SUPERKULTUR

1. MAJ

maj
01

Idag er det 1. maj, 2019, Arbejdernes Internationale Kampdag! Og selvom det – nu om dage – måske mere handler om nogle fadbamser og nogle forkølede taler (“Kammerater! Vi er samlede hér idag, for at …… ja, et eller andet – skål! Jeg mener: Rød Front!”), så bunder det i både en samfundsanalyse – begået af d’herrer Engels, Marx, Lenin m.fl. – og en gedigen “Future History”.

Billedresultat for 1 maj
som sædvanlig regner det og er pissekoldt

I henhold til marxismen sér samfundsudviklingen sådan hér ud: – Ur-kommunisme, Slave-samfund, Feudalsamfund, Borgerligt samfund, Socialistisk Samfund (nej vi har ikke!) og Kommunistisk samfund. De forskellige trin er afhængige af den teknologiske udvikling – og det kan man altsammen selv læse mere om, anderswo (pas nu på ikke at kløjs i Proletariatets Diktatur og Negationens Negation – men bemærk dog at “dialektisk materialisme” har interessante “gudbørn”: – “Schumpeterian Chock” (Økonomi), Punctuated Equlibrium (Palæontologi) og Bølge/Partikel-problemet (Fysik, Kosmologi)).

“Future History” kender vi fra science fiction. Heinlein havde én, Niven har én, Asimov havde i den grad én, og Poul Anderson konstruerede også én (faktisk to – men skidt med det). Vi taler om The Polesotechnic League og The Terran Empire. Faktisk udspringer det sidste af det første – sådan er det (jvnf. ovenfor – hæhæ – selv en libertær amerikaner slipper ikke!)

Hérunder har vi lige et gruppe-portræt af den polesotekniske ligas fremskudte krejler-falanks:

Billedresultat for the polesotechnic league
Chee, Falkayn og Adzel
Det er John Schoenherr, der har malet dem

Det er egentlig ret sjovt, at Anderson griber tilbage til hanseaterne, de Lübeckske (Lybske?) købmænd, og konstruerer sin figur Nicholas Van Rijn over Christian IV i form og statur (Nej, Chr. 4-tal byggede ikke Rundetårn – det gjorde murerne og tømrerne). Men hvorfor faen Rembrandt skal blandes ind i det (det er hans efternavn), sé, det vides ikke. Men flot ser det ud!

I henhold til Anderson er det således Christian d. 4. – undskyld: Nicholas van Rijn, der gennem sin entreprenante “købmands-virksomhed”, across the universe, skaber grundlaget for det feudale “Terran Empire”.

Billedresultat for the man who counts
Vi bringer lige et billede af Christian IV
Kunstneren hedder Michal Whelan

I historierne om Den Polesotekniske Liga, er det oftest van Rijns protegé, David Falkayn, der er hovedaktør, med samt hans kompatrioter: Kattevæsenet Chee og den kentauroide drage Adzel. Og i beretningerne om det senere Terranske Imperium, hedder hovedpersonen Dominic Flandry. Man bemærker initialerne (gør man ikke?), og der ymtes da også noget om, at de to kanutter er i familie med hinanden – på sådan en seks-syv hundrede års afstand, men hva’ faen; er det Future eller det ikke Future, que’s que ce?

Men hvor Falkayn “kun” er Falkayn, i alle de historier der handler om ham (og van Rijn og alt muligt), så er Flandry en figur der udvikler sig – dvs. han bliver ældre og stiger i graderne – fra fodtusse til vice-admiral.

Vi har et ungdoms billede:

Billedresultat for ensign flandry
Det er Flandry til venstre (og han får et forhold til dullen t.h. – det er ikke Chee)
Maleristen er igen Whelan


Og evigt er han på jagt efter den “sande kærlighed” (og finder den, og mister den), samt beredt på at tilbageholde “Den Lange Nat” – Imperiets uafvendelige fald (tjek Gibbons – og nu du er igang: tjek Asimov OG Gibbons – tjek i det hele taget “Imperium”; start med Wikipedia).

Poul Anderson er i mange sammenhænge lidt oppe at køre på, at han har en skandinavisk baggrund. Det kan man se på mange af de navne han beklæder sine figurer med, og man kan navnligt se det ifht romanen “Tau Zero”, der både er en – hm – palimsest over Harry Martinssons “Aniara” samt bygger på ideen om et “skandinavisk” verdenssamfund. Dette kun nævnt fordi Harry Harrison, der faktisk har boet i Danmark (og rigtigt mange andre steder), i en historie om The Stainless Steelrat bygger handlingen op omkring en særlig planets højtideligholdelse af “Grundlovsdag”.

Billedresultat for the stainless steel rat
The Rat – jeg ved ikke hvem der har malt ham, og han har heller ikke noget med sagen at gøre.

