SUPERKULTUR

Hvad vi (gen)ser: Det sorte hul

okt
22

Det sorte hul

for 1000 år siden spillede døden terninger og tabte var jeg på besøg hos kammerat Johnny. Han havde seje legesager bygget fra det nye Anders And tegneseriehæfte. Sweete dobbelte laserpistoler og en cool maske. Desværre kun en maske, men til gengæld to pistoler,så vi begge to kunne være rigtige rumhelte.

Det var mit første møde med Det Sorte Hul. Senere fik jeg læst tegneserien, læst om den i faglitteraturen og set den en sen nattetime på en eller anden filmkanal. Og nu er den så kommet på Netflix.


Heltene og den trælse VINCENT robot. Sjældent har nogen robot været så… nederen

Handlingen er relativ enkel. De heroiske squarejawed rumfarer kommer forbi et rumskib, der ligger i udkanten af et sort hul. Det er et rumskib fra USA, som man har formodet er gået tabt i rummet for mange år siden.

Inden i det holder den maniske Dr. Reinhardt hof med sine vagtrobotter og de mystiske kulteklædte besætnngsrobotter. Han er ved at forberede en tur gennem det sorte hul, som vil føre ham til en anden verden, hvor al viden vil være tilgængelig og på alle måder et fabelagtigt sted.

Men der er tydeligvis lusk med i spillet, Reinhardt skjuler en grusom hemmelighed. Han har myrdet alle besætningsmedlemmerne og forvandlet dem til technozombier. Og så er de amerikanske heltehagede rumfarer jo nødt til at tage affære.

Selve filmen er egentlig ganske okay. Den føles meget som en pre-starwars film, på trods af at den er udkommet to år senere. Alting er pænt og nydeligt, og rumskibene har ikke den lived-in feel som der er i Star Wars. Heltene er glatbarberede og gode, ordentlige amerikanske do-gooders… og jævnt kedelige. Skurkene er til gengæld fabelagtige. Dr. Reinhardt er fantastisk som den maniske gale videnskabsmand, der har sluppet sin nederdrægtige dræberrobot løs og må indse at han ikke længere er den der bestemmer mere.


De skulle aldrig have kaldet mig gal… jeg skal vise dem… bwahahaha!

Robotten Maximillian er enestående ubehagelig og skummel. Han er klart den der står tilbage som filmens posterchild. Hans ondskab bliver klart forstærket ved at han aldrig taler, men bare stirrer på folk… før han tager blodig affære.


[… … … …]

Holder den så stadig? Mja, den var okay. Der var enkelte ting der virkede fjollede. Det religiøse aspekt virkede lidt sært. I filmens sidste øjeblikke ryger både heltene og skurkene ned i det sorte hul. Reinhardt ender på en anden verden, der voldsomt meget ligner helvedet. Ild og kutteklædte folk der vandrer rundt. Og heltene ender i et andet univers, hvor en engel leder dem vej hen til en jord lignende planet. Bevares det kunne da være at der var tale om rumvæsner, der bare tilfældigvis ligner engle… men det er bestemt ikke den vibe man får fra filmen.

Special effekterne var okay, men lidt dated. Vincent robotten irriterede mig helt vildt. Den faldt voldsomt meget igennem. Selve historien mindede måske mere om en tur til mørke gotiske slotte dybt i fjerne og øde bjerge – men alt i alt synes jeg den var fin nok. Men det er nok ikke en jeg skal se igen lige med det første.

 

Film , 4 Comments

Railsea – jagten på den store hvide mulvarp

sep
09

Railsea af China Mieville

China er en damn cool forfatter. Jeg elsker hans ting, men han kan virkeligt godt være tricky at sætte sig op til at læse. Hans romaner er tunge og fyldt med lækre ord og sætninger. Og hans plots… meget fornemme og dejlige.

