SUPERKULTUR

Marie Kondo

apr
02

De sidste par dage har det virket, som om Marie Kondo er på vej rundt i manegen igen. Som et menneske med en del bøger i stabler er det noget, der skræmmer mig lidt. Dette ensidige fokus på “joy” kan kun gå galt.

Stephen Hawkings tidsrejsefest #7

mar
31

Det var en sær fest. På en og samme tid et højdepunkt i historien og den sorteste dag i nogens kalender. Alle gæsterne vidste det, men alle forsøgte at ignorere det. Maden var god, og vinen var bedre – den havde ingen metasensoriske effekter, men leverede en så effektiv euforiserende forgiftning, som det 21. århundrede formår. Der er folk, som rejser hertil alene af den grund.
På trods af kulturforskellene syntes Hawking at opfange vores melankoli.
“Hvad er der galt?” spurgte han gennem højtaleren.
“Åh, du ved, bare kvantefysik,” svarede jeg.
Han skrattede elektronisk, måske et suk. “Jeg forstår. Jeg havde overvejet muligheden.”
Selvfølgelig forstod han. Han var, trods alt, et geni. Han kunne se konsekvenserne af sine handlinger. Og vore.
2009 er naturligvis ikke det tidligste tidspunkt, der har haft besøg af tidsrejsende. Men det er første gang, at vores tilstedeværelse har været så tydelig, at den har påvirket samtiden målbart. Det er første gang, at vi har skabt en forgrening.
Der var en teori, at enhver beslutning resulterede i to nye grene i et evigt voksende multivers – et for hver mulighed. Men universet er ligeglad med, om du vælger mælk eller fløde i kaffen. Universet reagerer kun på de store beslutninger.
Så vi skåler og synger fremtidens sange i skumringen, ikke kun for at fejre og selv, men også i sorg over det mørke, lille univers, som driver væk fra os. Et univers, hvor denne fest ingen gæster fik og aldrig vil få det, fordi tidsrejser aldrig vil eksistere der. Jeg har svært ved at forestille mig noget mere trist.

Slagtehal 5 * 50

mar
30

(Slagtehalvtreds, måske?)

I morgen, den 31. marts, fylder Kurt Vonneguts “Slagtehal 5” halvtreds år. I den anledning har Lithub fundet de 50 bedste forsider, den har været klædt i gennem de år – og de danske udgaver er faktisk blandt dem.

Episk #zombie haiku, 2. del

mar
26

Så kom tiden, hvor anden del af Episk #zombie haiku er online – og du kan finde den samlede version her.

Første del kan stadig læses her.

Helikopter

mar
24


Jeg har tidligere skrevet om Morten W. Rasmussen her, og jeg afsluttede indlægget med disse ord:

Jeg stoler stadig ikke helt på digte, men “Damer og træer” var et godt sted at indlede diplomatiske relationer. Jeg forsøger at lægge mine fordomme fra mig, og til gengæld leverer de indimellem en historie, som mit prosa-hjerne kan gribe fat i.

Men på trods af det håber jeg stadig lidt, at Morten skriver flere længere tekster. “Chile” rumsterer.

Det var da om noget en opfordring til mig selv om at holde øje med mere fra hans hånd, og når han nu har udgivet en ungdomsroman, blev jeg da nødt til at læse.

Titlen er Helikopter, og historien kredser om sorg. Og ja, det er uden tvivl en bog, som dansklærere vil sætte pris på, men til min analysetraumatiserede overraskelse var jeg også ret vild med den. Som nævnt i det tidligere indlæg er forfatteren god til de korte tekster, og Helikopter udnytter den kompetence til fulde – historien er nemlig bygget op af korte kapitler, som hver for sig fortæller en lille historie, samtidig med at de er spændt op på en længere tråd sammen. Det er en tricky komposition, fordi det gælder om at anbringe kapitlerne nøjagtigt i forhold til hinanden, så man nyder dem på deres egne præmisser, samtidig med at den store historie ikke bliver enten hullet eller stillestående – og det lykkes.

Men bedst er dog helikopteren. Ikke titlen, men billedet. Den vender jeg tilbage til.

