SUPERKULTUR

SYMBIONTER

aug
06
Billedresultat for symbionter
Find Nemo

Der er en væsentlig forskel på parasitisme og symbiose. Det første er voldtægt, mens det andet er elskov, for nu at lægge brutalt ud – men så ved vi da, hvor vi står.

Til hedengangne ESSEF skrev jeg et par klummer om FORSLAG TIL SOMMERFERIELÆSNING og OBSKURE ROMANER. Og man kan sådan set sige, at jeg hermed lige giver den øvelse lidt kunstigt åndedræt og en gang hjertestart med stød på stød (eller også bliver det bare et frankenstein-monster – det ku jo osse være), og tiltræder en modus af ældre dato.

Dette er således ikke en ekskurs udi det biologiske og zoologiske, i forhold til symbiose og symbionter (kun når det er til forståelsens fremme), men derimod en slags oversigt over romaner og noveller og film, der har temaet med i betragtning – primært, faktisk udelukkende, science fiction – og som jeg godt vil anbefale (om ikke andet så til genlæsning).

Relateret billede
Bedstefar (nej, det er en Portugisisk Orlogsmand, på eng. “Bluebottle” – det er ikke et individ, men en koloni; sagde du “havgående myretue”? Ja – noget i den stil

Under overskriften “EXOBIOLOGI”, præsenterer Arthur C. Clarke i samlingen “Tidssonde”, 1969, James H. Schmitz’ “Bedstefar” (“Grandpa”, Analog 1955). Cord er en ung mand, der på en splitteranden planet, kommer i dramatisk kontakt med noget fundamentalt ved planetens økologi. Titlens “Bedstefar” er en slags åkande med en hvis doven mobilitet, der pludselig bliver “besat” og går bananas. Løsningen på det “mysterie” er novellens pointe.

Et lignende tema gennemspiller Poul Anderson i novellen “Hiding Place” (1961), en del af hans Future History, med Nicholas van Rijn, David Falkayn og – senere – Dominic Flandry (det kommer vi tilbage til). Van Rijn er på røven! Rumskibets “konverter” er gået ned, og “adderkopperne” (hvabbehar?) er efter dem. Men så finder de et rumskib, bygget af en “anden race”, og border det. Problemet er nu, at finde besætningen, som åbenbart har gemt sig i lasten, der består af en regulær zoologisk have – eller ihvertfald specimenter til en sådan. Så hvor har besætningen gemt sig? Hvem er de? Hvordan og hvorledes? Og igen er løsning og pointe, at det er ikke 1 men 2 “andre racer”, der udgør besætningen.

Denne model sætter Anderson i endnu højere gear i “The Rebel Worlds” (1969)

Billedresultat for the rebel worlds
Ruka, Noga, Krippo, Kathryn og – ahr, det kan jo ikke være Flandry! Han mangler overskæg!

Og en anden, mere dramatisk udgave:

Billedresultat for the rebel worlds
Dette er en “didoner”, og helt metroseksuelt benævnes den “hesh” på engelsk og “haun” på dansk

Det fede ved lige den hér symbiont er, at Anderson – gennem Flandry – gør sig overvejelser om, hvorledes denne symbiose er kommet istand. Og der skylder man måske lige at sige, at “rukaen” (aben) og “krippoen” (pelikan-frigat-fuglen) er blodsugere. Tanken er, at freksempel såkaldte “oksehakkere” – de dér rengørings-drosler, der sidder på såvel næsehorn som bøfler, og som – mens de renser pachydermerne for parasitter – også lige tager sig en slurk blod i ny og næ, muligvis og stærkt pressede, kunne gå over til en ren “blod-diæt”. Men “The Rebel Worlds” handler om andet end lige dette stærke krydderi. Og så vil jeg da lige indskyde, at Anderson også foretager sig lignende ekstrapoleringer i novellen “Epilogue”, hvor der skal gives en forklaring på en robotificeret Jord, i en fjern fremtid (James Hogan prøvede lignende med “Code Of The Lifemaker”, men det er anden snak).

I en anden boldgade, men stadig Anderson, har vi novellen “Call Me Joe” (1957)

Billedresultat for call me joe
Det er ikke Joe, men det er Anglesey!

