SUPERKULTUR

Bøger jeg løb sur i…

maj
06

Livet på landevejene er ikke, som alle 70’er og 80’er film om truckers lovede os. Der er ikke onde betjente med en grudge mod det farende folk, ingen rockere der skulle have tæv, ingen strandede single kvinder… til gengæld er det uendelig kedsomhed bag rettet før man når frem til sin arbejdsplads. Løsningen er… lydbøger! Og mange af dem.

Level 15 Trucker med +10 bonus i Episk Cool

Men ikke alle lydbøger er lige… heldige. Her er et par stykker, som jeg fik startet på, men som jeg aldrig nåede helt i land med. Og som jeg helt sikkert holder fast i.

Wonderblood: den her bog lovede så meget. Den har bestemt alle de ting som jeg elsker, men det var desværre ikke nok. Den foregår i et postapokalyptisk univers, hvor en forfærdelig kvægsygdom har devasteret USA og sendt samfundet på klassisk deroute direkte mod Mad Max land.

Folket har vendt sig mod præsteskabet der lover at når jorden er blevet gennemvæddet af tilstrækkelig mængder blod, så vil astronauterne vende tilbage og genskabe normaliteten.

Jeg ville ønske der var noget sjovt at skrive om den her bog…

Så alt i alt rigtigt lovende. Men en hovedperson uden rigtig noget drive eller agens. En masse karakterer der vandrer rundt i den skøre fantastiske verden uden rigtig noget fortællemæssigt formål, ud over at vise os verden. Så til sidst blev jeg træt af det hele, og da jeg især opdagede at det måske er første bind i en serie, så… droppede jeg den hurtigere end en baptistpræst i brugtafdelingen i en dildoshop.

Song of youth: Den her virkede også vældigt lovende. Jeg fandt den på en liste over “De 25 bedste cyberpunk bøger!”. Vi er i nærfremtiden og der er tre handlingsforløb. Vi følger nogle folk i eftervirkningerne på 3. verdenskringen i Europa. Der vandres rundt i det udbombede Amsterdam. Der diskuteres enormt meget om onde neofascister, der forsøger at bruge katastrofen til at overtage magten. Og på visse tidspunkter blev der sprøjtet enormt meget exposition ud, så meget at det virkeligt blev fjollet.

Derudover følger vi de politiske machinations mellem to fraktioner på den her enorme rumstation. Hvem skal bestemme. Mekaniker fraktionen eller Administratorerne.

Cyberpunk patient zero? Gibson… whaaaaaat?!

Og endeligt følger vi den unge vilde rockmusiker, der i klassisk cyberpunk stil er mod alting! Og vred og ung! Rock & roll! Yeah!

Jeg gav op på bogen fordi det virkede som tre forskellige historier med hver sit tema. Technothriller i Europa, Nearfuture SciFi på Rumbasen og Cyberpunkt med den unge musiker. Forfatteren har forsøgt at få dem til at hænge sammen, men det virkede svært at tage de politiske problemer om beboelse og privilegier på rumstationen alvorligt, når man har atombombede byer fyldt med forhutlede og bestrålede flygtninge.

Show don’t tell

mar
25

Lovecraft kan være rigtig cool. Hans beskrivelser kan være ret fabelagtige, spændende og fyldt med kosmisk gru. Og andre gange kan han ramme milevidt fra, med alt for mange kyklopiske selvopfundne ord.

Men i The Statement of Randolph Carter rammer han helt forkert. Her hverken fortæller han os hvad der foregår eller viser os det.

“God! If you could see what I am seeing!”

I could not answer. Speechless, I could only wait. Then came the frenzied tones again:

“Carter, it’s terrible—monstrous—unbelievable!”

This time my voice did not fail me, and I poured into the transmitter a flood of excited questions. Terrified, I continued to repeat, “Warren, what is it? What is it?”

Once more came the voice of my friend, still hoarse with fear, and now apparently tinged with despair:

“I can’t tell you, Carter! It’s too utterly beyond thought—I dare not tell you—no man could know it and live—Great God! I never dreamed of THIS!” Stillness again, save for my now incoherent torrent of shuddering inquiry. Then the voice of Warren in a pitch of wilder consternation:

“Carter! for the love of God, put back the slab and get out of this if you can! Quick!—leave everything else and make for the outside—it’s your only chance! Do as I say, and don’t ask me to explain!”

