SUPERKULTUR

Et år med YouTube!

apr
15

Så gik der et år! Et år!!! Jeg kan næsten ikke fatte det! Tag et kig 🙂

Desperation

apr
13

Problemet med internettet er, at der altid er noget galt på det. Forleden var det dette indlæg: Introduktion til horrortroldmanden over dem alle: 7 uvurderlige Stephen King-rutscheture

Den slags lister er altid underholdende. Min egen ville se meget anderledes ud, men jeg kunne dog forstå de fleste af de valgte værker – lige undtagen inkluderingen af Desperation/The Regulators. De romaner var med til at knuse mit unge fanhjerte, for selv om jeg troligt læste alt det King, jeg kunne komme i nærheden af, måtte jeg indrømme, at de var det argeste l*rt. Men måske huskede jeg forkert, måske var jeg blot en ussel tvivler?

Jeg måtte genlæse Desperation for at være sikker.

Jeg skal være den første til at drage teenage-Janus’ holdninger og valg i tvivl (for jøsses da, sikke en narrøv han var), men lige her ramte han nu altså spot on. At jeg ikke hader bogen så intenst i dag som dengang, skyldes nok mest, at jeg er mildnet med årene, og ikke at den er blevet bedre.

Anslaget er godt: forskellige mennesker bevæger sig via den ensomste hovedvej i USA og indfanges af en stor, skræmmende betjent ved navn Entragian. Han smider dem i et par celler i byen Desperation, mens han viser flere og flere og flere tegn på at være ikke blot rablende sindssyg, men også i færd at blive nedbrudt indefra af noget ukendt. Og så er han i stand til at kontrollere ørkenens dyr.

I den nærliggende mine har man, lidt som dværgene i Moria, gravet for dybt og fundet noget grimt, som nu har taget magten i Desperation. Vores lille gruppe af hovedpersoner må nu gøre alt, hvad de kan for at overleve. Det er et klassisk horror-setup, og King burde egentlig kunne fortælle en okay historie med det. Ikke banebrydende, men dog underholdende. Desværre vælger han at træde ud fra mængden ved at blande Gud ind i historien – hvilket ærligt talt er ligesom at fortælle en “stranger invasion”-historie, hvor vores stakkels ofre er en gruppe sværtbevæbnede marinesoldater med en lige linie til den nærliggende militærbase. Det er med andre ord lidt kedeligt – ja, hvis man er religiøs, er det (gætter jeg) rart at blive bekræftet, men for os andre mangler der et tilsvarende interessemoment.

Man kan sagtens skrive en interessant religiøs bog (guderne skal vide, at jeg har læst interessante romaner af forfattere, hvis politiske overbevisning gør mig grøn i ansigtet – men derfor kan den godt fungere i en historie.) Problemerne med Desperation er, tror jeg, disse:

  1. Den udkom midt i en gruppe af mere eller mindre elendige King-romaner: Insomnia, Rose Madder, Dream Catcher – og for at være ærlig, så fandt jeg Dolores Claiborne, Gerald’s Game og The Green Mile velfortalte, men måske også lidt kedelige. Så den står ikke på egen hånd.
  2. Stephen King kan ikke finde ud af at fortælle mytologi. Han vil gerne løfte en beskidt, jordbunden lille racerhorror op til noget større – men i stedet for at udarbejde noget snupper han kristendommen. Og ja, han prøver at antyde, at det ikke er sikkert, at Gud vinder, men jeg har svært ved at forestille mig en læser, der var i tvivl. Og så synes jeg personligt, at god mytologi i horrorkontekst gerne må være antydet og måske endda lidt rodet – det er svært forståeligt, ikke blot de gode mod de onde. King selv slap betydeligt bedre af sted med det i It, fordi de mytologiske elmenter bliver i baggrunden og er sære. Hvilket leder videre til næste punkt:
  3. King overforklarer. Jeg troede ærligt talt, at dette var en nyere ting, for jeg husker, at det ødelagde Doctor Sleep for mig – King skal absolut ind i hovedet på alle, dæmoner som helligfranse, og fortælle os deres tanker. Fred være med det, hvis man kan gøre det ordentligt (er der nogen, der har gjort det ordentligt, siden Peter Benchley anbragte os i hovedet på fisken?) – men Etragians indre dæmon leverer ganske ordinær “jeg vil dræbe dem alle”-monolog. Det dræber enhver spænding, fordi der ikke overlades noget til skyggerne i læserens hjerne. Alle, selv barnet der snakker med Gud og udfører Jesus-mirakler, bliver trælse.
  4. Og alle kan fortælle. Der findes ikke et menneske i Kingland, som kan forklare noget med én sætning – nej, alt skal fortælles på flotteste vis og gerne med mindst én brug af “den her ting X, som min farmor/folk her på egnen/min onkels fætter på mødrene side plejer at kalde Y”.
  5. Sidst men ikke mindst: King prædiker. Hans omgang med Gud er som at spille rollespil med en irriterende DM, som vil anerkendes for sin rolle i spillet – “For at slå din modstander skal du begå et umuligt sværdtrick. Jeg slår lige for din her bag skærmen – og jeps, terningen stod faktisk på kanten, så det må betyde, at det lykkes, og de slår ham ihjel med ét hug. Det er smukt. Tror du ikke på mig? Nåmen, jeg slår lige igen, og – hovsa, terningen faldt ned af bordet. Så da du kører sværdet tilbage i skedet, skærer du desværre din egen hånd af.” Og når jeg siger prædiker, mener jeg ikke blot på det religiøse – den højlitterære og højrøvede forfatter, der er en af hovedrollerne, starter som en narrøv, men ender med at overveje at skrive – gys! – en horroroman.