Historien er, at en krøbling “styrer” et kunstigt frembragt væsen, der er landsat og bor på Jupiters overflade. Men pointen er en anden, og iøvrigt kommer vi ind omkring tropen Psi/ESP om lidt. Ikke desto mindre vil jeg da lige gentage, hvad andre også har konstateret: – Grandpa-Call Me Joe-cocktailen hedder, på filmisk: “Avatar” (og så ikke mere om den).

I “Skyggernes Ambassadør” (Linda&Valentin) optræder der også en symbiont: – gruboerne og deres “piloter”, gopler med psioniske egenskaber. Men inden vi går videre af den sti, lad mig så lige nævne Hal Clements “Needle” (1950), om en udenjordisk detektiv, på størrelse med og af form som, en snotklat, der – nåja – slår sig sammen med en menneske-dreng for at spore en morder. Og skal vi også lige nævne “The Babel Fish” fra Douglas’ “Hitchhikers Guide …”?

Lad os da også lige vende de hér to:

Relateret billede
Carnage and Venom

Altså – og sådan som jeg har forstået det – er dragterne selvstændige entiteter, der sammen med deres “human hosts” bliver til henholdvis … osv.

Det er ikke nogen spritny ide. Allerede i et tussegammelt “Superman”-blad, var der en historie om en rumskibsfangetransport, der eksploderede, men “fangens” og “pilotens” dragter “overlevede” og “besatte” mennesker på Jorden. Og jeg beklager manglen på henvisninger – man må spørge sig for, men det er rigtigt nok.

Og så går vi lige over i en anden slags symbiontisk symbiose-beskrivelse.

Deciderede “cyborgs” ligger lidt udenfor nærværende indlægs begivenhedshorisont. Men idet den eksakte skelnen kan være noget vanskelig at foretage, tillad mig så at nævne Anne McAffreys “The Ship Who Sang” (1969), der (igen!) handler om en krøbling, der – dennegang – får overført sin hjerne til et stjerneskibs kommandobro. Interessant nok har hun brug for en (stærk) mand til alt vedrørende vedligeholdelse, hvorfor roman/novelle-serien hedder “Brain&Brawn” – altså “Sind&Sylte”. Jaja, sådan kan det gå. Og iøvrigt tror jeg også, at “Kronos”, i vor hjemlige Niels E. Nielsens “Skyggen Fra Sirius” er en ret organisk hjerne – og ikke en af hans sædvanlige krystallinske halvtænkere.

Relateret billede
Ship

En lignende tematik (samt så meget mere og andet) introducerer Frank Herbert i “Destination: Void”. Heri bliver vi præsenterede for OMGs (Organic Mental Cores) – Little Joe, Myrtle etc – der osse er hjerner koblet op til rumskibe. Og i den roman er det sådan, at den mere motorisk ikke-udfordrede del af besætningen, faktisk må “gå ind” og være pseudo-OMCs, mens hovedopgaven (“you have to create an artificiel consciousness”) foregår. Og en hel bunke anden spektakel, “herbert-vise”. Hvilket er en trope – et tema, en problematik, nåja: en idé – der også kommer til udtryk i Brian Staplefords “Hooded Swan”-serie (1972 -1978), samt i tegneserien om rumhelten “Starlord” (1976) og hans “forhold” til “Ship”.

Billedresultat for the unreasoning mask

Mere mytologisk (religiøst?) er Kaptajn Ramstans forhold “sit” rumskib, “Al Buraq”, i Philip Jose Farmers “The Unreasoning Mask” (1981) – og jeg ved heller ikke, hvad jeg skal mene. Som i så mange Farmer-romaner (og noveller) står vi overfor spørgsmålet “er vi døde eller levende – “do I wake or dream”?? Men rideturen på al-Buraq (og slå lige det op og bliv forvirret!) er da meget sjov, så længe det varer.

Jeg ville også have sagt noget intelligent om Theodor Sturgeons “More Than Human” (1953) eller Michael Bishops “Transfigurations” (1973), men ved nøjere eftertanke har det vist ikke meget at gøre med “symbionter”, men mere med “gestalter”. Til gengæld vil jeg lige være pop-smart – evt. superkulturel, og bringe “midichlorians” på banen.

