SUPERKULTUR

TIDENS TEGN – med indlagte reklamer

maj
31
Relateret billede

Jeg bor sådan lidt ude på landet. Nærmere bestemt Sydfyn, helt bestemt Oure (u’tales “o’re”), og så lige et nøk ne’ mo’ Lund’borg, ikkda! Og hér’u’ på landet er der, som bekendt, ikke meget at grine af – bortset fra storbønderne (der er ikke andet) og plantage-ejerne (der er overhovedet ikke andet), der fedtgriner hele vejen ned til banken, for at indkassere landbrugsstøtten, EU-tilskuddet, top-skattelettelsen og virksomhedsfradraget. Men ellers er der ikke så meget at grine ad. Og dog …….

Nu har de dersens Scanlines …. – øhm, de dér valgplakater jo hængt i lygtepælene, og hvor de ellers kunne komme til, i en lille måneds tid. Og det bliver de (jo) ved med, ihvertfald en uges tid endnu, ikk’sandt? Så man har (do.) vænnet sig til udsmykningen, om man så må sige. Lidt lissom reklamer på bill-boards, busstoppesteder og butiksfacader, samt alle de andre skilte der hænger ud over vejen (“Jyttes Zoneterapi”; “Ergolaps Hundefoder – nu i sække”; “Nye kartofler”).
Idag fik den (udsmykningen) så en ekstra kant – på den gode måde!
Egentlig havde jeg glemt, at vi er kommet ind i sæsonen, så “tillægget” kunne sådan set blot have afstedkommet et: ” – Nåja, nu er det ved de tider. igen! Jammen, så velkommen, da, i dette Herrens år!”, havde det ikke været for – hrm – juxtapositionen, sammenfaldet, betydningen af det ene qua det andet – ikk’sandt …..?
Altså kommer jeg kørende dér, i fars røde røver (uden Bahnsen – han tog ind med 4-toget). Og skænker ikke “portrætgalleriet” i lygtepælene nogen videre opmærksomhed (“Kør bil – når du kører bil!”), Herregud, de plakater har (do.) hængt der længe, og man har lissom set de fjæs og fjæsinder (nej: – ikke “fjæsinger”, omend … – men det er anden snak) mange gange før.
MEN SÅ!   

Så kommer jeg forbi en lygtepæl, mast, et-eller-andet, hvor DF har ophængt den der valgplakat, der ligner en blanding af noget fra “Top-Gun” og “Flying Superkids” (det er noget de har lært af DSU), og direkte “hinunter” hænger denne hér:

image.png

Og der må jeg bare sige: – der var lige et split-sekund, hvor jeg “ikke kørte bil – mens jeg kørte bil”.


Der var så ikke bekendt kulør ifht “blok-farve” eller politisk tilhørsforhold, iøvrigt, thi molevitten hang også under A-plakater, B-plakater, V-plakater, og hvaharvi! Hvilket sådan set bare satte det hele i endnu dybere bas-relief.
Den slags fornøjelige fornøjelser skal man ikke kimse af, og forøvrigt ved jeg slet ikke hvad det vil sige at “kimse”. Er det når man er sulten for sjov? Eller er det når man – som jeg, på tiden – læser Kim Larsens erindringer? (den kan iøvrigt anbefales, sagt af en mand (mig), der ikke har noget specielt tilovers for Hr. Flyvholm, men dog må medgive ham en hvis plads i mit opvækstmæssige bagland).

Så idag blev der da ihvertfald lidt sjovere ude på landet – og det skal nok holde det meste af næste uge ud, Folketingsvalg og Cirkus Mascots turné-plan taget i betragtning.

