Simon Aakjær Johannesen

SUPERKULTUR
► Archives

Slam Science Fiction

Standard E slam science fiction

Ivan Pritchard er en down-on-his-luck computerprogramør, der har været nødt til at blive astroide minearbejder for at få pengene til at strække. Rumskibet The Mad Astra, et rumskib fyldt med generiske astroide minearbejdere, endelig finder “the big one”, asteoriden fyldt med metaler, guld, sølv og plutonium nok til at gøre alle milliadære. Uheldigvis finder de også en lille måne omkring den store asteoride, som de lige skal kigge på, og her bliver Ivan inficeret med nanorobotter! Det var en millionår gammel fælde, han kom til at vække til live og nu begynder historien på et voldsomt dyk ned af spændingskurven.
Ivan bliver langsomt konverteret fra menneske til metalmenneske, og vi følger de forskellige undersøgelser som bureaukratiske CDCagtige folk udsætter ham for. Senere hen kommer militæret forbi og sidder og gnækker ondskabsfuldt, og lægger nederdrægtige planer om at stoppe det potentiale grey goo scenarie og truslen mod menneskeheden.

Jeg havde satset på at det var en god omgang sjov slam science fiction, men det viste sig bare at være en kedelig omgang tristesse. Ideen var nogenlunde sjov, men udførslen var slet ikke i skabet. Forfatteren skal hele tiden komme med åndsvage popculture referencer og det virker 1000 træls. Der er adskillige Marvel superhelte referencer, et par fra 2001 og så har han en enormt irriterende tendens med at skulle forflade alting. Ingenting kan tages alvorligt. Hvis der er en truende AI maskine, som har muligheden for at udslette menneskeheden, hvis den synes det ville være en god ide… så skal den jo selvfølgelig kaldes for Ralph…

Jeg fik læst den færdig, men jeg kommer bestemt ikke til at genlæse den igen. Måske, måske hvis jeg bliver standet på en øde ø, og jeg ikke har andet – så vil jeg kalde den for Wilson og bruge den som hat.

Jeg havde ikke luret at det var Bobiverse forfatteren, der havde skrevet den her. Havde jeg, så ville jeg nok være gået forbi den. Jeg var ikke så vild med dem.

Dennis E. Taylor

The Uncanny Valley

jun

Det er blevet muligt at generere fotorealistiske computerbilleder. Det så man med Obama videoen, hvor forskere havde bygget en deeplearning AI der lavede en ret perfekt udgave af den tidligere præsident. Det er to år siden.

https://thispersondoesnotexist.com/ er en hjemmeside der bygger AI genererede mostly fotorealistiske ansigtsbilleder. Hver gang man genindlæser siden, er den klar med et nyt billede til os.

Det er lidt som at stirre ind i vanvidet, på bunden af havbunden ud for Innsmouth.

Baggrunden er lidt wonky – og hvis der er et ekstra ansigt, så ser det jævnt uhyggeligt ud (eller også forestiller computeren at personen har kigget ned i Pagtens Ark og derfor er smeltet på uhyggeligste vis).

Men vi er bestemt kommet derhen, hvor det at sige at Billeder lyver aldrig… er en første klasses løgn.

billede 5 Comments

Ungdommen tur-retur: David Eddings

jun

Back in the day var der to fantasyforfattere (udover Tolkien, men han var jo ligesom ret meget i en kategori for sig selv). David Eddings og Raymond E. Feist.

David Eddings lavede to store fantasyserier, som jeg var helt vild med i the olden days. The Belgariad som er en 5 binds fantasyserie. Oldschool pre-game of thrones fantasy om den unge farmboy, der ender med at være the chosen one, konge, leder af den vestlige verden, gift med en hidsig halvdryade og i familie med udødelige troldmænd og kvinder, der battler ondskaben i form af den nederdrægtige gud Torak.

Og den fortsætter han i anden del, The Mallorean, som også er en 5 bindsserie. Denne gang ret meget den samme historie, men med lidt udskiftning af nogle af karaktererne og stederne. Det er stadig den unge farmboy turned konge, der nu rejser land og rige rundt for at ordne paragrafferne og dele retfærdig harme ud til de onde.
Eddings selv lader sine karaktere bemærke, at det ret meget er den samme historie, og forklarer det ingame med at universet er låst fast i en stasisform indtil det endelige opgør. Meget spast.

Det andet univers som han stod bag var The Elenium og The Tamuli. Her er der tale om to trilogier. Vi følger Sparhawk der vender hjem til sit moderland efter 10 års eksil. Derefter følger tre bind hvori han og hans merry band af riddere, væbnere, tyve og en enkelt troldkvinde battler onde korrupte kirkefolk, dæmoner og i sidste ende den nederdrægtige Elder God Azash.

