SUPERKULTUR

Ind&Ud-Dannelse – refleksioner over en studiestart

sep
13
Billedresultat for mikkeline på skattejagt
(Claus Deleuran)

I denne sene sommer sprang jeg ud (af skabet) som ny-udklækket studerende på Læreruddannelsen. Og måske ville jeg hellere have læst Litteraturhistorie, Idehistorie eller Teologi, men visse forhold i en yngre Andersens valg og præferencer “understøttede” ikke muligheden for sådanne excesser. “Okay!” som jeg sagde til mig selv, “Så kan jeg da bare undervise i dem!” – tadaaaah! Ergo est sum et quid erat demonstrandum – eller sådan noget; så hvordan underviser man?

Nu skal det absolut ikke være nogen hemmelighed, at “morfar”, hér, absolut ikke er nogen havørn (snarere en Eddie The Eagle), når det kommer til EDB-it-teknologi. Og det kan jo have sine bagdele (udover den man sidder himmelfalden på). Altså tog det mig grumme lang tid, i det hele taget at finde ud af, hvad&hvordan jeg skulle tilmelde mig det ene, huske at oprette det andet, finde rundt i det tredje (portaler, rum, opslagstavler, studiemail, planer, skemaer, dødlinjer, obligatoriske valg – samt ikke-obligatoriske valg men gider du ikke godt, alligevel?), læselinier mv.), for slet ikke at tale om noget helt konkret: – Hvor? Hvornår? Og i hvilket omfang?

Billedresultat for kapitallogik
(Claus Deleuran)

Tilmed kunne jeg konstatere, at en stor del af den “dialog”, der ikke var direkte undervisningsrelateret, foregik på FaceBook. Og der kan jeg bare sige, at jeg er SÅ meget IKKE på FB, at jeg fravalgte det, før det blev “implementeret” – og det har jeg ikke årsag til at ændre på (så fik jeg klemt det af).

Billedresultat for facebook logo down

Mere substantielt vedkommende er det måske, at jeg ret hurtigt indså nødvendigheden af, at rotte mig sammen med nogen – en medstuderende, f.eks. – der godt gad at supportere og coache en “ældre medborger” udi det it-teknologiske og de FB-gruppe-informationer, der kunne være relevante. Og det lykkedes – faktisk lykkedes det uden besvær. Faktisk “kom det til mig”.

For det er jo lisså godt, at indrømme det! Mine medstuderende – mine “klassekammerater” – er (naturligvis) langt yngre end mig. De, der ikke ligefrem er “millenials”, begyndte i 1. klasse, da jeg fik mit første job på Fyn efter at være flyttet fra København med min familie. Jaja, Tiden går – Tiden griber om sig … (som Johannes V. Jensen siger). Men – og det var det, vi skulle frem til – så henvendte mange af mine medstuderende sig direkte til mig, med forespørgsler om hvorvidt jeg nu forstod det, om jeg kunne det, om jeg var med og “på”. En omsorg, med andre ord, jeg dels tilskriver et socialt sindelag (id est: – de unge mennesker, om forlov, er ikke – IKKE – egomanisk styret af præstationsræs eller konkurrencementalitet, således som det ellers hævdes), dels tilskriver min deltagelse i de aktiviteter, der var tilrettelagt i den såkaldte “Intro-uge” – som andre steder kaldes “rus-tur” (med tryk på begge stavelser, men varierende tryk afhængig af nattens fremskriden, ikk’sandt?). Af kørekorts-relaterede årsager, samt transport-tid, kunne jeg så ikke deltage i den helt store “rus”, men jeg var der – indtil jeg ikke var der …

(Claus Deleuran)

Morituri te salutant! Eget ansvar for egen læring! Der er ikke obligatorisk mødepligt – undtagen når der ER – men ikke desto mindre er der navneopråb til lektionerne! – fordelt på 16 timers “konfrontal”-undervisning (altså med en fysisk tilstedeværende lærer, i et fysisk tilstedeværende lokale, på en fysisk geografisk destination – Being There og Føl Nuet, med andre ord). Allerede dér begynder flimmeret, som Dan Turell vile have sagt.

Lettere dysfunktionalitet i forhold til sindelagstransplantationer, med en overliggende konspiratorisk paranoia i ascendanten, har jeg – med et mix af “OMG” og “Okay, kom så, tøser og knejte” – fulgt med i vores sprit-nye regerings udsagn om “forbedring af læreruddannelsen”. Og de intentioner kan man så ihvertfald kun mærke “with a vengeance” – hvis de da overhovedet har nogen indflydelse!

Det er okay! Som sagt: – eget ansvar for egen læring! Fino! Ikke desto mindre kan jeg konstatere, at disse 16 “konfrontations”-lektioner, er tætpakkede, for ikke at sige komprimerede, til sekvenser af oplæg, summe-møder med sidedamen, respons, power-point-oplæg (5 minutter), 15 minutters gruppearbejde, feed-back og evaluering af gruppearbejde! Nyt emne: – hvad anser Von Dingledang for væsentligt i didaktikken, set ifht McBezzerwizzers udsagn om Den Stadige Læring? I har jo læst det! Ja? Har du et svar? Og det skal I lave en videofilm om til imorgen! I bestemmer selv hvordan … iøvrigt har jeg lige lavet en læseliste til jer, til næste gang! Og husk testen på torsdag – I må gerne bruge hjælpemidler, men mobilen skal være slukket!

Træk vejret! Grounding!

Og så forventes det iøvrigt, at vi studerer 40 timer om ugen. Om det så er med eller uden de 16 timers lektion(er), har jeg ingen ide om, for det er fuldstændigt ligegyldigt. Thi “morfar”, hér, kan jo udmærket godt mærke, at underviserne også – OGSÅ – er pressede, og frustrationerne over ikke at kunne nå det, indenfor den fastsatte tid, ikke at kunne få gennemført planen, ikke kunne dokumentere resultatet …. – det sender frustrationen og nervøsiteten videre. Hvilket skal ses lidt i kontrast til en lektion vi netop havde igår om forskellen på “Kontinental” og “Angelsaksisk” didaktik – den første er, nåja, sådan “Det Hele Menneskes Dannelse” (Grundtvig og Kold), og den anden er “Præstation! Point! Test! CV or it doesn’t exist med URL – og fuck dig!”

Det er en lidt ambigiøs oplevelse, at høre en præsentation, der lægger vægt på at det danske folkeskolesystem retter sig mod “Det Kontinentale”, mens oplægget i sig selv, og forløbets sekvenser og opgaver, mere bærer præg af en målrettethed, der ikke levner plads til kontemplationen og fordybelsen, men mod præstationen.

Man kan – med alle mulige forbehold (eventuelt bide tungen over på sig selv; alternativt: – slette dette indlæg – eller bare “hoppe fra”) – muligvis påstå, at denne form for uddannelse allerede skaber en “ind”-dannelse, der – måske ikke som formål, men som effekt – har, at de lærerstuderende eksisterer i en zone af dis-komfort og præstationsangst. – Ikke noget supergodt udgangspunkt for rollen som formidler af dannelse, viden, indsigt og omverdensforståelse.

Men jeg klager ikke! Gubevares dog, at skulle være utaknemmelig over, at det Hellige Danske Uddannelses-system, i sin omnipotens har ladet en gnist af nåde falde på mit simple selv, og gjort en adgang til at studere til en mulighed for min ringe person. Dette takker jeg for, af et inderligt hjerte, samt husker i min aftenbøn til de evindelige magter og i Herren velbehag!

Men omnipoten kunne måske så også godt bruge “poten” til at skrabe nogle flere pekuniære midler og lidt større potens i retning af de uddannelser, der skal kalfatre forhold, som alle partier – ALLE partier – finder væsentlige! Opdragelsen af, uddannelsen af og kompetance-infusionen i den (til stadighed) opvoksende generation.

Og så irriterer det mig også grundigt, at uddannelsen starter med spørgsmålet om, hvad “læring” er. Jeg mener: – hvad med at starte med at spørge, hvad børn er? Det er jo dem der skal lære!

Billedresultat for børn i trillebør
Hva’ ska’ du ha’ i bør’en, Karl-Hugo?

Kontakt på dåse

aug
16

Kunne også kaldes “Flaskepost Fra Rummet”, idet det – indledningsvist – “rinder mig i hu”, at romanen “Abernes Planet” (Pierre Boulle, 1963 (le singe est sur le planete, som Eddie Izzard ville have sagt)) starter med, at en ungt par, der er på bryllupsrejse i det ydre rum, finder en flaskepost, der så indeholder fortællingen. Pointen er forsøgt genskabt i diverse filmatiseringer, men når ikke rigtigt det satiriske niveau, der bringer “La Planetes Des Singes” i familiær nærhed af “Niels Klims Underjordiske Rejse”, “Gullivers Rejser” og/eller rabelaiske falbelader. Men det er heller ikke dét, det skal handle.

Billedresultat for arthur c clarke the sentinel
(kunstneren hedder Steve R Dodd)

“Næste gang du kigger på fuldmånen,” begynder Arthur C. Clarke sin novelle “The Sentinel” (“Skildvagten” – 1953) “- så kan du lokalisere Mare Crisium omkring klokken 2 på måneskiven” (frit efter hukommelsen). For det er nemlig dér, vor hovedperson opdager en pyramide af absolut extra-solar oprindelse, som – ved berøring – straks hyler et “advarselssignal” langt ud i det interstellare rum. Og så har vi balladen!

Denne novelle, og jeg ved I ved det, og jeg ved at I ved at jeg ved det, men det skal jo siges, er udgangspunktet for Clarkes og Kubricks “2001; aso” (Men iøvrigt findes der en meget skæg tegneserie af Alfonso Font, der hedder “C&K” – med vilje). Og vi skal hér blot konstatere, at både “pyramide” og “Monolit” (“TMA-1”) er såkaldte “Bracewell Probes”.