Historien fortælles gennem Kasper. Han anbringer sig midt i en tradition af litteratur-børn, der er utroligt sansende og observerende – og gennem ham oplever læseren faderens depression, hans selvmord og eftervirkningerne på sønnen. Trykbølgen. Skælvet. Efterchokket. Hvordan Kaspers liv bliver rystet fra hinanden, og han krampagtigt holder fast i smulerne. Der er en fysisk fornemmelse i Helikopter, som kan mærkes under læserens hud.

Der florerer en joke på internettet: helikoptere flyver ikke, de tæsker luften til overgivelse. Og ret tidligt i bogen er der en beskrivelse af faren, der rejser sig, fanget i uforklarlig vrede og så overvældende og kraftfuld som en helikopter tæt på, og det var der, bogens mange dele blev rystet sammen til et hele for mig: at noget, der kan se så fint og skrøbeligt ud på afstand, kan være så voldsomt, når det kommer tæt på. Det er den underlæggende følelse i Helikopter: alt vibrerer, og man frygter, at det vil komme så tæt på, at det vil ryste alt fra hinanden.

Min største anke er nok ikke historien, men derimod bogens opsætning: den er fin og luftig og let at få til. Det burde den ikke være – det burde være en bog, man sad krummet sammen ind over. For sådan er oplevelsen.

Hr. Kukula

mar
19

Det er meget få nyere danske forfattere, der kan få lov at springe direkte til toppen af min læsebunke. Men Mikkel Harris Carlsen er helt klart blandt dem. Og da jeg havde ventet et stykke tid på, at nogen skulle gribe “Hr. Kukula” fra en udstilling på biblioteket, vandt min utålmodighed over min tiltro til lånerne, og spanieren Juan Luis Kukula blev inviteret hjem, hvor han fluks snød sig vej til en plads øverst i bunken.

Carlsens seneste bog er en række noveller (måske snarere anekdoter, for at være ærlig) fra titelpersonens liv – og det er et liv, der byder på mange og sære tiltag. Som tidligere bygger forfatteren et fragmenteret billede op omkring sit centrum, og det giver ham mulighed for alskens påfund. Hr. Kukula køber en cigar og bliver involveret i en sag om forsvundne børn, som i sidste ende peger tilbage på ham selv. Han møder sig selv – og redder måske modvilligt sig selv. Han går på biblioteket og lider en krank skæbne. De enkelte historier svinger i større eller mindre grad væk fra virkeligheden, men ender gerne tilbage i selvsamme uden den større forandring end en vis tristhed i vor hovedperson.

Som før, når jeg har læst Carlsen, bliver jeg dog overvældet af håbet om en løsning. Ikke en forklaring på, hvad det hele betyder (for skide være med det, det er god læsning, og det er nok eksistensberettigelse i sig selv), men snarere en algoritme, der kunne give mig den rette måde at læse på. Der må findes en form for litterær matematik (en litteratik?), der kunne fortælle én, hvordan man rent praktisk skal gribe bogen an.

Skal man tygge sig igennem hr. Kukulas oplevelser hurtigt? Det er fristende, for fortællingerne er korte, og med samlingen 140 sider ville det ikke tage længe at nå slutningen. På den måde tænker jeg, at bogen ville flyde lidt sammen, men også blive til et hele, et fornemmelse, man kan synke ned i uden måske helt at påskønne detaljerne.

Selv valgte jeg et kontrolleret indtag, en eller to historier ad gangen. Fordelen ved det er naturligvis, at man kan trække den sydamerikanske stemning i langdrag og fornøje sig maksimalt med de hændelser, der overgår Hr. Kukula. Ulempen er her, at man (eller jeg, i al fald) måske bliver lidt mere opmærksom på, at ikke alle historier har en lige godt drejet pointe, og den samme opbygning genbruges et par gange.

Men et eller andet sted derimellem må findes en Guldkok-zone, hvor nydelsen af Carlsens prosa er maksimal. Eller måske ikke. Måske er pointen bare at lede efter den zone og så nyde rejsen – jeg håber, han fortsætter med at sende værker ud, der gør den lige så fornøjelig, som “Hr Kukula” gjorde.

