SUPERKULTUR

Glædelig speedy jul!

dec
24
En forklaring på hvordan julemanden når det hele!!

Det’ Yul

dec
23

Nu er det jo altså bare ikke kristendommen, der har opfundet 3-enigheden. Allerede Odin … , allerede Mithra … , allerede Cernunnos …, allerede Brahma … , allerede Horus, Nanabocho, Huitzilopochtli – allerede de, var dele af tre-enigheder.

Billedresultat for trinity

Det skulle vel derfor heller ikke komme bag på nogen, at også Julemanden er en del af en tre-enig-hed. Enigheden kommer vi tilbage til.

Sankt Nikolaus er, især henne hos katolikkerne i Nederlandene, hvor den får fuld skrue, for de har nemlig ikke nogen Julemand, i helt høj kurs. Vi bringer et billede af højden og kursen, samt det mangfoldige:

Billedresultat for saint nikolaus
mangfoldig santa – ikke bare trefoldig, men tre-tre-foldig, hosianna i det høje

De har Knecht Ruprecth

Relateret billede

det er ham der giver de uvorne ris (ikke basmati – tæsk!)


Men så har de også “Julefanden”:

Billedresultat for krampus

Og et gruppeportræt:

Billedresultat for santa krampus ruprecht
(Krampus skulle lige forberede noget …. )


Og hvad kan VI så diske op med? En flommefed Jule-charlie, der enten er sponsoreret af The Cocaine Company, eller illustrativt blevet gjort til kandiseret sødsuppe med fucking engleglorie, af Norman Rockwell:

Relateret billede

OG NORMAN:

Billedresultat for norman rockwell santa

Derfor er det rart at se andre dele af treenigheden træde i karaktér og udøve noget højtidsagtig realpolitik:

Billedresultat for krampus kills santa
GLÆÆÆÆÆDELIG JUL

Klode-LEGO

dec
20

Men hvordan?? Se her:

Jule-scifihaiku

dec
19

He’s making a list
He’s selling it all over
He’s Mark Zuckerberg

Stephen Hawkings tidsrejsefest #3

dec
18

Tiden er som vand. Jo dybere man rejser, jo mere balancerer man på kanten af sin egen uigenkaldelige udslettelse. Alligevel rejser jeg, alligevel borer jeg mig ned i kulden og mørket og et ubegribeligt tryk på grund af det, jeg håber at finde. Det er min pilgrimstur.
Jeg er ikke alene i dybet. Jeg er Rejsende7315 – 7314 før mig har valgt dette som deres funktion og identitet. Jeg ved ikke hvor mange efter mig.
Mine forgængere har boret et hul i tiden, som jeg følger dem igennem. Det er få molekyler bredt, og gennem det siver en tynd strøm af computronium, som forankrer os til vores egen tid og giver vores bevidstheder et medium at eksistere i. Tidsrejser er ikke for kroppe.
Men jeg er her. Nu.
Den sørgeligste fest i universet. Og den største.
Vi er her for at ære vores største forfader, men vi gør det usynligt og i stilhed. Velkommen tidsrejsende, står der, og vi fylder rummet, selv om ingen ved det.
De få mennesker, der er til stede, ser utilpasse ud. Ingen af dem ser ud til at forvente, at en tidsportal skal åbne sig. De forstår nok på ét plan, at de er i selskab med storhed, men de formår ikke at indse hele sandheden.
Vi samler os i en malstrøm om rummet midtpunkt. Der er et kamera rettet mod Stephen Hawking, men det opfanger ikke vores tilstedeværelse.
Vi stivner, da det ubetinget vigtigste individ i universet taler. Metalliske toner fra højttalerne.
“Hvis tidsrejser var mulige, ville der være fyldt med tidsrejsende her.”
Det er bogstaveligt talt et historisk øjeblik. Vi synger i kor i radiobølger, røntgen og langt mere eksotiske medier:
“Vi hylder dig, Kørestol1!”

Science Fiction-troper i børnesange

dec
13
Billedresultat for de små synger

I et tidligere indlæg var jeg inde på de betydningsbærende lag i, og afkodningen af, “børnesagen/legen” Bro Bro Brille.

Denne gang skal vi kigge lidt nærmere på de slet skjulte henvisninger til SF-troper, der ofte optræder som uskyldsrene metaforer i diverse børnesange.

Jeg har udvalgt ti eksempler, men det er blot fygesne på toppen af isbjerget, så der kan udfindes langt flere, er jeg overbevist om. Men nu til sagen:

” Oles nye autobil” : – den kører angiveligt 8 mil i timen og lugter ikke af benzin. En gammel dansk mil er på omkring 7,5 kilometer, så Ole skyder altså en fart af 60 km/t på et ikke-fossilt brændstof. Vi kan gætte på el, sol, vind, fission eller vril. Men knægten er altså udstyret med et ganske miljøvenligt/CO2-neutralt køretøj, der skyder en pæn fart.

