SUPERKULTUR

BRO BRO BRILLE

nov
08

Med udgangspunkt i det indlæg, som  Janus lavede om de linedansende elefanter, en elefant kom marcherende, føler jeg mig næsten forpligtet til at videreformidle en epifani.

Men inden vi når dertil, så kan man – vedr. elefanter – jo lige overveje betydningslagene i:

Billedresultat for mon du bemærket har

(billedet er ejet af SHUFFLEbook)

Mon du bemærket har, hvad der på loftet var?
Det var en kæmpeting, som cykled’ rundt omkring.
Det var en elefant, den var så elegant.
Den ha’d en hale her – en endnu læng’re der.

Disse chtulhoide pachydermer i rumtidens tesserakt, disse landlevende havdyr, disse Yag-Koshaer, der krydsede verdensrummets dyb på store vinger:

Relateret billede

(Roger Dean)

Og ligesom det er forsvundet fra vores bevidsthed, at disse skabninger kom ned fra stjernerne, og kun nu – med nød og næppe – fremstår som uforståelige levn, henvist til børnesangenes univers, ligeledes er “Bro Bro Brille” nu kun kendt som en sangleg, der intet har at gøre med de bagvedliggende begivenheder, som vitterligt ikke er for børn. Eller sarte sjæle.

Det må formodes, at de allerfleste har været “udsat” for BRO BRO BRILLE på et eller flere tidspunkter gennem deres opvækst. Ikke desto mindre præsenteres hèr teksten, således at referencerne er på plads:

Bro, bro, brille!
Klokken ringer el’ve,
kejseren står på sit høje hvide slot,
så hvidt som et kridt,
så sort som et kul.

Fare, fare, krigsmand,
døden skal du lide,
den, som kommer allersidst,
skal i den sorte gryde.

Første gang så la’r vi ham gå,
anden gang så lige så,
tredie gang så ta’r vi ham
og putter ham i gryden!

Visse kilder (herunder Wikipedia) hævder, at BBB blot er en dansk udgave af “London Bridge Is Falling Down”. Muligvis på grund af ligheden i selve legen, udførslen. Ihvertfald ikke med udgangspunkt i sangen. Hverken tone eller melodi er identisk.

En anden kilde, der forholder sig til netop melodien, kadencen, hævder at det drejer sig om en populær pavane, der skulle være opstået under 30-års krigen. Næppe heller korrekt, selvom den pragske defenestration (en helt ny måde at henrette på), kunne ligne “og putter ham i gryden”. Men det er næppe heller korrekt.

Billedresultat for defenestration

Vi skal helt tilbage til 1300-tallet, hvor Det Osmanniske Rige stod i begreb med at erobre størsteparten af det sydøstlige Europa. Og man skal forestille sig situationen på en fremskudt fæstning, eller borg, under janitsharernes fremrykning: – presset forfra; svigtende forsyningslinier bagude – et sted i Karpaterne.

Lad os derfor gå til en analyse af sangen:

BRO BRO BRILLE

Billedresultat for bro bro brille

Man må forstå at skriftsprog og talesprog altid har været et spørgsål om mode. Det har altid været fint&fornemt, hvis man kunne et sprog der var på en vogue: – græsk, latin, tysk, engelsk, fransk. I dette tilfælde skal vi have fat i fransk. For der er ikke tale om nogen “bro” eller nogle “briller”. Derimod er der tale om “braux” og “brillé”. “Braux” betyder markafbrænding, og “brillé” betyder skinnende. Med andre ord taler vi om en observation af, at markerne bliver brændt af – af fjenden, af de osmanniske styrker (husk på: vi befinder os på “borgen”). Det skinnende – “brillé” – er så enten genskinnet fra disse brande, om natten (sort/hvidt) eller genskinnet fra fjendens våben eller skjolde.

“Klokken ringer elleve”. I vore mere stressede, eventuelt digitale, tider – klimaforhold, 3. verdenskrig, hvaharvi? – er det mere, at klokken er “fem minutter i tolv”. På daværende tidspunkt var det ligevel faretruende med “klokken elleve” (talmagi). Så der er altså drama på drengen. Fjenden er her og “han” har brændt vore marker af.

“Kejseren står på sit høje hvide slot”. Enhver er kejser i sit eget rige, så det der er tale om er, at borgherren på denne fremskudte fæstning, står fast i sin overbevisning om, at denne fjende skal slås tilbage, bekæmpes; han STÅR der. Han kan det. Han har sine midler.

“Så hvidt som et kridt; så sort som et kul”. Sætningen er mangetydig: er der tale om et udtryk for en art racisme? Fjenderne er “sorte”; “vi” er “hvide”? Er der tale om at nat skifter med dag, og belejringen varer ved? Er der tale om, at “kejserens” ansigt snart er sort af vrede, snart hvidt af rædsel? Vi ved det ikke.

“Fare, fare krigsmand”. De fleste børn – ihvertfald nogle – vil nok opfatte det som “far, far krigsmand”, idet enhver far kan ses som en “krigsmand”, der kæmper for familien. Eller sådan var det ihvertfald, engang. Nu om dage er det muligvis blevet mere flydende, hvad FAR egentlig er for en størrelse. Men da dette nødig skulle udarte til noget om kønsroller eller identitetsproblematikker, kan vi slå fast, at der er tale om “fare”. Hvilket er besynderligt.

For en “krigsmand” – en soldat, en kriger – er der vel altid “fare”? Hvorfor er det vigtigt at understrege det, så at sige indflette det, i sangen? Jo, det kommer af det næste: “Døden skal du lide”. Altså: døden SKAL du lide! For det er vel ikke sjældent at en “krigsmand” faktisk lider døden – at han bliver slået ihjel, det ligger ligesom i krigens natur (eller mangel på samme). Soldater dør – det er deres metier at dø. Slå ihjel – og derefter dø. That’s your call to duty!

Men her er det fremhævet &: – Den som kommer allersidst, skal i den sorte gryde!

Hvad er det for en slags situation, vi har hér? Vi har en belejret borg. Vi har en population indenfor borgen (hvilket vi kommer tilbage til). Vi har svigtende forsyningslinier, og vore “krigsmænd” er af svingende kvalitet, for: “Første gang, la’r vi ham gå, anden gang så lige så!”

