SUPERKULTUR

Sport med ekstra sport!

jun
19

Nu hvor sportsfeberen fejrer over verden, nu med WM i bold og snart med Tour de France – så er det vist på tide med en tribut til de kække sportsmænd. Vi giver ordet til Red Warszawa…

Hvad har det med scifi og fantasy? EPO? Det er da total cyperpunk. Og så er det sjovt at drille Bjarne “Jeg har aldrig dopet mig” Riis.

Dark Souls

jun
13

Jeg spiller Dark Souls 2 for tiden, det er et fantastisk spil. Jeg er helt pjattet med det, men jeg er nødt til at begrænse mit spilleri til en times tid af gangen, fordi det kan være enormt frustrerende og svært… kaste-med-kontrolleren frustrerende og svært.

Selve settingen er superinteressant. Man er en udød, forbandet med evigt liv og truslen om at blive Hollow, hvis man mister sin sjæl og viljelyst. De hule udøde er blot skaller af den oprindelige person, uden indmad, og bestemt ikke noget at aspirere til. Som en af de udøde er ens formål… ja, det ved man ikke rigtigt når man starter spillet. Det er charmen ved serien, man bliver på ingen måde hjulpet specielt meget. Der er ingen forklaring på hvor man skal hen, hvorfor man skal derhen og hvad der generelt foregår. Det eneste man får at vide, er at verden er ved at gå under. Lyset eller ilden er ved at gå ud, og alting vil blive opslugt af mørket.

Og det er stort set det eneste vi får at vide. Plottet er superminimalistisk og hvis man vil undersøge mere om baggrunden og plottet, så er man nødt til at kigge på de genstande man finder. Der er altid en eller anden forklaring, der giver lidt et hint om hvad der foregår. Men for at samle hele puslespillet, så er man nødt til at kigge meget grundigt efter… eller gå på youtube og se andre folks forklaringer.

Så vi er bestemt ovre i Dark Fantasy land. Her er der ingen hyggelige fantasyområder, ingen af de klassiske væsner der normalt bor i fantasyspil. Næ, her er kun forfærdelige twistede og korrumperede væsner; nedslidte og ødelagte paladser og en forbandet hovedperson, der ikke kan dø. Alle steder man går hen, er der kun ruiner fra fortiden, døde, sjæleløse monstre og evig tristesse. Det er et spil der er smadret ind i lækker charme og postapokalyptisk stemning.

Hvis man dør (hvilket sker hele tiden) så taber man sine sjæle, og kan så blive nødt til at gå hen og hente dem igen. Hvis ens karakter dør før man får dem hentet, så er de væk. For evigt. Så det er meget besværligt spil. Sjælene fungerer som en blanding af penge og xp. Man kan bruge dem på nyt udstyr eller på forøgede stats til ens karakter. Så det at miste sine xp og penge, er ret irriterende (jvf. kaste-med-kontrolleren frustrationsniveau).
Hvis man tror at man skal løbe gennem gangene og hulerne, og bare slashe løs med sit sværd, så kommer man til at dø hele tiden. Men selvom det er et nådesløst spil, der hele tiden prøver at lokke en i fælder og umulige situationer, så er det ikke et urimeligt spil. Hvis monstret stod bag døren lige før, så gør den også det næste gang du forsøger at komme forbi. Hvis du lærer monstrenes slagkomboer, så bliver det lige pludseligt meget nemmere og nogenlunde til at gå til.

Der er multiplayer med i spillet. Men på en anderledes og interessant måde. Alle Dark Souls spillene er forbundet ingame, så mit spil og kammerat Karstens spil, eksisterer side om side, i et enormt stort multivers. Det er muligt at besøge hinandens spil, enten for at hjælpe hinanden, handle eller forsøge at myrde hinanden. Og det er ikke noget man kan slå fra. Så lige pludselig kan ens spil blive invaderet af en anden spiller… hvilket nemt kan føre til mere kasten rundt med kontrollerer og stampen i gulvet.

