SUPERKULTUR

Hr. Kukula

mar
19

Det er meget få nyere danske forfattere, der kan få lov at springe direkte til toppen af min læsebunke. Men Mikkel Harris Carlsen er helt klart blandt dem. Og da jeg havde ventet et stykke tid på, at nogen skulle gribe “Hr. Kukula” fra en udstilling på biblioteket, vandt min utålmodighed over min tiltro til lånerne, og spanieren Juan Luis Kukula blev inviteret hjem, hvor han fluks snød sig vej til en plads øverst i bunken.

Carlsens seneste bog er en række noveller (måske snarere anekdoter, for at være ærlig) fra titelpersonens liv – og det er et liv, der byder på mange og sære tiltag. Som tidligere bygger forfatteren et fragmenteret billede op omkring sit centrum, og det giver ham mulighed for alskens påfund. Hr. Kukula køber en cigar og bliver involveret i en sag om forsvundne børn, som i sidste ende peger tilbage på ham selv. Han møder sig selv – og redder måske modvilligt sig selv. Han går på biblioteket og lider en krank skæbne. De enkelte historier svinger i større eller mindre grad væk fra virkeligheden, men ender gerne tilbage i selvsamme uden den større forandring end en vis tristhed i vor hovedperson.

Som før, når jeg har læst Carlsen, bliver jeg dog overvældet af håbet om en løsning. Ikke en forklaring på, hvad det hele betyder (for skide være med det, det er god læsning, og det er nok eksistensberettigelse i sig selv), men snarere en algoritme, der kunne give mig den rette måde at læse på. Der må findes en form for litterær matematik (en litteratik?), der kunne fortælle én, hvordan man rent praktisk skal gribe bogen an.

Skal man tygge sig igennem hr. Kukulas oplevelser hurtigt? Det er fristende, for fortællingerne er korte, og med samlingen 140 sider ville det ikke tage længe at nå slutningen. På den måde tænker jeg, at bogen ville flyde lidt sammen, men også blive til et hele, et fornemmelse, man kan synke ned i uden måske helt at påskønne detaljerne.

Selv valgte jeg et kontrolleret indtag, en eller to historier ad gangen. Fordelen ved det er naturligvis, at man kan trække den sydamerikanske stemning i langdrag og fornøje sig maksimalt med de hændelser, der overgår Hr. Kukula. Ulempen er her, at man (eller jeg, i al fald) måske bliver lidt mere opmærksom på, at ikke alle historier har en lige godt drejet pointe, og den samme opbygning genbruges et par gange.

Men et eller andet sted derimellem må findes en Guldkok-zone, hvor nydelsen af Carlsens prosa er maksimal. Eller måske ikke. Måske er pointen bare at lede efter den zone og så nyde rejsen – jeg håber, han fortsætter med at sende værker ud, der gør den lige så fornøjelig, som “Hr Kukula” gjorde.

Bynavn!

mar
14

Så blev det endelig tiden hvor byen fik sit navn! Tak for alle de gode forslag fra folk her på superkultur 🙂 Folket har talt og resultatet findes i videoen!

Grøntsager findes ikke!

mar
05

Via Neatorama faldt jeg over denne artikel, som redegør for, hvor besværligt sprog er, og hvordan det udraderer grøntsager som das Ding an sich (ja, jeg bruger sikkert udtrykket forkert, men det er sjældent, jeg får lov at krydre med tysk, og når nu det handlede om sprog).

In a botanical sense, it’s easy: vegetables don’t exist as a discrete, coherent category. And the more you know about botany–the nuanced phylogeny that gardeners and farmers know and the centuries of research into plant evolution that botanists have learned–the more likely you’ll be a dissenter in the vegetable debate. “This is why people hate botanists,” as one disillusioned commenter wrote in a particularly heated r/Botany thread.

Det minder mig om dengang, hvor Marvel officielt klassificerede Projekt X (eller X-Men, om man vil) og alle deres medmutanter som værende ikke-menneskelige – uagtet, at deres menneskelighed jo er hele grundlaget for serien.

