SUPERKULTUR

ikonoklastisk infundibulum

jul
03

(Med skyldig henvisning til såvel titaniske sirener som Kurt Vonnegut)

Og ved du ikke hvordan sådan én sér ud, så læs videre og bliv viis

ikonoklasme
infundibulum

Forleden nat – eller hvornår det nu var – “sad jeg oppe”, som min kone siger, og så “Snowpiercer”. Det er jo ikke nogen dårlig film! For båret af gode og dygtige kræfter (jeg tænker på skuespillerne), samt en plausibel baggrundshistorie (på samme måde som “Brazil” af Terry Gilliam” og “The Fifth Element” af Luc Besson er plausible), samt en visionær instruktør, får den fremført sin historie (jeg er så ikke så sikker på, at jeg finder afslutningen 10-4). På den anden side irriterer den mig også lidt, men det er primært fordi jeg – se mig! – for 25 år siden skrev en historie om et (“atomdrevet”) tog, der kørte rundt og rundt og rundt, fordi reaktoren ikke kunne slukkes og ville gå ChinaSyndrome, hvis man forsøgte at bremse det.

Billedresultat for snowpiercer
Snowpiercer

Jeg var inspireret af Brian Aldiss – både hans “Non-Stop”, samt hans muligvis lidt mere ukendte, men tematisk identiske, “Total Environment” – som iøvrigt findes pdf-agtigt et sted på nettet.

Nåmmen, så sad jeg altså dér og bivånede Tilda Swintons ubehagelige fruentimmer, og begyndte at tænke på, hvad fanden der egentlig sker i kasketten på de der filmmagere og -producenter. At det ofte ligner Shubiduas opskrift på “sensation med tryk på”: – Lidt kys og lidt vold/lidt dur og lidt mol/og en splitternøgen kælling side 12.

Bevares – storproduktioner såsom “Prometeus” eller “Avatar” er “kodylt” flotte – takket være CGI og andet Nürnbergerkram. Og det samme kunne man sige om de seneste udgaver af Star Wars-triple-trilogien, eller “Pacific Rim”.

Men fælles for dem er, at de gør sådan hér med “infundibulummet”

Billedresultat for funnel top down

Meget lille historie blæses ud gennem et meget stort hul. Og det er jo ganske identisk med det hér:

Billedresultat for fyrværkeri

“Flot så det ud, da de gik op ad kirkegulvet sammen/hun sagde “ja” og han sagde “amen”/og festen var forbi …” (Steffen Brandt) – og jeg ved da udmærket, at der er undtagelser. “Matrix” er en fantastisk historie (glem dobbelt-toeren); “Starship Troopers” oppebærer sig selv med en ironisk distance, der næppe har noget belæg i Heinleins oprindelige roman (han mente det sgu’!); Peter Jacksons “take” på “Lord Of The Rings” er en formidabel fortolkning (og så vil jeg ski … – så kan det rende mig i rø …, hrm! så er jeg sådan set ligeglad med, hvad selvbestaltede kendere og connoiseurer i det tolkinesque elitekorps finder at have annammet af visdom om Ronalds “dybere intention” – SIH!).

Ja – nej! Jo: – det der undrer mig er, at man (og jeg tænker hér på produktionsselskaber og instruktører) har den opfattelse, at vi – alle vi – går i biografen, ser fjernsyn, læser bøger – eller tegneserier – eller spiller spil (any sort – Myst is my best), for effekterne. EFFEKTERNE! Er det sådan, at den bedste oplevelse er to timers CartoonChannel på storskærm? Er det “det bedste”?

Tjah! Vi bliver nok bildt ind, at det er, primært fordi “lidt kys og lidt vold/lidt lir og lidt mol/og en splitternøgen alien s. 12”. For i virkeligheden går vi til oplevelsen for at få en god historie. Vi er alle “suckers” for en god historie. For faen, vi har udviklet os, udviklingen drejer sig om, ideerne udspringer af “den gode historie”!

Relateret billede

Det er så heldigt, at der faktisk bliver fortalt gode science fiction historier, på films – gerne lavet på et budget der hedder 4 lakridspastiller, 2 snørebånd og 1 pakke pladevat. Og de er er ofte ret gode. Jeg nævner lige “Moon” af Duncan Jones, “Primer” af Shane Carruth, “District 9” af Neill Bloomkamp. Og der er flere. Og det er godt. Men er det nok? Er det “GodtNok?”

Efter min mening (hvad den så er værd) har Hollywood – med tilliggender – skamredet Philip K. Dick, lige siden “Bladerunner” (som iøvrigt er en udmærket film, ikke noget dér). Og det lykkedes da også koncernen at prostituere Dicks østeuropæiske “tvilling”, Stanislav Lem, med en eklatant misforståelse af hvad “Solaris” handler om – George Clooney or (rather) not. For det er jo ikke at fortælle historien – det er at ødelægge den!

