SUPERKULTUR

Jeg ser for mange serier!

sep
19

Dagens model er ren krimi!!

Superkultur-podcasten: Afsnit 3.145926535897932384626433832795028841971693993751

sep
19

Det er Superkultur-podcastens afsnit π — det irrationelle tal! — og værterne holder πkvarter fra de seneste, halvformelle afsnit ved at gøre noget de aldrig har prøvet før: En hjemmelavet spørgerunde, designet til at afdække offerets genre- og mediepræferencer. Hvilken fiktiv person identificerer Janus sig mest med? Hvad ville lydsporet til komedieserien om Allans liv være (hvis den var skrevet af Franz Kafka)? Hvordan πrouetterer samtalen fra kropsfunktioner til kvantemekanik?

Download afsnittet her eller abonnér på podcastens RSS-feed!

Og så er der konkurrence! Tre udgivelser fra forlaget Superkultur udloddes til bedste lytterhaiku. “Episk zombie-haiku”, “Scifi haiku omnibus” og “Da jeg var ung II” er stadig lune fra trykken. Deltag og vind før de køler af! Hør detaljer og vilkår i slutningen af afsnittet.

De løse links:

Janus’ temasang er det skjulte nummer fra Eläkeläisets album, Humppakäräjät. Allans ditto er Laura Illeborgs Åndssvage idioter.

Smagsprøverne i podcasten giver kun et fattigt indtryk, støt kunstnerne og køb deres musik!

Credits

Indledningstemaet er Glad Rags’ Social Kapital — hele deres usædvanligt lytbare album Wonder Under findes på Free Music Archive under Creative Commons’ Attribution-licens.

Udmarchen er Finis Comoedia af Dee Yan-Key. Hele hans œuvre — 98 albums i skrivende stund — er lagt på FMA under en CC-Attribution-NonCommercial-ShareAlike-licens.

Spørgsmål, kommentarer, og bidrag til haiku-konkurrencen kan sendes til podcast@superkultur.dk, eller på Twitter til @haverholm og @JanusAndersen.

Ind&Ud-Dannelse – refleksioner over en studiestart

sep
13
Billedresultat for mikkeline på skattejagt
(Claus Deleuran)

I denne sene sommer sprang jeg ud (af skabet) som ny-udklækket studerende på Læreruddannelsen. Og måske ville jeg hellere have læst Litteraturhistorie, Idehistorie eller Teologi, men visse forhold i en yngre Andersens valg og præferencer “understøttede” ikke muligheden for sådanne excesser. “Okay!” som jeg sagde til mig selv, “Så kan jeg da bare undervise i dem!” – tadaaaah! Ergo est sum et quid erat demonstrandum – eller sådan noget; så hvordan underviser man?

Nu skal det absolut ikke være nogen hemmelighed, at “morfar”, hér, absolut ikke er nogen havørn (snarere en Eddie The Eagle), når det kommer til EDB-it-teknologi. Og det kan jo have sine bagdele (udover den man sidder himmelfalden på). Altså tog det mig grumme lang tid, i det hele taget at finde ud af, hvad&hvordan jeg skulle tilmelde mig det ene, huske at oprette det andet, finde rundt i det tredje (portaler, rum, opslagstavler, studiemail, planer, skemaer, dødlinjer, obligatoriske valg – samt ikke-obligatoriske valg men gider du ikke godt, alligevel?), læselinier mv.), for slet ikke at tale om noget helt konkret: – Hvor? Hvornår? Og i hvilket omfang?

Billedresultat for kapitallogik
(Claus Deleuran)

Tilmed kunne jeg konstatere, at en stor del af den “dialog”, der ikke var direkte undervisningsrelateret, foregik på FaceBook. Og der kan jeg bare sige, at jeg er SÅ meget IKKE på FB, at jeg fravalgte det, før det blev “implementeret” – og det har jeg ikke årsag til at ændre på (så fik jeg klemt det af).

