumitrolden føler overfor sin næsten esoteriske Snorkfrøken: – så er hun der; så er hun der ikke; og han må redde hende. En evindelig Orfeus og Euridike.

Andre har gjort sig umådelige anstrengelser for at oversætte To-Tiki eller/og Tofslen&Vifslen til Tove Janssons kropsnære forhold med mænd og kvinder. Det finder jeg ikke specielt interessant, for al inspiration kommer et sted fra. Det er andet er småforkølet lummerhed, der har meget lidt at gøre med Mumitroldens komplicerede verden. Og det er den – det er den verden – jeg syns man skal stifte bekendtskab med.

Relateret billede

Sjov med klovnekostumer

okt
09


Du kommer også til at flæve… jeg mener, svæve!

Klovne er ikke et ukendt emne her på siden – og jeg tror, der er generel enighed om, at de er sådan et kulturelt modsvar til et dødt æsel i vandhullet; noget, man skal holde lidt afstand til. Og vi ved naturligvis fra Stephen Kings Det onde, at de har en tendens til at vende tilbage med jævne mellemrum for at æde børns sjæle – og det gør de åbenbart også i virkeligheden, viser det sig.

For jeg kendte godt til de typer, der rendte rundt i 2016  og lod til at lege “Hvem bliver først skudt ned” ved at klæde sig ud som skræmmende klovne. Men jeg havde ikke før set, at det samme skete i firserne.

“It’s a mistake to ask when clowns went bad,” he says, “because they were never really good.”

A Brief History of Creepy Clowns er ret god til at trække de store linier gennem klovnens udvikling fra trickster til… nåja, sminket ondskab. Det kulminerede i 80erne, måske inspireret af John Wayne Gacy, der havde for vane at iklæde sig klovnekostumet og kalde sig Pogo. Navnet John Wayne afstedkommer åbenbart et ønske om at iklæde sig kulturelt signifikant tøj og slå folk ihjel – den anden fik det dog i det mindste omsat til en succesfuld filmkarriere.

Men i 1981 var Boston ground zero for klovneapokalypsen. Ground Pogo, måske? I slutningen af april sendte en school counselor et memo ud til forældrene – “Hold udkig efter mænd klædt ud som klovne”. Hvilket de gjorde, og som ved den observationens kulturelle kvantefysisk var de pludselig overalt. Den første, der blev arresteret, var dog kun en halv klovn – det vil sige, at han var nøgen fra livet og nedefter (hvilket ikke gjorde situationen bedre).

Over the next few days more calls came in, from East Boston to Cambridge and throughout other cities in the area – every call said the same thing; clowns in a van are trying to get children to go with them. Police start pulling over any car or van with a clown in it, which there were apparently a lot of them in the Boston area in 1981, but all they found were birthday party clowns. By May 9th, police were questioning the veracity of these reports. As they went over the multitudes of accounts, officers realized that no adult ever saw these clowns, only children ages five to seven. At the same time, reports of creepy clowns in Boston slowed down.

13th Floor har historien: When Pennywise Was Real: The Phantom Clown Scare of 1981

Og et bonuslink, fordi klovn er en karriere, der kan føre vidt, børnlille – selv hele vejen til Supreme Court – Bad Clowns:

9. Crotchy

Crotchy the Clown was charged with obscenity for exposing himself while hosting a public-access show called Cosmic Comedy in the 1990s; he appealed his conviction and his case ended up with the Nebraska Supreme Court being forced to watch him masturbate.

 

Fremtiden udsat for Asimov

okt
09

Nogen må jo stille de vigtige spørgsmål: Ville en BDSM-sexbot bryde den første af robotikken tre love?

The nature of my job is to predict ways humans will interact with a given technology—in this case, a robot designed for a sexualized situation. One of my first questions about a robot designed for BDSM interactions with humans would be to ask about the definitions of injure and harm from the robot’s perspective, and how the robots will accurately identify those conditions in people. Both of those words have multiple meanings that include very nuanced physical and emotional ramifications.

Noget helt andet er, at det job lyder ganske enkelt – Hvordan vil folk interagere med en given teknologi? Svar: De vil forsøge at have sex med den. Eller på anden måde udnytte den til sexrelaterede formål. Hvis det ikke kan lade sig gøre, vil teknologien fejle – farvel, Laserdisc, halløj DVD med lov til at vise porno.