Railsea virker som om han sad en dag i sin mancave og tænkte… hvad kunne det sejeste være, rent litterært? Hvad nu hvis Moby Dick foregik i fremtiden i en post post-apoc civilisation, hvor den flade jord er overdækket med jernbaner som går på kryds og tværs alle vegne, og i øvrigt er fyldt med kæmpe gnavere…

Så det er railsea verdenen. Menneskene bor på bakker og klippeøer i Banehavet, fordi man kan ikke gå på den flade jord, uden at kæmpegnavere eller enorme mulvarpe borer sig op og angriber en. Man kan ikke bygge i højden, fordi ovenover den brugbare luft ligger der et enormt giftbælte, hvor enorme flyvende monstre holder hof.

Sham Yes ap Soorap er lægens apprentice ombord på mulvarpetoget Medes, hvor man jagter de enorme sydlige mulvarpe med harpuner. Kaptajnen er evigt på jagt efter den elfenbensfarvede mulvarp, der engang tog hendes arm.

Det her er dog ikke en Moby Dick historie. Ikke helt. Det er helt sikkert her mange af ideerne stammer fra, men den her bog er meget mere et klassiske Mieville udfald mod kapitalismen. Efter at have læst den, så er der i hvert fald ikke nogen tvivl om, at han hører til på den venstre side af det politiske spektrum.

Det er en lidt speciel bog, men meget fin og dejlig. Generelt burde jeg læse nogle flere Mieville bøger.

Bøger , 8 Comments

American Gods – tv serien

sep
09

Neil Gaimans American gods er en af mine all time favorite romaner. Den har det hele, plot, sprog, gamle mytologiske guder.
For nogle år siden kom den så som tv serie. Fordi den kun kom på Amazon Prime, så har jeg først fået den set nu.

Okay, hvad så. Er den awesome? Nja, både og. Der er nogle ting der er sære og besynderlige. Startscenen f.eks. er underlig. Vi starter med vikingernes tur til amerika. I bogen dukker de op, bygger en lille by, og ofrer en indianer til Odin, hvorefter indianerens venner dukker op og myrder alle vikingerne.
I serien dukker vikingerne op, går i land og den første der når 10 fod ind, bliver beskudt af en million pile og dør big time. Med den velkomst beslutter vikingerne sig for at smutte hjem, men mangler vind i sejlene og kaster sig for at bønfalde Odin for vind. De kække vikinger har tilsyneladende glemt at der er årer på deres skibe. Nå, men Odin skal anråbes, og det gør man tilsyneladende ved at 1) de ofrer deres højre øje med en gloende dolk, for at tvinge ham til at se i deres retning og da det ikke virker, ved at 2) ofre halvdelen af skibets besætning i manisk tve kamp mod hverandre.


Nordamerikanske Indianere er tilsyneladende fiktionens svar på Viet-Cong

Jeg forstår ikke hvorfor de ændrede på scenen, men vikingerne gik fra at være coole og troværdige vikinger, til at være crazy bonkers warhammer chaos krigere. Jeg har en mistanke om at det er amerikansk lokal patriotisme der er på spil. “Ingen ussel viking skal komme her, og snyde vores coole indianere med alkohol og hænge ham på vummel hedensk vis!”


Hvordan American Gods forestiller sig vikinger

Resten af serien virker ret okay. I hvert fald den første håndfuld afsnit. Der er skruet op for magien, men man skal jo også hooke publikum hurtigt.
Skuespillerne er fede og coole. Især Ian McShane. Han rammer ret perfekt Mr. Wednesday.
De har lavet en del ændringer rundt omkring. Mr. Nancy er ikke en gammel, glad drukfældig mand, nu er han en vred, ung sort mand.
Jeg elskede scenen hvor Laura og Audry møder hinanden efter Lauras genopstandelse, den er ret fantastisk. Hvad siger man til sin bedste veninde, som døde med sin mands diller i munden, når hun brokker sig over en elendig nekrolog?

Der er kommet en sæson indtil videre og til næste år kommer den næste.

Film 5 Comments

Vildfaren tegneserie

sep
03

Jeg har lige haft lånt Alan Moores Lost Girls på biblioteket. Jeg havde hørt om den for 1000 år siden, men aldrig fået taget mig sammen til at læse den. Da den så stod der og lokkede i en dansk oversættelse, så måtte jeg slå til. Det er et digert værk, hardcover, a4 størrelse og 250’ish sider.