Billedresultat for facebook logo down

Mere substantielt vedkommende er det måske, at jeg ret hurtigt indså nødvendigheden af, at rotte mig sammen med nogen – en medstuderende, f.eks. – der godt gad at supportere og coache en “ældre medborger” udi det it-teknologiske og de FB-gruppe-informationer, der kunne være relevante. Og det lykkedes – faktisk lykkedes det uden besvær. Faktisk “kom det til mig”.

For det er jo lisså godt, at indrømme det! Mine medstuderende – mine “klassekammerater” – er (naturligvis) langt yngre end mig. De, der ikke ligefrem er “millenials”, begyndte i 1. klasse, da jeg fik mit første job på Fyn efter at være flyttet fra København med min familie. Jaja, Tiden går – Tiden griber om sig … (som Johannes V. Jensen siger). Men – og det var det, vi skulle frem til – så henvendte mange af mine medstuderende sig direkte til mig, med forespørgsler om hvorvidt jeg nu forstod det, om jeg kunne det, om jeg var med og “på”. En omsorg, med andre ord, jeg dels tilskriver et socialt sindelag (id est: – de unge mennesker, om forlov, er ikke – IKKE – egomanisk styret af præstationsræs eller konkurrencementalitet, således som det ellers hævdes), dels tilskriver min deltagelse i de aktiviteter, der var tilrettelagt i den såkaldte “Intro-uge” – som andre steder kaldes “rus-tur” (med tryk på begge stavelser, men varierende tryk afhængig af nattens fremskriden, ikk’sandt?). Af kørekorts-relaterede årsager, samt transport-tid, kunne jeg så ikke deltage i den helt store “rus”, men jeg var der – indtil jeg ikke var der …

(Claus Deleuran)

Morituri te salutant! Eget ansvar for egen læring! Der er ikke obligatorisk mødepligt – undtagen når der ER – men ikke desto mindre er der navneopråb til lektionerne! – fordelt på 16 timers “konfrontal”-undervisning (altså med en fysisk tilstedeværende lærer, i et fysisk tilstedeværende lokale, på en fysisk geografisk destination – Being There og Føl Nuet, med andre ord). Allerede dér begynder flimmeret, som Dan Turell vile have sagt.

Lettere dysfunktionalitet i forhold til sindelagstransplantationer, med en overliggende konspiratorisk paranoia i ascendanten, har jeg – med et mix af “OMG” og “Okay, kom så, tøser og knejte” – fulgt med i vores sprit-nye regerings udsagn om “forbedring af læreruddannelsen”. Og de intentioner kan man så ihvertfald kun mærke “with a vengeance” – hvis de da overhovedet har nogen indflydelse!

Det er okay! Som sagt: – eget ansvar for egen læring! Fino! Ikke desto mindre kan jeg konstatere, at disse 16 “konfrontations”-lektioner, er tætpakkede, for ikke at sige komprimerede, til sekvenser af oplæg, summe-møder med sidedamen, respons, power-point-oplæg (5 minutter), 15 minutters gruppearbejde, feed-back og evaluering af gruppearbejde! Nyt emne: – hvad anser Von Dingledang for væsentligt i didaktikken, set ifht McBezzerwizzers udsagn om Den Stadige Læring? I har jo læst det! Ja? Har du et svar? Og det skal I lave en videofilm om til imorgen! I bestemmer selv hvordan … iøvrigt har jeg lige lavet en læseliste til jer, til næste gang! Og husk testen på torsdag – I må gerne bruge hjælpemidler, men mobilen skal være slukket!

Træk vejret! Grounding!

Og så forventes det iøvrigt, at vi studerer 40 timer om ugen. Om det så er med eller uden de 16 timers lektion(er), har jeg ingen ide om, for det er fuldstændigt ligegyldigt. Thi “morfar”, hér, kan jo udmærket godt mærke, at underviserne også – OGSÅ – er pressede, og frustrationerne over ikke at kunne nå det, indenfor den fastsatte tid, ikke at kunne få gennemført planen, ikke kunne dokumentere resultatet …. – det sender frustrationen og nervøsiteten videre. Hvilket skal ses lidt i kontrast til en lektion vi netop havde igår om forskellen på “Kontinental” og “Angelsaksisk” didaktik – den første er, nåja, sådan “Det Hele Menneskes Dannelse” (Grundtvig og Kold), og den anden er “Præstation! Point! Test! CV or it doesn’t exist med URL – og fuck dig!”

