Send Superkultur-podcasten dine julehilsner

Send Superkultur-podcasten dine julehilsner

Gennem december slipper Superkultur et nyt podcastafsnit hver dag frem til og med juleaftensdag!

I julens ånd af samvær, overskud og gammel’ venskaw indbydes hermed alle lyttere og læsere til at indspille en julehilsen til deres mednørder. De indsendte hilsner vil selvfølgelig blive bragt i podcasten i løbet af julemåneden.

Har du et superkulturelt bog- eller filmtip, som du vil dele med (vores lille hjørne af podcast-)verden? Brænder du inde med et eget digt om jul, superkultur, eller lidt i begge lejre? Ligger der en sang lige på tungen som vil ud (det er i så fald ikke et ultimativt krav at du kan synge, men vi autotuner altså heller ikke lytterbidrag)? Måske du bare vil dele din juleglæde, eller mangel på samme, i klar tale med podcastens ret begrænsede lytterskare?

Obligatorisk indholds-caveat: Det er okay at være en grinch eller en Scrooge, men lad være med at være et dunkedyr! Superkulturlæsere og -lyttere er selvfølgelig hævet over personangreb, hadetale og den slags fnidder, men nu siger vi det for god ordens skyld. Andres ophavsretsbeskyttede værker må naturligvis heller ikke bruges uden deres udtrykkelige tilladelse.

Sådan gør du:

1. Indspil din julehilsen på din telefon eller computer

  • Undgå baggrundsstøj så vidt muligt, med mindre det er tvingende nødvendigt for sammenhængen i din julehilsen.
  • Husk at sige dit navn på optagelsen! Anonyme bidrag vil opleve højere redaktionelle krav end andre 🙂

2. Tekniske krav juleønsker

Hvis du kan, så sæt gerne lydkvaliteten til højeste kvalitet. Har dit lydprogram eller -app muligheder for at indstille optagekvaliteten, så vælg gerne den højeste bitrate, målt i kbps (kilobyte pr sekund), og sampling rate, målt i Hz eller kHz . Gem optagelsen som du lyster, vi kan åbne de fleste lydformater.

Vi dømmer dig ikke, hvis det er over din tekniske formåen! Podcasten startede for et lille halvt år siden med to mobilheadsets og nul kundskaber, og teknisk fikumdik skal heller ikke stå i vejen for dine udfoldelser.

3. Send os din julehilsen

  • Vedhæft din lydfil til en email, adresseret til podcast@superkultur.dk, og mærk gerne mailen “Julehilsen” i emnelinjen.
  • Husk at tilføje links i selve mailen, f eks hvis du anbefaler en online-video eller andet godt på nettet! Og selvfølgelig steder på nettet, hvor du ønsker at folk skal finde dig 🙂
  • Send, læn dig tilbage, og vent på at genkende din egen milde røst i podcasten!

Glædelig forjul, vi høres — alle sammen — i december!

6
Ugens interessante: Valhalla igen Horror i Star Trek, del 2

6 kommentarer

Jeg troede et dunkedyr var noget man stod og svingede med nede foran Brugsen.

Men tak, jeg kommer nok på en genial ide omkring juleaften.

Juleaften? Fedt, så kommer du øverst i bidragsbunken til 2020! Der blir plads til lidt rullende deadline, men jeg kommer i al fald ikke til at bruge juleaftensdag på at lægge Johnny-come-late-hilsner ind i dagens afsnit 😉

Jeg håber du kan få et indfald den nærmeste måneds tid, Frederik!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.