SUPERKULTUR

Kore af Bo Reinholdt

jun
26

En kore er en græsk marmorstatue af en ung kvinde. Og det er titlen på en kortroman af Bo Reinholdt, som er mit første møde med forfatterskabet. Et tilfældigt møde i det romerske solskin og skyggerne under byen, men også et møde, der kunne føre til flere.

En dansk kunsthistoriker kommer til den italienske hovedstad for at se nærmere på en samling nyopdagede vægmalerier. Han er en kapacitet indenfor sit felt, så forhåbentlig kan han gennemskue, præcis hvad det er, de forestiller – tidligt kristen kunst eller noget helt andet? Men Erling Aunslev virker lidt ved siden af sig selv allerede ved ankomsten. Malerierne er utrolige, men den fascination, som burde tilkomme dem, lader i stedet til at rette sig mod en ung kvinde på et torv.

Hun er en levende statue, en kore, som udleverer digte til folk, der giver penge. Og hun drager Erling ind i en skyggeverden.

Kore er en stram lille fortælling – cirka 120 sider med korte kapitler og den unge kvindes digte i skøn blanding. Det er en af de der bøger, som balancerer så fint på kanten af en historie – uden at hverken falde i plotdetaljer eller falde helt ind i sig selv. Det er usandsynligt fint turneret – en af de der værker, som rammer lige i kanten af min interessesfære, men formår at trække mig ud af kurs i læseoplevelsen, måske endda udvide selvsamme interesse i videre læsning. Og det er en bog, der ikke burde være længere, ejheller kortere, men just præcis sådan. En lille perle i stadig voksende strøm af litteratur, som synes, at sidetallet tæller andre steder end på vægten.

Pudsig oplevelse: plottet er lidt et klassisk horror-setup (hvilket Reinholdt dog afvæbner med et vist glimt i øjet mod slutningen), og til tider følte jeg mig lidt hensat til den interessante del af 90erne, men i en minimalistisk og velovervejet stil. Der er en pudsig hvisken i mit hoved, som antyder, at det kunne være Clive Barker, hvis han havde været mindre kødelig og mere fokuseret. Jeg overvejer at undersøge det ved at læse mere af både Reinholdt og Barker, og – sandt eller falsk – det i sig selv er et godt tegn på, at Kore fungerer.

Udkast til en typologi over bibliotekarer

jun
25

Det er et uhemmeligt, dybdekatalogiseret og krydsrefereret faktum, at jeg benytter min arbejdstid med genrebetegnelsen bibliotekar.

[pause for applaus]

Det betyder naturligvis også, at jeg ikke kan lade være med at bemærke, når mine arbejdsfæller optræder i populærkulturen – som regel i form af klicheer. De to klassikere er enten den sexede bibliotekar eller bibliotekaren med hornbriller og knold i nakken – desværre har jeg selv knold i nakken.

Hvorom alting er, må det være muligt at opbygge et systematiske oversigt over de måder, hvorpå bibliotekaren kan fremstå. De foreløbige resultater er her:

Type 1: Den realistiske

Muligvis ikke i udseende, men i beskrivelsen af bibliotekarens opofrelse for sine bøger og modvilje mod sine lånere.

Type 2: Den uduelige

Det er muligt, du er rap med et lyssværd, men du forlagde en planet. Og du tillagde ikkebibliotekarer skrive-rettigheder til arkivet. Du er udsat for den bibliotekariske ækvivalent til order 66.

Type 3: Som vi ser os selv

Jeg indrømmer det på vegne af min stand.

Type 4: Den, der skal op mod muren

Værre end type 2 er ham her. “Det er koldt, lad os brænde bøgerne!” Fuck that guy.

Type 5: Den, der har haft en lidt for lang vagt uden frokostpause

Der er mindst én bibliotekar derinde, og vedkommende har taget over. Selv en Time Lord ved, det er tid til at forlade biblioteket.

Type 6: Rollemodellen

Den egentlige helt i den serie. Alle ved det.

Midsommerens lovmæssigheder

jun
22

Nu er det jo Midsommer (ikke “Midsomer” – det er noget andet), og lad os i den forbindelse kigge lidt på, hvordan det KUNNE være, hvis sommernatens kogleri, Bloksbjergs fejekosttransporterede sæsonturister, eller Hans Majestæt Fanden, læste – ikke Biblen – men derimod andre “hellige skrifter”. Og der tænkes hér på et antal “love”, som vi – man – nogen – jeg (det er tid til bekendelser), til tider garnerer sine/deres/mine/vores uforbeholdne argumenter med, som lånte påfuglefjer – eller kosteskafter.