Personligt måtte den turné godt være startet lidt tidligere, f.eks d. 26 maj. Men det gjorde den måske også …

(quiz: – hvor mange reklamer er indlagt i indlægget? Præmie: – en prut at save i, ligesom regeringspolitikken)

Carthage Delenda Est

Kunsten at skrive en dårlig bog

maj
30

For noget tid tilbage faldt jeg i en af de lokale brugtbikser over fire Supernatural-paperbacks. Kombinationen af billigt læsestof og mit tilbagevendende behov for at læse et eller andet lettilgængeligt og (for at sige det lige ud) dårligt førte dem direkte hjem til reolen.

Rejs lidt længere frem i tiden, og jeg valgte Bone Key til en omgang hjernerens (sandsynligvis efter at have læst Gnomon, som er en af de der bøger, der kræver lidt restitution efter endt læsning). Desværre endte den i den der døde zone, hvor det ikke er en god bog, men desværre heller ikke en underholdende bog. I stedet var den lidt en undskyldning for sig selv – der er nogle døde indianere, som vender tilbage for at tage hævn over blegansigterne, og vore to helte har deres sædvanlige problemer, hvis man kender serien (såsom: hvis tur er det til at have dårlig samvittighed), og bumbum bumbum, sjoske sjoske, på et eller andet tidspunkt når vi frem til en slutning, som måske er stor og bombastisk, men den er også lidt ligegyldig, for der er tale om et biprodukt i en franchise, og forfatteren kan ikke gøre noget, der skrider fra den etablerede historie. Så luk bogen, klø dig i hovedbunden og indse, at du allerede har glemt, hvad den handlede om.

Og så lidt længere frem i tiden til i forgårs, hvor jeg pillede The Anomaly ud af reolen.

Min forventning var action/horror under jorden. Det er en af mine yndlingslokationer til horror (sammen med havet og diverse isørkener), så en smule forventninger var der. Okay, forsiden henviste bogen til fans af Dan Brown, så lidt blev der skruet ned for dem, men skidt. Uanset, så blev forventningerne hurtigt sparket til hjørne.

For The Anomaly er alt det, som Bone Key ikke var – lige ud af landevejen for fulde gardiner og gedigent underholdende. Rutger, viser det sig, er i virkeligheden Michael Marshall Smith, men jeg forestiller mig, at han i denne inkarnation bare ryger smøger, drikke kaffe og skriver med store håndbevægelser. For det er tydeligt, at han har moret sig.

Vi har en moderne Indiana Jones i skikkelse af værten på en conspiracy-Youtube-kanal. Vi har en gammel, glemt historie om en hule i Grand Canyon fyldt med mystiske ting. Og snart har vi vore helte fanget under jorden, hvor der sker ting, som ville få Charles Fort til at sno sig vellystigt i graven. Der er store sten, der ruller, der er globale sammensværgelser, der er lyde i mørket… der er “lige et kapitel til, inden jeg holder pause.” Der er for alt i verden ikke tid til at stoppe op og tænke over de større sammenhænge.

The Anomaly er ikke en “god” bog, men store Cæsars spøgelse, det er en underholdende en. Forfatteren morer sig, og han undskylder ikke for det. Det er sådan, man skriver en god dårlig bog. Og en fortsættelse… der er en fortsættelse. Jeg glæder mig allerede. Mine forventninger er det helt rigtige sted nu.

Delfin Science Fiction

maj
27

Jeg faldt over David Brin engang for mange år siden, i den lokale Bog & Ide i Viborg. Det var en fantastisk romanforside der forførte mig big time. Delfiner, en barsk dude i scifi dykkerdragt og onde tentakler. Alt det som en ung mand i voksealderen havde behov for.

Det var David Brins Startide Rising, oversat til Stjerneflod og delt i to som Haveriet og Flugten, anden del af Uplift trilogien. De andre bøger i serien er ikke oversat til dansk, men der er tale om to trilogier. Den første er tre enkeltstående romaner som hænger løseligt sammen. Den anden er en mere traditionel trilogi.

Som ung mand var jeg enormt begejstret for Brins Uplift univers. Jeg læste og genlæste de to trilogier forholdsvist ofte. Der var en masse spændende nye scifi tanker og koncepter, som jeg ikke havde stødt på før.

