Military SF er som russisk roulette. Og ofte er det – under alle omstændigheder – som at skyde sig selv i foden … så meget mere som, at det (krafthelvede) altid er serier, så for at få noget ud af det – en opklaring, f.eks – er man tvangsindlagt til flere hyperdrives gennem flere ormehuller, forcefields up and nano-guns a-blazing. Og det blir sgu lidt ferskt, efterhånden.
Jeg – som i “mig”, “migselv” og “ego” – kan faktisk kun komme i tanke(r) om yderst få M-SF, der var/er værd at smække de optik-sensoriske akkomodationer i.
Og det er noget gammelt lort, altsammen. Here goes:
Joe Haldeman: The Forever War
David Feintuch: Midshipmans Hope/The Seaforth Saga
Niven og Pournelle: The Mote In God’s Eye
Gordon R. Dickson: Soldier, Ask Not (The Dorsai saga)
Harry Harrison: Bill, the galactic hero (jo, den er, omend den gør grin mæ’et især nedenstående)
Og så selvfølgelig Heinleins “Starship Troopers”, fordi den er så øretæveindbydende.
Endeligt – og selvfølgeligt – er der: Consider Phlebas, samt Use Of Weapons. Og så vil jeg da også godt slå et slag for Bujolds Vorkosian-saga, fordi den lidt ligner Andersons Flandry-suite.
Resten – godmorgen, du blanke ….