Billedresultat for solaris novel

Man kan derfor sige – og tænk endelig “Bladerunner” – at Hollywood, når det konsortium virkelig mener det, sørger for, at den rigtigt gode historie (såsom “Do Androids Dream Of Electric Sheep”), kværner historien ned gennem den store åbning i infundibulummet og får en tynd pasta ud af det. Eller: – konsortiet vælger at presse en yderst ligegyldig historie ned gennem tragtens endehul(!) og spreder møget(!) så tyndt som muligt – tilsat effekter, smagsforstærkere, surhedsregulerende midler og konservering (i form af dvd-udgivelser mm.).

Nåmmen. Så dér – forleden dag/nat/morgen – er “Snowpiercer” slut, og der kommer et program om at nogen har fået et hus i halsen, og jeg går ud og “børster tænder” (eller vil I have hele historien?), mens jeg tænker på:

Med de muligheder, den kapacitet, den økonomi og de medarbejdere, som “filmindustrien” i så rigeligt mål er begavet med, hvorfor – i hede hule helgoland – går de så ikke til nogen historier, der virkeligt kunne “sige nogen noget”? Og inden nogen kommer med forkølede “jammen, hva sku det være?”, så (og helt personligt) kunne jeg da godt forestille mig filmatiseringer af Pohls “Man Plus”, Holdstocks “Mythago Wood”, Budrys “Rogue Moon” (eller hans “Hard Landing”), Herberts “Santaroga Barrier”, Farmers “Inside/Outside”, Banks’ “Consider Phlebas” … – jeg kunne blive ved, og – med Adam Prices ord: – jeg kunne bare blive ved!

Billedresultat for Man plus

Relateret billede
Billedresultat for rogue moon
Billedresultat for santaroga barrier
Billedresultat for farmer inside/outside
Billedresultat for consider phlebas

Endda er det sådan, at alle de nævnte sagtens kan leve op til kravet om “lidt kys og lidt vold…” osv., men det de – fremfor alt – er oppebærere af, er en skide god historie, der ligefrem kunne “sige os noget”/have et budskab(for fucks sake). For ellers må vi leve videre med “Transformers XII”, “Aliens vs Terminators prt. 8” eller “Matrix – Rapture” – det er jo ikke gangbart, velda’?

Tænkte jeg – den nat, den morgen. Efter at have set “Snowpiercer”, og følte mig infundibelt ikonoklastisk. Eller ikonoklastisk infundibuløs. Ihvertfald faldt jeg i søvn og sov …

Udkast til en typologi over bibliotekarer

jun
25

Det er et uhemmeligt, dybdekatalogiseret og krydsrefereret faktum, at jeg benytter min arbejdstid med genrebetegnelsen bibliotekar.

[pause for applaus]

Det betyder naturligvis også, at jeg ikke kan lade være med at bemærke, når mine arbejdsfæller optræder i populærkulturen – som regel i form af klicheer. De to klassikere er enten den sexede bibliotekar eller bibliotekaren med hornbriller og knold i nakken – desværre har jeg selv knold i nakken.

Hvorom alting er, må det være muligt at opbygge et systematiske oversigt over de måder, hvorpå bibliotekaren kan fremstå. De foreløbige resultater er her:

Type 1: Den realistiske

Muligvis ikke i udseende, men i beskrivelsen af bibliotekarens opofrelse for sine bøger og modvilje mod sine lånere.

Type 2: Den uduelige

Det er muligt, du er rap med et lyssværd, men du forlagde en planet. Og du tillagde ikkebibliotekarer skrive-rettigheder til arkivet. Du er udsat for den bibliotekariske ækvivalent til order 66.

Type 3: Som vi ser os selv

Jeg indrømmer det på vegne af min stand.

Type 4: Den, der skal op mod muren

Værre end type 2 er ham her. “Det er koldt, lad os brænde bøgerne!” Fuck that guy.

Type 5: Den, der har haft en lidt for lang vagt uden frokostpause

Der er mindst én bibliotekar derinde, og vedkommende har taget over. Selv en Time Lord ved, det er tid til at forlade biblioteket.

Type 6: Rollemodellen

Den egentlige helt i den serie. Alle ved det.

The Uncanny Valley

jun
17

Det er blevet muligt at generere fotorealistiske computerbilleder. Det så man med Obama videoen, hvor forskere havde bygget en deeplearning AI der lavede en ret perfekt udgave af den tidligere præsident. Det er to år siden.

https://thispersondoesnotexist.com/ er en hjemmeside der bygger AI genererede mostly fotorealistiske ansigtsbilleder. Hver gang man genindlæser siden, er den klar med et nyt billede til os.