Desperation var ikke nogen god læseoplevelse (udover starten), men jeg var faktisk glad for at genlæse den. Det var rart, at der var en enkelt ting, teenage-Janus havde ret i. Og jeg behøver ikke genlæse The Regulators for at vide det.

Store brag

apr
12

Hennings skriv om Big Bang fik mig til at huske en gammel tekst, der nok har været på fanzine.dk. Og opgravet fra internettets dyb kommer den her:

En tidligere kommentar om, hvordan science fiction påvirker virkeligheden, der påvirker science fiction, der… ad nauseam, indtil vi alle render rundt som henførte, blå Navi-naturelskere i 3D, fik mig til at tænke på historien om Big Bang.

Fred Hoyle (1915-2001) var astronom og science fiction-forfatter.

Et par af hans romaner (plus flere fagbøger) er oversat til dansk: “Den sorte tåge” og “Budskabet fra Andromeda” (også udgivet som det lidt mere dramatiske “Angrebet fra Andromeda”). Begge bøger husker jeg som ganske gode, omend de selvfølgelig er noget gammeldags. Selv om det er år og dag siden, jeg selv læste dem, var det lettere forstyrrende i at skulle forholde sig til computere, der fodres med hulkort, mens vi snakker (angivelig) fremtid.

Især “Den sorte tåge” er interessant – i den opdager menneskeheden, at en enorm tåge bevæger sig mod Jorden. Den viser sig at være intelligent, og de skaber kontakt til den – desværre først efter den har udryddet en god klump af klodens befolkning ved at lægge sig i vejen for Solen. Da videnskabsmændene først er begyndt at kommunikere, benytter de sig naturligvis af dens unikke perspektiv og overvældende viden og stiller spørgsmål som: “Er det virkelig sandt, at universet opstod ved en kæmpe eksplosion?”

Hvortil tågen svarer noget i retning af: “Tøhø. Hvor har I dog fået den tåbelig ide fra?”

Hoyle var nemlig en fremtrædende fortaler for Steady State-teorien, ifølge hvilken universet altid har eksisteret og altid vil gøre det. Faktisk var han så meget fortaler, at han ville latterliggøre den modstridende teori og derfor gav den et tåbeligt navn: Big Bang.

Look who’s laughing now, Fred.

Hvis man vil læse mere om Hoyle (og i parentes bemærket er flere af hans bøger altså ganske læseværdige), er der en god artikel om “Den sorte tåge” og en nekrolog på Information.dk

The God Delirium

apr
09

Overskriften er naturligvis en parafrase over Richard Dawkins’ “The God Delusion”, men dækker meget godt det forhold, at jeg åbenbart bliver ved med at plage mig selv med spørgsmålet om “Guds Eksistens”.

Billedresultat for Gud
As we know him

Og det leder mig ofte til, at se besynderlige dokumentarer(?) på YouTube, hvor den ene gudsfornægter battler mod den anden gudsbetroende. Eller bare den ene & derefter den anden.

