SUPERKULTUR

Eventyr i ørknen!

jan
29

Så var det på tide med endnu et eventyr! Johnny Thunder møder Mr. Hates ved Faraos grav! Et episk showdown in plast!

Malstrømmen

jan
27

“Malstrømmen: Poe og Danmark” er første udgivelse fra Det Danske Edgar Allan Poe Selskab og rummer en blanding af nye og gamle tekster om – nåja, Edgar Allan Poe. Indimellem er strøet en håndfuld illustrationer, hilsener til Poe, af danske tegnere. Det er på godt og ondt en fanudgivelse.

På den gode side er den entusiasme, der gerne er i den slags projekter. Det er tydeligt, at folkene bag går op i emnet, og skribenterne borer sig gladeligt ind i den niche af forfatterskabets danskforbundne historie, som de nu har valgt at behandle. Det kan være ting som J.P. Jacobsens inspiration fra Poe, præsentationen af en dansk Poe-illustrator eller dansk tv eller musik med forbindelse til Poe. På den måde er “Malstrømmen” bogen for den, der troede, han vidste alt om Poe, men gerne ville vide mere. Og på det plan er det en fornøjelse at læse sig igennem den, for der er masser af små, skæve oplysninger, man kan tage til sig.

På den onde side er der ikke tale om en bog til “the casual reader”. Hvis man ser Kenn Mortensen-forsiden og tænker “Det ser fedt ud, nu vil jeg vide, hvorfor folk er så vilde med Poe”, bliver man nok ladt lidt i stikken – der tales til de indviede og levnes ikke plads til at fortælle, hvem eller hvad Poe var og betød (og hvorfor man bør være så vild med ham). Ligeledes er der en tendens til at teksterne opnår en noget omremsende kvalitet – det handler om at få mest data med, ikke om at formidle det, for man tager for givet, at læseren er lige så interesset som én selv. Det er der jo for så vidt ikke noget galt i, men man kunne ønske, at Selskabet som sit næste projekt kastede sig over en introduktion til forfatteren, en “Poe og dig” måske.

Forstå mig ret: Jeg er ganske vild med “Malstrømmen”, og hvis man kan lide Poe eller blot ekstrem entusiasme, så er det en bog, man skal have fat i. Jeg kan dog ikke undlade at citere denne sætning, der indbefatter stilen meget godt:

På lydsporet læser Erik Mørk en forkortet udgave af Poes novelle, oversat til dansk af Ellen Siersted, der også har oversat John Steinbecks roman Cannery Row (Et mægtigt gilde) og skrevet en fagbog om filmundervisning.

Det er næsten smukt, hvordan den sætning starter med at konstatere det nødvendige og dernæst overfylder med oplysninger, hvis eneste funktion er at vise, at der er tråde. At Steinbeck og filmundervisning kun har noget som helst med Poe at gøre, fordi forfatteren vælger at trække de tråde i sin tekst, er ligegyldigt – der er tråde, og det betyder, at der er nye nicher, man kan fordybe sig i. De tiltænkte læsere af denne bog kender glæden ved den fornemmelse, og de vil værdsætte det.

Hunt for the Wild Things

jan
26

I julen var jeg på besøg hos Janus og Zenia og samtalen faldt på film. Nærmere, hvilken film vi skulle se efter maden. På et tidspunkt er der en der siger: “bla bla… wilderpeople… bla bla”. Uh, tænker jeg. Den film har jeg aldrig set. Så det siger jeg og den bliver fluks sat på.

Skux Life

Politiet afleverer en ung lømmel til en ny plejefamilie. Plejemoderen viser ham rundt og viser ham en kniv, som skal bruges til at dræbe monstre. Så jeg kunne godt mærke at nu ville det snart blive vildt, og de seje monstre ville sikkert snart dukke op.

Men der skete ikke rigtigt noget… der var en superfantastisk akavet fødselsdagssang, Ricky falder til, og så dør plejemoderen. Ricky Baker beslutter sig for at stikke af, fremfor at bliver overført til ungdomsfængsel. Han tager sin trofaste riffel og hund med, og stikker af mod vildmarken.

Yeah tænkte jeg. Nu kommer de Vilde Ting sikkert snart. Nu bliver det vildt. Men det skete bare aldrig rigtigt. Det var bestemt en god film, men meget anderledes fra den film jeg troede jeg skulle se. F.eks. fik Ricky aldrig den der krone på, som han har i de billeder jeg havde set – og der var også en påfaldende mangel på monstre…

… en påfaldende mangel på monstre…

Problemet var bare, at jeg havde blandet to film sammen. Where the wild things are og Hunt for the Wilderpeoble. Og efter at have kigget lidt på wiki, så er jeg nok ret glad for at vi så Hunt for the Wilderpeople. Det er dælme en sjov film, feel good to the max, og Sam Neill er fantastisk. Så hvis man ikke har set den, så bør man gøre det. Den er supercool, underlig og fantastisk.