Og det er så det sidste man hører til stakkels Warren. Hvad sker der med ham? Ingen ved det, men hvad end det er, der myrder ham, så kan det finde ud af at bruge en telefon. Det sidste Randolh hører om sin ven, er at monstret siger at Warren er død.

Ideen med novellen er sjov, Mand går ned i en anden verden og beskriver hændelsesforløbet til sin ven over telefonen, men manglen på vished om hvad det er, som Warren finder under kirkegården er bare træls. I de andre Lovecraft “det her er så enormt at det ikke kan forklares” scener, kommer der i det mindste lidt kød på. Her er der ingenting og det gør det til en lidt forspildt chance.

Bøger fra Barndommen 2

feb
24

Så fik jeg læst Yom – og robotten der ville være menneske. Den var hurtig læst, små 90 sider med stor skrift og korte kapitler.

Vi er i Fremtiden (TM) efter den tredje verdenskrig, og Yom har forladt byen han er født i, og er draget ud i det tomme land. Der hvor ingen mennesker bor, og der til gengæld heller ikke er sket så meget ulykker efter krigen.

Der støder han på androiden Nearaman Multifunction 18. Han er undsluppet Mesterens kontrol og planlægger at vende tilbage og stoppe den forfærdelige mands ondskabsvælde.

Er det en god bog? Nja, ikke voldsomt. Der er nok ikke kød nok på. Vi møder Yom, han møder Nearaman, de redder en pige fra slavehandlere, som vender tilbage om natten og kidnapper Yom og Pigen (hun har et navn, men jeg glemte at notere mig det, og nu har jeg sendt bogen tilbage…), Nearaman redder børnene og vender tilbage med dem for at stoppe Mesteren.

Selve plottet er ganske fint, men der sker ikke ret meget og sproget er heller ikke… well, det er hverken Shakespeare eller Oehlenschläger. Det er der måske ikke ret meget science fiction der er, så det er måske også en lidt bisset lakmus test for en bog.

“Vandet sendte vilde strømme og udladninger rundt i dens fintmærkende system, og på mindre end fem sekunder var den så død som en rusten cykel på bunden af et glemt havnebassin.”
Yom og robotten der ville være menneske s. 68.

Men den tændte ild i hovedet på Young Simon Aakjær. Jeg synes den var mægtig og cool. Robotten var Bad-Ass sej, verdenen var ondskabsfuld på en cool måde, som jeg ikke havde læst før. Så selv om det ikke var et fantastisk gensyn, så var det alligevel ganske sjovt.

Især fordi, det viste sig at der var ting, jeg kunne huske fra dengang. Scenen hvor Yom, Pigen og Mesteren spiser afkølede abehjerner, står stadig som det ypperligste en bad guy kan servere for sine gæster, for at understrege sin bad guy’ness.


Action is his reward

feb
20

Jeg har lige været til et Jakob Stegelmann foredrag, hvor han snakkede om Troldspejlet og nørdkultur generelt. Han viste sjove klip, blandt andet af 60’er tegnefilmsserien Spidermans intro.

Min første tanke var “Hey, det lyder da egentlig okay… hvis nogen altså indspillede den ordentligt…” Og det har Michael Buble så tydeligvis gjort på en lækker og cool swing facon.

Fantask i Knibe

feb
18

Hey you guys (m/k) – det ser ud til at verdens ældste tegneserieforretning er i økonomiske problemer. Det er jo jævnt nederen. Fantask var ikke den første forretning jeg købte tegneserier eller rollespilsbøger i – men det er nok den forretning jeg har købt flest tegneserier i.

Så for at støtte Fantask har jeg besluttet mig for at købe mig en tegneserie eller to. Men hvilken… jeg har ikke super god styr over de spændende ny anskaffelser eller trends. Og det er her at i kære læsere kommer ind.

Foreslå mig en titel eller to på en funky eller fed tegneserie. Hvad kan jeg så lide: Hellboy, Astrocity, spændende og interessante superhelte tegneserier. Semi afsluttede historier, tradepaperbags.
Jeg er blevet ret glad for Marvel efter film serien, men det er som om de ikke rigtigt bruger konceptet med afsluttede historier i tradepaperbags på samme måde som DC gør.