Det er lidt som at stirre ind i vanvidet, på bunden af havbunden ud for Innsmouth.

Baggrunden er lidt wonky – og hvis der er et ekstra ansigt, så ser det jævnt uhyggeligt ud (eller også forestiller computeren at personen har kigget ned i Pagtens Ark og derfor er smeltet på uhyggeligste vis).

Men vi er bestemt kommet derhen, hvor det at sige at Billeder lyver aldrig… er en første klasses løgn.

SÅ GÅR DEN VILDE JAGT

jun
12
Billedresultat for the wild hunt

Legender, myter, sagn – religioner, for den sags skyld – har, ligesom drømme, deres egen indre logik. Og selvom Freud – hårdt presset og i et svagt øjeblik – må konstatere, at til tider er en cigar blot en cigar, så er det fundamentale, at man mister noget af helheden, hvis enkeltelementer oversættes til symboler – metaforer – for ditten eller datten, når man beskæftiger sig med sagn, myter og legender. Eller drømme.

Som Kant sagde: Das Ding an Sich, til hvilket Heidegger replicerede: – Dasein (eller et eller andet i den stil).

Glem derfor – i denne runde – alt om Freud, alt om Cyprianus, alt om symbolafkodninger og intenderet metaforik. Lad os gå til stålet (og kødet). Og lad os starte med drømme – lad os starte med mareridt.

Relateret billede
Goya eller Velasquez? Men ihvertfald “Mareridt”.

I mange (de fleste?) opslagsværker bliver der gjort en hel del interessante etymolgiske krumspring for at gøre “mare”/”mer”/”maire” til noget med “pres”, “åndenød”, “kramper” og deslignende. Og nattemaren bliver, som ses ovenfor, fremstillet som en lidt tung trold, ond dværg, nightmarish goblin, der sidder ovenpå “patientens” bryst og presser oppressiivt. Og det er fordi man helst vil have “det symbolske” indover. For så slipper man for den kendsgerning, at en “mare” er en hoppe – en hunhest – samt at ordet i allerhøjeste grad er beslægtet med “mær”. Mær og Madonna, thi det nordiske pigenavn “Maren” kommer (jo) af “Maria”, hvor De Heldige Skrifter – heldige for dem – har to kategorier: Jomfruen og Skjøgen (om Freud derudaf kan udlægge, at Jesus Kristus havde et Oedipos-kompleks, det ved kun Teologisk Selskab – jeg ved det ikke; jeg kender ham ikke). I vore drømme, hvor vi er alene, aldeles alene, findes denne skelnen ikke – det er lisså godt at indrømme det (“Vi lever som vi drømmer – Alene!” – Joseph Conrad, “Nostromo” … – eller er det “Heart of Darkness”?)

Når vi har onde drømme – mareridt – er det altså fordi dette stangliderlige kvindfolk rider os, også selvom mareridtet, drømmen, ligger langt fra noget seksuelt. For det hun vil er, at tælle vores tænder, når vi åbner munden i søvnens våndelser, thi så kan hun tage vores sjæle. Lidt ligesom Baba Yaga, der tæller de dødes fingre. Ikkesandt?

Relateret billede
Baba Yagas hus
Billedresultat for baba yaga
Baba Yaga, herself – up front and in person

Maren – nattemaren, mæren, hoppen – har også en anden tiltrædelsesform, en anden manifestation, nemlig som Rysserova – Hesterøv (Rhos = hest; rova = rumpe/røv(balder – iøvrigt det samme ord som “boller”, hvilket betyder “svulme”, og resten af lige dén etymologiske udredning, overlader jeg trygt i læserens varetægt). Det hedder jo også en “hvalros”, altså en hvalhest! Og der kan man lige indføje, at historien om Brisingamen, Frejas halssmykke, har forbindelse til det vi har gang i hér. Men vi skal jo videre, ikkesandt? (Dog vil jeg lige indskyde, at netop den historie får en slags udfoldelse i Ursula LeGuins “Semleys Necklace”, samt P.J. Farmers “The Unreasoning Mask”, hvis det skulle interessere nogen).