Det er en lidt ambigiøs oplevelse, at høre en præsentation, der lægger vægt på at det danske folkeskolesystem retter sig mod “Det Kontinentale”, mens oplægget i sig selv, og forløbets sekvenser og opgaver, mere bærer præg af en målrettethed, der ikke levner plads til kontemplationen og fordybelsen, men mod præstationen.

Man kan – med alle mulige forbehold (eventuelt bide tungen over på sig selv; alternativt: – slette dette indlæg – eller bare “hoppe fra”) – muligvis påstå, at denne form for uddannelse allerede skaber en “ind”-dannelse, der – måske ikke som formål, men som effekt – har, at de lærerstuderende eksisterer i en zone af dis-komfort og præstationsangst. – Ikke noget supergodt udgangspunkt for rollen som formidler af dannelse, viden, indsigt og omverdensforståelse.

Men jeg klager ikke! Gubevares dog, at skulle være utaknemmelig over, at det Hellige Danske Uddannelses-system, i sin omnipotens har ladet en gnist af nåde falde på mit simple selv, og gjort en adgang til at studere til en mulighed for min ringe person. Dette takker jeg for, af et inderligt hjerte, samt husker i min aftenbøn til de evindelige magter og i Herren velbehag!

Men omnipoten kunne måske så også godt bruge “poten” til at skrabe nogle flere pekuniære midler og lidt større potens i retning af de uddannelser, der skal kalfatre forhold, som alle partier – ALLE partier – finder væsentlige! Opdragelsen af, uddannelsen af og kompetance-infusionen i den (til stadighed) opvoksende generation.

Og så irriterer det mig også grundigt, at uddannelsen starter med spørgsmålet om, hvad “læring” er. Jeg mener: – hvad med at starte med at spørge, hvad børn er? Det er jo dem der skal lære!

Billedresultat for børn i trillebør
Hva’ ska’ du ha’ i bør’en, Karl-Hugo?

MECH!

sep
12

Der har sneget sig noget science fiction ind i mit bygge-vers!

Nu har jeg set det med (Kevin Durand-dobbelt whammy): Tragedy girls og Dark was the night

sep
09

Visse skuespillere har et så bredt CV af mindre roller, at man som seer får et lille klik af familiaritet når man genser dem i en ny skærmsammenhæng. Her i familien indtager vi tilpas mange film til at det er blevet en slags folkevognsspil at identificere skuespilleres andre roller undervejs.

Det skinnede igennem da jeg snakkede om Oculus i andet afsnit af Superkultur-podcasten. En anden film som er en slags neksus af “hende/ham har jeg da set før…?” er Tragedy girls.

Tragedy girls er en horrorkomedie, som både spidder den sociale mediesamtid og den mere sejlivede fascination af seriemord og -mordere. Teenagepigerne Sadie og McKaley forsøger at sparke deres influencer-imperium, “Tragedy girls” igang ved at indfange den machetemorder som hjemsøger deres hjemby — ikke for at lange ham over til politiet, men for at lære af ham. Det ledende princip er, at man ikke kan vente på at tragedierne opstår, man må være proaktiv!

De to er nu udmærket i stand til at slagte deres high school-kammerater i stjerneambitionens navn uden hans hjælp, og da han en godt time inde i filmen slipper fri fra fangenskabet, bliver han bare udløser for at deres på det punkt belastede BFF-skab heles.

Filmen er overfladisk, men virkelig underholdende; set før, men med nogle forfriskende nye tiltag.  Begynder man først at se Tragedy girls med skuespillernes tidligere roller in mente, bliver den et uventet mashup af X-men-filmfranchisen og Hunger games. Hovedrollerne i Tragedy girls spilles af Brianna Hildebrand og Alexandra Shipp, kendt som henholdsvis Negasonic Teenage Warhead fra Deadpool og den yngre Storm fra X-men: Apocalypse og frem.

