Malstrømmen

“Malstrømmen: Poe og Danmark” er første udgivelse fra Det Danske Edgar Allan Poe Selskab og rummer en blanding af nye og gamle tekster om – nåja, Edgar Allan Poe. Indimellem er strøet en håndfuld illustrationer, hilsener til Poe, af danske tegnere. Det er på godt og ondt en fanudgivelse.

På den gode side er den entusiasme, der gerne er i den slags projekter. Det er tydeligt, at folkene bag går op i emnet, og skribenterne borer sig gladeligt ind i den niche af forfatterskabets danskforbundne historie, som de nu har valgt at behandle. Det kan være ting som J.P. Jacobsens inspiration fra Poe, præsentationen af en dansk Poe-illustrator eller dansk tv eller musik med forbindelse til Poe. På den måde er “Malstrømmen” bogen for den, der troede, han vidste alt om Poe, men gerne ville vide mere. Og på det plan er det en fornøjelse at læse sig igennem den, for der er masser af små, skæve oplysninger, man kan tage til sig.

På den onde side er der ikke tale om en bog til “the casual reader”. Hvis man ser Kenn Mortensen-forsiden og tænker “Det ser fedt ud, nu vil jeg vide, hvorfor folk er så vilde med Poe”, bliver man nok ladt lidt i stikken – der tales til de indviede og levnes ikke plads til at fortælle, hvem eller hvad Poe var og betød (og hvorfor man bør være så vild med ham). Ligeledes er der en tendens til at teksterne opnår en noget omremsende kvalitet – det handler om at få mest data med, ikke om at formidle det, for man tager for givet, at læseren er lige så interesset som én selv. Det er der jo for så vidt ikke noget galt i, men man kunne ønske, at Selskabet som sit næste projekt kastede sig over en introduktion til forfatteren, en “Poe og dig” måske.

Forstå mig ret: Jeg er ganske vild med “Malstrømmen”, og hvis man kan lide Poe eller blot ekstrem entusiasme, så er det en bog, man skal have fat i. Jeg kan dog ikke undlade at citere denne sætning, der indbefatter stilen meget godt:

På lydsporet læser Erik Mørk en forkortet udgave af Poes novelle, oversat til dansk af Ellen Siersted, der også har oversat John Steinbecks roman Cannery Row (Et mægtigt gilde) og skrevet en fagbog om filmundervisning.

Det er næsten smukt, hvordan den sætning starter med at konstatere det nødvendige og dernæst overfylder med oplysninger, hvis eneste funktion er at vise, at der er tråde. At Steinbeck og filmundervisning kun har noget som helst med Poe at gøre, fordi forfatteren vælger at trække de tråde i sin tekst, er ligegyldigt – der er tråde, og det betyder, at der er nye nicher, man kan fordybe sig i. De tiltænkte læsere af denne bog kender glæden ved den fornemmelse, og de vil værdsætte det.

Comments

  1. Frederik

    “Det ser fedt ud, nu vil jeg vide, hvorfor folk er så vilde med Poe”,

    Det tænkte jeg en gang for 100 år siden og læste så en novellesamling. Det sagde mig sgu ikke det store, du. Hvordan skulle han også kunne leve op til den massive hype der omgiver hans navn? Han har garanteret været mindblowing for den uddannede middelklasse på sin tid. Men nu har han mere litteraturhistorisk interesse.

    Jeg er blevet ødelagt af Lovecraft – MEN: Ingen Lovecraft uden Poe.

    1. Henning

      Jeg tror ikke man skal læse Poe for gysets skyld – ikke nu om dage. Men hvor uhyggelig er Lovecraft? Det må være for oplevelsen af sproget – lissom med Bradbury, og til dels Niels E Nielsen.
      Anyways så havde Lovecraft også andre inspirationskilder, end Poe. Han – Lovecraft – nævner selv, i et eller andet brev, at han har haft sin poeske periode, sin dunsanianske periode og nu er han gået igang med sin lovecraftiske periode. I samme ombæring nævner han også Bierce og Walpole, så vi havde sgu nok haft Lovecraft, også uden Poe.
      Men jeg står tilbage med et spørgsmål: – hvordan kan man blive ødelagt af Lovecraft 🙂

      1. Post
        Author
        Janus

        “Uhyggeligt” er blevet en mindre og mindre faktor i min læsning af horror gennem årene, må jeg indrømme – men “The Colour out of Space” holder nu alligevel meget godt som en historie, der forsøger at påvirke læseren, synes jeg – hvor mange af hans andre måske mere falder i min personlige kategori “Kunne det ikke være interessant hvis?”

        1. Henning

          Ups! Det er ret skægt, at Brian Aldiss’ “The Saliva Tree” (novellen) ofte beskrives som en hommage/pastiche ifht H.G. Wells. Men bemærk lige hvor meget den historie ligner “Kuløren fra Verdensrummet”.