Simon Aakjærs kamp mod den evindelige entropi

feb
15

Der er mange science fiction noveller. Jeg er normalt ikke den store novelle fan, nok mest fordi jeg gerne vil have lange komplekse historier. På den anden side er der ting, som novellen kan, være kort, præcis og ligesom en god joke, have en fin og lækker punchline.

The last question was asked for the first time, half in jest, on May 21, 2061, at a time when humanity first stepped into the light. The question came about as a result of a five dollar bet over highballs, and it happened this way.

Det fine citat er fra The Last Question, og den kan man jo altid lige få lyst til at læse. Og hvis man ikke har den på sig, så kan man finde den her. https://www.multivax.com/last_question.html

The Last Question er ikke blot min yndlingsnovelle, det var også den der lærte mig ordet entropi. Det er vigtigt i den her sammenhæng, for der er noget der tyder på, at i mit hjem, der er entropien for evigt voksende. Omkring mit opstår rod og uorden tilsyneladende spontant.

Der er kun en ting at gøre. Rydde op, gøre rent og vaske op. Men den slags er hårdt. Meget nemmere at filosofere lidt over entropi og science fiction noveller online… eller endnu bedre: se tv-programmer om folk der ryder op! Tak Marie Kondo, for at give mig fornemmelsen af at rydde op, mems jeg driver den af på sofaen.

Bøger fra barndommen…

feb
11

Back in the day, dengang verden var ung og livet mostly ukompliceret, læste jeg alt der mindede om science fiction. Så længe der var robotter, atomkrig, tidsrejse, uhyggelige monstre og rumskibe med, så var jeg glad og tilfreds. Men ikke alting overlever lige godt. Der er bestemt en grund til at nogle bøger bliver klassikere og andre ender deres liv som papirpulp.

Derfor har jeg kastet mig over at genlæse bøger fra the olden days (before the empire) og for at se om de nu også stadig holder. Jeg vil starte med at kigge på to serier.

Yom serien var badass post apokalyptisk SciFi og som havde den sweeteste forside nogensinde.
Jeg husker Yom serien som cool. Indholdet husker jeg mindre, men det var efter 3. verdenskrig, der var robotter og onde skurke med i den (og vist også noget med abehjerner til forret?), så Young Simon Aakjær har helt sikkert været hooket på stedet. De er skrevet af Mich Vraa (der siden har forladt science fiction genren til fordel for mere normal litteratur) og bind 1 er fra 1985.
Forsiden til gengæld viste sig at være knap så sej som husket…

Yeah… mindre ikonisk og cool end jeg huskede.

Den anden bogserie jeg husker som særlig fantastisk var Stjernefolket. Den handler om drengen Erik der møder pigen Mira, som kommer fra rummet og sammen drager de på heroiske og sweete science fantasy eventyr. De to første bind hænger sammen og er egentlig en lang bog. Det er en Stråle fra rummet og Kampen mod det onde.
Her mødes de to og bliver nødt til at kæmpe mod den onde Fyrste af Spartanien og hans nederdrægtige agenter.

Young Simon Aakjær synes virkelig de her bøger var teh shizzel, de var episk coole og fantastiske. Det var en perfekt blanding af escapisme og science fantasy. Især i de senere bøger, hvor Erik og Mira (og hunden Katja) tager til fjerne planeter og bekæmper ondskab og nederdrægtige skurke som Vulkanfolket og Blomsterheksen.
I serien sidste bind vender de endog tilbage til Jorden og bekæmper onde generaler og magthavere (yes, hvis nogen er i tvivl, så er den her bog fra midt 80’erne).

Ikke den originale forside (men den var også mindre sej)


Fun fact, det var den her bogserie der lærte mig konceptet om biocomputere, som dengang jeg var 12 år virkede så umådeligt cool og fremtidsagtigt. Havde den været skrevet i dag, ville det sikkert have været kvantecomputere.

Nu skal jeg så have dem læst, og så skal jeg nok melde tilbage om hvordan OldGuy Simon Aakjær oplever dem.