Den mest akavede fødselssang nogensinde

Stephen Hawkings tidsrejsefest #6

jan
25

For at rejse i tiden må du først skabe og kontrollere en singularitet. Med den kan du sigte på en tid og et sted med stor nøjagtighed og skabe en bro. Det er ufatteligt kræfter, der er på spil, men det er i bund og grund den sikreste måde at rejse på – det er kun det at bygge en tidsmaskine, som udsætter én for risikoen for spaghettifikation. Det store spørgsmål er snarere, hvorfor vi stadig tillader privatbilismen.

Har du nogensinde taget dig selv i at bekymre dig om dit liv? Ikke noget håndgribeligt, bare …dit liv? Så har du sandsynligvis været i nærheden af en tidsmaskine i funktion. For den anden ende af broen lækker – for nu at forenkle det helt usigeligt – sikkerhed. Fysikken er ganske klar, hvis man ved, hvor og hvordan man skal kigge på den, men du ville ikke forstå den.

Nøjes med at forstå dette: klokken er 11.50 den 28. juni 2009. Det første hul i tiden opstår, og de første gæster træder ud. De registrerer, at de er alene, og sætter kurs mod døren med brede smil. Hver af dem bærer en invitation i hånden, nogle af dem også en værtsgave.

Et sært lys falder over dem, et spektrum fra unge til gamle sole.

Normalt kan man ikke sanse en bro bevidst, men der er så mange af dem, der åbner nu. Forstyrrelser, der hører hjemme på kvanteniveau, er pludselig til at tage og føle på. De kommer hver og en til festen.

Hver en tidsrejsende gennem historien er på vej hertil, til lige nu. De vender vrangen ud på årsag og konsekvens for at bevise, at jeg tager fejl. Det er præcis, som jeg havde forventet.

Nye gæster ankommer i rasende fart. Og hver af dem bidrager umærkeligt til mængden af usikkerhed. Indtil: kritisk masse. Tidsrejser kræver så megen energi, fordi universet hader usikkerhed. Det er muligt, at Gud spiller terninger, men Altet har sørget for at at vægte dem. Og i et øjeblik, der skal beregnes i planck-tid, er universet i tvivl om sig selv.

Og med et lydløst tordenskrald nulstiller universet og retter sin fejl fremadrettet. Fra dette punkt har der aldrig eksisteret og vil aldrig eksistere tidsrejser.

Med en invitation og en god portion snedighed har jeg sikret et logisk univers, hvor reaktion følger handlingen i en ubrudt kæde ned gennem tiden.

Her, på randen af en evighed, som jeg har indledt, kan jeg ikke undlade at stave et onomatopoetikon på skærmen, som rasler ud gennem højtalerne.

“Ha. Ha. Ha. Ha.”

Den forsvundne ekspedition

jan
24
Rask mand skriver om raske mænd

Kan man blive nostalgisk af noget, man ikke før har læst? Jep. For mit vedkommende er det især en vis type børnebøger, fra før jeg selv var barn, om gæve mænd, der drager på eventyr. Selv om jeg mere eller mindre har indstillet mit samleri, kan jeg ikke falde over en ældre udgave af Tarzan uden at tjekke min mentale liste over dem, der allerede fylder for meget i reolen. Og så bøger som denne, Den forsvundne ekspedition af Svend A. Rask.

Det er den type nostalgidrevne læselyst, jeg skal give efter for med det samme, når bogen lister sig selv ud fra hylden og lokker med djærve (hvide) mænd, vilde indfødte og eventyr i junglen – for jeg ved godt, at lægger jeg bogen til side i et par dage, er interessen forsvundet igen. Så hurtigt som en pil fra et pusterør.

Heldigvis er denne type bøger også ret hurtigt læst. Og ikke særligt krævende. Og måske heller ikke særligt givende. Men dog underholdende, så længe det varer. Og derefter hurtigt glemt.

Svend A. Rask (af Klaus Johansen sat på listen over Niels Meyns pseudonymer, omend dog under “tvivlsomme”) skriver om de to filmfotografer Kurt Waldich og Aino Silpanen – de har en evne til at ende steder, hvor der snart vil ske noget, og nu er de havnet i Brasilien. Der finder de en døende hvid mand, der har været holdt fange af indianerne i junglen – og ikke hvilke som helst indianere, men slangegudens præster. Historien går, at slangegudens pyramide var dækket af guld, og en tidligere ekspedition, som drog ud efter den, forsvandt. Det var den ekspedition, den døende mand tilhørte.

Det er en historie, de to fotografer må forfølge. Ikke for guldets skyld, forstås, men for chancen for at skyde et godt “skilderi”. Svend A. Rask er lidt besat af det ord, og konsekvent med anførselstegn: “skilderi”. Og at “skyde et par meter”. Man har en svag fornemmelse af, at sprogbruget måske ikke er helt retvisende, men hvad fanden, der er en slangeguds-pyramide, der skal findes.

Og det gør vore helte så.

