SUPERKULTUR

Klokkeklang

nov
30

Når man sidder i et tog med en gammel notesbog, dukker der somme tider sære ting op.

NØRDERI I 2.

nov
21

For tiden genlæser jeg – for pokker må vide hvilken gang – Arthur C. Clarkes “Against the fall of night”. Når jeg siger “for tiden”, så er det ikke fordi romanen er særlig lang, og derfor ville tage lang tid at komme igennem, men fordi den er udnævnt til “go’nat-læsning”. Man kan så at sige, sige, at jeg falder i søvn til den. Ikke fordi den – så at sige(!) – er kedelig, men fordi jeg kender den; genkendelsens beroligende effekt. Eller: – det troede jeg ihvertfald.

Billedresultat for against the fall of night

Så sker der det, at Jakob smækker den her MOC-dokumentar på bordet, som aktiverer et associations-gen, der sender mig tilbage i tiden.

På hedengangne ESSEF skrev jeg et indlæg om Clarke, navnlig med hensyntagen til fire historier/noveller/romaner, der synes at have et fælles tema. Og her taler vi om “Against the fall of night” (sikkert også om den omskrevne udgave: “The city and the stars”, som jeg faktisk ikke har læst, beklager), “The lion of Comarre”, “The road to the sea” og “The wall of darkness”.

Billedresultat for the lion of comarre

Relateret billede

Relateret billede

(det er altså The Road To The Sea, selvom der står noget andet)

Billedresultat for the wall in darkness arthur c clarke

 

Alle fire historier handler om utilpassede unge mænd, der føler at verden omkring dem er for trang, samt at der ligger hemmeligheder til grund for den idyl, der tilsyneladende omgiver dem. Drengene hedder henholdsvis Alvin of Loronei, Brant, Shervane og Richard Peyton III.

I mit essay/indlæg på ESSEF gjorde jeg gældende, at de sådan set var i familie med hinanden, om ikke ligefrem avatarer af den evige ungdomsoprører (hvorfor må jeg ikk’ få beatleshår? Hvorfor skal jeg altid klippes, mo’r?)

Og det skal jo nok være rigtigt, når jeg nu selv har skrevet det 🙂

Sideordnet er det faktisk lidt sjovt (associationer, igen), at der optræder figurer af sfinxer i både “The road to the sea” og i H.G. Wells’ “The time machine”:

Billedresultat for Virgil Finlay time machine

(Virgil Finlay)

For ligeledes er vejen fra Diaspar til Lys (Against the fall of night) gemt “under” en statue; og ligeledes er Shastar (The road to the sea) en større udbredelse under jorden end over. Og det hele summerer sig måske op til noget med “laaaaaaaaaaaaang tid”, som er gået, før de unge mænd griber til fadet.

(vi er kommet lidt langt ud, ikk’? Skal vi komme tilbage?) Herfra “spoilers”:

“Many and strange are the universes, that drift like foam and bubbles upon the river of time”. Dette er indledningen til “The Wall in Darkness”, som handler om gutten Shervane, der finder ud af hvor lille et kosmos, han bebor, og hvor mærkeligt det er. Muren i mørket er grænsen for dette univers, idet det, som en möbius-strimmel, folder sig tilbage i sig selv. En anden slags fortælling, ad samme spor, kan findes i David I. Massons “Traveller’s Rest” eller Christopher Priests “Inverted World”.

I Jakobs MOC ser man en hest, der er på vej over en bro. Det er godt nok. Men hvad med skiltet? Se lige på skiltet! Javist er det en rundkørsel, men da dette foregår i Shervanes univers, og længe efter hans død, så er Maia og hendes hest på vej ind i möbius-terræn. Og det er derfor hesten tøver.

Men så sker der det … – så sker der det: Igår aftes opdagede jeg, at der på side 156 i

Billedresultat for the lion of comarre

nævnes at: ” … the loveliness which such artist as Shervane and Perildor had created for men’s eternal admiration.”

Så hvis Shervane, der lever i absolut lukket univers, også optræder i Alvins fortid …. – men den skal jeg nok bare lad stå, og lade andre om at udlede. God fornøjelse, og pas nu på jer selv derude 🙂

Mødet er hævet. Tak for god ro og orden.

Hvad en ravn dog ikke må stå model til

nov
20

Det er altid sjovt at genkende en skuespiller i en gammel film, som man slet ikke ville forbinde med vedkommende. Det samme kan nogle gange gøre sig gældende, når man ser bogforsider. Som nu ravnen her:

Her forsøger den at vise vej til “en åndelig sanseskabt og derfor udvidet forståelse af virkeligheden” (SPOILER – den er gemt i dig). Men hvor har vi nu set den før? Nåja.