Senest har jeg derfor set på – eller været vidne til – disse to:

Og denne hér:


https://www.youtube.com/watch?v=otrqzITuSqE

Og det er jo festligt, folkeligt og fornøjeligt. Og jeg plejer van at have mine undskyldninger for denne ekstravagante form for masochisme parate, nemlig med henvisning til bonmot 1&2: “Know thy Enemy”; “Keep your friends close, but your enemies closer”. Hvilket jeg mistænker for at være en underbevidst forlængelse af min begejstring for konspirationsteorier; altså at “troende” mennesker har gang i noget konspiratorisk. Det har de ikke – de har gang i noget vås&vrøvl.

Men for at det så ikke skal være løgn, så bilder jeg mig selv ind, at jeg faktisk lærer noget af lortet. Eller sagt på en anden måde: – at det tvinger mig til, at tænke koncentreret over visse fundamentale spørgsmål, med den klausul at “Gud ER smidt ud” (Hej Trille).

Jeg er – i nærmest uhyggelig grad – alvorligt smittet med “Anti-Dühring” og Carlo H. Hansen

Billedresultat for carlo f hansen "Fysikkens elendighed"
(det er ikke Carlo, bare fordi det er forsiden; Carlo kommer hér:)
Billedresultat for carlo f hansen "Fysikkens elendighed"
(ikke så nemt at se, det er jo helt tåget – bestil bogen på bibloteket! gak til myren og bliv viis)

(Og så selvfølgelig “Anti-Dühring:)

Billedresultat for anti dühring
(det er ikke Dührings kontrafej, men Engelsesesssesssss)

Med andre ord er jeg i filosofisk grad overbevist om, at den dialektiske materialisme formidler det rette perspektiv på – nåja – “hele lortet” (og nej! jeg skal ikke forsvare Stalin, Tito, Mao, Ceacescu, Castro, YNI, for det er ikke det, det drejer sig om).

Billedresultat for omfangslogik
(en dialektiker, der er langt ude)

Så på en laaaaaaaaaaaaaaaang tur fra Inverness til Newcastle, fik jeg anledning til at udbrede mig om, hvorfor det er nonsens, vås, vrøvl at tale om “noget” FØR Big Bang, for de der 13,4 milliarder år siden, mens min svoger førte bilen.

(Min svoger – ikke Big Bang … eller – spørg hans kone)

Nå! Down to business! “Hvorfor kan man ikke tale om noget FØR The Big Bang?” (altså: – det kan man jo bare gøre, men dersom vi tager en videnskabelig vinkel (jo, vi gør), så kan man ikke!)

“Enhver” ved jo, at tiden går langsommere, jo nærmere man kommer til lysets hastighed, eller til et Sort Huls begivenhedshorisont. Iggeåsse? Ja, men nej. Der er ikke tale om at “Tiden” går langsommere – der er tale om, at gravitationen er af en størrelsesorden, hvor ALLE processer bremses – derfor også elektronernes fisen-omkring atomkernen. Der mangler vi vel lige en konkret definition af hvad “gravitation” er, og der kan jeg bare sige: se Carlo! For enten taler vi om en udefineret “kraft”, der har noget at gøre med masse, lagt ovenpå den kosmiske spring-trampolin, eller også taler vi om et materielt bombardement af partikler (“gravitoner”), der påvirker hele molevitten fra all over the place, ligesom baggrundsstråling (3 kelvin, over det hele). Og det plager stadig the Grand Unified Theory, hvor de basale naturkræfter helst skulle kunne forenes i 1 “kraft” (hvorfor de skal det? – spørg ikke mig, men det skal de åbenbart). Men ihvertfald kan de der GUT-drenge ikke rigtigt få has på “tyngdekraftens” indplacering. Muligvis fordi de selv skrottede Æter-teorien (jo, de gjorde!)

Billedresultat for grand unified theory
GUT – up front and in person

Godt! For de der 13,4 milliarder år siden var hele Universet, “klemt” sammen i den der “mono-bloc”. Tror vi at den har været tung? Ja, monikke! Så det var ikke så meget, at tiden ikke gik – det gjorde den sikkert. Men i monoblokken skete der ikke noget … som i: – ikke noget! Ingenting! Nada! O & en skid! For det forhindrede gravitationen. Altså det forhold, at “blokken var meget lille, og blev bombarderet med gravitoner fra “hele vejen rundt”.

