SUPERKULTUR

Så er julen ødelagt igen

okt
06

There goes christmas!

Det var måske lidt af en kamel at sluge for nogle, at opdage at julemanden ikke findes i virkeligheden. Og en tidlig kamel også, skulle man formode, den slags der sår alvorlig mistro til voksenverden. Alligevel fortsætter Grønland og Finlands turistsektorer den kolde krig om hvor han bor (Nordpolen er et mere neutralt bud). Nu viser det sig så imidlertid han nok har været død hele tiden, eftersom tyrkiske arkæologer mener at have fundet Skt Nikolaus’ grav i Antalya.

Denne nye situation sætter både småbørnsforældre og verdensledere i en alvorlig situation: hvordan skal man fremover forklare ungerne at julemanden dels er fiktiv, dels rigtigt død, og at det var okay indtil nu at foregøgle dem at en fremmed mands spøgelse kom med gaver til dem om natten?

Mere brændende, og her synes jeg alvorligt talt vi alle sammen skal lægge pres på vores lokale folketingsrepræsentanter for at udøve et internationalt pres på Tyrkiet: selv en Erdogan må indse at den grav under ingen omstændigheder må forstyrres. Har vi ikke lært af et helt århundredes mumie-film at det bare vækker den udødes tusindårige tørst efter hævn over menneskeheden?

Et løfte? En trussel?

okt
01

Fundet på gaden i Malmö. For at citere Burtons Jack Skellington, “What does it mean? What does it mean?

Nej nej, superhelte er ikke fascistiske rollemodeller…

sep
22

Apropos Peter Biskinds The Sky is Falling, som dumpede ind af min brevsprække den anden dag, har The Center for Investigative Reporting lavet et podcastafsnit om ekstremhøjrens seneste propagandaplatform, superheltetegneserier:

There’s a new battlefield in the culture wars: comic books. The alt-right now has gotten in the business, led by a buxom, Confederate flag-waving superhero named Rebel and a white vigilante who turns immigrants over to ICE.

I afsnittet interviewes bl.a. Chuck Dixon, som har skrevet både Marvel- og DC-serier før han blev del af den nye, ultrakonservative franchise, og Chelsea Cain. Sidstnævnte repræsenterer her den seneste generation af inkluderende serieskabere, hvis kulturværdier ekstremhøjrens superhelte er en reaktion imod.
Lyt her: Reveal: Never Meet Your (Super) Heroes

Himmelfalden

sep
13

Netop som undertegnede igen griber sig til hovedet i et forsøg på at nærmest frenologisk massere hjernen i form til at forstå sammenhængen mellem rabiate fans og de mytologier de støbes af, så falder Peter Biskinds nyeste bog, The Sky is Falling: How Vampires, Zombies, Androids and Superheroes Made America Great for Extremism, lige ind i den daglige mediediæt.

Fra forlagets pressemeddelelse:

Are Batman and 24’s Jack Bauer heroic loners defending our way of life – or right-wing vigilantes attacking it?

Is Avatarjust a National Geographic version of Star Wars or a passionate assault on capitalism? And what about Game of Thrones– sword and sorcery fantasy, or lesson in mainstream politics?
Peter Biskind unravels two decades of pop culture to show how the TV and movies we love have taught us to love political extremism…
Welcome to the new normal.

Det kan ikke være helt tilfældigt at Biskinds bog udkom 11. september, for i en forsmag på bogen (gengivet her) fremhæves netop 9/11 som den destabiliserende begivenhed som forudsættes for en apokalyptisk zeitgeist. Forfatteren interviewes i anledning af udgivelsen på BBC’s Arts and Ideas podcast, tidssignatur 00.02.11-00.19.13.

Jeg er ikke en som får tilsendt forhåndseksemplarer, så jeg må vente med videre tolkning til min købte og betalte paperback lander, men umiddelbart ser The sky is falling rigtig interessant ud for enhver som har eller vil ha lidt kritisk distance til sin kulturfortæring.

Amazon-link

Et studie i blåt

sep
11

Unsane er en af de film hvor seeren ikke helt ved hvad der foregår før det er for sent. Hovedpersonen Sawyer har helt åbenlyst problemer med at interagere socialt med andre, og er traumatiseret af oplevelser i hendes umiddelbare fortid. Da hun opsøger en psykiatrisk klinik for at se en terapeut, bliver hun huhej indlagt for observation — en alvorlig påmindelse om at læse nøje hvad man skriver under på, uanset hvor rutinemæssigt det hele forekommer.

