SUPERKULTUR

Ind&Ud-Dannelse – refleksioner over en studiestart

sep
13
Billedresultat for mikkeline på skattejagt
(Claus Deleuran)

I denne sene sommer sprang jeg ud (af skabet) som ny-udklækket studerende på Læreruddannelsen. Og måske ville jeg hellere have læst Litteraturhistorie, Idehistorie eller Teologi, men visse forhold i en yngre Andersens valg og præferencer “understøttede” ikke muligheden for sådanne excesser. “Okay!” som jeg sagde til mig selv, “Så kan jeg da bare undervise i dem!” – tadaaaah! Ergo est sum et quid erat demonstrandum – eller sådan noget; så hvordan underviser man?

Nu skal det absolut ikke være nogen hemmelighed, at “morfar”, hér, absolut ikke er nogen havørn (snarere en Eddie The Eagle), når det kommer til EDB-it-teknologi. Og det kan jo have sine bagdele (udover den man sidder himmelfalden på). Altså tog det mig grumme lang tid, i det hele taget at finde ud af, hvad&hvordan jeg skulle tilmelde mig det ene, huske at oprette det andet, finde rundt i det tredje (portaler, rum, opslagstavler, studiemail, planer, skemaer, dødlinjer, obligatoriske valg – samt ikke-obligatoriske valg men gider du ikke godt, alligevel?), læselinier mv.), for slet ikke at tale om noget helt konkret: – Hvor? Hvornår? Og i hvilket omfang?

Billedresultat for kapitallogik
(Claus Deleuran)

Tilmed kunne jeg konstatere, at en stor del af den “dialog”, der ikke var direkte undervisningsrelateret, foregik på FaceBook. Og der kan jeg bare sige, at jeg er SÅ meget IKKE på FB, at jeg fravalgte det, før det blev “implementeret” – og det har jeg ikke årsag til at ændre på (så fik jeg klemt det af).

Billedresultat for facebook logo down

Mere substantielt vedkommende er det måske, at jeg ret hurtigt indså nødvendigheden af, at rotte mig sammen med nogen – en medstuderende, f.eks. – der godt gad at supportere og coache en “ældre medborger” udi det it-teknologiske og de FB-gruppe-informationer, der kunne være relevante. Og det lykkedes – faktisk lykkedes det uden besvær. Faktisk “kom det til mig”.

For det er jo lisså godt, at indrømme det! Mine medstuderende – mine “klassekammerater” – er (naturligvis) langt yngre end mig. De, der ikke ligefrem er “millenials”, begyndte i 1. klasse, da jeg fik mit første job på Fyn efter at være flyttet fra København med min familie. Jaja, Tiden går – Tiden griber om sig … (som Johannes V. Jensen siger). Men – og det var det, vi skulle frem til – så henvendte mange af mine medstuderende sig direkte til mig, med forespørgsler om hvorvidt jeg nu forstod det, om jeg kunne det, om jeg var med og “på”. En omsorg, med andre ord, jeg dels tilskriver et socialt sindelag (id est: – de unge mennesker, om forlov, er ikke – IKKE – egomanisk styret af præstationsræs eller konkurrencementalitet, således som det ellers hævdes), dels tilskriver min deltagelse i de aktiviteter, der var tilrettelagt i den såkaldte “Intro-uge” – som andre steder kaldes “rus-tur” (med tryk på begge stavelser, men varierende tryk afhængig af nattens fremskriden, ikk’sandt?). Af kørekorts-relaterede årsager, samt transport-tid, kunne jeg så ikke deltage i den helt store “rus”, men jeg var der – indtil jeg ikke var der …

(Claus Deleuran)

Morituri te salutant! Eget ansvar for egen læring! Der er ikke obligatorisk mødepligt – undtagen når der ER – men ikke desto mindre er der navneopråb til lektionerne! – fordelt på 16 timers “konfrontal”-undervisning (altså med en fysisk tilstedeværende lærer, i et fysisk tilstedeværende lokale, på en fysisk geografisk destination – Being There og Føl Nuet, med andre ord). Allerede dér begynder flimmeret, som Dan Turell vile have sagt.