Hvorfor så spille det? Fordi, det er det spil jeg har, der har den største Yes! faktor, når noget lykkedes. Når man banker et bossmonster, så er det bare awesome fantastisk. Så hvis man har tid, eller at alting går lidt for nemt i ens hverdag – så kan jeg snildt anbefale Dark Souls. Det er et fantastisk spil. Men, læs en guide til hvad man skal. Ellers bliver det alt for træls.

A wild DVD appears

jun
12

Jeg må tilstå at jeg egentligt ret godt kan lide den her film. Af uforklarlige årsager hadede internettet den. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor. Men who cares, jeg synes den er fed. Retrofuturisme rocker bigtime.

 

Trøffel eller romkugle…

jun
09

Alle kender problemet. Man har lyst til en kage til kaffen, men det skal ikke være for sødt eller for snasket… det eneste der dur er en trøffel (det hedder det i Viborg, andre steder i landet kalder man det for en romkugle).

Men så står man der, trangen til en trøffel er enorm. Men hvilken bager laver den bedste? Heldigvis kan det verdensomspændende interweb hjælpe en med det problem på siden www.romkugleguiden.dk!

På romkugleguiden kan brugeren finde de bedste trøffler i København, Aarhus eller Viborg. Der er en lang og fyldestgørende anmeldelse af bagværket og et billede af den skønne kage.

Mere lego!

jun
08

Jeg faldt over en ny og moderne lego rumbil på dba, så den blev jeg nødt til at skaffe mig.

Man kan tydelig se at der er sket noget. Den nye var sjov at samle, men jeg synes klart at den gamle scorer flest point. Måske hvis man kunne se astronautens ansigt…

Men til gengæld opdagede jeg noget interessant, da jeg samlede ham. Under hans EVA suit, der gemmer sig en moderne udgave af det gamle klassiske legospace logo!

Motivation, tak!

jun
08

Jeg spiller mass effect 2 for tiden. Det er et fantastisk spil. Sjovt, interessant og spændende. Et lækkert skyderollespil, som nok må siges at være et af de bedste spil i genren. Det er ikke første gang jeg spiller det, så det er ligeså hyggeligt som at tage en tur i en gammel klassisk bil, man har haft stående længe.

Jeg er generelt helt forgabt i det spil, hele spilserien er übercool. Eller næsten. For slutningen er jævnt forfærdelig. Der kommer endelig motivationen og begrundelsen for hvorfor de slemme technorædsler gør som de gør. Og den stinker big time.

I mass effect 1 ville Reaperne, de onde technorædsler og levende rumskibe, indtage galaksen hvert 50000 år for at høste intelligent liv. Man fandt ikke ud af hvorfor, men de havde tydeligvis en plan.

I toeren vil de onde reapers hugge en masse mennesker, for at bygge en ny reaper. Nasty, ikke nok med at de kommer for at myrde os, de vil også bruge os til at skabe nyt liv for sig selv.

I treren vil de onde og forfærdelige reapers indtage galaksen og fjerne alt højere liv fordi kunstigt og biologisk liv altid er ude efter hinanden… What? Jeps, planen er at gøre plads til den næste omgang biologisk liv, der så selv kan skabe deres robotter og technoslavere. På den måde kan cyklussen køre for evigt.

Well, det var bestemt ikke lige det, jeg havde forestillet mig, der var begrundelsen for den onde og nederdrægtige opførsel.

Yeah, skyd den kilometer høje technorædsel med din pistol…

Det samme problem gør sig gældende i Revelation Space.
Der har vi de forfærdelige Inhibitors. En skummel og nederdrægtig technorædsel, fra galaksens tidligste civilisationer, der kun lever for at udslette intelligent liv, der opnår et vist technologisk niveau… alt sammen for at gøre det nemmere, at forberede galaksen på sammenstødet med Andromeda om 2 milliader år. Yeah – de frygtindgydende Inhibitors er i virkeligheden flyttemænd og opsynsmænd, det er nemlig nemmere at flytte planeter, når beboerne ikke er techsavy nok til at gøre modstand.

