SUPERKULTUR

Opdateret haiku

sep
02

Af uransagelige årsager står det klart i min erindring, at min latinlærer for mange år tilbage udtalte, at ægte klassikere måtte genfortælles af enhver generation. Han snakkede sandsynligvis om romerske og græske forfattere, men jeg venter stadig på, at nogen genudgiver Stig Vendelkærs science fiction i nye (ordentlige) oversættelser. Men grunden til, at den lige dukkede op i hukommelsen, var Hennings kommentar, hvor han citerer den danske oversættelse af et haiku. Som jeg kender i en helt anden oversættelse.

Og som jeg i 2013 lavede denne joke over:

Er det monstro en semiologisk haiku-joke?

Singularitets-scifihaiku

sep
01

Singularity:
Sudden, dramatic changes
Technopuberty

John Varley wu-hu!

aug
31

Engang, for årtier siden (jøsses, det er ikke engang en joke), havde min mor et eksemplar af John Varleys Ophiuchi Hotline med hjem til mig. Hvorfra, ved jeg ikke, men enhver varmblodet knægt ved jo, at mødre ikke forstår sig på science fiction, så den blev taget imod, og så diffunderede den stille og roligt over i en reol. Forsiden, som man kan se herover, var kedeligt glat, så den fik lov at stå der et stykke tid – men dengang var der ikke adgang til de samme mængder kultur, som der er nu, så på et eller andet tidspunkt kom den frem fra reolen – og BANG.

Der stod jeg med, hvad der tydeligvis var det mest cutting edge inden for genren – det var spændende, det var sjovt, det var mindblowing, og folk skiftede køn, som vi andre skifter profilbilleder nu om dage. Det var simpelthen for vildt, og jeg var fan med det samme.

Forestil dig min overraskelse over at opdage, at bogen var et år yngre end jeg selv. Og den føltes skinnende ny.

Ophiuchi Hotline var – ligesom en del af Varleys noveller og (sjældne) romaner – en del af Eight Worlds-universet, hvor menneskeheden er blevet fortrængt fra Jorden (rumvæsener med superteknologi mente, den havde det bedre kun befolket af intelligente racer). Og halleluja, nu er der endnu en ny roman fra Varleys hånd: Irontown Blues:

Bach’s PI business is more hobby (or affectation) than career, because in the post-scarcity, there-is-such-a-thing-as-a-free-lunch world of Luna, he doesn’t really need to work, but that doesn’t stop him from being sucked into a classic noir mystery, kicked off by a gorgeous dame in silk stockings who wants him to track down a pug who done her wrong: in this case, infected her with recreational transgenic leprosy, a new and illegal strain that requires extraordinary measures to be shut of — and which has already cost her half her face and most of her fingertips.

Alien-scifihaiku

aug
30

Kill the aliens!
They look like giant insects
but they’re delicious

Klovne

aug
29

Vi har tidligere snakket om klovne her, så jeg kunne dårligt lade være med at dele denne formulering fra Grady Hendrix’ indtil videre ganske fornøjelige Paperback from Hell:

The Gone-Away World

aug
29

Ofte, at folk skal afbillede tyngdekraft, viser de en flade med et dybt hul i – for at illustrere, hvordan ting falder “ned” mod et tungt legeme. Jeg har lidt samme billede af min indre topografi over bøger, jeg har læst gennem tiden (hvilket helt ærligt også er min indre hukommelsesbank generelt: “Nåja, ferien i Tyrkiet som knægt? Det var der, jeg faldt over Greg Bears Queen of Angels i en tætproppet lille brugtbogsbiks”). Og her og der er de bøger, som har lavet singularitetslignende fordybninger og mere eller mindre bogstaveligt har suget mig ind i fortællingen. Måske fordi det var den første bog, der introducerede et fortælleteknisk element, eller fordi den lod mig identificere mig selv med historien, eller måske bare fordi det var en pissefed bog.

Der er en statistisk signifikant sammenklumpning af disse titler i mine unge år, naturligvis – Rotternes planet, Drengen der skinnede, Kaninbjerget og så videre. Men det er meget sjældent, at jeg som voksen har læst en bog, der har grebet mig med helt samme entusiasme og generelle følelse af “I’m having so much fun right now”. Ikke desto mindre lykkedes det for Nick Harkaways “The Gone-Away World” – og endnu mere signifikant: det lykkedes for nyligt igen ved genlæsningen af den.