Kombinationen af hendes traume og den provisoriske indlæggelse gør at Sawyers adfærd bare bekræfter klinikken i deres behandling af hende, og snart føler hun sig forfulgt af præcis den figur fra fortiden som hun henvendte sig for at tale ud om. Så langt historien som man aner den fra ovenstående trailer, men filmen tager sig endnu et par håndbremsevendinger før den er ovre, og Steven Soderbergh leverer nok en af de senere års mest effektive horrorthrillere, samtidigt med en underliggende kritik af det amerikanske sundhedssystem.

Særligt i den sidste trediedel af Unsane er Sawyer — og seeren — fanget i en tilsyneladende uløseligt undertrykt situation som var næsten ulidelig, i al fald for mig, at tage mig igennem. Det er godt og vel en halv time af ublandet omklamrende ubehag, udelukkende på basis af skuespillet og manus. Og farven blå.

Metapoint:

+ For en gangs skyld en trailer som hverken fordrejer eller spoiler handlingen, men intelligent sætter publikum op til overraskende udviklinger.

+ Jeg kan ikke huske at have set Amy Irving i noget som helst siden ’80erne, og hendes rolle i Unsane som Sawyers mor er højst 2½-dimensionel, men velspillet på de vilkår.

+ Er ‘unsane’ overhovedet et rigtigt ord? Det er i al fald navnet på et anbefalelsesværdigt noise/hardcoreband fra ’90erne (som brillerer ved sit fravær på lydsporet), men titlens reference alene er grund til at se filmen.

÷ Hvad helvede skal man med tre minutters Matt Damon-cameo? Hvad skal man med Matt Damon overhovedet?

Rotter på loftet: et parafernalia

jul
24

Som alle gode historier starter denne med et bogstaveligt bundt rotter, knyttet sammen ved halerne. Nej, vent. Vi begynder ganske rigtigt der, men som alle gode historier er denne struktureret som en klynge rotter, et fænomen kendt fra folkloren som der Rattenkönig, men intenettet bedyrer at det faktisk forekommer ude i virkeligheden. Den dér virkelighed kan vi ikke bruge til noget fra et superkulturelt perspektiv, og skynder os i stedet til den lavesthængende rotte i reden rodet.

Da jeg lyttede til forrige afsnit af Al Ridenours udmærkede folklorepodcast, Bone and Sickle, blev jeg mindet om den let bizarre variation af Hollywoodtropen “en dreng og hans hund,” Willard fra 1971, hvor hunden er byttet ud med en rotte – ja, indtil flere, faktisk, men som det fremgår af plakaten er der én der dominerer, Ben. Det er såmænd en ganske udmærket film helt på sine egne vilkår, men den bliver først rigtig bemærkelsesværdig når man begynder at følge alle de sammenfiltrede rottehaler til andre sammenhænge:

Bruce Davison, som spiller titelrollen, har siden været med i alt fra Star Trek og Battlestar Galactica til X-men og Lost, og Ernest Borgnine må/bør være en af de amerikanske skuespillere hvis navn man genkender uden nødvendigvis at have set ham i noget som helst, men de falmer begge i lyset af Elsa Lanchester, alias The Bride of Frankenstein. Dette er ganske vist en af hendes sidste film, små 36 år efter hendes glansrolle, men jeg kan ikke være den eneste som ser følgende scene for nethinden ved hendes navns bare nævnelse:

Åh, Elsa — åh, Doctor Pretorius og hans jazz hands…! Filmen Willard vækker måske ikke samme begejstring som Frankensteins brud, men den siges at have inspireret film som Jaws og Carrie (eller i al fald at have bevist overfor diverse filmselskaber at såvel diabolske dyr som let overspændte metaforer for teenagekriser kunne spinde penge), og den blev da også genstand for en opfølger allerede året efter, 1972. Uden at afsløre for meget, så efterlod den første films afslutning ingen anledning til at kalde den næste for Willard 2; i stedet får rottekongen Ben sin helt egen film – “and this time he’s not alone!”

Det var han ret beset heller ikke i den første, men lad nu det ligge, for her er endnu et clou som vi ikke kan ignorere. Michael Jackson indspillede selvfølgelig überballaden You are not alone, og der er grund til at tro at han med den titel henviste til filmplakaten for Ben. Okay, det er måske en overdrivelse, men han indsang rent faktisk titelmelodien til filmen og havde et tidligt nummer 1-hit med den. Rottekonge blev han måske aldrig, Jacko, men han blev noget ved musikken.