Se! “Kejseren” ville jo ikke være nogen kejser, medmindre han har et folk “under” sig. Soldaterne, “krigsmændene”, tæller ikke, thi de er blot “hæren”. Men hvis ikke kejseren kan brødføde folket, selv i en belejringssituation, så har han ikke noget folk – og er derfor kun kejser “i det blå”. Han – “kejseren” – tager derfor den beslutning, at lade borgen, fæstningen, gå ind i såkaldt “lukket kredsløb”. Hvilket betyder “kannibalisme”. Og det er hér “den der kommer allersidst” får sin betydning. For det er de dårligste “krigsmænd”, der bliver henvist til “Den Sorte Gryde”.

“Første gang, så la’r vi ham gå” – der er altså retfærdig til. “Anden gang så ligeså”. Men tredje gang….

Men er det muligvis sådan, at “anden gang” drejer sig om, at selvom han er en dårlig “krigsmand”, så har borgen, fæstningen, byen, befolkningen, brug for et genetisk boost? Er det sådan, at både første gang og anden gang, så er det faktisk også krigsmandens opgave at pro-kreere? Taler vi om, at selvom han ikke er fuldt ud en superhelt på slagsmarken, så er han ihvertfald avlstyr nok til at sørge for byens/borgens/fæstningens “befolkningstæthed”. Med andre ord: – efter treide samleje, med en “befrugtelig” kvinde, tiltræder han sin sidste rolle på denne jord, nemlig som fødegrundlag for det samfund han har kæmpet for. Er det sådan det skal læses?

Den, i sidste del af sanglegen, adspørgen til “rugbrød eller franskbrød”, “pære eller banan”, og derefter “tovtrækning”, afspejler muligvis at “delinkventen”, “krigsmanden”, har haft mulighed for at bestemme, hvorledes han ønskede sig tilberedt “i den sorte gryde”. Samtidig kan “tovtrækkeriet” også være en illustration af det kaos, der uvilkårligt ville opstå omkring kødgryderne, når der endelig var udsigt til mad på bordet, igen. Medmindre det er en slags hyldest til den “krigsmand”, der gjorde “os” mætte. Vi ved det ikke.

Men hvis vi nu skal trække hele denne historie, alle disse nærgående analyser og halvkalfatrede konklusioner, ned på et terrængående niveau, hvor det er muligt at lodde dybderne i et så enigmatisk materiale, så bliver vi nok nødt til at gå til populærlitteraturen for en endelig opløsning. Med andre ord, må man spørge sig selv, hvad BRO BRO BRILLE egentlig afspejler. Og der har jeg udfundet at det drejer sig om:

Dracula; Vlad Tepes; Spidderen; Den Lille Drage.

Fortæl det, nede i børnehaven.

VIRKELIGHEDENS FIKTIVE VIRKELIGHED

nov
01

I et udslag af tiltro til egne uovertrufne evner, til at se ind bag det slør, som virkeligheden har lagt over vore øjne, for at dølge en langt mere fiktiv tilstedeværelse bag alt, overbeviste jeg mig selv om at jeg havde set lyset, da det gik op for mig, hvor meget Barry Fife og Donald Trump ligner hinanden:

Billedresultat for barry fife

 Relateret billede

(find Donald)

(jeg skal øjeblikkeligt beklage det omfangsrige foto af USAs nuværende præsident (god bedring!), men årsagen skyldes grunde vi snart kommer tilbage til)

Nåmmen, det viste sig så, at jeg ikke var så genial og nytænkende, som jeg selv troede, thi denne “kongruens” – om man så må sige – findes allerede som et hashtagget tweet:

(passer ret godt med at en præsident for et af verdens mest magtfulde lande, finder det opportunt at meddele sig på netop denne kanal)

Barry-boy (there are no new steps) er så mere en rød mand, med gult hår, mens Donald-drengen (there is only alternative facts) har blandet farverne til ensartet orange. Og mens BB gør brug af en toupe, nøjes DD med nakkehår i panden. Sådan skal det være – godt hentet. (Tænk at skulle gøre det hver dag; jeg nøjes med det til festlige lejligheder, såsom skæronsdag, langlørdag og 4. juledag).

Nå! Den omgang vandt jeg så ikke. Jeg kom ihvertfald ikke i mål som den første. Til gengæld var der et andet aspekt af Donald Ducks fremtrædelsesformer, der virkede sært bekendt. Og det er hér, det i al overmåde store billede af “geniet” kommer i spil. Se lige den højre hånd! Se pegefingeren, se – i det hele taget – fingrenes “graciøse” placering vis-a-vis hinandre! Og se så ham hér:

Billedresultat for robert de niro al capone

(Al Capone i skikkelse af RDN)

For fuldstændighedens skyld skal man måske se ham i fri dressur, vi sender en lænke:

(You’re fired!)

Tilbage står om Robert De Niro har set Donald-drengen i aktion, eller om det forholder sig omvendt. Man sætter pølse for, man sætter pølse bag …

På den måde er det ret muntert at høre USAs præsidenter tale om “slyngelstater”. There are no new steps!

 

EN BJØRNETJENESTE

okt
24

på provokerende opfordring iler vi med endnu en TXT, for the Benefit Of  

Billedresultat for en bjørnetjeneste

(forfatteren græmmer sig)

Dilbian-instituttet (grundlagt af Paul Gordon Dilbian) lå på et fremstrakt klippeplateau, med udsigt over Valles Marineris’ bølgetoppede kanaler. Fra indgangsportalen til blimphavnen – et rejgræsareal på størrelse med en halv fodboldbane – løb en flisebelagt allé, kantet med sibirisk bjergfyr, der på grund af den lavere tyngdekraft, nåede op i 8 meters højde.

Det var en lidt råkold morgenstund, som Hans Ove Karl Albrechtsen (mellem venner og veninder kaldet HOKA) trådte ud i, da han gik ned ad rampen fra morgenblimpen, der just var ankommet til Dilbian-instituttet fra Syrtisbyen, langt ude østpå.

På den røgrøde himmel skinnede fuldmåneagtigt Fobos og Deimos i frygt og bæven.

Bag ham lossede personalet den kasse, han havde med. Selv bar han kun på en kodiak, med samtlige oplysninger, tegninger, udregninger og spex vedrørende implementeringen.

HOKA skuttede sig, og begav sig hen ad alléen; det skulle gøre godt at komme indenfor og få en kop kaffe.