Præmissen for historien er, at det er umuligt for en race at bootstrape sig selv til intelligens. Man er nødt til at blive upliftet af en anden race. Kun på den måde kan man krydse grænsen mellem pre-sentience og sentience. Som tak for at blive upliftet, bliver den nye race indlemmet som tjener-race i den klan, som den upliftende race stammer fra.

Yeah, Delfin SciFi 🙂

Men jordboerne har tilsyneladende gjort det selv. Blind evolution har gjort det for menneskene… på samme måde som det skete for den første race i De 5 Galakser gjorde det. The Precursers.

Okay, så menneskene har upliftet både delfiner og chimpanser før de blev opdaget af galaksens racer. Det at menneskene allerede har upliftet et par racer, og dermed har sin egen klan – gør ikke de traditionsbundne galaktiske racer og klaner specielt begejstret. Derfor sender jordboerne et rumskib afsted for at udforske universet og for at vise flaget.

Og derude blandt stjernerne finder den yngste upliftede race, masser af enorme rumskibe efterladt af den første stjernerejsende race. De mytologiske precursers. Og starter dermed en krig blandt de galaktiske racer, om hvem der kan få kontrol over dem.

Generisk SciFi forside #223

De to trilogier er ganske coole. Den første er en samling af tre semiuafhængige romaner, den anden er en mere traditionel trilogi. Hvor den første starter universet og stiller en masse spørgsmål, så ender den anden trilogi med at svare på de fleste af spørgsmålene.

Lykkedes det så? Ja, sådan rimeligt. Alt i alt synes jeg i hvert fald at Forklaringen på Alting er bedre end mange andre scifi historier med Store Spørgsmåls forklaringer. (I hvert fald bedre end Revelation Space serien som jeg synes skuffede fælt på den front).

Bjørne opdager ild

maj
23

Når chancen er der for en smule Terry Bisson, skal man gribe den (eller også læse originalen her)

Hvad er der galt med dette billede?

maj
22
  1. Super? Det er et Batsymbol, ikke et Superman-symbol. Du kan huske forskel på, at den ene er alien-Jesus, og den anden er et menneske med stor teknisk snilde, der bruger sine (ofte elektriske) gadgets til at redde dagen. Du ved, som en elektriker f.eks. ville være stolt af at gøre.
  2. Det får mig til at føle mig som en af de der gatekeeping-nørder.
  3. Du burde have beholdt den gule baggrund og udskiftet flagermusen med en bat’leth, så du kunne kalde dig Bat’lethtriker!

Park!

maj
16

I dag tager jeg det første skridt udi byforskønnelse i form af denne lille park! I byer er åbne rum og pladser lige så vigtige som bygningerne synes jeg – derfor en park!

Autocorrect-scifihaiku

maj
15

Worst autocorrect?
Liberate tutemet?
Liberate me!

Gnomon

maj
09
Forestil dig Neal Stephensons worldbuilding, lidt Råchokteksterne for generel haj-særhed, lidt China Mieville for tung opfindsomhed. Nåja, og så de magiske svampe, du spiste, før du gik i gang med bogen.

Jeg glæder mig til at genlæse Gnomon.

Egentlig var jeg lidt nervøs ved overhovedet at læse mere af Harkaway – for hvordan skulle han kunne levere noget, der levede op til The Gone-Away World? Hvis han skrev den samme type roman igen, ville det være træls, og en anden type ville jo slet ikke nå op på samme oplevelsesniveau. Men ansporet af en ferie kastede jeg mig over Gnomon, og…

Jeg glæder mig til at genlæse Gnomon.

