SUPERKULTUR

BRO BRO BRILLE

nov
08

Med udgangspunkt i det indlæg, som  Janus lavede om de linedansende elefanter, en elefant kom marcherende, føler jeg mig næsten forpligtet til at videreformidle en epifani.

Men inden vi når dertil, så kan man – vedr. elefanter – jo lige overveje betydningslagene i:

Billedresultat for mon du bemærket har

(billedet er ejet af SHUFFLEbook)

Mon du bemærket har, hvad der på loftet var?
Det var en kæmpeting, som cykled’ rundt omkring.
Det var en elefant, den var så elegant.
Den ha’d en hale her – en endnu læng’re der.

Disse chtulhoide pachydermer i rumtidens tesserakt, disse landlevende havdyr, disse Yag-Koshaer, der krydsede verdensrummets dyb på store vinger:

Relateret billede

(Roger Dean)

Og ligesom det er forsvundet fra vores bevidsthed, at disse skabninger kom ned fra stjernerne, og kun nu – med nød og næppe – fremstår som uforståelige levn, henvist til børnesangenes univers, ligeledes er “Bro Bro Brille” nu kun kendt som en sangleg, der intet har at gøre med de bagvedliggende begivenheder, som vitterligt ikke er for børn. Eller sarte sjæle.

Det må formodes, at de allerfleste har været “udsat” for BRO BRO BRILLE på et eller flere tidspunkter gennem deres opvækst. Ikke desto mindre præsenteres hèr teksten, således at referencerne er på plads:

Bro, bro, brille!
Klokken ringer el’ve,
kejseren står på sit høje hvide slot,
så hvidt som et kridt,
så sort som et kul.

Fare, fare, krigsmand,
døden skal du lide,
den, som kommer allersidst,
skal i den sorte gryde.

Første gang så la’r vi ham gå,
anden gang så lige så,
tredie gang så ta’r vi ham
og putter ham i gryden!

Visse kilder (herunder Wikipedia) hævder, at BBB blot er en dansk udgave af “London Bridge Is Falling Down”. Muligvis på grund af ligheden i selve legen, udførslen. Ihvertfald ikke med udgangspunkt i sangen. Hverken tone eller melodi er identisk.

En anden kilde, der forholder sig til netop melodien, kadencen, hævder at det drejer sig om en populær pavane, der skulle være opstået under 30-års krigen. Næppe heller korrekt, selvom den pragske defenestration (en helt ny måde at henrette på), kunne ligne “og putter ham i gryden”. Men det er næppe heller korrekt.

Billedresultat for defenestration

Vi skal helt tilbage til 1300-tallet, hvor Det Osmanniske Rige stod i begreb med at erobre størsteparten af det sydøstlige Europa. Og man skal forestille sig situationen på en fremskudt fæstning, eller borg, under janitsharernes fremrykning: – presset forfra; svigtende forsyningslinier bagude – et sted i Karpaterne.

Lad os derfor gå til en analyse af sangen:

BRO BRO BRILLE

Billedresultat for bro bro brille

Man må forstå at skriftsprog og talesprog altid har været et spørgsål om mode. Det har altid været fint&fornemt, hvis man kunne et sprog der var på en vogue: – græsk, latin, tysk, engelsk, fransk. I dette tilfælde skal vi have fat i fransk. For der er ikke tale om nogen “bro” eller nogle “briller”. Derimod er der tale om “braux” og “brillé”. “Braux” betyder markafbrænding, og “brillé” betyder skinnende. Med andre ord taler vi om en observation af, at markerne bliver brændt af – af fjenden, af de osmanniske styrker (husk på: vi befinder os på “borgen”). Det skinnende – “brillé” – er så enten genskinnet fra disse brande, om natten (sort/hvidt) eller genskinnet fra fjendens våben eller skjolde.

“Klokken ringer elleve”. I vore mere stressede, eventuelt digitale, tider – klimaforhold, 3. verdenskrig, hvaharvi? – er det mere, at klokken er “fem minutter i tolv”. På daværende tidspunkt var det ligevel faretruende med “klokken elleve” (talmagi). Så der er altså drama på drengen. Fjenden er her og “han” har brændt vore marker af.

