SUPERKULTUR

Dinosaur-Rap

jan
16

Jeg har noget med dinosaurer – idet hele taget har jeg noget med palæontologi. Jeg sku nok ha været palæontolog. Det må blive næste gang.

Næh, men så faldt jeg over den hér:

https://www.the-scientist.com/videos/paleoart-65276

Og så tænkte jeg: – jaaahe, det vil jeg også. Danmarks første Dino-Rap

Prøv og se en dinosaur,

tror du virkli at det rager

den hva fan du går og lawwer

mens du æder labre larver,

den blir mere-mere mawwer

og har mistet al sin power

og du tror du er så fagr

og har dino trygt på lagr,

hvis du vidste hva dens krav er

var der ikk så meget palaver;

det er dig der er lidt pauver,

den ku lave dig til traver,

la dig æde af to krager,

skid dig ud som kransekawwer,

bland dig ikke i dens sager

la den ligge i dens graver

hold dig væk med dine harver,

for du ved jo hvad dens tarv er,

bli til samme stof som varger

og det andet der som brager

rundt som sorte skarver

i de drømmes fæle farver

og som hele sjælen garver,

for du frygter dinosaur

men har glemt hvad dens navn er

DINOSAUR!

Det’ Yul

dec
23

Nu er det jo altså bare ikke kristendommen, der har opfundet 3-enigheden. Allerede Odin … , allerede Mithra … , allerede Cernunnos …, allerede Brahma … , allerede Horus, Nanabocho, Huitzilopochtli – allerede de, var dele af tre-enigheder.

Billedresultat for trinity

Det skulle vel derfor heller ikke komme bag på nogen, at også Julemanden er en del af en tre-enig-hed. Enigheden kommer vi tilbage til.

Sankt Nikolaus er, især henne hos katolikkerne i Nederlandene, hvor den får fuld skrue, for de har nemlig ikke nogen Julemand, i helt høj kurs. Vi bringer et billede af højden og kursen, samt det mangfoldige:

Billedresultat for saint nikolaus
mangfoldig santa – ikke bare trefoldig, men tre-tre-foldig, hosianna i det høje

De har Knecht Ruprecth

Relateret billede

det er ham der giver de uvorne ris (ikke basmati – tæsk!)


Men så har de også “Julefanden”:

Billedresultat for krampus

Og et gruppeportræt:

Billedresultat for santa krampus ruprecht
(Krampus skulle lige forberede noget …. )


Og hvad kan VI så diske op med? En flommefed Jule-charlie, der enten er sponsoreret af The Cocaine Company, eller illustrativt blevet gjort til kandiseret sødsuppe med fucking engleglorie, af Norman Rockwell:

Relateret billede

OG NORMAN:

Billedresultat for norman rockwell santa

Derfor er det rart at se andre dele af treenigheden træde i karaktér og udøve noget højtidsagtig realpolitik:

Billedresultat for krampus kills santa
GLÆÆÆÆÆDELIG JUL

Science Fiction-troper i børnesange

dec
13
Billedresultat for de små synger

I et tidligere indlæg var jeg inde på de betydningsbærende lag i, og afkodningen af, “børnesagen/legen” Bro Bro Brille.

Denne gang skal vi kigge lidt nærmere på de slet skjulte henvisninger til SF-troper, der ofte optræder som uskyldsrene metaforer i diverse børnesange.

Jeg har udvalgt ti eksempler, men det er blot fygesne på toppen af isbjerget, så der kan udfindes langt flere, er jeg overbevist om. Men nu til sagen:

” Oles nye autobil” : – den kører angiveligt 8 mil i timen og lugter ikke af benzin. En gammel dansk mil er på omkring 7,5 kilometer, så Ole skyder altså en fart af 60 km/t på et ikke-fossilt brændstof. Vi kan gætte på el, sol, vind, fission eller vril. Men knægten er altså udstyret med et ganske miljøvenligt/CO2-neutralt køretøj, der skyder en pæn fart.

“På loftet sidder Nissen”: – i den position, altså med hovedet nedad, er det ikke så mærkeligt han er sur på rotterne. Det er svært nok i forvejen, at spise risengrød. Vi har hér at gøre med antigravitation.

“Fastelavn er mit navn”: – de syngende er ikke længere Ida, Svend eller Mathilde. De er – som børnene i “Childhood’s End” blevet til entiteten “Fastelavn”. Vi taler om “Supermind” eller “gestaltbevidsthed”.

“Lille sky gik morgentur”: – gasagtig E.T, a la “fænomenerne” i Asimovs “The Gods Themselves” eller Hoyles “The Black Cloud”.

“Tre små kinesere”: – umiddelbart en noget racistisk tilgang til et spørgsmål om kommunikation. Lad os lige tage den: “Tre små kinesere på Højbro Plads, stod og spillede på kontrabas. Så kom en betjent, spurgte hvad der var hændt; tre små kinesere på Højbro Plads!” Nej, Søster Lagkage. Tre aliens i en flyvende tallerken, der første mødes af ordensmagten, og derefter udsættes for human-biased kommunikationsforsøg (se “Arrival” eller David Houstons “Alien Perspective”). “Tra sma …”, “Tri smi …”, “”Try smy …”.  Tropen er interstellar lingvistik.

“Nu tændes der stjerner på himlens blå” (“Elefantans vuggevise”): – Generelt kan man vel konstatere, at det blot er blevet mørkt nok til, at man faktisk kan se stjernerne. Men hér står der eksplicit, at stjernerne bliver tændt. Vi har altså at gøre med en observation af, at en pan-galaktisk og teknologisk ret fremskreden civilisation faktisk er er istand til at skabe stjerner.

“Nissen er en kunstig mand”: – der er ikke tale om en aflivning af folkemyten “nisse”, men derimod en konstatering af, at han – i det konkrete tilfælde – er en androide.