Billedresultat for bracewell probe
sådan en fætter – måske

En Bracewell Probe (BP – ikke british petrol!) er en (hypotetisk) ubemandet sonde, som væsener på andre kloder (herefter forkortet til “ET”) har sendt ud i det interstellare rum, for at skabe kontakt med andre intelligensvæsener i andre solsystemer. En BP er stort set en robot-sonde, og egentlig ikke så forfærdelig anderledes end de der Voyager-sonder, som de der NASA sendte op i 19#¤% – eller hvornår det nu var. For målet er “contact”. Formålet er kontakt – med ET.

SETI-programmet(projektet) har kørt i mange år, men fordi resultaterne er udeblevet (bortset fra et enkelt “Wow”-signal, og en mærkværdighed som LDE – long delayed echo), pønsker diverse involverede kapitalinteresser (også kaldet “investorer”) på at nedlægge foretagendet, udfra det markedsøkonomiske ræssonement, at det ikke kan betale sig. Det kan grundforskning generelt ikke – cost/benefit-analyser (“hwa svarre sej?”) duer ikke rigtigt i den sammenhæng, for så skal man på forhånd kende svaret på det spørgsmål man ikke kender. Men vi kan selvfølgelig også bare lade være med at stille spørgsmål – eller hvad med at forbyde tænkning? Så sku den bare være hjemme, ikkesandt!

Billedresultat for signal from outer space
Bull’s Eye, godt ramt!

I en video på YouTube, kommer forfatteren John Michael Godier “ind omkring” hvilke signaler, eller “budskaber”, vi måske ikke helt har lyst til at få fra ET. Han starter med meddelelser som “Skrid”, “Pas Jer Selv”, “Vi Er Allerede Døde”. Men finder at budskaber som “Overgiv Jer” eller “Vi Er På Vej” kunne virke faretruende. Hvilket altsammen er yderst tentativt, idet vi – os – hér på Jorden – ikke har modtaget et eneste budskab. Endvidere er jeg, andetsteds, stødt på en lidt mere frygtindgydende udgave af “first response”: – Stille! De kan høre jer!

Tager man i betragtning hvilken omfattende teknologisk udvikling der skal til, før en given ET (med samt “osselv”) skulle blive istand til, at give sig i kast med udsending af signaler eller sonder, så finder jeg det svært at tro på en barbarisk eller xenofobisk motivation. Men okay – heller ikke alle danske politikere er for børn. Til gengæld ved de ikke meget om det ydre rum. Så inden jeg kommer for godt igang med det pjat, tilbage til “kontakt”.

Billedresultat for a for andromeda

Fred Hoyle, som også skrev “The Black Cloud”, udgav i 1962 romanen “A for Andromeda”. Kort fortalt handler denne om et signal fra rummet, der angiver vejledningen for en “datamat”, der skal kobles op på styringen af et “næringskar”, med det formål, at skabe en “ambassadør” for de ET, der har sendt signalet. Et vist ekko er skabelsen af Leelo i “The Fifth Element”. Og et langt højere associations-hyl vil være til Carl Sagans “Contact” (1985), hvor ET_signalet angiver, hordan “vi” skal bygge et “rumskib” så vi kan komme i kontakt med “dem” (nu er jeg ikke den store Jodie Foster-fan, men jeg er blevet belært om, at filmatiseringen fra 1997 skulle være god).

Egentlig synes jeg romanerne er sådan “meget gode”, men jeg kunne godt tænke mig at se fortællingen “fra den anden ende”. Prøv at overvej etikken i, at sende besked – ud i det blå – om hvordan man/nogen/ET skaber et menneske i et (Frankenstein)-“badebassin”? Prøv at tænk på hovskisnovski-modussen i at et sende et signal ud, der skal fortælle ET hvordan de skal bygge deres rumraket! Må vi være her.

Billedresultat for the black knight satellite
“The Black Knight”

Men tilbage til emnet. Bracewell Probes. Ovenstående billede er et foto af den såkaldte “Sorte Ridder” – et fotografi taget af en eller anden på en eller anden apollo-mission. Og angiveligt skulle det være et foto af en ET-sonde – en BP – der er i kredsløb om Jorden, hvilket er en rigtig god historie, der ligger lige til højre ben i enhver konspirationsteori-elskers højre kørebane. “De er her, allerede” – o fryd, o frydefuld rædsel!

Billedresultat for bob morane

Og den indfaldsvinkel var “Henri Vernes” ikke sen til at tiltræde ifht endnu en historie om super-action-helten Bob Morane, der ligger i feltet James Bond, Doc Savage samt diverse Tarzan-kloner i Edgar Burroughses hele – hrm – ouevre. Og jeg skylder måske lige en lænke; kommer hér:

Men for nu lige at vende tilbage til Clarke, så er én ting at påstå at “pyramiden” i “The Sentinel” (faktisk: “The Sentinel Of Eternity) samt Monolitten i “2001” skulle være BP’ere, så er “The Starglider” fra “The Fountains Of Paradise”, ubetviveligt en sådan. Men samtidig tyder meget på, at Monolitten også er en von Neumann-maskine, id est: – den kan reproducere sig selv (se “2010”), og – ovenikøbet – terra-forme Europa (månen, mand, ikke landområdet!). Og jeg vil også påstå, at Rama (“Rendezvous With Rama”) er en BP med intern “von Neumann-maskine”. Lad os lige tage den:

Billedresultat for rendezvous with rama

I løbet af denne ret korte fortælling, støder Endeavours besætning på skabelsen af vedligeholdelsesrobotter – bioter – mens de spekulerer over, hvad søren der kan være formålet med den “kemiske fabrik” de har døbt “New York”. Tilfældigvis (romanen er fuld af den slags), fremkommer “dyrepasseren”, hvis opgave det er at passe de super-chimpanser, der er en del af besætningen (mind you: Abernes Planet), med den påstand, at “New York” er en “fabrik” til fremstilling af “ramanere”. Javel ja: – hej “A for Andromeda”!

Novellen “Specialist” af Robert Sheckley (samlingen “Untouched By Human Hands”) drejer sig nok ikke helt om hverken en von Neumann-maskine eller en BP, men den er værd at nævne, fordi dens forudsætning er et nært samarbejde mellem mange slags ET(ere). Og jeg skrider lige til et kort resumé, man selvfølgelig skal springe over, dersom man ikke har, men ønsker at, læse novellen – hvilket kan anbefales.

Billedresultat for robert sheckley specialist
Illustration er muligvis af Frank Kelly Freas, men bortset fra hurlumhejet af tekst udenom, er det faktisk en illustration til novellen

Et stjerneskib bestående af motor, vægge, kok, øje m.fl. kommer ind i “foton-storm”, der slår deres “Pusher” (“bevæger”) ihjel. Alle stjerneskibets komponenter er ETere, og nu må de finde en planet med “pushere” (jaja, skidesjovt, men det er ikke det der menes, velda!). Og det viser sig så at mennesker, uden selv at vide det, er “pushere” (jvnf. Larry Niven “Protector”).

I en hvis forstand (!) er det også min entydige overbevisning, at samtlige af Iain Bankses superrumskibe, orbitaler og worlds kan betragtes som BPere, al den stund at de bl.a. er motiverede til at udforske (og så indkalde Special Circumstances, når bølgerne går højere end stævnen), og i et vist omfang også von Neumann-aggregater, kva deres ressourcer. At de så også har deres egne agendaer – som det jo hedder på smukt nudansk – peger muligvis tilbage til Poul Andersons (jeg har sagt det før; jeg siger det igen) novelle “Epilogue”, ifht en “oprindelseshistorie”.

Skidt med det. Videre med BP.

Billedresultat for saberhagen berserker
Michael Whelan

Fred Saberhagens saga om “The Berserkers” er eksempel på et mere mistroisk, xenofobisk syn på BP. Vi taler om stjernefarende dræberrobotter, der stadig fungerer, lang tid efter en millionår gammel krig er endt, med det ene formål at udradere alt liv. Et godt udgangspunkt for slag i bolledejen. Og jeg kan fornemme – og måske er jeg alene om det – at Frederik Pohl i sin “Heechee”-saga tværede “The Berserkers” ud, ved at fremstille “The Asassins” som en maskin-intelligens, der bare ikke forstod noget om biologisk liv. Hvilket man så – efter lyst, evne eller tilskyndelse – kan projicere sit eventuelle ækvivokke perspektiv over på “Matrix”-serien.

Endeligt er der de tilfælde af BP’ere, som jeg – personligt – holder allermest af. De uforståelige. Og det gør jeg af to årsager. For det første er det ret sikkert, at en eventuel kontakt til/med ET eller BP ikke er genkendelig ud fra en “menneskelig” standard. Jeg mener: – vi ved at delfiner er ret proffe i arenaen for cerebral performance. Men har vi nogen kontaktflade dér (udover Waterworld-Shows)? Vi ved ikke engang om de ved, at vi også har noget duelort at rykke rundt med. Og det er her på Jorden – fail 404!

For det andet kan jeg kun være begejstret for forfattere, der virkeligt gider og har evnen til at forestille sig det ufattelige, og give os andre – læserne – et lille spark i forstanden, selvom det hele står uklart (jaja, udenfor tematikken: “Solaris”, Lem). Så hvor finder jeg så BP’ere i litteraturen?

Billedresultat for against infinity
Det var Morten Søndergård i Fantask, der anbefalede mig den, med denne forside

Jeg er ikke så helvedes sikker på, at jeg vil anbefale “Against Infinity”, men jeg præsenterer den hér, fordi den beskriver et artifakt – The Aleph – en “maskine”, der fiser rundt på Ganymedes og helt klart er af “anden etnisk afstamning end jordisk”, samt opfører sig besynderligt – for slet ikke at tale om, hvad den indeholder (det er lidt sjovt at den, gennem hukommelsens tågede nefa-lygte-skær, associerer til “Mythago Wood” – det må jeg nok snakke med en doktor om).

