Aske Munk-Jørgensen: Horror “er litteratur på turbo”

Aske Munk-Jørgensen romandebuterede i 2015 med Kærlighedens væsen (anmeldt på Gyseren.dk). Siden er det blevet til novellesamlingen Åbne døre, lukkede døren og krimien Retfærdig vold.

I 2019 kom horrorromanen Gamle venner, beskrevet således af forlaget: “En sommerdag tager Mike på udflugt med sin ven i skovene omkring Aarhus. De to drenge vil undersøge det gamle hus, hvis ejer hængte sig. Det bliver en dag, der ændrer deres liv.

Mange år senere har Mike fået både villa, kæreste og barn, men sommerdagens hændelser kalder på ham. Han må tilbage ad stier, han har betrådt før, for at se både sig selv og gamle venner i øjnene.”

Aske Munk-Jørgensen venligt stillet op til et mailinterview, hvor han fortæller om arbejdet med bogen og de bøger, der inspirerer til horror.

Kan du starte med et præsentere Gamle venner? Hvilken oplevelse håber du på, at læseren sidder tilbage med efter endt læsning?

Gamle venner handler om en mand, der gør nogle ting i sin barndom. Eller måske er der i virkeligheden nogle ting, han netop ikke gør. Men de ting er så forkerte, at de simpelthen hjemsøger ham som voksen.

Romanen skulle først og fremmest gerne underholde. Dernæst skal den helst skræmme læseren, både sådan ”bøh! – hvin!” og på en mere psykologisk måde, som måske kunne sætte nogle tanker i gang. Lykkes alle de tre ting – altså, at jeg underholder, skræmmer og giver stof til eftertanke, så er jeg både glad og stolt.

Hovedpersonen bor i Sorø, hvor du selv bor – Er Gamle venner en bog, der tager udgangspunkt i egne oplevelser, eller hvordan opstod den?

Jeg har haft lyst til at skrive en bog længe, som tog udgangspunkt nogle af de steder, jeg holder allermest af, Aarhus og Sorø. Da jeg fik ideen til den her historie, opdagede jeg ret hurtigt, at den var det perfekte match til det.

Helt konkret var jeg ude at løbe en dag, og så fik jeg den her ide om et ægtepar, der begynder at finde døde dyr efterladt i skoven. Det var ret klamt, fordi dyrene begyndte at dukke op tættere og tættere på deres hjem. Det var også ret klamt, fordi det i mine tanker foregik lige der, hvor jeg var ude at løbe. I bogen endte de døde dyr med at blive til nogle meget karakteristiske døde fugle. Mere kan jeg ikke sige uden at afsløre for meget.

Der er ingen af de ting, bogen handler om, som nogensinde er sket for mig eller for andre, men på den anden side er der rigtigt meget af mig i den. Det kunne være en roman om mig, hvis ham fyren inde på den anden side af spejlet en dag tog over. På den måde er det måske en roman om os alle sammen.

Din første bog var også i horrorgenren. Hvad er det, der tiltrækker dig ved det skræmmende?

Jeg bliver aldrig færdig med horror. Genren er både vildt spændende og alt for uhyggelig til mig, og jeg tror i virkeligheden det er det, der fascinerer mig. At læse eller se horror er at se et sted hen, vi dybest ikke har lyst til at betragte. På den måde minder horror om anden god kunst. Den flytter på noget, fordi vi bliver nødt til at forholde os til ting, vi helst ikke vil vide findes.

Horrorgenren kan bare noget specielt for mig, fordi den har lov til at bruge nogle ekstra redskaber, som anden litteratur ikke anvender. Den kan skyde genvej med nogle af sine virkemidler for at nå ind til kernen af de ting, vi gerne vil arbejde med som forfattere og som læsere. Det er litteratur på turbo.

Noget af det, jeg godt kunne lide ved Gamle venner, var, at den var tydeligt dansk. Men kan det være svært at opbygge uhygge i et land, der ellers forbindes med hygge? Hvordan har du arbejdet med det?

Det er sjovt, du stiller netop det spørgsmål, for det er faktisk noget af det, der har været mest interessant at arbejde med i bogen.

Jeg kan ikke klare gore og torture porn og hypervold og alt det der. Det er alt for voldsomt for mig. Jeg lukker bare ned for det. Det skrækkelige for mig er, når det, der ellers skulle være trygt, holder op med at være trygt.

Ens eget hjem, for eksempel. Hvad nu, hvis ens soveværelse holder op med at være et sikkert sted? Det er en situation, jeg kan relatere til, og derfor bliver det skræmmende for mig.

På den måde var det en naturlig ting for mig at lade Gamle venner foregå så trygge og hverdagsagtige steder som Aarhus og Sorø – og fantastisk at lade mørket vokse frem netop der.

Hvad finder du selv skræmmende?