Kort om bogen: verden er gået under, og en vis normalitet findes kun i et relativt smalt bælte omringet af intethed, ud af hvilket kaos og monstre opstår. Den normalitet opretholdes industrielt af firmaet Jorgmond. En eksplosion i den rørledning, som vedligeholder status quo, bringer vore hovedpersoner i spil, idet de arbejder med at rydde op i den slags uheld.

Det lyder for så vidt ganske lige ude af landevejen. Meeeeeeen så er der lige piraterne. Og ninjaerne. og alt det andet.

“The Gone-Away World” er en af de der bøger, som det er svært at skabe en ordentlig forståelse af i en anden persons bevidsthed, så man fristes til blot at ruske tilfældige forbipasserende og råbe ad dem, indtil de går i gang med den. Men i mit hoved fremstår den som en besynderlig sammenfiltring af tidlig John Irving (et tragisk-humoristisk og fuldstændig usandsynligt persongalleri, som på forunderlig vis fremstår levende), China Mieville (for en visuel fantasi og en gribende fortællestil) og så Big Trouble in Little China (for fuldstændig over the top tjuhej og tjubang). Den kombination lyder ikke som noget, der burde fungere. Den lyder faktisk forfærdelig, nu jeg set den på skrift. Men i al fald mig trak den ind i fortælling og fastholdt mig (endnu engang) til sidste side. Den er fabelagtig.

Du burde læse The Gone-Away World.

Ellers risikerer du, at en eller anden griber fat i dig på gaden og rusker dig.

Rejse-scifihaiku

aug
29

Some things never change
The pod never leaves on time
I hate time travel

Fagre nye overvågningsmuligheder

aug
28

Velkommen til fremtiden – du skulle nok været drejet til venstre ved Albuquerque:

For at nå de mål skal Udbetaling Danmarks beføjelser blandt andet udvides. Udbetaling Danmark skal fremover kunne samkøre oplysninger om danskernes elforbrug fra den såkaldte “Datahub” med oplysninger om bopæl, lyder det i aftaleudkastet. Formålet er at afsløre, om folk lyver om, hvor de bor, for at kunne modtage sociale ydelser.

Det møder hård kritik fra Jesper Lund, formand for IT-Politisk Forening:

– Det er enormt indgribende at registrere borgeres el-forbrug, som der er lagt op til her. Man måler forbrug hver time og kan lave en meget præcis profil af en persons adfærd. Der er tale om en konstant glidebane. Flere og flere data bliver indsamlet, og der kommer mere og mere kontrol, siger han.

Dyneløfteri: Regeringen vil overvåge lediges elforbrug – overskriften er vel egentlig lidt misvisende, for så vidt jeg kan se, er det alles elforbrug, der skal overvåges. Lige PT er det bare de ledige, der er syndebukkene, så det er dem, der baner vejen til skafottet i overvågningens hellige navn.

Det første, der slog mig, var Dave Eggers’ roman the Circle. Jeg har aldrig skrevet en anmeldelse af den, kan jeg se, men dog omtalt på en liste over bøger for folk, der er vilde med Black Mirror. Den er en utroligt godt ramt nærdystopi – forstået på den måde, at den viser overgangen fra genkendelig verden til “Hvordan fanden havnede vi lige der?” Og temaet er netop privatliv – og hvordan vi da ikke bør have noget, for vi har da ikke noget at skjule, og vi vinder alle på gennemsigtighed. Der, hvor The Circle falder fra hinanden i bagklogskabens klare lys, er, at et af den afgørende punkter er der, hvor politikere overtales til den totalte gennemsigtighed, som der prædikes for. Ved at gå forrest som et godt eksempel, forstås, og lade vælgerne følge sig 24 timer i døgnet.

Gennemsigtighed taler de gerne for, men det er i forstanden “envejs-spejl”. Kunne man forestille sig, hvordan danske politikere ville reagere, hvor man fremsatte forslag om, at deres eget elforbrug skulle overvåges, som der lægges op til? Det er jo set før, at de har fusket med at bo officielt det forkerte sted og score en del skattepenge på den konto. Jeg har svært ved at forestille mig, at det ville ske.

Zombie-scifihaiku

aug
28

Zombie messenger:
“Denn die toten reiten schnell”
– And they’re cheap labor

Fordomme

aug
27

De der fordomme, folk har mod science fiction… I dag, i regionaltog af alle steder, fik jeg en smule forståelse af, hvor de stammer fra.

For helvede, Frank Herbert, du skrev gode bøger, men den forside…