Og hvis vi lige skal tage et tredje eksempel. I rollespillet Eclipse Phase er menneskehedens AI forsvarsnetværk TITAN gået amok, og har erklæret krig mod menneskene. For en generation siden gik den rogue, myrdede og hærgede og huggede alle de menneskehjerner den kunne finde.
Hvorfor? Jo, den var blevet inficeret af en alien computervirus, der var blevet sendt ud i rummet for millioner af år siden af aliens fordi… ja, det får vi faktisk ikke at vide. Det har spilforfatteren besluttet sig for er spillederens egen beslutning. De kommer med en håndfuld forslag, men ikke nogen canon begrundelse. Bløh…

Uden en ordentlig begrundelse for hvorfor de gør deres nederdrægtige gerninger, så er det bare en litterær udgave af et spøgelseshus. Jumpscares og høje uhyggelige lyde.
Hvis motivationen ikke virker, så falder resten af historien ned som en dårligt lavet souffle.

 

Absolut Schlieffen

jun
05

Jeg læser ikke mange fagbøger. Jeg har efterhånden vænnet mig til at gå på nettet hvis der er ting, jeg vil vide noget om. Men nogle gange er der bare ting, det bedst kan betale sig at læse et længere værk om. Og der er en jeg ofte vender tilbage til. The Guns of August af Barbara Tuchman. Jeg købte min udgave i læsehesten i Aalborg. Gammel, slidt paperback. Jeg tror jeg fik ideen fra filmen Thirteen Days.

Tuchmans bog er fantastisk godt skrevet. Ikke nok med at den virkelig er god til at forklare i dybden, hvad der sker, hvornår og hvorfor, men også kulturbaggrunden for hvorfor tingene sker.

Der er en sær tiltrækningskraft til tiden før den første verdenskrig. Der levede Europa i en sær form for romantisk gylden alder. I hvert fald i deres egen opfattelse. Ære betød noget. I første verdenskrig blev vores verden til, og det verdensbillede blev cementeret i den anden verdenskrig. Med atomvåben og industriel krig betyder landes ære ikke længere så meget, med menneskehedens overlevelse er realpolitik nøgleordet.

Men sådan var det ikke i 1914. Og det beskriver Tuchman enestående.

The muffled tongue of Big Ben tolled nine by the clock as the cortege left the palace, but on history’s clock it was sunset, and the sun of the old world was setting in a dying blaze of splendor never to be seen again.

og senere i bogen:

The world remembers the battle ever since by the taxis. A hundred of them were already in the service of the Military Government of Paris. With 500 more, each carrying five soldiers and making the sixty-kilometer trip to the Ourcq twice, General Clergerie figured he could transport 6,000 troops to the hard-pressed front. The order was issued at 1:00 P.M., the hour for departure fixed for 6:00 P.M. Police passed the word to the taxis in the streets. Enthusiastically the chauffeurs emptied out their passengers, explaining proudly that they had to “go to the battle.” Returning to their garages for gas, they were ordered to the place of assembly where at the given time all 600 were lined up in perfect order. Gallieni, called to inspect them, though rarely demonstrative, was enchanted. “Eh bien, voilà au moins qui n’est pas banal!” (Well, here at least is something out of the ordinary!) he cried. Each with its burden of soldiers, with trucks, buses, and assorted vehicles added to the train, the taxis drove off, as evening fell—the last gallantry of 1914, the last crusade of the old world.

Det er så fint skrevet. Sjældent har jeg stødt på en fagbog, med så stor vægt lagt på æstetikken og håndværket i sætningerne. Jeg bliver helt blød i knæene og varm om hjertet.

Et andet eksempel fra bogen, beskriver hvordan den engelske General Wilson, er på vej til en konference med General Joffre, om den vigtige modoffensiv de skal planlægge. Det er liv eller død. Hvis den her offensiv ikke virker, så har de tabt krigen. Og alligevel stopper Wilson op på vejen, for at han kan give en fransk society kvinde benzin til hendes bil, der manglede et par litre for at kunne køre videre.

