Midsommar: En stråmandsanmeldelse

I et forsøg på at finde en mening med Ari Asters Midsommar, indleder Allan Haverholm en envejssamtale med en IMDb-brugers anmeldelse af filmen. Det følgende indeholder spoilers.

AgainstGarbage11 July 2019

1/10 Don’t waste your time or money.

This film is well-executed, but it is not actually a horror film. I do not watch horror films, usually. If I had read more reviews, I don’t know if I would have been warned about this film properly.

I know a few artists, and one of the problems with them is that they mistake being unconventional for a virtue. Being out of the ordinary does not make something valuable.

You do not really feel a lot of dread or fear watching this film. Other reviews have said this. I was falling asleep until the first death occurred.

This film defiles sexuality in a way that the worst pornography cannot. I am not against some occasional pornography, either. I am not a prude. I am not shocked by gore. This film uses it to defile human life. It is a horrible film. It is an assault upon the audience. It should never have been made. It is sick and degenerate. Thinking about what this film might mean makes one feel sick at heart. I don’t believe there was any underlying artistic meaning, however. I think it has nothing to say when examined as a whole. “P*** (urine) on a canvas” would show more respect for the viewer.

I am worried that by saying these things, some of you will reward the makers of it with your money. Don’t. If you have already done so, I think you should go back to the theater and ask for your money back. If they give me mine back, I am going to burn it.

I hope Ari Aster’s career fails. He does not deserve to have one.

This film, masquerading as horror, is a work of art which implicitly glamorizes dehumanization just by its presentation.

Kære AgainstGarbage11,

jeg har læst din (ovenfor citerede) IMDb-anmeldelse af Midsommar med større interesse end samme film vakte i mig. Jeg er mildt overrasket over at den 2½ time lange ørkenvandring, som er instruktør Ari Asters opfølger til Hereditary, overhovedet kan inspirere til et raseri som du formidler. Det får mig til at genoverveje min egen, undervældede oplevelse af filmen, og det sætter jeg stor pris på, da jeg ville have svært ved på egen hånd at sætte Midsommar i et positivt lys. Det er en temmelig lang film, ikke overbebyrdet af dramatiske højdepunkter, og Aster har lovet en tre timer lang director’s cut-version. Under langt det meste af spilletiden fandt jeg at jeg ventede på rulleteksterne, eller bare på at der skulle ske noget inden da. Derimod ved jeg at de fleste seere har haft en bedre oplevelse med filmen end jeg, og jeg undrer mig en smule over hvorfor. Lad os tale det ud sammen:

Midsommar er ingen horrorfilm, skriver du, trods instruktørens egen karakteristik af filmen som hans første gyser — den sindsoprivende Hereditary var efter hans udsagn et “familiedrama”. Som en bekendt fornylig overbeviste mig om, så er forudgående forventninger et afgørende element i hvordan man som seer møder en film, og jeg er for så vidt enig i at Aster leder os på fristende vildspor med sit skudsmål af Midsommar. Hvis du forventede skræk i stil med The conjuring, Fredag den trettende, endsige Hereditary, så forstår jeg din skuffelse. Der er ingen lemlæstelse af børn her, eller spøgelsesagtige visitationer i natten. Man skal gennem megen tommelfingertrillende landidyl og gådefulde ytringer før nogen brænder ihjel. Samtidig vil jeg altså påpege at horrorgenren spænder videre end den slags overfladiske fænomener, uanset instruktørens hensigter.

Folk horror er den undergenre som Midsommar mest bekvemt falder i, hvor uhyggen består i manifestationen af urgamle traditioner, på trods af eller i kontrast til en tynd fernis af reformert civilisation. Det er en kategori som kalder folkesagnene i hu, betinget af landet og vejrliget, årstiderne og månens faser, og hvor disses indflydelse er mere end et livsvilkår for de der nærer sig ved jorden. De afbildes i stedet som genii loci (eller oftere, gennem menighedens dyrkelse af disse) med hensigt og kraft til at forkaste nymodens ideer som kirker og skoler. Som du selv kan bekræfte ved en søgning på internettet, er The wicker man en af de bedst kendte folkehorrorfilm. Eller, genindspilningen fra 2006 med Nicolas Cage er måske bedst kendt, men den oprindelige film fra 1973 er efter min mening langt at foretrække. Man kan i grove træk betragte dem samlet som en indføring for begyndere i genren.