På forsiden af Enter Darkness’ antologi af horrornoveller! (Som forresten har nogle okay historier, så vidt jeg husker – Jette har en anmeldelse). Det er jo tydeligvis en sulten ravn, så den må tjene penge, hvor den kan.

Og som en bonus:

Valetas apokalyptiske antologi-model, der også reklamerede for en kontrafaktisk spændingsroman.

Så er der fantasy!

nov
19

Jeg har kastet mig ud i noget fantasy-agtigt! Tag et kig 🙂

Ghoul

nov
17

Ghoul er en indisk miniserie på Netflix, der rammer direkte i et par interne diskussioner.

Den første er sandsynligvis fra et tweet eller lignende, som jeg stødte på – med holdningen, at Hollywood burde holde op med at genfilmatisere værker, der fungerer så godt første gang; fingrene fra klassikerne, kast jer i stedet over mislykkede film, for dem kunne I forbedre. Og lige i den kategori hører Ghoul til: den er mislykket, og en Hollywood-behandling kunne gøre gode ting ved den.

Den anden diskussion kommer af det mislykkede og den tidligere snak om horror og længde, for den største fejl er nok historiens længde. Havde man droppet tanken om en miniserie og i stedet indspillet en film, havde man været nødt til at stramme gevaldigt op på historien, og alene det kunne have gjort den betragteligt bedre.

Længden kommer bl.a. af et science fiction-element, man har valgt at blande ind i historien – den foregår i en nær fremtid, hvor den sekteriske vold er vokset i en sådan grad, at lovene er blevet strammet voldsomt, at man bl.a. har investeret i Abu Ghraib-agtige anlæg som det, filmen foregår i: under jorden. Vor hovedperson er den unge kvinde Nida, som er ved at blive uddannet inden for sikkerhedsstyrkerne, efter hun har angivet sin far for at ligge ind med oprørsk litteratur. Alt dette, der i et snuptag kunne gøres til samfundskritik, virker klistret ovenpå filmen med ét formål: vor helt skal være i et underjordisk fængsel, og hun skal have dårlig samvittighed, da en mystisk fange bliver bragt ind.

Ali Saeed er en oprørsleder, som længe har været eftersøgt, og de har nu kun ganske kort tid til at få ham til at tale. Beklageligvis (for dem) medbringer Ali andet end viden, da han bliver ført gennem dørene. Og snart begynder der (forudsigeligt nok) at ske slemme ting.

Ghoul er et klassisk “folk isoleret med et monster”-scenarie – arketypisk horroride, jeg personligt er glad for; tilsæt nogle håndvåben og nogle eksplosioner, så kan jeg spise popcorn, til Nye Borgerlige udvikler en moral. Og der bydes også på en god del ganske velfungerende scener, både som horror og som mere personorienterede vinkler. Men der er nok også en kulturforskel, der gør sig gældende, for ofte trædes der vande, skuespillet er akavet, og ideerne er klicheede (bedst er, da den halvmytisk omtalte torturbøddel måder op i bedste firser-skurkestil og orienterer sit imponerende korpus og overskæg mod fangen i slowmotion).

Gid, Netflix dog ville give denne videre til en mellemvare-instruktør og tillade ham halvanden time til den samme historie og et tilsvarende visuelt udtryk, så ville der være grobund for popcorn. Som det er nu, er det måske snarere optøede frysemajs.

Don’t Watch This

nov
14

Netflix har om noget gjort det lettere at se film og tv-serier – hele processen er blevet effektiviseret. Ikke længere noget med at rejse sig fra sofaen og begive sig til egen samling eller et centralt udlejningssted eller for den sags skyld en biograf. Intet behov for at opsøge flere steder for at finde en titel (enten er den der, eller også er den ikke).

Det virker som et naturligt næste trin at levere indhold, der gør alt arbejdet for abonnenterne allerede i titlen: Don’t Watch This. Mere effektivt kan det dårligt blive.

Don’t Watch This er en samling på fem horror-kortfilm, som ramte midt i en indre diskussion. Jeg havde netop set to vellykkede eksempler på horror som tv-serier med hver deres tilgang – The Haunting of Hill House virkede som en gentænkning af Shirley Jacksons roman via Stephen King, mens sæson 3 af Channel Zero var baseret på en creepypasta, men på mange måder virkede som en filmatisering af en af Clive Barkers mere fantasy-orienterede romaner. Begge to er de helt klart værd at se, omend de slås lidt med problemet horror i etaper. Horror som genre bør vel et eller andet sted forsøge at skræmme seeren (eller læseren) – og fastholde vedkommende i den følelse. Det strider lidt imod tv-seriens opbygning, idet seeren gerne går til og fra historien.