Men altså: – i en af sine ungdomseskapader, som agent for Imperium Terra Cognita – om man må være så fri – nemlig i historien “A Message In Secret”, fra samlingen:

Relateret billede
  • er stakkels Dominic Flandry havnet på en vildt fremmed, og hidindtil glemt, planet, hvor nogle fæle efterkommere af nogle sovjet-russere kører rundt på nogle motorcykler som man skal styre med knæene.
  • Stakkels Dominic er “in dire straits”, for skulle de der fæle sovjet-kommunister nu finde ud af, at han er agent for Imperiet, så står den på borscht, gulag og nakkeskud. Så hans “objektiv” er at komme derfra – men hvordan? På en eller anden måde må han have sendt et signal ud i verdensrummet, så der kan komme en redningsflåde. Han ransager derfor sit samlede tankegods, og får lidt hjælp – (!) – af et lokalt tøsebarn, og kommer på en genial idé. Det er er nemlig snart 1. maj, og det får han så overbevist den sovjet-kommunistiske øvrighed på planeten om er noget at fejre. For det gjorde deres forfædre. Og han skal på det bestemteste nok stå for udsmykningen til denne Arbejdernes Helligdag. Ikke noget dér, kammeratnik!
  • Ergo: – to fluer med et smæk:
Billedresultat for flandry a message in secret

Og når han så er færdig med at male på alle pylonerne, over hele den ganske sovjet-russiske hovedstad på planeten, hvad står der så?

MAYDAY MAYDAY MAYDAY

Så fortsat god 1. maj, og på lørdag har JEG fødselsdag: May the fourth be with me!

Billedresultat for når jeg ser et rødt flag smælde
Når jeg ser et rødt flag smælde,
På en blank og vårfrisk dag ….

The God Delirium

apr
09

Overskriften er naturligvis en parafrase over Richard Dawkins’ “The God Delusion”, men dækker meget godt det forhold, at jeg åbenbart bliver ved med at plage mig selv med spørgsmålet om “Guds Eksistens”.

Billedresultat for Gud
As we know him

Og det leder mig ofte til, at se besynderlige dokumentarer(?) på YouTube, hvor den ene gudsfornægter battler mod den anden gudsbetroende. Eller bare den ene & derefter den anden.

Senest har jeg derfor set på – eller været vidne til – disse to:

Og denne hér:


https://www.youtube.com/watch?v=otrqzITuSqE

Og det er jo festligt, folkeligt og fornøjeligt. Og jeg plejer van at have mine undskyldninger for denne ekstravagante form for masochisme parate, nemlig med henvisning til bonmot 1&2: “Know thy Enemy”; “Keep your friends close, but your enemies closer”. Hvilket jeg mistænker for at være en underbevidst forlængelse af min begejstring for konspirationsteorier; altså at “troende” mennesker har gang i noget konspiratorisk. Det har de ikke – de har gang i noget vås&vrøvl.

Men for at det så ikke skal være løgn, så bilder jeg mig selv ind, at jeg faktisk lærer noget af lortet. Eller sagt på en anden måde: – at det tvinger mig til, at tænke koncentreret over visse fundamentale spørgsmål, med den klausul at “Gud ER smidt ud” (Hej Trille).

Jeg er – i nærmest uhyggelig grad – alvorligt smittet med “Anti-Dühring” og Carlo H. Hansen

Billedresultat for carlo f hansen "Fysikkens elendighed"
(det er ikke Carlo, bare fordi det er forsiden; Carlo kommer hér:)
Billedresultat for carlo f hansen "Fysikkens elendighed"
(ikke så nemt at se, det er jo helt tåget – bestil bogen på bibloteket! gak til myren og bliv viis)

(Og så selvfølgelig “Anti-Dühring:)

Billedresultat for anti dühring
(det er ikke Dührings kontrafej, men Engelsesesssesssss)

Med andre ord er jeg i filosofisk grad overbevist om, at den dialektiske materialisme formidler det rette perspektiv på – nåja – “hele lortet” (og nej! jeg skal ikke forsvare Stalin, Tito, Mao, Ceacescu, Castro, YNI, for det er ikke det, det drejer sig om).

Billedresultat for omfangslogik
(en dialektiker, der er langt ude)

Så på en laaaaaaaaaaaaaaaang tur fra Inverness til Newcastle, fik jeg anledning til at udbrede mig om, hvorfor det er nonsens, vås, vrøvl at tale om “noget” FØR Big Bang, for de der 13,4 milliarder år siden, mens min svoger førte bilen.

(Min svoger – ikke Big Bang … eller – spørg hans kone)

Nå! Down to business! “Hvorfor kan man ikke tale om noget FØR The Big Bang?” (altså: – det kan man jo bare gøre, men dersom vi tager en videnskabelig vinkel (jo, vi gør), så kan man ikke!)

“Enhver” ved jo, at tiden går langsommere, jo nærmere man kommer til lysets hastighed, eller til et Sort Huls begivenhedshorisont. Iggeåsse? Ja, men nej. Der er ikke tale om at “Tiden” går langsommere – der er tale om, at gravitationen er af en størrelsesorden, hvor ALLE processer bremses – derfor også elektronernes fisen-omkring atomkernen. Der mangler vi vel lige en konkret definition af hvad “gravitation” er, og der kan jeg bare sige: se Carlo! For enten taler vi om en udefineret “kraft”, der har noget at gøre med masse, lagt ovenpå den kosmiske spring-trampolin, eller også taler vi om et materielt bombardement af partikler (“gravitoner”), der påvirker hele molevitten fra all over the place, ligesom baggrundsstråling (3 kelvin, over det hele). Og det plager stadig the Grand Unified Theory, hvor de basale naturkræfter helst skulle kunne forenes i 1 “kraft” (hvorfor de skal det? – spørg ikke mig, men det skal de åbenbart). Men ihvertfald kan de der GUT-drenge ikke rigtigt få has på “tyngdekraftens” indplacering. Muligvis fordi de selv skrottede Æter-teorien (jo, de gjorde!)