Billedresultat for Bloksbjerg
E:T in disguise, iført GPS, mobilephone og tinfoilhat, cloak and broom (ikke cloak and dagger – heller ikke Black&Decker) – det sidste er først når kosteskaftet skal saves over. Og i det tilfælde vil jeg allivel anbefale en Makita kaninpik, 4 amp/1.8V, medmindre det skal være noget lokalt ifht destinationen, og der er der jo altid:
https://www.youtube.com/watch?v=7gRQAZ93ihY

Men, tilbage til emnet (hvilket?). Vi (hvem?) prøver jo hér (hvor?), så at sige at “løfte sløret” (blot ét – ikke alle syv, hverken slør eller segl – eller fünfzig kanonen) for den underliggende (a)symmetri, der ligger – ja – under visse “lovmæssigheder” a-la-både-mode-&-godtkøbskram, thi: “enhver ved jo ….”. Med andre ord, at se bagsiden af troldspejlets knuste og facetslebne splinter (eller sådan noget).

Lad os se på sagen (hvorfor? Fordi! Spis dine cornflæsk og ti så stille!).

Eisners lov:

Billedresultat for Will Eisner
Will Eisner i David Levines streg

“DET ENESTE SIKRE I DENNE VERDEN ER DØDEN OG BEDEMANDENS SALÆR”

Næste “levende” billede: Clarkes Lov!

Billedresultat for Arthur C Clarke
Arthur C. Clarke. Jaja, meget ikonisk, men derfor genkendelig. (Q: “Are you gay, Mr. Clarke?” A: “No, just mildly happy!”

“Enhver tilstrækkelig udviklet teknologi, vil ikke være til at skelne fra tommoidmodale klabauterkonvekturer”

Dernæst:

Billedresultat for david niven

Sludder! Dernæst: Nivens Lov

Billedresultat for larry niven
Ohe, so cutie, Laurence van Cott Niven; hvem tør ikke købe en brugt Ringworld af denne mand?

“There ain’t no justice – TANJ” men den har Larry-boy hugget fra en endnu større kryptofascist (hvad????), nemlig ham hér:

Billedresultat for robert heinlein
Robert Anson Heinlein

Og mens der ikke er meget sjov ved “TANJ”, så er det iverfall sjovt med:

“TANSTAAFL: there ain’t no such thing as a stående taffel”

Men vi (hvem?) fortaber os (hvem??) i petitesser (hvilke?).

Lad os gå til de mere hårde makreller, der hvor madrassen rigtigt strammer og bliver vedkommende, i alle dens krav om midsommerligt natteroderi og både halv- og uhørte sandheder (for hvad er sandhed, andet end noget nogen har sagt … det er DDR? Hvor Bloksbjerg lå – da det var det var … eller noget). Nevermind, som franskmanden siger:

Billedresultat for isaac asimov
Isaac Asimov – Den Gode Doktor (ikke Den Gode Læge, det er en bog af Carl Madsen – “Madsen”, ikke “Sagan”, prøv nu lige at være fokuseret et øjeblik. Det er jo ikke noget vi gør for sjov, det hér, vel? Det er jo ikke TARDIS, hvabbehar?)

ROBOTIKKENS 3 LOVE:

Første Lov: LAD VÆRE MED DET

Anden Lov: LAD GÅ, MEDMINDRE DET STRIDER MOD 1. LOV

Tredje Lov: HVA FAEN, GI DEN GAS, MEDMINDRE DET STRIDER MOD 1. ELLER 2. LOV

Ja! Ja, man lærer hele tiden noget nyt! Lad os fortsætte.

Newtons Love:

Relateret billede
Sir Isaac Newton – opkaldt efter sin far, Sir Isaac Newton, men har iøvrigt intet at gøre med “The Wold-Newton Family”. Eller: man kan sgu aldrig rigtigt vide …. spørg Kilgore Trout!