Del to, The Tamuli, tager historien over på et andet kontinent. Her viser det sig at noget af det der foregik tidligere i virkeligheden var noget helt andet! Lidt som i Raymonds Feist bøger, hvor Den Uoverskuelige Ondskab fra bog 1 viser sig at være håndlanger for Den Uoverskuelig Ondskab i den næste bog, som så viser sig… og så videre. Den slags strainer altid.

Kan jeg lide dem efter genlæsningen? Tja, nogenlunde. Jeg har altid haft et blødt punkt i forhold til The Mallorean og The Elenium, men med de slemme anmelder briller på, så er det ikke specielt fantastisk god litteratur. Det er vældigt sjovt og interessant læsning – især når man tænker på at det er pre game of thrones. Vil jeg anbefale dem til en youngster på biblioteket? Ja helt sikkert. Men jeg ville nok ikke hive dem frem som Det Bedste Fantasy Nogensinde.

Bøger David Eddings 4 Comments

Delfin Science Fiction

maj

Jeg faldt over David Brin engang for mange år siden, i den lokale Bog & Ide i Viborg. Det var en fantastisk romanforside der forførte mig big time. Delfiner, en barsk dude i scifi dykkerdragt og onde tentakler. Alt det som en ung mand i voksealderen havde behov for.

Det var David Brins Startide Rising, oversat til Stjerneflod og delt i to som Haveriet og Flugten, anden del af Uplift trilogien. De andre bøger i serien er ikke oversat til dansk, men der er tale om to trilogier. Den første er tre enkeltstående romaner som hænger løseligt sammen. Den anden er en mere traditionel trilogi.

Som ung mand var jeg enormt begejstret for Brins Uplift univers. Jeg læste og genlæste de to trilogier forholdsvist ofte. Der var en masse spændende nye scifi tanker og koncepter, som jeg ikke havde stødt på før.

Præmissen for historien er, at det er umuligt for en race at bootstrape sig selv til intelligens. Man er nødt til at blive upliftet af en anden race. Kun på den måde kan man krydse grænsen mellem pre-sentience og sentience. Som tak for at blive upliftet, bliver den nye race indlemmet som tjener-race i den klan, som den upliftende race stammer fra.

Men jordboerne har tilsyneladende gjort det selv. Blind evolution har gjort det for menneskene… på samme måde som det skete for den første race i De 5 Galakser gjorde det. The Precursers.

Okay, så menneskene har upliftet både delfiner og chimpanser før de blev opdaget af galaksens racer. Det at menneskene allerede har upliftet et par racer, og dermed har sin egen klan – gør ikke de traditionsbundne galaktiske racer og klaner specielt begejstret. Derfor sender jordboerne et rumskib afsted for at udforske universet og for at vise flaget.

Og derude blandt stjernerne finder den yngste upliftede race, masser af enorme rumskibe efterladt af den første stjernerejsende race. De mytologiske precursers. Og starter dermed en krig blandt de galaktiske racer, om hvem der kan få kontrol over dem.

De to trilogier er ganske coole. Den første er en samling af tre semiuafhængige romaner, den anden er en mere traditionel trilogi. Hvor den første starter universet og stiller en masse spørgsmål, så ender den anden trilogi med at svare på de fleste af spørgsmålene.

Lykkedes det så? Ja, sådan rimeligt. Alt i alt synes jeg i hvert fald at Forklaringen på Alting er bedre end mange andre scifi historier med Store Spørgsmåls forklaringer. (I hvert fald bedre end Revelation Space serien som jeg synes skuffede fælt på den front).

Bøger David Brin, Uplift 6 Comments

Bøger jeg løb sur i…

maj

Livet på landevejene er ikke, som alle 70’er og 80’er film om truckers lovede os. Der er ikke onde betjente med en grudge mod det farende folk, ingen rockere der skulle have tæv, ingen strandede single kvinder… til gengæld er det uendelig kedsomhed bag rettet før man når frem til sin arbejdsplads. Løsningen er… lydbøger! Og mange af dem.

Level 15 Trucker med +10 bonus i Episk Cool

Men ikke alle lydbøger er lige… heldige. Her er et par stykker, som jeg fik startet på, men som jeg aldrig nåede helt i land med. Og som jeg helt sikkert holder fast i.

Wonderblood: den her bog lovede så meget. Den har bestemt alle de ting som jeg elsker, men det var desværre ikke nok. Den foregår i et postapokalyptisk univers, hvor en forfærdelig kvægsygdom har devasteret USA og sendt samfundet på klassisk deroute direkte mod Mad Max land.

