På den anden side – eller på den fjerde, jeg ved det ikke – så står vi vel alle på skuldrene af fortidens spøgelser, og så er det nemt at vælte ned. Jeg er fuldstændig bindegalt besat af beskrivelser af det absolut “fremmede”, men – som du har ret i – er det bare meget sjældent man støder på det (eller også sker det det, at romanen får en “sequel” (nåja!), der så giver en “forklaring”, der gør det hele en smule trist.
Det sindsvridende “anderledes” er jeg egentlig kun stødt på i 2xLem og 1 gang M.K Joseph.
Personligt har jeg en drøm om, at “opfinde” en mystifystisk mærkværvighed, der – muligvis – kan beskrives men ihvertfald ikke forklares. Det er bare en (skide) svær øvelse, hvis fortællingen også skal være bare nogenlunde læsbar. Og man står (scusi: – jeg står) hele tiden i begreb med, at lave en Solaris-parasit 8for nu at blive i “emnet”)
Man skal finde sin indre Borges!