“Kejseren står på sit høje hvide slot”. Enhver er kejser i sit eget rige, så det der er tale om er, at borgherren på denne fremskudte fæstning, står fast i sin overbevisning om, at denne fjende skal slås tilbage, bekæmpes; han STÅR der. Han kan det. Han har sine midler.

“Så hvidt som et kridt; så sort som et kul”. Sætningen er mangetydig: er der tale om et udtryk for en art racisme? Fjenderne er “sorte”; “vi” er “hvide”? Er der tale om at nat skifter med dag, og belejringen varer ved? Er der tale om, at “kejserens” ansigt snart er sort af vrede, snart hvidt af rædsel? Vi ved det ikke.

“Fare, fare krigsmand”. De fleste børn – ihvertfald nogle – vil nok opfatte det som “far, far krigsmand”, idet enhver far kan ses som en “krigsmand”, der kæmper for familien. Eller sådan var det ihvertfald, engang. Nu om dage er det muligvis blevet mere flydende, hvad FAR egentlig er for en størrelse. Men da dette nødig skulle udarte til noget om kønsroller eller identitetsproblematikker, kan vi slå fast, at der er tale om “fare”. Hvilket er besynderligt.

For en “krigsmand” – en soldat, en kriger – er der vel altid “fare”? Hvorfor er det vigtigt at understrege det, så at sige indflette det, i sangen? Jo, det kommer af det næste: “Døden skal du lide”. Altså: døden SKAL du lide! For det er vel ikke sjældent at en “krigsmand” faktisk lider døden – at han bliver slået ihjel, det ligger ligesom i krigens natur (eller mangel på samme). Soldater dør – det er deres metier at dø. Slå ihjel – og derefter dø. That’s your call to duty!

Men her er det fremhævet &: – Den som kommer allersidst, skal i den sorte gryde!

Hvad er det for en slags situation, vi har hér? Vi har en belejret borg. Vi har en population indenfor borgen (hvilket vi kommer tilbage til). Vi har svigtende forsyningslinier, og vore “krigsmænd” er af svingende kvalitet, for: “Første gang, la’r vi ham gå, anden gang så lige så!”

Se! “Kejseren” ville jo ikke være nogen kejser, medmindre han har et folk “under” sig. Soldaterne, “krigsmændene”, tæller ikke, thi de er blot “hæren”. Men hvis ikke kejseren kan brødføde folket, selv i en belejringssituation, så har han ikke noget folk – og er derfor kun kejser “i det blå”. Han – “kejseren” – tager derfor den beslutning, at lade borgen, fæstningen, gå ind i såkaldt “lukket kredsløb”. Hvilket betyder “kannibalisme”. Og det er hér “den der kommer allersidst” får sin betydning. For det er de dårligste “krigsmænd”, der bliver henvist til “Den Sorte Gryde”.

“Første gang, så la’r vi ham gå” – der er altså retfærdig til. “Anden gang så ligeså”. Men tredje gang….

Men er det muligvis sådan, at “anden gang” drejer sig om, at selvom han er en dårlig “krigsmand”, så har borgen, fæstningen, byen, befolkningen, brug for et genetisk boost? Er det sådan, at både første gang og anden gang, så er det faktisk også krigsmandens opgave at pro-kreere? Taler vi om, at selvom han ikke er fuldt ud en superhelt på slagsmarken, så er han ihvertfald avlstyr nok til at sørge for byens/borgens/fæstningens “befolkningstæthed”. Med andre ord: – efter treide samleje, med en “befrugtelig” kvinde, tiltræder han sin sidste rolle på denne jord, nemlig som fødegrundlag for det samfund han har kæmpet for. Er det sådan det skal læses?