“Det regner, sagde Per Degner”: – Der findes flere udgaver (!*) af denne sang, men lad os lige gøre den præsent: ” – Det regner, sagde Per Degner; Kryb i skjul, sagde Per Juul; Nej, jeg vil ikke, sagde Per Nellike; Du skal, sagde Per Hjal; Hvorhen? sagde Per Hjen; Købe løg! sagde Per Gøj; Hvor mange, sagde Per Lange? Tre-fire, sagde Per Lire; Det er nok, sagde Per Kok”. Vi taler helt klart om klon-teknologi. (!*)

“Nu er Solen død, mor” ( “Solen er så rød, mor”): – Solen er ikke blot gået ned, nej, den er død. Tropen er “Dying Eart”-scenariet.

“Se min kjole”: – Se min kjole – og så får den alle mulige farver, bl.a. ifht diverse prospektive elskere/kærester/ægtemænd. Og det burde være tydeligt, at vi hér har at gøre med et stykke tekstil, der genererer emotioner til de i stoffet indvævede nano-bots. Altså nanoteknologi.

Ja! Det var blot ti smagsprøver på de SF-troper, der er indlejrede i noget så tilsyneladende uskyldigt og naivt som børnesange.

NØRDERI I 2.

nov
21

For tiden genlæser jeg – for pokker må vide hvilken gang – Arthur C. Clarkes “Against the fall of night”. Når jeg siger “for tiden”, så er det ikke fordi romanen er særlig lang, og derfor ville tage lang tid at komme igennem, men fordi den er udnævnt til “go’nat-læsning”. Man kan så at sige, sige, at jeg falder i søvn til den. Ikke fordi den – så at sige(!) – er kedelig, men fordi jeg kender den; genkendelsens beroligende effekt. Eller: – det troede jeg ihvertfald.

Billedresultat for against the fall of night

Så sker der det, at Jakob smækker den her MOC-dokumentar på bordet, som aktiverer et associations-gen, der sender mig tilbage i tiden.

På hedengangne ESSEF skrev jeg et indlæg om Clarke, navnlig med hensyntagen til fire historier/noveller/romaner, der synes at have et fælles tema. Og her taler vi om “Against the fall of night” (sikkert også om den omskrevne udgave: “The city and the stars”, som jeg faktisk ikke har læst, beklager), “The lion of Comarre”, “The road to the sea” og “The wall of darkness”.

Billedresultat for the lion of comarre

Relateret billede

Relateret billede

(det er altså The Road To The Sea, selvom der står noget andet)

Billedresultat for the wall in darkness arthur c clarke

 

Alle fire historier handler om utilpassede unge mænd, der føler at verden omkring dem er for trang, samt at der ligger hemmeligheder til grund for den idyl, der tilsyneladende omgiver dem. Drengene hedder henholdsvis Alvin of Loronei, Brant, Shervane og Richard Peyton III.

I mit essay/indlæg på ESSEF gjorde jeg gældende, at de sådan set var i familie med hinanden, om ikke ligefrem avatarer af den evige ungdomsoprører (hvorfor må jeg ikk’ få beatleshår? Hvorfor skal jeg altid klippes, mo’r?)

Og det skal jo nok være rigtigt, når jeg nu selv har skrevet det 🙂

Sideordnet er det faktisk lidt sjovt (associationer, igen), at der optræder figurer af sfinxer i både “The road to the sea” og i H.G. Wells’ “The time machine”:

Billedresultat for Virgil Finlay time machine

(Virgil Finlay)

For ligeledes er vejen fra Diaspar til Lys (Against the fall of night) gemt “under” en statue; og ligeledes er Shastar (The road to the sea) en større udbredelse under jorden end over. Og det hele summerer sig måske op til noget med “laaaaaaaaaaaaang tid”, som er gået, før de unge mænd griber til fadet.

(vi er kommet lidt langt ud, ikk’? Skal vi komme tilbage?) Herfra “spoilers”:

“Many and strange are the universes, that drift like foam and bubbles upon the river of time”. Dette er indledningen til “The Wall in Darkness”, som handler om gutten Shervane, der finder ud af hvor lille et kosmos, han bebor, og hvor mærkeligt det er. Muren i mørket er grænsen for dette univers, idet det, som en möbius-strimmel, folder sig tilbage i sig selv. En anden slags fortælling, ad samme spor, kan findes i David I. Massons “Traveller’s Rest” eller Christopher Priests “Inverted World”.

I Jakobs MOC ser man en hest, der er på vej over en bro. Det er godt nok. Men hvad med skiltet? Se lige på skiltet! Javist er det en rundkørsel, men da dette foregår i Shervanes univers, og længe efter hans død, så er Maia og hendes hest på vej ind i möbius-terræn. Og det er derfor hesten tøver.

Men så sker der det … – så sker der det: Igår aftes opdagede jeg, at der på side 156 i

Billedresultat for the lion of comarre

nævnes at: ” … the loveliness which such artist as Shervane and Perildor had created for men’s eternal admiration.”

Så hvis Shervane, der lever i absolut lukket univers, også optræder i Alvins fortid …. – men den skal jeg nok bare lad stå, og lade andre om at udlede. God fornøjelse, og pas nu på jer selv derude 🙂

Mødet er hævet. Tak for god ro og orden.

BRO BRO BRILLE

nov
08

Med udgangspunkt i det indlæg, som  Janus lavede om de linedansende elefanter, en elefant kom marcherende, føler jeg mig næsten forpligtet til at videreformidle en epifani.

Men inden vi når dertil, så kan man – vedr. elefanter – jo lige overveje betydningslagene i:

Billedresultat for mon du bemærket har

(billedet er ejet af SHUFFLEbook)

Mon du bemærket har, hvad der på loftet var?
Det var en kæmpeting, som cykled’ rundt omkring.
Det var en elefant, den var så elegant.
Den ha’d en hale her – en endnu læng’re der.

Disse chtulhoide pachydermer i rumtidens tesserakt, disse landlevende havdyr, disse Yag-Koshaer, der krydsede verdensrummets dyb på store vinger:

Relateret billede

(Roger Dean)

Og ligesom det er forsvundet fra vores bevidsthed, at disse skabninger kom ned fra stjernerne, og kun nu – med nød og næppe – fremstår som uforståelige levn, henvist til børnesangenes univers, ligeledes er “Bro Bro Brille” nu kun kendt som en sangleg, der intet har at gøre med de bagvedliggende begivenheder, som vitterligt ikke er for børn. Eller sarte sjæle.

