SUPERKULTUR

Den tredje hånd

jun
01

En tur i de lokale genbrugsbikser indbragte et par årgange af Hver 8. dag, som jeg med en vis hygge bladrer igennem. Der, i 1899-1900, stødte jeg på nedenstående novelle, som vel kan betragtes som en eller anden form for science fiction – og som fortjener deling på grund af sin absurde meningsløshed, synes jeg.

Der er ingen forfatter på, men udgivelsesåret fik mig til at tænke på, at steampunk er bygget op på tanken “hvis nu victorianerne havde fortsat med at udbygge teknologien, ville de være gået amok med damp” – den her viser, at de nok ville være gået amok, men sikkert i helt nye retninger. Findes der steampunk, hvor de i stedet slår sig på forceret evolution?

Kunsten at skrive en dårlig bog

maj
30

For noget tid tilbage faldt jeg i en af de lokale brugtbikser over fire Supernatural-paperbacks. Kombinationen af billigt læsestof og mit tilbagevendende behov for at læse et eller andet lettilgængeligt og (for at sige det lige ud) dårligt førte dem direkte hjem til reolen.

Rejs lidt længere frem i tiden, og jeg valgte Bone Key til en omgang hjernerens (sandsynligvis efter at have læst Gnomon, som er en af de der bøger, der kræver lidt restitution efter endt læsning). Desværre endte den i den der døde zone, hvor det ikke er en god bog, men desværre heller ikke en underholdende bog. I stedet var den lidt en undskyldning for sig selv – der er nogle døde indianere, som vender tilbage for at tage hævn over blegansigterne, og vore to helte har deres sædvanlige problemer, hvis man kender serien (såsom: hvis tur er det til at have dårlig samvittighed), og bumbum bumbum, sjoske sjoske, på et eller andet tidspunkt når vi frem til en slutning, som måske er stor og bombastisk, men den er også lidt ligegyldig, for der er tale om et biprodukt i en franchise, og forfatteren kan ikke gøre noget, der skrider fra den etablerede historie. Så luk bogen, klø dig i hovedbunden og indse, at du allerede har glemt, hvad den handlede om.

Og så lidt længere frem i tiden til i forgårs, hvor jeg pillede The Anomaly ud af reolen.

Min forventning var action/horror under jorden. Det er en af mine yndlingslokationer til horror (sammen med havet og diverse isørkener), så en smule forventninger var der. Okay, forsiden henviste bogen til fans af Dan Brown, så lidt blev der skruet ned for dem, men skidt. Uanset, så blev forventningerne hurtigt sparket til hjørne.

For The Anomaly er alt det, som Bone Key ikke var – lige ud af landevejen for fulde gardiner og gedigent underholdende. Rutger, viser det sig, er i virkeligheden Michael Marshall Smith, men jeg forestiller mig, at han i denne inkarnation bare ryger smøger, drikke kaffe og skriver med store håndbevægelser. For det er tydeligt, at han har moret sig.

Vi har en moderne Indiana Jones i skikkelse af værten på en conspiracy-Youtube-kanal. Vi har en gammel, glemt historie om en hule i Grand Canyon fyldt med mystiske ting. Og snart har vi vore helte fanget under jorden, hvor der sker ting, som ville få Charles Fort til at sno sig vellystigt i graven. Der er store sten, der ruller, der er globale sammensværgelser, der er lyde i mørket… der er “lige et kapitel til, inden jeg holder pause.” Der er for alt i verden ikke tid til at stoppe op og tænke over de større sammenhænge.

The Anomaly er ikke en “god” bog, men store Cæsars spøgelse, det er en underholdende en. Forfatteren morer sig, og han undskylder ikke for det. Det er sådan, man skriver en god dårlig bog. Og en fortsættelse… der er en fortsættelse. Jeg glæder mig allerede. Mine forventninger er det helt rigtige sted nu.