Lettere dysfunktionalitet i forhold til sindelagstransplantationer, med en overliggende konspiratorisk paranoia i ascendanten, har jeg – med et mix af “OMG” og “Okay, kom så, tøser og knejte” – fulgt med i vores sprit-nye regerings udsagn om “forbedring af læreruddannelsen”. Og de intentioner kan man så ihvertfald kun mærke “with a vengeance” – hvis de da overhovedet har nogen indflydelse!

Det er okay! Som sagt: – eget ansvar for egen læring! Fino! Ikke desto mindre kan jeg konstatere, at disse 16 “konfrontations”-lektioner, er tætpakkede, for ikke at sige komprimerede, til sekvenser af oplæg, summe-møder med sidedamen, respons, power-point-oplæg (5 minutter), 15 minutters gruppearbejde, feed-back og evaluering af gruppearbejde! Nyt emne: – hvad anser Von Dingledang for væsentligt i didaktikken, set ifht McBezzerwizzers udsagn om Den Stadige Læring? I har jo læst det! Ja? Har du et svar? Og det skal I lave en videofilm om til imorgen! I bestemmer selv hvordan … iøvrigt har jeg lige lavet en læseliste til jer, til næste gang! Og husk testen på torsdag – I må gerne bruge hjælpemidler, men mobilen skal være slukket!

Træk vejret! Grounding!

Og så forventes det iøvrigt, at vi studerer 40 timer om ugen. Om det så er med eller uden de 16 timers lektion(er), har jeg ingen ide om, for det er fuldstændigt ligegyldigt. Thi “morfar”, hér, kan jo udmærket godt mærke, at underviserne også – OGSÅ – er pressede, og frustrationerne over ikke at kunne nå det, indenfor den fastsatte tid, ikke at kunne få gennemført planen, ikke kunne dokumentere resultatet …. – det sender frustrationen og nervøsiteten videre. Hvilket skal ses lidt i kontrast til en lektion vi netop havde igår om forskellen på “Kontinental” og “Angelsaksisk” didaktik – den første er, nåja, sådan “Det Hele Menneskes Dannelse” (Grundtvig og Kold), og den anden er “Præstation! Point! Test! CV or it doesn’t exist med URL – og fuck dig!”

Det er en lidt ambigiøs oplevelse, at høre en præsentation, der lægger vægt på at det danske folkeskolesystem retter sig mod “Det Kontinentale”, mens oplægget i sig selv, og forløbets sekvenser og opgaver, mere bærer præg af en målrettethed, der ikke levner plads til kontemplationen og fordybelsen, men mod præstationen.

Man kan – med alle mulige forbehold (eventuelt bide tungen over på sig selv; alternativt: – slette dette indlæg – eller bare “hoppe fra”) – muligvis påstå, at denne form for uddannelse allerede skaber en “ind”-dannelse, der – måske ikke som formål, men som effekt – har, at de lærerstuderende eksisterer i en zone af dis-komfort og præstationsangst. – Ikke noget supergodt udgangspunkt for rollen som formidler af dannelse, viden, indsigt og omverdensforståelse.

Men jeg klager ikke! Gubevares dog, at skulle være utaknemmelig over, at det Hellige Danske Uddannelses-system, i sin omnipotens har ladet en gnist af nåde falde på mit simple selv, og gjort en adgang til at studere til en mulighed for min ringe person. Dette takker jeg for, af et inderligt hjerte, samt husker i min aftenbøn til de evindelige magter og i Herren velbehag!

Men omnipoten kunne måske så også godt bruge “poten” til at skrabe nogle flere pekuniære midler og lidt større potens i retning af de uddannelser, der skal kalfatre forhold, som alle partier – ALLE partier – finder væsentlige! Opdragelsen af, uddannelsen af og kompetance-infusionen i den (til stadighed) opvoksende generation.

Og så irriterer det mig også grundigt, at uddannelsen starter med spørgsmålet om, hvad “læring” er. Jeg mener: – hvad med at starte med at spørge, hvad børn er? Det er jo dem der skal lære!

Billedresultat for børn i trillebør
Hva’ ska’ du ha’ i bør’en, Karl-Hugo?

9 Responses to Ind&Ud-Dannelse – refleksioner over en studiestart

  1. Tak for tankevækkende indlæg, Henning. Pøj-pøj med studenterlivet!

  2. Nu og da rammes jeg af en løstflyvende tanke om at læse videre. Indtil videre er den dog hurtigt blevet druknet i opfølgningen “Du ville dø!”, så jeg bøjer mig ærbødigt for projektet. Og så giver du mig tilmed en ekstra undskyldning, når kommunikationen foregår på FB, og så kan jeg holde en lang indre monolog om datavampyrer og lignende, så tanken lægger sig til hvile igen.