Det er en ganske anden type historie, en helt anden historie, en ny smag for hjernen, men selv om sammenligning naturligvis er umuligt, så er den – meget dyb indånding – en lige så stor oplevelse. Gnomon er en krimi – hvilket i forlængelse af tidligere snak nu skaber et scifi-krimi-spektrum, der går fra Peter F. Hamiltons Great North Road i den ene ende (den roman tilgiver jeg ikke), Scalzis Head On solidt i midten og denne højt oppe på toppen. Her er vi i et fremtidigt England, der har udviklet sig til der fuldendte overvågningssamfund – Witness (Skynet minus en) lurer bag uendelige øjne, og når der endelig er noget, den ikke kan se, kan den grave folks tanker direkte ud af deres hovedet.

Desværre dør en kvinde – forfatter og maskinstormer – under en af disse afhøringer, og Mielikke Neith, en af systemets menneskelige ansigter og loyal fan af det, bliver sat til at løse mysteriet. Første skridt er at afspille den neurale optagelse af den fatale afhøring i egen hjerne, og så går det galt – for ikke blot er der Diana Hunter, som den afdøde hed, men også fire andre personligheder til stede. En bankmand, en alkymist, en kunstner og nåja, en superintelligens fra fremtiden ved navn Gnomon. Neiths efterforskning går noget anderledes end forventet, mens hun glider ind og ud af de fems historier og opdager huller i den virkelighed, hun troede, hun kendte.

Jeg glæder mig, til der er gået så længe, at jeg kan genlæse Gnomon.

Det er en roman, der er proppet til kanten med ideer, gåder, referencer og generel særhed, at jeg ærligt indrømmer, at jeg nok kun har fanget en brøkdel – jeg tænker, det er en bog, der kun vil vokse i mit hoved med hver genlæsning, når flere detaljer dukker op, og den fulde oplevelse vokser fraktalt. Jeg mistænker, at det er en historie, der kan skifte farve, smag og duft mange gange endnu, og det er en sjælden oplevelse.

Jeg glæder mig så meget til at genlæse Gnomon, at jeg ville ønske, jeg kunne implantere en personlighed i mig selv, som ikke havde læst den, men skulle til at gøre det – men nøjes med at håbe, at jeg har implanteret en sådan i dig.

Bøger jeg løb sur i…

maj
06

Livet på landevejene er ikke, som alle 70’er og 80’er film om truckers lovede os. Der er ikke onde betjente med en grudge mod det farende folk, ingen rockere der skulle have tæv, ingen strandede single kvinder… til gengæld er det uendelig kedsomhed bag rettet før man når frem til sin arbejdsplads. Løsningen er… lydbøger! Og mange af dem.

Level 15 Trucker med +10 bonus i Episk Cool

Men ikke alle lydbøger er lige… heldige. Her er et par stykker, som jeg fik startet på, men som jeg aldrig nåede helt i land med. Og som jeg helt sikkert holder fast i.

Wonderblood: den her bog lovede så meget. Den har bestemt alle de ting som jeg elsker, men det var desværre ikke nok. Den foregår i et postapokalyptisk univers, hvor en forfærdelig kvægsygdom har devasteret USA og sendt samfundet på klassisk deroute direkte mod Mad Max land.

Folket har vendt sig mod præsteskabet der lover at når jorden er blevet gennemvæddet af tilstrækkelig mængder blod, så vil astronauterne vende tilbage og genskabe normaliteten.

Jeg ville ønske der var noget sjovt at skrive om den her bog…

Så alt i alt rigtigt lovende. Men en hovedperson uden rigtig noget drive eller agens. En masse karakterer der vandrer rundt i den skøre fantastiske verden uden rigtig noget fortællemæssigt formål, ud over at vise os verden. Så til sidst blev jeg træt af det hele, og da jeg især opdagede at det måske er første bind i en serie, så… droppede jeg den hurtigere end en baptistpræst i brugtafdelingen i en dildoshop.

