SUPERKULTUR

Don’t Watch This

nov
14

Netflix har om noget gjort det lettere at se film og tv-serier – hele processen er blevet effektiviseret. Ikke længere noget med at rejse sig fra sofaen og begive sig til egen samling eller et centralt udlejningssted eller for den sags skyld en biograf. Intet behov for at opsøge flere steder for at finde en titel (enten er den der, eller også er den ikke).

Det virker som et naturligt næste trin at levere indhold, der gør alt arbejdet for abonnenterne allerede i titlen: Don’t Watch This. Mere effektivt kan det dårligt blive.

Don’t Watch This er en samling på fem horror-kortfilm, som ramte midt i en indre diskussion. Jeg havde netop set to vellykkede eksempler på horror som tv-serier med hver deres tilgang – The Haunting of Hill House virkede som en gentænkning af Shirley Jacksons roman via Stephen King, mens sæson 3 af Channel Zero var baseret på en creepypasta, men på mange måder virkede som en filmatisering af en af Clive Barkers mere fantasy-orienterede romaner. Begge to er de helt klart værd at se, omend de slås lidt med problemet horror i etaper. Horror som genre bør vel et eller andet sted forsøge at skræmme seeren (eller læseren) – og fastholde vedkommende i den følelse. Det strider lidt imod tv-seriens opbygning, idet seeren gerne går til og fra historien.

De går forskelligt til udfordringen – Channel Zero ved at gå all in, Haunting of Hill House ved nogle gange at smide nogle lidt pligtskyldige gys ind (jeg har set serien beskrevet som for kedelig, men for min skyld måtte de faktisk gerne have skruet endnu mere ned for spøgelserne). Det fik mig ind på en lidt ældre tanke om, at den korte form er superb til horror – der er så mange muligheder, når man sætter sig nogle begrænsninger for historiens omfang.

Og der var det så, at denne serie dukkede op på Netflix, og jeg kastede mig gladeligt over den.

Desværre har Don’t Watch This stort set kun én tilgang til horror, og den er “Vi har en fyr, der kan lave den her effekt… så vi bruger en lille smule tid til at lave en undskyldning for at vise den effekt.” Der er med andre ord ingen historier eller særlige ideer eller stemning eller noget som helst andet, der kunne gøre kortfilmene her interessante. Med en lille undtagelse: det sidste afsnit, der med sine to minutters varighed faktisk rammer en meget god tone med antydning af mere under overfladen – hvilket så altsammen bliver smidt på jorden i allersidste klip, for “vi skal da lige have en effekt!”

Jeg har stadig en forkærlighed for korthorror, men den her serie ramte med en timing og en styrke, der har fået mine forventninger ned.

Tilbage til rummet!

nov
12

Jeg forestiller mig at science fiction interessen er stor nok her, til at retfærdiggøre en rum-robot som denne!

All your base are belong to us!

Reklame-scifihaiku

nov
12

I anledning af den nye oversættelse af Lovecraft til dansk

Cthulhu kalder
Alle siger, han gør det
Ingen spø’r hvorfor

BRO BRO BRILLE

nov
08

Med udgangspunkt i det indlæg, som  Janus lavede om de linedansende elefanter, en elefant kom marcherende, føler jeg mig næsten forpligtet til at videreformidle en epifani.

Men inden vi når dertil, så kan man – vedr. elefanter – jo lige overveje betydningslagene i:

Billedresultat for mon du bemærket har

(billedet er ejet af SHUFFLEbook)

Mon du bemærket har, hvad der på loftet var?
Det var en kæmpeting, som cykled’ rundt omkring.
Det var en elefant, den var så elegant.
Den ha’d en hale her – en endnu læng’re der.

Disse chtulhoide pachydermer i rumtidens tesserakt, disse landlevende havdyr, disse Yag-Koshaer, der krydsede verdensrummets dyb på store vinger:

Relateret billede

(Roger Dean)

Og ligesom det er forsvundet fra vores bevidsthed, at disse skabninger kom ned fra stjernerne, og kun nu – med nød og næppe – fremstår som uforståelige levn, henvist til børnesangenes univers, ligeledes er “Bro Bro Brille” nu kun kendt som en sangleg, der intet har at gøre med de bagvedliggende begivenheder, som vitterligt ikke er for børn. Eller sarte sjæle.

Det må formodes, at de allerfleste har været “udsat” for BRO BRO BRILLE på et eller flere tidspunkter gennem deres opvækst. Ikke desto mindre præsenteres hèr teksten, således at referencerne er på plads:

Bro, bro, brille!
Klokken ringer el’ve,
kejseren står på sit høje hvide slot,
så hvidt som et kridt,
så sort som et kul.