Skulle man derimod forsøge at trække såvel genremæssige træk som flere af Wicker mans specifikke plotpunkter ud af Midsommar, kunne man formode at stå tilbage med et rimeligt billede af Asters islæt eller kunstneriske vision. Istedet drysser oplæg til to-tre lovende kortfilm ud, når de bærende genrestrukturer trækkes bort. Filmens brutale anslag om Danis forældres død kunne let i sig selv have båret et allegorisk drama, måske endda vævet sammen med sporet om den konfliktsvage Christian som lissom ikke kan nosse sig sammen til at slå op med hende, trods tilskyndelser fra hans usympatiske karikaturer af et venneslæng. De samme irriterende amerikanerunger kunne man med glæde se komme til skade under en rygsækrejse til Europa, men at sende dem direkte i favnen på en pragme-ekstrem, blomsterkranseklædt kult i Sverige ville måske være at strække den. Uden at afsløre noget videre: Det er det også i den endelige film. De første nogle-og-tyve minutter før rejsen til Sverige er langt de mest vedkommende.

At røre alle elementer sammen kræver at man har tungen lige i munden, som at forberede kräftkalas med de rester man måtte have i køleskabet. Aster tilsætter i stedet lidt lingonsylt i form af et forstemmende sexritual à la lokalteateropsætningen af Dødens triumf. Og — spoiler warning, men du har jo allerede set filmen, AgainstGarbage11 — det viser sig at det netop er kultens ritualiserede topstyring af alt fra skød til død, fra jord til mord, som Dani behøver for at bearbejde sorgen over hendes familie. Det er eddermame en tynd kop moralethe at diske op med efter så megen tom buldren på traumetrommen. Igen og igen sætter vores antihelte sig sultent ved det svenske midsommerbord, og venter lidt utålmodigt på at deres værter får de traditionelle formaliteter af vejen, så de kan gå til fadet. Aster giver sig god tid med at skildre de indledende øvelser, og rastløsheden de indgyder, men ingen videre på selve måltidet. Og sådan er det hele vejen igennem. Hvor du ikke oplevede nogen skræk (“fear”) over filmen, vil jeg argumentere for at den lurende rædsel (“dread”) som blev etableret blot henfalder til kedsomhed på grund af vandrende fokus.

Der er et kim af noget interessant, som aldrig rigtigt bliver forløst i mødet mellem de amerikanske tyveårige og det landligt svenske. Det brister på to fronter, først i sceneskiftet til Sverige, som visuelt skildres som en tur gennem troldspejlet til en verden hvor man indtager euforiserende svampe morgen, middag og aften. Der er ingen mellemgrund fra det urbane universitetsliv til rustik, fyrreplankeklædt ødemarksisolation. Som tilflytter til Sverige bliver jeg lidt irriteret over den overidylliske skildring af landet, men okay. Jeg har aldrig været i Hälsingland, måske er det hele bare Lucy in the sky with diamonds deroppe. Det andet moment hvor kæden hopper af for mig er den apati som de unge møder kultens traditioner med. Hov, de afliver deres ældste. Nu skriger jeg lidt. Hvornår skal vi spise? Uanset hvor interessant menighedens hjemmespundne mytologi er, og hvor æstetisk omgivelserne skildres, så trodser det troværdigheden at hovedpersonerne dalrer igennem filmen uden at undre sig over at de forsvinder sporløst én for én. Her taler manus noget dovent til fordomme om at dels unge mennesker, dels amerikanere — og frem for alt unge amerikanere — er dumme i hovedet, og der gøres intet for at punktere den vildfarelse.

Når jeg ovenfor nuancerer min utilfredshed med filmen er det ikke for at overbyde din mere kortfattede fordømmelse, AgainstGarbage11. Du har for eksempel helt ret i at filmen er vel eksekveret: Fra skuespillet og kostumerne til cinematografien er over al teknisk kritik. Det foregående er alt sammen for at uddybe mine tanker om emnet, og vise imødekommenhed overfor dine synspunkter, inden jeg bliver nødt til at kommentere på dit skudsmål af kunstnere og deres opfattelse af normbrud. Hvad det emne angår, og kun det emne, må jeg indtrængende bede dig lukke røven. Du aner tydeligvis ikke hvad du taler om, og hvis jeg hypotetisk set skulle opspore dig og slå dig med knytnæver er det kun for at forhindre at du tramper dig dybere ned i dit retoriske spinatbed. Du skriver at du “kender” flere kunstnere, men jeg har mistanke om at de kun hilser lidt uforpligtende på dig til fester; du har i hvert fald ikke haft mulighed for eller formået at tage samtidige, kunstneriske begreber til dig.