Bjørne opdager ild

maj
23

Når chancen er der for en smule Terry Bisson, skal man gribe den (eller også læse originalen her)

Hvad er der galt med dette billede?

maj
22
  1. Super? Det er et Batsymbol, ikke et Superman-symbol. Du kan huske forskel på, at den ene er alien-Jesus, og den anden er et menneske med stor teknisk snilde, der bruger sine (ofte elektriske) gadgets til at redde dagen. Du ved, som en elektriker f.eks. ville være stolt af at gøre.
  2. Det får mig til at føle mig som en af de der gatekeeping-nørder.
  3. Du burde have beholdt den gule baggrund og udskiftet flagermusen med en bat’leth, så du kunne kalde dig Bat’lethtriker!

Autocorrect-scifihaiku

maj
15

Worst autocorrect?
Liberate tutemet?
Liberate me!

Gnomon

maj
09
Forestil dig Neal Stephensons worldbuilding, lidt Råchokteksterne for generel haj-særhed, lidt China Mieville for tung opfindsomhed. Nåja, og så de magiske svampe, du spiste, før du gik i gang med bogen.

Jeg glæder mig til at genlæse Gnomon.

Egentlig var jeg lidt nervøs ved overhovedet at læse mere af Harkaway – for hvordan skulle han kunne levere noget, der levede op til The Gone-Away World? Hvis han skrev den samme type roman igen, ville det være træls, og en anden type ville jo slet ikke nå op på samme oplevelsesniveau. Men ansporet af en ferie kastede jeg mig over Gnomon, og…

Jeg glæder mig til at genlæse Gnomon.

Det er en ganske anden type historie, en helt anden historie, en ny smag for hjernen, men selv om sammenligning naturligvis er umuligt, så er den – meget dyb indånding – en lige så stor oplevelse. Gnomon er en krimi – hvilket i forlængelse af tidligere snak nu skaber et scifi-krimi-spektrum, der går fra Peter F. Hamiltons Great North Road i den ene ende (den roman tilgiver jeg ikke), Scalzis Head On solidt i midten og denne højt oppe på toppen. Her er vi i et fremtidigt England, der har udviklet sig til der fuldendte overvågningssamfund – Witness (Skynet minus en) lurer bag uendelige øjne, og når der endelig er noget, den ikke kan se, kan den grave folks tanker direkte ud af deres hovedet.

Desværre dør en kvinde – forfatter og maskinstormer – under en af disse afhøringer, og Mielikke Neith, en af systemets menneskelige ansigter og loyal fan af det, bliver sat til at løse mysteriet. Første skridt er at afspille den neurale optagelse af den fatale afhøring i egen hjerne, og så går det galt – for ikke blot er der Diana Hunter, som den afdøde hed, men også fire andre personligheder til stede. En bankmand, en alkymist, en kunstner og nåja, en superintelligens fra fremtiden ved navn Gnomon. Neiths efterforskning går noget anderledes end forventet, mens hun glider ind og ud af de fems historier og opdager huller i den virkelighed, hun troede, hun kendte.

Jeg glæder mig, til der er gået så længe, at jeg kan genlæse Gnomon.

Det er en roman, der er proppet til kanten med ideer, gåder, referencer og generel særhed, at jeg ærligt indrømmer, at jeg nok kun har fanget en brøkdel – jeg tænker, det er en bog, der kun vil vokse i mit hoved med hver genlæsning, når flere detaljer dukker op, og den fulde oplevelse vokser fraktalt. Jeg mistænker, at det er en historie, der kan skifte farve, smag og duft mange gange endnu, og det er en sjælden oplevelse.

Jeg glæder mig så meget til at genlæse Gnomon, at jeg ville ønske, jeg kunne implantere en personlighed i mig selv, som ikke havde læst den, men skulle til at gøre det – men nøjes med at håbe, at jeg har implanteret en sådan i dig.

De søvnløse

maj
04

Fordelen/ulempen/konsekvensen ved at bo sammen med en tidligere bibliotekar er, at når man lægger en bog fra sig og siger ting som “Det var så grønlandsk science fiction“, er reaktionen “Så skal du læse Kim Leines De søvnløse!”