Man kan således sige, at der muligvis nok var en “tid” før Big Bang, men på den anden side var der ikke noget, den kunne have indflydelse på, thi det havde slået så mange knuder på sig selv at end ikke “Kluddermor” kunne hugge den gordiske knude over. Og “tid” betragtes almindeligvis som observerbare forandringsprocesser – det’ lissom definitionen, nietchewo? Ellers tjek Newton og hans termodynamiske love.

Så i Monoblokken sker der altså ikke en skid! Det vil sige: – der er god grund til at formode, at “dyret” har været rimeligt varmt. En eller anden kan muligvis oversætte 10 i 32. Kelvin til noget vi kan forstå – Celsius, f.eks., men det er jo “allerede” adskillige Planck-sekunder after the incident.

Lad os istedet sige, som geniet hér, der svarede en fremmelig knægt henne i børnehaven:

(det er ikke knægten, det er bare mig – geniet)

For så spurgte knægten, spurgte han så: ” – når nu der findes en laveste temperatur ( – 273 Kelvin, red.), findes der så en højeste temperatur?”

Kvik knægt! Jo, ja – altså: temperatur er et spørgsmål om hastigheden af bevægelser i et medium. Man kunne således forestille sig, at en hvis temperatur svarer til lysets hastighed, så hvor mange grader er lysets hastighed? Eller sagt på en anden måde: Vi har altså den hér “mono-bloc”, der er uhyre kompakt, bombarderet, som den er, af gravitoner fra allesteder. Samtidig har den en temperatur, altså en indre “egenbevægelse”, der svarer til, eller er langt over, hvad der svarer til lysets hastighed. Kan man sige, at vi taler om en trykkoger? Og hvordan kan den have en “indre egenbevægelse”, når nu “bevægelse” er defineret som forandring over tid – når tiden “ikke går”? Man kan selvfølgelig påstå, at det var “Gud”, der satte trykkogeren på blusset (og hvilede på syvendedagen, den syvsover). Men det ville så implicere, at der skulle være et univers udenom universet, og hvis man ta’r den på sig, så er det “turtles all the way down”.

Billedresultat for turtles all the way down


Et skolastisk anskuelsesbillede, hvis formål er at sige: – hold din mund og la vær med at stille spørgsmål. Men hér har vi at gøre med et – hrm – fænomen, der drejer sig om at tiden ikke kan måles (hvorfor spørgsmålet om “før” bliver absurd), samt en kompakt tilstedeværelse, der er yderst ustabil, kva dens høje temperatur og sammenpressethed. Måske kan det sammenlignes med Chernobyl eller Harrisburg gange adskillige gogolplexer i gogolplexiske potenser. Så “mono-blokken” er måske ikke så meget et kompakt “legeme”, som det er en ultra-fortættet klump plasma, hvis indre allerede har en temperatur langt over lysets hastighed, men er holdt tilbage af gravitoner. Og tiden – Tiden – får en realitet (en “dimension”), idet en fluktation i denne lava-agtige plasma giver et “sprut” fra sig – og så skaber plasma og tid og gravitoner et kosmos, et Univers.

Men vi kan selvfølgelig godt kalde min postulerede “fluktuation” for “Gud”, det er bare ikke nødvendigt. Og fordi det ikke er nødvendigt, fordi det ikke giver nogen yderligere forklaring eller indsigt, så er det måske fordi det er noget vrøvl.

Og det er der så meget der er. Måske osse dethér! Men gi det lige en overvejelse.

Moxibustion

apr
08

Jeg indrømmer det: der er en del af min hjerne, som lyser frydefuldt op ved mødet med gennemført bullshit – en god sammensværgelsesteori er som en kognitiv snack (ikke sund, men lettere vanedannende), og en viderenonsensificering af nonsens er candyfloss for tankerne. Tilsæt så den modsætning, at jeg er ganske rationel og godt kan lide, at tingene fungerer, som de skal, og så er denne artikel jo nærmest perfekt: Article claiming acupuncture on parents would treat their kids through quantum entanglement has been retracted. Der er nonsens af høj karat, og det er blevet trukket tilbage.

To suggest that when children fall ill, their parents just need to undergo some acupuncture and they’ll be fine, because there is ‘quantum entanglement’ (量子纠缠) among blood kins – saying that acupuncture on the parents is equal to acupuncture on the children -, this is really serious. According to this theory, we might as well cancel pediatrics.

Men endnu bedre, et nyt begreb dukker op: moxibustion. Som åbenbart er übernonsensificeringen af akupunktur ved at afbrænde gråbynkeblade nær akupunkturpunkterne. Her fra Science-Based Medicine:

Moxibustion is the burning of mugwort over acupoints.