Folket har vendt sig mod præsteskabet der lover at når jorden er blevet gennemvæddet af tilstrækkelig mængder blod, så vil astronauterne vende tilbage og genskabe normaliteten.

Jeg ville ønske der var noget sjovt at skrive om den her bog…

Så alt i alt rigtigt lovende. Men en hovedperson uden rigtig noget drive eller agens. En masse karakterer der vandrer rundt i den skøre fantastiske verden uden rigtig noget fortællemæssigt formål, ud over at vise os verden. Så til sidst blev jeg træt af det hele, og da jeg især opdagede at det måske er første bind i en serie, så… droppede jeg den hurtigere end en baptistpræst i brugtafdelingen i en dildoshop.

Song of youth: Den her virkede også vældigt lovende. Jeg fandt den på en liste over “De 25 bedste cyberpunk bøger!”. Vi er i nærfremtiden og der er tre handlingsforløb. Vi følger nogle folk i eftervirkningerne på 3. verdenskringen i Europa. Der vandres rundt i det udbombede Amsterdam. Der diskuteres enormt meget om onde neofascister, der forsøger at bruge katastrofen til at overtage magten. Og på visse tidspunkter blev der sprøjtet enormt meget exposition ud, så meget at det virkeligt blev fjollet.

Derudover følger vi de politiske machinations mellem to fraktioner på den her enorme rumstation. Hvem skal bestemme. Mekaniker fraktionen eller Administratorerne.

Cyberpunk patient zero? Gibson… whaaaaaat?!

Og endeligt følger vi den unge vilde rockmusiker, der i klassisk cyberpunk stil er mod alting! Og vred og ung! Rock & roll! Yeah!

Jeg gav op på bogen fordi det virkede som tre forskellige historier med hver sit tema. Technothriller i Europa, Nearfuture SciFi på Rumbasen og Cyberpunkt med den unge musiker. Forfatteren har forsøgt at få dem til at hænge sammen, men det virkede svært at tage de politiske problemer om beboelse og privilegier på rumstationen alvorligt, når man har atombombede byer fyldt med forhutlede og bestrålede flygtninge.

Bøger Kris Kristoffersen, Song of youth, Wonderblood 7 Comments

Show don’t tell

mar

Lovecraft kan være rigtig cool. Hans beskrivelser kan være ret fabelagtige, spændende og fyldt med kosmisk gru. Og andre gange kan han ramme milevidt fra, med alt for mange kyklopiske selvopfundne ord.

Men i The Statement of Randolph Carter rammer han helt forkert. Her hverken fortæller han os hvad der foregår eller viser os det.

“God! If you could see what I am seeing!”

I could not answer. Speechless, I could only wait. Then came the frenzied tones again:

“Carter, it’s terrible—monstrous—unbelievable!”

This time my voice did not fail me, and I poured into the transmitter a flood of excited questions. Terrified, I continued to repeat, “Warren, what is it? What is it?”

Once more came the voice of my friend, still hoarse with fear, and now apparently tinged with despair:

“I can’t tell you, Carter! It’s too utterly beyond thought—I dare not tell you—no man could know it and live—Great God! I never dreamed of THIS!” Stillness again, save for my now incoherent torrent of shuddering inquiry. Then the voice of Warren in a pitch of wilder consternation:

“Carter! for the love of God, put back the slab and get out of this if you can! Quick!—leave everything else and make for the outside—it’s your only chance! Do as I say, and don’t ask me to explain!”

Og det er så det sidste man hører til stakkels Warren. Hvad sker der med ham? Ingen ved det, men hvad end det er, der myrder ham, så kan det finde ud af at bruge en telefon. Det sidste Randolh hører om sin ven, er at monstret siger at Warren er død.

Ideen med novellen er sjov, Mand går ned i en anden verden og beskriver hændelsesforløbet til sin ven over telefonen, men manglen på vished om hvad det er, som Warren finder under kirkegården er bare træls. I de andre Lovecraft “det her er så enormt at det ikke kan forklares” scener, kommer der i det mindste lidt kød på. Her er der ingenting og det gør det til en lidt forspildt chance.

Genrehistorier Lovecraft 2 Comments

Bøger fra Barndommen 2

feb

Så fik jeg læst Yom – og robotten der ville være menneske. Den var hurtig læst, små 90 sider med stor skrift og korte kapitler.

Vi er i Fremtiden (TM) efter den tredje verdenskrig, og Yom har forladt byen han er født i, og er draget ud i det tomme land. Der hvor ingen mennesker bor, og der til gengæld heller ikke er sket så meget ulykker efter krigen.

