SUPERKULTUR

Snestorm i rummet!

feb
25

Mere is i rummet tak! Vanille!

Bøger fra Barndommen 2

feb
24

Så fik jeg læst Yom – og robotten der ville være menneske. Den var hurtig læst, små 90 sider med stor skrift og korte kapitler.

Vi er i Fremtiden (TM) efter den tredje verdenskrig, og Yom har forladt byen han er født i, og er draget ud i det tomme land. Der hvor ingen mennesker bor, og der til gengæld heller ikke er sket så meget ulykker efter krigen.

Der støder han på androiden Nearaman Multifunction 18. Han er undsluppet Mesterens kontrol og planlægger at vende tilbage og stoppe den forfærdelige mands ondskabsvælde.

Er det en god bog? Nja, ikke voldsomt. Der er nok ikke kød nok på. Vi møder Yom, han møder Nearaman, de redder en pige fra slavehandlere, som vender tilbage om natten og kidnapper Yom og Pigen (hun har et navn, men jeg glemte at notere mig det, og nu har jeg sendt bogen tilbage…), Nearaman redder børnene og vender tilbage med dem for at stoppe Mesteren.

Selve plottet er ganske fint, men der sker ikke ret meget og sproget er heller ikke… well, det er hverken Shakespeare eller Oehlenschläger. Det er der måske ikke ret meget science fiction der er, så det er måske også en lidt bisset lakmus test for en bog.

“Vandet sendte vilde strømme og udladninger rundt i dens fintmærkende system, og på mindre end fem sekunder var den så død som en rusten cykel på bunden af et glemt havnebassin.”
Yom og robotten der ville være menneske s. 68.

Men den tændte ild i hovedet på Young Simon Aakjær. Jeg synes den var mægtig og cool. Robotten var Bad-Ass sej, verdenen var ondskabsfuld på en cool måde, som jeg ikke havde læst før. Så selv om det ikke var et fantastisk gensyn, så var det alligevel ganske sjovt.

Især fordi, det viste sig at der var ting, jeg kunne huske fra dengang. Scenen hvor Yom, Pigen og Mesteren spiser afkølede abehjerner, står stadig som det ypperligste en bad guy kan servere for sine gæster, for at understrege sin bad guy’ness.


Det grufulde bibliotek

feb
21

Jeg voksede op på horrorantologier. Af en eller anden grund fandtes der en del af dem i mine unge dage, mens det var noget sværere at finde science fiction i kortform, og fantasy havde slet ikke den tradition på dansk. Men horror – genren passer perfekt til formen, og sådan en god samling noveller er den perfekte introduktion til genren. Horrorantologier var mit gateway drug – de viste mig, at selv dansk litteratur rummede ting, der kunne være spændende, og senerehen var de et godt sted at finde forfattere, man kunne eftersøge på engelsk (når nu genren ikke havde så gode kår på dansk).

Så Det grufulde bibliotek varmer mit hjerte, uanset om det er gammelt og indskrumpet og koldt.

Full disclosure: jeg arbejder sammen med den ene af redaktørerne, og mit navn står på listen over folk, der bliver takket – hvilket blot viser, at Jette er cirka lige så høflig, som hun er inde i horror. Så jeg vil fremover tænke på hende som The Emma Gad of Horror! Men hendes ansættelsesforhold skal ikke forhindre mig i at slå fast, at hun og Kristian Nordestgaard har gjort et stort og imponerende arbejde med at finde tekster til samlingen.

Denne type antologi plejer gerne at inkludere en enkelt eller to ældre, danske tekster – og det plejer gerne at være de samme, der går igen. På den måde sparer man både tid og penge, mens man kan smykke sig med et eller to anerkendte navne, så vi kan klappe os selv på skulderen og sige, at selv de seriøse kan lide genren inderst inde. Men her har de to redaktører gravet dybt i litteraturhistoriens muld og genoplivet en overraskende samling navne, så BS Ingemann, Tom Kristensen, Holger Drachmann og andre står side om side med nyere navne som Steen Langstrup, Mikkel Harris Carlsen og (størst af alle) Grete Roulund. Alene af den grund er Det grufulde bibliotek noget af en guldgrube – som sædvanlig drejer vores civilisation i cirkler omkring afløbet, og børn læser ikke bøger længere (som det altid har været), men jeg kan nu ikke lade være med at forestille mig, at der er nogle stykker derude, der vil samle den her op (måske grebet af den lettere 80er-agtige forside) og vil opleve det som den første joint, der fører til et livslangt misbrug (men du ved, bare med bøger i stedet for hårde stoffer og behovet for at sælge sin krop og så videre).

Men der er nu tydeligvis tænkt på de voksne læsere, og der rammer den målet. Den giver en god gennemgang af nyere dansk horror, samtidig med den udbygger genrens historie længere tilbage i tiden. Jeg vil vove at påstå, at man skal være en mere end entusiastisk horrorlæser, hvis man ikke støder på et eller andet nyt i samlingen. Samtidig kommer den vidt omkring forskellige typer fortællinger i genren og leverer noget så grundlæggende nødvendigt som god horror. Det grufulde bibliotek er ganske enkelt noget af en uundgåelig udgivelse, hvis man har den mindste interessere i dansk horror.

BONUS: Jette har skrevet en række indlæg om Det grufulde bibliotek på Gyseren.dk.

Action is his reward

feb
20

Jeg har lige været til et Jakob Stegelmann foredrag, hvor han snakkede om Troldspejlet og nørdkultur generelt. Han viste sjove klip, blandt andet af 60’er tegnefilmsserien Spidermans intro.

Min første tanke var “Hey, det lyder da egentlig okay… hvis nogen altså indspillede den ordentligt…” Og det har Michael Buble så tydeligvis gjort på en lækker og cool swing facon.