Situationen var denne: Efter den store koloniseringmanøvre, der havde skabt menneskelig mulighed for at bosætte sig på de ydre planeter (hvilket hovedsageligt drejede sig om måner), var der opstået en sær animositet mellem De Ydre og De Indre planeter. Skæringspunktet var asteroidebæltet. For nemheds skyld vil vi kalde det ”optakten til en borgerkrig”. Andre vil måske ymte noget om habitater eller territorier, men lad nu det ligge.

Dilbian-instituttets leder, Arthur Grisham (blandt personalet kendt som ”Grizzly”), modtog HOKA i indgangspartiet, og viste ham rundt. En ret hurtig rundvisning, faktisk, idet instituttet stort set blot bestod af en overvågningsafdeling (deep space rec) og en affyringsrampe (launch pad – ”langpoten”, som den blev kaldt). Og derfor endte Grizzly og HOKA i førstnævntes arbejdskontor i løbet af relativt kort tid, iført termodragter og termokander.

– Dét, det drejer sig om, sagde HOKA, da han havde sat sig, skænket skoldhed kaffe og tændt sin kodiak, – er at sikre perimeteren; enten udenfor eller indenfor asteroidebæltet. Eller begge dele!

– Men det er jo et enormt område! sagde Grizzly. – Det er jo et helt kredsløb; langt større end Jordens omdrejningsbane. Det vil jo koste …

– Det er nemlig det, det ikke vil! afbrød HOKA, og prøvede at se alzabo-agtig ud. Det lykkedes ikke, men han fortsatte: – De astronauter jeg har med, de kan bevogte hele grænsen, hele vejen rundt – og de kan blive ved og ved og ved! Simpelthen fordi de er meget, meget små!

– Små astronauter? grundede Grizzly. – Hvordan kan det være et forsvar?

– Altså, hør nu hér, svarede HOKA, – små astronauter kræver ikke særligt meget “lebensraum”, om man så må sige. Det er derfor en mulighed, at selve vagtskibet kan blive udstyret med så meget mere potentiale. Vi har det hele med!

– Det hele med? spurgte Grizzly.

– Det hele! svarede HOKA. – Kort og godt drejer det sig om, at mine … – nåja, disse perimeter-astronauter, er bioniske tartigrader, der er opkoplet på probernes missilbærende styringssystemer. Vi har omkring en million med!

– Til gengæld er jeg ikke helt med! svarede Grizzly. – Forklar!

Hoka sukkede – indvendigt – og aktiverede kodiaken.

Lyset dæmpedes betragteligt i arbejdskontoret, og et reverenter talt overjordisk spektakel udfoldede sig som buede strenge af perler og juveler i kola. – Dette, sagde Hoka, – er Solsystemet som vi kender det. Det er godt nok kun en repræsentation, idet der ikke er taget egentlig højde for afstande. Men vi sér hér Jorden og Mars (han pegede med en variabel pegepind), og udenom ligger asteroidebæltet!

Der blev zoomet ind på en højgrafisk tredimensional del af Bæltet. – På “ydersiden” af bæltet vil vi oprette forsvarsperimeteren, bestående af disse bittesmå rumkapsler, med overliggende atommissiler, styret af de bioniske tartigrader. Man sér hér hvordan:

Der blev atter zoomet – denne gang ud – og en simulation viste hvordan skibe fra de Ydre Planeter, der søgte indad mod de Indre Planeter, blev tilintetgjort af små bitte nukleare detonationer og lasere, der næsten kirurgisk skar gennem deres fuselage.

– Det fantastiske, sagde HOKA, – er at mine astronauter, mine tartigrader, kan tåle op til 6000 G; ned til minus 210 grader celsius, næsten 4000 rem, og totalt vacuum i op til en uge. De er usårlige! Så fjenden kan bare komme an! Vores ydre forsvar er herfra uigennemtrængeligt!

– I har altså lavet meget små mennesker, sagde Grizzly, – til meget små rumfartøjer, der skal bære meget store missiler og lasere, og det skal så fyres af fra Dilbian-Instituttet! Og I kalder dem “tartigrader”? Ja, undskyld, jeg forstår det ikke!

Hoka smilede overbærende. Svarede: – Nejnej! Disse astronauter, disse tartigrader, disse generaler og officerer, i vort sted, som kan udholde langt mere end mennesker, og kva deres bioniske opkopling til styringssystemerne, vil fungere som de ultimative soldater … krigere, om man vil! De vil udgøre en hel særlig enhed, en hel særlig tjeneste under de Indre Planeters forsvar.

– Hvad er tartigrader? spurgte Grizzly.

HOKA smilede: – De kaldes også “bjørnedyr”. Vi opretter så at sige simpelthen en Bjørnetjeneste!

 

SVESKEN PÅ DISKEN

okt
23

Relateret billede

 

Dér lå den.

Sortbrun som leveren hos en afholdsmand; rynket som en alkoholikers øjenkroge. Lige midt på disken i Magasins parfume-afdeling (Gucci og YSL). Og den var ikke til at rokke ud af stedet.

Rengøringspersonalet havde konstateret dens tilstedeværelse, dér, lidt over ved 4-tiden om morgenen, men havde besluttet sig til, at det nok var en dekoration af en slags, et reklamefremstød – siden svesken ikke lod sig rokke ud af stedet. Og det blev der da også lidt ballade over, da afdelingslederen (langt senere) dukkede op og så “svineriet”. Hvilket han konverterede til en politianmeldelse for hærværk, idet han heller ikke kunne få den fjernet.

Meget kan man sige om politiet – og der skal siges meget – men det var faktisk en meget ung og dygtig assistent fra terror-enheden, der opdagede hullerne i lofterne. Mellem stuen og første sal (herreekvipering – Armani/Berlucci-afdelingen); mellem første sal og anden sal (smykker – Dior og Gimble); mellem anden og tredje (legetøjsafdelingen – LEGO og Martell) og mellem tredje sal og tagterrassen (Brunch og tapas-bar). Små fine huller, der gik durk gennem tæpper, laminater, dæk, beton, isoleringsplader og armaturer. Intet var for så vidt ødelagt – bortset fra dagens omsætning, idet politiet anså hele Magasin for et gerningssted og “lukkede butikken”, så at sige.

Til gengæld var det, blandt det tilbageholdte personale, en midaldrende kvinde i arbejdsprøvning, med en fortid som lektor i anvendt matematik, men som på grund af ledsmerter, forårsaget af det meget stillestående erhverv som docent, var kommet på overførselsindkomst, der påpegede at der kunne tegnes en ret linie fra sveskens position på disken, direkte gennem hullerne i alle etagerne. Hullerne måtte – med andre ord – være forårsaget af svesken. Denne observation blev sidenhen kendt som “sveske-radianten”, og på dette tidspunkt blev militæret involveret, idet der KUNNE være tale om et våben af stadig ukendt oprindelse.

