SUPERKULTUR

Total Recall

nov
05

Jeg kunne sige meget om firserne. Og endnu mere om halvfemserne. Og meget lidt af det ville være pænt. Men måske, bare måske, er det, fordi begge årtier peakede lige der, hvor de stødte sammen, i 1990. Lige der fik vi nemlig Total Recall.

Kammerat Simon sendte mig dette billede, fordi han sad og så filmen. Få minutter senere gjorde jeg det samme. Dette bekendtgjorde jeg overfor kammerat Allan – kort tid senere var han også indfanget. Hvis jeg forstår eksponentiel vækst korrekt, vil hele verden inden for en måneds tid have (gen)set Arnolds mesterstykke. Dette blot for at vise Total Recalls memetiske styrke.

Det er muligt, at PKDs novelle er tidstypisk 60er, men filmen er det fuldendte amalgam af 80er og 90er. Det er som en kulturel Leidenfrost-zone, hvori sund fornuft opløses, og filmen skøjter rundt på en pude af damp.

TØJET
Arnie er en stor mand – altså, rent fysisk. Jeg tør ikke tale om ham som menneske. Men alle render rundt i tøj, der lige er lidt for stort og lidt for inspireret af kartoffelsække. Måske er det bare, hvad vi kommer til i fremtiden.

BILERNE
Jeg elsker filmens Johnnycabs, men det er svært helt at tage en biljagt seriøst, når den foregår mellem to golfvogne med en forklædning inspireret af enten papkasser eller stealth-fly.

NON SEQUITURERNE
Apropos Johnnycabs – kan man andet end elske en film, der afsætter tid til, at en selvkørende taxa forsøger at slå vor helt ned, komplet med one-liner? Det sker bare, fordi det sker. Okay, Arnie overtog bilen med magt, men stadig.

EFFEKTERNE
I sandhed er det nok her, filmen topper, for den ligger lige der, hvor Hollywood droppede miniaturerne og begyndte at bruge CGI i stedet. Og det skulle de ikke have gjort. I det hele taget skulle Hollywoods teknologi bare være stoppet der, hvor en effektmager sad og nænsomt lave en gengivelse af Arnold Schwarzeneggers ansigt med ekstra elastisk næse. Det er muligt, at man principielt set kan gøre alt med computere, men jeg har endnu ikke set nogen skabe en så perfekt kombination af absurditet og håndgribelig realisme. Den næsemanøvre er et højdepunkt i filmkunsten. Basta!

SLÅSKAMPENE
Hollywood skulle have stoppet den teknologiske udvikling, ja, men det glæder mig dog noget, at filmenes fremstilling af kampe er noget, man har arbejdet med sidenhed. For, som konen sagde, omend de var dramatiske, da man oprindelig så Total Recall, så ligner de i dag hovedsageligt noget, hvor alle lydefekter kan erstattes med… yoink!

6 Responses to Total Recall

  1. Og body horroren (hvad hedder det på dansk) lige fra firserne. ZEE U AT ZE PARTY RICHTER! som den detalje der gjorde mest indtryk på mig: Ok den her film tager INGEN fanger.

  2. Åh ja, jeg genså også Total Recall for ganske kort tid siden – mageløst 😀 Faktisk var jeg temmelig pjattet med noget af scenografien og effekterne!

    • Det var højdepunktet, siger jeg, højdepunktet!

      Effektmagerne var så optagede af, om de kunne gøre det mere realistisk, at de ikke stoppede op og tænkte over, om de burde gøre det mere realistisk 🙂

  3. PKD er muligvis den enkeltstående forfatter, der har fået flest historier (romaner/noveller) filmatiseret – medmindre ERB tager prisen? Dog sjældent – IMHO (for nu at fortsætte forkortelserne … “fortsætte forkorte” !?) – særligt godt eller tekstnært. Blade Runner er IKKE DADOES, & Total Recall er IKKE WRIFYW (for nu at forkorte fortsættelserne).
    Man (jeg) kan frygte, at Hollywoods “take” på “Eye In The Sky” eller “The Electric Ant” eller “Galactic Pothealer” eller “Time Out Of Joint” blev smadrede til ukendelighed, dersom det skulle komme på tale med en filmatisering af nævnte.
    Uden nu at gå til nogen dybere fragmentering eller analyse af PKDs forfatterskab, så har “Eye In The Sky” en hel del til fælles med “Ubik”, hvilket er interessant derhen, at der faktisk foreligger et manuskript – måske rettere: – forlægget til et manuskript – til en filmatisering af “Ubik”, som PKD har været med til at “konceptualisere”. Jeg husker noget om, at Joe Chip skal spise cornflakes, og kornflexene i mælken danner så ordet “Runciter”. Så der ku godt gå “eXistenz” i den, på den fede måde.
    Hvad jeg ville sige: – der er et lag af universel paranoia, i PKDs tekster, der sjældent kommer up-front-and-in-person i de påståede filmatiseringer. Sjovt nok er det faktisk kun i netop filmatiseringerne af Total Recall og Minority Report, at vi lige får duften af det altoverskyggende konspiratoriske ved tilværelsen. Men ikke nær nok, hvis det skal være i PKDs ånd. Vi mangler skænderierne med døre, der ikke vil åbne, fordi der ikke er betalt husleje, brødristere der vil ha drikkepenge, iskioskerne der forsvinder og blot efterlader en post-it med ordet “Is-Kiosk”. Den slags. For PKD var jo fast i troen (og kødet) på, at der lå noget dybere, noget mere sinistert bag selv små ændringer, a la “nå! nu kan man ikke længere nøjes med stjerneskruetrækkere – nu skal man ha torqs! Hvad er de ude på?”
    Et enkelt slagsmål med en Johnnycab kan ikke komme på højde med den altomfattende mistillid og mistro, der er det mest fremtrædende aspekt ved PKDs tekster. Men man skal vel være taknemmelig for det lidt man får.
    Oftest bliver PKD filmatiseret, somom historien drejede sig om et afsnit af “The Bourne-identity”, og det er da også ganske rigtigt, at PKDs hovedpersoner ofte finder ud af, at de er noget andet end de troede. Mere centralt står det dog, at de også finder ud af at “virkeligheden” er en anden end de troede. Denne dobbelthed, med mennesket i midten, er det der “kollapser” PKDs fortællinger, og efterlader os med en rungende tvivl. Og ikke med den opløsning og katarsis, som filmatiseringerne oftest klinger af med. Hos PKD bliver kaninhullet dybere – det dækkes ikke til.

    • Jeg sagde det ikke dengang, fordi det virkede som en spoiler, men jeg syntes faktis, at Extinction virkede som en PKD-filmatisering. Og på den måde kunne jeg faktisk godt lide den, selv om jeg har lidt en had/kærlighedsforhold til hans ting.

      • Nono! Not EXTINCTION. “eXistenZ”, min herre!
        Men jeg ska da mulivis ha set “udryddelsen”, således at det højpandede ego ville kunne være istand til at vurdere, hvorvidt du eventuelt skulle være inde på noget (ude på noget) 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.