Fantask i Knibe

feb
18

Hey you guys (m/k) – det ser ud til at verdens ældste tegneserieforretning er i økonomiske problemer. Det er jo jævnt nederen. Fantask var ikke den første forretning jeg købte tegneserier eller rollespilsbøger i – men det er nok den forretning jeg har købt flest tegneserier i.

Så for at støtte Fantask har jeg besluttet mig for at købe mig en tegneserie eller to. Men hvilken… jeg har ikke super god styr over de spændende ny anskaffelser eller trends. Og det er her at i kære læsere kommer ind.

Foreslå mig en titel eller to på en funky eller fed tegneserie. Hvad kan jeg så lide: Hellboy, Astrocity, spændende og interessante superhelte tegneserier. Semi afsluttede historier, tradepaperbags.
Jeg er blevet ret glad for Marvel efter film serien, men det er som om de ikke rigtigt bruger konceptet med afsluttede historier i tradepaperbags på samme måde som DC gør.

Stem nu!

feb
18

Så kan i stemme på jeres favoritnavn til LEGO byen! Vote now!

Episk #zombie haiku, 1. del

feb
15

Nåmen, forleden – kort tid før en mistænkelig virus nedlagde undertegnede – lagde jeg det sidste haiku i første del af Episk #zombie haikuTwitter.

Og som lovet er her hele den første del i “lettere tilgængeligt end Twitter”-format: Episk #zombie haiku, første del (PDF).

Simon Aakjærs kamp mod den evindelige entropi

feb
15

Der er mange science fiction noveller. Jeg er normalt ikke den store novelle fan, nok mest fordi jeg gerne vil have lange komplekse historier. På den anden side er der ting, som novellen kan, være kort, præcis og ligesom en god joke, have en fin og lækker punchline.

The last question was asked for the first time, half in jest, on May 21, 2061, at a time when humanity first stepped into the light. The question came about as a result of a five dollar bet over highballs, and it happened this way.

Det fine citat er fra The Last Question, og den kan man jo altid lige få lyst til at læse. Og hvis man ikke har den på sig, så kan man finde den her. https://www.multivax.com/last_question.html

The Last Question er ikke blot min yndlingsnovelle, det var også den der lærte mig ordet entropi. Det er vigtigt i den her sammenhæng, for der er noget der tyder på, at i mit hjem, der er entropien for evigt voksende. Omkring mit opstår rod og uorden tilsyneladende spontant.

Der er kun en ting at gøre. Rydde op, gøre rent og vaske op. Men den slags er hårdt. Meget nemmere at filosofere lidt over entropi og science fiction noveller online… eller endnu bedre: se tv-programmer om folk der ryder op! Tak Marie Kondo, for at give mig fornemmelsen af at rydde op, mems jeg driver den af på sofaen.

Ny klassiker – fra rummet!!

feb
14

Hvis du ku’ lide rummet dengang rummet var befolket af rumskibe i blå, grå og gennemsigtig gul, så er den her nok noget for dig!!

Bøger fra barndommen…

feb
11

Back in the day, dengang verden var ung og livet mostly ukompliceret, læste jeg alt der mindede om science fiction. Så længe der var robotter, atomkrig, tidsrejse, uhyggelige monstre og rumskibe med, så var jeg glad og tilfreds. Men ikke alting overlever lige godt. Der er bestemt en grund til at nogle bøger bliver klassikere og andre ender deres liv som papirpulp.

Derfor har jeg kastet mig over at genlæse bøger fra the olden days (before the empire) og for at se om de nu også stadig holder. Jeg vil starte med at kigge på to serier.

Yom serien var badass post apokalyptisk SciFi og som havde den sweeteste forside nogensinde.
Jeg husker Yom serien som cool. Indholdet husker jeg mindre, men det var efter 3. verdenskrig, der var robotter og onde skurke med i den (og vist også noget med abehjerner til forret?), så Young Simon Aakjær har helt sikkert været hooket på stedet. De er skrevet af Mich Vraa (der siden har forladt science fiction genren til fordel for mere normal litteratur) og bind 1 er fra 1985.
Forsiden til gengæld viste sig at være knap så sej som husket…

Yeah… mindre ikonisk og cool end jeg huskede.

Den anden bogserie jeg husker som særlig fantastisk var Stjernefolket. Den handler om drengen Erik der møder pigen Mira, som kommer fra rummet og sammen drager de på heroiske og sweete science fantasy eventyr. De to første bind hænger sammen og er egentlig en lang bog. Det er en Stråle fra rummet og Kampen mod det onde.
Her mødes de to og bliver nødt til at kæmpe mod den onde Fyrste af Spartanien og hans nederdrægtige agenter.

Young Simon Aakjær synes virkelig de her bøger var teh shizzel, de var episk coole og fantastiske. Det var en perfekt blanding af escapisme og science fantasy. Især i de senere bøger, hvor Erik og Mira (og hunden Katja) tager til fjerne planeter og bekæmper ondskab og nederdrægtige skurke som Vulkanfolket og Blomsterheksen.
I serien sidste bind vender de endog tilbage til Jorden og bekæmper onde generaler og magthavere (yes, hvis nogen er i tvivl, så er den her bog fra midt 80’erne).

Ikke den originale forside (men den var også mindre sej)


Fun fact, det var den her bogserie der lærte mig konceptet om biocomputere, som dengang jeg var 12 år virkede så umådeligt cool og fremtidsagtigt. Havde den været skrevet i dag, ville det sikkert have været kvantecomputere.

Nu skal jeg så have dem læst, og så skal jeg nok melde tilbage om hvordan OldGuy Simon Aakjær oplever dem.