Men ak, jeg kunne ikke tage mig sammen til at læse den. Jeg forsøgte, ideen virker spændende og interessant. Dorothy, Alice og Wendys erotiske eventyr i den anden verden. Men billederne var dræbende kedelige og grimt tegnet. Trist, så trist. Sjældent har et værk været så kedeligt, trods enorme mængder af nøgne kroppe, bare damer, stive fallosser og vild og manisk sex.


Gah, de billeder er så kedelige at de suger livet ud af mig. For en gangs skyld, så ville jeg ønske at Rob Liefield havde været involveret i noget som helst.

Tegneserier , 5 Comments

Hellboy Spinoff

aug
20

The Visitor: How and why he stayed
Skrevet af Mike Mignola og Chris Roberson, illustreret af Paul Grist

The Conquerer Worm er nok min yndlings Hellboy tegneserie. Det er den første lange Hellboy historie, og det er den Hellboy tegneserie der sætter gang i Hellboys omflakkende liv. Det er en fantastisk tegneserie. Den har det hele, nazister, lovecraftian monstre og Lobster Johnson.

Hellboy og hans team af plucky daringdoo desperadoes bliver sendt til Huntle Castle for at opsnappe en rumkapsel. En kapsel der vender tilbage til Jorden efter en 60 år lang tur i rummet. Det hele er endnu et forsøg på at vække übermonstret Ogdru Jahad og starte apokalypsen. På et tidspunkt i historien støder Hellboy ind i et spøgelse, der kommer med hints og et våben mod den store orm, som viser sig at være en død alien.

Hvorfor er den der og hvor kommer den fra? Vi finder aldrig ud af det. Men nu har vi chancen. I “The visitor and why he stayed” kommer historien om aliensene og hvorfor de er her. Desværre er det ikke verdens bedste tegneseriehistorie nogensinde. Der kommer ikke ret meget nyt om aliensene og deres baggrund.

Vi følger alienen fra han lander på jorden, og egentlig skal snigmyrde Hellboy da han bliver født. Men han kan ikke få sig selv til det. Der er noget godt i ham, han er ikke kun barn af helvede. Han har en menneskelig mor, så måske han kan blive en rigtig helt, der kan battle badguys.

Senere finder alienen en menneskelig kvinde, som han forelsker sig i og bor sammen med. Han hænger ud i baggrunden mens Hellboy battler skurke, og holder øje med ham. Måske han også lige kommer med lidt hints via anonyme telefonopkald. Til sidst ender han i Huntle Castle, bliver skudt af Ilse og hans spøgelse fortæller Hellboy det sidste hint. Og det er så historien. Der er ikke meget baggrund om aliensene og deres kultur. Der kommer lidt om hvorfor de bekæmper Ogdru Jehad og al dens væsen, men ikke meget. Det er en historie der passer bedst til supersamleren, ham eller hende der har alt Hellboy relateret. For den almindelige samler så er der ikke så meget nyt i historien. Skuffet? Ja lidt. Jeg havde håbet på at der havde været lidt mere gods i historien. Lidt mere baggrund om de mærkelige aliens og universet udenfor Jorden. Men ak. Det kan være det kommer i en ny spinoff…

Tegneserier , 5 Comments

Udkantshorror

aug
15

Det er for lidt jeg læser børne- og ungdomsbøger. Jeg er måske heller ikke rigtigt en del af målgruppen. Jeg har heller ikke rigtigt tid, til at bare læse alt hvad der lige ser interessant ud. Men nogle gange ville jeg ønske at jeg gjorde – f.eks. når jeg ser den her bog.

En vampyrhistorie der foregår på Lolland. Hvordan kan man andet end elske den her bog?