2000-scifihaiku

okt
08

The millennium
The world really did end then.
But we rebooted.

Så er julen ødelagt igen

okt
06

There goes christmas!

Det var måske lidt af en kamel at sluge for nogle, at opdage at julemanden ikke findes i virkeligheden. Og en tidlig kamel også, skulle man formode, den slags der sår alvorlig mistro til voksenverden. Alligevel fortsætter Grønland og Finlands turistsektorer den kolde krig om hvor han bor (Nordpolen er et mere neutralt bud). Nu viser det sig så imidlertid han nok har været død hele tiden, eftersom tyrkiske arkæologer mener at have fundet Skt Nikolaus’ grav i Antalya.

Denne nye situation sætter både småbørnsforældre og verdensledere i en alvorlig situation: hvordan skal man fremover forklare ungerne at julemanden dels er fiktiv, dels rigtigt død, og at det var okay indtil nu at foregøgle dem at en fremmed mands spøgelse kom med gaver til dem om natten?

Mere brændende, og her synes jeg alvorligt talt vi alle sammen skal lægge pres på vores lokale folketingsrepræsentanter for at udøve et internationalt pres på Tyrkiet: selv en Erdogan må indse at den grav under ingen omstændigheder må forstyrres. Har vi ikke lært af et helt århundredes mumie-film at det bare vækker den udødes tusindårige tørst efter hævn over menneskeheden?

The Autopsy of Jane Doe

okt
04

Fire døde mennesker i et hus. Muligvis er det et røveri, der er slået fejl. Den ene af de døde ligger halvt begravet i kælderen. Det lyder som oplægget til en krimi, men heldigvis er der andet og mere i The Autopsy of Jane Doe. For liget bringes til det lokale lighus med besked om en hurtig obduktion – pressen vil have spørgsmål i morgen tidligt, så det haster med en dødsårsag. Far og søn kaster sig over projektet der i kælderen.

Projektet kaster sig over dem.

Især første del af The Autopsy of Jane Doe er et vellykket horror-kammerspil. De to mænd begynder at undersøge den døde krop, og besynderlige detaljer dukker op. Der er ikke de tegn, et lig burde fremvise efter en vis tid, og trods voldsomme skader er der heller ingen ydre indikationer. Det er et mysterium, som så langsomt begynder at udvikle sig til rædsel.

Historien bevæger sig lidt væk fra de to mænd i et lokale, men formår alligevel at opretholde en god klaustrofobi. For selvfølgelig er der noget overnaturligt involveret, og selvfølgelig befinder vi os i en bygning fyldt med døde mennesker, og selvfølgelig går det helt ad helvede til.

Jeg var noget overrasket over at opdage, at det er André Øvredal, der står bag The Autopsy of Jane Doe – nok mest kendt for den eminent underholdende Troldjægeren. Der var han også i horrorfarvand, men den her går til emnet på helt anden vis. Der er ikke det underlæggende glimt i øjet, som løfter Troldjægeren op – og det ville da også passe dårligt her. Desværre mangler den lidt et lignende krydderi for lige at løfte den det sidste stykke; for Jane Doe ligner en standard amerikansk horrorfilm, og selv om den er langt over middel (og betydeligt bedre end det meste af det, streamingtjenesterne byder på), kan jeg ikke lade være med at føle, at den mangler det sidste. Afklaringen af det grundlæggende mysterium bliver lidt klodset (indrømmet, det ville være svært at gøre det let og glidende, når man er så begrænset i lokation som her), men ideen er nu dejligt oldschool. Jeg vil ikke afsløre den her – og hvis jeg lyder kritisk, er det hovedsageligt for at sænke dine forventning, men kilde din nysgerrighed, så du ser den og bliver positivt overrasket.

Dessert-scifihaiku

okt
03

I scream and you scream.
Somebody put broken glass
in all the ice cream

Hilda

okt
02

Der er mange grunde til at elske Hilda.

Først og fremmest naturligvis de originale tegneserier af Luke Pearson. Og for mig personligt det faktum, at der er kommet en ny, som jeg ikke havde opdaget, førend jeg tjekkede hans bibliografi på Wikipedia for lidt siden.