Som filmens Jason Voorhees-klon ses Kevin Durand, som har en mængde småroller bag sig, men i denne sammenhæng er hans rolle i den første Wolverine-film værd at bemærke. Det er, parentetisk bemærket, nok den eneste gang man kan fremhæve dén film på nogen måde. Én Hunger games-skuespiller medvirker i Tragedy girls som en 21. århundredes Brando, der vikler filosofiske trivialiteter af sig lige frem til det punkt, hvor pigerne slår ham ihjel. Han holder ikke længe.

En anden skuespiller rundet af samme filmserie varer faktisk næsten til slutningen som tragedietøsernes intetanende medhjælp og søn af den lokale sherif – hvis det her var metaversionen af Celebrity Death Match ville X-men have tørret gulvet med Hunger games. For at runde crossoverbuffeten af medvirker også Rosalind Chao, tidligere Keiko O’Brien fra Star trek: The next generation og Deep space 9, som byens borgmester, der udmærker sig yderligere ved at dø på særligt absurd/brutal vis.

Lidt skuffende har jeg ikke bemærket nogen overlap med X-files, så Star trek-forbindelsen må være cocktailbærret på filmens isdessert af Hollywood-indavl.

Denne weekend gav Tragedy girls i al fald min sambo og mig blod på tanden, og vi gravede endnu en vilkårlig film frem fra den konstante venteliste. Med Dark was the night blev genkendelsens mentale flueben til en kognitiv håndbremsevending, for samme Kevin Durand som tydeligvis havde en fest i rollen som ærkeslasher i den foregående film, spiller her hovedrollen som en regelret og hjemmefrontsmartret landbetjent. 

Durands pokerfjæs og -fysik egner sig både til at portrættere iskold psykopat og maskulinitetsskadet knudemand. Han kan emme latent fare lige så vellykket som han spiller selvbevidst utilstrækkelig autoritet, men han har en evne til at forlene sine roller med en indre drift som manus ikke nødvendigvis begrunder. Uanset hvor ofte jeg ser ham i forskellige roller, og uanset rollen, bliver jeg altid mindet om hans lejesoldat Martin Keamy i Lost, hvor jeg så ham første gang, dengang i dræbermodus.

Hans præstation såvel som timingen i forhold til tv-seriens historie gjorde indtryk, og selv om han måske aldrig får en stjerne på Hollywood Boulevard, så gjorde jeg allerede dér en indre note: Hold øje med ham her.

Hvor Tragedy girls har hele high school-farveladen rangerende fra pasteller over klare farver til blodrød, frisk fra arterien, er Dark was the night nærmest kontrært farveløs, særligt i udendørsscener. Det er nok tænkt som en visuel forstærkelse af bidende vinterkulde, men det er en så tydelig postproduktionseffekt, at man bliver revet ud af filmens fiktionsplan og lige ind i  mediebevidstheden om en praktikant som vrider løs på billedindstillingerne. Det er synd, for filmen er udmærket og kunne være opgraderet til rigtig vellykket, hvis nu cinematograf og instruktør havde taget det ekstra fælles skridt for at løfte den.

I Dark was the night slås en tidlig, men kortvarig tone af økohorror: Et hold skovhuggere i det nordligste Amerika melder ikke til fyraften, og en tililende sjakbajs (Steve Agee) når kun lige at finde deres sørgelige rester før han selv falder offer for … ja, hvad? Ret tidligt under filmen sagde jeg til min sambo, “Jeg håber ikke det viser sig at være Bigfoot,” og så meget kan jeg trøste potentielle seere med: Det er ikke Bigfoot, som efterfølgende migrerer sydpå til sherif Durands snedækkede landdistrikt for at nære sig på (i første omgang) husdyr af størrelsesordenen hest og nedefter.

