SUPERKULTUR

Super Admin

aug
05

Avengers: Endgame – Shakespeare havde ret

Note: Jeg begyndte at skrive nedenstående i dagene efter at have set Avengers: Endgame, mens filmen stadig var nogenlunde pop- og superkulturelt relevant. Som teksten greb om sig vaklede jeg til sidst lige før målstregen, og har først nu fået skrevet den færdig. Formentlig kan nedenstående være til glæde for de 5% af befolkningen som ikke har punget ud til en biografbillet, og som nu gerne vil tales fra at købe filmen (og Marvels fremtidige leverancer) på DVD. —AH

Så gik det hverken værre eller bedre end at jeg tog familien i biografen og så den seneste Avengers-film. Det var vel uundgåeligt, eftersom jeg engang i firserne blev bidt af superheltebillen og i godt og vel ti år frem antog alter egoet Superfan. Da Marvel begyndte at spytte film ud var jeg nok i bedring, men brugte filmversionerne til at bonde med mine egne unger. Hvor tegneserierne var tyngede af årtiers bagkatalog, grundlæggende modsagt af figurer som aldrig rigtigt blev ældre, var der en ukompliceret friskhed over de første filmatiseringer af i al fald Iron Man og Thor. De på det tidspunkt uforpligtende løfter om “Avengers-initiativet” kunne endnu affejes som spøjse, interne jokes, men jeg gruede i mit stille sind for den dag, hvor kanonisk kontinuitet kunne overbebyrde Marvels filmunivers på samme måde som tegneserierne. Jeg så for mig de endeløse, massive crossovers og gøs ved tanken. Men her er vi, hvis man skal tro Marvels væg-til-væg-pressedækning for Avengers: Endgame, ved slutningen af elleve års filmmarathon: En omfattende men endelig crossover. (mere…)

Superkultur-podcasten, afsnit 2 — the sequel!

aug
03

I hvilken det går op for vores helte, at de er dømt til at gentage samme ballade om og om igen – bare større, mere ekstravagant og angiveligt bedre for hver gang. Kulturen myldrer af sequels, prequels, sidequels(!), adaptations og reboots. Janus Andersen og Allan Haverholm forsøger at udrede  hvad der gør en god sequel, og hvorfor så mange af dem havner i den ringere ende af skalaen.

Som empirisk materiale for en (noget smagspræget) undersøgelse gennemgås film som Aliens, Highlander 2, A Nightmare on Elm Street 2, Dødens Gab-serien, indtil flere Batmanfilm og den kuldsejlede Catwoman. I den mere filtrede genre af forbundne serier nævnes George Romeros Night of the Living Dead som en bizart knopskydende franchise. Endelig er værterne ved at ryge i totterne på hinanden over Star Trek.

Deler Ridley Scott og Stephen King en kognitiv brist, når det kommer til hvad der fungererer henholdsvis i tekst og på lærredet? Hvor mange sequels kan man strække en enkel historie ud over før den går i stykker? Kan ufuldendte værker hjemsøge dem, der faktisk blev til noget? Få vage vink og halve svar på disse og flere spørgsmål i andet afsnit af Superkultur-podcasten!

Download afsnittet her eller abonnér på podcastens RSS-feed!

Linksamling

Filmkritiker og lænestolsantropomorfist Roger Ebert citeret i Jaws 4-traileren.

Credits

Indledningstemaet er Glad Rags’ Social Kapital — hele deres usædvanligt lytbare album Wonder Under findes på Free Music Archive under Creative Commons’ Attribution-licens.

Udmarchen er Finis Comoedia af Dee Yan-Key. Hele hans œuvre — 98 albums i skrivende stund — er lagt på FMA under en CC-Attribution-NonCommercial-ShareAlike-licens.

Spørgsmål, kommentarer, og fotos af lytternes frokost kan sendes til podcast@superkultur.dk, eller på Twitter til @haverholm og @JanusAndersen.

Superkultur-podcasten, afsnit 1

jul
10

Superkultur tager første skridt mod sit totale herredømme over medielandskabet! Det indebærer lavest mulige produktionsværdier, total mangel på koordination eller forberedelse, og lige så elendig lydkvalitet som -redigering. De skyldige er Janus Andersen og Allan Haverholm. Alle skal starte et sted, og de har trods alle gode råd sat sig for at lære undervejs.

I dette indledende afsnit forsøger de at indkredse begrebet “superkultur”, og snakker uden mål eller med om sequels, Donald Trump, biblioteksafgiften og kreative menneskers forretningsplaner. Undervejs strejfer de mere almene emner som Stranger Things, Jordan Peeles Us, samtidsscience fictionserien Years and Years, A Handmaid’s Tale, Happy og en endeløs strøm af bilrenovationsprogrammer.

Download afsnittet her eller abonnér på podcastens RSS-feed!

De løse links

Credits

Indledningstemaet er Glad Rags’ Social Kapital — hele deres usædvanligt lytbare album Wonder Under findes på Free Music Archive under Creative Commons’ Attribution-licens.