TERMODYNAMMIKENS TRE LOVE:

Første Lov: WHAT GOES UP, MUST COME DOWN

Anden Lov: THE HARDER THEY COME, THE HARDER THEY FALL

Tredje Lov: WHAT GOES AROUND, COMES AROUND

“Så-længe jeg-lever/ så længe vil jeg elske … ,” og vi slukker for musikken, og stiller om til programmet. (men jeg fatter alligevel ikke, hvorfor det er “lever”, der synges om; kærlighedssange har ellers altid noget med “hjerte” at gøre)

Parkinsons Lov:

Ræv bag øret? Eller er det bare tidens herrefrisuremode?
Cyril Northcoyote Parkinson

“ETHVERT ARBEJDE UDFYLDER AL DEN TID DER GÅR, INDTIL CHEFEN BLIR SUR”

Sturgeons Lov:

Relateret billede
Edward Hamilton Waldo (men det er nu ikke ham, der har lagt navn til de der armforlængere – den betegnelse udspringer af ovennævnte kryptofascists “Waldo Inc.”). Næhe, ham hér, Edward, hér, han er mere i familie med Kilgore Trout, der optræder under pseudonymet P.J. Farmer i visse af Kurt Vonneguts romaner.

“90 procent af SF er noget lort. På den anden side er 90 procent af hvad som helst noget lort”

Og bruger vi den lov på sig selv, så at sige, og trækker 90% fra, så står vi tilbage med … – hm!

Ja, nåmmen, i denne forbindelse tænker Edward – Theodor – altså ikke på Socialistisk Folkeparti (omend, man kunne… – men lad nu det ligge, som TV-degnen siger, ikk’ os’ da!)

Upåvirkede – og upåvirkelige (men dog virkelige) – af det foregående, går vi videre – langt videre! Urimeligt langt mere, – videre, – dybere, Into The Out Of:

Edward Aloysius Murphy Jr.

“Alt hvad der kan gå galt, vil gå galt” (Murphrys Lov)

Og den er det nok værd, at lægge sig på sinde! Husk altid på, at “ALT HVAD DER KAN GÅ GALT, VIL GÅ GLAT!”

Således rustede kan vi alle, med sindsro, begive os ud i sommernattens krejleri, give 25 kroner for en rødhud fra det lune akvarium og en rund halvtredser for en fladbamse, mens vi bevidner hvorledes det alligevel lykkes beskænkede “bålansvarlige”, med lidt for mange dunke petroleum til rådighed, at få sat ild på sankte hans bålet, uden at dette involverer en akut visit på nærmeste brandsårsafdeling og et polititilhold vedr. usømmelig omgang med ældre personer af kvindeligt køn. Så god midsommer:

Ja, heksen er jo gået ud og vaske op, ikke! Hellere ha ild i røven, end opdage at lokummet brænder. “Sankte Hans, Sankte Hans; vii ve fræd hær te lanns ….”

Der findes dog én lovmæssighed mere, som sikkert vil være udfordrende i restaurationssammenhæng, dersom man betænker Michelinstjerner ind i konceptet.

Min naturlige tilbageholdenhed, beskedenhed og finfølelse forhindrer mig i, umiddelbart, at kolportere indholdet af nævnte lovmæssighed. end for de faste i såvel kødet som ånden. Adspurgt oplyser jeg dog gerne, hvad indholdet af menuen er, når det er således, at: “PÅ DE FINE RESTAURANTER FÅR MAN TRE RETTER MAD”.

Slam Science Fiction

jun
21

Standard E slam science fiction

Ivan Pritchard er en down-on-his-luck computerprogramør, der har været nødt til at blive astroide minearbejder for at få pengene til at strække. Rumskibet The Mad Astra, et rumskib fyldt med generiske astroide minearbejdere, endelig finder “the big one”, asteoriden fyldt med metaler, guld, sølv og plutonium nok til at gøre alle milliadære. Uheldigvis finder de også en lille måne omkring den store asteoride, som de lige skal kigge på, og her bliver Ivan inficeret med nanorobotter! Det var en millionår gammel fælde, han kom til at vække til live og nu begynder historien på et voldsomt dyk ned af spændingskurven.
Ivan bliver langsomt konverteret fra menneske til metalmenneske, og vi følger de forskellige undersøgelser som bureaukratiske CDCagtige folk udsætter ham for. Senere hen kommer militæret forbi og sidder og gnækker ondskabsfuldt, og lægger nederdrægtige planer om at stoppe det potentiale grey goo scenarie og truslen mod menneskeheden.