Vi vil derfor kigge på to eksempler på noget der måske, måske ikke, kunne være repræsentanter for BP’ere, der ligger hinsides vores erkendelseshorisont.

Billedresultat for rogue moon

“Rogue Moon” handler om en bygning/maskine/labyrint, som man har fundet på Månen (Monolitten fra 2001 foldet ud?), der helt klart er plantet/konstrueret/bygget af ET’ere. Og dens funktion er, tilsyneladende, at slå enhver indtrænger ihjel. På et andet plan handler romanen om dybdepsykologi (Freud, Jung, Reich), og lad det være sagt med det samme: – ingen forklaring, men en god tur.

Den anden, helt hysterisk mærkelige, hvor jeg slet ikke vil lægge hovedet på bloggen, og påstå at der er tale om en BP, er “Roadside Picnic” af brødrene Strugatskij. Og heller ikke hér er der nogen forklaring, kun beskrivelse af fakta og fænomener. Det er som det er. Dit “hvorfor?” er lisså godt som videnskabens “hvordan?”

Billedresultat for roadside picnic

Jeg vil ønske, at jeg lever den dag vi får den kontakt. Jeg er realist nok til at indse, at prognoserne ikke er for gode. Men ikke desto mindre ved jeg (fordi jeg tror det og ønsker det), at ET og muligvis deres BP er derude – et sted.

Indtil det bliver en realitet må vi fabulere om det totalt fremmede og vsåledes gøre os bedre rustede til at møde det. Når vi gør. Derfor Science Fiction – hiphip ….

SYMBIONTER

aug
06
Billedresultat for symbionter
Find Nemo

Der er en væsentlig forskel på parasitisme og symbiose. Det første er voldtægt, mens det andet er elskov, for nu at lægge brutalt ud – men så ved vi da, hvor vi står.

Til hedengangne ESSEF skrev jeg et par klummer om FORSLAG TIL SOMMERFERIELÆSNING og OBSKURE ROMANER. Og man kan sådan set sige, at jeg hermed lige giver den øvelse lidt kunstigt åndedræt og en gang hjertestart med stød på stød (eller også bliver det bare et frankenstein-monster – det ku jo osse være), og tiltræder en modus af ældre dato.

Dette er således ikke en ekskurs udi det biologiske og zoologiske, i forhold til symbiose og symbionter (kun når det er til forståelsens fremme), men derimod en slags oversigt over romaner og noveller og film, der har temaet med i betragtning – primært, faktisk udelukkende, science fiction – og som jeg godt vil anbefale (om ikke andet så til genlæsning).

Relateret billede
Bedstefar (nej, det er en Portugisisk Orlogsmand, på eng. “Bluebottle” – det er ikke et individ, men en koloni; sagde du “havgående myretue”? Ja – noget i den stil

Under overskriften “EXOBIOLOGI”, præsenterer Arthur C. Clarke i samlingen “Tidssonde”, 1969, James H. Schmitz’ “Bedstefar” (“Grandpa”, Analog 1955). Cord er en ung mand, der på en splitteranden planet, kommer i dramatisk kontakt med noget fundamentalt ved planetens økologi. Titlens “Bedstefar” er en slags åkande med en hvis doven mobilitet, der pludselig bliver “besat” og går bananas. Løsningen på det “mysterie” er novellens pointe.

Et lignende tema gennemspiller Poul Anderson i novellen “Hiding Place” (1961), en del af hans Future History, med Nicholas van Rijn, David Falkayn og – senere – Dominic Flandry (det kommer vi tilbage til). Van Rijn er på røven! Rumskibets “konverter” er gået ned, og “adderkopperne” (hvabbehar?) er efter dem. Men så finder de et rumskib, bygget af en “anden race”, og border det. Problemet er nu, at finde besætningen, som åbenbart har gemt sig i lasten, der består af en regulær zoologisk have – eller ihvertfald specimenter til en sådan. Så hvor har besætningen gemt sig? Hvem er de? Hvordan og hvorledes? Og igen er løsning og pointe, at det er ikke 1 men 2 “andre racer”, der udgør besætningen.

Denne model sætter Anderson i endnu højere gear i “The Rebel Worlds” (1969)

Billedresultat for the rebel worlds
Ruka, Noga, Krippo, Kathryn og – ahr, det kan jo ikke være Flandry! Han mangler overskæg!

Og en anden, mere dramatisk udgave:

Billedresultat for the rebel worlds
Dette er en “didoner”, og helt metroseksuelt benævnes den “hesh” på engelsk og “haun” på dansk

Det fede ved lige den hér symbiont er, at Anderson – gennem Flandry – gør sig overvejelser om, hvorledes denne symbiose er kommet istand. Og der skylder man måske lige at sige, at “rukaen” (aben) og “krippoen” (pelikan-frigat-fuglen) er blodsugere. Tanken er, at freksempel såkaldte “oksehakkere” – de dér rengørings-drosler, der sidder på såvel næsehorn som bøfler, og som – mens de renser pachydermerne for parasitter – også lige tager sig en slurk blod i ny og næ, muligvis og stærkt pressede, kunne gå over til en ren “blod-diæt”. Men “The Rebel Worlds” handler om andet end lige dette stærke krydderi. Og så vil jeg da lige indskyde, at Anderson også foretager sig lignende ekstrapoleringer i novellen “Epilogue”, hvor der skal gives en forklaring på en robotificeret Jord, i en fjern fremtid (James Hogan prøvede lignende med “Code Of The Lifemaker”, men det er anden snak).

I en anden boldgade, men stadig Anderson, har vi novellen “Call Me Joe” (1957)

Billedresultat for call me joe
Det er ikke Joe, men det er Anglesey!

Historien er, at en krøbling “styrer” et kunstigt frembragt væsen, der er landsat og bor på Jupiters overflade. Men pointen er en anden, og iøvrigt kommer vi ind omkring tropen Psi/ESP om lidt. Ikke desto mindre vil jeg da lige gentage, hvad andre også har konstateret: – Grandpa-Call Me Joe-cocktailen hedder, på filmisk: “Avatar” (og så ikke mere om den).

I “Skyggernes Ambassadør” (Linda&Valentin) optræder der også en symbiont: – gruboerne og deres “piloter”, gopler med psioniske egenskaber. Men inden vi går videre af den sti, lad mig så lige nævne Hal Clements “Needle” (1950), om en udenjordisk detektiv, på størrelse med og af form som, en snotklat, der – nåja – slår sig sammen med en menneske-dreng for at spore en morder. Og skal vi også lige nævne “The Babel Fish” fra Douglas’ “Hitchhikers Guide …”?

Lad os da også lige vende de hér to:

Relateret billede
Carnage and Venom

Altså – og sådan som jeg har forstået det – er dragterne selvstændige entiteter, der sammen med deres “human hosts” bliver til henholdvis … osv.

Det er ikke nogen spritny ide. Allerede i et tussegammelt “Superman”-blad, var der en historie om en rumskibsfangetransport, der eksploderede, men “fangens” og “pilotens” dragter “overlevede” og “besatte” mennesker på Jorden. Og jeg beklager manglen på henvisninger – man må spørge sig for, men det er rigtigt nok.

Og så går vi lige over i en anden slags symbiontisk symbiose-beskrivelse.

Deciderede “cyborgs” ligger lidt udenfor nærværende indlægs begivenhedshorisont. Men idet den eksakte skelnen kan være noget vanskelig at foretage, tillad mig så at nævne Anne McAffreys “The Ship Who Sang” (1969), der (igen!) handler om en krøbling, der – dennegang – får overført sin hjerne til et stjerneskibs kommandobro. Interessant nok har hun brug for en (stærk) mand til alt vedrørende vedligeholdelse, hvorfor roman/novelle-serien hedder “Brain&Brawn” – altså “Sind&Sylte”. Jaja, sådan kan det gå. Og iøvrigt tror jeg også, at “Kronos”, i vor hjemlige Niels E. Nielsens “Skyggen Fra Sirius” er en ret organisk hjerne – og ikke en af hans sædvanlige krystallinske halvtænkere.

Relateret billede
Ship

En lignende tematik (samt så meget mere og andet) introducerer Frank Herbert i “Destination: Void”. Heri bliver vi præsenterede for OMGs (Organic Mental Cores) – Little Joe, Myrtle etc – der osse er hjerner koblet op til rumskibe. Og i den roman er det sådan, at den mere motorisk ikke-udfordrede del af besætningen, faktisk må “gå ind” og være pseudo-OMCs, mens hovedopgaven (“you have to create an artificiel consciousness”) foregår. Og en hel bunke anden spektakel, “herbert-vise”. Hvilket er en trope – et tema, en problematik, nåja: en idé – der også kommer til udtryk i Brian Staplefords “Hooded Swan”-serie (1972 -1978), samt i tegneserien om rumhelten “Starlord” (1976) og hans “forhold” til “Ship”.

Billedresultat for the unreasoning mask

Mere mytologisk (religiøst?) er Kaptajn Ramstans forhold “sit” rumskib, “Al Buraq”, i Philip Jose Farmers “The Unreasoning Mask” (1981) – og jeg ved heller ikke, hvad jeg skal mene. Som i så mange Farmer-romaner (og noveller) står vi overfor spørgsmålet “er vi døde eller levende – “do I wake or dream”?? Men rideturen på al-Buraq (og slå lige det op og bliv forvirret!) er da meget sjov, så længe det varer.

Jeg ville også have sagt noget intelligent om Theodor Sturgeons “More Than Human” (1953) eller Michael Bishops “Transfigurations” (1973), men ved nøjere eftertanke har det vist ikke meget at gøre med “symbionter”, men mere med “gestalter”. Til gengæld vil jeg lige være pop-smart – evt. superkulturel, og bringe “midichlorians” på banen.