Det må formodes, at de allerfleste har været “udsat” for BRO BRO BRILLE på et eller flere tidspunkter gennem deres opvækst. Ikke desto mindre præsenteres hèr teksten, således at referencerne er på plads:

Bro, bro, brille!
Klokken ringer el’ve,
kejseren står på sit høje hvide slot,
så hvidt som et kridt,
så sort som et kul.

Fare, fare, krigsmand,
døden skal du lide,
den, som kommer allersidst,
skal i den sorte gryde.

Første gang så la’r vi ham gå,
anden gang så lige så,
tredie gang så ta’r vi ham
og putter ham i gryden!

Visse kilder (herunder Wikipedia) hævder, at BBB blot er en dansk udgave af “London Bridge Is Falling Down”. Muligvis på grund af ligheden i selve legen, udførslen. Ihvertfald ikke med udgangspunkt i sangen. Hverken tone eller melodi er identisk.

En anden kilde, der forholder sig til netop melodien, kadencen, hævder at det drejer sig om en populær pavane, der skulle være opstået under 30-års krigen. Næppe heller korrekt, selvom den pragske defenestration (en helt ny måde at henrette på), kunne ligne “og putter ham i gryden”. Men det er næppe heller korrekt.

Billedresultat for defenestration

Vi skal helt tilbage til 1300-tallet, hvor Det Osmanniske Rige stod i begreb med at erobre størsteparten af det sydøstlige Europa. Og man skal forestille sig situationen på en fremskudt fæstning, eller borg, under janitsharernes fremrykning: – presset forfra; svigtende forsyningslinier bagude – et sted i Karpaterne.

Lad os derfor gå til en analyse af sangen:

BRO BRO BRILLE

Billedresultat for bro bro brille

Man må forstå at skriftsprog og talesprog altid har været et spørgsål om mode. Det har altid været fint&fornemt, hvis man kunne et sprog der var på en vogue: – græsk, latin, tysk, engelsk, fransk. I dette tilfælde skal vi have fat i fransk. For der er ikke tale om nogen “bro” eller nogle “briller”. Derimod er der tale om “braux” og “brillé”. “Braux” betyder markafbrænding, og “brillé” betyder skinnende. Med andre ord taler vi om en observation af, at markerne bliver brændt af – af fjenden, af de osmanniske styrker (husk på: vi befinder os på “borgen”). Det skinnende – “brillé” – er så enten genskinnet fra disse brande, om natten (sort/hvidt) eller genskinnet fra fjendens våben eller skjolde.

“Klokken ringer elleve”. I vore mere stressede, eventuelt digitale, tider – klimaforhold, 3. verdenskrig, hvaharvi? – er det mere, at klokken er “fem minutter i tolv”. På daværende tidspunkt var det ligevel faretruende med “klokken elleve” (talmagi). Så der er altså drama på drengen. Fjenden er her og “han” har brændt vore marker af.

“Kejseren står på sit høje hvide slot”. Enhver er kejser i sit eget rige, så det der er tale om er, at borgherren på denne fremskudte fæstning, står fast i sin overbevisning om, at denne fjende skal slås tilbage, bekæmpes; han STÅR der. Han kan det. Han har sine midler.

“Så hvidt som et kridt; så sort som et kul”. Sætningen er mangetydig: er der tale om et udtryk for en art racisme? Fjenderne er “sorte”; “vi” er “hvide”? Er der tale om at nat skifter med dag, og belejringen varer ved? Er der tale om, at “kejserens” ansigt snart er sort af vrede, snart hvidt af rædsel? Vi ved det ikke.

“Fare, fare krigsmand”. De fleste børn – ihvertfald nogle – vil nok opfatte det som “far, far krigsmand”, idet enhver far kan ses som en “krigsmand”, der kæmper for familien. Eller sådan var det ihvertfald, engang. Nu om dage er det muligvis blevet mere flydende, hvad FAR egentlig er for en størrelse. Men da dette nødig skulle udarte til noget om kønsroller eller identitetsproblematikker, kan vi slå fast, at der er tale om “fare”. Hvilket er besynderligt.

For en “krigsmand” – en soldat, en kriger – er der vel altid “fare”? Hvorfor er det vigtigt at understrege det, så at sige indflette det, i sangen? Jo, det kommer af det næste: “Døden skal du lide”. Altså: døden SKAL du lide! For det er vel ikke sjældent at en “krigsmand” faktisk lider døden – at han bliver slået ihjel, det ligger ligesom i krigens natur (eller mangel på samme). Soldater dør – det er deres metier at dø. Slå ihjel – og derefter dø. That’s your call to duty!

Men her er det fremhævet &: – Den som kommer allersidst, skal i den sorte gryde!

Hvad er det for en slags situation, vi har hér? Vi har en belejret borg. Vi har en population indenfor borgen (hvilket vi kommer tilbage til). Vi har svigtende forsyningslinier, og vore “krigsmænd” er af svingende kvalitet, for: “Første gang, la’r vi ham gå, anden gang så lige så!”

Se! “Kejseren” ville jo ikke være nogen kejser, medmindre han har et folk “under” sig. Soldaterne, “krigsmændene”, tæller ikke, thi de er blot “hæren”. Men hvis ikke kejseren kan brødføde folket, selv i en belejringssituation, så har han ikke noget folk – og er derfor kun kejser “i det blå”. Han – “kejseren” – tager derfor den beslutning, at lade borgen, fæstningen, gå ind i såkaldt “lukket kredsløb”. Hvilket betyder “kannibalisme”. Og det er hér “den der kommer allersidst” får sin betydning. For det er de dårligste “krigsmænd”, der bliver henvist til “Den Sorte Gryde”.

“Første gang, så la’r vi ham gå” – der er altså retfærdig til. “Anden gang så ligeså”. Men tredje gang….