Jeg havde satset på at det var en god omgang sjov slam science fiction, men det viste sig bare at være en kedelig omgang tristesse. Ideen var nogenlunde sjov, men udførslen var slet ikke i skabet. Forfatteren skal hele tiden komme med åndsvage popculture referencer og det virker 1000 træls. Der er adskillige Marvel superhelte referencer, et par fra 2001 og så har han en enormt irriterende tendens med at skulle forflade alting. Ingenting kan tages alvorligt. Hvis der er en truende AI maskine, som har muligheden for at udslette menneskeheden, hvis den synes det ville være en god ide… så skal den jo selvfølgelig kaldes for Ralph…

Jeg fik læst den færdig, men jeg kommer bestemt ikke til at genlæse den igen. Måske, måske hvis jeg bliver standet på en øde ø, og jeg ikke har andet – så vil jeg kalde den for Wilson og bruge den som hat.

Jeg havde ikke luret at det var Bobiverse forfatteren, der havde skrevet den her. Havde jeg, så ville jeg nok være gået forbi den. Jeg var ikke så vild med dem.

Dennis E. Taylor

En klodset fest!

jun
20

Jeg var til Klodsfest 2019 i Middelfart! En vild oplevelse! En masse vildt flotte og store diorama’er og My Own Creations!

VERDEN IFØLGE SERIEMAGASINET

jun
18
Billedresultat for verden ifølge seriemagasinet

“Verden Ifølge Seriemagasinet” hedder en (et?) podcast, som jeg har fulgt med interesse. Podcasten bestyres af Tom Kampmann, der er vokset op på Amager, på Øresundsvej (og det er lidt interessant, for undertegnede, for hvis man lige kører ned ad Øresundsvej mod Amager Strand, drejer til venstre i krydset ved Øresundsvej/Østrigsgade og ned ad Østrigsgade, en tre-fire hundrede meter, dernæst til venstre ad Bulgariensgade (25 meter) og atter til venstre ind på Ungarnsgade, ja, så var det dér undertegnede voksede op … – resten gemmer jeg til mine memoirer – nok).

Podcastens koncept er ret enkelt: – hver gang inviteres en gæst (kaldet “medvært”), ned i Herreværelset, hvor der er chesterfieldmøbler, globusbar og spækket med tegneserier – herunder (selvfølgelig) samtlige numre af hedengangne SerieMagasinet.

Det er faktisk ret prominente (ihvertfald kendte) gæster, Tom inviterer til en times snak, ikke blot om SerieMagasinet, men om VERDEN SOM HELHED, set i lyset af en opvækst, der foregik i halvfjerdserne og firserne. Men selvfølgelig med linier, perspektiver og tråde langt ind dette nye, flunkende årtusinde. Og der kommes vidt omkring: – film, bøger, tegneserier, politik, livs-erfaring, filosofi – you name it! Så det er værd at anbefale en lytter til VIF. Så det vil jeg gøre: – hermed anbefalet.

Podcasten kan findes hér: https://nummer9.dk/category/podcast/seriemagasinet/

Men har da også sin egen kanal: https://seriemagasinet.dk/

The Uncanny Valley

jun
17

Det er blevet muligt at generere fotorealistiske computerbilleder. Det så man med Obama videoen, hvor forskere havde bygget en deeplearning AI der lavede en ret perfekt udgave af den tidligere præsident. Det er to år siden.

https://thispersondoesnotexist.com/ er en hjemmeside der bygger AI genererede mostly fotorealistiske ansigtsbilleder. Hver gang man genindlæser siden, er den klar med et nyt billede til os.

Det er lidt som at stirre ind i vanvidet, på bunden af havbunden ud for Innsmouth.

Baggrunden er lidt wonky – og hvis der er et ekstra ansigt, så ser det jævnt uhyggeligt ud (eller også forestiller computeren at personen har kigget ned i Pagtens Ark og derfor er smeltet på uhyggeligste vis).

Men vi er bestemt kommet derhen, hvor det at sige at Billeder lyver aldrig… er en første klasses løgn.

SÅ GÅR DEN VILDE JAGT

jun
12
Billedresultat for the wild hunt

Legender, myter, sagn – religioner, for den sags skyld – har, ligesom drømme, deres egen indre logik. Og selvom Freud – hårdt presset og i et svagt øjeblik – må konstatere, at til tider er en cigar blot en cigar, så er det fundamentale, at man mister noget af helheden, hvis enkeltelementer oversættes til symboler – metaforer – for ditten eller datten, når man beskæftiger sig med sagn, myter og legender. Eller drømme.