Billedresultat for cell

Bortset fra det uvederhæftige sludder&vrøvl i StarWars-sagaen, om at “midikolerikerne” er bærere af “The Force”, så er enhver organisme opbygget af celler (se ovenfor, s’il vous plait). Det interessante, både generelt og specifikt (ad/ref: – “dette indlæg”) er, at enhver (organisk) celle er en symbiont. Alle disse golgier, reticulummer, mitokondrier, ribosomer – oghvarvi? – var oprindeligt fritgående organismer, som i fællig og enighed besluttede sig til at bygge sig en ny tilværelse, til hvilket cellemembranen svarede “den klarer jeg!” Hvilket jo så betød, at de allesammen forskertsede muligheden for, at tiltræde en udviklingskaskade hinsides den GodWall, som cellemembranen havde dannet omkring deres “amniotiske hav”. Og der må være et princip i det, for også på større skala forefindes denne tilsyneladende “selvopofrelse” (se Stephen Jay Goulds “Små fisk- Store fisk”), og jeg skal kun fremdrage dén hér fidus:

Billedresultat for deepsea fish male
Bemærk “sneglen” på bugen. Det er en “han”. Han er vokset sammen med “fruen” og fungerer nu kun som en forvokset testikel – en “sæd-leverandør”

En anden udfoldelse af det “princip”, der ligger bag “teorien” om “midichlorians”, kunne være “connectives”, således som dette begreb udfoldes i “Whipping Star” af Frank Herbert – en del af hans “Conscentiency”-serie.

Billedresultat for whipping star

I denne roman, går det op for “vores helt”, Jorj X McKie, at “connectives” (på samme måde som SW’s midichlorians) er en “kraft”, der udnyttes på forskellig hvis af forskellige “racer”, og som udgår fra “Calebans” – ekstradimensionale væsener, hvis manifestation i “vores” Univers er det samme som stjerner. (Kom ikke og sig, at tingene ikke hænger sammen!!!)

Endeligt er der to sjovt identiske mærkværdigheder, der nærmest kunne være toppen på kransekagen: for det første Stanislaw Lems “Solaris” (1961), hvor “solaristikkerne” funderer over om “Havet” muligvis kunne være resultatet af en fuldstændig sammensmeltning af alle livsformer på planeten – engang i fortiden. Og den anden er Douglas Wayne Barlowes “Amøbiske Hav”, fra hans “Expedition” (1990) om en rejse, en ekspedition, til planeten Darwin IV.

Relateret billede

Så tak for denne gang og gid det må gavne. Og næste gang skal vi snakke “Bracewell Probes”.

LORD OF THE RINGS 2.0?

jul
31
“The Last Ringbearer” ill. af Mark Zug

Nåmmen, så fik jeg læst Kirill Eskovs (el. Yeskov) “The last Ringbearer”. Og lige først lidt udgivelseshistorik (sådan da): Eskov fik udgivet romanen i 1999, på russisk. Rimeligt nok; manden er russer. og så er han palæontolog og hans speciale er edderkopper i kolde egne (edderkopper!). Og Wikipedia, som altid har ret, vil vide at den er oversat til polsk, tjekkisk, spansk, estisk og portugisisk – men ikke til engelsk, thi intet britisk (eller amerikansk?) forlag turde gå i clinch med The Tolkien Estate i forhold til et rettighedskompleks som “estaten” sidder tungt på.

Altså troede jeg ikke, jeg nogensinde skulle få læst TLR, idet mit estisk-polsk-portugisiske er (skal vi sige) “en smule rustent”. Men så viste det sig, at Yisroel Markov, der sandsynligvis (som i: – jeg ved det ikke, men jeg tror det) er en russisk jøde, med bopæl i Israel og med arbejdsplads på diverse universiteter abroad og i Storbritannien, på fuldstændig frivillig basis – and in his sparetime – faktisk havde oversat kalorius til engelsk, allerede i 2009. Og således kan man, uden fare for hverken liv eller lemmer, læse “The last Ringbearer” ved at downloade molevitten som ganske almindelig PDF. Spørgsmålet er om man har lyst til dét.

Billedresultat for the last ringbearer

Bemærk lige “solaris” nede i højre hjørne. Jeg ved godt det sikkert er et forlagsnavn (et polsk), eller benævnelsen af en bogserie, a la Science Fiktion Cirklens “ZAP”. YA-lektyre. Perhaps, perhaps, perhaps – unless it’s “perchance or mayhap”, som Ursula LeGuin påpeger i sit essay “From Elfland to Poughkepsie”. Men ang. “Solaris”, så står der i forordet til den danske udgave af denne Stanislaw Lem-roman, at oversættelsen er en katastrofe, dérhen at det er en oversættelse fra tysk, på baggrund af en fransk oversættelse fra polsk (ihvertfald noget i den stil). “The last Ringbearer” har et andet, men lignende, problem: – det er en skønlitterær roman, begået af en ikke-skønlitterær forfatter, oversat af en oversætter, der ikke er oversætter, for som der står i “Den Store Bog” man får, når man skal være oversætter: – det kræver et komplekst kendskab til det sprog teksten skal oversættes til. Men med frygt for, at dette bliver over-akademisk, og med det notabene at jeg ikke kan russisk, hvorfor sammenligning nærmest er umulig, vil jeg nøjes med at sige, at det er en underlig knastet tekst man får i/på den føromtalte PDF-fil. Men den er der! Og allerede dér …

Billedresultat for the last ringbearer

Men nu til substansen:

“The last Ringbearer” er et “second take” på J.R.R. Tolkiens “Lord Of The Rings”, udfra den præmis at historien “skrives af sejrherrerne”, samt en problemformulering der kunne udtrykkes som: “er moralbegreber kategorisk adskilt fra socioøkonomiske realiteter?” Så på en måde – på en måde!!! – ligner Eskovs tilgang lidt den som China Mieville anlægger i sin Bas-Lag-suite (“Perdido Street Station” mv.). På den måde, men uden at beskylde Eskov for “noget grimt”, så er vi alligevel ovre i det marxske (Karl – ikke Groucho) “produktionsmidler”/”produktionskræfter”, eller på mere moderne “franco lingo”: – ressourcer, miljø, schumpeterian chock.

Det korte i det (allerede alt for) lange er: – hvad nu hvis Gandalf, Aragorn og Celeborn (men sært nok ikke Galadriel) i virkeligheden var nogle reaktionære, xenofobe og dumme svin? Hvad nu hvis Sauron var en fremsynet teknologiorienteret fyrste? Hvad nu, hvis Mordor stod på tærsklen til en teknologisk revolution, fremprovokeret af et akut behov for know-how og nytænkning? Hvad nu, hvis Midgårds, Middle-Earths, overflod af “racer” i virkeligheden blot var/er forskellige folkeslag (“they are ALL different kinds of HUMANS” , for nu at parafrasere en sætning fra romanen), selv orkerne – der så altså ikke længere er torturerede og “twistede” udgaver af elverfolk, men derimod humanoide østerlændinge, og ikke specielt “sortsmudskede”, som i Ida Nyrops oversættelse af LOTR, men bare “mongolske” (“Djen, Djen, Djengis Khan, he rider, he leuter, immer weiter”) folkeslag – hvad så? Hvordan ser det så ud med Tolkiens “historieskrivning” angående Midgårds Tredje Alder og “Ringkrigen”?

Vae Victis, som også er titlen på første kapitel i TLR – hvilket er lidt sjovt, thi det citat – “Ve de besejrede” – er netop en romersk/latinsk gengivelse af, hvad kelter-høvdingen Brian (Brennus) skulle have sagt, da han smed sit sværd på løsesumsvægten, efter at have “sacked Rome” . Det glemte romerne ikke, derfor 6000 krusifikserede slaver langs Via Appia en to-tre hundrede år senere. Så kan de lære det, skide udlændinge! (Hvad Brennus/Brian egentlig sagde – og så på keltisk – ved vi ikke. Men han kunne muligvis latin. Det er ikke umuligt – kelterne var altså ikke barbarer!!! Ihvertfald ikke mere end romerne – og så er det sagt).

Billedresultat for the last ringbearer
er det en Ring eller en glorie?

TLR er ikke parodi eller satire. Det er faktisk en fuldfed pastiche a la Philip Jose Farmers utallige sådanne. Men hvor Farmer kører sit trip på et mix af seksualkulturel civilisationsfobi og metatekstuelle referencer til egen selvopfundne Wold-Newton-Family, så er Eskovs ærinde at udstille LOTR som et seksualforskrækket, reaktionært værk begået af en forfatter der ikke havde en stand forskid på økonomi, geologi, antropologi eller astronomi. Hvilket har den effekt at TLR er spækket med “infodumps” om samme ifht til en Middle-Earth that never was. Men der er noget galt.

Lad os – for nemheds skyld – sige, at hvor Tolkien går til sin LOTR udfra et idealistisk(/katolsk) verdensbillede, der forsøger Eskovs sig med en mere materialistisk(/dialektisk) model, i en beskrivelse af hvordan det ville, kunne, skulle, burde se ud fra den tabende parts side (altså: – han forsøger at gøre Sauron og orkerne til de sande helte). Og det gør han (Eskov) udfra nogle agrar-politiske, geo-politiske og historiemæssige præmisser – med bibeholdelse af et magisk islæt. Så det er ikke helt Marx Opiumforfolket, selvom det helst skulle se sådan ud. Der er stadig magi i Eskovs cover-version.

Sprogligt er der egentlig pænt knald på karamellen i TLR, omend denne “sproglighed” er af en anden tone end Tolkiens – betydeligt mere “main” eller “mundane” (mondæn?) eller hvad det nu hedder, altsammen. Og det er altså et problem, at man i TLR kommer til at stifte bekendtskab med ikke bare Tolkiens “secondary-world”, men ligefrem med dennes “alternative/alternate” world, hvilket sker udfra den betragtning (Eskovs), at LOTR allerede er – ER – en verden i “en anden dimension”. Hvilket er problematisk omgang med betroede midler og noget ombudsmanden burde kigge på.