Industrisamfundets rovdrift på naturområderne er skyld i at hidtil ukendte rovdyr trænges fra deres naturlige biotop ind i mennesketætte(re) områder, men en indfødt amerikaner giver senere metaforen endnu en drejning. Det er den hvide mand, der rokker ved balancer han ikke har noget begreb om. Hvorom alting er, så er byen snart truet på tre fronter: Af det uidentificerede væsen, som efterlader enorme, treklovede spor gennem hele bygden, af en massiv snestorm som kræver evakuering af indbyggerne — og endelig af sheriffens indre kamp for at komme overens med hans søns død.

Det sidste viser sig at være den største udfordring både for ham og for seerens tålmodighed. Åbenbart er det nedskrevet i én eller anden drejebogsbibel, at hovedpersonen må og skal have en spirituel byrde som – tryllebum! – lettes ved forløsningen af den ydre konflikt i udgangen af tredie akt. Det er formentlig derfor, sheriffens overlevende søn og hustru er den eneste barnefamilie som, stik mod al fornuft, ikke evakueres inden stormen.

Der bygges fra starten en stadigt stigende rædsel udfra de to primale trusler: Mørket og den vilde skov. Væsenet fra nord optræder langt størstedelen af filmen kun som en lyd i natten og en bevægelse i underskovens krat, hvilket bare stimulerer seerens fantasi og indlevelse. Det er også budgetsmart, fordi regningen for at visualisere monstret på film som bekendt sjældent overstiger den bét det er at vise et skuffende realiseret uhyre. Lidt løftes der på sløret til slut i Dark was the night, så sheriffen og hans assistent helt lavpraktisk har noget at forsvare sig imod.

Og så får man lidt mere i filmens sidste sekunder, hvilket smart undergraver både deres sejr, drejebogsrullernes lommepsykologiske facitmorale, og publikums lettelse over at nogle skud fra bondebetjentenes jagtgeværer sådan vendte hele den menneskeskabte økokalypse bort. Udtoningen er nær Frank Darabonts The mist i sin filosofi, omend ikke filmisk i samme liga.

Jeg holder ikke vejret i forventning, men jeg ville gerne se Kevin Durand få muligheden for at strække sit repertoire i en større rolle, gerne med et mere rundhåndet budget end Dark was the night har haft. Og hvis instruktør Jack Heller i sit næste projekt skulle få råd til en mere øvet cinematograf vil jeg se frem til resultatet.

Nu har jeg set det med: Colossal

sep
09

Sikre kort når jeg skal trække min trettenårige ud af karlekammeret er ved enten at bage en kage, eller friste med en kaijufilm. Jeg fik ham på krogen for nogle somre siden, hvor feriebudgettet var lavere end sædvanligt, og den bedste afledning var en månedlang tour gennem det japanske filmselskab Tohos monster features. Det var så mådelig en succes at jeg stadig kan trække f eks  Colossal frem fra hylden og lokke ham til at tilbringe et par timer med far.

Det føles som snyd at beskrive Colossal som en monsterfilm, for selv om der ganske vist indgår kæmpemonstre, som tramper gennem en asiatisk storby, så opleves de hovedsageligt gennem de amerikanske hovedpersoners tv- og laptopskærme. De to fortællemæssige spor er nært forbundne, viser det sig hurtigt, men humlen af filmen foregår i lilleby-mikrokosmoset Mainhead, New England.

Gloria, spillet af Anne Hathaway, bliver sat på porten af sin kæreste på grund af hendes uansvarlige partyliv, og hun ser sig nødsaget til at flytte fra New York og hjem til et nu forladt barndomshjem. Det er i mødet med hendes skolekammerat Oscar (Jason Sudeikis), filmens konflikt begynder at tage fart. Belejligt nok ejer Oscar den lokale bar, og er kun glad for at byde Gloria på runder, såvel som et deltidsjob og gradvis møblering af hendes tomme hus. Der er antydningen af et uudtalt folkeskolecrush mellem dem, eller det er i al fald det første indtryk.

Også Tim Blake Nelson og Dan Stevens figurerer i filmen, et sted på skalaen mellem inaktivt plotelement og halvformet rollefigur.