Som Kant sagde: Das Ding an Sich, til hvilket Heidegger replicerede: – Dasein (eller et eller andet i den stil).

Glem derfor – i denne runde – alt om Freud, alt om Cyprianus, alt om symbolafkodninger og intenderet metaforik. Lad os gå til stålet (og kødet). Og lad os starte med drømme – lad os starte med mareridt.

Relateret billede
Goya eller Velasquez? Men ihvertfald “Mareridt”.

I mange (de fleste?) opslagsværker bliver der gjort en hel del interessante etymolgiske krumspring for at gøre “mare”/”mer”/”maire” til noget med “pres”, “åndenød”, “kramper” og deslignende. Og nattemaren bliver, som ses ovenfor, fremstillet som en lidt tung trold, ond dværg, nightmarish goblin, der sidder ovenpå “patientens” bryst og presser oppressiivt. Og det er fordi man helst vil have “det symbolske” indover. For så slipper man for den kendsgerning, at en “mare” er en hoppe – en hunhest – samt at ordet i allerhøjeste grad er beslægtet med “mær”. Mær og Madonna, thi det nordiske pigenavn “Maren” kommer (jo) af “Maria”, hvor De Heldige Skrifter – heldige for dem – har to kategorier: Jomfruen og Skjøgen (om Freud derudaf kan udlægge, at Jesus Kristus havde et Oedipos-kompleks, det ved kun Teologisk Selskab – jeg ved det ikke; jeg kender ham ikke). I vore drømme, hvor vi er alene, aldeles alene, findes denne skelnen ikke – det er lisså godt at indrømme det (“Vi lever som vi drømmer – Alene!” – Joseph Conrad, “Nostromo” … – eller er det “Heart of Darkness”?)

Når vi har onde drømme – mareridt – er det altså fordi dette stangliderlige kvindfolk rider os, også selvom mareridtet, drømmen, ligger langt fra noget seksuelt. For det hun vil er, at tælle vores tænder, når vi åbner munden i søvnens våndelser, thi så kan hun tage vores sjæle. Lidt ligesom Baba Yaga, der tæller de dødes fingre. Ikkesandt?

Relateret billede
Baba Yagas hus
Billedresultat for baba yaga
Baba Yaga, herself – up front and in person

Maren – nattemaren, mæren, hoppen – har også en anden tiltrædelsesform, en anden manifestation, nemlig som Rysserova – Hesterøv (Rhos = hest; rova = rumpe/røv(balder – iøvrigt det samme ord som “boller”, hvilket betyder “svulme”, og resten af lige dén etymologiske udredning, overlader jeg trygt i læserens varetægt). Det hedder jo også en “hvalros”, altså en hvalhest! Og der kan man lige indføje, at historien om Brisingamen, Frejas halssmykke, har forbindelse til det vi har gang i hér. Men vi skal jo videre, ikkesandt? (Dog vil jeg lige indskyde, at netop den historie får en slags udfoldelse i Ursula LeGuins “Semleys Necklace”, samt P.J. Farmers “The Unreasoning Mask”, hvis det skulle interessere nogen).

Til tider, altså i visse sagn og overleveringer osv., optræder Rysserova, som en del af Asgårdsridtet, Oskoreia, Kong Volmers Vilde Ridt, Odinsjægerens Jagt. Andre gange er hun genstanden for jagten, altså byttet. I førstnævnte udgave er hendes funktion, at stjæle sjæle fra de sovende og give dem en ordentlig galoptur til dødsriget – kvinder såvel som mænd, hér er ingen kønsdiskrimination (som Freddy Mercury sagde: – Hvad som helst, med hvem somhelst, hvorsomhelst!). Det er hér visse hjælpemidler kan vise sig formålstjenstlige, f.eks dem der nævnes i http://superkultur.dk/2019/06/03/horrorhaiku/

I sin anden inkarnation, altså som det jagede vildt i Den Vilde Jagt, manifesterer Rysserova sig som en umiskendelig kentaur. Og der vil de fleste sige, at – jamen – vi har da ikke kentaurer i vores nordiske legender! Nå, har vi ikke det? I present you “Guldhornene”:

Relateret billede
Ek Læwagestur Horna tawido
Og jeg kan da tælle en kentaur her, og en kentaur på det andet horn

– Og jeg skulle huske meget forkert om ikke også der er et par stykker på Gundestrupkedlen. Dér er der ihvertfald både elefanter, giraffer, griffer og anden skæg og ballade, fra “de varme lande”. Men vi skal nok komme ned til “kentaur-land” om lidt (giv tid, giv tid, det nynner blidt … ), for vi skal lige tilbage til Oskoreia.

