10 superkulturelle kogebøger
Den store bagedyst er tilbage på skærmen. Der er mange ting, som jeg har frasagt mig, fordi de ikke er sunde – sukker i teen, Facebook og så videre, men lige præcis DRs bageprogram har sat sine små kløer i mig. Ikke fordi det er et gateway drug til flere kager, men fordi det får ondskaben op i mig. Det er den perfekte kombination af brød og cirkus, for det kan godt være, at det handler om kager, men en del af min hjerne vil se folk bløde i cirkusstøvet.
Ak, så vidt er DR endnu ikke villig til at gå, men giv det tid.
Det fik mig dog til at tænke på madlavning. For der må være kogebogsskribenter, som taler til den superkulturelle bevidsthed – og det er der naturligvis. Så her er ti kogebøger, man kunne fristes til at have stående i reolen.
1. A Feast of Ice and Fire
2. The Necronomnomnom
3. Nanny Ogg’s Cookbook
4. The Pooh Cook Book
5. Star Trek Cooking Manual
Men jeg nægter at spise af en opskrift, der har haft Neelix på forsiden.
6. Cooking Price-Wise
7. Cannibal kitchen
8. Moomins Cookbook
9. Roald Dahl’s Revolting Recipes
10. Serve It Forth
BONUS:
Den her ville jeg kun købe, hvis jeg vidste, der var en opskrift på Jesusløve i den – men den mindede mig om denne artikel, som jeg lige ville dele: C.S. Lewis’s Greatest Fiction Was Convincing American Kids That They Would Like Turkish Delight
7 kommentarer
Jeg syns du tar det meget u-kærligt.
Personligt ville jeg da gerne med til bryllupsmiddag med langtidsstegt oksekrone og bagte majroer mit schnitlauch-sauce und … hrm – og krydderurtekartoffelmos.
Eller “alt godt fra havet” – fruit de la Cthulhu’s Garden In The Sea (Ringo ska mæ)
Jeg ved så heller ikke lige med Ogg: – er det ikke snarere luftsteg i skysovs med vindfrikadeller i lammesky (Særimner, Andrimner, Eldrimner)?
Og 100 meter puha er nok heller ikke …..men det er jo en bamse, og Rasmus Klump har jo en mor, der kan bage pandekager (af tigersmør?), så det er vel noget med blinis med honning. C’mon!
Star Trek? Jeg skal ikke kunne sige det. Men jeg skrev dog noget om “Mad I Science Fictuon” ovre på goe gamle ESSEF, og uanset hvodden og hvorledes tvivler jeg på at Capt’n Kirk vil lade sig nøje med en pille.
Price-Wise lyder til gengæld endnu mere kannibalistisk end Cannibal Kitchen. Fyldte hugtænder, kold skulder og blødkogt hjerne? Man skal lige ta tilløb …..
Men hva er der måske i vejen med Mumi-mad. Nu er det ved at være vinter, og så skal man proppe sig med grannåle og gå i hi. På den anden side mener jeg bestemt, at de også spiser andre ting – men vistnok temmelig vegetarisk altsammen.
Til gengæld kunne jeg godt tænke mig at prøve dragefrikassé. Det er faktisk titlen på en børnebog – from way back, when it was then. Den husker jeg som ret god – bogen, ikke retten 🙂 af obviøse årsager, hvilket vil fremgår af læsningen 😀
Jeg er ikke sikker på, hvad Ogg ville servere (eller ville sørge for blev serveret), men jeg er sikker på, at jeg ville kunne lide det. Jeg ville ikke turde andet.
Tak for inspirationen. A feast of Ice and Fire ser nu altså fristende ud. Har gerne villet smage lamprey pies siden jeg begyndte at læse de bøger.
Synes dog den anden Peter Plys kogebog – Cooking with Pooh – har en endnu mere uheldig titel end den du fremhæver her.. Cooking with Pooh
Og så lige lidt til de kannibalistisk mindede.. Nej vent! Det er Janice Poons fantastiske blog fra arbejdet som food stylist på tv-serien Hannibal! Det er spændende, æstetisk, morbidt, og så er der opskrifter – som f.eks. denne på (underben) osso buco. Har testet opskriften og fået rigtig gode resultater (altså med osso buco, dammit!) Hannibalistic
Åh mand, jeg vil ikke se de cookie cutters!
Men lidt apropos: nu står konkurrencen mellem Boris Karloff og Vincent Prices guacamole.
Og en småmumlende note til mig selv – der mangler noget farve på links i kommentarerne. Jeg hoppede helt hen over linket til Hannibal-indlægget: “Hannibal makes this dish with his secret ingredient, the muralist’s lower leg. You can make a delicious, less diabolical version with veal – a calf of a more acceptable sort.”
Hanni-ballistic?
Ad: – guacamole: – jeg har læst et sted, at Karloffs sminke, da han portrætterede Shelleys monster, var grøn (guacamole-grøn!), fordi det gav en “whiter shade of pale” på s/h-film. Derfor er monstret grønt i alle mulige andre sammenhænge. Gad vide om det har haft afsmittende virkning på “Hulk” (der godt nok lagde ud i “gråt”), selvom den figur måske mere er en Jekyll/Hyde-klon?
Nåmmen – Peder Bundgaard har lavet en kogebog “Amok med wok og chili” (herunder en opskrift på “drage, tiger og fønix” – der mere prosaisk handler om slange, kat og kylling; allerede dér …..
Hele bogens titel læner sig kraftigt op af noget, der kunne have været en (et?) Haiku:
Sved på [din] pande(n)
Amok med wok & chili
[Mad der gør naller]
Man burde lave noget om madens rolle i de gode historier. Både sande og fiktive. Som radaroperatørerne under anden verdenskrig, der angiveligt kunne se de fremmede bombefly, fordi de spiste så mange gulerødder (og i al fald ikke på grund af ny, hemmelig teknologi).