“Den forsvundne ekspedition” bevæger sig i en lige, ren linie fra A til B til C og så videre, til der kan sættes en lykkelig slutning på, og man forestiller sig en technicolor-udtoning, hvor alle slår hinanden på skuldrene og ler med “ho ho ho”. Der er ikke mere, end den giver sig ud for … og dog, for der er plads til et par lommemoralske hip til samtiden og de degenererede byfolk derhjemme, som vil føle dødens gys i biografernes magelige stole og den nyligt genopdagede sandhed, at “det ikke er Kapital, der skaber Arbejde, men derimod Arbejde, der skaber Kapital!”

Bedst er dog første, historie-referende kapitel, der fortæller, hvordan de hvide mennesker først kom til området og blev budt velkommen som gæster af kongen – for derefter at slagte de indfødte for guldet. Den kristne kultur var kommet til landet! slås det fast, med udråbstegn. Det kunne der laves et godt “skilderi” over.

By?

jan
21

Et nyt år og tid til en udvidelse af mit programrepertoire – enjoy!

DC’s Titans

jan
20

STOP PRESS! Breaking news – DC lykkedes med Superhelte fjernsyn!

Jeps, umiddelbart ser det ud til at DC har fået en succes i deres film-univers. Jeg skal dog fluks sige, at jeg kun har set to afsnit, men indtil videre så ser det ret fornuftigt ud.
Den anden caveat er, at jeg ikke kender det mindste til Teen Titans tegneserierne, så hvor stor forskel der er på tv udgaven og tegneserierne, har jeg ikke det mindste ide om.

Ukendt Shapechanging Kid, Raven, Robin og… Kickass FireLady
(Jeg har seriøst ingen ide om hvem de to yderste personer er – men de virker ret coole)

DC og Warner Bros. har valgt at gøre Titan serien til en ældre målgruppe end Marvel gjorde med deres, og det ser også ud til at være kastet flere penge efter den. Hvor Marvel tv serierne føltes som kammerspil, med de samme 5-6 personer og en gæstestjerne i ny og næ, så føles den her serie større. Der er flere interessante karakterer med, og masser af spændende bi personer.

Den første sæson er Titanernes oprindelseshistorie, hvordan de fandt sammen og… så ved jeg faktisk ikke mere. Jeg har som sagt kun set to afsnit… Men det virker lovende.

Coralines hus i LEGO!

jan
17

Jeg tænkte at netop dette interview ville falde i god jord her! 🙂 Jeg har talt med Holly Webster som har bygget Coralines hus i LEGO (fra bogen af samme navn af Neil Gaiman) . Hendes kreation er meldt på LEGO ideas, så der er en chance for at det kan blive et ægte LEGO sæt!

Dinosaur-Rap

jan
16

Jeg har noget med dinosaurer – idet hele taget har jeg noget med palæontologi. Jeg sku nok ha været palæontolog. Det må blive næste gang.

Næh, men så faldt jeg over den hér:

https://www.the-scientist.com/videos/paleoart-65276

Og så tænkte jeg: – jaaahe, det vil jeg også. Danmarks første Dino-Rap

Prøv og se en dinosaur,

tror du virkli at det rager

den hva fan du går og lawwer

mens du æder labre larver,

den blir mere-mere mawwer

og har mistet al sin power

og du tror du er så fagr

og har dino trygt på lagr,

hvis du vidste hva dens krav er

var der ikk så meget palaver;

det er dig der er lidt pauver,

den ku lave dig til traver,

la dig æde af to krager,

skid dig ud som kransekawwer,

bland dig ikke i dens sager

la den ligge i dens graver

hold dig væk med dine harver,

for du ved jo hvad dens tarv er,

bli til samme stof som varger

og det andet der som brager

rundt som sorte skarver

i de drømmes fæle farver

og som hele sjælen garver,

for du frygter dinosaur

men har glemt hvad dens navn er

DINOSAUR!

Yndlings Historie Podcast

jan
15

Dan Carlin er min absolut yndlings historie formidler. Han er super cool og bad ass til at formidle komplekse historiske begivenheder på en levende og interessant måde. Og så er hans podcast gratis.

Han har tre podcasts: Common Sense, Hardcore History, og Hardcore History: Addendum. Af de tre er det kun Hardcore History som jeg har hørt.
Konceptet er enkelt. I hvert afsnit tager han en historisk begivenhed op og fortæller om den, levende og interessant. Mit yndlingsafsnit må nok være det om det religiøse vanvid, der greb byen Munster i 1532. Det var en begivenhed som jeg ikke havde hørt om før, og Jesus webt, det var en balstyrisk hændelse. Religion, politik, vanvid, magtfuldkommenhed skruet op 11.

Man kan høre de fem seneste shows gratis, hvis man skal have fat i nogle af de tidligere, så koster det en dollar.

Det er en perfekt måde at fordrive tiden på, mens man vasker op, lægger tøj sammen eller handler ind i indkøbshelvedet Bilka.