Magasin blev evakueret (tilbageholdt personale) og politistyrken blev re-allokeret til vagttjeneste på en ydre, afspærret perimeter på omkring to kilometer i diameter (alt var metrisk, dengang).

Svesken lå stadig rynket og glinsende – og uflyttelig. Forskellige militære enheder og special-tropper fik lejlighed til at afprøve det bedste de var trænet i. Anti-bombe-holdet (“the hurt-locker-team”) gik, iført de stiveste kevlardragter, som fortidige riddere til turnering, frem til disken og afmonterede denne, efter at have sikret sig at ingen mikrometer tynde ledninger, eller nanocarbon-fibre ville kunne føre svesken til detonation. Derefter mente holdet, at det var ingeniørtroppernes opgave, at løfte disken med svesken, og overføre begge dele til “high-security installments” (en term der dækkede over Risø).

Der var bare det ved det, at hverken svesken eller disken kunne flyttes. Og da det gik op for ledelsen af indsatsgrupperne, at det måtte være svesken, der tyngede disken ned, besluttede man at søge anden hjælp.

Det var derfor en rørende enig justitsminister og forsvarsminister, der bad videnskabsministeren om at sammensætte et “team”, der kunne gå ind i sagen.

Det første der blev konstateret var, at det ikke kunne være en sveske. Den var for hård, for tung, for kold til på nogen måde at være en sveske. Hvilket så også passede med “sveske-radianten”, for vokser der måske svesker oppe i himlen? Hvortil hortologerne måtte indskyde, at svesker overhovedet ikke “voksede” nogen steder, men var tørrede blommer. Javel, ja, men vokser der blommer i himlen? Til hvilket teologerne svarede, at det indtil videre var et uafklaret spørgsmål.

I mellemtiden gik andre igang med en nøjere kortlægning af svesken, og man lånte et elektronmikroskop fra Karolinska Instituttet – som var det stærkeste på skandinavisk grund. Herefter tog det fart:

Gennem mikroskopet bredte sveskens topografi sig ud som et mangepræget og kapriciøst landskab af furer og dale, højderygge og bakkekamme. Og der blev skrevet digre værker om “Grødtoppens” ikke-euklidske abduktioner, “Tærtedalens” symmetriske formationer og “Juleslettens” birame lokationer. Sågar blev der uddelt en Nobelpris for en afhandling om de riemannske folder i det område af svesken, der var blevet benævnt “Nordre Pol” (bare for at undgå misforståelser om nordpolen).

I mellemtiden havde konsortiet (Magasin) valgt at lukke afdelingen, og bortset fra svesken og disken, var alt inventar flyttet til nyopførte bygninger, andetsteds. Det var derfor en meget tom og underbelyst bygning, som en ung 1. assistent gik ind i, da hun var blevet sat til at lave nogle midlertidige fix-punkter på en del af svesken, som endnu ikke var blevet undersøgt, fordi den var svær tilgængelig (beliggende næsten dér, hvor svesken mødte disken).

Af en eller anden grund var det ikke rigtigt gået op for nogen, at det var en glasdisk. Med andre ord var det muligt at se svesken nedefra. Og med nogen møje og besvær lykkedes det 1. assistenten, at ambulere elektronmikroskopet – så at sige – “på hovedet”, således at en undersøgelse af det ønskede område ville være lettere. Dette medførte til gengæld, at hun også måtte flytte hele computer- og måle-apparaturet, der var boltet til nogle store, rullebare reolsystemer. Dernæst re-installere og genstarte, kalibrere og finstille.

Herefter skulle systemet kunne klare sig selv, indtil de rette fixpunkter var fundet, og hun kunne indsætte dem som data til næste dags videre efterforskning.

Anstrengelserne havde gjort hende noget svedig, og hun besluttede sig til at gå op og se på fuldmånen oppe på taget. Kanske den køligtlune aftenvind kunne svale lidt.

Som den videnskabskvinde, in spe, hun var, lænede hun sig ind over disken og prøvede at flugte “sveske-radianten”. Det kunne være en svir, om Månen stod lige i hullet! Den burde faktisk, det vidste hun, men bare for at være sikker tjekkede hun det op på sin “padde”. Og den var god nok: – fuldmånen stod i præcis trajektorie med vinklen på “sveske-radianten”. Hvorfor var den der så ikke?

Hun gik op på taget, op ad de dunkle, rungende trapper. Hun lod nattevinden løbe gennem sit hår, duftede til byens em og skærmede øjnene mod den evige lysforurening. Og kiggede op i himlen.

Der var ingen Måne. Hun måtte have taget fejl, hvilket hun fandt ret irriterende, når hun nu havde de her planer om at blive verdensberømt astronom. Men Månen havde svigtet hende, så hun kunne ligesågodt gå tilbage til arbejdet.

Fix-punkterne var fundet, og stod klart aflæselige i fire kvadranter på overvågningsskærmen. Hun måtte synke flere gange. Der var ingen tvivl. Alt passede. Hun huskede det fra utallige lektioner i rumfartens historie. Disse dusede billeder, disse næsten udviskede men bestandige aftryk. Dette flag!

Månen var landet.

 

FILOSOFISKE DYR

okt
10

Ret inspireret – provokeret? – af Janus’ indlæg om HILDA hvor Janus nævner at denne muligvis har et drys af Tove Jansson (og jeg er ikke uenig), vil jeg lige kaste noget lommeuld på disken (muligvis med indbagt svedske, hvem ved?).

Relateret billede

LOMMEULD

Sé: – Der er en lang tradition for, at lade dyr fremstille menneskelig svaghed og dårskab (kan du stave til Æsop?), som “vi” jævntud kalder FABLER. Herudaf er også kommet mange “bon mot’er” og almindelige godtkøbsvendinger (“sure rønnebær”, “løvens hule”, “krage søger mage”). Bare så vi ved hvor vi er, terrænmæssigt (the map is not the road).