Ekstra-ordinaritet er netop et af flere kriterier for kunstnerisk værdi, og begge Ari Asters hidtidige film kan kendes på hans vilje til at bøje de kendte klichéer til hans formål, omend ikke udelt til så vellykkede resultater, som konventionsbrud kan give. Ligeledes kan det ukonventionelle, trods din påstand, kun beskrives som “en dyd” i en overført betydning af ordet, som ikke handler om normativ, moralsk anstændighed, men jeg ser af din videre analyse af Midsommar, at det er dig magtpåliggende at sammenkæde de to. Særligt beskrivelsen af Midsommar som “syg og degenereret” kunst er historisk tonedøv udover alle grænser, og kun begrundet i en forgangen køns- og kunstopfattelse, der ofte netop er genstand for folkehorrorgenrens subversion. I sidste ende virker dit kunstsyn begrænset netop til det ordinære og konventionelle, som er et brakland for kunsten hvor kun gentagelsen og klichéerne trives.

Det her er så vores bollerum.

Det er så godt som umuligt at overhovedet bekræfte din opfattelse, at filmen “tilsmudser seksualitet” og “menneskeliv”, med udgangspunkt i filmens udsagn. Hovedpersonen beskrives som uinteresseret i sex (i al fald med hendes temmeligt utiltalende kæreste), men også som traumatiseret af sorg, hvilket ikke rimeligt kan anses som befordrende for sexlivet. Den eneste sexscene i filmen, som tidligere nævnt, er et let bizart rituelt tableau, hvor den vege medløber Christian ubesværet “presses” til at knalde en af de kvindelige kultister, betragtet og akkompagneret a capella af et (også kvindeligt) nøgenkor i alle aldre. Når du siger, du kan håndtere “lejlighedsvis porno”, er det måske netop den ordinære og konventionelle version, du mener; hvor kvinden er genstand for mænds blikke, og ikke omvendt som her.

Er det mon dét kollektivt voyeuristiske inversion, som i dine øjne sådan kaster snavs på al seksualitet? Eller måske det ret barokke klip, hvor en af de ældre kvinder håndfast skubber Christian i gang med en hånd på hver balle? Det var i al fald et øjeblik, hvor jeg uvilkårligt slap en vantro latter midt i den vedvarende tilstand af livslede, som filmen ved det punkt havde hensat mig i. Måske grinede nogen i biografen også, da du sad igennem filmen, og du blev mindet om en situation, hvor du følte dig målt og vejet på din seksualitet og præstation, objektificeret, udnyttet og beskuet. Måske genkendte du det forvildede blik i Christians øjne, da det går op for ham at der ikke er noget som helst udbytte for ham i transaktionen.

Nej, jeg skal nok holde op med at psykoanalysere dig. Det har jeg slet ikke redskaber til, og det ville være uvederhæftigt, selv for en uddannet praktiker at gøre forsøget på baggrund af din kortfattede anmeldelse. Lad os holde øjnene på bolden i stedet for manden — eller rettere, på instruktøren frem for stråmanden. Ari Aster har selv erkendt at filmen er hans bearbejdning af et slemt brud med en ekskæreste, og om noget må man derfor forsøge at angribe filmen fra det perspektiv. Selvfølgelig har Aster abstraheret sit og kærestens brud, både af narrative hensyn og for almen anonymisering, og jeg ved af egen erfaring, at det ikke er nemt at lave kunst af den slags. Alligevel begynder historien også fra den vinkel at falde fra hinanden ved nærmere inspektion. Hvad er meningen med det sindrige anslag, som forflytter fokus fra det vaklende forhold til Danis sorg? Er der overhovedet en pointe med forløbet om den misdannede savant Ruben, hvis farvelader løbende bliver indlemmet i kultens hellige skrifter? Hvorfor helvede er de overhovedet i Sverige?!

Hvad der er tilovers af plottet om forholdskollaps er en ret ledeløs ballade om én part som desperat behøver den andens støtte, hvorimod denne ikke kan sige fra, men i stedet (efter halvanden times trippen) knalder den første den bedste som fodrer ham pubeshår. Når Dani opdager at kulten har manøvreret Christian til at bedrage hende, lader hun sig selv opsluge af dens naturtraditioner, men får sin grusomme hævn. Smil gennem tårer, udtoning til sort. Seriøst? Problemet her er netop at Aster, i sit forsøg på at sublimere en dybest set triviel personlig oplevelse, ikke går tilstrækkeligt langt ud over det ordinære, at han ikke bryder flere konventioner. Filmens mest tåkrummende amerikanske idiot skrider endelig i svinget, fordi han tisser på det forkerte træ. Hvor du mener at et tilpisset lærred ville være større kunst end Midsommar i sidste ende er det, vil jeg delvist give dig ret: Aster skulle ikke have begrænset sig til det ene grænsebrud, men have fortsat med at pisse hele vejen ud af galleriet, gennem gaveshoppen og endelig pisse sit navn henover facaden på bygningen. Det ville vise publikum den respekt at tro, de kunne drage sine egne konklusioner.