Den, i sidste del af sanglegen, adspørgen til “rugbrød eller franskbrød”, “pære eller banan”, og derefter “tovtrækning”, afspejler muligvis at “delinkventen”, “krigsmanden”, har haft mulighed for at bestemme, hvorledes han ønskede sig tilberedt “i den sorte gryde”. Samtidig kan “tovtrækkeriet” også være en illustration af det kaos, der uvilkårligt ville opstå omkring kødgryderne, når der endelig var udsigt til mad på bordet, igen. Medmindre det er en slags hyldest til den “krigsmand”, der gjorde “os” mætte. Vi ved det ikke.

Men hvis vi nu skal trække hele denne historie, alle disse nærgående analyser og halvkalfatrede konklusioner, ned på et terrængående niveau, hvor det er muligt at lodde dybderne i et så enigmatisk materiale, så bliver vi nok nødt til at gå til populærlitteraturen for en endelig opløsning. Med andre ord, må man spørge sig selv, hvad BRO BRO BRILLE egentlig afspejler. Og der har jeg udfundet at det drejer sig om:

Dracula; Vlad Tepes; Spidderen; Den Lille Drage.

Fortæl det, nede i børnehaven.

Sjælen er…

okt
23

Jeg er ved at læse Edgar Rice Burroughs’ The Monster Men – det er god gammeldags pulp med lidt action, lidt racisme og en tyk understrøm af sex. Og jeg er ret overbevist om, at korrekturlæseren er blevet fanget af den understrøm og er blevet trukket til havs.

Jeg er ret overbevist om, at hvis jeg havde vidst det som teenager, var jeg blevet filosof.

Vor helte overfaldes af dyak-hovedjægere… men pludselig bliver situationen aggressivt lesbisk.

Coveret er en løgn

okt
20

I dag, i kategorien “forsider, der lover mere, end de holder”, præsenteres to titler:

The Bye Bye Man

okt
17

The Bye Bye Man er ikke noget specielt interessant horrorfilm – udover den tåbelige titel, altså. Men i samtale med Simon viste den sig at dække meget godt en oplevelse, man ofte har som bibliotekar – nemlig forældre, der bruger én til at fralægge sig deres eget ansvar og skurkerollen. Du skal [indsæt noget, barnet ikke har lyst til] “… ellers bliver manden sur”. Måske uddør bibliotekerne virkelig, som folk har spået i umindelige tider, men jeg tænker, at bibliotekarerne kommer til at leve videre… i børnenes mareridt.

Et løfte? En trussel?

okt
01

Fundet på gaden i Malmö. For at citere Burtons Jack Skellington, “What does it mean? What does it mean?

Tyrannosaurus-joke

sep
08

Nu er kroppen ikke det, jeg har brugt det meste af min tid på (and I have the morning pains to prove it), så det glæder mig, at “dad bod”-moden også har spredt sig til dinosaurernes verden.

Fra den samling af Bob Morane-serier, Zoom har udgivet på dansk, mere specifikt Dinosaurernes tempel.

Opdateret haiku

sep
02

Af uransagelige årsager står det klart i min erindring, at min latinlærer for mange år tilbage udtalte, at ægte klassikere måtte genfortælles af enhver generation. Han snakkede sandsynligvis om romerske og græske forfattere, men jeg venter stadig på, at nogen genudgiver Stig Vendelkærs science fiction i nye (ordentlige) oversættelser. Men grunden til, at den lige dukkede op i hukommelsen, var Hennings kommentar, hvor han citerer den danske oversættelse af et haiku. Som jeg kender i en helt anden oversættelse.

Og som jeg i 2013 lavede denne joke over:

Er det monstro en semiologisk haiku-joke?

Klovne

aug
29

Vi har tidligere snakket om klovne her, så jeg kunne dårligt lade være med at dele denne formulering fra Grady Hendrix’ indtil videre ganske fornøjelige Paperback from Hell:

Fordomme

aug
27

De der fordomme, folk har mod science fiction… I dag, i regionaltog af alle steder, fik jeg en smule forståelse af, hvor de stammer fra.

For helvede, Frank Herbert, du skrev gode bøger, men den forside…

Blæksprutter

aug
16

Kære boghandel…I sender altså lidt blandede signaler.