De går forskelligt til udfordringen – Channel Zero ved at gå all in, Haunting of Hill House ved nogle gange at smide nogle lidt pligtskyldige gys ind (jeg har set serien beskrevet som for kedelig, men for min skyld måtte de faktisk gerne have skruet endnu mere ned for spøgelserne). Det fik mig ind på en lidt ældre tanke om, at den korte form er superb til horror – der er så mange muligheder, når man sætter sig nogle begrænsninger for historiens omfang.

Og der var det så, at denne serie dukkede op på Netflix, og jeg kastede mig gladeligt over den.

Desværre har Don’t Watch This stort set kun én tilgang til horror, og den er “Vi har en fyr, der kan lave den her effekt… så vi bruger en lille smule tid til at lave en undskyldning for at vise den effekt.” Der er med andre ord ingen historier eller særlige ideer eller stemning eller noget som helst andet, der kunne gøre kortfilmene her interessante. Med en lille undtagelse: det sidste afsnit, der med sine to minutters varighed faktisk rammer en meget god tone med antydning af mere under overfladen – hvilket så altsammen bliver smidt på jorden i allersidste klip, for “vi skal da lige have en effekt!”

Jeg har stadig en forkærlighed for korthorror, men den her serie ramte med en timing og en styrke, der har fået mine forventninger ned.

Tilbage til rummet!

nov
12

Jeg forestiller mig at science fiction interessen er stor nok her, til at retfærdiggøre en rum-robot som denne!

All your base are belong to us!

Reklame-scifihaiku

nov
12

I anledning af den nye oversættelse af Lovecraft til dansk

Cthulhu kalder
Alle siger, han gør det
Ingen spø’r hvorfor

BRO BRO BRILLE

nov
08

Med udgangspunkt i det indlæg, som  Janus lavede om de linedansende elefanter, en elefant kom marcherende, føler jeg mig næsten forpligtet til at videreformidle en epifani.

Men inden vi når dertil, så kan man – vedr. elefanter – jo lige overveje betydningslagene i:

Billedresultat for mon du bemærket har

(billedet er ejet af SHUFFLEbook)

Mon du bemærket har, hvad der på loftet var?
Det var en kæmpeting, som cykled’ rundt omkring.
Det var en elefant, den var så elegant.
Den ha’d en hale her – en endnu læng’re der.

Disse chtulhoide pachydermer i rumtidens tesserakt, disse landlevende havdyr, disse Yag-Koshaer, der krydsede verdensrummets dyb på store vinger:

Relateret billede

(Roger Dean)

Og ligesom det er forsvundet fra vores bevidsthed, at disse skabninger kom ned fra stjernerne, og kun nu – med nød og næppe – fremstår som uforståelige levn, henvist til børnesangenes univers, ligeledes er “Bro Bro Brille” nu kun kendt som en sangleg, der intet har at gøre med de bagvedliggende begivenheder, som vitterligt ikke er for børn. Eller sarte sjæle.

Det må formodes, at de allerfleste har været “udsat” for BRO BRO BRILLE på et eller flere tidspunkter gennem deres opvækst. Ikke desto mindre præsenteres hèr teksten, således at referencerne er på plads:

Bro, bro, brille!
Klokken ringer el’ve,
kejseren står på sit høje hvide slot,
så hvidt som et kridt,
så sort som et kul.

Fare, fare, krigsmand,
døden skal du lide,
den, som kommer allersidst,
skal i den sorte gryde.

Første gang så la’r vi ham gå,
anden gang så lige så,
tredie gang så ta’r vi ham
og putter ham i gryden!

Visse kilder (herunder Wikipedia) hævder, at BBB blot er en dansk udgave af “London Bridge Is Falling Down”. Muligvis på grund af ligheden i selve legen, udførslen. Ihvertfald ikke med udgangspunkt i sangen. Hverken tone eller melodi er identisk.

En anden kilde, der forholder sig til netop melodien, kadencen, hævder at det drejer sig om en populær pavane, der skulle være opstået under 30-års krigen. Næppe heller korrekt, selvom den pragske defenestration (en helt ny måde at henrette på), kunne ligne “og putter ham i gryden”. Men det er næppe heller korrekt.