Fare, fare, krigsmand,
døden skal du lide,
den, som kommer allersidst,
skal i den sorte gryde.

Første gang så la’r vi ham gå,
anden gang så lige så,
tredie gang så ta’r vi ham
og putter ham i gryden!

Visse kilder (herunder Wikipedia) hævder, at BBB blot er en dansk udgave af “London Bridge Is Falling Down”. Muligvis på grund af ligheden i selve legen, udførslen. Ihvertfald ikke med udgangspunkt i sangen. Hverken tone eller melodi er identisk.

En anden kilde, der forholder sig til netop melodien, kadencen, hævder at det drejer sig om en populær pavane, der skulle være opstået under 30-års krigen. Næppe heller korrekt, selvom den pragske defenestration (en helt ny måde at henrette på), kunne ligne “og putter ham i gryden”. Men det er næppe heller korrekt.

Billedresultat for defenestration

Vi skal helt tilbage til 1300-tallet, hvor Det Osmanniske Rige stod i begreb med at erobre størsteparten af det sydøstlige Europa. Og man skal forestille sig situationen på en fremskudt fæstning, eller borg, under janitsharernes fremrykning: – presset forfra; svigtende forsyningslinier bagude – et sted i Karpaterne.

Lad os derfor gå til en analyse af sangen:

BRO BRO BRILLE

Billedresultat for bro bro brille

Man må forstå at skriftsprog og talesprog altid har været et spørgsål om mode. Det har altid været fint&fornemt, hvis man kunne et sprog der var på en vogue: – græsk, latin, tysk, engelsk, fransk. I dette tilfælde skal vi have fat i fransk. For der er ikke tale om nogen “bro” eller nogle “briller”. Derimod er der tale om “braux” og “brillé”. “Braux” betyder markafbrænding, og “brillé” betyder skinnende. Med andre ord taler vi om en observation af, at markerne bliver brændt af – af fjenden, af de osmanniske styrker (husk på: vi befinder os på “borgen”). Det skinnende – “brillé” – er så enten genskinnet fra disse brande, om natten (sort/hvidt) eller genskinnet fra fjendens våben eller skjolde.

“Klokken ringer elleve”. I vore mere stressede, eventuelt digitale, tider – klimaforhold, 3. verdenskrig, hvaharvi? – er det mere, at klokken er “fem minutter i tolv”. På daværende tidspunkt var det ligevel faretruende med “klokken elleve” (talmagi). Så der er altså drama på drengen. Fjenden er her og “han” har brændt vore marker af.

“Kejseren står på sit høje hvide slot”. Enhver er kejser i sit eget rige, så det der er tale om er, at borgherren på denne fremskudte fæstning, står fast i sin overbevisning om, at denne fjende skal slås tilbage, bekæmpes; han STÅR der. Han kan det. Han har sine midler.

“Så hvidt som et kridt; så sort som et kul”. Sætningen er mangetydig: er der tale om et udtryk for en art racisme? Fjenderne er “sorte”; “vi” er “hvide”? Er der tale om at nat skifter med dag, og belejringen varer ved? Er der tale om, at “kejserens” ansigt snart er sort af vrede, snart hvidt af rædsel? Vi ved det ikke.

“Fare, fare krigsmand”. De fleste børn – ihvertfald nogle – vil nok opfatte det som “far, far krigsmand”, idet enhver far kan ses som en “krigsmand”, der kæmper for familien. Eller sådan var det ihvertfald, engang. Nu om dage er det muligvis blevet mere flydende, hvad FAR egentlig er for en størrelse. Men da dette nødig skulle udarte til noget om kønsroller eller identitetsproblematikker, kan vi slå fast, at der er tale om “fare”. Hvilket er besynderligt.

For en “krigsmand” – en soldat, en kriger – er der vel altid “fare”? Hvorfor er det vigtigt at understrege det, så at sige indflette det, i sangen? Jo, det kommer af det næste: “Døden skal du lide”. Altså: døden SKAL du lide! For det er vel ikke sjældent at en “krigsmand” faktisk lider døden – at han bliver slået ihjel, det ligger ligesom i krigens natur (eller mangel på samme). Soldater dør – det er deres metier at dø. Slå ihjel – og derefter dø. That’s your call to duty!

Men her er det fremhævet &: – Den som kommer allersidst, skal i den sorte gryde!

Hvad er det for en slags situation, vi har hér? Vi har en belejret borg. Vi har en population indenfor borgen (hvilket vi kommer tilbage til). Vi har svigtende forsyningslinier, og vore “krigsmænd” er af svingende kvalitet, for: “Første gang, la’r vi ham gå, anden gang så lige så!”