    Jeg må vente, til vi kan downloade direkte til hjernen.

    • Pjat med dig! Prøv du selv at sammenkoble ” Handle so, dass die Maxime deines Willens jederzeit zugleich als Prinzip einer allgemeinen Gesetzgebung gelten könne. ” med didaktik, mens du forholder dig til om det er i forhold til præstationen eller for det fælles bedste! Forklar og kommenter! Skriv det ned! Fremlæg det om 15 minutter – and counting …. begynd! (morituri te salutant – hæhæ!)

      • No problem – ham her gør det i 12 timer, rent improviseret!

        • & hædr-hædr-hædr (rå mandslatter). Udover at det sådan set kan bekymre mig, så minder det mig også om, at min/vores lærerinde i Læringsfaglige Grundbegreber er teolog, og indtil videre har diverteret os med tekster af Løgstrup, Kant (I supreme), Kierkegaard, Blankertz, Bacon og Bourdieux. Den sidste kan undskyldes, idet han udover at være katolik også havde andre punkter på “agendaen”. Men selve det, at den foretrukne indgang til didaktik går via et (kultur)kristent perspektiv ….. – jammen, hvor skal jeg begynde i min analytiske kritik? Åbent spørgsmål? Det næste er vel at rationalisere det filosofiske gundlag for Boka Haram i en kultur-relativistisk setting, hvor sandheden og Kant kan ses ifht postmodernisme og semiotikkens (eller ihvertfald den Sapir-Whorffske udgaves) insisteren på virkelighedens eksistens som en materialisering begået af sansningens mulighed!
          Det er – DET ER – en mærkelig tid vi lever i.
          https://www.youtube.com/watch?v=1jUvhJ_Tgzw

  3. Der ér noget grænseoverskridende i at studere videre som … skal vi sige,” mere voksen” end ens medstuderende. Selv om man er på lige fod med et bundt 20-plussere, så mærker man – mærkede jeg i al fald, da jeg for nogle år siden begyndte et MA-program – generationskløften af og til. Ikke kun negativt midtlivskriseagtigt, det er kun sundt at blive rykket ud af sin jævnalderboble! Men tillad mig, Henning, at køre ud af en tangent fra en sidebemærkning i dit indlæg:

    Mest frustrerende for mig var institutionens og underviseres uforbeholdne omfavnelse af trediepartsonlinetjenester, hvad Janus kalder datavampyrerne. Én ting er at det formodes at alle er Facebookbrugere, og studierelevant information kan deles primært via den (lukkede, børsnoterede) platform. Ved min optagelse på programmet oprettedes automatisk en universitetsmail som — surprise! — kørte via gmail.

    Det skal siges at jeg hoppede af FB i 2011 og af Google-tjenester i 2014, så jeg måtte jævnligt skyde spidse bemærkninger gennem auditoriet, om ikke det var muligt at kommunikere gennem almene kanaler. På den ene side er det dybt bekymrende at offentlige uddannelsesinstitutioner læner sig helt ind i “gratis”-løsninger, udbudt af virksomheder som mere eller mindre åbent ernærer sig ved akkumulering af og handel med information om brugernes brug af tjenesten og det øvrige internet.

    Samtidig er det en forståelig, direkte konsekvens af beskæringer på uddannelsesområdet, at de samme institutioner ikke har tilstrækkeligt sysadmin-personale til selv at bestyre de åbne, privatlivssikre alternativer som reelt findes derude. Lige sådan er det forståeligt, men ikke derfor acceptabelt, at kommunikation fra undervisere skrider fra f eks email til Facebook-posts, fordi der ikke findes tilstrækkelig regulering omkring hvilke kanaler man kan og må forvente at studerende anvender.