Billedresultat for hellboy king vold
Hellboy og Kong Volmer.
Er der flere end mig, der får associationer til Sleepy Hollow? Hvorfor mon?

Asgårdsridtet, Oskoreia, handler om et fase-skift, nemlig om Vintersolhverv, altså det tidspunkt, hvor Solen gerne skulle “komme tilbage”. Solhvervsfester (equinoxer – der er fire af dem) fejres overalt, og har gjort det til alle tider. Heroppe nordpå, med nogen bæven, om man så må sige, og det har været forbundet med en del frygt, at ville blande sig op i “magternes” foretagende, ved at bevæge sig ud i natten på disse tidspunkter. For det er dér, det sker – det store og forunderlige, at heller ikke dennegang (forhåbentlig heller ikke denne gang) vil Fenrisulven sluge Solen. Det er for at undgå det, at Odin rider ud – eller Kong Volmer, eller Jætten Grøn fra Grønsund, eller Klintekongen fra Stevns, eller …. ( Og er der eventuelt en forbindelse mellem Jætten Grøn og Sir Gawain And The Green Knight? Perhaps, perhaps, perhaps … – der er jo stadig det dér med det afhuggede hoved!).

I visse fortællinger er Odinsjægeren eller Kong Volmer ude efter en havfrue (og hvis man lige læser ovenfor nævnte HellBoy-historie og kigger godt på billederne, så har han fanget hende!), og det har sikkert en hel del at gøre med Aser og Vaner og Tanaïs og Tiamat – og det er en lang historie. Men hvis Rysserova kan have hestebagkrop, hvorfor så ikke fiskebagkrop (Hestemakrel!). Og iøvrigt mødte Herakles en dulle med fiskeben, og bollede(!) hende for at få sine heste igen. Og så er vi i Grækenland! Kentaurernes hjemland, ikkesandt?

Relateret billede
Hér er hun – Tana/Tanaïs/Dana
Det var hende Herakles duskede

Og henne i græsk folklore, har de – grækerne – en “daimon”, der hedder Middags-kvinden, som lokker mænd til sig, når de ellers skulle holde siesta, eller hvad pokker det nu hedder på de kanter. Hun er – ligesom elverpiger – hul i ryggen, og hun stjæler mandens sæd og sjæl, og han er ikke længere noget værd og svinder kraftesløs ind til ingenting. Sjælen giver hun til Fader Zeus, mens sæden gives til Kallikantzari (kallikantzaroi, kalzaroi – kært barn har lange negle!).

Relateret billede

Kallikantzari er

Relateret billede

– og som sådan en del af Den Store Pans flok, som omfatter nymfer, satyrer, kentaurer, dryader, oreiader, najader og alt spektakel, der har at gøre med at vogte over den fysiske og manifeste verdens vrimmel. Og samtidig er de fuldt optagne af, at hugge Verdenstræet om (Yggdrasil?), hvilket aldrig lykkes for dem, thi lyset vender tilbage – enten daggryet eller vintersolhvervet. Dette er Riget, Magten og Æren –

Man kan således betragte Middags-Kvinden, som en pendant til Maren, ligesom Kallikantzari er en (tidlig, hm?) udgave af Oskoreia, Asgårdsridtet, Kong Volmers Vilde Ridt. Og selvom visse vil vide, at noget går “op og ned som Kong Volmers røv” (og den slags brædder har jeg beklageligvis købt en del af i Jem&Fix), fordi han rider under jagten, så gør den måske også det (hans røv), fordi han er igang med at pule trofæet, byttet, havfruen, Rysserova, Maren eller Slatten-Langpatte (en sjællandsk udgave af de andre fruentimmere). Ja, vi kommer skam langt omkring, når det skal være Superkulturelt.