Billedresultat for cell

Bortset fra det uvederhæftige sludder&vrøvl i StarWars-sagaen, om at “midikolerikerne” er bærere af “The Force”, så er enhver organisme opbygget af celler (se ovenfor, s’il vous plait). Det interessante, både generelt og specifikt (ad/ref: – “dette indlæg”) er, at enhver (organisk) celle er en symbiont. Alle disse golgier, reticulummer, mitokondrier, ribosomer – oghvarvi? – var oprindeligt fritgående organismer, som i fællig og enighed besluttede sig til at bygge sig en ny tilværelse, til hvilket cellemembranen svarede “den klarer jeg!” Hvilket jo så betød, at de allesammen forskertsede muligheden for, at tiltræde en udviklingskaskade hinsides den GodWall, som cellemembranen havde dannet omkring deres “amniotiske hav”. Og der må være et princip i det, for også på større skala forefindes denne tilsyneladende “selvopofrelse” (se Stephen Jay Goulds “Små fisk- Store fisk”), og jeg skal kun fremdrage dén hér fidus:

Billedresultat for deepsea fish male
Bemærk “sneglen” på bugen. Det er en “han”. Han er vokset sammen med “fruen” og fungerer nu kun som en forvokset testikel – en “sæd-leverandør”

En anden udfoldelse af det “princip”, der ligger bag “teorien” om “midichlorians”, kunne være “connectives”, således som dette begreb udfoldes i “Whipping Star” af Frank Herbert – en del af hans “Conscentiency”-serie.

Billedresultat for whipping star

I denne roman, går det op for “vores helt”, Jorj X McKie, at “connectives” (på samme måde som SW’s midichlorians) er en “kraft”, der udnyttes på forskellig hvis af forskellige “racer”, og som udgår fra “Calebans” – ekstradimensionale væsener, hvis manifestation i “vores” Univers er det samme som stjerner. (Kom ikke og sig, at tingene ikke hænger sammen!!!)

Endeligt er der to sjovt identiske mærkværdigheder, der nærmest kunne være toppen på kransekagen: for det første Stanislaw Lems “Solaris” (1961), hvor “solaristikkerne” funderer over om “Havet” muligvis kunne være resultatet af en fuldstændig sammensmeltning af alle livsformer på planeten – engang i fortiden. Og den anden er Douglas Wayne Barlowes “Amøbiske Hav”, fra hans “Expedition” (1990) om en rejse, en ekspedition, til planeten Darwin IV.

Relateret billede

Så tak for denne gang og gid det må gavne. Og næste gang skal vi snakke “Bracewell Probes”.

2 Responses to SYMBIONTER

  1. Der ligger en promoverende selvudslettelse i den fantastiske litteratur, idet den ofte præsenterer læseren for nye og fantastiske begreber – for så senere at afsløre, at haha, det var slet ikke nyt alligevel. Sådan har jeg det med symbionter – jeg er ganske sikker på, at jeg første gang mødte ordet med afbillede Venom (og senere latterlige cash grab Carnage) som ung og var betaget af det – for hvor sejt var det lige, at de havde fundet på det.

    Men den regning måtte jo så betales år senere, da den stadig unge Janus opdagede, at de bare havde hugget det. De havde ikke skabt et nyt koncept med helt eget navn, men bare genbrugt. Suk, dybt suk.

  2. På den anden side – eller på den fjerde, jeg ved det ikke – så står vi vel alle på skuldrene af fortidens spøgelser, og så er det nemt at vælte ned. Jeg er fuldstændig bindegalt besat af beskrivelser af det absolut “fremmede”, men – som du har ret i – er det bare meget sjældent man støder på det (eller også sker det det, at romanen får en “sequel” (nåja!), der så giver en “forklaring”, der gør det hele en smule trist.
    Det sindsvridende “anderledes” er jeg egentlig kun stødt på i 2xLem og 1 gang M.K Joseph.
    Personligt har jeg en drøm om, at “opfinde” en mystifystisk mærkværvighed, der – muligvis – kan beskrives men ihvertfald ikke forklares. Det er bare en (skide) svær øvelse, hvis fortællingen også skal være bare nogenlunde læsbar. Og man står (scusi: – jeg står) hele tiden i begreb med, at lave en Solaris-parasit 8for nu at blive i “emnet”)
    Man skal finde sin indre Borges!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.