Nu går jo ingen god gerning ustraffet hen, og ingenting er så skidt at det ikke kan gøres værre siden, så selvfølgelig blev Willard genindspillet i 2003. Til alt held valgtes weirdo extraordinaire Crispin Glover til titelrollen (Macaulay Culkin blev spurgt, men han undgik muligvis Michael Jackson-associationer ved den tid), og R. Lee Ermey som en absolut tålelig Bognine-substitut, og hvilken som helst af de to kunne let blive en rotterede af intertekstuelle forbindelser i sig selv. For at gøre en lang historie kort skal jeg efterlade jer nedenstående bizarre guldkorn af en video, hvor Glover – uvist af hvilken grund – synger Michael Jacksons hitsang til rotten Ben:

Vincent og verdenskunsten

jul
06

Han skulle egentlig snakke om en kogebog:

Cthulhu errare est: Bubble

jun
16

Dette er tredje indlæg i en serie som hævder at fascinationen ved H. P. Lovecrafts univers grunder i det ufærdige og fejlslagne, og drager kortslutninger udfra vilkårlige eksempler. Samtlige indlæg findes under kategorien “Cthulhu errare est”.

Lytter man til traileren for Bubble kunne podcasten lyde som noget Lovecraft ville have skrevet idag, som Sex and the City hvor sex er byttet ud med reptiliske monstre og HPL’s iboende xenofobi erstattet av hipsterhad. Resultatet er snarere en ekstrem raffinering af konceptet Buffy the Vampire Slayer som her er markedsvinklet og segmentoptimeret lige så langt bort fra matricen som hvidt sukker er fra en sukkerroe.

Med professionelle skuespillere, namechecked fra Parks & Rec, 30 Rock og The Late Late Show, er podcasten lige så velproduceret og -spillet som The Lovecraft Covenant ikke er det, men i og med den højeffektive onelinerfrekvens mellem reklamepauser føles det mere som arbejde end fornøjelse at lytte til den. Det samme gælder selvfølgelig Lovecrafts pulpnoveller, der var betalt pr ord – delvis heraf hans gavmildhed med adjektiverne – og på den måde er Bubble også i de kommercielle vilkår for sin produktion sammenlignelig med Lovecrafts værker – desværre.

Serien er produceret af Maximum Fun, hvis navn nærmest bliver et varsel om den hektiske akkord for vitser man som lytter bliver beskudt med. “Grin for helvede, du ligger under det projekterede benchmark!” Det hjælper heller ikke historiefortællingen at samtlige skuespilleres affekterede knirkestemme gør det så godt som umuligt at skelne dem fra hinanden. Efter første afsnit kan jeg kun sige med sikkerhed at der er mindst én mandlig, hhv. kvindelig figur i historien.

Bubble er som antydet lige så effektivt beregnet, rendyrket og sjælløst som noget Walter White kunne have brygget sammen i sit laboratorium, og i sidste ende, alle reptilvæsener til trods, så langt fra Lovecraft i både ånd, tempo og tone som man næsten kan komme. Vil man bevare potentialet af den halvt udfoldede idé med alle knaster og vorter er det bedst bare at lytte til traileren og lade som om de reelle afsnit ikke findes.

Cthulhu errare est: The Lovecraft Covenant

jun
16

Dette er andet indlæg i en serie som hævder at fascinationen ved H. P. Lovecrafts univers grunder i det ufærdige og fejlslagne, og drager kortslutninger udfra vilkårlige eksempler. Samtlige indlæg findes under kategorien “Cthulhu errare est”.

I The Lovecraft Covenant udforsker FBI en række makabre mord hvor ofrene alle deler navne med figurer fra Lovecrafts historier. Morderen tager kontakt til en online-journalist (dvs en podcaster) som han har udpeget til sin “kronikør”, og FBI-agenterne på sagen indlemmer modvilligt journalisten i udforskningen. Jeg er ret sikker på at jeg har set et lignende oplæg før i X-files, men det er heller ikke den værste reference efter min mening.

Som i de fleste Lovecraftiana er her flere gode idéer som forsøger at trænge igennem sølet af velmente klichéer: Meta-grebet, at Lovecrafts figurer har virkelige navnebrødre i 2018, viser sig efter nogle afsnit at have flere implikationer, og morderen kalder sig selv “Odysseus” med henvisning til – trommehvirvel, tak – Joseph Campbell’s The Hero’s Journey; der ligger med andre ord i al fald et halvt semesters litteraturstudier til grund for serien.