Song of youth: Den her virkede også vældigt lovende. Jeg fandt den på en liste over “De 25 bedste cyberpunk bøger!”. Vi er i nærfremtiden og der er tre handlingsforløb. Vi følger nogle folk i eftervirkningerne på 3. verdenskringen i Europa. Der vandres rundt i det udbombede Amsterdam. Der diskuteres enormt meget om onde neofascister, der forsøger at bruge katastrofen til at overtage magten. Og på visse tidspunkter blev der sprøjtet enormt meget exposition ud, så meget at det virkeligt blev fjollet.

Derudover følger vi de politiske machinations mellem to fraktioner på den her enorme rumstation. Hvem skal bestemme. Mekaniker fraktionen eller Administratorerne.

Cyberpunk patient zero? Gibson… whaaaaaat?!

Og endeligt følger vi den unge vilde rockmusiker, der i klassisk cyberpunk stil er mod alting! Og vred og ung! Rock & roll! Yeah!

Jeg gav op på bogen fordi det virkede som tre forskellige historier med hver sit tema. Technothriller i Europa, Nearfuture SciFi på Rumbasen og Cyberpunkt med den unge musiker. Forfatteren har forsøgt at få dem til at hænge sammen, men det virkede svært at tage de politiske problemer om beboelse og privilegier på rumstationen alvorligt, når man har atombombede byer fyldt med forhutlede og bestrålede flygtninge.

De søvnløse

maj
04

Fordelen/ulempen/konsekvensen ved at bo sammen med en tidligere bibliotekar er, at når man lægger en bog fra sig og siger ting som “Det var så grønlandsk science fiction“, er reaktionen “Så skal du læse Kim Leines De søvnløse!”

Så efter Grønland anno 2021 drog jeg straks videre til år 2025, hvor Leines bog foregår. Og måtte snart konstatere, at det i al fald i dette tilfælde var en fordel at have giftet mig, som jeg har gjort. For De søvnløse er en sært fængende lille roman.

Vi er helt nede på jorden – det er ikke en roman, der byder på store sf-elementer, men grundlæggende en lille omgang socialrealisme på baggrund af en svag fremskrivning. Det er et par år fremme i tiden, og der er krig i Europa – det er dog ikke noget, man mærker det store til på Grønland, andet end som en baggrundsstøj. Man arbejder på at få erklæret Grønland selvstændigt, altimens krigen breder sig gennem Europa, men det er også blot endnu en tone i baggrundsstøjen – vore personer har nok at tage sig til med dagen og vejen.

Og personer (og dermed problemer) er der nok af i De søvnløse – oftest gribest jeg bedst af et velkomponeret blot eller en velbeskrevet verden, men lige her er det personerne, der fænger. For Leine bevæger sig glidende og let gennem det ene sæt øjne efter det andet – vi starter hos den kræftsyge Carina, gliver umærkeligt videre til hendes mand, Ejnar, og fra ham videre og videre gennem historien, til vi når en slutning. Det er stream of consciousnesses snarere end stream of consciousness, og det er en listig strategi, der lige så umærkeligt som skiftene trækker læseren videre i teksten. Nogle gange må man stoppe op og læse lidt tilbage, fordi man har været uopmærksom på det forkerte tidspunkt, og stemmen nu er en anden, men det er skrevet med en sådan lethed, at man ikke lader sig irritere over det, men måske snarere krummer et øjenbryn ad sig selv.

Leine er kendt både for barsk socialrealisme og historisk fortælling, gerne i omfangsrige bøger – De søvnløse er en lille sag på 200 sider, som man blæser igennem, og måske derfor virker det, som om den er blevet overset i skyggen af de andre. Anmelderne på de store aviser var i al fald ikke vilde med den, men det vil jeg så tilskrive en fejl hos dem – det virker, som om de har forventet mere af det samme. De søvnløse er nok ikke bogen, man skal kaste sig over, hvis man forventer det – eller for den sags skyld, hvis man forventer “rigtig” science fiction, for de elementer er som sagt sparsomme, men den var i al fald for undertegnede en overraskende, gribende oplevelse.