Bøger , 6 Comments

Mindstar rising: No messing with the Gary Stu

aug
10

Peter F. Hamiltons Mindstar Rising er den første i Greg Mandel bøgerne. En trilogi der er sat i en post-global opvarmning tidlig cyberpunk setting. Greg Mandel er en Mindstar veteran, så han er udstyret med PSI evner, han er tidligere soldat og all round bad ass. Han er (i mit hoved i hvert fald) en klon mellem en yngre Liam Neeson og Jason Statham.

Det er 4 år siden kommunisterne faldt, Downning Street blev angrebet med et Compression Warhead og President Armstrong dræbt. Nu er landet på vej tilbage fra den socialistiske nedtur, den private ejendomsret er blevet genetableret og Event Horrizon megafirmaet genopbygger landet. Men der er ugler i mosen, og derfor hyres Greg af Event Horrizons leder Phillip Evans til at løse mysteriet og finde ud af hvad der foregår.

Den verden som Greg bor i, er et meget trist sted. EU er tilsyneladende ovre, NATO også væk, og England og The Northers Coalition har bekæmpet islamister i Tyrkiet (og fået så mange klø, at de var nødt til at stikke halen mellem benene).
Hjemme i England (ikke Great Britain, Skotland har erklæret sig uafhængig på et eller andet tidspunkt) står tingene også skidt til. Kommunisterne har haft magten i en årrække og havde nedlagt militæret og den private ejendomsret. Polerne er smeltede og vandet er steget.
Ind på den scene vandrer Greg Mandel, med sine sømbeslåede militærstøvler for at træde Jordens læderbeklædte direktørstole under fode.

Det er en roman med en masse tjubang og ramasjang. Den er lidt episodisk og inddelt i tre dele som hænger nogenlunde sammen i et sammenhængende handlingsforløb og overordnet plot.

Mindstar Rising var en bog jeg elskede som ung. Som en gammel halvbitter dude, så synes jeg bestemt der er muligheder for at finde en del… uheldigheder i den. Den føles som en blanding af Engelsk konservatisme komboet med kommunistforskrækkelse, en forkærlighed for saftige sexscener og kvinder med store bryster samt Rigtige Mænd ™.

Vi er nok et stykke op af escapisme litteratur tabellen. Greg er så meget en Gary Stu. Han kan det hele. Han er bad ass, han kan læse tanker, han kan slås og skyde med pistol. Han er også en ladys man, der forfører pigen med de største bryster, og er også den som Julia Evens (den rigeste teenager i hele verden) er brændt varm på. I Audible udgaven (som var den jeg hørte) blev Gregs stemme gjort så maskulin og badass at det er næsten bliver for meget. Som Janus så smukt beskrev det: “Jeg forestiller mig lyden af whisky og cigaretter. Og tæsk”


Så mandlig at kvinder i den fødedygtige alder bør skrue ned for skærmopløsningen

Det er en roman, som giver mig samme fornemmelse som Starship Troopers. Der er ikke et gram af ironi i bogen – og der er ingen tvivl om at forfatteren lader sine personer glorificere sine egne synspunkter og nedgør andres holdninger. Havde det ikke været der, så havde jeg holdt mere af bogen.

Bøger , , 1 Comment

Ungdomsminder: Eurasien

aug
04

Da jeg var ung, var vi i krig med Eurasia. Vi har altid været i krig med Eurasia.

Da jeg var ung 3 Comments

Bøger der har gjort indtryk på den unge Simon Aakjær

jul
29

Da jeg var knægt læste jeg enorme mængder af science fiction. Det var det cooleste nogensinde (og er det stadigt) og der er flere af romanerne der har sat sig spor. Om end ikke alle for det bedste…

Børnelandet – en roman skrevet af Søren K. Barsøe om: ” En flok børn er stukket af fra den voksne verden med al dens kemiske forurening. På nogle ødegårde i Jylland har de oprettet børnelandet. Og det synes de voksne ikke om”. Derfor sender De Voksne så en knægt ind for at spionere på de farlige børn i deres ødegård.
Jeg husker især forsiden som et fantastisk stykke kunst. Den viser ødegården omgivet af skrammel, affald og forurening.
Morale – at nogle gange kan børnebogsforfattere godt finde på at skrive moraliserende bøger.