Som en slags ligestillende opdatering fra 1920erne er de ledende FBI-agenter begge kvinder, og den mandlige journalist bliver en kønsinverteret “jomfru i nød”, hvilket i kombination ville have givet Lovecraft enten et hjerteslag eller en stærkt tiltrængt erektion.

Det er svært at gengive historien i detaljer fordi The Lovecraft Covenant giver “uudsigelig rædsel” en ny betydning, simpelthen fordi de ubetalte, men helt sikkert hårdtarbejdende skuespillere konkret ikke er i stand til at levere deres replikker med nogen overbevisning. Om manuset selv kan man kun citere Harrison Ford, “you can type this shit, but you sure as hell can’t say it”.

Der er megen telegraferen i dialogen af handling som lytteren i sagens natur ikke kan se, og jo nærmere historien kommer klimaks, jo mere patosladet oraterer skuespillerne om deres skæbne og hensigter. Til alt held kan man med mellemrum knapt høre hvad de læser op, takket være den noget usikre produktion som nogle gange uforklarligt sænker lydstyrken på dele af dialogen, nogle gange drukner den i stangvare-lydeffekter.

Der er vigtige formildende omstændigheder at have in mente: for det første er dette bagmanden Robert Masons debut som forfatter, producent og instruktør, så han har frikort til visse bommerter. For det andet er hele molevitten lavet på crowdsourcing, frivillig arbejdskraft og gåpåmod, og kan ikke retfærdigvis sammenlignes med professionelle studiers erfaring eller budgetter. For det tredie og vigtigste bærer denne serie Lovecrafts bristfældige arv som en albatros om halsen, i lige så høj grad som de klassiske filmfiaskoer Dagon og From Beyond gjorde det. Det kunne ikke blive godt uanset hvad, succes var aldrig en mulighed, for stjernerne stod ikke rigtigt.

Ïa! Ïa! Cthulhu errare est!

jun
16

Jeg indrømmer gerne at jeg er et let offer for Lovecraftinspirerede historier og produkter –ja, jeg ejer en plys-Cthulhu, hvad vil du gøre ved det?! – dels på grund af den dragende popnihilisme som danner kernen i hans kosmiske horror, dels fordi de udenjordiske væsener, han nærmere antydede end skabte, visuelt set er både originale og primordiale rædsler; på den gode måde.

Frem for alt er H. P. Lovecrafts værker og andres tolkninger af dem nervepirrende at gå til, fordi man ved at de med stor sandsynlighed ikke når almindelige kvalitetsmål. Jeg kan ikke komme på nogen bog eller film af Lovecraft-provenans, uanset hvor velmenende eller idérig, som egentlig er objektivt vellykket, men standarden er lavt sat eftersom ophavsmanden selv skæmmede sine værker med en snotdum, insulær racisme som alle læsere den dag i dag må tage livtag med før de kan forholde sig til eventuelle litterære og psykologiske værdier i hans værk.

Og det er netop det ufuldendte, den korrupte og ufærdige vision som gør Lovecraft-parafernalia interessant for mig som læser og seer, det aldrig helt opfyldte potentiale som gør at det sidste, velformulerede ord aldrig bliver sagt eller skrevet hvad angår Cthulhu-cyklussen – det ultimative (kreative) kaos, midt i hvilket der lurer en blind, imbecil gud. Det er nok kun godt at Guillermo del Toro lagde sin At the Mountains of Madness-filmatisering i graven, for den havde rent faktisk potentiale til at sætte et definitivt punktum for det uordnede og dybt forfejlede skaberrum som vi på godt og ondt har arvet efter Lovecraft.

Så jeg ved godt hvad jeg går ind til, når jeg rutinemæssigt søger efter film, podcasts og bøger med Lovecraft som forlæg. At så godt som hele hans produktion dels er i public domain, dels forlængst er blevet del af den kollektive vokabular, medfører bare at hvilken knaldskalle som helst (mig selv inklusive) kan gå på rov i hans bidrag til kulturmassen, og gør det uden tøven. For nyligt faldt jeg for fristelsen og downloadede to podcasts som i vekslende grad refererer til Lovecrafts værker, som får hver sin opfølgende post: The Lovecraft Covenant og Bubble.