Da Seoul nogle dage i træk bliver katastroferamt af et tydeligt forvildet kæmpemonster, begynder Gloria at ane en sammenhæng mellem hendes egne fordrukne blackouts og monstrets opdukken. Der er et nøje sammenfald mellem klokkeslættet 8:05, en legeplads på hendes rute fra baren, downtown Seoul, hende selv og — viser det sig — Oscar. Præcis hvad det er, der knytter de elementer sammen, afsløres kun i små etaper gennem filmen, men gøres heldigvis ikke til macguffin i form af en overtydeligt ipapskåret Forklaring. I stedet forkæles seeren med et rigtig velturneret psykodrama mellem Gloria og Oscar, som tipper filmens præmis til det uventede.

Colossal er guf for lænestolsfortolkeren: Oscars bar har lige så mange lukkede fløje som figuren har fortrængninger. Kontrasten mellem hans hus og Glorias er skærende, særligt i betragtning af den rolle, hans møbler spiller undervejs. Glorias og hans dybtliggende konflikt udfolder sig ikke i Tokyo, men i Seoul … fordi det reflekterer like, the soul, man? Det refleksbetingede slag for panden bliver til et uvilkårligt løft på hatten for at få et så dumt ordspil til at fungere gnidningsløst i filmen.

Nacho Vigalondas forrige film, Time Crimes, var en möbiuslagkage af tidsrejsespas som, set i bakspejlet, er den perfekte kodimagnyl til Avengers: Endgame‘s mylderknald i samme genre. Her ser vi en lidt mere afdæmpet side af hans talent, en rigtig snedig film om misbrug og udnyttelse i alle dets former, forklædt som monster mash. Jeg forestiller mig at brainstormmødet for filmen centreredes omkring ordet ABUSE ridset ind i et whiteboard. Hele menuen serveres ulasteligt, men mere og mere modbydeligt, og i sidste ende tilfredsstillende, da de to fortællespor krydses som et trompe l’œil der kollapser og stirrer tilbage på beskueren.

Den trettenårige og jeg trak endelig vejret igen, da rulleteksterne begyndte, og vi kiggede på hinanden, næsten overraskede over hvad vi lige havde set. “Det var jo faktisk… en god film!” Det er ikke hvad vi er vant til på kaijufronten, men uh, hvor er det skønt når det sker.

Nu har jeg set det med: Alita: Battle angel

sep
09

Jeg har haft det svært med Robert Rodriguez’ film siden han reducerede sig selv til  Frank Millers hånddukke med Sin City-filmen. Hans grind house-bidrag, Planet Terror, bødede ligesom ikke for Spy Kids eller Once upon a time in Mexico, og de selvparodiske superstjernekavalkader i Machete 1 og 2 fik Danny Trejo til at se ud som malplaceret straight man i en Hot Shots-reboot.

Instruktørens œuvre, og diverse trailere for Alita: Battle Angel, gjorde mig derfor ikke særligt optimistisk for denne film. CGI-forstørrelsen af hovedpersonens øjne virkede som et temmelig kortlivet gimmick for at visuelt vedkende sig manga-originalen, og jeg havde i det hele taget mine tvivl om, hvorvidt konceptet med en dræberrobot i Lolitaskikkelse kunne bære udenfor otaku-kulturens særegne konventioner.

Derfor blev jeg glædeligt overrasket, da husstandens teenagere valgte Alita som ugens rituelle fredagsfilm. Eller jeg skulle måske nærmere sige at jeg gradvist gennem filmen tog mig selv i at være mere underholdt end jeg forventede. Det er først og fremmest Rosa Salazar der sælger varen som Alita selv. De der digitalt forstørrede øjne ér en snublesten i begyndelsen, men Salazar spiller sin hovedrolle med nærvær og nerve, på trods af og igennem den temmeligt åndssvage effekt.

Det er anden gang Christopher Waltz spiller op imod den slags tjuhej (første gang var i Tim Burtons Big Eyes), og her spiller han en resigneret og livstræt Gepettofigur med lige præcis den autentiske, resignerede livstræthed som kun opnås når man hellere vil være et helt andet sted.  Det kunne have været rart med et andet, mindre slidt ansigt i hans rolle.

