SUPERKULTUR

Dracula

maj
23

Jeg har set Francis Ford Coppolas Dracula. Den fra 1992. Den er vældig fin, men også jævnt langsom. Som knægt var jeg super skuffet over den, og når jeg genser den, kan jeg godt forstå hvorfor Teenage Simon synes den var træls.

Bogen Dracula er en historie om det fremmede og uhyggelige. Det Onde, men bare i London. Og med meget mere sex. Underforstået og ikke talt om, men masser af sex.

Filmen Dracula handler meget mere om sex. Måske faktisk om de uhyggelige sygdomme som man kan pådrage sig, hvis man ikke passer på og husker sit kondom. Men der hvor Teenage Simon virkeligt synes den var træls, er at det mere er en romance mellem Dracula og Mina.

Det kan Voksen Simon bedre leve med, om end han lidt savner scener med daring do og fisticuffs. Hvis nu John Carpenter havde lavet en Dracula udgave…

Dracula 1992 er en voldsom lækker stilistisk film. Effekterne er fine og dejlige, stort set alle sammen optaget på gammeldags maner. Her er ikke nogle digitale effekter, og det gør sig godt.

Manden med den vildeste pistol – nogensinde

maj
22

Blame! er en mærkelig og fantastisk tegneserie. Den er skrevet og tegnet af Tsutomu Nihei, som oprindeligt er arkitektstuderende. Det kan man godt mærke i hans sære og forunderlige cyberdungeons. Seriens undertitel er fantastisk. Den har to, “Maybe on Earth, maybe in the future” og “Adventure seeker Killy in the cyberdungeon”.

Den udtryksløse Killy vandrer rundt i Byen, en giganorm konstruktion, på jagt efter Net Terminal genes. Det er den eneste måde de forskellige mennesker og postmenneske stammer, der lever hemmeligt og skjult i byen, har for at få kontrol over den. På et tidspunkt i fortiden skete der et eller andet kataklysmisk, og byen skred ud af kontrol.
Menneskene mistede adgangen til de øverste lag af net sphæren uden net terminal genet, og dem der forsøgte alligevel, slap horder af dræbende Safeguard robotter løs.

Hvor stor Byen er, er lidt usikkert. Men folk på Intarwebbet har regnet frem til, at det nok er en Dyson Sphere med en radius ud til Jupiter.

Vi ved ikke hvem der har sendt Killy i gang med hans ensomme mission. På et tidspunkt i starten af serien kommer der en kvinde med en elevator, for at hente en død dreng, som måske havde de eftertragtede gener. Vi ser hende aldrig igen og hun bliver aldrig omtalt igen.

Silicon Væsnerne er Killys primære fjende. Deres formål er at få fingre i net terminal generne, og dermed adgang til Net Sphærens øverste niveau og kontrol over alting.

Den anden fjende er Safeguard, en indbygget måde som net sphæren beskytter sig selv. I løbet af de mange årtusinder er deres formål degenereret, så nu søger de aktivt for at slå alle mennesker ihjel. Og skønt Net Sp


Fra Anime filmen, som kan findes på Netflix. 

Tilbage til Killy, manden med pistolen. Den er ikke stor, men er frygtelig imponerende. En Graviton Beam Emitter. Den er så vild, at når Killy skyder den, så bliver han ofte fyret tilbage af en voldsom rekyl. Og når han skruer op for styrken… well, en enkelt gang blev hans arm flået i stykker af den enorme reyl.
Effekten er også derefter. Som regl dør de ting som Killy skyder på. En enkelt gang blastede han et 80 km hul i byen med sin skyder. Så Killy er klart manden med pistolen. Ulykkeligvis har skurkene også adgang til den slags legetøj.

Tegnestilen er vild og meget lidt japansk. Nogle gange er den så fyldt med action streger, at det gør den svær at læse og jævnt uigennemskueligt at lure hvad der foregår – andre gange er den smuk og stilren. Som oftest når der skal tegnes smukke og lækre, øde cyber dungeons. At Nihei var arkitektstudent fornægter sig ikke. Men en ting er helt sikker, jeg tror ikke han skal have lov til at tegne mit hjem.