Men er det muligvis sådan, at “anden gang” drejer sig om, at selvom han er en dårlig “krigsmand”, så har borgen, fæstningen, byen, befolkningen, brug for et genetisk boost? Er det sådan, at både første gang og anden gang, så er det faktisk også krigsmandens opgave at pro-kreere? Taler vi om, at selvom han ikke er fuldt ud en superhelt på slagsmarken, så er han ihvertfald avlstyr nok til at sørge for byens/borgens/fæstningens “befolkningstæthed”. Med andre ord: – efter treide samleje, med en “befrugtelig” kvinde, tiltræder han sin sidste rolle på denne jord, nemlig som fødegrundlag for det samfund han har kæmpet for. Er det sådan det skal læses?

Den, i sidste del af sanglegen, adspørgen til “rugbrød eller franskbrød”, “pære eller banan”, og derefter “tovtrækning”, afspejler muligvis at “delinkventen”, “krigsmanden”, har haft mulighed for at bestemme, hvorledes han ønskede sig tilberedt “i den sorte gryde”. Samtidig kan “tovtrækkeriet” også være en illustration af det kaos, der uvilkårligt ville opstå omkring kødgryderne, når der endelig var udsigt til mad på bordet, igen. Medmindre det er en slags hyldest til den “krigsmand”, der gjorde “os” mætte. Vi ved det ikke.

Men hvis vi nu skal trække hele denne historie, alle disse nærgående analyser og halvkalfatrede konklusioner, ned på et terrængående niveau, hvor det er muligt at lodde dybderne i et så enigmatisk materiale, så bliver vi nok nødt til at gå til populærlitteraturen for en endelig opløsning. Med andre ord, må man spørge sig selv, hvad BRO BRO BRILLE egentlig afspejler. Og der har jeg udfundet at det drejer sig om:

Dracula; Vlad Tepes; Spidderen; Den Lille Drage.

Fortæl det, nede i børnehaven.

VIRKELIGHEDENS FIKTIVE VIRKELIGHED

nov
01

I et udslag af tiltro til egne uovertrufne evner, til at se ind bag det slør, som virkeligheden har lagt over vore øjne, for at dølge en langt mere fiktiv tilstedeværelse bag alt, overbeviste jeg mig selv om at jeg havde set lyset, da det gik op for mig, hvor meget Barry Fife og Donald Trump ligner hinanden:

Billedresultat for barry fife

 Relateret billede

(find Donald)

(jeg skal øjeblikkeligt beklage det omfangsrige foto af USAs nuværende præsident (god bedring!), men årsagen skyldes grunde vi snart kommer tilbage til)

Nåmmen, det viste sig så, at jeg ikke var så genial og nytænkende, som jeg selv troede, thi denne “kongruens” – om man så må sige – findes allerede som et hashtagget tweet:

(passer ret godt med at en præsident for et af verdens mest magtfulde lande, finder det opportunt at meddele sig på netop denne kanal)

Barry-boy (there are no new steps) er så mere en rød mand, med gult hår, mens Donald-drengen (there is only alternative facts) har blandet farverne til ensartet orange. Og mens BB gør brug af en toupe, nøjes DD med nakkehår i panden. Sådan skal det være – godt hentet. (Tænk at skulle gøre det hver dag; jeg nøjes med det til festlige lejligheder, såsom skæronsdag, langlørdag og 4. juledag).

Nå! Den omgang vandt jeg så ikke. Jeg kom ihvertfald ikke i mål som den første. Til gengæld var der et andet aspekt af Donald Ducks fremtrædelsesformer, der virkede sært bekendt. Og det er hér, det i al overmåde store billede af “geniet” kommer i spil. Se lige den højre hånd! Se pegefingeren, se – i det hele taget – fingrenes “graciøse” placering vis-a-vis hinandre! Og se så ham hér:

Billedresultat for robert de niro al capone

(Al Capone i skikkelse af RDN)

For fuldstændighedens skyld skal man måske se ham i fri dressur, vi sender en lænke:

(You’re fired!)

Tilbage står om Robert De Niro har set Donald-drengen i aktion, eller om det forholder sig omvendt. Man sætter pølse for, man sætter pølse bag …

På den måde er det ret muntert at høre USAs præsidenter tale om “slyngelstater”. There are no new steps!

 

EN BJØRNETJENESTE

okt
24

på provokerende opfordring iler vi med endnu en TXT, for the Benefit Of  

Billedresultat for en bjørnetjeneste

(forfatteren græmmer sig)

Dilbian-instituttet (grundlagt af Paul Gordon Dilbian) lå på et fremstrakt klippeplateau, med udsigt over Valles Marineris’ bølgetoppede kanaler. Fra indgangsportalen til blimphavnen – et rejgræsareal på størrelse med en halv fodboldbane – løb en flisebelagt allé, kantet med sibirisk bjergfyr, der på grund af den lavere tyngdekraft, nåede op i 8 meters højde.

Det var en lidt råkold morgenstund, som Hans Ove Karl Albrechtsen (mellem venner og veninder kaldet HOKA) trådte ud i, da han gik ned ad rampen fra morgenblimpen, der just var ankommet til Dilbian-instituttet fra Syrtisbyen, langt ude østpå.

På den røgrøde himmel skinnede fuldmåneagtigt Fobos og Deimos i frygt og bæven.

Bag ham lossede personalet den kasse, han havde med. Selv bar han kun på en kodiak, med samtlige oplysninger, tegninger, udregninger og spex vedrørende implementeringen.

HOKA skuttede sig, og begav sig hen ad alléen; det skulle gøre godt at komme indenfor og få en kop kaffe.

Situationen var denne: Efter den store koloniseringmanøvre, der havde skabt menneskelig mulighed for at bosætte sig på de ydre planeter (hvilket hovedsageligt drejede sig om måner), var der opstået en sær animositet mellem De Ydre og De Indre planeter. Skæringspunktet var asteroidebæltet. For nemheds skyld vil vi kalde det ”optakten til en borgerkrig”. Andre vil måske ymte noget om habitater eller territorier, men lad nu det ligge.

Dilbian-instituttets leder, Arthur Grisham (blandt personalet kendt som ”Grizzly”), modtog HOKA i indgangspartiet, og viste ham rundt. En ret hurtig rundvisning, faktisk, idet instituttet stort set blot bestod af en overvågningsafdeling (deep space rec) og en affyringsrampe (launch pad – ”langpoten”, som den blev kaldt). Og derfor endte Grizzly og HOKA i førstnævntes arbejdskontor i løbet af relativt kort tid, iført termodragter og termokander.

– Dét, det drejer sig om, sagde HOKA, da han havde sat sig, skænket skoldhed kaffe og tændt sin kodiak, – er at sikre perimeteren; enten udenfor eller indenfor asteroidebæltet. Eller begge dele!

– Men det er jo et enormt område! sagde Grizzly. – Det er jo et helt kredsløb; langt større end Jordens omdrejningsbane. Det vil jo koste …

– Det er nemlig det, det ikke vil! afbrød HOKA, og prøvede at se alzabo-agtig ud. Det lykkedes ikke, men han fortsatte: – De astronauter jeg har med, de kan bevogte hele grænsen, hele vejen rundt – og de kan blive ved og ved og ved! Simpelthen fordi de er meget, meget små!

– Små astronauter? grundede Grizzly. – Hvordan kan det være et forsvar?

– Altså, hør nu hér, svarede HOKA, – små astronauter kræver ikke særligt meget “lebensraum”, om man så må sige. Det er derfor en mulighed, at selve vagtskibet kan blive udstyret med så meget mere potentiale. Vi har det hele med!

– Det hele med? spurgte Grizzly.

– Det hele! svarede HOKA. – Kort og godt drejer det sig om, at mine … – nåja, disse perimeter-astronauter, er bioniske tartigrader, der er opkoplet på probernes missilbærende styringssystemer. Vi har omkring en million med!

– Til gengæld er jeg ikke helt med! svarede Grizzly. – Forklar!

Hoka sukkede – indvendigt – og aktiverede kodiaken.

Lyset dæmpedes betragteligt i arbejdskontoret, og et reverenter talt overjordisk spektakel udfoldede sig som buede strenge af perler og juveler i kola. – Dette, sagde Hoka, – er Solsystemet som vi kender det. Det er godt nok kun en repræsentation, idet der ikke er taget egentlig højde for afstande. Men vi sér hér Jorden og Mars (han pegede med en variabel pegepind), og udenom ligger asteroidebæltet!

Der blev zoomet ind på en højgrafisk tredimensional del af Bæltet. – På “ydersiden” af bæltet vil vi oprette forsvarsperimeteren, bestående af disse bittesmå rumkapsler, med overliggende atommissiler, styret af de bioniske tartigrader. Man sér hér hvordan:

Der blev atter zoomet – denne gang ud – og en simulation viste hvordan skibe fra de Ydre Planeter, der søgte indad mod de Indre Planeter, blev tilintetgjort af små bitte nukleare detonationer og lasere, der næsten kirurgisk skar gennem deres fuselage.

– Det fantastiske, sagde HOKA, – er at mine astronauter, mine tartigrader, kan tåle op til 6000 G; ned til minus 210 grader celsius, næsten 4000 rem, og totalt vacuum i op til en uge. De er usårlige! Så fjenden kan bare komme an! Vores ydre forsvar er herfra uigennemtrængeligt!

– I har altså lavet meget små mennesker, sagde Grizzly, – til meget små rumfartøjer, der skal bære meget store missiler og lasere, og det skal så fyres af fra Dilbian-Instituttet! Og I kalder dem “tartigrader”? Ja, undskyld, jeg forstår det ikke!

Hoka smilede overbærende. Svarede: – Nejnej! Disse astronauter, disse tartigrader, disse generaler og officerer, i vort sted, som kan udholde langt mere end mennesker, og kva deres bioniske opkopling til styringssystemerne, vil fungere som de ultimative soldater … krigere, om man vil! De vil udgøre en hel særlig enhed, en hel særlig tjeneste under de Indre Planeters forsvar.

– Hvad er tartigrader? spurgte Grizzly.

HOKA smilede: – De kaldes også “bjørnedyr”. Vi opretter så at sige simpelthen en Bjørnetjeneste!

 

SVESKEN PÅ DISKEN

okt
23

Relateret billede

 

Dér lå den.

Sortbrun som leveren hos en afholdsmand; rynket som en alkoholikers øjenkroge. Lige midt på disken i Magasins parfume-afdeling (Gucci og YSL). Og den var ikke til at rokke ud af stedet.

Rengøringspersonalet havde konstateret dens tilstedeværelse, dér, lidt over ved 4-tiden om morgenen, men havde besluttet sig til, at det nok var en dekoration af en slags, et reklamefremstød – siden svesken ikke lod sig rokke ud af stedet. Og det blev der da også lidt ballade over, da afdelingslederen (langt senere) dukkede op og så “svineriet”. Hvilket han konverterede til en politianmeldelse for hærværk, idet han heller ikke kunne få den fjernet.

Meget kan man sige om politiet – og der skal siges meget – men det var faktisk en meget ung og dygtig assistent fra terror-enheden, der opdagede hullerne i lofterne. Mellem stuen og første sal (herreekvipering – Armani/Berlucci-afdelingen); mellem første sal og anden sal (smykker – Dior og Gimble); mellem anden og tredje (legetøjsafdelingen – LEGO og Martell) og mellem tredje sal og tagterrassen (Brunch og tapas-bar). Små fine huller, der gik durk gennem tæpper, laminater, dæk, beton, isoleringsplader og armaturer. Intet var for så vidt ødelagt – bortset fra dagens omsætning, idet politiet anså hele Magasin for et gerningssted og “lukkede butikken”, så at sige.

Til gengæld var det, blandt det tilbageholdte personale, en midaldrende kvinde i arbejdsprøvning, med en fortid som lektor i anvendt matematik, men som på grund af ledsmerter, forårsaget af det meget stillestående erhverv som docent, var kommet på overførselsindkomst, der påpegede at der kunne tegnes en ret linie fra sveskens position på disken, direkte gennem hullerne i alle etagerne. Hullerne måtte – med andre ord – være forårsaget af svesken. Denne observation blev sidenhen kendt som “sveske-radianten”, og på dette tidspunkt blev militæret involveret, idet der KUNNE være tale om et våben af stadig ukendt oprindelse.

Magasin blev evakueret (tilbageholdt personale) og politistyrken blev re-allokeret til vagttjeneste på en ydre, afspærret perimeter på omkring to kilometer i diameter (alt var metrisk, dengang).

Svesken lå stadig rynket og glinsende – og uflyttelig. Forskellige militære enheder og special-tropper fik lejlighed til at afprøve det bedste de var trænet i. Anti-bombe-holdet (“the hurt-locker-team”) gik, iført de stiveste kevlardragter, som fortidige riddere til turnering, frem til disken og afmonterede denne, efter at have sikret sig at ingen mikrometer tynde ledninger, eller nanocarbon-fibre ville kunne føre svesken til detonation. Derefter mente holdet, at det var ingeniørtroppernes opgave, at løfte disken med svesken, og overføre begge dele til “high-security installments” (en term der dækkede over Risø).

Der var bare det ved det, at hverken svesken eller disken kunne flyttes. Og da det gik op for ledelsen af indsatsgrupperne, at det måtte være svesken, der tyngede disken ned, besluttede man at søge anden hjælp.

Det var derfor en rørende enig justitsminister og forsvarsminister, der bad videnskabsministeren om at sammensætte et “team”, der kunne gå ind i sagen.

Det første der blev konstateret var, at det ikke kunne være en sveske. Den var for hård, for tung, for kold til på nogen måde at være en sveske. Hvilket så også passede med “sveske-radianten”, for vokser der måske svesker oppe i himlen? Hvortil hortologerne måtte indskyde, at svesker overhovedet ikke “voksede” nogen steder, men var tørrede blommer. Javel, ja, men vokser der blommer i himlen? Til hvilket teologerne svarede, at det indtil videre var et uafklaret spørgsmål.

I mellemtiden gik andre igang med en nøjere kortlægning af svesken, og man lånte et elektronmikroskop fra Karolinska Instituttet – som var det stærkeste på skandinavisk grund. Herefter tog det fart:

Gennem mikroskopet bredte sveskens topografi sig ud som et mangepræget og kapriciøst landskab af furer og dale, højderygge og bakkekamme. Og der blev skrevet digre værker om “Grødtoppens” ikke-euklidske abduktioner, “Tærtedalens” symmetriske formationer og “Juleslettens” birame lokationer. Sågar blev der uddelt en Nobelpris for en afhandling om de riemannske folder i det område af svesken, der var blevet benævnt “Nordre Pol” (bare for at undgå misforståelser om nordpolen).

I mellemtiden havde konsortiet (Magasin) valgt at lukke afdelingen, og bortset fra svesken og disken, var alt inventar flyttet til nyopførte bygninger, andetsteds. Det var derfor en meget tom og underbelyst bygning, som en ung 1. assistent gik ind i, da hun var blevet sat til at lave nogle midlertidige fix-punkter på en del af svesken, som endnu ikke var blevet undersøgt, fordi den var svær tilgængelig (beliggende næsten dér, hvor svesken mødte disken).

Af en eller anden grund var det ikke rigtigt gået op for nogen, at det var en glasdisk. Med andre ord var det muligt at se svesken nedefra. Og med nogen møje og besvær lykkedes det 1. assistenten, at ambulere elektronmikroskopet – så at sige – “på hovedet”, således at en undersøgelse af det ønskede område ville være lettere. Dette medførte til gengæld, at hun også måtte flytte hele computer- og måle-apparaturet, der var boltet til nogle store, rullebare reolsystemer. Dernæst re-installere og genstarte, kalibrere og finstille.

Herefter skulle systemet kunne klare sig selv, indtil de rette fixpunkter var fundet, og hun kunne indsætte dem som data til næste dags videre efterforskning.

Anstrengelserne havde gjort hende noget svedig, og hun besluttede sig til at gå op og se på fuldmånen oppe på taget. Kanske den køligtlune aftenvind kunne svale lidt.

Som den videnskabskvinde, in spe, hun var, lænede hun sig ind over disken og prøvede at flugte “sveske-radianten”. Det kunne være en svir, om Månen stod lige i hullet! Den burde faktisk, det vidste hun, men bare for at være sikker tjekkede hun det op på sin “padde”. Og den var god nok: – fuldmånen stod i præcis trajektorie med vinklen på “sveske-radianten”. Hvorfor var den der så ikke?

Hun gik op på taget, op ad de dunkle, rungende trapper. Hun lod nattevinden løbe gennem sit hår, duftede til byens em og skærmede øjnene mod den evige lysforurening. Og kiggede op i himlen.

Der var ingen Måne. Hun måtte have taget fejl, hvilket hun fandt ret irriterende, når hun nu havde de her planer om at blive verdensberømt astronom. Men Månen havde svigtet hende, så hun kunne ligesågodt gå tilbage til arbejdet.

Fix-punkterne var fundet, og stod klart aflæselige i fire kvadranter på overvågningsskærmen. Hun måtte synke flere gange. Der var ingen tvivl. Alt passede. Hun huskede det fra utallige lektioner i rumfartens historie. Disse dusede billeder, disse næsten udviskede men bestandige aftryk. Dette flag!

Månen var landet.

 

FILOSOFISKE DYR

okt
10

Ret inspireret – provokeret? – af Janus’ indlæg om HILDA hvor Janus nævner at denne muligvis har et drys af Tove Jansson (og jeg er ikke uenig), vil jeg lige kaste noget lommeuld på disken (muligvis med indbagt svedske, hvem ved?).

Relateret billede

LOMMEULD

Sé: – Der er en lang tradition for, at lade dyr fremstille menneskelig svaghed og dårskab (kan du stave til Æsop?), som “vi” jævntud kalder FABLER. Herudaf er også kommet mange “bon mot’er” og almindelige godtkøbsvendinger (“sure rønnebær”, “løvens hule”, “krage søger mage”). Bare så vi ved hvor vi er, terrænmæssigt (the map is not the road).

Billedresultat for antman versus hulk

“Lille Tue vælter stort læs” (det er Lille Tue til højre)

I mange – de fleste? – tilfælde bliver det hurtigt til allegorier (“The Wind In The Willows”), eller til “ren” FANTASY (“Bjældes lange rejse”), eller sødmefulde beretninger á la Beatrix Potters. Men sommetider kommer der andre ting ud af skabet. Eksempelvis kan man nævne “Peter Plys”, der – sandt for dyden – er ligeså platfodet borgerlig som “Vinden i piletræerne”, men som alligevel indeholder den samme slags dybfundige indsigter, som Bamse og Kylling. The Tao Of Bamse! The Buddha of Magnus Tagmus. Men også de patafysiske elementaler Nebbersevægen og Oppersagokken (kend din julekalender). Eller hvad med Rasmus Klumps Evangelium?

Der opstår – udkommer – også underfundige fabler, som Richard Adams’ “Kaninbjerget”. Hvilken jeg så (også) opfatter som en allegori, selvom kaninernes mytologi absolut er et værdigt alternativ til menneskehedens frembringelser. For slet ikke at tale om “Abekongen”:

Relateret billede

(jo, vi kender godt Milo Manaras udgave, osv osv)

Men tilbage på sporet:

Tove Jansson (1914-2001) var maler, tegner og forfatter. Og mest af alt vil hun blive husket for mumitroldene, og visse vil måske også kunne se forbindelsen til det univers, der udrulles i “Hvem skal trøste knytten?”. Hvorom alting er, så blev mumitrolde-suiten åbenbart kategoriseret som børnelitteratur; oplæsning for de små. Muligvis foranlediget af, at svensk fjernsyn lavede nogle grønthakker-studsede udgaver, der kun lige med nød og næppe hentede handlingen hjem, og hvis eneste “tråd” til romanerne er mumitroldenes udseende – nu med skuespillere indeni, der ofte tog mumihovederne af. Pauvert, mildest talt.

Billedresultat for tove jansson

Tove

Derfor tog det også yours truly omkring 6-7 år, at “komme tilbage til” mumi, ved et rent tilfælde: – jeg så nemlig et antal illustrationer, som Tove Jansson havde lavet til Tokiens “Hobbitten”

Billedresultat for tove jansson tolkien

DVÆRGENE SPILLER I DYBET

Og det endda før, jeg havde stiftet bekendtskab med Ringenes Herre eller Hobbitten (ja, det vil sige: en fremmelig pædagog havde læst højt af Hobbitten, på en feriekoloni, men jeg sov ikke på den sovesal). Men på det tidpunkt – omkring 73-74 i forrige århundrede – rasede Tolkien-feberen, og hele mollevitten var forudbestilt på biblioteket til langt ind i evigheden. Så som fjorten-femtenårig tog jeg mod til mig, og gjorde det næstbedste: – bevægede mig ind i børnebogsafdelingen og lånte Tove Janssons “Troldvinter”.

Trollvinter 01.tiff

Det blev hurtigt tydeligt for mig, hvorfor den stod i børnebogsafdelingen: – det enkle, ligefremme sprog. Men det stod ligeså tydeligt for mig, at den indeholdt stemninger og “billeder”, der kunne tale til alle aldersgrupper. Noget ret sigende er To-Tiki-figuren, som er en pige, men opfører sig som en dreng. Der er også Murren, der er så kold, at den er farlig – men i virkeligheden er den et varmesøgende væsen; hvem skal trøst Murren?

Billedresultat for tove jansson murren

Men fremfor alt er der dette både spændende og foruroligende, at mumitrolden er vågnet op i en vinter-verden, han skulle have sovet fra, med maven fuld af grannåle. Han er vågnet i modsætningen til alt hvad han ved og kender. Det er til at tage og føle på.

Billedresultat for tove jansson mumitrolden

Så det kunne jo ikke blive ved det; jeg måtte ha’ mere mumi! Og så udfoldede universet sig ellers. Vi møder Hemuler, Snorkfrøkenen, Hattifnatter, Tofslen og Vifslen og et væld af andre karakterer og væsener, der hver især repræsenterer sider af menneskelig snusfornuft, dårskaber og tilbøjeligheder. Og selvom Mumitroldens rolle måske nok er observatørens og formidlerens, så har han også sine karaktertræk, der faktisk ikke ligger langt fra Bilbo Sækkers længsel efter nylavet the og kommenskager. Og alligevel “rykker de”, som vi siger nu om dage: – “er du på!?!?”

Billedresultat for tove jansson hattifnatter

Mens Mumitrolden er sådan lidt juvenil funderende, men samtidig handlekraftig når det gælder, så er hans far, Mumifar, en ret handlesvag filosof – eller måske man skulle kalde ham en lidt utilpasset idealist, i klassisk forstand.

Billedresultat for tove jansson mumifar

Heroverfor står Mumrikken: – en streetwise vagabond, der har set lidt af hvert, og som ikke skyr nogen fare, men samtidig er parat til at rykke teltpælene op (bogstaveligt talt) anytime!  Og på den måde har Mumitrolden mange fædre – eller “Faderfigurer”, for de freudiansk inklinerende.

Billedresultat for tove jansson mumrikken

det er Mumrikken til højre

Så er der nogle der vil sige: – jammen er det ikke bare Dyrene I Hakkebakkeskoven? Tjoh, det er muligt, men også dér er der noget på spil. I “Mumiland” er der faktisk ret farligt: – du kan blive slået med vanvid, hvis du møder Murren; du kan blive udbrændt, hvis du møder Hattifnatter i tordenvejr; og hvis Kometen Kommer vil din verden blive afsvedet, så du må gå på stylter over landområder udsat for den brændte jords taktik. Og du vil altid blive forulempet af Hemulen, for sådan er han nemlig, selvom han er en sart entymolog, for han ønsker sig kun FRED&RO!