Det er måske behørigt, relevant eller væsentligt, hér, herunder afslutningen, at vedgå to forhold, der afgrænser “omfangslogikken” i dette indlæg. For det første foreligger der en hvis modstand, i forskerkredse, mod at Danmark og/eller Skandinavien På Noget Som Helst Tidspunkt skulle have haft berøring med kelterne. For sådan er “vi” nemlig ikke! Det er en holdning jeg finder både beklagelig og ret indsnævret. Det andet forhold er ideen om, at Tuatha De Danaan (Gudinden Danas Folk) ikke – IKKE – etymologisk kan forbindes til Dananerne = grækerne (Timeo Danaos et dona ferentis). Derfor heller ikke med Danerne, danskerne, og ikke en lyd om “Gesta Danorum” (Skrid Saxo!) Det er en holdning man kan have – så vil jeg bare godt have svar på dette interessant sammenfald:

Relateret billede
Bemærk kulørerne – dette er fra Islay, Scotland
Relateret billede
Rhodos

Denne blå farve er – både i Grækenland og i Skotland – for at jage onde ånder væk! Og hvorfor det? Fordi det er farven på himlen – havet er jo ikke blåt, det er grønligt og grågrumset. Og så kan der ellers gå Freud i den. Men det skal man ikke tage så tungt.

Billedresultat for arcimboldo freud
Sankt Jørgen, Jomfruen og Dragen

Tilbage står der blot, at bukke-neje, sige pænt tak for god ro og orden, og gå ud som et lys.

Zeitgeist

jun
11

Jeg tror, jeg bliver nødt til at sige lidt om forventninger først. For det er svært at læse en bog uden.

Zeitgeist er en debutroman, skrevet af Jane Mondrup, der er cand.mag. i forhistorisk arkæologi. Dens hovedperson er Ejvin, filolog ved Københavns Universitet – som vågner op en dag i år 1890 uden at vide hvorfor og hvordan. Romanen, informerer omslaget os om, er af den fantastiske genre og trækker på både science fiction, fantasy og endda steampunk.

Koblet med den neddæmpede forside var min forventning noget i retning af en lidt tykkere udgave af Niels Brunses Havmanden – en nedtonet roman om en intelligent mand, der må klare sig i en unaturlig situation. Ikke de store slag med armene eller noget her, tænkte jeg.

Første kapitel er en flok mennesker i et postapokalyptisk landskab, som diskuterer en krig på tværs af tiden.

Så jeg brugte det første lange stykke tid af Zeitgeist med at få mig frigjort af de forventninger, jeg havde til bogen, mens den for afsted i en helt anden retning. Ejvin vågner op i 1890 – men ikke i et genkendeligt år. Ikke blot er der tale om en tidsrejseroman, men også en kontrafaktisk historie, for Danmark er blevet til en ødemark efter et mystisk eksperiment længere tilbage i tiden. Ejvin er landet i England, men heldigvis hos handlekraftige og intelligente mennesker, som ikke spilder tiden med at mistro hans historie, og huhej er de på vej mod Danmark og det mysterium, som skjuler sig der og i både fortid og fremtid.

Zeitgeist er en besynderlig bog – og ikke kun på grund af mine forvirrede forventninger.

Der fortælles med større armbevægelser, end jeg er vant til i dansk science fiction – og bogen er proppet med gode ideer. Mondrup lister detaljer ind her og der, som viser, at hun har tænkt over sin fortalte verden, og tænkt godt. Samtidig fortæller hun på en måde, som får mig til at tænke på samtidige (i vores tidslinie, forstås, jeg ved ikke, hvordan litteraturen ser ud i Zeitgeists univers) adventure-romaner. Det får lidt bogen til at fremstå som en blanding af Wells, Verne og Walter Scott, hvor folk som den naturligste ting i verden drager ud for at lære ting og opleve eventyr. Men samtidig med at det giver en god naturlighed til historien, gør den også bogen lidt godmodig og ufarlig – folk proklamerer til hinanden snarere end at snakke sammen, og man er ikke rigtig på noget tidspunkt nervøs for, hvad der skal ske.

Tilsammen efterlader det mig cirka lige så forvirret som mine forventninger – for jeg værdsætter egentlig det arbejde, Mondrup har lavet her, det er ambitiøst og anderledes og spændende, men jeg må også indrømme, at Zeitgeist ikke greb mig som læser. Den var en mærkeligt fjern læseoplevelse, som at se en film uden lyd. Det er ikke en roman, der rammer plet på mig – men helt klart en, der har sit publikum, også uden for genren, tror jeg. De vil, mistænker jeg fra afslutningen, kunne se frem til en fortsættelse.

H. P. Bunny

jun
08

I anledning af, at jeg har opdaget, at bind 2 af DreamLitts Lovecraft-oversættelse er udkommet (og jeg lige har læst bind 1 færdigt): dagens indforståede (og tåbelige) joke.