Billedresultat for the last ringbearer
Nazgûl rådgiver Tzerlag (der er en “ork”)

TLR læses i høj grad som et appendix med indlagt dialog og handlingsreferat. Det vil være ret nemt at udbryde: “Show! – don’tell!”. Og iøvrigt kan man stille sig mærkeligt forvirret over selve narrativet, afbrudt – som det er – af nævnte infodumbs (sic!).

På den anden side må der være point for forsøget. Personligt kedede jeg mig ikke under “granskningen” – men det er måske også lidt fordi, jeg faktisk godt kan li de der indskudte klamamser som nogle af mine yndlingsforfattere (Herbert, Bishop, Varley, Brunner eller nævnte LeGuin) kan finde på. Problemet er mere at TLR ikke fungerer uden et (solidt?) kendskab til LOTR. Og lige den “skavank” afsporer toget, set ifht pasticher som nævnte Farmers eller f.eks Chabons “The Final Solution” eller Martins “Mary Reilly”. TLR kan ikke læses som et selvstændigt værk – den forbliver en kommentar, ja, nærmest en henvisning i noteapparatet vedr. fortolkninger af LOTR.

Man skal ikke kimse af forsøget (og iøvrigt ved jeg slet ikke, hvad det vil sige at “kimse” – nogle forslag?), men er der ikke et indbygget problem i, at hylde en teknologisk revolution og ekspansion, således som en sådan beskrives i TLR? Og var Tolkien (reaktionær og katolsk) alligevel ikke inde på noget, i kapitlet “The Scouring Of The Shire”? Altså, hvis man ser det ifht disse tiders klimadebat, samt mere end halvtreds års oplysning om forurening, forgiftning og forarmning, er det ret svært at afgøre om vi skal holde med Eskovs Sauron eller med Tolkiens Gandalf – eller omvendt. Feudal-stasis er ikke nogen løsning; men er galopperende liberalisme, nu med teknologisk knastaksel og digital manifold, en bedre?

Læs “The Last Ringbearer” og bedøm selv. Det er måske det, der er anbefalingen.

Afslutningsvist vil jeg lige gøre opmærksom på, at “ring-bearer” betyder en lille dreng eller pige, der bærer ringen(ene) til et bryllup. Og så er det altså lidt pekuliært at Eskov er specialist i edderkopper; shelobs you, yah, yah, yah!

“Mellon”

I disse dage

jul
19
Kelly Freas - We still have a choice

Verdens totale tilstand taget i betragtning (og ikke en lyd om klima-forandringer), er det rimeligt at påstå, at en majoritet af Jordens befolkning ikke har den ringeste anelse om den hype og huldijæh, der disse dage kommer NASAs Apollo-program til del. Tænk engang! I de næste fire-fem dage er det 50 år siden, at “vi” første gang satte “fod” på Månen (hallelujah og hosianna i det høje). Og fejres den, som fejres bør – ikke noget dér!

Ærindet hér er dog et andet. Se nøje på ovenstående “poster”, “cover” “værk – you name it. “We (still) have a choice?” – en hyldest/promotion-plakat begået af Frank Kelly Freas, som burde være en bekendtskabshed i nærværende eksklusive forum – ellers er han uhyre nem at komme rundt om pr. en hurtig gukling. Sværere er det at komme i kontakt med ham – han døde nemlig i 2005, efter en lang karriere som blødformatsbogudgivelsesforsidekunstner – eller på dansk: paperback cover artist – til en allerhel – hul… – ret mange bøger. Og ganske suggestive, muligvis sublime, endda, forsiderne, og med en sjældent set tæft for (rent faktisk) at illustrere et eller andet, der dog havde et eller andet at gøre med indholdet af den samling dødtræ pågældende omslag omsluttede. Ikke noget dér! Og på det felt kunne han godt ligne Darrell K. Sweet (han er så også død, så ham kan man heler ikke spørge om noget).

Men så lavede Freas altså også ovenstående “værk”. Og der må jeg bare sige: – jeg forstår det ikke! Jeg forstår ikke “titlen”; jeg forstår ikke udtrykket; jeg forstår ikke meningen!

Lad os tage min ufattelige (!) uvidenhed fra en ende af. “We (still) have a choice?” Jeg er simpelthen så lykkeligt udstyret, at jeg er i besiddelse af en “Individuel Kompetance Vurdering”, der bringer mit oprindeligt sølle 9-tal i engelsk helt op på et 11-tal (13-skalaen), så det er med en hvis akademisk pondus jeg tør påstå, at den titel kan oversættes til: “Vi har (stadig) et valg?”

?-tegnet indikerer et spørgsmål. Om hvad, kunne man spørge. Hvad er spørgsmålet? Har vi et valg? Eller stilles der spørgsmål til “om” vi har et valg? Og hvad er det vi skal vælge? Rumraketter eller vasketøj? Og hvad menes der med “stadig”? Er det nærmere: “Har vi (stadig) et valg?” Hvilket udsagnet så ikke bliver mere klart af, for: – mellem hvad? Hvori består valget? Og hvorfor er det et spørgsmål om vi har et? Hvad truer denne valg-situation – og er den truet?

Det står til troende, at Freas var en storstor tilhænger af alt NASA. Ellers ville han næppe have lavet nedenstående “værker” (de er flotte; det er de sgu):

Billedresultat for frank kelly freas skylab
Billedresultat for frank kelly freas nasa
Relateret billede

Så der er derfor grund til at tro, at også den dér “We (still) …” er “pro-NASA”, “pro-Apollo”, “pro-rumprogram”. Meget “pro” altsammen. Og det er da også en yderst protent Jupiter V-raket, han har som lodret kompositions-element i billedets mellemgrund (protensen har så åbenbart brug for et støttebind i form af et forbindelsestårn, men lad os nu ikke forfalde til profaniteter). For hvad med de der klude på tørresnorene?

Farven undrer mig. Altså: – de er jo tisgule allesammen; de ligner noget John Clane har haft på for længe, indtil han pludselig, ret umotiveret, får en ren, mens han prøver at dø hårdt første gang. Og idet man jo er researcher, har man (jo) lige kigget lidt på, hvad der egentlig menes med et gult flag (det ku jo være flag, ikk’sandt?). Hvilket, i al korthed, beløber sig til “karantæne”, “sidste advarsel”, “fare forude”, “sæt farten ned”, “voldsom ulykke”. Som rejser et spørgsmål, som min IKV-enhanced translatør-evne ikke kan hjælpe mig med, om der muligvis findes en særlig amerikansk vending, bon-mot, idiom, hvor “flagging yellow” betyder “vise sig som en kujon!” I så tilfælde er meldingen på plakaten: – Vi kan vælge at være kujoner, eller vi kan tage til Månen, igen – skabe et interplanetarisk liv – støtte op om (som det hedder) Apollo-programmet ( med andre ord: glem vasketøjet – tag til de ydre planeter).

“Læsningen” af plakaten kunne også være en anden, og jeg er ret sikker på, at den ikke har noget at gøre med Freas’ intention. Here goes: Vasketøjet repræsenterer den store og omsiggribende fattigdom, som prestige-projekter som Apollo-missionen(erne) muligvis ikke støtter, men heller ikke afhjælper. Og hér kommer så en kæk og kornfed Kelly ind og siger: – vil du ha fattigdom eller vil du ha stjernerne? Du har (stadig) et valg!

Men er Månen, Planeterne, Stjernerne en løsning på fattigdommen? På elendigheden? Vi ved det ikke. Men måske følgende lige kan få os ned fra jublen over, at en eller anden gik rundt på Månen i en tyve minutters tid for 50 år siden:

A rat done bit my sister Nell. 
(with Whitey on the moon) 
Her face and arms began to swell. 
(and Whitey’s on the moon)I can’t pay no doctor bill. 
(but Whitey’s on the moon) 
Ten years from now I’ll be payin’ still. 
(while Whitey’s on the moon)The man jus’ upped my rent las’ night. 
(’cause Whitey’s on the moon) 
No hot water, no toilets, no lights. 
(but Whitey’s on the moon)I wonder why he’s uppi’ me? 
(’cause Whitey’s on the moon?) 
I was already payin’ ‘im fifty a week. 
(with Whitey on the moon) 
Taxes takin’ my whole damn check, 
Junkies makin’ me a nervous wreck, 
The price of food is goin’ up, 
An’ as if all that shit wasn’t enoughA rat done bit my sister Nell. 
(with Whitey on the moon) 
Her face an’ arm began to swell. 
(but Whitey’s on the moon)Was all that money I made las’ year 
(for Whitey on the moon?) 
How come there ain’t no money here? 
(Hm! Whitey’s on the moon) 
Y’know I jus’ ’bout had my fill 
(of Whitey on the moon) 
I think I’ll sen’ these doctor bills, 
Airmail special 
(to Whitey on the moon)

(Gil Scott-Heron)

PRØV AT HUSKE V

jul
18

5. (og sidste) Kapitel: Bibliotekarerne”

Relateret billede

Blod eller aske! Tænkte klabost-kaptajnen. Vi er enten levende eller døde. Der er ingen ting imellem. Der er kun skillelinjen.

                      Eller måske er der mere! Tænkte han.

                      Han havde trykket på R’et i Heterodox, skillelinjen, midterpilen, fordi det var logisk, fordi dette ukendte tegn stod som indikator for en halvering af monolittens trekantede form, der på sælsom vis indikerede en retning – en kurs.

                      Og ikke så snart havde hans extensor-manipulator gjort det, før hans seimiske sonarsans gav ham et billede af, en fornemmelse for, dormante kræfters vågnen fra dvale, dybt under hans larvefødder. Noget hensigtsfuldt var begyndt at vågne inde i Pluto – et formål var ved at manifestere sig.