Hunt for the Wild Things

jan
26

I julen var jeg på besøg hos Janus og Zenia og samtalen faldt på film. Nærmere, hvilken film vi skulle se efter maden. På et tidspunkt er der en der siger: “bla bla… wilderpeople… bla bla”. Uh, tænker jeg. Den film har jeg aldrig set. Så det siger jeg og den bliver fluks sat på.

Skux Life

Politiet afleverer en ung lømmel til en ny plejefamilie. Plejemoderen viser ham rundt og viser ham en kniv, som skal bruges til at dræbe monstre. Så jeg kunne godt mærke at nu ville det snart blive vildt, og de seje monstre ville sikkert snart dukke op.

Men der skete ikke rigtigt noget… der var en superfantastisk akavet fødselsdagssang, Ricky falder til, og så dør plejemoderen. Ricky Baker beslutter sig for at stikke af, fremfor at bliver overført til ungdomsfængsel. Han tager sin trofaste riffel og hund med, og stikker af mod vildmarken.

Yeah tænkte jeg. Nu kommer de Vilde Ting sikkert snart. Nu bliver det vildt. Men det skete bare aldrig rigtigt. Det var bestemt en god film, men meget anderledes fra den film jeg troede jeg skulle se. F.eks. fik Ricky aldrig den der krone på, som han har i de billeder jeg havde set – og der var også en påfaldende mangel på monstre…

… en påfaldende mangel på monstre…

Problemet var bare, at jeg havde blandet to film sammen. Where the wild things are og Hunt for the Wilderpeoble. Og efter at have kigget lidt på wiki, så er jeg nok ret glad for at vi så Hunt for the Wilderpeople. Det er dælme en sjov film, feel good to the max, og Sam Neill er fantastisk. Så hvis man ikke har set den, så bør man gøre det. Den er supercool, underlig og fantastisk.

Den mest akavede fødselssang nogensinde

DC’s Titans

jan
20

STOP PRESS! Breaking news – DC lykkedes med Superhelte fjernsyn!

Jeps, umiddelbart ser det ud til at DC har fået en succes i deres film-univers. Jeg skal dog fluks sige, at jeg kun har set to afsnit, men indtil videre så ser det ret fornuftigt ud.
Den anden caveat er, at jeg ikke kender det mindste til Teen Titans tegneserierne, så hvor stor forskel der er på tv udgaven og tegneserierne, har jeg ikke det mindste ide om.

Ukendt Shapechanging Kid, Raven, Robin og… Kickass FireLady
(Jeg har seriøst ingen ide om hvem de to yderste personer er – men de virker ret coole)

DC og Warner Bros. har valgt at gøre Titan serien til en ældre målgruppe end Marvel gjorde med deres, og det ser også ud til at være kastet flere penge efter den. Hvor Marvel tv serierne føltes som kammerspil, med de samme 5-6 personer og en gæstestjerne i ny og næ, så føles den her serie større. Der er flere interessante karakterer med, og masser af spændende bi personer.

Den første sæson er Titanernes oprindelseshistorie, hvordan de fandt sammen og… så ved jeg faktisk ikke mere. Jeg har som sagt kun set to afsnit… Men det virker lovende.

Yndlings Historie Podcast

jan
15

Dan Carlin er min absolut yndlings historie formidler. Han er super cool og bad ass til at formidle komplekse historiske begivenheder på en levende og interessant måde. Og så er hans podcast gratis.

Han har tre podcasts: Common Sense, Hardcore History, og Hardcore History: Addendum. Af de tre er det kun Hardcore History som jeg har hørt.
Konceptet er enkelt. I hvert afsnit tager han en historisk begivenhed op og fortæller om den, levende og interessant. Mit yndlingsafsnit må nok være det om det religiøse vanvid, der greb byen Munster i 1532. Det var en begivenhed som jeg ikke havde hørt om før, og Jesus webt, det var en balstyrisk hændelse. Religion, politik, vanvid, magtfuldkommenhed skruet op 11.

Man kan høre de fem seneste shows gratis, hvis man skal have fat i nogle af de tidligere, så koster det en dollar.

Det er en perfekt måde at fordrive tiden på, mens man vasker op, lægger tøj sammen eller handler ind i indkøbshelvedet Bilka.