Udmarchen er Finis Comoedia af Dee Yan-Key. Hele hans œuvre — 98 albums i skrivende stund — er lagt på FMA under en CC-Attribution-NonCommercial-ShareAlike-licens.

Spørgsmål, kommentarer, og Allans længe bortkomne kørekort kan sendes til podcast@superkultur.dk.

Så er julen ødelagt igen

okt
06

There goes christmas!

Det var måske lidt af en kamel at sluge for nogle, at opdage at julemanden ikke findes i virkeligheden. Og en tidlig kamel også, skulle man formode, den slags der sår alvorlig mistro til voksenverden. Alligevel fortsætter Grønland og Finlands turistsektorer den kolde krig om hvor han bor (Nordpolen er et mere neutralt bud). Nu viser det sig så imidlertid han nok har været død hele tiden, eftersom tyrkiske arkæologer mener at have fundet Skt Nikolaus’ grav i Antalya.

Denne nye situation sætter både småbørnsforældre og verdensledere i en alvorlig situation: hvordan skal man fremover forklare ungerne at julemanden dels er fiktiv, dels rigtigt død, og at det var okay indtil nu at foregøgle dem at en fremmed mands spøgelse kom med gaver til dem om natten?

Mere brændende, og her synes jeg alvorligt talt vi alle sammen skal lægge pres på vores lokale folketingsrepræsentanter for at udøve et internationalt pres på Tyrkiet: selv en Erdogan må indse at den grav under ingen omstændigheder må forstyrres. Har vi ikke lært af et helt århundredes mumie-film at det bare vækker den udødes tusindårige tørst efter hævn over menneskeheden?

Et løfte? En trussel?

okt
01

Fundet på gaden i Malmö. For at citere Burtons Jack Skellington, “What does it mean? What does it mean?

Nej nej, superhelte er ikke fascistiske rollemodeller…

sep
22

Apropos Peter Biskinds The Sky is Falling, som dumpede ind af min brevsprække den anden dag, har The Center for Investigative Reporting lavet et podcastafsnit om ekstremhøjrens seneste propagandaplatform, superheltetegneserier:

There’s a new battlefield in the culture wars: comic books. The alt-right now has gotten in the business, led by a buxom, Confederate flag-waving superhero named Rebel and a white vigilante who turns immigrants over to ICE.

I afsnittet interviewes bl.a. Chuck Dixon, som har skrevet både Marvel- og DC-serier før han blev del af den nye, ultrakonservative franchise, og Chelsea Cain. Sidstnævnte repræsenterer her den seneste generation af inkluderende serieskabere, hvis kulturværdier ekstremhøjrens superhelte er en reaktion imod.
Lyt her: Reveal: Never Meet Your (Super) Heroes

Himmelfalden

sep
13

Netop som undertegnede igen griber sig til hovedet i et forsøg på at nærmest frenologisk massere hjernen i form til at forstå sammenhængen mellem rabiate fans og de mytologier de støbes af, så falder Peter Biskinds nyeste bog, The Sky is Falling: How Vampires, Zombies, Androids and Superheroes Made America Great for Extremism, lige ind i den daglige mediediæt.

Fra forlagets pressemeddelelse:

Are Batman and 24’s Jack Bauer heroic loners defending our way of life – or right-wing vigilantes attacking it?

Is Avatarjust a National Geographic version of Star Wars or a passionate assault on capitalism? And what about Game of Thrones– sword and sorcery fantasy, or lesson in mainstream politics?
Peter Biskind unravels two decades of pop culture to show how the TV and movies we love have taught us to love political extremism…
Welcome to the new normal.

Det kan ikke være helt tilfældigt at Biskinds bog udkom 11. september, for i en forsmag på bogen (gengivet her) fremhæves netop 9/11 som den destabiliserende begivenhed som forudsættes for en apokalyptisk zeitgeist. Forfatteren interviewes i anledning af udgivelsen på BBC’s Arts and Ideas podcast, tidssignatur 00.02.11-00.19.13.

Jeg er ikke en som får tilsendt forhåndseksemplarer, så jeg må vente med videre tolkning til min købte og betalte paperback lander, men umiddelbart ser The sky is falling rigtig interessant ud for enhver som har eller vil ha lidt kritisk distance til sin kulturfortæring.

Amazon-link

Et studie i blåt

sep
11

Unsane er en af de film hvor seeren ikke helt ved hvad der foregår før det er for sent. Hovedpersonen Sawyer har helt åbenlyst problemer med at interagere socialt med andre, og er traumatiseret af oplevelser i hendes umiddelbare fortid. Da hun opsøger en psykiatrisk klinik for at se en terapeut, bliver hun huhej indlagt for observation — en alvorlig påmindelse om at læse nøje hvad man skriver under på, uanset hvor rutinemæssigt det hele forekommer.