Der er noget, der siger klik inden i mig, når det skrækkelige giver lige nøjagtigt nok mening til, at det kunne ske i virkeligheden. Eller når personerne, det sker for, er virkelige nok til, at de kunne være mig selv eller nogen, jeg møder nede i Brugsen.

Jeg har nævnt Pet Sematary før. Som forfatter kan jeg godt sukke en lille smule, når folk bliver ved med at tale om gamle klassikere i stedet for at se på noget af al den nye, fantastiske litteratur, der bliver udgivet. Men den bog er blevet en klassiker, fordi den kan noget.

Som læser ved man nærmest fra side et, hvilken tragedie, familien kommer til at gennemleve. Den viden er uudholdelig, og den er det i særdeleshed, fordi Louis, Rachel og deres to børn forekommer så virkelige, at man i lange stræk har fornemmelsen af at læse en reportage snarere end en horrorroman.

Hvilke bøger har haft betydning for dig som forfatter?

Dem alle sammen, i virkeligheden – også dem jeg ikke kunne lide, for de minder mig om, hvordan jeg ikke har lyst til at gøre, når jeg selv skriver.

Hvis jeg alligevel skal vælge en enkelt eller to, som er helt centrale, så er det nok Pat Barkers Regeneration og Martin A. Hansens Løgneren. Begge de bøger er pejlemærker for mig. Hvis jeg en dag kunne skrive noget, der var bare en tiendedel så godt som de to bøger, ville jeg være tilfreds.

Barker og Hansen viser begge to, på hver deres måde, at skønhed ikke behøver at være pyssenysset, men at man godt kan skrive om noget voldsomt eller grimt, eller behandle store, tunge ideer, uden at det bliver frastødende eller højpandet.

Regeneration handler om 1. verdenskrig og blev i sin tid nomineret til en Booker-pris. Løgneren handler om at finde meningen med tilværelsen, og da den blev sendt som radioroman lagde den bogstavelig talt gaderne øde. Det er da meget godt klaret.

Nu er Gamle venner ude i verden – arbejder du på noget nyt, og er det noget, du kan fortælle om?

Absolut. Jeg har to bøger undervejs for tiden, og de er meget forskellige.

Den ene af dem er en kærlighedshistorie, der foregår under 2. verdenskrig. Den handler om en pilot, der flyver jagerbombere for RAF Coastal Command, og den er helt anderledes end noget, jeg har skrevet før. Den krævede en kæmpe mængde research, og den var meget spændende at skrive. Den udartede sig på alle måder totalt anderledes, end jeg troede, den skulle. Jeg tager livtag med nogle ret store spørgsmål i den, og jeg glæder mig til at se, hvad læserne synes om den. Min redaktør siger, han er vild med den, men det skal han jo sige.

Den anden arbejder jeg stadigvæk på. Det er faktisk endnu en horrorroman. Jeg er på et ret spændende sted med den for tiden. Det hele er ved at ramle sammen om ørerne på min hovedperson, og fra nu af bliver det kun værre. Den foregår i Ribe, og jeg garanterer, at når man har læst den, vil man aldrig kunne se på vadehavet på samme måde igen.

Hvis man har læst Gamle venner og gerne vil have mere med samme smag – hvilke bøger ville du så anbefale til folk?

Det er på en måde ligesom at regne efter på fingrene, hvor inspirationen til bogen er kommet fra. Noget af det er horror, andet er ikke. Pet Sematary er et godt sted at starte for de fire horrorelskere i Danmark, der ikke har læst den endnu. Richard Russos Empire Falls har også meget af den atmosfære, jeg sigter efter, selvom den absolut intet har med hverken horror eller Sorø at gøre. Endelig er Olga Ravns Celestine og Andrew Michael Hurleys The Loney fantastiske bøger, jeg var vildt begejstret over enten før eller imens, jeg skrev Gamle venner.

Og som en afslutning: hvad er den sidste rigtig gode læseoplevelse, du har haft?

Jeg synes egentlig, de fleste af mine læseroplevelser er gode. For eksempel læste jeg for nylig Søren Staal Balslevs postapokalyptiske roman De rensede, og det var en kæmpe fornøjelse. Søren udkommer på det samme forlag som mig, og det er ret sjovt at se, at han også har skrevet en meget dansk bog i en genre, der normalt har nogle andre kulturelle fortegn.

Tidligere på året havde jeg imidlertid en virkelig sublim læseoplevelse. En af dem, man kun får meget få af. Det var Michael Cunninghams The Hours, som jeg læste i sin danske oversættelse, Timerne. Den slog fuldkommen benene væk under mig. Når jeg ikke var travlt optaget af at fortælle folk om, hvor vild den er, spekulerede jeg over, hvorfor i alverden jeg skulle blive 40, inden jeg læste den.

Links

Aske Munk-Jørgensen: hjemmeside/blogFacebookTwitterInstagram

Gamle venner: anmeldt her på siden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.