Billedresultat for grand unified theory
GUT – up front and in person

Godt! For de der 13,4 milliarder år siden var hele Universet, “klemt” sammen i den der “mono-bloc”. Tror vi at den har været tung? Ja, monikke! Så det var ikke så meget, at tiden ikke gik – det gjorde den sikkert. Men i monoblokken skete der ikke noget … som i: – ikke noget! Ingenting! Nada! O & en skid! For det forhindrede gravitationen. Altså det forhold, at “blokken var meget lille, og blev bombarderet med gravitoner fra “hele vejen rundt”.

Man kan således sige, at der muligvis nok var en “tid” før Big Bang, men på den anden side var der ikke noget, den kunne have indflydelse på, thi det havde slået så mange knuder på sig selv at end ikke “Kluddermor” kunne hugge den gordiske knude over. Og “tid” betragtes almindeligvis som observerbare forandringsprocesser – det’ lissom definitionen, nietchewo? Ellers tjek Newton og hans termodynamiske love.

Så i Monoblokken sker der altså ikke en skid! Det vil sige: – der er god grund til at formode, at “dyret” har været rimeligt varmt. En eller anden kan muligvis oversætte 10 i 32. Kelvin til noget vi kan forstå – Celsius, f.eks., men det er jo “allerede” adskillige Planck-sekunder after the incident.

Lad os istedet sige, som geniet hér, der svarede en fremmelig knægt henne i børnehaven:

(det er ikke knægten, det er bare mig – geniet)

For så spurgte knægten, spurgte han så: ” – når nu der findes en laveste temperatur ( – 273 Kelvin, red.), findes der så en højeste temperatur?”

Kvik knægt! Jo, ja – altså: temperatur er et spørgsmål om hastigheden af bevægelser i et medium. Man kunne således forestille sig, at en hvis temperatur svarer til lysets hastighed, så hvor mange grader er lysets hastighed? Eller sagt på en anden måde: Vi har altså den hér “mono-bloc”, der er uhyre kompakt, bombarderet, som den er, af gravitoner fra allesteder. Samtidig har den en temperatur, altså en indre “egenbevægelse”, der svarer til, eller er langt over, hvad der svarer til lysets hastighed. Kan man sige, at vi taler om en trykkoger? Og hvordan kan den have en “indre egenbevægelse”, når nu “bevægelse” er defineret som forandring over tid – når tiden “ikke går”? Man kan selvfølgelig påstå, at det var “Gud”, der satte trykkogeren på blusset (og hvilede på syvendedagen, den syvsover). Men det ville så implicere, at der skulle være et univers udenom universet, og hvis man ta’r den på sig, så er det “turtles all the way down”.

Billedresultat for turtles all the way down


Et skolastisk anskuelsesbillede, hvis formål er at sige: – hold din mund og la vær med at stille spørgsmål. Men hér har vi at gøre med et – hrm – fænomen, der drejer sig om at tiden ikke kan måles (hvorfor spørgsmålet om “før” bliver absurd), samt en kompakt tilstedeværelse, der er yderst ustabil, kva dens høje temperatur og sammenpressethed. Måske kan det sammenlignes med Chernobyl eller Harrisburg gange adskillige gogolplexer i gogolplexiske potenser. Så “mono-blokken” er måske ikke så meget et kompakt “legeme”, som det er en ultra-fortættet klump plasma, hvis indre allerede har en temperatur langt over lysets hastighed, men er holdt tilbage af gravitoner. Og tiden – Tiden – får en realitet (en “dimension”), idet en fluktation i denne lava-agtige plasma giver et “sprut” fra sig – og så skaber plasma og tid og gravitoner et kosmos, et Univers.

Men vi kan selvfølgelig godt kalde min postulerede “fluktuation” for “Gud”, det er bare ikke nødvendigt. Og fordi det ikke er nødvendigt, fordi det ikke giver nogen yderligere forklaring eller indsigt, så er det måske fordi det er noget vrøvl.

Og det er der så meget der er. Måske osse dethér! Men gi det lige en overvejelse.

VOYNICH-MANUSKRIPTET TYDET

apr
01

Det er muligvis ikke alle, der er bekendt med det såkaldte “Voynich-manuskript”. I al sin komplicerede enkelthed, drejer det sig om et besynderligt værk, begået af en ukendt ophavsmand (eller -kvinde), der består af tekst og illustrationer. Begge dele – indtil nu – uforståelige; teksten er ikke på noget kendt sprog, og illustrationerne (der iøvrigt er ret flotte, på sådan en illumineringsagtig måde) er uidentificerbare.

(en side fra Voynich-manuskriptet)

Og for de, der vil læse mere om den hidtidige opfattelse og tolkning af Voynich-manuskriptet, kan jeg lige lænke til Wikipedia:
https://en.wikipedia.org/wiki/Voynich_manuscript

Nu er det således at jeg abonnerer på et par nyhedsbreve fra den klerikale verden. Især har jeg længe fulgt Fra Bartoldy, hvis – tidligere – borgerlige navn var Gabriel Michael Montserrais, indtil han blev ordensbroder i/ved det anerkendte jesuittiske Kloster-cum-Universitet Marquez do Sanchez-Jaime, i Bolivia, men på tiden Residentiel Wissenschaftler ved ordenskapitlet i Erbingen. Og sammen med notabiliteter som Curt Fromgut og Sam Chippendel, har Fra Bartoldy studeret Voynich-manuskriptet igennem de sidste tyve år – eller mere. Og dette studie har nu – endeligt – båret frugt, og vil i nær fremtid blive fremlagt i sin totalitet for Videnskabernes Selskab i London.