For det er jo ikke sådan at filmen er uden virkning, tydeligvis heller ikke på dig: “Det er en forfærdelig film,” skriver du, “et overgreb mod publikum [som] aldrig skulle være lavet”. Et kunstværk som “implicit forherliger umenneskeliggørelse”. AgainstGarbage11, her er du nok subjektiv, men beskriver værket nøgternt. Du er jo i virkeligheden lige så grebet af Midsommar som de seere der har grebet subliminelle screendumps ud af den! Hvor de vil betale for at se og gense den, er du rituelt engageret til det punkt hvor du vil kræve entréen tilbage og brænde den. Det respekterer jeg fuldt ud, at både du og freeze frame-fanatikerne har en tidsmæssig såvel som monetær investering i filmen, som jeg ikke kan mønstre. Jeg var mere engageret i langstrakte fantasmagorier som A field in England eller Beyond the black rainbow, end Midsommar hidsede mig op til. Jeg gætter på at de ikke er eller har været på din must-see liste.

Du ser gerne Ari Asters karriere afsluttet som af et definitivt gok med gubbhammaren, men vent nu lige med at hyppe hestene. Det giver lidt perspektiv at tænke på, at det her faktisk kun er anden spillefilm fra en lovende instruktør, og jeg tror han med fordel kunne drikke lidt af Hårgaskultens psykotropiske Kool-aid for at fange de store fisk som for eksempel David Lynch haler ind. Der er grund til håb for fremtiden. For mig at se er Aster anno 2019 en filmskaber som kun flytter grænser for den brede fællesnævner. Det gør han med gentagelser og klichéer, men flytter dem tilpas langt udenfor kartoffelrækken til at de kunne forveksles med ukrudt — og det mener jeg skam positivt!

Hvis Hereditary var et vellykket mashup mellem The omen og Pet sematary, udspillet i villaversionen af hotel Overlook, så er Midsommar et værdigt forsøg på at genindspille Wicker man som et amerikansk backpacker-eventyr. Uanset spilletid, så er den i al fald bedre end Nicholas Cage-versionen!

Comments

  1. Henning

    Generelt kan jeg overhovedet ikke være uenig – og jeg skal da i virkeligheden også bare holde min kæft når jeg nu hverken ved hvem Ari er eller har set pågældende film.
    Der er dog en sentens i AG’s pipperier, der måske kunne ha noget på sig:

    I know a few artists, and one of the problems with them is that they mistake being unconventional for a virtue. Being out of the ordinary does not make something valuable.

    Problemet er ikke så meget, hvorvidt man finder “provokationer” iorden eller ej. Det er mere det forhold, at dersom provokationen ikke har en retning (eller “adressat”, hvis det skal være med den på), så er den måske autoabortiv. Provokation uden kontekst er manér (a la “jeg har ret, og I er dumme!”). Det er ikke så meget fremførelsen eller “verfremdungs-elementet” i sig selv, som det at have en ide om, hvorfor der fandenbrækkemig skal pisses op af pågældende mur (altså ikke fordi det er “den mur”, men hvorfor?)

    Jeg får selvfølgelig et argumentationsagtigt problem ifht surrealister eller dadaister, men de bedste af de værker er (trods alt) kontekstafhængige – “Fontæne”, “Dødt æsel i flygel”, “The Bedsitting Room”.

    Naturligvis accepterer jeg en holdning om Det Formålsløses ret (jeg mener: – jeg har jo ikke skudt regeringsmedlemmerne …. allerede dér -). Men enhver form for “kunstnerisk udsigelse” skal vel have en eller anden form for aftolkningsmulighed – ellers er det vel ligemeget og mister enhver form for berettigelse til at blive anskuet. Det kan vel ikke være meningen? Og det helt uden at bare så meget som lugte til lunten om hvad “kunst” er 🙂

  2. Post
    Author
    Allan Haverholm

    Ha ha, du bryder jo al etikette for internetkommentarer ved at erklære dig enig i andres meninger om en film du ikke har set! Men det her handler jo i nogen grad om det online kommentarspors impulsive overfladiskhed, så du er helt tilgivet, Henning.