Billedresultat for antman versus hulk

“Lille Tue vælter stort læs” (det er Lille Tue til højre)

I mange – de fleste? – tilfælde bliver det hurtigt til allegorier (“The Wind In The Willows”), eller til “ren” FANTASY (“Bjældes lange rejse”), eller sødmefulde beretninger á la Beatrix Potters. Men sommetider kommer der andre ting ud af skabet. Eksempelvis kan man nævne “Peter Plys”, der – sandt for dyden – er ligeså platfodet borgerlig som “Vinden i piletræerne”, men som alligevel indeholder den samme slags dybfundige indsigter, som Bamse og Kylling. The Tao Of Bamse! The Buddha of Magnus Tagmus. Men også de patafysiske elementaler Nebbersevægen og Oppersagokken (kend din julekalender). Eller hvad med Rasmus Klumps Evangelium?

Der opstår – udkommer – også underfundige fabler, som Richard Adams’ “Kaninbjerget”. Hvilken jeg så (også) opfatter som en allegori, selvom kaninernes mytologi absolut er et værdigt alternativ til menneskehedens frembringelser. For slet ikke at tale om “Abekongen”:

Relateret billede

(jo, vi kender godt Milo Manaras udgave, osv osv)

Men tilbage på sporet:

Tove Jansson (1914-2001) var maler, tegner og forfatter. Og mest af alt vil hun blive husket for mumitroldene, og visse vil måske også kunne se forbindelsen til det univers, der udrulles i “Hvem skal trøste knytten?”. Hvorom alting er, så blev mumitrolde-suiten åbenbart kategoriseret som børnelitteratur; oplæsning for de små. Muligvis foranlediget af, at svensk fjernsyn lavede nogle grønthakker-studsede udgaver, der kun lige med nød og næppe hentede handlingen hjem, og hvis eneste “tråd” til romanerne er mumitroldenes udseende – nu med skuespillere indeni, der ofte tog mumihovederne af. Pauvert, mildest talt.

Billedresultat for tove jansson

Tove

Derfor tog det også yours truly omkring 6-7 år, at “komme tilbage til” mumi, ved et rent tilfælde: – jeg så nemlig et antal illustrationer, som Tove Jansson havde lavet til Tokiens “Hobbitten”

Billedresultat for tove jansson tolkien

DVÆRGENE SPILLER I DYBET

Og det endda før, jeg havde stiftet bekendtskab med Ringenes Herre eller Hobbitten (ja, det vil sige: en fremmelig pædagog havde læst højt af Hobbitten, på en feriekoloni, men jeg sov ikke på den sovesal). Men på det tidpunkt – omkring 73-74 i forrige århundrede – rasede Tolkien-feberen, og hele mollevitten var forudbestilt på biblioteket til langt ind i evigheden. Så som fjorten-femtenårig tog jeg mod til mig, og gjorde det næstbedste: – bevægede mig ind i børnebogsafdelingen og lånte Tove Janssons “Troldvinter”.

Trollvinter 01.tiff

Det blev hurtigt tydeligt for mig, hvorfor den stod i børnebogsafdelingen: – det enkle, ligefremme sprog. Men det stod ligeså tydeligt for mig, at den indeholdt stemninger og “billeder”, der kunne tale til alle aldersgrupper. Noget ret sigende er To-Tiki-figuren, som er en pige, men opfører sig som en dreng. Der er også Murren, der er så kold, at den er farlig – men i virkeligheden er den et varmesøgende væsen; hvem skal trøst Murren?

Billedresultat for tove jansson murren

Men fremfor alt er der dette både spændende og foruroligende, at mumitrolden er vågnet op i en vinter-verden, han skulle have sovet fra, med maven fuld af grannåle. Han er vågnet i modsætningen til alt hvad han ved og kender. Det er til at tage og føle på.

Billedresultat for tove jansson mumitrolden

Så det kunne jo ikke blive ved det; jeg måtte ha’ mere mumi! Og så udfoldede universet sig ellers. Vi møder Hemuler, Snorkfrøkenen, Hattifnatter, Tofslen og Vifslen og et væld af andre karakterer og væsener, der hver især repræsenterer sider af menneskelig snusfornuft, dårskaber og tilbøjeligheder. Og selvom Mumitroldens rolle måske nok er observatørens og formidlerens, så har han også sine karaktertræk, der faktisk ikke ligger langt fra Bilbo Sækkers længsel efter nylavet the og kommenskager. Og alligevel “rykker de”, som vi siger nu om dage: – “er du på!?!?”

Billedresultat for tove jansson hattifnatter

Mens Mumitrolden er sådan lidt juvenil funderende, men samtidig handlekraftig når det gælder, så er hans far, Mumifar, en ret handlesvag filosof – eller måske man skulle kalde ham en lidt utilpasset idealist, i klassisk forstand.

Billedresultat for tove jansson mumifar

Heroverfor står Mumrikken: – en streetwise vagabond, der har set lidt af hvert, og som ikke skyr nogen fare, men samtidig er parat til at rykke teltpælene op (bogstaveligt talt) anytime!  Og på den måde har Mumitrolden mange fædre – eller “Faderfigurer”, for de freudiansk inklinerende.

Billedresultat for tove jansson mumrikken

det er Mumrikken til højre

Så er der nogle der vil sige: – jammen er det ikke bare Dyrene I Hakkebakkeskoven? Tjoh, det er muligt, men også dér er der noget på spil. I “Mumiland” er der faktisk ret farligt: – du kan blive slået med vanvid, hvis du møder Murren; du kan blive udbrændt, hvis du møder Hattifnatter i tordenvejr; og hvis Kometen Kommer vil din verden blive afsvedet, så du må gå på stylter over landområder udsat for den brændte jords taktik. Og du vil altid blive forulempet af Hemulen, for sådan er han nemlig, selvom han er en sart entymolog, for han ønsker sig kun FRED&RO!

 

Relateret billede

– jo den gør!

 – og samtidig er der den store kærlighed, som Mumitrolden føler overfor sin næsten esoteriske Snorkfrøken: – så er hun der; så er hun der ikke; og han må redde hende. En evindelig Orfeus og Euridike.

Andre har gjort sig umådelige anstrengelser for at oversætte To-Tiki eller/og Tofslen&Vifslen til Tove Janssons kropsnære forhold med mænd og kvinder. Det finder jeg ikke specielt interessant, for al inspiration kommer et sted fra. Det er andet er småforkølet lummerhed, der har meget lidt at gøre med Mumitroldens komplicerede verden. Og det er den – det er den verden – jeg syns man skal stifte bekendtskab med.

Relateret billede

GUDS LOV

sep
23

God said to Abraham: “Kill me a son!” Abe said: “You gotta be kidding!”

– Bob Dylan

Jeg stod forleden og snakkede med en ældre nabo. Han er “et kristent menneske”, som han selv siger. Jeg ved ikke, hvor galt det står til; om det er indre mission, jehovas vidner, pinsekirke eller hvad. Ihvertfald er “kristendommen” vigtig for ham.

Det er den ikke for mig. En religion der har et henrettelsesapparat som centralt symbol må jeg tage afstand fra. Og generelt tager jeg bare afstand fra religioner.

Nåmmen, vi står så dér og vender “verdenssituationen”, over hver sin sure pibe, og atter og igen kommer vi ind på “troen”. Hvilket ikke flytter nogetsomhelst, men som udgangsreplik siger han så: ” – jo, men du giver mig vel ret i, at De Ti Bud er udmærkede retningslinier, ikke?”

“Johe”, mener jeg, ” – det kan der vel være noget om!”, idet jeg husker at jeg selv har brugt det argument, samt at det er en udbredt opfattelse. De Ti Bud er udmærkede leveregler!

Men så blev jeg alligevel nysgerrig. Lad os lige se på “korpus”:

  1. Bud: Du må ikke have andre guder end mig (Okay, det kræver jo så, at der en “gud”. Det skal man lissom acceptere. Sjovere er det implicitte om, at det findes andre guder. Du må bare ikke have dem. Godt forsøgt! But no cigar)
  2. Bud: Du må ikke lave dig noget gudebillede (ikke engang af Gud? Fy, Michelangelo! Men da “du” heller ikke må ha andre guder – jvnf. §1 – what’s the problem? Jvnf. iøvrigt Muhammed-tegninger)
  3. Bud: Du må ikke tage Guds navn forfængeligt (altså, enten står der, at du ikke må bande! Det skal jeg satanbrækkemig nok selv bestemme, for satan. Eller også står der, at du ikke må sværge til Gud, hvis du kommer i klemme. Igen kræver det lige, at der i det hele taget er en “Gud”. Back to square one!)
  4. Bud: Du skal holde hviledagen hellig/du skal komme hviledagen i hu (vi er ude efter dem, der kunne finde på at arbejde om søndagen! Men der knytter sig noget andet til hviledagen/sabbatten. Thi i henhold til “Jubilæerbogen” skabte Gud englene på førstedagen, og der var de allerede omskårne, således at de kunne deltage i sabbatten sammen med Gud. Hvoraf følger at engle er hankøn, men også at sabbatten må være institutionaliseret af en “højere magt”, end Gud, siden Han holder den hellig. Ta dén!, søster lagkage)
  5. Du skal ære din fader og moder ( “Min familie følger Faders vilje”. Dette er konservativisme. Uanset hvor senildemente de gamle fjolser bliver, så har de alligevel evigt ret. Bliv ved din læst. Flyv ikke højere end vingerne bær’! Alt var bedre i gamle dage! De voksne ved bedst! Hej, Lars Græsted!)
  6. Du må ikke ihjelslå (Fino! Det lyder rimeligt. Lad vær’ og gå rundt og slå nogen ihjel! Problemet opstår, hvis det også omfatter andre organismer, end mennesker. Men lad os da nøjes med det enkle: – du må ikke slå andre mennesker ihjel! Fair nok! Point)
  7. Du må ikke bryde et ægteskab ( Qué? Why not? Hvis det går ad helvede til, hvorfor så dog ikke få det af vejen? “Fordi Gud siger det”! Dårligt argument, der kræver eksistensen af en gud! Ready player One?)
  8. Du må ikke stjæle (Den kan vi være med på. Men det kræver at vi anerkender “ejendomsretten”, som et gudsgivent – et “naturligt” – paradigme. Definitionen glimrer så dog ved sit fravær, for jeg vil påstå, at bag enhver formue ligger en forbrydelse. Så vi er tilbage i det konservative, det pro-kapitalistiske feudalsamfund, hvor hvad fatter gør osv. … )
  9. Du må ikke vidne falsk mod din næste (hvis der er nogen der kan forklare mig den, så kom frisk – jeg fatter den ikke!)
  10. (den er lang) Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, eller hans kvæg eller fæ, eller noget der hører din næste til (atter er vi igen i “ejendomsrettens hellige haller”. Endvidere kan vi se, at disse “ti bud” retter sig imod mænd. Jeg mener, hvad nu hvis “min næstes” hustru begærer mig? (ønsketænkning, javel). Og hvad menes der med “begærer”? Der står jo allerede, at jeg ikke må stjæle! Så kan jeg vel “begære” alt hvad jeg vil?)

Billedresultat for de ti bud

So, yes, so: – Vi står tilbage med to, nogenlunde rimelige bud, der ikke drejer sig om rigid konservativ samfundsopretholdelse: – lad vær med at stjæle; lad vær’ med at dræbe. Men det kunne vi sgudda nok finde ud af, uden ham dér Gud (der er så svær at få ud).

Relateret billede

 

COVER OPERATION

sep
21

Overskriften skulle have været COVERT OPERATION, i et sølle forsøg på at være morsom. Men WordPress gad ikke være med til platte vittigheder. Fint nok.

Nå! Ovre hos Jens og Anders på SCIFI-SNAK (http://scifisnak.dk/clifford-d-simak-city/#comment-670), har d’herrer just haft fat i Clifford D. Simaks “City”. Jeg kan helt klart anbefale både den aktuelle podcast, og i det hele taget den hele ouevre hos de to snakkere.

Jens Poder anholder (fremholder? anfører? gør gældende? substantiverer?), at der er en hvis “blå tone” i “City”. Og det er jo ikke galt ment (der var den). For ret mange af forsiderne til denne fix-up roman er faktisk holdt i blålige nuancer, så denne blålighed har åbenbart været med til farveskalavalget hos diverse “cover-artists” (note to self: “hvorfor hedder det “artister” på dansk, når vi egentlig taler om “sangere”? Man kunne måske acceptere “kunstnere”, men artister er nogle der går på line eller jonglerer med kegler).

Jeg er ret freaked med illustrationer, og det er jo altså så pisseheldigt, at man kan finde ALT på nettet (som aldrig lyver), ikk’sandt? Lad os derfor i fællig, kigge på nogle forsider til Simaks “City”. Og lad os starte med Michael Whelan:

Relateret billede

Faktisk fortæller Whelan selv, at han arbejdede intenst og længe på at finde den helt rigtige blå nuance til baggrunden. Og en fornuftig farveskala til resten. At han så har noget med rød, hvid og blå (Stars&Stripes), det må så være hans neurose. Eller et salgsteknisk greb – only in the US.

Til gengæld er der så den hér:

Billedresultat for simak city

Jeg kender ikke artisten, men det er helt klart en illustration til romanen, og vi ser igen den blå palet (ja, og rød og hvid – de amerikanere! de amerikanere!).

Og 1 gang til:

Relateret billede

Igen klare henvisninger til romanen, denne gang med en blå robot (med røde ører – hm? What’s the story, morning glory?). Baggrunden er måske lidt grønlig – der er kommet lidt gul (falskhedens farve) i det blå.

Bemærk iøvrigt ligheden med denne hér:

Billedresultat for clifford d simak city

Igen blå. Igen robot og by. Artisten er vistnok Ed Emshwiller, but nothing to get hung about.

 

Endeligt en lidt nyere versionering; samme tema, samme farveskala:

Relateret billede

Og for så lige at trumfe den, og yderligere kalfatre Jens Poders opfattelse af “den blå stemning/den blå time”, så se lige den danske udgave histunder:

Billedresultat for clifford d simak Byen

Hvabbehar!

Man må vel konkludere at skiffysnakker Jens har fat i den lange ende, hér, og jeg må vel takke ham for anledning til at abe ud med én af mine yndlingsbeskæftigelser. Jeg: – en cover-agent 🙂

DET TÆNKENDE

sep
14

Wikipedia er udstyret med nogle (frivillige) “editører”, der indføjer diverse kommentarer til diverse indlæg, når der mangler kildehenvisninger i brødteksten: (says who?) (according to whom?) (citation needed) (original research?).

Da jeg har tænkt mig at kloge mig, langt ud over rimelighedens grænser, skulle overskriften måske ha heddet “Original Research?” (hm? qué? what?).

Der kommer – i ny og næ – en mand og smider en stak WeekEndAvisen på mit bord. Det kunne ikke falde mig ind, at investere i dette “ugeskrift for kloge hoveder” (jeg har selv, tak), men jeg læser med stor fornøjelse de bedagede eksemplarer, der flyder på mit morgenbord mellem the og ristet brød. Således læste jeg just “Fejl 40”, der causerer lidt over, hvorfor vi ikke har flyvende biler, servicerende robotter og et fejlfrit IT-samfund, med smart-cities & -homes, til vore sjæles frelse. Hvorfor den opreklamerede IT-revolution er udeblevet. Hvorfor lortet bare ikke at virker.

Relateret billede

Som det skulle være

Relateret billede

som det er

Iblandt mange andre muntre ting og sager, gør artiklen gældende at det som kaldes AI (kunstig intelligens, som vi siger til lægmand), i og kun er en statistisk logaritme, baseret på de statistiske logaritmer, maskinen – nåja, computeren – er blevet fodret med. Nuller og ettere ind, ælte, ælte,ælte, nullere og ettere ud, hutchi, hutchi, hutchi: – vundet et parti skak (eller Go, eller #&o). Hvilket passer meget godt med min opfattelse af Mensas opfattelse af, hvad “intelligens” er.

Billedresultat for mensa test

(“indsæt den manglende firkant” – hvorfor?)

Matematisk logisk kombinatorik som udtryk for intelligens? Hvorfor ulejlige mig med det? Sæt en computer til det, høns!

Så går der jo ikke mange minutter, før jeg får brombærmarmeladen pænt galt i halsen, da det “rinder mig i hu”, at der er fanden til forskel på “intelligens” og så på “bevidsthed”. Der er AI og så er der AC. (jaja, og så er der DC, og CD og ACDC – jaja, højt skum!). Og når jeg skriver “rinder mig i hu”, så er det fordi jeg har været optaget af begrebet(?) bevidsthed – altså noget andet end cogito ergo sum – siden jeg læste “Destination:void” som 14-15-årig. Og derefter fortsatte med Daniel Dennett, Robert Pirsig og David Gribbin (m.fl.)

 Billedresultat for destination void

Jaja, man vender stedse tilbage til gerningsstedet (hej Janus).

Indenfor familiens fire vægge – og nærmeste omgangskreds – er jeg begavet med: en computerekspert, en matematiker, en mediciner, en hjerneforsker, en psykolog, samt diverse – fra clairvoyante til bibliotekarer (det behøver ikke være nogen modsætning) – og en gudsvelsignelse af kreativister (nej! IKKE kreationister – men “kunstnere”). Og ligesåsnart jeg kan slippe afsted med det, stiller jeg dem spørgsmålet: – hvad er “bevidsthed”?

Og det er interessant, hvor forskellige svar jeg får. Især kommer der lidt aggression på, når jeg affærdiger alt der har at gøre med “intelligens”. For man kan (vel) godt forestille sig en bevidsthed, næsten uden intelligens. Eller er det det, der kaldes “adfærd” – og bliver det så nemmere, at definere?

Jeg fik dog knaldet et slags symposium på bordet, der ikke var specielt mere oplysende end efterordet i Frank Herberts ovennævnte publikation. “Comboen” datalingvistik, ikke-euklidsk matematik og undersøgelser af hjernens corpus nigra (lige under det limbiske system, med forbindelse til amygdala), lader sig ikke lige summere op til nogen knivskarp konklusion på spørgsmålet. Hvilket er glimrende. For så kan vi blive ved med at spørge: – hvad er bevidsthed? Hvad er det tænkende? Ego ergo sapien?

 

Science fiction musik

sep
07

Personligt kan jeg kun spille på grydelåg og vindharpe, hvilket ikke forhindrer mig i, at have en ret bred musiksmag (når jeg nu selv får lov at sige, hvad jeg mener om migselv). Tolvtonemusik siger mig så ikke så meget; det lyder som et trommesæt, der er blevet smidt ud fra 4. sal, som en eller anden lun fætter har udtrykt det. Til gengæld kan jeg godt li bulgarsk musik og kor, hvortil min hustru ofte råber: – så sluk dog for det skrigeri!

Sådan er vi så forskellige. Men til sagen.

Bortset fra det cinematografiske var Rumrejsen 2001 banebrydende ved at bruge klassisk musik (also sprach Zarathustra), for inden da, var underlægningsmusikken til diverse SF-film ikke til at skelne fra al anden underlægningsmusik. Måske lige bortset fra “indianer-trommer” i westerns.

Relateret billede

 

Det gjorde et indtryk, og muligvis en grund til at f.eks John Boormann også brugte klassisk musik i sin “Zardoz” (eller også fordi det var det billigste – den film er lavet på et budget, der svarer til to pakker tandtråd og et viskelæder). Og det er muligvis som kontravægt til det, at A Knight’s Tale (med Heath Ledger som ridder i rustning – arme fyr, iøvrigt) havde underlægningsmusik fra diverse arter af rockmusik, til en film om riddere i det 12. århundrede. Glimrende tænkt. Åndssvag film.

Relateret billede

Men hvad findes der egentlig af sciencefiction-musik? Jeg kommer næppe til at ryste meget mere end blot overfladen, og det må så være det. Og jeg tror heller ikke jeg kommer til at være særligt kronologisk, idet dette ikke er en sammenlignende analyse, men nogle juhu-agtige punktnedslag, som man kan vugge hans mosters vovse í.

Nu startede vi i “det klassiske”, og så kan vi jo smække “Aniara” på bordet. Det drejer sig om et (ret langt) digt af Harry Martinson, der blev lavet om til en opera. Historien drejer sig, kort fortalt, om et rumskib med kolonister, der kommer ud af kurs og rejser mod uendeligheden. Iøvrigt genfortalt som straight SF af Paul Anderson i hans “Tau Zero”.

Billedresultat for Aniara poster

Men især har den såkaldte “symfoniske rock” bidraget med SF-musik. Før og fremmest har Electric Light Orchestra været eksponent for denne – tør man kalde det? – genre, hitting the holodeck med “Out of the blue”

Billedresultat for electric light orchestra out of the blue

 – med ret så tydelige konnotationer til “2001”, ikk’sandt? Der er står så ikke PanAm på flyveren, men “emblemet” er sådan en slags rekursion, som iøvrigt er en SF-trope. Og senere knaldede de så “Time” på bordet. En vaskeægte SF-novellesamling, med tidsbegrebet som gennemgående tema.

Billedresultat for electric light orchestra time

 

Afhængigt af hvordan man splitter sine bramsejl, så var SF “oprindeligt” en novelle-genre, så ELOs udlæg passer jo fint ind dér. Men hvad så med “romanerne”?

Orkedokke. Masser! For det første vil jeg påstå, at Jean-Michel

Jarres “Oxygen”

Billedresultat for jean micelle jarre oxygen

 – er en fuldfed og sammenhængende historie – i lyd! Hvad historien handler om, må være op til lytteren. Dernæst kommer Jeff Waynes musical over H.G. Wells “Klodernes Kamp”

Relateret billede

og herefter et amalgam mellem en beat-poet/synth-musiker og en estimeret tegneserietegner, nemlig Lenny Whites og Michael Kalutas

Billedresultat for Michael Kaluta astral pirates

 

Okay! siger man så: – det er jo ikke romaner! Det er jo bare musicals! “Bare”! Javel min ven, kom ind i min butik, så! Thi, det canadiske band “SAGA” – også pro-symph-rock – havde såkaldte “chapters” på deres diverse udgivelser over en længere årrække. Og for få år siden – nåja, 10 år siden – udgav de en disc med samtlige kapitler i rækkefølge. Det var fint nok. Sjovere var det selv, at udpønske hvad fanden der foregik – og det havde man nok regnet ud, allerede tidligt i “romanen”.

 Billedresultat for saga silent knight

Tilbage er der blot at pege på det interessante forhold, at for at få belyst noget om musik i SF har jeg fundet det nødvendigt at bruge illustrationer. Det kan man så tænke over. Genrernes gensidige gehør.

Alt Right

sep
06

All right!

Nu bliver jeg personlig.

Til trods for at far hér – nummer nul i eget koordinatsystem – har haft en venstreorienteret ungdom (og som enhver ved, bliver farver dybere med årene), er der i den seneste tid dukket termer op, som jeg – til trods for, at jeg sagtens kan forklare “omfangslogik”, “negationens negation” samt “schumpeterian chock” og “punctuated equilibrium” (bare kom an) – ikke helt havde forstået. (Lang sætning – ved det godt – velkommen til virkeligheden)

Men altså: – hvad er: “Alt Right”, ” Neoconservatism”, “Paleoconservatism”, “cultural conservative” ????

Nåja; nu er jeg så også så snotindskrænket, at jeg ikke kan se forskel på “Ny Alliance”, “Liberal Alliance” og “Venstre Alliance” – undskyld “Venstre”; som burde hedde “Højre”, mens “Socialakrobatiet” burde hedde “Midterpartiet” – men så bliver der igen vrøvl i begreberne, for den plads er optaget af “De konservative”. I is lost.

Anyways, så har en længere korrespondance, survey samt research, gjort mig bekendt med (belært mig om), at The Alt Right movement – henne i USA – skyldes “kulturmarxisme”. Og det er hér, det bliver langhåret. Thi “kulturmarxisme” er en sammensværgelse mellem jøder og bolsjevikker! Ta den, søster lagkage!

Billedresultat for kulturmarxisme definition

Og inden man sidder og får ondt i nakken af, at nikke “ja” til den opstilling, så var det måske på sin plads lige at få et par ting sat på … nåja:

– Social justice betyder, at vi alle er lige for loven (hvilket er et problem, når nu “jeg” har ret til at forsvare “min” ejendom med våben i hånd)

– Feminism betyder, at kvinden ikke, som der står i Biblen, er underlagt manden. Fuck det! Vi kan sgudda godt finde ud af passe på kællingerne.

– Neo- Progress, betyder at “det skulle da være underligt om de der røde lejesvende var bedre til at bestyre det her samfund. Har vi ikke gjort det fantastisk de sidste 200 år?”

– Post- Col.: betyder at “vi nu skal til at acceptere en gæld overfor 3. verdenslande, foranlediget af Kolonialismen. Fuck! Vi var overhovedet ikke født på det tidspunkt!”

Se! Det er faren ved “kulturmarxismen”. Den leder i os i løgnens grøft, hvor hvidt er sort og newspeak ligner alternative facts.

Med andre ord er “Alt right”, en opfindelse begået af “kulturmarxister”, således at vi alle vil flygte fra konservatismen, herunder ønsket om at blive gamle i et libertært samfund, blot for at løbe i armene på de dér satans neobolsjevitiske jøder!

Denne verden bliver dog stedse mere interessant!

Jeg beklager meget manglen på direkte links, lænker og kilder iøvrigt. Det var skrevet i et øjebliks, whatthemotherfuckery er der lige gang i!