Det er en fornem bog. Og lidt usædvanligt for en krigshistorie bog, så handler den kun om optakten til krigsudbruddet og de første 30 dages krig. Forklaringen tror jeg, skal findes i det her citat:

The Battle of the Marne was one of the decisive battles of the world not because it determined that Germany would ultimately lose or the Allies ultimately win the war but because it determined that the war would go on. There was no looking back, Joffre told the soldiers on the eve. Afterward there was no turning back. The nations were caught in a trap, a trap made during the first thirty days out of battles that failed to be decisive, a trap from which there was, and has been, no exit.

Det var i de første 30 dage, at der var en mulighed for at vinde en hurtig krig. Efter det, så blev det til rædslerne på Vestfronten med skyttegravskrig og industriel krig på et frygteligt niveau.

Og hvor mange fagbøger har givet navn til et brætspil? Avalon Hill har udgivet et første verdenskrigsspil, der handler om hele krigen og navngivet det efter bogen. Jeg har ikke spillet det – den slags spil er spændende og interessante, men bøvlede og svære at sætte tid af til at spille.

929 brikker… bedst at spille en kølig dag, hvor altandøren ikke skal åbnes

 

Superskurke!

jun
02

Jeg har en kammerat, lad os kalde ham Thomas Zeppedeus, som har de sjoveste ideer. Og som blød humanist er han ikke ked af at give sine børn de helt rigtige værdier.
Han ældste dreng er fem et halvt og helt pjattet med superhelte. Når han og drengen leger superhelte sammen, så er knægten enten Ironman eller Batman, og Thomas Z. tager så alle skurke rollerne. Men ikke de normale, kedelige superskurke. Nej, det skal være nogle skurke som knægten kan relatere til.

Der er den onde håndlanger, nederdrægtigheden selv. Den ultrakorrupte og forurenende slyngel… Espen Lunde Larsen. Men han er ikke den værste, nej den allerværste er Espens chef. Skurken over dem alle… Privat-Lars! Manden med så mange underbukser at han kan have et nyt kostume på i hvert afsnit!

Sådan forestiller jeg mig at det ser ud inden i Thomas Z. og søns fælles fantasiverden

Ingen historie er jo bedre end dens skurk, og derfor er det også virkeligt vigtigt med en lækker skurk. Det er måske lidt der, hvor superhelte filmene generelt fejler. Der mangler simpelthen en skurk med et ordentligt format.

Hvis jeg skulle forestille mig en superskurk, så skulle han nok være en mand med et nobelt formål. Verdensfred. Og måske også en bedre fordeling af resourcer. Men for at være den der kunne gennemføre den slags reformer, så er man jo nødt til at være den der bestemmer. Så en vaskeægte revolutionær. En der ikke vil stoppe for noget som helst. En der sidder i sin vulkanbase og diagerer sine robotter og snigmordere rundt, for at skubbe verden det rigtige sted hen.

Det er nok problemet med Privat-Lars. Han mangler lidt det rigtige format. Han vil aldrig komme til at sidde i sit undersøiske fort, mens han planlægger sin krig mod anstændighed og ro & orden.

Doctorow!

maj
31

Det er svært ikke at have et mancrush på Cory Doctorow. Jeg har aldrig læst nogle af hans romaner, det vildeste jeg har fået læst er en håndfuld noveller. Den eneste jeg på stående fod kan huske er When Sysadmins Ruled the Earth, som var både interessant og cool. Den kunne jeg egentlig godt tænke mig at læse igen…

Men med kommentarer som den her, så stryger han altså til tops på min personlige hitchart

 

 

Post-Apoc

maj
30

Jeg elsker post apokalyptisk science fiction. Jeg kan slet ikke få nok. På den anden side har jeg aldrig nogensinde forstået Radisserne. Men hvem ved, måske det ville virke i en postapoc setting? Så kan det nok være at Trine, skal vare sig for at snuppe bolden væk…

Oh, og for the record, så dengang jeg var dreng, da var Nuser min yndlingsbamse #VerdensBedsteBamse