Hilda er en af de der få tegneserier, der forstår at ramme både børn og (i al fald nogle) voksne. Ikke som de dræbende mængder af YA-romaner, der skyller ud på markedet og forsøger at trykluftsbore sig ind i følelserne hos både teenagere og deres mødre, men en ærlig, uskyldig tegneserie med charme og lidt ekstra lag. Pearson rammer roligt et eller andet Venn-diagram, hvor Astrid Lindgren og Miyazaki, blandet med et eller andet, jeg ikke har identificeret nærmere. Er det mon Tove Jansson, der også stikker snuden ind?


Hilda er endda ude på dansk – mere kærlighed!

Vor hovedperson, der også lægger titel til serien, bor i ødemarken med sin mor – og et hav af kæmper, naturånder og andet godt. Hvilket hun naturligvis går til som den naturligste ting i verden – og de historier er så fint fortalt, at man som voksen læser både kan nyde dem umiddelbart og læse en masse ind i dem, om man så lyster.

En ny grund til at elske Hilda er, at hun nu også er animeret – altså, ikke træls og overkørt, men en tegnefilmsserie på Netflix.

Den tanke gjorde mig ærligt talt lidt nervøs til at starte med, og jeg var lidt loren igennem første afsnit. Tegneserien og -filmen har måske nok et nogenlunde nært slægtsskab, men de er også vidt forskellige måder at fortælle på – på skærmen er der ingen hvide områder mellem ruderne, hvor læserens fantasi kan spille med. Vi må se og høre alt det, vi ellers har forestillet os, og det er som regel forkert (eller også er det mig, der er dårlig til at forestille mig ting). Sådan var det også her, men det tog nu alligevel ikke serien længe at overbevise mig. Det er en behagelig ny udgave af Hilda, som ganske vellykket overfører tonen til et nyt medium.

Jeg har lige lært på Jakobstegelmann.dk, at Pearson har en fortid som Storyboarder på Adventure Time – og jeg kan da også godt mærke forbindelsen til den. Men hvor den blev lidt for animeret (i den anden betydning) for mig, har Hilda måske lært lidt af f.eks. Over the Garden Wall. Den tillader sig at skrue ned på hastigheden og skrabe plottet lidt, men i stedet slås med stemning og store spørgsmål.

MEN den allerstørste grund til at elske Hilda er dog bifiguren Alfur:


(Ikke helt så glad for oversætteren, for det hedder et klassifikationssystem, men man kan ikke få det hele)

 

Tre gåder

okt
02

 

Dragen vågner langsomt. Da gruppen bevæger sig ind i hulerne, runger deres fodtrin ned gennem gange, der ikke er blevet betrådt i mange cyklusser – ingen egentlige bevægelser når ned, hvor dragen venter, men alligevel udveksles der information. Det vækker ikke dragen, men det starter en proces.
Hulesystemet er gammelt og dybt. Oprindeligt blev det skabt, men siden er der opstået mere. Nogle fælder og dødbringende afgrunde er vokset til, mens andre bare er vokset. Blindgyder og labyrintiske ormegange er opstået. Og al den tid har dragen ventet der, hvor det altsammen fører hen.
Der, hvor gruppen søger at nå frem til. De ønsker rigdom og glemt viden, som blev skjult der. De kender hinandens styrker og svagheder, og de kommer hurtigt frem. Det er længe siden, at der var mennesker her, men dengang kom de hverken så hurtigt frem eller så langt.
Gruppen har et kort – og vigtigere: en, der forstår at læse det.
Da de når halvvejs, åbner dragen et øje. Kløer af sort is glider frem uden en tanke. Årene er ikke gået den helt forbi.
Måske, tænker den, er det skaberen, der er vendt tilbage efter umindelige tider. Den er, husker den, det sidste forsvar. Hvis det er skaberens tilbagekomst, er dens opgave blot at give adgang. At anerkende ham og åbne den sidste dør. Hvis ikke…
Da de kommer ind i hulen, har den rejst sig i sin fulde højde. En af dem, en lille mand i beskidte rober, træder frem.
Dragen venter. Sådan er protokollen.
“Mit navn er PussyHunter1745,” siger han, “jeg har glemt mit password.”
Dragen taler, for første gang i æoner: “Hvad er din moders pigenavn?”

Et løfte? En trussel?

okt
01

Fundet på gaden i Malmö. For at citere Burtons Jack Skellington, “What does it mean? What does it mean?