Billedresultat for jesuit monk
Det er Fra Bartoldy til højre, ved siden af Paven

Således er der tale om et noget omfangsrigt værk, og jeg vil ikke hér gennemgå alle enkelthederne. Så meget mindre, idet selve værkets tryk-historie næsten er af en anden verden, idet forhindringerne har været mange. Et eksempel: Fra Bartoldy skrev – oprindeligt – opsatsen på latin. Men det blev så oversat af en hvis Henri de Wollo – til dansk! – hvorefter det blev den internationalt anerkendte oversætter Gheinn Akamas’ opgave, at “tilbageoversætte” til engelsk, udelukkende med reference til Wollos “oversættelse”. Men ikke nok med det: – det første trykkeri, som forlaget Goldendell Ltd overdrog Fra Bartoldys manuskript til, brændte ned til grunden, idet en lagerforvalter – senere identificeret som den aldrende Irving Newulph – tog fejl af probat og propan.

Herefter blev det trykkeriet Nachtung Nebels opgave, hvilket firmaet klarede uden problemer. Men hele oplaget sank “til havsens bund”, som man siger, da det skulle fragtes over Kanalen, idet det var “cargo” ombord på M/S Le Jakubo, der var indregistreret på Antillerne som “The Dice”, og gik ned med mus og mænd i vinterstormen 2018.

Billedresultat for skibsforlis
M/S Jakubos forlis

Heldigvis lykkedes det, at sende en faksimile-udgave til Charles Stross, som øjeblikkeligt fik den trykt i 400.000 eksemplarer på sit eget trykkeri – “The Laundry”.

Således vil det kunne fremlægges for Videnskabernes Selskab i allernærmeste fremtid. Og det er et virkeligt gennembrud – eller det bliver det, ihvertfald. Thi Fra Bartoldy er nået frem til at Voynich-manuskriptet indeholder en væsentlig meddelelse til os alle, og den står klart og tydeligt fremført i det nyhedsbrev, jeg fik hér til morgen. Og i al sin enkelthed er budskabet:

“Programmet har udført en ulovlig handling og lukkes. OK!”





https://en.wikipedia.org/wiki/Voynich_manuscript

CTHULHU-LAND OG HINSIDES

mar
27
Billedresultat for h r giger island of death


Foranlediget af Simons ord og indlæg om “Show – don’t tell”, får jeg lyst til at “telle” lidt om noget Cthulhu-mytopoetisk (for så vidt som, at jeg ikke tror Lovecraft nogensinde talte/skrev om en egentlig “mythos” – det er collateral damage; eller ihvertfald noget der er kommet til, eftersom andre og flere har haft grabberne i gøgemøget).

Se! (sagde lektoren, og knaldede pegepinden i katederet) Har man læst længere end bare mandens fiktion, eller ovenikøbet givet sig i kast med Lin Carters oversigter, eller S.T Joshis indsigter, så vil man vide at Lovecraft selv inddeler sit forfatterskab i (ihvertfald) 3 epoker/perioder: Den “poeske”, den “dunsaniske” og hans egen. Og god tid kan gå med at skændes om, hvorvidt den ene eller anden historie falder i, eller falder ud af, den ene eller anden kategori. For, som en kommentator – et sted på nettet – udtrykker det, hvorfor bliver “The King In Yellow” aldrig taget frem i det lovecraftiske lys?




Til hvilket der er at sige: – at det gør den sådan set også, idet “The King In Yellow” foregår i det fiktive “Carcosa” – et land, eller ihvertfald en lokalitet, som Ambrose Bierce opfandt til sin “An Inhabitant of Carcosa”. Og Lovecraft anfører – sammen med de øvrige – at han også har haft en “Bierce”-periode. Så ikke noget dér!

Prøv iøvrigt lige, at sammenligne ovenstående billede med dennehér:

Billedresultat for great Cthulhu

Og tag også lige den hér:

Billedresultat for goya the giant

Så ved vi lissom hvor vi er 🙂

I “fantasy” har lokaliteter ret meget, at skulle have sagt (tænk bare på alle de der kort over Midgård, Narnia, Gor, Barsoom, Earthsea mv.). Men det er ret sjovt, at nogle af disse lokaliteter også bliver “indoptaget” eller “lånt” af andre – i andre “subgenrer”. Således har “Carcosa” fået rennaissance i Phil J. Farmers “Khorkarsa”-serie (startende med “Hadon of Ancient Opar”). Og Lovecrafts eget “Plateau of Leng” har ihvertfald to efterkommere. Den ene er det beboelige område på planeten/destinationen “Plateau” i Larry Nivens “Known Universe”-serie (A Gift From Earth), hvor det sinistre ikke er selve plateauet, men alt det der ligger under denne “bjergtop” ( og helt uskyldigt vil jeg lige linke til min artikel over hos Martin på Fra Sortsand:
https://frasortsand.wordpress.com/2016/02/03/yog-sothoth-og-phssthpok-the-pak/ ). Den anden er et plateau, i Robert Silverbergs “Downward To The Earth”, hvor der åbenbart sker “ting&sager”. Det hverken sjoves eller tælles hvad 🙂

Og sådan er det bare – tjullahop 🙂

Dinosaur-Rap

jan
16

Jeg har noget med dinosaurer – idet hele taget har jeg noget med palæontologi. Jeg sku nok ha været palæontolog. Det må blive næste gang.

Næh, men så faldt jeg over den hér:

https://www.the-scientist.com/videos/paleoart-65276

Og så tænkte jeg: – jaaahe, det vil jeg også. Danmarks første Dino-Rap

Prøv og se en dinosaur,

tror du virkli at det rager

den hva fan du går og lawwer

mens du æder labre larver,

den blir mere-mere mawwer

og har mistet al sin power

og du tror du er så fagr

og har dino trygt på lagr,

hvis du vidste hva dens krav er

var der ikk så meget palaver;

det er dig der er lidt pauver,

den ku lave dig til traver,

la dig æde af to krager,

skid dig ud som kransekawwer,

bland dig ikke i dens sager

la den ligge i dens graver

hold dig væk med dine harver,

for du ved jo hvad dens tarv er,

bli til samme stof som varger

og det andet der som brager

rundt som sorte skarver

i de drømmes fæle farver

og som hele sjælen garver,

for du frygter dinosaur

men har glemt hvad dens navn er

DINOSAUR!

Det’ Yul

dec
23

Nu er det jo altså bare ikke kristendommen, der har opfundet 3-enigheden. Allerede Odin … , allerede Mithra … , allerede Cernunnos …, allerede Brahma … , allerede Horus, Nanabocho, Huitzilopochtli – allerede de, var dele af tre-enigheder.

Billedresultat for trinity

Det skulle vel derfor heller ikke komme bag på nogen, at også Julemanden er en del af en tre-enig-hed. Enigheden kommer vi tilbage til.

Sankt Nikolaus er, især henne hos katolikkerne i Nederlandene, hvor den får fuld skrue, for de har nemlig ikke nogen Julemand, i helt høj kurs. Vi bringer et billede af højden og kursen, samt det mangfoldige:

Billedresultat for saint nikolaus
mangfoldig santa – ikke bare trefoldig, men tre-tre-foldig, hosianna i det høje

De har Knecht Ruprecth

Relateret billede

det er ham der giver de uvorne ris (ikke basmati – tæsk!)


Men så har de også “Julefanden”:

Billedresultat for krampus

Og et gruppeportræt:

Billedresultat for santa krampus ruprecht
(Krampus skulle lige forberede noget …. )


Og hvad kan VI så diske op med? En flommefed Jule-charlie, der enten er sponsoreret af The Cocaine Company, eller illustrativt blevet gjort til kandiseret sødsuppe med fucking engleglorie, af Norman Rockwell:

Relateret billede

OG NORMAN:

Billedresultat for norman rockwell santa

Derfor er det rart at se andre dele af treenigheden træde i karaktér og udøve noget højtidsagtig realpolitik:

Billedresultat for krampus kills santa
GLÆÆÆÆÆDELIG JUL

Science Fiction-troper i børnesange

dec
13
Billedresultat for de små synger

I et tidligere indlæg var jeg inde på de betydningsbærende lag i, og afkodningen af, “børnesagen/legen” Bro Bro Brille.

Denne gang skal vi kigge lidt nærmere på de slet skjulte henvisninger til SF-troper, der ofte optræder som uskyldsrene metaforer i diverse børnesange.

Jeg har udvalgt ti eksempler, men det er blot fygesne på toppen af isbjerget, så der kan udfindes langt flere, er jeg overbevist om. Men nu til sagen:

” Oles nye autobil” : – den kører angiveligt 8 mil i timen og lugter ikke af benzin. En gammel dansk mil er på omkring 7,5 kilometer, så Ole skyder altså en fart af 60 km/t på et ikke-fossilt brændstof. Vi kan gætte på el, sol, vind, fission eller vril. Men knægten er altså udstyret med et ganske miljøvenligt/CO2-neutralt køretøj, der skyder en pæn fart.

“På loftet sidder Nissen”: – i den position, altså med hovedet nedad, er det ikke så mærkeligt han er sur på rotterne. Det er svært nok i forvejen, at spise risengrød. Vi har hér at gøre med antigravitation.

“Fastelavn er mit navn”: – de syngende er ikke længere Ida, Svend eller Mathilde. De er – som børnene i “Childhood’s End” blevet til entiteten “Fastelavn”. Vi taler om “Supermind” eller “gestaltbevidsthed”.

“Lille sky gik morgentur”: – gasagtig E.T, a la “fænomenerne” i Asimovs “The Gods Themselves” eller Hoyles “The Black Cloud”.

“Tre små kinesere”: – umiddelbart en noget racistisk tilgang til et spørgsmål om kommunikation. Lad os lige tage den: “Tre små kinesere på Højbro Plads, stod og spillede på kontrabas. Så kom en betjent, spurgte hvad der var hændt; tre små kinesere på Højbro Plads!” Nej, Søster Lagkage. Tre aliens i en flyvende tallerken, der første mødes af ordensmagten, og derefter udsættes for human-biased kommunikationsforsøg (se “Arrival” eller David Houstons “Alien Perspective”). “Tra sma …”, “Tri smi …”, “”Try smy …”.  Tropen er interstellar lingvistik.

“Nu tændes der stjerner på himlens blå” (“Elefantans vuggevise”): – Generelt kan man vel konstatere, at det blot er blevet mørkt nok til, at man faktisk kan se stjernerne. Men hér står der eksplicit, at stjernerne bliver tændt. Vi har altså at gøre med en observation af, at en pan-galaktisk og teknologisk ret fremskreden civilisation faktisk er er istand til at skabe stjerner.

“Nissen er en kunstig mand”: – der er ikke tale om en aflivning af folkemyten “nisse”, men derimod en konstatering af, at han – i det konkrete tilfælde – er en androide.

“Det regner, sagde Per Degner”: – Der findes flere udgaver (!*) af denne sang, men lad os lige gøre den præsent: ” – Det regner, sagde Per Degner; Kryb i skjul, sagde Per Juul; Nej, jeg vil ikke, sagde Per Nellike; Du skal, sagde Per Hjal; Hvorhen? sagde Per Hjen; Købe løg! sagde Per Gøj; Hvor mange, sagde Per Lange? Tre-fire, sagde Per Lire; Det er nok, sagde Per Kok”. Vi taler helt klart om klon-teknologi. (!*)

“Nu er Solen død, mor” ( “Solen er så rød, mor”): – Solen er ikke blot gået ned, nej, den er død. Tropen er “Dying Eart”-scenariet.

“Se min kjole”: – Se min kjole – og så får den alle mulige farver, bl.a. ifht diverse prospektive elskere/kærester/ægtemænd. Og det burde være tydeligt, at vi hér har at gøre med et stykke tekstil, der genererer emotioner til de i stoffet indvævede nano-bots. Altså nanoteknologi.

Ja! Det var blot ti smagsprøver på de SF-troper, der er indlejrede i noget så tilsyneladende uskyldigt og naivt som børnesange.

NØRDERI I 2.

nov
21

For tiden genlæser jeg – for pokker må vide hvilken gang – Arthur C. Clarkes “Against the fall of night”. Når jeg siger “for tiden”, så er det ikke fordi romanen er særlig lang, og derfor ville tage lang tid at komme igennem, men fordi den er udnævnt til “go’nat-læsning”. Man kan så at sige, sige, at jeg falder i søvn til den. Ikke fordi den – så at sige(!) – er kedelig, men fordi jeg kender den; genkendelsens beroligende effekt. Eller: – det troede jeg ihvertfald.

Billedresultat for against the fall of night

Så sker der det, at Jakob smækker den her MOC-dokumentar på bordet, som aktiverer et associations-gen, der sender mig tilbage i tiden.

På hedengangne ESSEF skrev jeg et indlæg om Clarke, navnlig med hensyntagen til fire historier/noveller/romaner, der synes at have et fælles tema. Og her taler vi om “Against the fall of night” (sikkert også om den omskrevne udgave: “The city and the stars”, som jeg faktisk ikke har læst, beklager), “The lion of Comarre”, “The road to the sea” og “The wall of darkness”.

Billedresultat for the lion of comarre

Relateret billede

Relateret billede

(det er altså The Road To The Sea, selvom der står noget andet)

Billedresultat for the wall in darkness arthur c clarke

 

Alle fire historier handler om utilpassede unge mænd, der føler at verden omkring dem er for trang, samt at der ligger hemmeligheder til grund for den idyl, der tilsyneladende omgiver dem. Drengene hedder henholdsvis Alvin of Loronei, Brant, Shervane og Richard Peyton III.

I mit essay/indlæg på ESSEF gjorde jeg gældende, at de sådan set var i familie med hinanden, om ikke ligefrem avatarer af den evige ungdomsoprører (hvorfor må jeg ikk’ få beatleshår? Hvorfor skal jeg altid klippes, mo’r?)

Og det skal jo nok være rigtigt, når jeg nu selv har skrevet det 🙂

Sideordnet er det faktisk lidt sjovt (associationer, igen), at der optræder figurer af sfinxer i både “The road to the sea” og i H.G. Wells’ “The time machine”:

Billedresultat for Virgil Finlay time machine

(Virgil Finlay)

For ligeledes er vejen fra Diaspar til Lys (Against the fall of night) gemt “under” en statue; og ligeledes er Shastar (The road to the sea) en større udbredelse under jorden end over. Og det hele summerer sig måske op til noget med “laaaaaaaaaaaaang tid”, som er gået, før de unge mænd griber til fadet.

(vi er kommet lidt langt ud, ikk’? Skal vi komme tilbage?) Herfra “spoilers”:

“Many and strange are the universes, that drift like foam and bubbles upon the river of time”. Dette er indledningen til “The Wall in Darkness”, som handler om gutten Shervane, der finder ud af hvor lille et kosmos, han bebor, og hvor mærkeligt det er. Muren i mørket er grænsen for dette univers, idet det, som en möbius-strimmel, folder sig tilbage i sig selv. En anden slags fortælling, ad samme spor, kan findes i David I. Massons “Traveller’s Rest” eller Christopher Priests “Inverted World”.

I Jakobs MOC ser man en hest, der er på vej over en bro. Det er godt nok. Men hvad med skiltet? Se lige på skiltet! Javist er det en rundkørsel, men da dette foregår i Shervanes univers, og længe efter hans død, så er Maia og hendes hest på vej ind i möbius-terræn. Og det er derfor hesten tøver.

Men så sker der det … – så sker der det: Igår aftes opdagede jeg, at der på side 156 i

Billedresultat for the lion of comarre

nævnes at: ” … the loveliness which such artist as Shervane and Perildor had created for men’s eternal admiration.”

Så hvis Shervane, der lever i absolut lukket univers, også optræder i Alvins fortid …. – men den skal jeg nok bare lad stå, og lade andre om at udlede. God fornøjelse, og pas nu på jer selv derude 🙂

Mødet er hævet. Tak for god ro og orden.

BRO BRO BRILLE

nov
08

Med udgangspunkt i det indlæg, som  Janus lavede om de linedansende elefanter, en elefant kom marcherende, føler jeg mig næsten forpligtet til at videreformidle en epifani.

Men inden vi når dertil, så kan man – vedr. elefanter – jo lige overveje betydningslagene i:

Billedresultat for mon du bemærket har

(billedet er ejet af SHUFFLEbook)

Mon du bemærket har, hvad der på loftet var?
Det var en kæmpeting, som cykled’ rundt omkring.
Det var en elefant, den var så elegant.
Den ha’d en hale her – en endnu læng’re der.

Disse chtulhoide pachydermer i rumtidens tesserakt, disse landlevende havdyr, disse Yag-Koshaer, der krydsede verdensrummets dyb på store vinger:

Relateret billede

(Roger Dean)

Og ligesom det er forsvundet fra vores bevidsthed, at disse skabninger kom ned fra stjernerne, og kun nu – med nød og næppe – fremstår som uforståelige levn, henvist til børnesangenes univers, ligeledes er “Bro Bro Brille” nu kun kendt som en sangleg, der intet har at gøre med de bagvedliggende begivenheder, som vitterligt ikke er for børn. Eller sarte sjæle.

Det må formodes, at de allerfleste har været “udsat” for BRO BRO BRILLE på et eller flere tidspunkter gennem deres opvækst. Ikke desto mindre præsenteres hèr teksten, således at referencerne er på plads:

Bro, bro, brille!
Klokken ringer el’ve,
kejseren står på sit høje hvide slot,
så hvidt som et kridt,
så sort som et kul.

Fare, fare, krigsmand,
døden skal du lide,
den, som kommer allersidst,
skal i den sorte gryde.

Første gang så la’r vi ham gå,
anden gang så lige så,
tredie gang så ta’r vi ham
og putter ham i gryden!

Visse kilder (herunder Wikipedia) hævder, at BBB blot er en dansk udgave af “London Bridge Is Falling Down”. Muligvis på grund af ligheden i selve legen, udførslen. Ihvertfald ikke med udgangspunkt i sangen. Hverken tone eller melodi er identisk.

En anden kilde, der forholder sig til netop melodien, kadencen, hævder at det drejer sig om en populær pavane, der skulle være opstået under 30-års krigen. Næppe heller korrekt, selvom den pragske defenestration (en helt ny måde at henrette på), kunne ligne “og putter ham i gryden”. Men det er næppe heller korrekt.

Billedresultat for defenestration

Vi skal helt tilbage til 1300-tallet, hvor Det Osmanniske Rige stod i begreb med at erobre størsteparten af det sydøstlige Europa. Og man skal forestille sig situationen på en fremskudt fæstning, eller borg, under janitsharernes fremrykning: – presset forfra; svigtende forsyningslinier bagude – et sted i Karpaterne.

Lad os derfor gå til en analyse af sangen:

BRO BRO BRILLE

Billedresultat for bro bro brille

Man må forstå at skriftsprog og talesprog altid har været et spørgsål om mode. Det har altid været fint&fornemt, hvis man kunne et sprog der var på en vogue: – græsk, latin, tysk, engelsk, fransk. I dette tilfælde skal vi have fat i fransk. For der er ikke tale om nogen “bro” eller nogle “briller”. Derimod er der tale om “braux” og “brillé”. “Braux” betyder markafbrænding, og “brillé” betyder skinnende. Med andre ord taler vi om en observation af, at markerne bliver brændt af – af fjenden, af de osmanniske styrker (husk på: vi befinder os på “borgen”). Det skinnende – “brillé” – er så enten genskinnet fra disse brande, om natten (sort/hvidt) eller genskinnet fra fjendens våben eller skjolde.

“Klokken ringer elleve”. I vore mere stressede, eventuelt digitale, tider – klimaforhold, 3. verdenskrig, hvaharvi? – er det mere, at klokken er “fem minutter i tolv”. På daværende tidspunkt var det ligevel faretruende med “klokken elleve” (talmagi). Så der er altså drama på drengen. Fjenden er her og “han” har brændt vore marker af.

“Kejseren står på sit høje hvide slot”. Enhver er kejser i sit eget rige, så det der er tale om er, at borgherren på denne fremskudte fæstning, står fast i sin overbevisning om, at denne fjende skal slås tilbage, bekæmpes; han STÅR der. Han kan det. Han har sine midler.

“Så hvidt som et kridt; så sort som et kul”. Sætningen er mangetydig: er der tale om et udtryk for en art racisme? Fjenderne er “sorte”; “vi” er “hvide”? Er der tale om at nat skifter med dag, og belejringen varer ved? Er der tale om, at “kejserens” ansigt snart er sort af vrede, snart hvidt af rædsel? Vi ved det ikke.

“Fare, fare krigsmand”. De fleste børn – ihvertfald nogle – vil nok opfatte det som “far, far krigsmand”, idet enhver far kan ses som en “krigsmand”, der kæmper for familien. Eller sådan var det ihvertfald, engang. Nu om dage er det muligvis blevet mere flydende, hvad FAR egentlig er for en størrelse. Men da dette nødig skulle udarte til noget om kønsroller eller identitetsproblematikker, kan vi slå fast, at der er tale om “fare”. Hvilket er besynderligt.

For en “krigsmand” – en soldat, en kriger – er der vel altid “fare”? Hvorfor er det vigtigt at understrege det, så at sige indflette det, i sangen? Jo, det kommer af det næste: “Døden skal du lide”. Altså: døden SKAL du lide! For det er vel ikke sjældent at en “krigsmand” faktisk lider døden – at han bliver slået ihjel, det ligger ligesom i krigens natur (eller mangel på samme). Soldater dør – det er deres metier at dø. Slå ihjel – og derefter dø. That’s your call to duty!