Se! “Kejseren” ville jo ikke være nogen kejser, medmindre han har et folk “under” sig. Soldaterne, “krigsmændene”, tæller ikke, thi de er blot “hæren”. Men hvis ikke kejseren kan brødføde folket, selv i en belejringssituation, så har han ikke noget folk – og er derfor kun kejser “i det blå”. Han – “kejseren” – tager derfor den beslutning, at lade borgen, fæstningen, gå ind i såkaldt “lukket kredsløb”. Hvilket betyder “kannibalisme”. Og det er hér “den der kommer allersidst” får sin betydning. For det er de dårligste “krigsmænd”, der bliver henvist til “Den Sorte Gryde”.

“Første gang, så la’r vi ham gå” – der er altså retfærdig til. “Anden gang så ligeså”. Men tredje gang….

Men er det muligvis sådan, at “anden gang” drejer sig om, at selvom han er en dårlig “krigsmand”, så har borgen, fæstningen, byen, befolkningen, brug for et genetisk boost? Er det sådan, at både første gang og anden gang, så er det faktisk også krigsmandens opgave at pro-kreere? Taler vi om, at selvom han ikke er fuldt ud en superhelt på slagsmarken, så er han ihvertfald avlstyr nok til at sørge for byens/borgens/fæstningens “befolkningstæthed”. Med andre ord: – efter treide samleje, med en “befrugtelig” kvinde, tiltræder han sin sidste rolle på denne jord, nemlig som fødegrundlag for det samfund han har kæmpet for. Er det sådan det skal læses?

Den, i sidste del af sanglegen, adspørgen til “rugbrød eller franskbrød”, “pære eller banan”, og derefter “tovtrækning”, afspejler muligvis at “delinkventen”, “krigsmanden”, har haft mulighed for at bestemme, hvorledes han ønskede sig tilberedt “i den sorte gryde”. Samtidig kan “tovtrækkeriet” også være en illustration af det kaos, der uvilkårligt ville opstå omkring kødgryderne, når der endelig var udsigt til mad på bordet, igen. Medmindre det er en slags hyldest til den “krigsmand”, der gjorde “os” mætte. Vi ved det ikke.

Men hvis vi nu skal trække hele denne historie, alle disse nærgående analyser og halvkalfatrede konklusioner, ned på et terrængående niveau, hvor det er muligt at lodde dybderne i et så enigmatisk materiale, så bliver vi nok nødt til at gå til populærlitteraturen for en endelig opløsning. Med andre ord, må man spørge sig selv, hvad BRO BRO BRILLE egentlig afspejler. Og der har jeg udfundet at det drejer sig om:

Dracula; Vlad Tepes; Spidderen; Den Lille Drage.

Fortæl det, nede i børnehaven.

Total Recall

nov
05

Jeg kunne sige meget om firserne. Og endnu mere om halvfemserne. Og meget lidt af det ville være pænt. Men måske, bare måske, er det, fordi begge årtier peakede lige der, hvor de stødte sammen, i 1990. Lige der fik vi nemlig Total Recall.

Kammerat Simon sendte mig dette billede, fordi han sad og så filmen. Få minutter senere gjorde jeg det samme. Dette bekendtgjorde jeg overfor kammerat Allan – kort tid senere var han også indfanget. Hvis jeg forstår eksponentiel vækst korrekt, vil hele verden inden for en måneds tid have (gen)set Arnolds mesterstykke. Dette blot for at vise Total Recalls memetiske styrke.

Det er muligt, at PKDs novelle er tidstypisk 60er, men filmen er det fuldendte amalgam af 80er og 90er. Det er som en kulturel Leidenfrost-zone, hvori sund fornuft opløses, og filmen skøjter rundt på en pude af damp.

TØJET
Arnie er en stor mand – altså, rent fysisk. Jeg tør ikke tale om ham som menneske. Men alle render rundt i tøj, der lige er lidt for stort og lidt for inspireret af kartoffelsække. Måske er det bare, hvad vi kommer til i fremtiden.

BILERNE
Jeg elsker filmens Johnnycabs, men det er svært helt at tage en biljagt seriøst, når den foregår mellem to golfvogne med en forklædning inspireret af enten papkasser eller stealth-fly.

NON SEQUITURERNE
Apropos Johnnycabs – kan man andet end elske en film, der afsætter tid til, at en selvkørende taxa forsøger at slå vor helt ned, komplet med one-liner? Det sker bare, fordi det sker. Okay, Arnie overtog bilen med magt, men stadig.

EFFEKTERNE
I sandhed er det nok her, filmen topper, for den ligger lige der, hvor Hollywood droppede miniaturerne og begyndte at bruge CGI i stedet. Og det skulle de ikke have gjort. I det hele taget skulle Hollywoods teknologi bare være stoppet der, hvor en effektmager sad og nænsomt lave en gengivelse af Arnold Schwarzeneggers ansigt med ekstra elastisk næse. Det er muligt, at man principielt set kan gøre alt med computere, men jeg har endnu ikke set nogen skabe en så perfekt kombination af absurditet og håndgribelig realisme. Den næsemanøvre er et højdepunkt i filmkunsten. Basta!