Grøntsager findes ikke!

mar
05

Via Neatorama faldt jeg over denne artikel, som redegør for, hvor besværligt sprog er, og hvordan det udraderer grøntsager som das Ding an sich (ja, jeg bruger sikkert udtrykket forkert, men det er sjældent, jeg får lov at krydre med tysk, og når nu det handlede om sprog).

In a botanical sense, it’s easy: vegetables don’t exist as a discrete, coherent category. And the more you know about botany–the nuanced phylogeny that gardeners and farmers know and the centuries of research into plant evolution that botanists have learned–the more likely you’ll be a dissenter in the vegetable debate. “This is why people hate botanists,” as one disillusioned commenter wrote in a particularly heated r/Botany thread.

Det minder mig om dengang, hvor Marvel officielt klassificerede Projekt X (eller X-Men, om man vil) og alle deres medmutanter som værende ikke-menneskelige – uagtet, at deres menneskelighed jo er hele grundlaget for serien.

Hvorfor gjorde de det? spørger man sig selv. Fordi de er et sjælsløstaf skatteårsager (måske havde jeg ret i den først indledte sætning).

Edmund Cooper

mar
01

Edmund Cooper er en af de der klassiske sf-forfattere, som har listet sig ind på mine reoler med flere titler – men som jeg ærligt talt aldrig har fået læst noget af. Men forleden sprang “Jupiter Laughs” ud i den ventende hånd og meldte sig frivilligt til at ledsage mig på de daglige togture.

Det er en novellesamling 1979 – men for at være ærlig føles det nok lidt ældre. Vi drager til Mars og finder hemmeligheden om vores egen oprindelse, en professor lader sin computer arbejde med sin søn og kommer til at fortryde det og så videre – det er gerne fortalt med et glimt i øjet, men måske også nok lidt forudsigeligt og ikke synderligt komplekst.

Men det fik mig da til at google forfatteren, for hvorfor ikke fylde lidt mere på om ham, når nu der alligevel står flere af hans bøger og venter. Det er lidt af en rutsjebanetur – især gennem denne side om forfatteren.

Til at starte med slår han fast, at alle hader franskmænd (eller i al fald franske scifi-film):

According to the jacket notes in Unborn Tomorrow a French film was made of one of his short stories but in reality the film was American and called The Invisible Boy (1957 also known as S.O.S Spaceship) based on Brain Child (1956) and featured the second appearance of the character Robbie the Robot. EC was embarrassed by having his name associated with this movie, which he called “one of the worst science fiction films of all time” so he said the film was French apparently in order to conceal his association with it.

Senere viser han sig at være meget gammeldags – men måske også kedeligt moderne på sådan en “de dybeste afgrunde af internettet”-måde:

On Cooper and Women: He said that the central characters in Transit, All Fools Day and The Uncertain Midnight were all “pseudonyms” for himself and that this was why American reviewers (“because there are so many women reviewers”) called him a male chauvinist pig. He also said that he was not against the emancipation of women but that the average woman had a cranial capacity 125cc less than that of a man; “let them have totally equal competition…they’ll see that they can’t make it…I just don’t think they can compete on the same terms” As evidence he cited the lack of “good” female mathematicians, scientists and composers; “They’ve gone back home to wash the dishes and produce children.” However, EC did then go on to say that this was a “very simplified” version of what he felt – that he loved women, did not want to subjugate them and that “I’d lay every attractive woman in the world if I could.”

Der henvises, tror jeg, til dette interview:

Jim: As individuals, the characters in many of your books lack the identity of singular people, and seem to be morerepresentative of mankind in general Why is this?

Edmund: Well, it’s legitimate of you to say that they lack, as it were, a great deal of variety; most of them are similartypes, though there are one or two who do have this variety.Richard Avery in Transit; Matthew Greville in All Fools’ Day; John Markham in The Uncertain Midnight – are all,basically, the same kind of character, the same kind of matrix. It’s got to be perfectly obvious to anyone that the personhe knows best is himself. I know myself best, so I’m afraid that these are all pseudonyms for myself. They’re how Ithink I might react given the dreadful, intriguing, funny, banal, or bizarre situations these characters find themselves in.It’s easier to put my reactions down, than invent a character and put his reactions down. There are a lot of masqueradingEdmund Coopers in my novels, which is why, frequently, American reviewers call me a male chauvinist pig.