 

Relateret billede

– jo den gør!

 – og samtidig er der den store kærlighed, som Mumitrolden føler overfor sin næsten esoteriske Snorkfrøken: – så er hun der; så er hun der ikke; og han må redde hende. En evindelig Orfeus og Euridike.

Andre har gjort sig umådelige anstrengelser for at oversætte To-Tiki eller/og Tofslen&Vifslen til Tove Janssons kropsnære forhold med mænd og kvinder. Det finder jeg ikke specielt interessant, for al inspiration kommer et sted fra. Det er andet er småforkølet lummerhed, der har meget lidt at gøre med Mumitroldens komplicerede verden. Og det er den – det er den verden – jeg syns man skal stifte bekendtskab med.

Relateret billede

GUDS LOV

sep
23

God said to Abraham: “Kill me a son!” Abe said: “You gotta be kidding!”

– Bob Dylan

Jeg stod forleden og snakkede med en ældre nabo. Han er “et kristent menneske”, som han selv siger. Jeg ved ikke, hvor galt det står til; om det er indre mission, jehovas vidner, pinsekirke eller hvad. Ihvertfald er “kristendommen” vigtig for ham.

Det er den ikke for mig. En religion der har et henrettelsesapparat som centralt symbol må jeg tage afstand fra. Og generelt tager jeg bare afstand fra religioner.

Nåmmen, vi står så dér og vender “verdenssituationen”, over hver sin sure pibe, og atter og igen kommer vi ind på “troen”. Hvilket ikke flytter nogetsomhelst, men som udgangsreplik siger han så: ” – jo, men du giver mig vel ret i, at De Ti Bud er udmærkede retningslinier, ikke?”

“Johe”, mener jeg, ” – det kan der vel være noget om!”, idet jeg husker at jeg selv har brugt det argument, samt at det er en udbredt opfattelse. De Ti Bud er udmærkede leveregler!

Men så blev jeg alligevel nysgerrig. Lad os lige se på “korpus”:

  1. Bud: Du må ikke have andre guder end mig (Okay, det kræver jo så, at der en “gud”. Det skal man lissom acceptere. Sjovere er det implicitte om, at det findes andre guder. Du må bare ikke have dem. Godt forsøgt! But no cigar)
  2. Bud: Du må ikke lave dig noget gudebillede (ikke engang af Gud? Fy, Michelangelo! Men da “du” heller ikke må ha andre guder – jvnf. §1 – what’s the problem? Jvnf. iøvrigt Muhammed-tegninger)
  3. Bud: Du må ikke tage Guds navn forfængeligt (altså, enten står der, at du ikke må bande! Det skal jeg satanbrækkemig nok selv bestemme, for satan. Eller også står der, at du ikke må sværge til Gud, hvis du kommer i klemme. Igen kræver det lige, at der i det hele taget er en “Gud”. Back to square one!)
  4. Bud: Du skal holde hviledagen hellig/du skal komme hviledagen i hu (vi er ude efter dem, der kunne finde på at arbejde om søndagen! Men der knytter sig noget andet til hviledagen/sabbatten. Thi i henhold til “Jubilæerbogen” skabte Gud englene på førstedagen, og der var de allerede omskårne, således at de kunne deltage i sabbatten sammen med Gud. Hvoraf følger at engle er hankøn, men også at sabbatten må være institutionaliseret af en “højere magt”, end Gud, siden Han holder den hellig. Ta dén!, søster lagkage)
  5. Du skal ære din fader og moder ( “Min familie følger Faders vilje”. Dette er konservativisme. Uanset hvor senildemente de gamle fjolser bliver, så har de alligevel evigt ret. Bliv ved din læst. Flyv ikke højere end vingerne bær’! Alt var bedre i gamle dage! De voksne ved bedst! Hej, Lars Græsted!)
  6. Du må ikke ihjelslå (Fino! Det lyder rimeligt. Lad vær’ og gå rundt og slå nogen ihjel! Problemet opstår, hvis det også omfatter andre organismer, end mennesker. Men lad os da nøjes med det enkle: – du må ikke slå andre mennesker ihjel! Fair nok! Point)
  7. Du må ikke bryde et ægteskab ( Qué? Why not? Hvis det går ad helvede til, hvorfor så dog ikke få det af vejen? “Fordi Gud siger det”! Dårligt argument, der kræver eksistensen af en gud! Ready player One?)
  8. Du må ikke stjæle (Den kan vi være med på. Men det kræver at vi anerkender “ejendomsretten”, som et gudsgivent – et “naturligt” – paradigme. Definitionen glimrer så dog ved sit fravær, for jeg vil påstå, at bag enhver formue ligger en forbrydelse. Så vi er tilbage i det konservative, det pro-kapitalistiske feudalsamfund, hvor hvad fatter gør osv. … )
  9. Du må ikke vidne falsk mod din næste (hvis der er nogen der kan forklare mig den, så kom frisk – jeg fatter den ikke!)
  10. (den er lang) Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, eller hans kvæg eller fæ, eller noget der hører din næste til (atter er vi igen i “ejendomsrettens hellige haller”. Endvidere kan vi se, at disse “ti bud” retter sig imod mænd. Jeg mener, hvad nu hvis “min næstes” hustru begærer mig? (ønsketænkning, javel). Og hvad menes der med “begærer”? Der står jo allerede, at jeg ikke må stjæle! Så kan jeg vel “begære” alt hvad jeg vil?)

Billedresultat for de ti bud

So, yes, so: – Vi står tilbage med to, nogenlunde rimelige bud, der ikke drejer sig om rigid konservativ samfundsopretholdelse: – lad vær med at stjæle; lad vær’ med at dræbe. Men det kunne vi sgudda nok finde ud af, uden ham dér Gud (der er så svær at få ud).

Relateret billede