Hvorfor gjorde de det? spørger man sig selv. Fordi de er et sjælsløstaf skatteårsager (måske havde jeg ret i den først indledte sætning).

Er du til kaffe?

mar
04

En by tager form – én bygning af gangen!

Edmund Cooper

mar
01

Edmund Cooper er en af de der klassiske sf-forfattere, som har listet sig ind på mine reoler med flere titler – men som jeg ærligt talt aldrig har fået læst noget af. Men forleden sprang “Jupiter Laughs” ud i den ventende hånd og meldte sig frivilligt til at ledsage mig på de daglige togture.

Det er en novellesamling 1979 – men for at være ærlig føles det nok lidt ældre. Vi drager til Mars og finder hemmeligheden om vores egen oprindelse, en professor lader sin computer arbejde med sin søn og kommer til at fortryde det og så videre – det er gerne fortalt med et glimt i øjet, men måske også nok lidt forudsigeligt og ikke synderligt komplekst.

Men det fik mig da til at google forfatteren, for hvorfor ikke fylde lidt mere på om ham, når nu der alligevel står flere af hans bøger og venter. Det er lidt af en rutsjebanetur – især gennem denne side om forfatteren.

Til at starte med slår han fast, at alle hader franskmænd (eller i al fald franske scifi-film):

According to the jacket notes in Unborn Tomorrow a French film was made of one of his short stories but in reality the film was American and called The Invisible Boy (1957 also known as S.O.S Spaceship) based on Brain Child (1956) and featured the second appearance of the character Robbie the Robot. EC was embarrassed by having his name associated with this movie, which he called “one of the worst science fiction films of all time” so he said the film was French apparently in order to conceal his association with it.

Senere viser han sig at være meget gammeldags – men måske også kedeligt moderne på sådan en “de dybeste afgrunde af internettet”-måde:

On Cooper and Women: He said that the central characters in Transit, All Fools Day and The Uncertain Midnight were all “pseudonyms” for himself and that this was why American reviewers (“because there are so many women reviewers”) called him a male chauvinist pig. He also said that he was not against the emancipation of women but that the average woman had a cranial capacity 125cc less than that of a man; “let them have totally equal competition…they’ll see that they can’t make it…I just don’t think they can compete on the same terms” As evidence he cited the lack of “good” female mathematicians, scientists and composers; “They’ve gone back home to wash the dishes and produce children.” However, EC did then go on to say that this was a “very simplified” version of what he felt – that he loved women, did not want to subjugate them and that “I’d lay every attractive woman in the world if I could.”

Der henvises, tror jeg, til dette interview:

Jim: As individuals, the characters in many of your books lack the identity of singular people, and seem to be morerepresentative of mankind in general Why is this?

Edmund: Well, it’s legitimate of you to say that they lack, as it were, a great deal of variety; most of them are similartypes, though there are one or two who do have this variety.Richard Avery in Transit; Matthew Greville in All Fools’ Day; John Markham in The Uncertain Midnight – are all,basically, the same kind of character, the same kind of matrix. It’s got to be perfectly obvious to anyone that the personhe knows best is himself. I know myself best, so I’m afraid that these are all pseudonyms for myself. They’re how Ithink I might react given the dreadful, intriguing, funny, banal, or bizarre situations these characters find themselves in.It’s easier to put my reactions down, than invent a character and put his reactions down. There are a lot of masqueradingEdmund Coopers in my novels, which is why, frequently, American reviewers call me a male chauvinist pig.

Coopers brug af sig selv i fiktion fører så i en cirkel tilbage til første kilde og denne bid:

On Cooper’s Interests: EC described his interests in 1971 as “chess, philosophy and wine.”1 Obviously, EC drank excessively and many of his characters share this trait. Perhaps the greatest drinkers in his books were those in Five to Twelve (1968), Kronk (1970) and the character Commander James Conrad from the Expendables series (1975-76).

Edmund Cooper døde af alkoholisme i 1982.