What is mugwort? I resist the urge to make a Harry Potter pun about where Muggles go to school. No wait, I just did. Sorry. You know the old saying: yield to temptation, it may not pass you way again. Mugwort is a member of the daisy family, related to ragweed and, like ragweed, a common cause of hay fever. It is also used in food and was used in beer before hops was discovered.

Marie Kondo

apr
02

De sidste par dage har det virket, som om Marie Kondo er på vej rundt i manegen igen. Som et menneske med en del bøger i stabler er det noget, der skræmmer mig lidt. Dette ensidige fokus på “joy” kan kun gå galt.

VOYNICH-MANUSKRIPTET TYDET

apr
01

Det er muligvis ikke alle, der er bekendt med det såkaldte “Voynich-manuskript”. I al sin komplicerede enkelthed, drejer det sig om et besynderligt værk, begået af en ukendt ophavsmand (eller -kvinde), der består af tekst og illustrationer. Begge dele – indtil nu – uforståelige; teksten er ikke på noget kendt sprog, og illustrationerne (der iøvrigt er ret flotte, på sådan en illumineringsagtig måde) er uidentificerbare.

(en side fra Voynich-manuskriptet)

Og for de, der vil læse mere om den hidtidige opfattelse og tolkning af Voynich-manuskriptet, kan jeg lige lænke til Wikipedia:
https://en.wikipedia.org/wiki/Voynich_manuscript

Nu er det således at jeg abonnerer på et par nyhedsbreve fra den klerikale verden. Især har jeg længe fulgt Fra Bartoldy, hvis – tidligere – borgerlige navn var Gabriel Michael Montserrais, indtil han blev ordensbroder i/ved det anerkendte jesuittiske Kloster-cum-Universitet Marquez do Sanchez-Jaime, i Bolivia, men på tiden Residentiel Wissenschaftler ved ordenskapitlet i Erbingen. Og sammen med notabiliteter som Curt Fromgut og Sam Chippendel, har Fra Bartoldy studeret Voynich-manuskriptet igennem de sidste tyve år – eller mere. Og dette studie har nu – endeligt – båret frugt, og vil i nær fremtid blive fremlagt i sin totalitet for Videnskabernes Selskab i London.

Billedresultat for jesuit monk
Det er Fra Bartoldy til højre, ved siden af Paven

Således er der tale om et noget omfangsrigt værk, og jeg vil ikke hér gennemgå alle enkelthederne. Så meget mindre, idet selve værkets tryk-historie næsten er af en anden verden, idet forhindringerne har været mange. Et eksempel: Fra Bartoldy skrev – oprindeligt – opsatsen på latin. Men det blev så oversat af en hvis Henri de Wollo – til dansk! – hvorefter det blev den internationalt anerkendte oversætter Gheinn Akamas’ opgave, at “tilbageoversætte” til engelsk, udelukkende med reference til Wollos “oversættelse”. Men ikke nok med det: – det første trykkeri, som forlaget Goldendell Ltd overdrog Fra Bartoldys manuskript til, brændte ned til grunden, idet en lagerforvalter – senere identificeret som den aldrende Irving Newulph – tog fejl af probat og propan.

Herefter blev det trykkeriet Nachtung Nebels opgave, hvilket firmaet klarede uden problemer. Men hele oplaget sank “til havsens bund”, som man siger, da det skulle fragtes over Kanalen, idet det var “cargo” ombord på M/S Le Jakubo, der var indregistreret på Antillerne som “The Dice”, og gik ned med mus og mænd i vinterstormen 2018.

Billedresultat for skibsforlis
M/S Jakubos forlis

Heldigvis lykkedes det, at sende en faksimile-udgave til Charles Stross, som øjeblikkeligt fik den trykt i 400.000 eksemplarer på sit eget trykkeri – “The Laundry”.

Således vil det kunne fremlægges for Videnskabernes Selskab i allernærmeste fremtid. Og det er et virkeligt gennembrud – eller det bliver det, ihvertfald. Thi Fra Bartoldy er nået frem til at Voynich-manuskriptet indeholder en væsentlig meddelelse til os alle, og den står klart og tydeligt fremført i det nyhedsbrev, jeg fik hér til morgen. Og i al sin enkelthed er budskabet:

“Programmet har udført en ulovlig handling og lukkes. OK!”





https://en.wikipedia.org/wiki/Voynich_manuscript