SUPERKULTUR

Det er ikke første gang jeg har forsøgt mig med Neal Stephensons Seveneves, men heller ikke denne gang kom jeg igennem dem. Der er et eller andet ved den, jeg synes bare ikke karaktererne er spændende eller interessante. Jeg synes de er ligeså flade og uinteressante som en cardboard cutout af Steven Seagal. Det er lidt spøjst, for normalt er jeg den vildeste Neal Stephenson fanboy. Jeg kom til at læse Quicksilver, 1 bind af hans maniske 7 binds værk The Baroque Cycle, og var hooked på stedet. Den var spøjs og sær, fantastisk, underlig og velskrevet.
Folk omkring mig har omtalt forfattere som nogle der enten kan skrive fantastisk, eller som kan lave de vildeste og mest interessante plot. Normalt ville jeg sige at Neal kan begge dele. Nogle gange bliver han jævnt sær, men som regel plejer han at trække sig nogenlunde tilbage på normalitetens sti.
Men ikke her. Her er karaktererne flade og trælse.

Hvad sker der så:
Okay, månen springer i luften. Vi finder ikke ud af hvorfor, det gør den bare. Måske er det et mini sort hul, der har blæst igennem den. Det er også lige meget, for indenfor to år vil resterne af den døde måne regne ned på jorden og gøre liv på overfladen umuligt.

Verden går i gang med at udbygge den internationale rumstation, sender masser af rumskibe op, bygger små rumarker og gør klar til livet i rummet. Mens alt det sker går karaktererne lidt rundt og forbereder sig på undergangen. De er måske så ramte af frygt og rædsel, at de ikke kan snakke om den kommende undergang – men det virker mere som om det ikke rigtigt rammer dem.

Undergangen kommer, 2000 mennesker overlever i rummet, resten dør. Og så fik jeg ikke læst mere. En af karaktererne begynder to uger efter undergangen at snakke om en ekspedition til Mars, for at kolonisere den røde planet. Måske ikke så meget for at ville kolonisere den, som for at få magt over befolkningen. Hun, den onde ekspræsident, ville magten for magtens skyld. Og her blev karakterernes fladhed mig for meget, og jeg stoppede og slettede den fra min audible app.

Men jeg kiggede på wikipedia for at finde ud af hvad der skete i bogen. Alt går galt, alle dør på nær 7 kvinder, som bliver stammødrene til menneskehedens 7 racer. De bruger teknologi til at udvikle på de børn får, så de hver især får forskellige karakteristiske genetiske træk. Og det er for så vidt en sej nok ide. Men rejsen derhen var simpelthen alt for lang og træls. Hvis vi havde startet med den ide, og sprunget opbygningen af rumarken over, så havde jeg været en gladere mand.
Vil jeg anbefale den? Nja, ikke rigtigt. Læs andre af hans bøger, de er federe. F.eks. Cryptonomicon eller Anathem som begge er fede og lækre bøger. Fyldt med seje og fantastiske karakterer og vilde & sjove ideer.