Actionstreger to the Max!

 

Manden med pistolen

maj
17

Press play on tape, Danmarks ypperligste popkultur band, fik et første klasses hit i 2012 med deres hyldest sang til computerspillet og i særdeleshed de spil hvor man er Manden med Pistolen. The man with the gun. Et awesome stykke musik.

Desværre sker der ikke meget fra Press Play on Tapes side. Deres hjemmeside har ikke været updateret siden 2015. Men i det mindste kan man hygge sig med deres lækre udgaver af de klassiske c64 spil.

The madness of Grant Morrison

maj
17

Grant er bimlende skør. Jævnt sær og mærkelig. Det er min konklussion efter at have læst Morrisons kombinerede selvbiografi og superhelte kulturhistorie Supergods.

Som knægt vandrende han rundt i Skotland som knægt, og forsøgte alle ordbogens muligheder for at finde kodeordet, der ville give ham Captain Marvels kræfter – og nu var Shazam jo ulykkeligvis taget. Det er ikke så sært, der har vi måske alle været. Næh, der hvor han virkelig besluttede sig for at skrue særheden op på 11, var den gang hvor han kastede sig over transkøns chaos sexmagi. Med sig selv som transvistit chaos magikeren. Eller der hvor han i Katmandu, fik det vildeste LSD trip og brugte det som plottet til The Invisibles.

Ingen har lyst til at røre sexmagikerens kuglepen…

Men han er dælme også cool. Efter at have set Netflixs Happy, hvori den flyvende enhjørning og hemmelige fantasiven Happy, teamer op med den afdankede strømer Nick Sax, for at finde fantasivennens ejer, så må man konkludere at han er crazy bonkers.

Det er en fabelagtig serie. Sjov og underholdende på en sindsyg måde. Jeg er helt pjattet med den. 8 afsnit, og ikke noget med ligegyldige filler afsnit eller uinteressante b historier. Den blev sendt i december på SyFy, og den må siges at være den perfekte modgift mod al den trælse julenisseri. (Også selv om jeg først så den her i maj). Og selv om der er et sjovt blåt fantasidyr med, så er den ikke for børn. Den er sjov, men kun for voksne.

Skal jeg se den igen? Absolut. Det bliver super her til jul. Og der kommer en sæson to.

Demonen i den tynde luft

maj
16

Tom Wolfe er desværre draget til den evige farm oppe i himlen. I DRs portræt fokuserede de på The Bonfire of the Vanities, men her fokuserer vi på en lidt anden bog. Tom er nemlig af den rette støbning (ah bum chi)

Det er en lækker bog. The Right Stuff. Om Mercury astronaut programmet, om og de testpiloter der var drivkraften bag. Og i klassisk Tom Wolfe stil, så handler den ikke bare om mændenes prøvelser, men også om kvinderens problemer. De måtte leve på nedslidte militærbaser, mens deres mænd risikerede livet i uprøvede fly.

There was a demon that lived in the air. They said whoever challenged him would die. Their controls would freeze up, their planes would buffet wildly, and they would disintegrate. The demon lived at Mach 1 on the meter, 750 miles an hour, where the air could no longer move out of the way. He lived behind a barrier through which they said no man could ever pass. They called it: The sound barrier. Then, they built a small plane, the X-1, to try and break the sound barrier. And men came to the High Desert in California to ride it. They were called test pilots. And no one knew their names.

Filmen, som citatet her er taget fra, er bestemt heller ikke dårlig. Jeg har set den flere gange – især når jeg lige har lyst til at se Kompetente Mænd ™ der med en “can do attitude” og med så stålkolde øjne, at selv ikke Anders Samuelsen kan gøre stilen efter, ordner paragrafferne og udfordrer russerne på deres egen hjemmebane i det ydre rum.

Nyheder fra fremtiden

maj
13

Der går rygter om at Denis Villeneuve skal lave en ny Dune film. Det ville jo være ganske fantastisk. Han har er en interessant filmmager. Blade Runner 2049 var awesome cool, og Arrival også lækker (omend jeg ikke var helt blown away over intrigen og plottet. Men filmen var bestemt cool).