Flugt fra Jorden – skrevet af Mark Brandis, var den cooleste roman jeg nogensinde havde læst. Den virkede sej og voksen og allround badass. En general forsøger at få magten over Jorden og Venus, og vælger den klassiske taktik – militærkup. Til alt held kan rumpiloten Mark Brandis bruge sit rumskib til at modstå det onde plot.
Morale – i halvfjerdserne var der mange militærkup rundt omkring i verden

Ole Frøstrups En stråle fra rummet var i kategorien børn besejrer ondskaben. I dette tilfælde kom rumpigen Mira og drengen Erik, og hunden Katja i vejen for Fyrsten af Spartanien, og må derfor bruge deres evner til at overvinde ham.
Morale: Onde despoter kan besejres med gode demokratiske hippeipowers.

Ludek Peseks Perseus går i fælden var en af de mere underlige romaner fra min barndom. Et rumskib sendes ud for at finde en håndfuld forsvundne rumskibe, kun for at opdage at besætningen har kastet sig ud i et forsøg på at lave et nyt samfund. Kendte og klassiske metoder som overvågning, tvangsarbejde, slavelignende forhold og konstant angst bruges for at skabe det nye samfund og det nye menneske.
Morale: Man kan forsøge at undslippe fællesskabets ønsker, men proletariatets tyranni kan ingen modstå.

Thorstein Thomsens Rejsen til planeten Droj er også klassisk slut 70’er scifi. En flok børn sendes med rumspejling til Droj, en planet der ligner vores… men som er længere fremme i tiden. Der hersker Overklassen over underklassen og lever i sus og dus. Heldigvis bliver børnene involveret i en revolution og overkaster det forkastelige system.
Men da de vender hjem fra Droj (som i virkeligheden var Jorden… men i fremtiden!) forsøger de forkastelige videnskabsfolk og regeringsfolk at få en af Drojs Overklasse til at komme til Jorden, for at lære dem hvordan de kan få magt over underklassen, så ødelægger ungerne rumspejlingsmaskinen.
Morale: Man kan ikke stole på regeringsfolk og videnskabsmænd.

Moralen er, som alle science fiction læsere ved, at bøger skrives i deres samtid og afspejler den ret fantastisk. Det er også derfor at flere af de her bøger virker så enormt forældede. Men det kunne være interessant at genlæse Mark Brandis bøgerne. Jeg husker dem som ret coole…

Bøger 6 Comments

Hail Discordia!

jul
25

Illuminatus trilogien er nok den mærkeligste romanserie, jeg nogensinde har læst. Det er en hyldest til 60’erne og 70’ernes modkultur, hippier, hash, fri sex og konspirationsteorier, masser af konspirationsteorier. Den handler om hvordan de frie hippier i deres guld ubåd battler the squares, Regeringen, Illuminatien og udøde Nazister. Bogen er bygget på parodireligionen Discordianisme, som Wilson og Shea besluttede at bygge en myte op omkring.

It started with the Discordian Society, which is based on worship of Eris, the Greek goddess of confusion and chaos […] We felt the Society needed some opposition, because the whole idea of it is based on conflict and dialectics. So, we created an opposition within the Discordian Society, which we called the Bavarian Illuminati […] There were several Discordian newsletters written in the 1960s, and several Discordian members wrote for the underground press in various parts of the country. So, we built up this myth about the warfare between the Discordian Society and the Illuminati for quite a while, until one day Bob Shea said to me, “You know, we could write a novel about this!”

Det er en underlig bog. Som roman er den nok ikke ret vellykket, men den er meget festlig. Jeg blev aldrig helt færdig med den. Hvis jeg havde været et mindre ordentlig menneske, og kendt flere steder hvor jeg kunne købe stærk tobak, så havde det hjulpet. Både med at “forstå” romanens budskab (og afslutningen på 2001).

Som jeg er blevet ældre er jeg heller ikke sikker på at jeg køber ønsket om underlighed og wierdness. Hvis man kører det ud i det ekstreme så ender man med stridens orange æble… Donald Trump.

Bøger 6 Comments