Så efter Grønland anno 2021 drog jeg straks videre til år 2025, hvor Leines bog foregår. Og måtte snart konstatere, at det i al fald i dette tilfælde var en fordel at have giftet mig, som jeg har gjort. For De søvnløse er en sært fængende lille roman.

Vi er helt nede på jorden – det er ikke en roman, der byder på store sf-elementer, men grundlæggende en lille omgang socialrealisme på baggrund af en svag fremskrivning. Det er et par år fremme i tiden, og der er krig i Europa – det er dog ikke noget, man mærker det store til på Grønland, andet end som en baggrundsstøj. Man arbejder på at få erklæret Grønland selvstændigt, altimens krigen breder sig gennem Europa, men det er også blot endnu en tone i baggrundsstøjen – vore personer har nok at tage sig til med dagen og vejen.

Og personer (og dermed problemer) er der nok af i De søvnløse – oftest gribest jeg bedst af et velkomponeret blot eller en velbeskrevet verden, men lige her er det personerne, der fænger. For Leine bevæger sig glidende og let gennem det ene sæt øjne efter det andet – vi starter hos den kræftsyge Carina, gliver umærkeligt videre til hendes mand, Ejnar, og fra ham videre og videre gennem historien, til vi når en slutning. Det er stream of consciousnesses snarere end stream of consciousness, og det er en listig strategi, der lige så umærkeligt som skiftene trækker læseren videre i teksten. Nogle gange må man stoppe op og læse lidt tilbage, fordi man har været uopmærksom på det forkerte tidspunkt, og stemmen nu er en anden, men det er skrevet med en sådan lethed, at man ikke lader sig irritere over det, men måske snarere krummer et øjenbryn ad sig selv.

Leine er kendt både for barsk socialrealisme og historisk fortælling, gerne i omfangsrige bøger – De søvnløse er en lille sag på 200 sider, som man blæser igennem, og måske derfor virker det, som om den er blevet overset i skyggen af de andre. Anmelderne på de store aviser var i al fald ikke vilde med den, men det vil jeg så tilskrive en fejl hos dem – det virker, som om de har forventet mere af det samme. De søvnløse er nok ikke bogen, man skal kaste sig over, hvis man forventer det – eller for den sags skyld, hvis man forventer “rigtig” science fiction, for de elementer er som sagt sparsomme, men den var i al fald for undertegnede en overraskende, gribende oplevelse.

Episk #zombie haiku, 3. del

maj
03

Og hermed tredje og sidste del af Episk #zombie haiku i handy pdf-format.

Første del er her.

Anden del her.

Head On

apr
27

Min kones modvilje mod krimier har været rygraden i vores forhold – eller i al fald et fast element. Men forleden blev hun – sandsynligvis påvirket af ferie – grebet af trangen til at læse en kriminalroman, mere specifikt en af Elly Griffiths bøger. Skræmt af denne indsigt kiggede hun op på mig, mens nye muligheder åbnede sig i hendes tanker.

“Vent, findes der egentlig science fiction-krimier? Har du LÆST science fiction-krimier?”

Jeg kunne vifte med bogen, jeg holdt i hånden, nemlig John Scalzis Head On – og dernæst bremse mig selv i monologen om, hvor megen klassisk sf der egentlig er krimier. For det er en god struktur til at bringe læseren ind i en fiktiv verden – hovedpersonen må i sagens natur ud og lede efter en skyldig, og læseren bliver taget på sightseeing i det miljø, forfatteren har opbygget. Det har klare fordele og selvfølgelig et par enkelte ulemper.