Der støder han på androiden Nearaman Multifunction 18. Han er undsluppet Mesterens kontrol og planlægger at vende tilbage og stoppe den forfærdelige mands ondskabsvælde.

Er det en god bog? Nja, ikke voldsomt. Der er nok ikke kød nok på. Vi møder Yom, han møder Nearaman, de redder en pige fra slavehandlere, som vender tilbage om natten og kidnapper Yom og Pigen (hun har et navn, men jeg glemte at notere mig det, og nu har jeg sendt bogen tilbage…), Nearaman redder børnene og vender tilbage med dem for at stoppe Mesteren.

Selve plottet er ganske fint, men der sker ikke ret meget og sproget er heller ikke… well, det er hverken Shakespeare eller Oehlenschläger. Det er der måske ikke ret meget science fiction der er, så det er måske også en lidt bisset lakmus test for en bog.

“Vandet sendte vilde strømme og udladninger rundt i dens fintmærkende system, og på mindre end fem sekunder var den så død som en rusten cykel på bunden af et glemt havnebassin.”
Yom og robotten der ville være menneske s. 68.

Men den tændte ild i hovedet på Young Simon Aakjær. Jeg synes den var mægtig og cool. Robotten var Bad-Ass sej, verdenen var ondskabsfuld på en cool måde, som jeg ikke havde læst før. Så selv om det ikke var et fantastisk gensyn, så var det alligevel ganske sjovt.

Især fordi, det viste sig at der var ting, jeg kunne huske fra dengang. Scenen hvor Yom, Pigen og Mesteren spiser afkølede abehjerner, står stadig som det ypperligste en bad guy kan servere for sine gæster, for at understrege sin bad guy’ness.

Bøger Mich Vraa 3 Comments

Action is his reward

feb

Jeg har lige været til et Jakob Stegelmann foredrag, hvor han snakkede om Troldspejlet og nørdkultur generelt. Han viste sjove klip, blandt andet af 60’er tegnefilmsserien Spidermans intro.

Min første tanke var “Hey, det lyder da egentlig okay… hvis nogen altså indspillede den ordentligt…” Og det har Michael Buble så tydeligvis gjort på en lækker og cool swing facon.

Musik Videoer Michael Buble, Spiderman 3 Comments

Fantask i Knibe

feb

Hey you guys (m/k) – det ser ud til at verdens ældste tegneserieforretning er i økonomiske problemer. Det er jo jævnt nederen. Fantask var ikke den første forretning jeg købte tegneserier eller rollespilsbøger i – men det er nok den forretning jeg har købt flest tegneserier i.

Så for at støtte Fantask har jeg besluttet mig for at købe mig en tegneserie eller to. Men hvilken… jeg har ikke super god styr over de spændende ny anskaffelser eller trends. Og det er her at i kære læsere kommer ind.

Foreslå mig en titel eller to på en funky eller fed tegneserie. Hvad kan jeg så lide: Hellboy, Astrocity, spændende og interessante superhelte tegneserier. Semi afsluttede historier, tradepaperbags.
Jeg er blevet ret glad for Marvel efter film serien, men det er som om de ikke rigtigt bruger konceptet med afsluttede historier i tradepaperbags på samme måde som DC gør.

Tegneserier Fantask 5 Comments

Simon Aakjærs kamp mod den evindelige entropi

feb

Der er mange science fiction noveller. Jeg er normalt ikke den store novelle fan, nok mest fordi jeg gerne vil have lange komplekse historier. På den anden side er der ting, som novellen kan, være kort, præcis og ligesom en god joke, have en fin og lækker punchline.

The last question was asked for the first time, half in jest, on May 21, 2061, at a time when humanity first stepped into the light. The question came about as a result of a five dollar bet over highballs, and it happened this way.

Det fine citat er fra The Last Question, og den kan man jo altid lige få lyst til at læse. Og hvis man ikke har den på sig, så kan man finde den her. https://www.multivax.com/last_question.html

The Last Question er ikke blot min yndlingsnovelle, det var også den der lærte mig ordet entropi. Det er vigtigt i den her sammenhæng, for der er noget der tyder på, at i mit hjem, der er entropien for evigt voksende. Omkring mit opstår rod og uorden tilsyneladende spontant.

Der er kun en ting at gøre. Rydde op, gøre rent og vaske op. Men den slags er hårdt. Meget nemmere at filosofere lidt over entropi og science fiction noveller online… eller endnu bedre: se tv-programmer om folk der ryder op! Tak Marie Kondo, for at give mig fornemmelsen af at rydde op, mems jeg driver den af på sofaen.

Bøger, hygge, Ikke-kategoriseret Marie Kondo, The Last Question 3 Comments