    2. Post
      Author
      Janus

      Jeg synes måske, at både Poe og Lovecraft lider lidt under, at HISTORIEN om dem måske er lidt bedre end de historier, de skrev. Men jeg må dog indrømme, at jeg læser HP mere lidt større fornøjelse i dag, end jeg gør EA.

      Men da jeg var knægt, var Poe the shizzle. Måske var det bare, fordi det var sværere at finde menneskedræbende gorillaer og lignende dengang. Eller måske på grund af nogle af de fede tegneserie og film-adaptationer.

  2. Frederik

    Ok ok, måske er det for dramatisk at sige at Lovecraft ødelagde Poe for mig.

    Men jeg læste en del HPL før Poe, fordi jeg troede at Poe var mere ‘voksen’ og finlitterær, hvilket var noget jeg gik op i en gang. Plus HPL ofte nævner ham som inspiration. Så da jeg endelig følte mig rede til at bevæge mig videre fra mine elskede kosmiske rædsler ind i den dystre menneskelige psyke, blev jeg noget undervældet.

    Menneskedræbende gorillaer er sgu ikke helt det samme.

  3. Henning

    For præcisionens fuldstændige ligegyldighed, men i den arbitrære sandheds interesse (måske), så er det altså ikke en gorilla, i den der Mordene i Lighusgade. Det er en orangutan – urangutang – urang-utan (whatever). Iøvrigt én af to abearter der har ventralt samleje (missionærstilling) – den anden er bonoboen, men de laver også doggy-style, lisdan alle de andre. En oplysning man så kan bære med sig videre i livet, til hvad nytte den end måtte være (jeg vil bare ikke være alene om den 🙂
    Lovecrafts “poe-periode” , eller poe-inspirerede inspirerede fortællinger har intet, nothing, nada, at gøre med kosmiske rædsler. Det er historier som “The Reminiscence of Dr. Samuel Johnson”, “The Transition Of Juan Romero” og “The Case Of Charles Dexter Ward”. Hans dunsanianske periode er sådan noget “The Doom That Came To Sarnath” og selvfølgelig Randolph Carter-suiten, “Dreamquest”, “The Silver Key” usw.
    Det er ikke spor kronologisk, men er forskellige fortællestile.
    Men det er vel en anelse uretfærdigt, at skælde Poe ud for IKKE at være Lovecraft. Så sku man måske også skælde ham ud for ikke at være Bradbury 🙂
    Igen: – Walpole, Bierce og Poe må man læse for fornøjelsen ved sproget (hvilket vel også gælder for Lovecraft, trods alt). Ellers er det det rene gaaaab! Men en Poe-historie som “Masque Of The Red Death” er dog -skujegmene – til stadighed en lidt isnende oplevelse: – der er ingen udvej eller mulighed for frelse.
    Nå! Jeg er kommet lidt for godt igang. Vi holder hér 🙂
    – og gid Poe og Lovecraft må komme i et bredt mål ud over vort land; dette beder jeg inderligen.

  4. Frederik

    Det var Janus der sagde gorilla. Jeg mente også det var en orangutang, men altså man skal jo ikke modsige værten.

    Jeg skælder ikke Poe ud, rolig. Du synes at tale til nogle andre? Men hvis der er noget du skal af med, lægger jeg gerne ryg til. Det handler kun om mine upræcise forventninger. Dexter Ward er i øvrigt kosmisk rædsel i min bog.

    The Raven er ca. det bedste amerikanske digt EVER:

    1. Henning

      Godt ord igen! I stand corrected! Men: – gu ska man da modsige værten (og Verden), hvis han – eller den – er ude på et sidespor 🙂
      Om The Raven er det bedste amerikanske digt EVER – det vil jeg måske nok lige … – hvad så med “Howl”?
      Men ja! Eller rettere: – nej! Til tider taler jeg bare ud i det blå – løber med en halv vind – og laver min egen dagsorden ( man kan altid undskylde sig med at man “associerer” – den er altid gangbar). Men jeg skal da endelig huske at gi en uforbeholden undskyldning, hvis jeg (jvnf. tidligere sætning) kom lidt for godt igang 🙂
      Men hva så med at gå igang med Stross’ “Laundry-serie”, det må sgidda ku kompensere 🙂

  5. Frederik

    Tak!

    Jeg må indrømme at jeg har været i gang med den samme bog i månedsvis, fordi jeg nyder den så meget at jeg kun læser ca 2 sider om dagen. Jeg vil gerne flytte ind i den bog: Little, Big af John Crowley. Og det er magisk realisme og der er vist nok nogle feer og den slags, der normalt får mig til at løbe skrigende væk. Og han er i øvrigt amerikaner, men der er en ærkeengelsk stemning over den.

    DET JEG VILLE FREM TIL, er at når jeg en gang er færdig med den/samfundet ikke er kollapset alt for meget, vil læse noget Stross.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.