SUPERKULTUR

Desperation

apr
13

Problemet med internettet er, at der altid er noget galt på det. Forleden var det dette indlæg: Introduktion til horrortroldmanden over dem alle: 7 uvurderlige Stephen King-rutscheture

Den slags lister er altid underholdende. Min egen ville se meget anderledes ud, men jeg kunne dog forstå de fleste af de valgte værker – lige undtagen inkluderingen af Desperation/The Regulators. De romaner var med til at knuse mit unge fanhjerte, for selv om jeg troligt læste alt det King, jeg kunne komme i nærheden af, måtte jeg indrømme, at de var det argeste l*rt. Men måske huskede jeg forkert, måske var jeg blot en ussel tvivler?

Jeg måtte genlæse Desperation for at være sikker.

Jeg skal være den første til at drage teenage-Janus’ holdninger og valg i tvivl (for jøsses da, sikke en narrøv han var), men lige her ramte han nu altså spot on. At jeg ikke hader bogen så intenst i dag som dengang, skyldes nok mest, at jeg er mildnet med årene, og ikke at den er blevet bedre.

Anslaget er godt: forskellige mennesker bevæger sig via den ensomste hovedvej i USA og indfanges af en stor, skræmmende betjent ved navn Entragian. Han smider dem i et par celler i byen Desperation, mens han viser flere og flere og flere tegn på at være ikke blot rablende sindssyg, men også i færd at blive nedbrudt indefra af noget ukendt. Og så er han i stand til at kontrollere ørkenens dyr.

I den nærliggende mine har man, lidt som dværgene i Moria, gravet for dybt og fundet noget grimt, som nu har taget magten i Desperation. Vores lille gruppe af hovedpersoner må nu gøre alt, hvad de kan for at overleve. Det er et klassisk horror-setup, og King burde egentlig kunne fortælle en okay historie med det. Ikke banebrydende, men dog underholdende. Desværre vælger han at træde ud fra mængden ved at blande Gud ind i historien – hvilket ærligt talt er ligesom at fortælle en “stranger invasion”-historie, hvor vores stakkels ofre er en gruppe sværtbevæbnede marinesoldater med en lige linie til den nærliggende militærbase. Det er med andre ord lidt kedeligt – ja, hvis man er religiøs, er det (gætter jeg) rart at blive bekræftet, men for os andre mangler der et tilsvarende interessemoment.

Man kan sagtens skrive en interessant religiøs bog (guderne skal vide, at jeg har læst interessante romaner af forfattere, hvis politiske overbevisning gør mig grøn i ansigtet – men derfor kan den godt fungere i en historie.) Problemerne med Desperation er, tror jeg, disse:

  1. Den udkom midt i en gruppe af mere eller mindre elendige King-romaner: Insomnia, Rose Madder, Dream Catcher – og for at være ærlig, så fandt jeg Dolores Claiborne, Gerald’s Game og The Green Mile velfortalte, men måske også lidt kedelige. Så den står ikke på egen hånd.
  2. Stephen King kan ikke finde ud af at fortælle mytologi. Han vil gerne løfte en beskidt, jordbunden lille racerhorror op til noget større – men i stedet for at udarbejde noget snupper han kristendommen. Og ja, han prøver at antyde, at det ikke er sikkert, at Gud vinder, men jeg har svært ved at forestille mig en læser, der var i tvivl. Og så synes jeg personligt, at god mytologi i horrorkontekst gerne må være antydet og måske endda lidt rodet – det er svært forståeligt, ikke blot de gode mod de onde. King selv slap betydeligt bedre af sted med det i It, fordi de mytologiske elmenter bliver i baggrunden og er sære. Hvilket leder videre til næste punkt:
  3. King overforklarer. Jeg troede ærligt talt, at dette var en nyere ting, for jeg husker, at det ødelagde Doctor Sleep for mig – King skal absolut ind i hovedet på alle, dæmoner som helligfranse, og fortælle os deres tanker. Fred være med det, hvis man kan gøre det ordentligt (er der nogen, der har gjort det ordentligt, siden Peter Benchley anbragte os i hovedet på fisken?) – men Etragians indre dæmon leverer ganske ordinær “jeg vil dræbe dem alle”-monolog. Det dræber enhver spænding, fordi der ikke overlades noget til skyggerne i læserens hjerne. Alle, selv barnet der snakker med Gud og udfører Jesus-mirakler, bliver trælse.
  4. Og alle kan fortælle. Der findes ikke et menneske i Kingland, som kan forklare noget med én sætning – nej, alt skal fortælles på flotteste vis og gerne med mindst én brug af “den her ting X, som min farmor/folk her på egnen/min onkels fætter på mødrene side plejer at kalde Y”.
  5. Sidst men ikke mindst: King prædiker. Hans omgang med Gud er som at spille rollespil med en irriterende DM, som vil anerkendes for sin rolle i spillet – “For at slå din modstander skal du begå et umuligt sværdtrick. Jeg slår lige for din her bag skærmen – og jeps, terningen stod faktisk på kanten, så det må betyde, at det lykkes, og de slår ham ihjel med ét hug. Det er smukt. Tror du ikke på mig? Nåmen, jeg slår lige igen, og – hovsa, terningen faldt ned af bordet. Så da du kører sværdet tilbage i skedet, skærer du desværre din egen hånd af.” Og når jeg siger prædiker, mener jeg ikke blot på det religiøse – den højlitterære og højrøvede forfatter, der er en af hovedrollerne, starter som en narrøv, men ender med at overveje at skrive – gys! – en horroroman.

Desperation var ikke nogen god læseoplevelse (udover starten), men jeg var faktisk glad for at genlæse den. Det var rart, at der var en enkelt ting, teenage-Janus havde ret i. Og jeg behøver ikke genlæse The Regulators for at vide det.

2 Responses to Desperation

  1. Ha, det var også den her bog, der slog min King læselyst i stumper og stykker. Når man genlæser noget af hans ældre bøger, så bliver selv de fede af dem, ofte bonket oven i hovedet med ham der Gud (18. level Creator God med +10 smiting og Tre-i-En funktion).

    • Jeg sad forleden og kiggede på Kings bibliografi – og jeg kan også se, at bøgerne efter Desperation og Regulatorerne har jeg enten ikke læst eller også først læst meget, meget senere. De to bøger var dræbende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.