Det eneste der vides om remaken, er at Denis siger at

Eric Roth wrote the first draft, and I worked on my side afterward. I have not had such fun on the creative side since Incendies! My wish would have been to make both films at the same time, but it will be too expensive. We will do them one at a time

Der siges også at der er tale om at lave to film. Det bliver under alle omstændigheder spændende at se hvad det bliver til. Men der går nok noget tid, før der dukker noget op. Der står endnu ingenting på IMDB.

Der er herfra jeg har planket oplysningerne:
wegotthiscovered.com/movies/denis-villeneuve-provides-update-dune/

Planen for i dag…

maj
13

Ud af mit Allroom, ud på altanen, med føderne op på gelænderet og nyde en god bog og en kop the. Livet er godt sådan en søndag. Bagefter kan jeg tænke på vasketøj og trappevask – men lige nu står den på Trumps of Doom af Zelazny.

Profetisk 90er thriller

maj
11

Science fictions succes er som oftest målt (af offentligheden) af hvor effektivt den forudser fremtiden. Det er jo selvfølgelig ikke dens primære mål. Som med alt andet litteratur, handler det jo om forfatterens egen nutid. Men indimellem er der film og bøger der mere eller mindre effektfuldt lykkedes med at forudse verden. Sneakers fra 1992 er et ret godt eksempel. (Jamen, Sneakers er ikke en sci-fi film! Det er at the most en techno thriller?! Ti stille Fanboi Mouthbreather – som Darco Suvin siger: “Science fiction er det vi peger på, når vi siger:  det er science fiction [citation needen]).

The world isn’t run by weapons any more, or energy or money. It’s run by little ones and zeroes, by data. It’s all just electrons… There’s a war out there, old friend. A world war. And it’s not about who’s got the most bullets. It’s about who controls the information What we see and hear. How we work and what we think. It’s all about the information!

The world changed on us, Marty. Without our help… When I was in prison, I learnt that everything in this world, including money, operates not on reality, but on the perception of reality.

Der er en længere trailer på youtuben, men den er direkte forfærdelig. Et klassisk eksempel på træls tidlig 90’er trailer.

Mit yndlingsdigt: The day the saucers came

maj
11

 

Jeg forstår mig ikke meget på digte.  Da jeg var knægt og gik i gymnasiet, da hadede jeg med 1000 soles intensitet Michael Strunge. Jeg synes det var så påtaget og træls. Jeg kunne slet ikke have med ham at gøre. 

Ulykkeligvis kom jeg for nogen tid siden, til at kaste et blik i Strunges samlede digte, og genfandt mit yndlingshade digt. Natmaskinen. Og til stor irritation, så må jeg erkende at han faktisk gav ret god mening. Det var helt godt og interessant. Hah, jeg er sikker på at Teen Simon vil synes at Old Guy Simon er blevet en gammel røvbanan. Men så kan jeg til gengæld også kigge tilbage på Youngster Simon og pege fingre af hans sorte 90’er garderobe og råbe, “bliv klippet og få et job din lade teenager”.

Så generelt er jeg ikke meget for digte, men det her er rigtigt fint. Gaiman er bare cool.

Twin Peaks

maj
10

Jeg var på ingen måde imponeret over den nye sæson. Det virkede som om Lynch havde for lidt materiale, og bare trak alting i langdrag. Mine forventninger var enormt høje, men sjældent har jeg følt mig så meget taget ved næsen.

Der var nogle vildt fede ideer i den. Der var mange ting der var enormt lækkert og cool. Men der var endnu flere ting, der bare var trælse. Det virkede som om det meste af det originale cast, mest bare var med som fan service. Historien var rodet og sær. Jeg hadede Duggie karakteren.

Well, for at ikke alting skal blive for trist, så er her et sjovt billede. Et lækkert lille “what if” – hvis nu Lynch en dag besluttede sig for at genindspille Ondskabens Hotel og skruede vanviddet op på 11.