Løsningen er naturligvis at rejse tilbage til den 29. juni og forhindre at indbydelsen bliver sendt. Dette behøver ikke engang involvere Hawking, idet lidt hanky-panky med internettet og postvæsenet, kunne annihilere indbydelsen, selvom Hawking tror den er sendt ud.
Problemet er så, at det ikke forhindrer Hawking i at påstå, indbydelsen er sendt, hvilket – tidsmæssigt set – vil være det samme som en indbydelse. Og det vil derfor være nødvendigt, at eliminere påstanden.
Den lette løsning er naturligvis at eradikere Hawking. Faktisk er det mere usandsynligt, at Hawking levede så længe som han gjorde, end at han var død – langt tidligere; ALS “plejer” at slå ihjel relativt hurtigt. Hér kunne man sætte ind!
Det er imidlertid ikke nogen holdbar løsning, idet en del af Hawkings opdagelser/indsigter er baggrunden for tidsrejsers mulighed. Så en mere effektiv løsning er, at tilbagekalde ordrene om champagne og pindemadder allerede d. 27. juni. Herved er der ingen fest, og Hawkings påstand bliver mere og mere udhulet. Hvilket – på den anden side – vil gøre “festen” d. 28. mere og mere tillokkende for de nysgerrige.
Alt dette er naturligvis hypotetisk, idet det er en fastslået historisk kendsgerning, at der ikke mødte nogen op til festen/”festen” – andre end Hawking.
Set i det perspektiv er tidsrejsemaskinens opfinders harcelering og trusler ret meget i hegnet, og han forgriber sig på “bedstefar-paradokset” på en – for ham selv – uhensigtsmæssig facon. Skulle det nemlig være muligt for ham, at gennemføre de nævnte handlinger overfor en given culpators moderlige ophav-hav, da ville resultatet (jo) netop IKKE være den skyldige, idet opfinderen IKKE er hverken oldefar, bedstefar eller far til den hypotetiske gerningsmand. Opfinderen udstyrer udelukkende gerningsmanden med nogle halve grandonkler og onkler.
Så den trussel kan man tage sig let.
Ikke desto mindre må d. 28. juni 2009 betragtes som et deviationspunkt, hvor der i “vores” tidslinies fortid IKKE mødte nogen op til festen, men hvor der i en anden tidslinie var fest og farver og folk i mange variationer.
I det perspektiv er forbundets hovedparagraf ret chauvenistisk, idet den tilgodesér én bestemt tidslinie på bekostning af mange mulige. Så det egentligt sinistre* ligger måske i den bagvedliggende dagsorden for denne 1. paragraf.