                      Brunhelderic foldede sig ud.

                      Ikke længere et efterforskings-skib, eler blot og bart et recognosceringsfartøj, tiltrådte Brunhelderic en ganske anden tiltrædelsesform. Stål-mimikry flød ud i forjættende ganglier og potente ressourcer lod sig aktivere af en forstand, der var langt hinsides besætningens. Brunhelderic blev voksen – igen.

                      ”Vi går 9 rig og 7 rig på median 6,8” lød det fra den tidligere log&lås-vocoder, nu med betydeligt myndigere stemmeføring. ” 10+ parsek over 2 klabaut. Provost-navigatør?”

                      ”Indført og klar!” sagde provost-navigatøren.

                      ”Sæt i værk!” sagde klabost-kaptajnen.

                      Brunhelderic voksede. I jordiske termer ville det være, at ligne en jolle med et hangarskib. I denne virkelighed var det som en Fugl Rok greb Pluto i sine kæmpeklør, baskede med sorte vinger i den røde sol, og faldt opad gennem verdensrummet, med kurs mod den skal, den sky, den sfære, der udgjorde Jordens samlede elektroniske ”output”; en tåge af informationstætte data, der kunne oversættes til en binær dirame, eller en hvilken somhelst talorden, en hvilken somhelst algoritme. Men det var kun tal – nej, det var kun signaler om tal. Signaler …

Pluto eksploderede i Brunhelderics klør.

                      ”Og vi har pico-sværm!” sagde kobold-piloten. ”Og vi har materie-tåge!”

                      ”Har vi kontakt?” spurgte klabost-kaptajnen.

                      ”Vi har intermezzo i kommunikationen – Brunhelderic har kontakt, translations-vindue: 0,02 klabaut,” svarede provost-navigatøren, lige inden en anden stemme brød ind:

                      ”Revers bunratti, minus 4,6, indkommende vagrans og logaremer, beregning: 7,8 ballioler over 0,4 alast, vektor-skalaen. Forstået?”

                      ”Indført og logget!” sagde kobold-piloten. ”Afventer!”

                      Brunhelderic havde overtaget kommandoen, og havde han været et menneske, ville klabost-kaptajnen have følt sig tilsidesat. Men det gjorde han ikke. Han følte sig befriet og afslappet.

                      Han gik – eller rettere: ”slangede sig” – op på promenadedækket, og bivånede, hvorledes den skoldhede Pluto-globule folde sig ud som en mini-nova, iført et mørkeblåt sjal af aeroliserede mikro-robotter, der lumen og flamen var dybt og inderligt i gang med at bygge, konstruere, skabe, gendanne dele, partier, områder og felter, som – hidindtil blot havde været … havde været; eller ikke havde været. 0 eller 1.

                      ”Kan vi gå tættere på?” spurgte klabost-kaptajnen.

                      ”Vi går ind!” svarede provost-navigatøren.

                      Brunhelderic svajede og gik tættere på det tilsyneladende inferno af oplyste data og vågnende picobotter, som klabost-kaptajnen havde i sit visirs fokus.

                      ”Algoritmisk gendannelse!” sagde Brunhelderics forstand.

                      Iriscerende regnbuerformer flød lavaagtigt i det plasmatiske urhav af splintreede planetstumper og mikrobeagtige molekyle-maskiner.

                      Klabost-kaptajnen stod i et koldt flammehav af blå og hvide stikflammer.

                      Og så var han der.

Klabost-kaptajnen stod på balkonen og så Ellinor Becker på talerstolen under UP’s  kuppeltag med udsigt til stjernerne. Han sad i en lænestol overfor Kim Pantang Iljushin. Han lænede sig ind over Stephen Baktor, der sad og skrev om Is2, i sit ombyggede kapel-kontor. Og han svævede i mellemrummet mellem Halfindur Eliasson og det kolde rum.

                      ”De lavede en udødelighedsmaskine!” sagde klabost-kaptajnen. ”Vi kan altid besøge dem! Vi kan få hele deres historie – hele deres viden. Det var det, det gik ud på, alt det der med at få deres yderste mikro-planet til at eksplodere inde i informations-sfæren!”

                      ”Det var mere end det!” sagde Brunhelderic.

                      ”Det er vel rigeligt!” svarede klabost-kaptajnen. ”Her er til mere end 60.000 bunrattis arbejde med katalogisering af en død verdens samlede data!”

                      ”Der er mere!” sagde Brunhelderic. ”Der er besøg!”

Klabost-kaptajnen vendte sig om.

                      Op mod skotterne til udgangen fra ”broen” stod en uendelig række af væsener, han ikke kendte.

                      Vi kender dem.

                      Det var Ellinor, Kim, Stephen, Halfindur – og os alle sammen.

”De lavede en reinkarnations-maskine!” sagde Brunhelderic.

(FINIS SLUT ENDE THE END, tak for denne gang og vi ses)

Prøv at huske IV

jul
15

4. Kapitel “Der Er Nogen”

Billedresultat for the thing from another world

Hvor er du? Hvor vil du hen? Og hvad er den bedste måde, at gøre det på?

                      Svaret er: – ansæt en kybernetes – en ”styrmand”, en ror-gænger, en pilot, en navigatør, og beting dig at han selv medbringer sine astrolabier, sine linealer, sine passere – og fremfor alt: sine tegnetrekanter!

Eller skaf ham dem!

”Sprængladning?” spurgte klabost-kaptajnen. ”Vil næppe tidsindstillet?”

                      ”Ustabil!” svarede kobold-piloten fra Brundelderics bro. ”Men i dvale … der ventes på et signal!”

                      ”Et signal?” spurgte provost-navigatøren. ”Hvorfra skulle det komme?”

Præcis på kanten mellem den evige dag og den evige nat – for så vidt, at denne nat altid var belyst af den opsvulmede Sols ubændige boreal-lys – stod Brunhelderic midlertidigt parkeret, med fronten mod den iskolde monolit der ragede op over formationen, derfor også mod klabost-kaptajnen og provost-navigatøren, der stod tænksomme ved monolittens base.

                      Halvdelen af himlen over Pluto var orange-rød, men dulmedes ind imod den svage skygge, hvor utallige stjerner lyste som stål i Universets evige kryo-nat. En forjættende vision om uforanderlighed. Og intet kunne være mere forkert.

                      Klabost-kaptajnens blik vendte sig mod monolitten, idet han erkendte at provost-navigatøren stod i dybe tanker.

                      Faktisk var det ”Heterodox”’s bagerste køle-panel, og der stod der også ganske rigtigt HETERODOX på det, som logoet på en flyvemaskines halefinne, dengang det var sådan, at de fandtes – på Jorden.

                      Vigtigere var det, at klabost-kaptajnens sonar-sans blev opmærksom på et amalgam af atomare konglomerater, der ikke synes at være bestanddele af monolittens struktur, men nærmere flød frit rundt, og dannede sære mønstre og kortvarige strukturer. Og eftersom temperaturen på denne dybfrosne, men overbelyste klode, på grænsen til et tidligere solsystem, var tæt på det absolutte frysepunkt, fandt klabost-kaptajnen dette fænomen temmelig sært.

                      ”Der er to signaler!” udbrød klabost-kaptajnen, og vækkede provost-navigatøren af dennes eftertænkomhedsdvale. ”Der er to! Kobold-pilot?”

                      ”Klabost-kaptajn?” svarede kobold piloten.

                      ”Vi skal have en komplet måling; alle planer, alle niveauer! Provost?”

                      Provost-navigatøren ”vågnede” med et sæt, og løftede sit visir mod klabost-kaptajnens. Det strålende tve-lys, de stod under, farvede deres dragter skiftevis røde og hvide.

                      ”Punkt, linie, cirkel, trekant!” gispede provost-navigatøren. ”Det er de fire første. Sort, hvid, gul, blå – det er de fire næste … ”

                      Indført&logget, lød det over simultankonverteren.

                      ”Alle planer og niveauer afsøgt og simultan-indekserede!” lød det fra kobold-piloten.

                      ”Er meta-skyen lokaliseret og diffrakt?” spurgte klabost-kaptajnen.

                      ”Indekseret og diffrakt i logistikken; i øvrigt har vi kursen, baseret på provost-navigatørens udredning, logget og parat!” svarede kobold-piloten. ”Perfekt”

                      Enhver tre-kant er en pil. Det gælder om at finde ud af, hvor den peger hen. Men det gælder også om, at finde ud af hvor stor den er.

                      Klabost-kaptajnen overvejede det længe, mens han intenst – man kunne sige ”indædt”, hvilket ikke giver den store mening, idet hans art ikke ”æd” noget som helst – deres føde/energi-optagelse foregik gennem osmose eller lubrikering. De ville af samme grund ikke kunne forstå, hvad en ”tandlæge” er.

                      Men som sagt: – klabost-kaptajnen overvejede det længe.

                      Enhver trekant er en pil – enhver pil har en midterlinie – enhver midterlinie har et midtpunkt.

                      Klabost-kaptajnen løftede en ekstensor og trykkede hårdt på R’et på monolitten. Det midterste bogstav i Heterodox.

                      ”Det er en kryptering!” sagde han. ”Vi må afsted! Nu!”

                      ”Hvad så nu, gosbodaya Iljushin?” spurgte Halfindur Eliasson, det eneste tilbageblevne besætningsmedlem på Novaya Yaga, og derfor vel en slags kommandør på rumstationen.

                      ”Så er vi sikrede!” svarede Kim Pantang Iljushin fra hendes hovedkontor, et sted i Rumænien.

                      ”Men hvad skal jeg gøre, gosbodaya? Hvad skal jeg mere gøre?”

                      ”Din opgave er ikke afsluttet, Eliasson!” svarede Iljushin. ”Fra nu af skal du monitorere skibet – indtil afslutningen … ”

                      ”Afslutningen?”

                      ”Den kommer!”