    Hvad provokationer angår, så er de jo ikke direkte omtalt i min (og AgainstGarbage11s) anmeldelse. AG er tydeligvis provokeret, men har ikke den mentale saldo til at indse eller formulere det som sådan: “Jeg forstår det ikke, ergo er det er hult og forkasteligt”. Og jeg taler selv ganske vist for at pisse på konventionerne, men kun i forlængelse af AG’s jævnførelse til “pis på lærred”. Min pointe er ikke nødvendigvis provokation, men at instruktøren kunne vove lidt mere end han gør i Midsommar. Det er en opfordring til at tage det ekstra skridt kreativt, som i mine øjne kunne have løftet filmen.

    Dine tanker om provokationer er jeg helt med på, selv om det er en argumentation som jeg synes ligger længere fremme end diskussionen om konventionalitet. Jeg fastholder at AG’s udsagn, som du også citerer, er dybt fladpandet. Han (og det er kun mit lommestatistisk baserede gæt, at der er tale om en mand) forknipper norm og moral så grundlæggende, at enhver stikken ud kan fordømmes som usædelighed efter behag.

    “Jeg kender selv adskillige kunstnere” er et klassisk stråmandsargument, som AG falder tilbage på i flere variationer for at legitimere sine fordomme: “Jeg har ikke noget imod porno, jeg er ikke sippet,” modsiger f eks direkte den sippede falderade som følger. Løgnedetektoren giver udsving op i det røde felt, så snart de her påstande dukker op.

    Når nogen opstiller “dyd” og “værdi” synonymt (!) kontra ukonventionalitet og ekstraordinaritet, så er der god grund til at række efter sin hypotetiske revolver. Det er Jantelov med ekstra rumpestøtte (undskyld!) i en uddateret moraltanke, som helt bortser fra, at både normer, konventioner, og deraf gudhjælpeme også moral er plastiske størrelser. De ændrer sig over, med og i tiden, og det er (blandt andre) kunstneres opgave at stille spørgsmålstegn ved og flytte på de aktuelle værdier.

    Dét kan så uden rimelig kontekst — den aftolkningsmulighed, du nævner — opfattes som provokation eller, i dette tilfælde, som to en halv times personfnidder i almuereservatet.

  3. Henning

    Hæhæ – man skal vel ikke bare være konventionel etikette-fæhig!
    Den salvelsesfulde “moralisering” i AG’s udmelding (og hvad får dig til at tro at det er en mand?) gir jeg ikke en oversavet prut for. Naturligvis ikke, var jeg lige ved at sige.
    Dyd og moral og budskab og samfundsrelevans og hvaharvi er redundante, tentative og yderst volatile. Det er ikke det det drejer sig om. Og jeg kan godt se, at jeg bevæger mig stedse længere væk fra den film, jeg ikke har set, men måske tættere på en forståelse (ikke en accept, ikke en adaptation) af AGs argument: – kunst – enhver form for kunst (herunder film) skal skohornes ned i et kantiansk kategorisk imperativ. Det er jo dér kæden falder af 🙂 Æstetik er ikke det til enhver tid kategorisk “smukke”. Æstetik er forholdet mellem udsagnet og mediet. Det er i den relation – eller snarere i relationens kaotiske grænseflader – at “værdien” opstår. Og så har vi/man/beskueren/læseren/publikum jo netop en adgang til – hm – “afkodning”. Men der skal være en relation – der skal være en mulighed for differentiering.
    Således (ser det ud somom) AG ikke har gidet gøre et stykke differentiering-arbejde; alternativt at Ari ikke har præsenteret relations-paradigmet mellem rum, værk og udtryk godt nok (hvad ved jeg?). Men man kan ihvertfald sige så meget som, at mængden af nøgent kød indenfor en kontekstuel ramme ikke er et mål for (manglen på) æstetik. Spørgsmålet er mere: “hvad bruges det til?” i det konceptuelle signal (hold kæft, vi er langt ude hér – det er fandme Superkultur!)
    Altså, Allan! Det ser ikke ud somom vi er så skide uenige. Hvad jeg ville frem til, var måske mere, at AG kunne være interessant at lytte til (læse) i sådan en forbruger-survey-modus. Forståes signalet – går det igennem? Eller kan kunstneren bare pisse (op ad muren) på det, og er det vejen frem? Det er iorden for mig – piss away! Men kom ikke tilbage og græd, når publikum udeblir’.

    Eller sådan noget 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.