“På loftet sidder Nissen”: – i den position, altså med hovedet nedad, er det ikke så mærkeligt han er sur på rotterne. Det er svært nok i forvejen, at spise risengrød. Vi har hér at gøre med antigravitation.

“Fastelavn er mit navn”: – de syngende er ikke længere Ida, Svend eller Mathilde. De er – som børnene i “Childhood’s End” blevet til entiteten “Fastelavn”. Vi taler om “Supermind” eller “gestaltbevidsthed”.

“Lille sky gik morgentur”: – gasagtig E.T, a la “fænomenerne” i Asimovs “The Gods Themselves” eller Hoyles “The Black Cloud”.

“Tre små kinesere”: – umiddelbart en noget racistisk tilgang til et spørgsmål om kommunikation. Lad os lige tage den: “Tre små kinesere på Højbro Plads, stod og spillede på kontrabas. Så kom en betjent, spurgte hvad der var hændt; tre små kinesere på Højbro Plads!” Nej, Søster Lagkage. Tre aliens i en flyvende tallerken, der første mødes af ordensmagten, og derefter udsættes for human-biased kommunikationsforsøg (se “Arrival” eller David Houstons “Alien Perspective”). “Tra sma …”, “Tri smi …”, “”Try smy …”.  Tropen er interstellar lingvistik.

“Nu tændes der stjerner på himlens blå” (“Elefantans vuggevise”): – Generelt kan man vel konstatere, at det blot er blevet mørkt nok til, at man faktisk kan se stjernerne. Men hér står der eksplicit, at stjernerne bliver tændt. Vi har altså at gøre med en observation af, at en pan-galaktisk og teknologisk ret fremskreden civilisation faktisk er er istand til at skabe stjerner.

“Nissen er en kunstig mand”: – der er ikke tale om en aflivning af folkemyten “nisse”, men derimod en konstatering af, at han – i det konkrete tilfælde – er en androide.

“Det regner, sagde Per Degner”: – Der findes flere udgaver (!*) af denne sang, men lad os lige gøre den præsent: ” – Det regner, sagde Per Degner; Kryb i skjul, sagde Per Juul; Nej, jeg vil ikke, sagde Per Nellike; Du skal, sagde Per Hjal; Hvorhen? sagde Per Hjen; Købe løg! sagde Per Gøj; Hvor mange, sagde Per Lange? Tre-fire, sagde Per Lire; Det er nok, sagde Per Kok”. Vi taler helt klart om klon-teknologi. (!*)

“Nu er Solen død, mor” ( “Solen er så rød, mor”): – Solen er ikke blot gået ned, nej, den er død. Tropen er “Dying Eart”-scenariet.

“Se min kjole”: – Se min kjole – og så får den alle mulige farver, bl.a. ifht diverse prospektive elskere/kærester/ægtemænd. Og det burde være tydeligt, at vi hér har at gøre med et stykke tekstil, der genererer emotioner til de i stoffet indvævede nano-bots. Altså nanoteknologi.

Ja! Det var blot ti smagsprøver på de SF-troper, der er indlejrede i noget så tilsyneladende uskyldigt og naivt som børnesange.

Himmel-scifihaiku

dec
12

Look, up in the sky
Is it a bird? A plane? No,
Pareidolia

Stephen Hawkings tidsrejsefest #2

dec
10

Min søn var lige lidt over 554 megasekunder gammel (subjektiv tid), da han besluttede sig for at tage til festen. Jeg selv var lidt ældre, da jeg fik ideen, men jeg havde ventet det – jeg havde kunnet mærket rastløsheden i ham gennem den senere tid.
“Det er en hån,” sagde han og gestikulerede ad invitationen, der havde hængt i en tidsboble på hans væg den sidste uges tid. Da jeg var ung, måtte vi nøjes med gengivelser på molekyleniveau, men det her var et lukket loop, der viste den ægte invitation.
“Det ville også være et paradoks, hvis du tog til festen. Eftersom ingen tog til festen.”
“Azeltorn, Phrenofred og Kevin slog Hitler ihjel sidste uge. Tre gange.”
Han havde tænkt det igennem, kunne jeg se. Så den eneste løsning var at knuse hans illusioner. Som alle unge mennesker vidste han godt, at Jorden roterede om solen, men tiden roterede om ham. Det var vel tid til at blive voksen.
“Kan du huske den ældre herre, vi besøgte sidste år (objektiv tid)?”
“Albert? Ja.”
“Og kan du huske, hvad han sagde?”
“Hvad sagde han ikke, vil jeg snarere sige.”
“Alt…”
“…er relativt, ja.”
“Men relativt til hvad?”
“Åh…”
“Ja. Hawking etablerede det første praktiske paradoks. En temporal singularitet. Så al tidsrejse foregår relativt til det. Uanset hvornår du rejser, vil din afstand til den dag altid være den samme.”