    Det er med tungen lige i munden, man som studerende holder sin omgang med tech-kæmpernes (bjørne)tjenester på et minimum, og jeg tænker at kun et mindretal overhovedet forsøgte. Mine børns (svenske) folkeskole og gymnasie er ligeledes helt integrerede i Googles Classroom- og dokumenttjenester, og jeg er temmelig urolig for, hvad denne kluddermor af offentlige institutioner og kommercielle rammeværk betyder for både nu- og fremtidens opfattelse af internettet :/

    • Helt enig, Allan! Til overflod kan jeg fortælle, at nogle “video-formidlings-produkter” skal “lægges op på” YouTube!
      Den slags – FB, YT mv – som internaliserede komponenter i et offentlig virke eller foretagende, kaldes “Statskapitalisme” – altså at politiske beslutninger, og hermed lovgivning, retter sig direkte mod, at give private firmaer adgang til offentlige midler. Man kan så påstå, at det mere er en effekt af lovgivningen ( “bedøm ikke noget som ondskab, hvis det kan forklares som dumhed!”), men selve “privatiserings-idealet” peger i høj grad på en villet intention, fra politisk side. I “gamle dage” var det landbruget, der skulle tilgodeses; nu om dage er det storkapitalen.
      Og DÈR kan jeg se en forskel: – “de unge mennesker” stiller ikke engang spørgsmålstegn ved det. Fuldstændig francisfukuyamaiserede. Og det er da strejfet mig, om ikke det i virkeligheden er mine egne teknologiske short-comings, der manifesterer sig som politisk kritik (men det tror jeg nu ikke … )
      Apropos Sverige: – engang blev det kaldt “Forbuds-Sverige” og “Overvågnings-Sverige” (måske var det mest “Systembolaget”, man tænkte på), men det der var tendenser i Sverige, i 70’erne, det er da sprunget ud som fuldt realiseret virkelighed i Danmark. Gad vide om det OGSÅ er en effekt af “Statskapitalisme”? At Den Hellige Enbårne Ejendomsret får hegemonisk status? Man ku få den tanke.

  4. Ja, privatiseringen af stats- og offentlige tjenester er en præmis som er blevet accepteret og vedtaget over den bredere midte af det politiske spektrum. Det virker som om frygten for statsmonopoler har overtaget den (forekommer det mig) naturlige mistro overfor kommercielle interesser og bagtanker.

    Det forekommer mig helt tosset, især med den der Ejendomsret-med-stort-E in mente, at der ikke lægges ressourcer på at lære grundlæggende, digitale selvbyggerkundskaber, så man kan blive open source-ejer fremfor lejer (eller stalddyr) på nettet? I stedet har vi stadig flere generatioenr som tror og synes at det er besværligt eller farligt at administrere sin egen server – og dermed eje sine data.

    Det giver kun lydige Googlekunder og Facebookborgere, og en forsvindende lille gruppe iværksættere – som du siger, for at pleje storkapitalen snarere end borgerretten.

    Hvad forbuds- eller overvågningssverige angår, så har jeg svært ved at se de begreber som andet end dansk partsindlæg i den gamle naborivalisering. Der er noget “Der er fandme ingen som skal komme og ta min øl”-bondesnuhed over det. Men jeg bor også i Sverige, og har ingen intention om at flytte tilbage, så mit perspektiv er heller ikke frit for tendenser…

    • Ad Sverige: – i 70’erne tog jeg jævnligt til Sverige, og jeg kan bedyre dig, at der – ihvertfald i Malmö – var en markant “ordnung muss sein”-stemning, på daværende tidspunkt. Endda rendte politierne rundt med sabler (det er så tilbage i de allertidligste halvfjerdsere). Og i midt-halvfjerdserne (og hva har jeg været? 13-14 år?) blev jeg kropsvisiteret hver eneste gang jeg “anduvede” Limhamn. Men min pointe er, at det der VAR tendenser til noget fascistoidt (tjek Sjöwall og Wahlöö), i høj grad ER tendenser i nutidens Danmark, hvor der lader til at være to sanktionsmuligheder, der skal fremme en adfærdsregulering og/eller sindelagstransplantation: – Forbud eller Afgifter (“fedt-afgift”? Altså hva’ faen er meningen? Alt efter temperament eller afhængighed kan man diskutere “tobaks-afgift”. Men da begge – alle – afgifter alligevel ryger ned i selvsamme kasse som storkapitalen har snablen nede i, så skal ingen prøve at fortælle mig at “det er af hensyn til folkesundheden” – det er bare et forkølet alibi). Men det er lissom langt “hjemmefra” 😀 – så lad os nu se lyst på fremtiden, krybe i arbejdstøjet, tage arbejdshanderske på og gribe om nældens rod …. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.