Billedresultat for defenestration

Vi skal helt tilbage til 1300-tallet, hvor Det Osmanniske Rige stod i begreb med at erobre størsteparten af det sydøstlige Europa. Og man skal forestille sig situationen på en fremskudt fæstning, eller borg, under janitsharernes fremrykning: – presset forfra; svigtende forsyningslinier bagude – et sted i Karpaterne.

Lad os derfor gå til en analyse af sangen:

BRO BRO BRILLE

Billedresultat for bro bro brille

Man må forstå at skriftsprog og talesprog altid har været et spørgsål om mode. Det har altid været fint&fornemt, hvis man kunne et sprog der var på en vogue: – græsk, latin, tysk, engelsk, fransk. I dette tilfælde skal vi have fat i fransk. For der er ikke tale om nogen “bro” eller nogle “briller”. Derimod er der tale om “braux” og “brillé”. “Braux” betyder markafbrænding, og “brillé” betyder skinnende. Med andre ord taler vi om en observation af, at markerne bliver brændt af – af fjenden, af de osmanniske styrker (husk på: vi befinder os på “borgen”). Det skinnende – “brillé” – er så enten genskinnet fra disse brande, om natten (sort/hvidt) eller genskinnet fra fjendens våben eller skjolde.

“Klokken ringer elleve”. I vore mere stressede, eventuelt digitale, tider – klimaforhold, 3. verdenskrig, hvaharvi? – er det mere, at klokken er “fem minutter i tolv”. På daværende tidspunkt var det ligevel faretruende med “klokken elleve” (talmagi). Så der er altså drama på drengen. Fjenden er her og “han” har brændt vore marker af.

“Kejseren står på sit høje hvide slot”. Enhver er kejser i sit eget rige, så det der er tale om er, at borgherren på denne fremskudte fæstning, står fast i sin overbevisning om, at denne fjende skal slås tilbage, bekæmpes; han STÅR der. Han kan det. Han har sine midler.

“Så hvidt som et kridt; så sort som et kul”. Sætningen er mangetydig: er der tale om et udtryk for en art racisme? Fjenderne er “sorte”; “vi” er “hvide”? Er der tale om at nat skifter med dag, og belejringen varer ved? Er der tale om, at “kejserens” ansigt snart er sort af vrede, snart hvidt af rædsel? Vi ved det ikke.

“Fare, fare krigsmand”. De fleste børn – ihvertfald nogle – vil nok opfatte det som “far, far krigsmand”, idet enhver far kan ses som en “krigsmand”, der kæmper for familien. Eller sådan var det ihvertfald, engang. Nu om dage er det muligvis blevet mere flydende, hvad FAR egentlig er for en størrelse. Men da dette nødig skulle udarte til noget om kønsroller eller identitetsproblematikker, kan vi slå fast, at der er tale om “fare”. Hvilket er besynderligt.

For en “krigsmand” – en soldat, en kriger – er der vel altid “fare”? Hvorfor er det vigtigt at understrege det, så at sige indflette det, i sangen? Jo, det kommer af det næste: “Døden skal du lide”. Altså: døden SKAL du lide! For det er vel ikke sjældent at en “krigsmand” faktisk lider døden – at han bliver slået ihjel, det ligger ligesom i krigens natur (eller mangel på samme). Soldater dør – det er deres metier at dø. Slå ihjel – og derefter dø. That’s your call to duty!

Men her er det fremhævet &: – Den som kommer allersidst, skal i den sorte gryde!

Hvad er det for en slags situation, vi har hér? Vi har en belejret borg. Vi har en population indenfor borgen (hvilket vi kommer tilbage til). Vi har svigtende forsyningslinier, og vore “krigsmænd” er af svingende kvalitet, for: “Første gang, la’r vi ham gå, anden gang så lige så!”

Se! “Kejseren” ville jo ikke være nogen kejser, medmindre han har et folk “under” sig. Soldaterne, “krigsmændene”, tæller ikke, thi de er blot “hæren”. Men hvis ikke kejseren kan brødføde folket, selv i en belejringssituation, så har han ikke noget folk – og er derfor kun kejser “i det blå”. Han – “kejseren” – tager derfor den beslutning, at lade borgen, fæstningen, gå ind i såkaldt “lukket kredsløb”. Hvilket betyder “kannibalisme”. Og det er hér “den der kommer allersidst” får sin betydning. For det er de dårligste “krigsmænd”, der bliver henvist til “Den Sorte Gryde”.

“Første gang, så la’r vi ham gå” – der er altså retfærdig til. “Anden gang så ligeså”. Men tredje gang….