                      ”Og hvad så?”

                      ”Så er det en ny begyndelse, Halfindur Eliasson!” lød stemmen, der var transmitteret fra et ukendt sted i Karpater-bjergene. ”Jeg sendte ikke Heterodox til Pluto, blot for at blive husket. Jeg sigter højere end Ellinor Becker; hun vil bare huskes. Jeg vil mere”.

                      ”Gosbodaya, vi er alle døde … snart!” sagde Halfindur.

                      ”Det er kun en overgang, kommandør!” svarede Iljushin. ”Vi ses!”

Sidste kapitel “Bibliotekarerne” kommer snart

PRØV AT HUSKE III

jul
13

3. Kapitel: “HETERODOX”

Billedresultat for glass stained spacecraft

Det var et ikke-sted.

                      Klabost-kaptajnen og provost-navigatøren nærmede sig ”en dag” en cirkelformet misfarvning af den ellers så monotone slette, der nu om dage udgjorde Plutos overflade.

                      I længere tid havde deres seismisk-sonariske sans opfattet, følt, nåja: sanset, et aspekt ved deres umiddelbare omgivelser, der meget godt kunne lignes ved den slags nostalgiske associationer mennesker engang havde fået ved særlige dufte – eller angstprovokerende minder ved særlige lugte. Noget kendt – men noget farligt. Måske. ”Særlig agtpågivenhed fordres”, som der kunne have stået på et skilt. Hvis der stod et.

                      Men selv for et nøgent, blottet øje var den anderledes formation prominent i forhold til det omgivende landskab. Den var hvid. Og nogenlunde i midten af formationen, skudt en anelse eller to ud til siden, rejste der sig en sejl-formet – en trekantet – ”monolit”, tilsyneladende bestående af samme materiale som den cirkelformede ”plamage”.

                      ”Der var altså nogen!” sagde provost-navigatøren.

                      ”Hvilket vi vidste!” svarede klabost-kaptajnen. ”Men det hér giver ingen mening. Jeg kalder Brunhelderic!

                      ”Jeg tror faktisk der er en mening!” sagde provost-navigatøren. ”Dette er en ”marker” – det bærer alle tegnene.”

                      Det er nu nødvendigt med en lille ekskurs for at forstå, hvad provost-navigatøren hér snakker om. En ”marker” er et pan-lingualt advarselstegn. Vi kender ”strålings-fare” (den der sorte propel på gul baggrund), vi kender ”bio-hazard” (en sort orkidé-ting på gul baggrund) og vi kender ”electrocution danger” (et sort lyn på gul baggrund). Men i forbindelse med bl.a. deponering af affald fra atom-reaktorer, søgte velmenende instanser at etablere varige advarselsmærker – symboler der kunne afskrække eventuelle indtrængere, selv efter 100.000 år. Disse tentative færdselsskilte blev kaldt ”markers”. ”Tentative”, fordi aldrig blev brugt – man satsede på glemsel.

                      Brunhelderic tog land midt på den hvide, cirkelformede plamage, ganske få metre fra den sejlformede monolit. Klabost-kaptajnen og provost-navigatøren ventede ved monolittens base, mens kobold-piloten satte skibet ned.

                      ”Det er en sprængladning!” sagde kobold-piloten. ”Men det er også noget andet – der er forstyrrelser … svage, men tilstedeværende!”

                      ”Vi har en lidt udflydende formation i omkring fem leposers dybde,” sagde provost-navigatøren, ”-og en iridiumsky, langt over det normale, i omkring 7, der breder sig 450 kovaler udover perimeteren af anomalien.”

                      ”Som er ustabil!” bemærkede klabost-kaptajnen, og vendte sig for at studere gravuren på monolitten.

                      ”Det er et skib!” hviskede han. ”Et helt særligt rumskib! Et skib der sank med lasten fuld af eventyr … ”

Kim Pantang Iljushin havde bivånet mødet i UP over sin telecaster i privatfærgens færd henover det russiske kontinent, og hun bad sin opvarter om at kontakte Ellinor Becker – øjeblikkeligt!

                      ”Fraülein Becker er på vej til Månen, Memsahib!” svarede opvarteren. ”Det er ikke muligt at …!”

                      ”Nu, Antoine!!” afbrød ”memsahib”. ” – Og alle omkostninger på min regning. I morgen skal Ellinor Becker være tilstede i en suite på Savoy i Brisbane, hvor hun har et møde mig mig! Bortfør hende!”

                      ”Vi har dog andre kontakter, memsahib,” indskød Antoine. ”Sandsynligvis også ”look-alikes”, der sikkert kunne akkomodere memsahibs præferencer i de private gemakker!”

                      ”Fjols!” råbte Iljushin, idet færgen gik ind i ”scheduled landing procedure”. ” – Dette er ikke sex! Dette er alvor!”

                      ”Memsahib!”

                      ”Gør som jeg siger – og kontakt så Stephan Baktor. Jeg skal bruge hans opfindelse.”

Antoine tøvede, lænede sig op af en fyring, men blev reddet af gongongen:

                      ”NU!” råbte Iljushin og færgen gik ned på hendes private landingsbane på Sri Lankas sydligste spids.

Ellinor Becker steg ud fra månefærgen mellem Jorden og Månen. Blev overrumplet af fire hårdhændede sikkerhedsfolk og ført ind i et aflukke, til trods for protester og forsøg på genvold. Og så var hun væk.

Stephan Baktor fik et opkald, mens han lå og sov i det tidligere kapel, han nu havde indrettet til sit forfatter-laboratorium. ”Gå lige udenfor!” stod der i klartekst modoens display. Han tænkte det muligvis var hans nye kæreste, der ville lege en spændende nøgenleg i haven, under Månen og pinjerne, og han stod glad op og gik ud. Og så var han væk.

Kim Pantang Iljushin sad tilbagelænet i den næst-næstbedste stol, som Savoy-hotellet kunne præstere. Den bedste var reserveret til mr. Baktor. Og den næstbedste til fr. Becker.

                      ”The killer-bees,” mumlede Iljushin for sig selv, idet Baktor og Becker blev ført ind.

                      Inden gæsterne sad behageligt i deres designerede lænestole, opstod der en del tumult og – for gæsternes vedkommende – beklagelser over den medfart og behandling de havde oplevet og været udsat for, indenfor de sidste 12 timer. Memsahib Iljushin slog det hen.

                      ”Vi har jo ikke meget tid, vel Becker? Altså før vi får Solen i hovedet? Men hvorfor får vi det?”

                      ”Fordi Solen bliver til nova!” svarede Becker i en irritabel tone.

                      ”Hvilket vores sol slet ikke kan, ifølge min videnskabelige stab!” sagde Iljushin. ”Men gør det alligevel – ifølge samme …”

                      ”Ingen ved hvorfor!” svarede Becker. ”Måske vi slet ikke ved noget om stjerners udvikling … ”

                      ”Til trods for Herchel og Moore og Huerto?” spurgte Baktor.

                      ”Nå! De er v¨ågen, mr. Baktor!” sagde Iljushin. ”Det var godt. Jeg har nemlig brug for Dem!”

                      ”Til hvad?”

                      ”De skal forklare mig hvad ”Is2” er!” svarede Iljushin og så skarpt på Baktor, tilsyneladende uberørt af Ellinor Becker, der prøvede at afbryde.

                      ”Is2?” svarede Baktor lidt forvirret. ”Jammen, herregud, det var jo bare noget jeg fandt på … til den roman … den der gang –”

                      ”Forklar det alligevel!” sagde Iljushin.

Og mange timer senere spurgte Iljushin:

                      ”Så dermed kan vi konkludere, at Jorden går under i en nova – ikke sandt fr. Becker? – og Is2 findes ikke – vel mr. Baktor?”

                      De to modstræbende indbudte gæster nikkede og berigtigede samstemmende.

                      ”Javel!” sagde Kim Pantang Iljushin. ”Men, ser De! Jeg er af en anden mening. Og jeg har tænkt mig, at gøre som fr. Becker anbefaler: – at sørge for vores eftermæle. Og – hvis De ikke har noget imod det – vil jeg iværksætte produktionen af Is2, således som De har forklaret dette stofs komponenter, mr. Baktor!”  

                      I gæsternes ansigter stod malet: ” – Og så? Hvorfor? Hvordan? Til hvilken ende?”

                      Men 4 måneder senere stævnede skibet ”Heterodox” – som er sådan et lidt smart udtryk for ”af en anden mening” parret med ”dokumentation” – ud fra Novaya Yaga, Iljushins private rumstation. Hull: – Is2; Cargo: – boloid-programmerede pico-sværme//cæsium 1233//iridium 412. Totalvægt: 5000 ton. Nyttelast: 3300 ton. Beætning: void. Destination: – Pluto

                      Og blev fundet. På Pluto. Af Brunhelderics besætning. Langt senere. Men ikke for sent.

Næste kapitel: “Der er nogen” kommer snart

PRØV AT HUSKE II

jul
10

2. Kapitel “Er der nogen”

Billedresultat for pluto surface

Engang roterede Pluto og havde nætter og dage, der var lige forfrosne, og hvidblå bræer målte kun en stivnet evighed. En kort stund havde Pluto et kogende hav af ammoniak og metan, indtil den hidtil så fjerne Sol kom på buldrende besøg, og kogte alt væk. Og Pluto var forkullet og til evig tid fastlås i sir kredsløb, altid med samme side vendt mod den moderstjerne, der var vokset til gudindeagtige proportioner.

                      ”Brunhelderic” blev sat ned på Plutos nye nordpol, der vendte direkte ud mod det interstellare rum – for evigt uden daggry eller solfald.

                      Og havde klabost-kaptajnen og provost-navigatøren ikke været bekendt med Solsystemets ”nye orden”, ville det have forundret dem, at de kunne se Solen.

