I ulvens tegn — Valkoinen Peura/The White Reindeer (1952)

I ulvens tegn — Valkoinen Peura/The White Reindeer (1952)

Denne må betragtes som en afviger, eftersom der ikke indgår varulve i filmen, men et var-rensdyr! Det skyldes naturligvis, at Valkoinen Peura udspiller sig i det nordligste Finland, og bygger på samisk mytologi. Nygifte Pirita ser ikke meget til sin mand, der røgter de vandrende renflokke. Derfor opsøger hun den lokale shaman, men noget går galt.

Hun bliver nok uimodståelig, men ikke kun for hendes mand. Og så forvandles hun ved fuldmåne til en blodtørstig (!) ren, der tager for sig af egnens renjægere…

🌗 — en god mellemkarakter til en interessant regionsvariant på temaet, spillet med herligt teatralsk stumfilmsinspiration.

TMDB | Rotten Tomatoes

I dagene (nætterne) op til og med næste fuldmåne tæller Superkultur ned med daglige anmeldelser af varulvefilm.

Der er fokuseret på biograffilm fremfor TV-produktioner, lige som det har været et hovedkriterie, at varulven er i fokus, og altså ikke del af et større monstermenageri. Udvalget er i mindre grad gjort ud fra kvalitet end historisk spredning og signifikans, samt en vis tematisk repræsentation. Der er overvægt til det anglofone sprogområde, omend der er tilstræbt en beskeden geografisk variation.

Filmene bliver bedømt i form af fem månefaser fra nymåne 🌑 (værst) til fuldmåne 🌕 (topkarakter). Samtlige anmeldelser kan løbende findes her. Må den bedste ulv vinde!

2
I ulvens tegn — Late Phases (2014) I ulvens tegn — I was a Teenage Werewolf (1957)

2 kommentarer

Okay – den var alligevel ny: – blodtørstigt rensdyr!
Bør det minde én om noget med Kernunnos eller Herne The Hunter? (hvis da ikke de to skikkelser er hinandens komplementære ligheder)
Men er vi – ærlig talt – ikke ovre i afdelingen for “hamskiftere” (og hvis det er kvinder: “hindeskiftere” – arhg, dårlig joke)? Lignende kender vi jo også fra “Bjarke”, der “bliver til en bjørn” når han sover (hvem sagde “Beorn”?). Og man kunne da også få den ide, at “bersærker” ikke absolut skal oversættes til “bar særk”, men måske også til “bjørne-særk” (etymologien er ikke nødvendigvis éntydig, hér).
Generelt – globalt – er der masser af myter om hamskiftere. Endda har jeg læst, at steder i Polynesien findes historier om “var-hajer”.
Og så er der de midtafrikanske “aitoaer” (leopardmænd) – lidt på linie med (måske) “thuggerne” i Indien – men de er måske begge lavet af samme stof som Ku Klux Klan?
At forvandle sig til sit totem, er ihvertfald en yderst global foreteelse der rækker langt ind i populærkulturen. Skal jeg sige …… – jeg gør det sgu’: Batman 🙂

Avatar photo

Bare nogle korte bemærkninger i farten:

Jeg har hele tiden omtalt bersærkerskikkelsen i betydningen “bjørne-ham”, både i juleindlægget og introduktionen til denne serie af anmeldelser. Det ligger både i tråd med samtidige afbildninger af krigere klædt i bjørneskind, med shamaniske traditioner og dragter, og med moderne fænomener som varulvemyten — og Batman, ja.

Så hamskiftere og menneske/dyrehybrider er ikke adskilt fra, eller begrænset til varulve, jeg har bare plukket en underkategori frem, for bedre at se, hvad hulen det betyder i samtiden. Og, som du siger (og jeg kun tog kort op i introduktionen), så er der utallige, regionsspecifikke hybrid- (eller grænse-)skikkelser over hele kloden. Lige i dette tilfælde ligger eksemplet altså udenfor det specifikke ulvetema, men knytter helt konkret tilbage til det shamaniske motiv, som jeg anser som centralt i mytedannelserne.

Det er også værd at bide mærke i, at også i Valkoinen Peura udspringer den omvæltende transformation i en nomadisk folkegruppe, der af det omgivende samfund betragtes som primitiv, uciviliseret og/eller “magisk”. I The Wolf Man (1941) var det romaer/”sigøjnere”, her er det altså samer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.