Men er det muligvis sådan, at “anden gang” drejer sig om, at selvom han er en dårlig “krigsmand”, så har borgen, fæstningen, byen, befolkningen, brug for et genetisk boost? Er det sådan, at både første gang og anden gang, så er det faktisk også krigsmandens opgave at pro-kreere? Taler vi om, at selvom han ikke er fuldt ud en superhelt på slagsmarken, så er han ihvertfald avlstyr nok til at sørge for byens/borgens/fæstningens “befolkningstæthed”. Med andre ord: – efter treide samleje, med en “befrugtelig” kvinde, tiltræder han sin sidste rolle på denne jord, nemlig som fødegrundlag for det samfund han har kæmpet for. Er det sådan det skal læses?

Den, i sidste del af sanglegen, adspørgen til “rugbrød eller franskbrød”, “pære eller banan”, og derefter “tovtrækning”, afspejler muligvis at “delinkventen”, “krigsmanden”, har haft mulighed for at bestemme, hvorledes han ønskede sig tilberedt “i den sorte gryde”. Samtidig kan “tovtrækkeriet” også være en illustration af det kaos, der uvilkårligt ville opstå omkring kødgryderne, når der endelig var udsigt til mad på bordet, igen. Medmindre det er en slags hyldest til den “krigsmand”, der gjorde “os” mætte. Vi ved det ikke.

Men hvis vi nu skal trække hele denne historie, alle disse nærgående analyser og halvkalfatrede konklusioner, ned på et terrængående niveau, hvor det er muligt at lodde dybderne i et så enigmatisk materiale, så bliver vi nok nødt til at gå til populærlitteraturen for en endelig opløsning. Med andre ord, må man spørge sig selv, hvad BRO BRO BRILLE egentlig afspejler. Og der har jeg udfundet at det drejer sig om:

Dracula; Vlad Tepes; Spidderen; Den Lille Drage.

Fortæl det, nede i børnehaven.

Total Recall

nov
05

Jeg kunne sige meget om firserne. Og endnu mere om halvfemserne. Og meget lidt af det ville være pænt. Men måske, bare måske, er det, fordi begge årtier peakede lige der, hvor de stødte sammen, i 1990. Lige der fik vi nemlig Total Recall.

Kammerat Simon sendte mig dette billede, fordi han sad og så filmen. Få minutter senere gjorde jeg det samme. Dette bekendtgjorde jeg overfor kammerat Allan – kort tid senere var han også indfanget. Hvis jeg forstår eksponentiel vækst korrekt, vil hele verden inden for en måneds tid have (gen)set Arnolds mesterstykke. Dette blot for at vise Total Recalls memetiske styrke.

Det er muligt, at PKDs novelle er tidstypisk 60er, men filmen er det fuldendte amalgam af 80er og 90er. Det er som en kulturel Leidenfrost-zone, hvori sund fornuft opløses, og filmen skøjter rundt på en pude af damp.

TØJET
Arnie er en stor mand – altså, rent fysisk. Jeg tør ikke tale om ham som menneske. Men alle render rundt i tøj, der lige er lidt for stort og lidt for inspireret af kartoffelsække. Måske er det bare, hvad vi kommer til i fremtiden.

BILERNE
Jeg elsker filmens Johnnycabs, men det er svært helt at tage en biljagt seriøst, når den foregår mellem to golfvogne med en forklædning inspireret af enten papkasser eller stealth-fly.

NON SEQUITURERNE
Apropos Johnnycabs – kan man andet end elske en film, der afsætter tid til, at en selvkørende taxa forsøger at slå vor helt ned, komplet med one-liner? Det sker bare, fordi det sker. Okay, Arnie overtog bilen med magt, men stadig.

EFFEKTERNE
I sandhed er det nok her, filmen topper, for den ligger lige der, hvor Hollywood droppede miniaturerne og begyndte at bruge CGI i stedet. Og det skulle de ikke have gjort. I det hele taget skulle Hollywoods teknologi bare være stoppet der, hvor en effektmager sad og nænsomt lave en gengivelse af Arnold Schwarzeneggers ansigt med ekstra elastisk næse. Det er muligt, at man principielt set kan gøre alt med computere, men jeg har endnu ikke set nogen skabe en så perfekt kombination af absurditet og håndgribelig realisme. Den næsemanøvre er et højdepunkt i filmkunsten. Basta!

SLÅSKAMPENE
Hollywood skulle have stoppet den teknologiske udvikling, ja, men det glæder mig dog noget, at filmenes fremstilling af kampe er noget, man har arbejdet med sidenhed. For, som konen sagde, omend de var dramatiske, da man oprindelig så Total Recall, så ligner de i dag hovedsageligt noget, hvor alle lydefekter kan erstattes med… yoink!