                      ”Men der stadig to ting, der undrer mig,” sagde klabost-kaptajnen, mens de – iført svære rumdragter med larvefødder – gled henover en sortsveden slette, bort fra ”Brunhelderics” skærende projektører.

                      ”Nova og vokseværk?” spurgte provost-navigatøren, næsten retorisk.

                      I et øjebliks tavshed og eftertænksomhed stod de, ”skulder” ved ”skulder” og betragtede den ørken af obsidian og brændt granit, der bredte sig hele horisonten rundt. Og årsagen til deres forundring var den rødglødende protuberans, næsten som salig Saturns ringe, der var synlig efter horisontens afslutning og inden stjernerne begyndte.

                      ”En G0-stjerne går ikke Nova!” sagde klabost-kaptajnen.

                      ”Og i udvidelsesfasen bliver den ikke så stor!” samstemmede provost-navigatøren. ”Der er noget galt!”

                      Pluto havde hverken haft eller havde nogen ”tyngdekraft”, det var værd at snakke om, så det kostede ikke meget energi for klabost-kaptajnen eller provost-navigatøren at afsøge et endog meget stort areal, på deres rumdragters larvefødder. Disse var, ligesom handsker eller waldoes var det for mennesker, i direkte kontakt med de muskler deres kroppe brugte til lokomotion. Anderledes var det med deres sanser. Men lad os nøjes med at sige, at de (også) havde fem. De havde bare ikke nogen lugte-eller smagssans. I stedet havde de, hvad vi – for nemheds skyld – vil kalde ”sonar” og ”seismisk sans”.

                      Det tog dem derfor ingen tid (en Jordbo – et menneske – ville have beregnet det til blot et par år) at finde Skibet.

Ellinor Becker, hed hun.

                      Og hun var den første til at indse, at Rwukidors og Kolwitz’ resultater, dem skulle der handles på. Hurtigt.

                      ”Der er ikke længere tid!” som hun sagde, da hun stod på talerstolen under UP-stationens kuppel, der var i ”evigt” kredsløb om Jupiter. ”Der er kun eftermælet, at tænke på!”

                      UP – De Forenede Planeter – talte Jorden, Mars (Die Grünes, som den blev kaldt, nu om dage, idet den var blevet ”koloniseret” af en primært germanskbefolkning; det var meget vigtigt) – dernæst Ceres, Europa, Triton og – selvfølgelig – Månen. Mennesker uden pli plejede at bemærke, at der ikke var særligt mange ”planeter” i den samling. Men det var hvad der var. UP – United Planets.

                      ”Set i lyset af omstændighederne, således som de er blevet fremlagt, må vi uopholdeligt iværksætte foranstaltninger, der har til formål at sikre dokumentation for vores tilstedeværelse!” fortsatte Ellinor Becker.

”Hør nu hér, lille De!” indbrød en diplomat fra Månen. ”Alt det dér, det jo kun hypotese! Og jeg kan sige så meget som, at observationer og målinger og udregninger fra vores Tycho-Institut, ikke understøtter den!”

”Lige et øjeblik!” råbte direktøren for Triton. ”De omtalte observationer drejer sig ikke om ”hypotese” – de drejer sig om teori. Det er noget ganske andet – og derfor alvorligt!”

”Solen – vores Sol – kan ikke … vil aldrig blive til en nova, slet ikke en supernova!” fastslog præsidenten for Ceres (han var i øvrigt astronom). ”Vores Sol brænder ud, svulmer op – og forsvinder … om milliarder af år. Jeg sér ingen grund til uro … det var ligesom den gang, hvor man ville lave et eksperiment Sort Hul på CERN, og hele tabloid-pressen var oppe og køre over, at det ville blive Verdens undergang! Schl-uudd-er! Samt vrøvl!”

Dirigenten for dette møde i UP, Kaya-Lorelei de Buchamp, kiggede op i stjernevrimlen, der viste sig over kuplen, og tænkte lidt på Evigheden, mens denne u-medierede debat stod på.

Men idet senatoren for Europa udbrød: ”Det vil jo koste milliarder af milliarder …” slog hun hårdt på sin ”buzzer” og man kom til orden.

”Må vi lige høre frøken Becker til ende!” sagde de Buchamp stille og tænkte på, at stjernerne kiggede ned. ”Frøken Becker? Afsluttende kommentarer?”

Ellinor Becker rakte ned under talerstolen og fremdrog en gammel, tung, optrækkelig grammofon, som hun stillede på talerstolen – tragt og det hele. Dernæst uddrog hun en gammel lakplade fra et paphylster, satte den på drejeskiven og trak grammofonen op.

Ud under UPs stjernebestrøede kuppel, og henover de mange fremmødte ”excellencers” hoveder og ører lød:

DO NOT GO GENTLE INTO THAT GOOD NIGHT,

RAGE, RAGE AGAINST THE DYING OF THE LIGHT

Otteogfyrretusindogto år senere fandt klabost-kaptajnen og provost-navigatøren Skibet på Pluto.

                      Det hed ”Heterodox” – men det kunne de jo ikke læse.

Næste kapitel “Heterodox” kommer snart

Prøv at huske

jul
08

(Dette er første kapitel af en scifi-novelle, der er kommet i stand på bagrund af en længere udveksling af kommentarer mellem undertegnede og Frederik, under Janus Andersens indlæg, hér på “Superkultur” med titlen “Udkast til en typologi over bibliotekarer”.)

  1. Kapitel “Bibliotekarerne”
Billedresultat for chris foss
Chris Foss

Det begynder med, at det holder op.

                      Tolv tusinde parsek ude registrerer klabost-kaptajnen en stjernes undergang, et solsystems udslettelse, en kosmisk katastrofe, allerede 48.000 år gammel, men tættere på ville skibet have deltaget. På ufordelagtig vis.

                      Han er en stolt mand, klabost-kaptajnen, men han er selvfølgelig ikke nogen ”mand”. Hans art, hans ”race”, nedstammer fra sneglelignende dyr, der opstod, og udviklede sig, på en planet, der kredsede om en stjerne, en sol, på den modsatte side af den galakse, der indtil nu – indtil for 48.000 år siden, indeholdt den stjerne og de planeter, han nu kan konstatere, er borte. For altid. Opslugte af deres eget ophav, forsvundne i nova-stormen, indkogte, fordampede og nedbrudte til enkeltmolekyler, der blæser bort fra en død stjerne på dens sidste energi-udladning.

                      ”Vi går ind!” siger klabost-kaptajnen. ”Rig 4 og Rig 5 nordlig; Rig 8 og 9 vestlig; placebo-fart: 8 calx-lumen over – skalvisige – 4,2 medianer i klauder-forløb? Provost-Navigatør?”

                      ”Sikret og indført!” svarer Provost-Navigatøren. ”4 over 9 bunratti.”

                      ”Rig 4 til 9,” kommanderer klabost-kaptajnen. ”Er det indført i loggen og udført?”

En skrattende stemme kommer over simultankonverteren: -indført&logget!

                      ”Sæt i værk!” beordrer klabost-kaptajnen, og trækker sit langagtige legeme bort fra skibets ”bro”, med en ordre om, at kobold-piloten overtager kommandoen.

Lad os i hvert fald – og for nemheds skyld – sige, at det er det der skér, for at undgå besværligheder.

Men hvad skete der?

Langt inden klabost-kaptajnen kunne registrere en stjernes død, en nova-kugle, der opslugte, pulveriserede og gjorde sine drabanter, sine planeter, til damp og støv og aske, konkluderede astrofysikeren Abraham von Kolwitz og Kosmologen Amanda Rwukidor, i deres artikel om ”A certain outlook upon, considering recent observations of, the impending end to the Solar System”: ” – det ser således ud til, at – af årsager vi ikke kender til fulde – vores stjerne, den vi kalder “Solen”, er i færd med at gå Nova, hvilket – udfra vore beregninger og observationer, fremsat i denne artikel – kunne ske om relativt få år. Dog kan vi ikke give noget bud på denne hændelse, idet forløbet først skulle have fundet sted om adskillige hundredetusinde, om ikke millioner, af år ude i den fremtid, vi intet kender til.”

                      En artikel Rwukidor og von Kolwitz blev indstillet til en Nobel-pris for – som de så ikke nåede at modtage, idet Solen gik Nova 2 år efter artiklens offentliggørelse.

                      ”Sådan går det” som der stod på resterne af en gravsten, der med 123.456 kilometer i timen, blev kylet ud mod Solsystemets grænse, da nova-stormen ramte Jorden.

Var Jorden og Solsystemet så borte og glemt for altid.

                      Både og!

                      Thi siden Eddison – Thomas … hvilket betyder ”tvivleren” – broadcastede sin ”Mary Had A Little Lamb”, havde Jorden, og Jordens befolkning, gennem mere end 100 år, udsendt en veritabel strøm, bølge, kaskade af informationer, som nu dannede en informationssky, langt hinsides Oort. En sfære på 100 lysår i både diameter og tykkelse, en torus, men også en berlinervankuchen, med Solen som glødende rødt marmeladecentrum.

                      Denne kosmiske vandbakkelse indeholdt informationer om menneskehedens gøren og laden, og som sådan var intet gået tabt – udover 8 milliarder menneskeliv, 156 billiarder arter af dyreliv og muligheden for at komme videre med og i lige præcis det nabolag. Men alt var ikke tabt, og derfor kom Bibliotekarerne, med klabost-kaptajnen ved roret og provost-navigatøren ved kontrollerne. For nu at forklare det enkelt. Og de havde umådelige ressourcer til deres disposition, idet “Brunhelderic” var et rumskib designet netop til opgaver som denne.

                      Tilbage står, at 1 planet i Solsystemet, ikke var pulveriseret i nova-chokket. Pluto.

                      Og den havde menneskeheden gjort brug af – i de sidste dage. Hvilket skulle vise sig, at være til mere besvær end hjælp.

(Kapitel 2: “Er der nogen?” kommer snart)