SLÅSKAMPENE
Hollywood skulle have stoppet den teknologiske udvikling, ja, men det glæder mig dog noget, at filmenes fremstilling af kampe er noget, man har arbejdet med sidenhed. For, som konen sagde, omend de var dramatiske, da man oprindelig så Total Recall, så ligner de i dag hovedsageligt noget, hvor alle lydefekter kan erstattes med… yoink!

Kryptonianer-scifihaiku

nov
05

Sent our son to earth
to soak up solar power.
Goddamn skin cancer

Frygt elefanterne

nov
02

Jeg mener, at jeg har skrevet dette før, men det har sandsynligvis været på et eller andet socialt medie – og det fortjener at blive gentaget her på det åbne internet. Sandheden må ud, hvor folk kan se den.

Det handler om noget så uskyldigt (troede vi) som en børnesang. Nemlig denne:

En elefant kom marcherende
hen ad edderkoppens fine spind,
fandt at vejen var så int’ressant,
at den byder op endnu en elefant.

Hvad er der galt med den? Jo, det skjulte budskab (er det ikke altid det?). For hvis man kigger nærmere på sangens struktur, står det snart klart, at den ikke blot handler om spadserende loxodonter, men i stedet er… en tidsrejsefortælling.

Bemærk, hvordan al deres trampen omkring foregår i fortiden. Mens deres rekruttering til nye strækmarcherende mastodonter foregår i nutiden!

Tydeligvis bevæger de fladfodede dyr sig skødesløst rundt i vores fælles fortid (ad det fine spind, der er tid-rum-kontinuet) og rejser til nutiden for at hente flere firbenede soldater. Det lyder uskyldigt, men allerede Bradbury vidste, hvor farlige et par fødder kunne være i fortiden, og elefanterne har maksimeret forholdet mellem vægt og fodantal. De er temporale dødsmaskiner!

Wake up, sheeple!


Jeg siger ikke, at elefanter er Hitler – jeg stiller bare spørgsmålet: Hvem ellers var en mislykket kunstmaler?

(Billedet er under CC-licens: CC BY-SA 3.0)

VIRKELIGHEDENS FIKTIVE VIRKELIGHED

nov
01

I et udslag af tiltro til egne uovertrufne evner, til at se ind bag det slør, som virkeligheden har lagt over vore øjne, for at dølge en langt mere fiktiv tilstedeværelse bag alt, overbeviste jeg mig selv om at jeg havde set lyset, da det gik op for mig, hvor meget Barry Fife og Donald Trump ligner hinanden:

Billedresultat for barry fife

 Relateret billede

(find Donald)

(jeg skal øjeblikkeligt beklage det omfangsrige foto af USAs nuværende præsident (god bedring!), men årsagen skyldes grunde vi snart kommer tilbage til)

Nåmmen, det viste sig så, at jeg ikke var så genial og nytænkende, som jeg selv troede, thi denne “kongruens” – om man så må sige – findes allerede som et hashtagget tweet:

(passer ret godt med at en præsident for et af verdens mest magtfulde lande, finder det opportunt at meddele sig på netop denne kanal)

Barry-boy (there are no new steps) er så mere en rød mand, med gult hår, mens Donald-drengen (there is only alternative facts) har blandet farverne til ensartet orange. Og mens BB gør brug af en toupe, nøjes DD med nakkehår i panden. Sådan skal det være – godt hentet. (Tænk at skulle gøre det hver dag; jeg nøjes med det til festlige lejligheder, såsom skæronsdag, langlørdag og 4. juledag).

Nå! Den omgang vandt jeg så ikke. Jeg kom ihvertfald ikke i mål som den første. Til gengæld var der et andet aspekt af Donald Ducks fremtrædelsesformer, der virkede sært bekendt. Og det er hér, det i al overmåde store billede af “geniet” kommer i spil. Se lige den højre hånd! Se pegefingeren, se – i det hele taget – fingrenes “graciøse” placering vis-a-vis hinandre! Og se så ham hér:

Billedresultat for robert de niro al capone

(Al Capone i skikkelse af RDN)

For fuldstændighedens skyld skal man måske se ham i fri dressur, vi sender en lænke:

(You’re fired!)

Tilbage står om Robert De Niro har set Donald-drengen i aktion, eller om det forholder sig omvendt. Man sætter pølse for, man sætter pølse bag …

På den måde er det ret muntert at høre USAs præsidenter tale om “slyngelstater”. There are no new steps!