Der hvor julemandens hjælpere kommer fra!

dec
10

Jeg ved at jul og science fiction går rigtig godt i spænd. Derfor dagens lille diorama af Julemandens Nissemaskine! Enjoy!

Requiem

dec
09

Jeg burde nok starte med en SPOILER-ADVARSEL. Eller rettere: jeg burde faktisk starte med en specialfremstillet DUCK AND COVER-VIDEO til lejligheden, for de ting, der gør Requiem fed, bør man ikke vide, før man ser den – og jeg har lyst til at rante, så jeg vil nævne dem. Så måske burde du bare ignorere den følgende tekst og gå videre med dit liv. Vær et godt menneske og undlad at smadre dig vej gennem folks liv som en beruset gorilla (det er forresten noget af det, der IKKE er så godt ved Requiem).

Du er advaret.

Jeg kastede mig over Requiem i forventningen om en krimi-/spændingsserie med lidt dyster baggrund – jeg havde ingen tanker om overnaturlig horror. Men snart begyndte historien at blive krydret med små indfald, der måske kunne vise hen på noget sådant. Okay, tænkte jeg og forberedte mig på at skulle tilgive den, at det hele bare var i hovedpersonens syge sind eller fundet på af manipulerende skurke i skyggerne. Det har ikke været okay, siden smuglere igen og igen klædte sig ud som spøgelser i alverdens børnedetektiv-bøger i min ungdom, men okay, hvis nu resten af historien var okay, så kunne det vel gå an.

I stedet udviklede Requiem sig over de seks afsnit til rendyrket overnaturlig horror – endda en historie, som jeg kun ville have forventet at læse og ikke at se. Som en ekstra bonus var den del af historien super godt gennemført – det overnaturlige element fik den nødvendige vægt, fordi det voksede laaaangsomt frem. Kobl det på en kriminalfortælling, og så har man åbenbart en ganske god opskrift.

Var det blot det, ville jeg have anbefalet serien uforbeholdent.

Men åh, Requiem trykket hårdt og gentagent på en horror-antipati, jeg har – lad os kalde den Rosemary-knappen efter lige præcis hende med babyen. Rosemary-knappen er horrors tendens til at bruge en kvinderolle, gerne i hovedrollen, der accelererer fra at opføre sig tilforladeligt til at udstråle psykisk sygdom med tusinde soles kraft i løbet af ingen tid. Som regel har Rosemary grund til at opføre sig sådan (fordi, nåja, der er en sammensværgelse, og hun er gravid med antikrist eller noget lignende), men springet er gerne så abrupt, at man tænker, alle biroller i historien burde meldes for ikke at få hende tvangsindlagt (naturligvis med undtagelse af Satans medhjælpere eller hvad de nu er i den givne historie).

Requiem har nok det værste tilfælde af Rosemary, jeg længe har oplevet.

Matilda Gray er cellist og frisør-offer. Hendes mor dør under mystiske omstændigheder, og snart får Matilda mistanke om, at moderen slet ikke var moderen, og at det altsammen hænger sammen med et lille barns forsvinden 23 år tidligere i en walisisk landsby. Sammen med en ven og kollega drager hun afsted – og accelererer til manieret irriterende kvindemenneske, der er komplet ude af stand til at forestille sig andre menneskers eksistens og ret til at eksistere, fordi Matilda har brug for noget, og hun har brug for det NU!

På det punkt var det lidt som at se Klovn eller anden krumme-tæer-komik, der virker som et forsøg på at få seeren til at kigge væk. Det gav mig ærligt talt en smule stress, som desværre ikke altid kunne balancere med ønsket om at vide, hvor historien gik hen. Matilda farer som en Boris Karloff-Frankenstein på speed gennem folks liv og spreder ødelæggelse omkring uden på noget tidspunkt at forstå, at hun gør det (jeg kan mærke, at mit blodtryk stiger ved tanken). Havde dette aspekt af serien været håndteret lige så flydende som det overnaturlige, havde jeg nok været lidt forelsket – lige nu føler jeg mig lidt som en, der er sluppet ud af et tvivlsomt forhold og langsomt er ved at indse, hvor toksisk det var.

Men alligevel… det var nu en god historie.