Head On falder over en enkelt af dem – nemlig at det er svært for en sf/krimiforfatter ikke at finde på en intrige, som er vævet dybt ind i det novum, der adskiller denne fremtid fra vores. I dette tilfælde befinder vi os noget tid, efter Haden-viruset har hærget verden – de ramte er ude af stand til at bevæge sig eller kommunikere, men ved hjælp af indopereret teknologi er de nu blevet i stand til at fjernbetjene robotkroppe. Og – halleluja, kapitalisme – de robotkroppe kan naturligvis bruge i en ny ekstremsport, Hilketa. Grundlæggende fodbold udsat for computerspilslogik: fang en af modstanderne, hug hovedet af ham og brug det til at score point med.

Der er ikke noget at sige til, at det er en populær sport.

Men en dag dør en af spillerne, da hovedet rives af hans robotkrop – noget, der burde være umuligt. Måske er det ikke bare et hændeligt uheld, og den mulighed må FBI-agenten Chris Shane efterforske i sine robotkroppe. På bedste krimivis viser det sig snart, at der er folk, som ikke er glade for det.

Head On er god, lige ud ad landevejen science fiction. Det er spændende, det er sjovt, det er actionpræget, og der er gode ideer. Som nævnt kunne man måske godt ønske sig fornemmelsen af, at denne verden eksisterede som andet end en mulighed for at fortælle lige præcis denne historie, men skidt – det er en fornøjelse at læse sig fra start til slut, så man bør ikke klage.

“The most entertaining, accessible writer working in SF today,” citeres Joe Hill for på forsiden, og det er præcis, hvad Scalzi leverer her: underholdende og lettilgængeligt. Det er en god roman at smide efter folk, som ikke er inde i genren – den beskrevne verden præsenteres uden unødvendigheder, og man tages høfligt ved hånden hele vejen. Mere vante læsere kan slappe af og nyde turen.

Trehundrede år efter

apr
20

Hvor længe kan man have en grønlandsk science fiction-roman stående i samlingen, førend man bliver nødt til at læse den?

Svaret, viser sig, er: ret lang tid endda. Men forleden stak Augo Lynges “Trehundrede år efter” ryggen frem mellem alle de tykkere bøger, og det var en sjov lille oplevelse. Første indtryk var af en lidt klodset 80er-roman, men en nysgerrig googling bød på et par overraskelser – kun den danske udgave var fra 1989, mens “Ukiut 300-nngornerat” faktisk er fra 1931 – og tillige er den anden grønlandske roman overhovedet. Som en cadeau til grønlændernes forestillingsevne var romanen før den, “Sinnattugaq” (En grønlænders drøm) fra 1914 faktisk også en fremtidsroman.

Titlen 300 år efter er den fjerne fremtid 2021 – som jo så altså var noget fjernere ved bogens undfangelse – 300 års jubilæet for Hans Egedes landgang i 1721. Forfatteren var lærer, sidenhen politiker, og den baggrund benyttes som undskyldning for at fremlægge lidt fremtidsvisioner for Grønland. Starten er grundlæggende et infodump, der er Arthur C Clarke værdigt: af typen “Nu er det jo længe siden, at du har været på de her egne, så lad mig lige fortælle dig, hvordan det står til her på Grønland.”

Dernæst tager historien lidt af en drejning, idet to europæere røver en bank og stikker af med den fyrstelige sum af 50.000 kroner. Vore to helte drager ud for at fange, og det meste af bogen er denne jagt, der kommer til at tage ret lang tid, da en vældig storm rammer området. Det er en pudsig oplevelse, da vi går fra forklarende samtale til noget, der føles som at læse en gammel drengeroman – for så at ende (SPOILER-ALERT) ved festligholdelsen af de 300 år med en gennemgang af Grønlands historie og udvikling og så en lille happy end-sløjfe.

Det er hurtigt læst og ganske hyggeligt. Men der er ærligt talt ikke den store fornemmelse af fremtid – i de 90 år, der er gået, siden bogen blev skrevet, virker det mest, som om resten af verden har stået stille rent teknologisk, men Grønland har udviklet sig stille og roligt – så man nu kan lytte til koncerter fra hele verden via radioen, hurtigt telegrafere og flyve, som man ønsker. Det er en positiv vision for landets fremtid, men også ret så naivt og pastoralt.