Men her er det fremhævet &: – Den som kommer allersidst, skal i den sorte gryde!

Hvad er det for en slags situation, vi har hér? Vi har en belejret borg. Vi har en population indenfor borgen (hvilket vi kommer tilbage til). Vi har svigtende forsyningslinier, og vore “krigsmænd” er af svingende kvalitet, for: “Første gang, la’r vi ham gå, anden gang så lige så!”

Se! “Kejseren” ville jo ikke være nogen kejser, medmindre han har et folk “under” sig. Soldaterne, “krigsmændene”, tæller ikke, thi de er blot “hæren”. Men hvis ikke kejseren kan brødføde folket, selv i en belejringssituation, så har han ikke noget folk – og er derfor kun kejser “i det blå”. Han – “kejseren” – tager derfor den beslutning, at lade borgen, fæstningen, gå ind i såkaldt “lukket kredsløb”. Hvilket betyder “kannibalisme”. Og det er hér “den der kommer allersidst” får sin betydning. For det er de dårligste “krigsmænd”, der bliver henvist til “Den Sorte Gryde”.

“Første gang, så la’r vi ham gå” – der er altså retfærdig til. “Anden gang så ligeså”. Men tredje gang….

Men er det muligvis sådan, at “anden gang” drejer sig om, at selvom han er en dårlig “krigsmand”, så har borgen, fæstningen, byen, befolkningen, brug for et genetisk boost? Er det sådan, at både første gang og anden gang, så er det faktisk også krigsmandens opgave at pro-kreere? Taler vi om, at selvom han ikke er fuldt ud en superhelt på slagsmarken, så er han ihvertfald avlstyr nok til at sørge for byens/borgens/fæstningens “befolkningstæthed”. Med andre ord: – efter treide samleje, med en “befrugtelig” kvinde, tiltræder han sin sidste rolle på denne jord, nemlig som fødegrundlag for det samfund han har kæmpet for. Er det sådan det skal læses?

Den, i sidste del af sanglegen, adspørgen til “rugbrød eller franskbrød”, “pære eller banan”, og derefter “tovtrækning”, afspejler muligvis at “delinkventen”, “krigsmanden”, har haft mulighed for at bestemme, hvorledes han ønskede sig tilberedt “i den sorte gryde”. Samtidig kan “tovtrækkeriet” også være en illustration af det kaos, der uvilkårligt ville opstå omkring kødgryderne, når der endelig var udsigt til mad på bordet, igen. Medmindre det er en slags hyldest til den “krigsmand”, der gjorde “os” mætte. Vi ved det ikke.

Men hvis vi nu skal trække hele denne historie, alle disse nærgående analyser og halvkalfatrede konklusioner, ned på et terrængående niveau, hvor det er muligt at lodde dybderne i et så enigmatisk materiale, så bliver vi nok nødt til at gå til populærlitteraturen for en endelig opløsning. Med andre ord, må man spørge sig selv, hvad BRO BRO BRILLE egentlig afspejler. Og der har jeg udfundet at det drejer sig om:

Dracula; Vlad Tepes; Spidderen; Den Lille Drage.

Fortæl det, nede i børnehaven.

VIRKELIGHEDENS FIKTIVE VIRKELIGHED

nov
01

I et udslag af tiltro til egne uovertrufne evner, til at se ind bag det slør, som virkeligheden har lagt over vore øjne, for at dølge en langt mere fiktiv tilstedeværelse bag alt, overbeviste jeg mig selv om at jeg havde set lyset, da det gik op for mig, hvor meget Barry Fife og Donald Trump ligner hinanden:

Billedresultat for barry fife

 Relateret billede

(find Donald)

(jeg skal øjeblikkeligt beklage det omfangsrige foto af USAs nuværende præsident (god bedring!), men årsagen skyldes grunde vi snart kommer tilbage til)

Nåmmen, det viste sig så, at jeg ikke var så genial og nytænkende, som jeg selv troede, thi denne “kongruens” – om man så må sige – findes allerede som et hashtagget tweet:

(passer ret godt med at en præsident for et af verdens mest magtfulde lande, finder det opportunt at meddele sig på netop denne kanal)

Barry-boy (there are no new steps) er så mere en rød mand, med gult hår, mens Donald-drengen (there is only alternative facts) har blandet farverne til ensartet orange. Og mens BB gør brug af en toupe, nøjes DD med nakkehår i panden. Sådan skal det være – godt hentet. (Tænk at skulle gøre det hver dag; jeg nøjes med det til festlige lejligheder, såsom skæronsdag, langlørdag og 4. juledag).

Nå! Den omgang vandt jeg så ikke. Jeg kom ihvertfald ikke i mål som den første. Til gengæld var der et andet aspekt af Donald Ducks fremtrædelsesformer, der virkede sært bekendt. Og det er hér, det i al overmåde store billede af “geniet” kommer i spil. Se lige den højre hånd! Se pegefingeren, se – i det hele taget – fingrenes “graciøse” placering vis-a-vis hinandre! Og se så ham hér:

Billedresultat for robert de niro al capone

(Al Capone i skikkelse af RDN)

For fuldstændighedens skyld skal man måske se ham i fri dressur, vi sender en lænke:

(You’re fired!)

Tilbage står om Robert De Niro har set Donald-drengen i aktion, eller om det forholder sig omvendt. Man sætter pølse for, man sætter pølse bag …

På den måde er det ret muntert at høre USAs præsidenter tale om “slyngelstater”. There are no new steps!