Også Mahershala Ali er med som ufortjent stangvare. Han var god som slimet gangsterboss i Luke Cage-tvserien, og samme rolle får en sejrsrunde i manegen som robo-roller derby-promoter i Alita. Sigende nok er halvdelen af hans optræden som marionet og mundstykke for en art cyber-overherre fra byen i skyen, som danderer den over hele filmens “jordbundne” ghettoverden. Der er en social og racemæssig kritik gemt et sted under alt glitteret og neonlyset, og den forbliver gemt.

Så er Jennifer Connelly et langt mere velkomment gensyn. Jovist, hendes rolle er så tynd som den manusside den er printet på, men hun ejer lærredet i alle hendes scener. Når man ser tilbage på hendes roller fra firserne, instrueret af Leone og Argento, og med modspil af f eks David Bowie, kan man se grundlaget for den dybe selvtillid som giver hendes fjerne moderfigur liv i denne film. Connelly har absolut intet at bevise for nogen, men modsat Waltz gør hun det alligevel.

Trods alle mulige indvendinger mod Alita: Battle angel er den absolut seværdig med en stor skål popcorn ved hånden, først og fremmest på grund af Salazar og Connellys præstationer. Alita er deres verden, alle de andre bor der bare.

The house in the dune desert!

sep
05

Det’ en to’er til den bro jeg byggede engang for længe siden!

De kosmiske tåger

sep
03

Åh, der svæver man gennem verdensrummet, i roligt kredsløb omkring sin egen lille sol og med sin egen lille måne, og så, BAM, en kosmisk tåge. Det sker oftere, end man skulle tro – og det er gerne med slemme konsekvenser.

Jeg faldt lige over denne udgivelse fra Science Fiction Cirklen:

En kosmisk tåge kaster Jorden ind i en ny istid, og en tysk lærd må forsøge at redde verden – med hjælp fra Afrikas Forenede Stater. Historien udkom oprindelig under titlen The Cosmic Cloud, og hvor meget mere ligepå kan man blive?

Det fik mig til at rode lidt i litteraturhistorien, for det er ikke første gang, at slige interstellare gasser truer de små abeafkom på Jorden. I Star Trek har diverse skybaserede væsener det med at hænge tungt over diverse rumskibe og -stationer i tide og utide, for skyvejen er åbenbart den vej, evolutionen gerne fører én (handwaving Det er energi handwaving) – men i litteraturen går det gerne lidt anderledes for sig. Jeg er indtil videre faldet over to andre titler, der griber ideen og løber med den:

Den sorte tåge af Fred Hoyle. I den fjerne fremtid 1964 opdager astronomer, at en rumsky har kurs mod vor planet, og da den anbringer sig mellem os og Solen, har det forudsigelige konsekvenser, lidt i retning af Bürgels bog (Hoyle skrev sin i 1957, så Bürgel kom først). Heldigvis er der samlet en masse kloge mennesker, og de indser, at skyen er et intelligent væsen, som de kan kommunikere med – og heldigvis er skyen enig med bogens forfatter i, at universet ikke opstod ved et stort brag, så der kan klemmes et par intellektuelle skinnebensspark ind i handlingen. (Bonusartikel om bogen)

Den irgrønne tåge af Hans Axel Honoré. Jep, også vi danskere kan lide de udenjordiske tåger. I denne bog fra 1969 fejer tågen dog over planeten – og som de fleste irgrønne ting er den ret giftig. Hvorfor en stor del af menneskeheden uddør – heldigvis for Danmark har Fredericia haft så mange års forurening fra Kemira, at befolkningen der er mere modstandsdygtige og overlever som fluer (om man så må sige). Fluks kan vi flytte hovedstadsfunktionen til forfatterens hjemby og ændre reglerne for bigami – intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Ikke noget klassiker, men det er dog interessant at læse en dansk bog, der minder en del om Heinlein i tone.

Bolden er givet op – hvor har tågen ellers sneget sig ind i science fiction-litteraturen?