Coopers brug af sig selv i fiktion fører så i en cirkel tilbage til første kilde og denne bid:

On Cooper’s Interests: EC described his interests in 1971 as “chess, philosophy and wine.”1 Obviously, EC drank excessively and many of his characters share this trait. Perhaps the greatest drinkers in his books were those in Five to Twelve (1968), Kronk (1970) and the character Commander James Conrad from the Expendables series (1975-76).

Edmund Cooper døde af alkoholisme i 1982.

Det grufulde bibliotek

feb
21

Jeg voksede op på horrorantologier. Af en eller anden grund fandtes der en del af dem i mine unge dage, mens det var noget sværere at finde science fiction i kortform, og fantasy havde slet ikke den tradition på dansk. Men horror – genren passer perfekt til formen, og sådan en god samling noveller er den perfekte introduktion til genren. Horrorantologier var mit gateway drug – de viste mig, at selv dansk litteratur rummede ting, der kunne være spændende, og senerehen var de et godt sted at finde forfattere, man kunne eftersøge på engelsk (når nu genren ikke havde så gode kår på dansk).

Så Det grufulde bibliotek varmer mit hjerte, uanset om det er gammelt og indskrumpet og koldt.

Full disclosure: jeg arbejder sammen med den ene af redaktørerne, og mit navn står på listen over folk, der bliver takket – hvilket blot viser, at Jette er cirka lige så høflig, som hun er inde i horror. Så jeg vil fremover tænke på hende som The Emma Gad of Horror! Men hendes ansættelsesforhold skal ikke forhindre mig i at slå fast, at hun og Kristian Nordestgaard har gjort et stort og imponerende arbejde med at finde tekster til samlingen.

Denne type antologi plejer gerne at inkludere en enkelt eller to ældre, danske tekster – og det plejer gerne at være de samme, der går igen. På den måde sparer man både tid og penge, mens man kan smykke sig med et eller to anerkendte navne, så vi kan klappe os selv på skulderen og sige, at selv de seriøse kan lide genren inderst inde. Men her har de to redaktører gravet dybt i litteraturhistoriens muld og genoplivet en overraskende samling navne, så BS Ingemann, Tom Kristensen, Holger Drachmann og andre står side om side med nyere navne som Steen Langstrup, Mikkel Harris Carlsen og (størst af alle) Grete Roulund. Alene af den grund er Det grufulde bibliotek noget af en guldgrube – som sædvanlig drejer vores civilisation i cirkler omkring afløbet, og børn læser ikke bøger længere (som det altid har været), men jeg kan nu ikke lade være med at forestille mig, at der er nogle stykker derude, der vil samle den her op (måske grebet af den lettere 80er-agtige forside) og vil opleve det som den første joint, der fører til et livslangt misbrug (men du ved, bare med bøger i stedet for hårde stoffer og behovet for at sælge sin krop og så videre).

Men der er nu tydeligvis tænkt på de voksne læsere, og der rammer den målet. Den giver en god gennemgang af nyere dansk horror, samtidig med den udbygger genrens historie længere tilbage i tiden. Jeg vil vove at påstå, at man skal være en mere end entusiastisk horrorlæser, hvis man ikke støder på et eller andet nyt i samlingen. Samtidig kommer den vidt omkring forskellige typer fortællinger i genren og leverer noget så grundlæggende nødvendigt som god horror. Det grufulde bibliotek er ganske enkelt noget af en uundgåelig udgivelse, hvis man har den mindste interessere i dansk horror.

BONUS: Jette har skrevet en række indlæg om Det grufulde bibliotek på Gyseren.dk.

Episk #zombie haiku, 1. del

feb
15

Nåmen, forleden – kort tid før en mistænkelig virus nedlagde undertegnede – lagde jeg det sidste haiku i første del af Episk #zombie haikuTwitter.

Og som lovet er her hele den første del i “lettere tilgængeligt end Twitter”-format: Episk #zombie haiku, første del (PDF).