Kombinationen af hendes traume og den provisoriske indlæggelse gør at Sawyers adfærd bare bekræfter klinikken i deres behandling af hende, og snart føler hun sig forfulgt af præcis den figur fra fortiden som hun henvendte sig for at tale ud om. Så langt historien som man aner den fra ovenstående trailer, men filmen tager sig endnu et par håndbremsevendinger før den er ovre, og Steven Soderbergh leverer nok en af de senere års mest effektive horrorthrillere, samtidigt med en underliggende kritik af det amerikanske sundhedssystem.

Særligt i den sidste trediedel af Unsane er Sawyer — og seeren — fanget i en tilsyneladende uløseligt undertrykt situation som var næsten ulidelig, i al fald for mig, at tage mig igennem. Det er godt og vel en halv time af ublandet omklamrende ubehag, udelukkende på basis af skuespillet og manus. Og farven blå.

Metapoint:

+ For en gangs skyld en trailer som hverken fordrejer eller spoiler handlingen, men intelligent sætter publikum op til overraskende udviklinger.

+ Jeg kan ikke huske at have set Amy Irving i noget som helst siden ’80erne, og hendes rolle i Unsane som Sawyers mor er højst 2½-dimensionel, men velspillet på de vilkår.

+ Er ‘unsane’ overhovedet et rigtigt ord? Det er i al fald navnet på et anbefalelsesværdigt noise/hardcoreband fra ’90erne (som brillerer ved sit fravær på lydsporet), men titlens reference alene er grund til at se filmen.

÷ Hvad helvede skal man med tre minutters Matt Damon-cameo? Hvad skal man med Matt Damon overhovedet?

Rotter på loftet: et parafernalia

jul
24

Som alle gode historier starter denne med et bogstaveligt bundt rotter, knyttet sammen ved halerne. Nej, vent. Vi begynder ganske rigtigt der, men som alle gode historier er denne struktureret som en klynge rotter, et fænomen kendt fra folkloren som der Rattenkönig, men intenettet bedyrer at det faktisk forekommer ude i virkeligheden. Den dér virkelighed kan vi ikke bruge til noget fra et superkulturelt perspektiv, og skynder os i stedet til den lavesthængende rotte i reden rodet.

Da jeg lyttede til forrige afsnit af Al Ridenours udmærkede folklorepodcast, Bone and Sickle, blev jeg mindet om den let bizarre variation af Hollywoodtropen “en dreng og hans hund,” Willard fra 1971, hvor hunden er byttet ud med en rotte – ja, indtil flere, faktisk, men som det fremgår af plakaten er der én der dominerer, Ben. Det er såmænd en ganske udmærket film helt på sine egne vilkår, men den bliver først rigtig bemærkelsesværdig når man begynder at følge alle de sammenfiltrede rottehaler til andre sammenhænge:

Bruce Davison, som spiller titelrollen, har siden været med i alt fra Star Trek og Battlestar Galactica til X-men og Lost, og Ernest Borgnine må/bør være en af de amerikanske skuespillere hvis navn man genkender uden nødvendigvis at have set ham i noget som helst, men de falmer begge i lyset af Elsa Lanchester, alias The Bride of Frankenstein. Dette er ganske vist en af hendes sidste film, små 36 år efter hendes glansrolle, men jeg kan ikke være den eneste som ser følgende scene for nethinden ved hendes navns bare nævnelse:

Åh, Elsa — åh, Doctor Pretorius og hans jazz hands…! Filmen Willard vækker måske ikke samme begejstring som Frankensteins brud, men den siges at have inspireret film som Jaws og Carrie (eller i al fald at have bevist overfor diverse filmselskaber at såvel diabolske dyr som let overspændte metaforer for teenagekriser kunne spinde penge), og den blev da også genstand for en opfølger allerede året efter, 1972. Uden at afsløre for meget, så efterlod den første films afslutning ingen anledning til at kalde den næste for Willard 2; i stedet får rottekongen Ben sin helt egen film – “and this time he’s not alone!”

Det var han ret beset heller ikke i den første, men lad nu det ligge, for her er endnu et clou som vi ikke kan ignorere. Michael Jackson indspillede selvfølgelig überballaden You are not alone, og der er grund til at tro at han med den titel henviste til filmplakaten for Ben. Okay, det er måske en overdrivelse, men han indsang rent faktisk titelmelodien til filmen og havde et tidligt nummer 1-hit med den. Rottekonge blev han måske aldrig, Jacko, men han blev noget ved musikken.

Nu går jo ingen god gerning ustraffet hen, og ingenting er så skidt at det ikke kan gøres værre siden, så selvfølgelig blev Willard genindspillet i 2003. Til alt held valgtes weirdo extraordinaire Crispin Glover til titelrollen (Macaulay Culkin blev spurgt, men han undgik muligvis Michael Jackson-associationer ved den tid), og R. Lee Ermey som en absolut tålelig Bognine-substitut, og hvilken som helst af de to kunne let blive en rotterede af intertekstuelle forbindelser i sig selv. For at gøre en lang historie kort skal jeg efterlade jer nedenstående bizarre guldkorn af en video, hvor Glover – uvist af hvilken grund – synger Michael Jacksons hitsang til rotten Ben:

Vincent og verdenskunsten

jul
06

Han skulle egentlig snakke om en kogebog: