SUPERKULTUR

COVER OPERATION

sep
21

Overskriften skulle have været COVERT OPERATION, i et sølle forsøg på at være morsom. Men WordPress gad ikke være med til platte vittigheder. Fint nok.

Nå! Ovre hos Jens og Anders på SCIFI-SNAK (http://scifisnak.dk/clifford-d-simak-city/#comment-670), har d’herrer just haft fat i Clifford D. Simaks “City”. Jeg kan helt klart anbefale både den aktuelle podcast, og i det hele taget den hele ouevre hos de to snakkere.

Jens Poder anholder (fremholder? anfører? gør gældende? substantiverer?), at der er en hvis “blå tone” i “City”. Og det er jo ikke galt ment (der var den). For ret mange af forsiderne til denne fix-up roman er faktisk holdt i blålige nuancer, så denne blålighed har åbenbart været med til farveskalavalget hos diverse “cover-artists” (note to self: “hvorfor hedder det “artister” på dansk, når vi egentlig taler om “sangere”? Man kunne måske acceptere “kunstnere”, men artister er nogle der går på line eller jonglerer med kegler).

Jeg er ret freaked med illustrationer, og det er jo altså så pisseheldigt, at man kan finde ALT på nettet (som aldrig lyver), ikk’sandt? Lad os derfor i fællig, kigge på nogle forsider til Simaks “City”. Og lad os starte med Michael Whelan:

Relateret billede

Faktisk fortæller Whelan selv, at han arbejdede intenst og længe på at finde den helt rigtige blå nuance til baggrunden. Og en fornuftig farveskala til resten. At han så har noget med rød, hvid og blå (Stars&Stripes), det må så være hans neurose. Eller et salgsteknisk greb – only in the US.

Til gengæld er der så den hér:

Billedresultat for simak city

Jeg kender ikke artisten, men det er helt klart en illustration til romanen, og vi ser igen den blå palet (ja, og rød og hvid – de amerikanere! de amerikanere!).

Og 1 gang til:

Relateret billede

Igen klare henvisninger til romanen, denne gang med en blå robot (med røde ører – hm? What’s the story, morning glory?). Baggrunden er måske lidt grønlig – der er kommet lidt gul (falskhedens farve) i det blå.

Bemærk iøvrigt ligheden med denne hér:

Billedresultat for clifford d simak city

Igen blå. Igen robot og by. Artisten er vistnok Ed Emshwiller, but nothing to get hung about.

 

Endeligt en lidt nyere versionering; samme tema, samme farveskala:

Relateret billede

Og for så lige at trumfe den, og yderligere kalfatre Jens Poders opfattelse af “den blå stemning/den blå time”, så se lige den danske udgave histunder:

Billedresultat for clifford d simak Byen

Hvabbehar!

Man må vel konkludere at skiffysnakker Jens har fat i den lange ende, hér, og jeg må vel takke ham for anledning til at abe ud med én af mine yndlingsbeskæftigelser. Jeg: – en cover-agent 🙂

DET TÆNKENDE

sep
14

Wikipedia er udstyret med nogle (frivillige) “editører”, der indføjer diverse kommentarer til diverse indlæg, når der mangler kildehenvisninger i brødteksten: (says who?) (according to whom?) (citation needed) (original research?).

Da jeg har tænkt mig at kloge mig, langt ud over rimelighedens grænser, skulle overskriften måske ha heddet “Original Research?” (hm? qué? what?).

Der kommer – i ny og næ – en mand og smider en stak WeekEndAvisen på mit bord. Det kunne ikke falde mig ind, at investere i dette “ugeskrift for kloge hoveder” (jeg har selv, tak), men jeg læser med stor fornøjelse de bedagede eksemplarer, der flyder på mit morgenbord mellem the og ristet brød. Således læste jeg just “Fejl 40”, der causerer lidt over, hvorfor vi ikke har flyvende biler, servicerende robotter og et fejlfrit IT-samfund, med smart-cities & -homes, til vore sjæles frelse. Hvorfor den opreklamerede IT-revolution er udeblevet. Hvorfor lortet bare ikke at virker.

Relateret billede

Som det skulle være

Relateret billede

som det er

Iblandt mange andre muntre ting og sager, gør artiklen gældende at det som kaldes AI (kunstig intelligens, som vi siger til lægmand), i og kun er en statistisk logaritme, baseret på de statistiske logaritmer, maskinen – nåja, computeren – er blevet fodret med. Nuller og ettere ind, ælte, ælte,ælte, nullere og ettere ud, hutchi, hutchi, hutchi: – vundet et parti skak (eller Go, eller #&o). Hvilket passer meget godt med min opfattelse af Mensas opfattelse af, hvad “intelligens” er.

Billedresultat for mensa test

(“indsæt den manglende firkant” – hvorfor?)

Matematisk logisk kombinatorik som udtryk for intelligens? Hvorfor ulejlige mig med det? Sæt en computer til det, høns!

Så går der jo ikke mange minutter, før jeg får brombærmarmeladen pænt galt i halsen, da det “rinder mig i hu”, at der er fanden til forskel på “intelligens” og så på “bevidsthed”. Der er AI og så er der AC. (jaja, og så er der DC, og CD og ACDC – jaja, højt skum!). Og når jeg skriver “rinder mig i hu”, så er det fordi jeg har været optaget af begrebet(?) bevidsthed – altså noget andet end cogito ergo sum – siden jeg læste “Destination:void” som 14-15-årig. Og derefter fortsatte med Daniel Dennett, Robert Pirsig og David Gribbin (m.fl.)

 Billedresultat for destination void

Jaja, man vender stedse tilbage til gerningsstedet (hej Janus).

Indenfor familiens fire vægge – og nærmeste omgangskreds – er jeg begavet med: en computerekspert, en matematiker, en mediciner, en hjerneforsker, en psykolog, samt diverse – fra clairvoyante til bibliotekarer (det behøver ikke være nogen modsætning) – og en gudsvelsignelse af kreativister (nej! IKKE kreationister – men “kunstnere”). Og ligesåsnart jeg kan slippe afsted med det, stiller jeg dem spørgsmålet: – hvad er “bevidsthed”?

Og det er interessant, hvor forskellige svar jeg får. Især kommer der lidt aggression på, når jeg affærdiger alt der har at gøre med “intelligens”. For man kan (vel) godt forestille sig en bevidsthed, næsten uden intelligens. Eller er det det, der kaldes “adfærd” – og bliver det så nemmere, at definere?

Jeg fik dog knaldet et slags symposium på bordet, der ikke var specielt mere oplysende end efterordet i Frank Herberts ovennævnte publikation. “Comboen” datalingvistik, ikke-euklidsk matematik og undersøgelser af hjernens corpus nigra (lige under det limbiske system, med forbindelse til amygdala), lader sig ikke lige summere op til nogen knivskarp konklusion på spørgsmålet. Hvilket er glimrende. For så kan vi blive ved med at spørge: – hvad er bevidsthed? Hvad er det tænkende? Ego ergo sapien?

 

Science fiction musik

sep
07

Personligt kan jeg kun spille på grydelåg og vindharpe, hvilket ikke forhindrer mig i, at have en ret bred musiksmag (når jeg nu selv får lov at sige, hvad jeg mener om migselv). Tolvtonemusik siger mig så ikke så meget; det lyder som et trommesæt, der er blevet smidt ud fra 4. sal, som en eller anden lun fætter har udtrykt det. Til gengæld kan jeg godt li bulgarsk musik og kor, hvortil min hustru ofte råber: – så sluk dog for det skrigeri!

Sådan er vi så forskellige. Men til sagen.

Bortset fra det cinematografiske var Rumrejsen 2001 banebrydende ved at bruge klassisk musik (also sprach Zarathustra), for inden da, var underlægningsmusikken til diverse SF-film ikke til at skelne fra al anden underlægningsmusik. Måske lige bortset fra “indianer-trommer” i westerns.

Relateret billede

 

Det gjorde et indtryk, og muligvis en grund til at f.eks John Boormann også brugte klassisk musik i sin “Zardoz” (eller også fordi det var det billigste – den film er lavet på et budget, der svarer til to pakker tandtråd og et viskelæder). Og det er muligvis som kontravægt til det, at A Knight’s Tale (med Heath Ledger som ridder i rustning – arme fyr, iøvrigt) havde underlægningsmusik fra diverse arter af rockmusik, til en film om riddere i det 12. århundrede. Glimrende tænkt. Åndssvag film.

Relateret billede

Men hvad findes der egentlig af sciencefiction-musik? Jeg kommer næppe til at ryste meget mere end blot overfladen, og det må så være det. Og jeg tror heller ikke jeg kommer til at være særligt kronologisk, idet dette ikke er en sammenlignende analyse, men nogle juhu-agtige punktnedslag, som man kan vugge hans mosters vovse í.

Nu startede vi i “det klassiske”, og så kan vi jo smække “Aniara” på bordet. Det drejer sig om et (ret langt) digt af Harry Martinson, der blev lavet om til en opera. Historien drejer sig, kort fortalt, om et rumskib med kolonister, der kommer ud af kurs og rejser mod uendeligheden. Iøvrigt genfortalt som straight SF af Paul Anderson i hans “Tau Zero”.

Billedresultat for Aniara poster

Men især har den såkaldte “symfoniske rock” bidraget med SF-musik. Før og fremmest har Electric Light Orchestra været eksponent for denne – tør man kalde det? – genre, hitting the holodeck med “Out of the blue”

Billedresultat for electric light orchestra out of the blue

 – med ret så tydelige konnotationer til “2001”, ikk’sandt? Der er står så ikke PanAm på flyveren, men “emblemet” er sådan en slags rekursion, som iøvrigt er en SF-trope. Og senere knaldede de så “Time” på bordet. En vaskeægte SF-novellesamling, med tidsbegrebet som gennemgående tema.

Billedresultat for electric light orchestra time

 

Afhængigt af hvordan man splitter sine bramsejl, så var SF “oprindeligt” en novelle-genre, så ELOs udlæg passer jo fint ind dér. Men hvad så med “romanerne”?

Orkedokke. Masser! For det første vil jeg påstå, at Jean-Michel

Jarres “Oxygen”

Billedresultat for jean micelle jarre oxygen

 – er en fuldfed og sammenhængende historie – i lyd! Hvad historien handler om, må være op til lytteren. Dernæst kommer Jeff Waynes musical over H.G. Wells “Klodernes Kamp”

Relateret billede

og herefter et amalgam mellem en beat-poet/synth-musiker og en estimeret tegneserietegner, nemlig Lenny Whites og Michael Kalutas

Billedresultat for Michael Kaluta astral pirates

 

Okay! siger man så: – det er jo ikke romaner! Det er jo bare musicals! “Bare”! Javel min ven, kom ind i min butik, så! Thi, det canadiske band “SAGA” – også pro-symph-rock – havde såkaldte “chapters” på deres diverse udgivelser over en længere årrække. Og for få år siden – nåja, 10 år siden – udgav de en disc med samtlige kapitler i rækkefølge. Det var fint nok. Sjovere var det selv, at udpønske hvad fanden der foregik – og det havde man nok regnet ud, allerede tidligt i “romanen”.

 Billedresultat for saga silent knight

Tilbage er der blot at pege på det interessante forhold, at for at få belyst noget om musik i SF har jeg fundet det nødvendigt at bruge illustrationer. Det kan man så tænke over. Genrernes gensidige gehør.

Alt Right

sep
06

All right!

Nu bliver jeg personlig.

Til trods for at far hér – nummer nul i eget koordinatsystem – har haft en venstreorienteret ungdom (og som enhver ved, bliver farver dybere med årene), er der i den seneste tid dukket termer op, som jeg – til trods for, at jeg sagtens kan forklare “omfangslogik”, “negationens negation” samt “schumpeterian chock” og “punctuated equilibrium” (bare kom an) – ikke helt havde forstået. (Lang sætning – ved det godt – velkommen til virkeligheden)

Men altså: – hvad er: “Alt Right”, ” Neoconservatism”, “Paleoconservatism”, “cultural conservative” ????

Nåja; nu er jeg så også så snotindskrænket, at jeg ikke kan se forskel på “Ny Alliance”, “Liberal Alliance” og “Venstre Alliance” – undskyld “Venstre”; som burde hedde “Højre”, mens “Socialakrobatiet” burde hedde “Midterpartiet” – men så bliver der igen vrøvl i begreberne, for den plads er optaget af “De konservative”. I is lost.

Anyways, så har en længere korrespondance, survey samt research, gjort mig bekendt med (belært mig om), at The Alt Right movement – henne i USA – skyldes “kulturmarxisme”. Og det er hér, det bliver langhåret. Thi “kulturmarxisme” er en sammensværgelse mellem jøder og bolsjevikker! Ta den, søster lagkage!

Billedresultat for kulturmarxisme definition

Og inden man sidder og får ondt i nakken af, at nikke “ja” til den opstilling, så var det måske på sin plads lige at få et par ting sat på … nåja:

– Social justice betyder, at vi alle er lige for loven (hvilket er et problem, når nu “jeg” har ret til at forsvare “min” ejendom med våben i hånd)

– Feminism betyder, at kvinden ikke, som der står i Biblen, er underlagt manden. Fuck det! Vi kan sgudda godt finde ud af passe på kællingerne.

– Neo- Progress, betyder at “det skulle da være underligt om de der røde lejesvende var bedre til at bestyre det her samfund. Har vi ikke gjort det fantastisk de sidste 200 år?”

– Post- Col.: betyder at “vi nu skal til at acceptere en gæld overfor 3. verdenslande, foranlediget af Kolonialismen. Fuck! Vi var overhovedet ikke født på det tidspunkt!”

Se! Det er faren ved “kulturmarxismen”. Den leder i os i løgnens grøft, hvor hvidt er sort og newspeak ligner alternative facts.

Med andre ord er “Alt right”, en opfindelse begået af “kulturmarxister”, således at vi alle vil flygte fra konservatismen, herunder ønsket om at blive gamle i et libertært samfund, blot for at løbe i armene på de dér satans neobolsjevitiske jøder!

Denne verden bliver dog stedse mere interessant!

Jeg beklager meget manglen på direkte links, lænker og kilder iøvrigt. Det var skrevet i et øjebliks, whatthemotherfuckery er der lige gang i!

MIG OG DELANY

sep
01

To ting er stensikre: jeg ved godt hvem Samuel Ray “Chip” Delany jr. er, men han ved næppe at jeg i det hele taget eksisterer. Og det er jo den slags inkongruenser, man lissom må lære at leve med.

Da jeg i 70’erne frekventerede biblioteket på Sundbyvester Plads, stødte jeg ofte på en ældre mand (der sikkert bare har været voksen, mens jeg jo sådden set bare var en stor knægt), der åbenbart følte sig kaldet til at manuducere mig i mit science fiction-valg. “Og den dér skal du ikke ta’!”, sagde han og pegede på “Skæringspunkt”, ” – den er for mærkelig!” Hvorimod “Mørkets Venstre Hånd” var “virklivirkli go”.

Jeg ledte bare efter noget med “fremmede planeter”, “raketter”, “væsener fra andre kloder”, gerne med strålepistoler, rumimperier og helte der redder dagen/løser mysteriet/finder skatteplaneten.

Men dagen oprandt, hvor jeg havde læst alle bøgerne – undtagen “Mørkets Venstre Hånd” og “Skæringspunkt”. Og lige inden da, havde jeg læst M.K. Josephs “Hullet I Nullet” – så jeg nappede “Skæringspunkt”; mere af det samme. Troede jeg.

Relateret billede

 så den ikke på dansk – men tæt på:

Billedresultat for delany skæringspunkt

Idet mit fædrene ophav havde gjort meget for, at jeg skulle stifte bekendtskab med græsk mytologi (af årsager jeg ikke helt kan udrede, og det er for sent at spørge), var jeg næsten top-tunet til at forstå, hvad der foregik i handlingen. Og det var åbningen til bekendtskabet med “blød” science fiction, New Wave og videnskabsgrene, jeg ikke anede eksisterede. Samt – og ikke mindst – “det litterære”, hvor jeg hidindtil havde været tilfreds med det “refererende” (jeg mener: “Rendezvous med Rama” er vel – stort set – et referat, nietchewo?

I en alder af 15-16 år havde jeg læst alt hvad der var af SF på dansk (og svensk, iøvrigt – jeg købte ind af bøger fra Delta Förlag), og indså at jeg var nødt til at lære at læse engelsk. Ikke det der pjat i skolen, men The Real Deal. I et anfald af Frank Frazetta kastede jeg mig over John Carter på Mars, idet jeg bildte mig ind at jeg lærte noget. Det gjorde jeg nok også (med flittig brug af Gyldendals De Røde Ordbøger Engelsk-Dansk), men det begyndte også at kede mig. Og jeg tænkte ved mig selv, at når der nu var det der eksorbitante udbud af engelsk SF i Fantask, hvorfor i alverden gik jeg så ikke bare igang med det, der egentlig var mit ærinde?

Med en betragtelig økonomisk donation fra mit fædrene ophav, tog jeg ind til Fantask og indkøbte alt af Clarke, der ikke fandtes på dansk; alt af Anderson, der ikke ….. ; Alt af Farmer (som jeg var blevet introduceret til af Palle Juul Holm – altså gennem hans essay “Syge Guder – Ædle Vilde). Og så stod jeg dér og skulle til at smide kronerne på disken, da det gik op for mig, at den dér forside, jeg engang havde set i kioskvinduet på Sundbyvester Plads – den måtte jeg da ha’!

Jeg huskede hverken titel eller forfatter, men jeg forklarede Morten Søndergaard, for det var ham der stod bag disken, hvordan forsiden så ud. “Nå – det lort!”, svarede han og fandt den til mig. And Lo! and behold!

Billedresultat for the jewels of aptor

Øjeblikkeligt renoncerede jeg på så mange af de andre bøger, at jeg kunne indkøbe hvad butikken kunne præstere af Delany. Og hjemkommen tog jeg fat fra en ende af. Ikke med Clarke, ikke med Farmer; ikke med Anderson. Delany! Så stærkt indtryk havde “Skæringspunkt” gjort på mig, at jeg måtte – måtte – gennem den hele ouevre. Nu – med det samme – min hat, min stok, mine cykelklemmer; det er nu eller aldrig!

Jeg husker ikke rækkefølgen, men jeg husker at jeg blev lidt træt, sådan cirka midt i “The Fall Of The Towers”. Til gengæld står det lysende klart for mig, hvilket indtryk “The Ballad Of Beta-2” gjorde på mig.

 

Billedresultat for the ballad of beta-2

 

– og det til en sådan grad, at jeg ville oversætte den til dansk.

Det er ret sikkert, at de fleste vil mene at både “The Jewels Of Aptor” og “The Ballad Of Beta-2” er såkaldt Young Adult-SF. Og det kan da godt være. Til gengæld vil jeg påstå, at siden Delany i allerhøjeste grad er et sprogmenneske, hvilket i høj grad kommer til udtryk i “Nova”, “Triton”, “Dhalgren” og “Babel-17”, så er “legen” med sproget absolut til stede i “The Ballad Of Beta-2”. Det er det, den handler om.

Lad os lige tage et handlingsreferat: – Jonneny, en sprogstuderende, får til opgave (af rektor), at afgøre proviniensen af en ballade (en sang), som The Star Folks kender. Disse “stjernefolk” bor på/i stjerneskibe, der blev sendt afsted, før man opfandt overlysfart, og da deres “skuder” nåede frem, var der ikke meget civilisation tilbage på disse “stjernearke”. Beta-2-balladen er forklaringen på, hvorfor det gik galt.

Løsningen, pointen, opklaringen, er noget værre sludder og vrøvl. Men det interessante er, hvordan Jonneny hele tiden er nødt til at revidere sin opfattelse, sin tolkning, af balladens tekst. Og vi er inviteret indenfor til et drama.

Endydermere er “The Ballad Of Beta-2” interessant derhen, at “normalitetsbegrebet” står meget centralt i narrativet. Og jeg er da helt klar på, at Delany er “sort” og bøsse, hvilket kunne være hans motivation til at adressere problematikken. Men i historien er der sandelig langt farligere ting på spil. Så hvis det er YA, så er det godt nok komplekst og raffineret YA. Og derudover er romanen indledningen til en tilbagevendende trope/motiv/metafor hos Delany: – Byen, thi disse skibe, denne Beta-2, fra titlen, benævnes “city-ship”.

En dybere udredning af denne metafor må dog vente til en anden god gang, men tillad mig at nævne: – Branning-At-Sea, Aptor, Toron, Beta-2, Bellona.

Og for de interesserede: – jeg fik oversat “Beta-2” til dansk, og har siden mistet manuskrptet kva flere flytninger. Sådan kan det gå. Dog husker jeg et enkelt problem, jeg ikke på daværende tidspunkt kunne komme rundt om. “Navigational Office” skal blive til “Offering to the Sea”. Prøv selv!

SÅ LÆNGE JEG LEVER

aug
25

Jeg har næppe været mere end end halvstor knægt, før jeg var på forkant med udgivelser af science fiction på dansk. Det var på det tidspunkt, hvor de to STORE forlag for den genre var Stig Vendelkær og Irlov Regulus. Vendelkær havde Arne Herløv Petersen som oversætter. Irlov havde – blandt andre – desværre Erik Vollov. Så det var i hans oversættelse, jeg læste “Gudernes Udvalgte” af Clifford D. Simak.

Billedresultat for clifford d simak choice of gods

 

99,99% af menneskeheden er “taget bort”, mens de resterende mennesker på Jorden vender tilbage til en rural (pastoral) tilværelse, og bliver meget gamle. 6000 år, mindst. Det var det der slog mig! Tænk at leve 6000 år! Uden at blive egentlig gammel! Og det er det vi skal tale om.

I A Choice Of Gods tilkendegives det ikke, på hvilken måde den tilbageblevne befolkning har opnået deres lange liv. Og “langlivethed” er da heller ikke noget sindsoprivende ubekendt indenfor SF-genren. Så jeg tænkte, at vi skulle kigge lidt på genrens bud på livsforlængende elexirer.

Godt nok er Gilgamesh, i Gilgamesh-eposet, vistnok på jagt efter Udødelighedens Blomst. Men det er vist et ærinde, der svarer til en spand forkromede mellemgasfordelere, al den stund at den virkeligt udødelige, Upatnishtarim, er blevet “begavet” af guderne. Kun de formår, at skænke udødelighed. Aber dann haben wir unserer methoden, som Victor Frankenstein tænkte ved sig selv.

Norstrilia, fortæller Cordwainer Smith om planeten New North Australia, og hvordan man dér høster stroon fra muterede kæmpefår.

Relateret billede

Stroon er et livsforlængende middel/medikament/substans. Og sammen med de muligheder, som fangekoloni-planeten Shayol giver, er der rig mulighed – hvis man er rig – for at leve evindeligt, uanset – u-an-set – hvad. På Shayol dyrkes der transplantater på de “indsatte”. Det gør naller – men de er der jo heller ikke for sjov, tugthusfangerne.

Ovre i Larry Nivens Known Space-univers har de Boosterspice. Og hvis man tager det, fra man er 25 år, og derefter hvert femogtyvende år, kan man leve til man er 600 år – og stadig ligne en femogtyveårig.

Billedresultat for a relic from empire

Illustrationen viser Dr. Schultz-Mann, der ikke har haft penge nok til Boosterspice. Men selvom hans situation ser lidt prækariøs ud, så redder han alligevel dagen, sig selv og kronerne. Eller rettere “stjernerne” – den pangalaktiske møntfod i Known Space. Og de væmmelige dør, selvfølgelig.

I Nivens A Gift From Earth, bliver det “afsløret” at Bosterspice ikke – som troet – er opfundet i et FN-laboratorium (ta lige den: – et “FN-laboratorium”!?), men derimod fremstillet af frugterne fra det Livstræ, Phsstpok havde med ombord da han ankom til solsystemet (nærmere forklaring kan fås ved at læse Protector).

Melange. På arabisk – og fransk – betyder det “kanel”. Og det nævnes da også – gang på gang – i Frank Herberts Dune at tilstedeværelsen af The Spice afgiver en duft af kanel.

Billedresultat for john schoenherr

 

Melange har forskellige effekter, afhængigt af dosis. De, der indtager stoffet på en daglig basis, oplever en øget opmærksomhed, både ifht sig selv og ifht omverdenen. Og de fleste der lever på ørkenplaneten Dune/Klit/Arrakis, kan ikke undgå at få en daglig dosis. De rige – der var den igen – får mere, og bliver derfor opimod 100 år gamle. Og de virkeligt afhængige – eller storforbrugerne – opnår diverse paranormale kræfter: – prækognition, teleportation, levitation (fortsæt selv).

Det fremgår ikke med den allerstørste tydelighed, hvad Melange egentlig består af. Men jeg har fiflet mig frem til denne opskrift: Man tager ekskrementerne fra en voksen sandorm. Dem blander man med vand. Og deri drukner man en sandormelarve – og sørger for at den brækker sig. Så filtrerer man hele molevitten, og så er den til at indkoge og hengemme. Tilsæt sukker og salt efter smag og behov.

Før Bruce Sterling blev co-Godfather til både CyberPunk og SteamPunk, skrev han en uskyldig lille sag, der hedder Involution Ocean.

Billedresultat for involution ocean

Som – i al sin skinbarlige enkelthed – handler om en “drug addict”, der – for at komme så tæt som muligt til sit “drug” – søger hyre på en hvalfangerskude, på planeten Nullaqua. Fik I den? Null Aqua – nul vand! For der er nemlig ikke noget vand på den planet (hej Dune). Ja, faktisk er der ingenting, bortset fra et stort krater fyldt med støv. Og i dette støvhav lever de “hvaler”, af hvilkes lever man udtrækker Flare. Og dette vidunderstof kan få gamle til at blive unge, samt få lemmer og organer til at vokse ud påny (hej Shayol). Det forekommer mig at der er en slet skjult henvisning til amber gris, samt ideer om stødtænders positive virkning ifht impotens. Men da romanen også blærer sig med, at være en hommage til Moby Dick, så er der måske flere lag i narrativet. Og i så tilfælde er jeg da fræk nok til en selv-reference – kommer her: http://blog.gravko.com/#post92

Jeg gætter på, at jeg kun lige har åbnet æsken med “longevity drugs in fiction” (det må vel være det modsatte af Pandoras kasse/kiste/boks?). Jeg mener: – vi har jo slet ikke berørt She eller Kong Salomons Miner eller Orlando. Og jeg ved heller ikke om midichlorians skulle haft en plads, hvilket nok skyldes at for min del er Star Wars bestående af “A New Hope”, “The Empire Strikes Back” og “The Return Of The Jedi”. Resten er forsøg på at finde en udødelighedselexir.

SONETTER OG ANAGRAMMER

aug
22

Nogle læner sig op af Facebook, Twitter, Instagram eller … ja, hvad det nu kan være, i den stadige higen efter opdateringer, informationer, vibes, memes, og hvad det nu altsammen hedder. Personligt holder jeg mig til “sædvanligvis velinformerede og pålidelige kilder” (min svoger).

Ad den kanal er just indløbet følgende:

Washington Crossing the Delaware
by David Shulman 
 

A hard howling tossing water scene
Strong tide was washing hero clean.

“How cold!” Weather stings as in anger.
O silent night shows war ace danger!

The cold waters swashing on in rage.
Redcoats warn slow his hint engage.

When general’s star action wish’d “Go!”
He saw his ragged continentals row.

Ah, he stands–sailor crew went going
And so this general watches rowing.

He hastens–Winter again grows cold;
A wet crew gain Hessian stronghold.

George can’t lose war with ‘s hands in;
He’s astern–so, go alight, crew, and win!”

 

Det er selvfølgelig meget godt og patriotisk og poetisk. Men det interessante er, at hver eneste linie er et anagram af sonettens titel/overskrift/navn.

Udgangspunktet – inspirationen – er naturligvis dette:

Billedresultat for washington crossing the delaware

 – Og der skal man lige holde sig for øje, at piratflaget bag G& er en anakronisme, thi det var ikke eksisterende da han krydsede merbemeldte flod.

Så nu er jeg begyndt at spekulere på, om man kan lave samme nummer med “Kong Christian stod ved højen mast”.

En nærmere undersøgelse af poeten bag sonetten (altså ikke Johannes Ewald), godtgør at han (altså: David Shulman) var kryptograf og leksikograf, samt scrabble-champion. – Så tro da faen! Men på den anden side skrev han sonetten som 23-årig, så én der er dobbelt så gammel (&thensome) sku vel nok ku ku (faldera). Teknisk set drejer det sig blot om at printe KONGCHRISTIANSTODVEDHØJENMAST ud i meget store bogstaver, klippe bogstaverne ud, og sætte dem sammen til en ny helsætning. Problemet er, at lortet også skal rime – det ligger lissom i sonettens struktur. På den anden side findes der jo ikke længere “problemer”, kun opgaver – til nød udfordringer. Og så er det man mangler en anagram-generator. Findes sådan én? Ja den gør: http://www.ebn.dk/anagram/

Er den så noget værd? Omkring 6000 anagrammer – eller det permutationer? – senere, er den kun noget frem til “drejø gavner (og så noget sludder)”. Generatorens største bedrift er næsten dens eget eksempel på et anagram: Numsekarls ølkasser – anagram for Lars Løkke Rasmussen.

Vi starter med at krydse Delaware, i røg og damp, ved højen mast – og ender på en ølkasse! Jeg gemmer “opgaven” til juleferien.

 

COULROFOBI

aug
20

“Hephey! Ungdomsklovnen Krølle!”

Coulrofobi er ‘sygelig angst for klovne’. Min personlige holdning er, at klovne jævntud er u-sjove, grænsende til det kedsommelige, og der skal ikke meget til at vælte dem over i det decideret uhyggelige. Ham hér kender vi jo:

Billedresultat for pennywise

Og der er sgu ikke langt til Ronald MacDonald. Men kulturhistorisk set lader det heller ikke til, at klovnen er blevet betragtet som en decideret morsom figur. F.eks hang der mange af dem hér, i barndommens kolonihavehuse:

Relateret billede

Fandme’ opmuntrende, mon ikke! Og hvis vi skal tilbage til filmens univers, så er der jo altid den ret tragiske skolelærer fra “Den Blå Engel”:

Relateret billede

Klovnen – eller klovnefiguren – har, som et af sine udspring, den italienske commedia dell’arte-tradition, med tråde tilbage til det græske masketeater, hvorefter vi kan gå til makronerne med “Rigoletto” og “Bajadser”. Rigtigt muntert. Og herfra stammer også traditionen med Den Hvide Klovn og “hans” to Auguster (de dumme). Eksempel:

 Billedresultat for Linie 3

Man kan derfor, med nogen ret, påstå at “Mens vi venter på Godot”, af Samuel Beckett, er den triste historie om to auguster, der venter på den hvide klovn, Godot, og derfor ikke rigtigt kommunikerer, eller responderer, på hvad der iøvrigt sker omkring dem. De skal jo styres. Ellers bliver de ustyrlige:

Billedresultat for the joker

Jeg ved ikke hvorfor klovner skal betragtes som sjove. Det er de ikke. De er tragiske figurer. Og den slags fornemmer børn hurtigere end voksne. Så coulrofobi grundlægges i barndommen af forældre, der saftsuseme vil ha, at ungen skal synes klovnen er sjov. Selv skal de ikke nyde noget. Og det ved de godt. Og derfor er det måske, at klovnen har så mange grimme ansigter i populærkulturelle sammenhænge. Vi ved godt den er gal.