Til tider, altså i visse sagn og overleveringer osv., optræder Rysserova, som en del af Asgårdsridtet, Oskoreia, Kong Volmers Vilde Ridt, Odinsjægerens Jagt. Andre gange er hun genstanden for jagten, altså byttet. I førstnævnte udgave er hendes funktion, at stjæle sjæle fra de sovende og give dem en ordentlig galoptur til dødsriget – kvinder såvel som mænd, hér er ingen kønsdiskrimination (som Freddy Mercury sagde: – Hvad som helst, med hvem somhelst, hvorsomhelst!). Det er hér visse hjælpemidler kan vise sig formålstjenstlige, f.eks dem der nævnes i http://superkultur.dk/2019/06/03/horrorhaiku/

I sin anden inkarnation, altså som det jagede vildt i Den Vilde Jagt, manifesterer Rysserova sig som en umiskendelig kentaur. Og der vil de fleste sige, at – jamen – vi har da ikke kentaurer i vores nordiske legender! Nå, har vi ikke det? I present you “Guldhornene”:

Relateret billede
Ek Læwagestur Horna tawido
Og jeg kan da tælle en kentaur her, og en kentaur på det andet horn

– Og jeg skulle huske meget forkert om ikke også der er et par stykker på Gundestrupkedlen. Dér er der ihvertfald både elefanter, giraffer, griffer og anden skæg og ballade, fra “de varme lande”. Men vi skal nok komme ned til “kentaur-land” om lidt (giv tid, giv tid, det nynner blidt … ), for vi skal lige tilbage til Oskoreia.

Billedresultat for hellboy king vold
Hellboy og Kong Volmer.
Er der flere end mig, der får associationer til Sleepy Hollow? Hvorfor mon?

Asgårdsridtet, Oskoreia, handler om et fase-skift, nemlig om Vintersolhverv, altså det tidspunkt, hvor Solen gerne skulle “komme tilbage”. Solhvervsfester (equinoxer – der er fire af dem) fejres overalt, og har gjort det til alle tider. Heroppe nordpå, med nogen bæven, om man så må sige, og det har været forbundet med en del frygt, at ville blande sig op i “magternes” foretagende, ved at bevæge sig ud i natten på disse tidspunkter. For det er dér, det sker – det store og forunderlige, at heller ikke dennegang (forhåbentlig heller ikke denne gang) vil Fenrisulven sluge Solen. Det er for at undgå det, at Odin rider ud – eller Kong Volmer, eller Jætten Grøn fra Grønsund, eller Klintekongen fra Stevns, eller …. ( Og er der eventuelt en forbindelse mellem Jætten Grøn og Sir Gawain And The Green Knight? Perhaps, perhaps, perhaps … – der er jo stadig det dér med det afhuggede hoved!).

I visse fortællinger er Odinsjægeren eller Kong Volmer ude efter en havfrue (og hvis man lige læser ovenfor nævnte HellBoy-historie og kigger godt på billederne, så har han fanget hende!), og det har sikkert en hel del at gøre med Aser og Vaner og Tanaïs og Tiamat – og det er en lang historie. Men hvis Rysserova kan have hestebagkrop, hvorfor så ikke fiskebagkrop (Hestemakrel!). Og iøvrigt mødte Herakles en dulle med fiskeben, og bollede(!) hende for at få sine heste igen. Og så er vi i Grækenland! Kentaurernes hjemland, ikkesandt?

Relateret billede
Hér er hun – Tana/Tanaïs/Dana
Det var hende Herakles duskede

Og henne i græsk folklore, har de – grækerne – en “daimon”, der hedder Middags-kvinden, som lokker mænd til sig, når de ellers skulle holde siesta, eller hvad pokker det nu hedder på de kanter. Hun er – ligesom elverpiger – hul i ryggen, og hun stjæler mandens sæd og sjæl, og han er ikke længere noget værd og svinder kraftesløs ind til ingenting. Sjælen giver hun til Fader Zeus, mens sæden gives til Kallikantzari (kallikantzaroi, kalzaroi – kært barn har lange negle!).

Relateret billede

Kallikantzari er

Relateret billede

– og som sådan en del af Den Store Pans flok, som omfatter nymfer, satyrer, kentaurer, dryader, oreiader, najader og alt spektakel, der har at gøre med at vogte over den fysiske og manifeste verdens vrimmel. Og samtidig er de fuldt optagne af, at hugge Verdenstræet om (Yggdrasil?), hvilket aldrig lykkes for dem, thi lyset vender tilbage – enten daggryet eller vintersolhvervet. Dette er Riget, Magten og Æren –

Man kan således betragte Middags-Kvinden, som en pendant til Maren, ligesom Kallikantzari er en (tidlig, hm?) udgave af Oskoreia, Asgårdsridtet, Kong Volmers Vilde Ridt. Og selvom visse vil vide, at noget går “op og ned som Kong Volmers røv” (og den slags brædder har jeg beklageligvis købt en del af i Jem&Fix), fordi han rider under jagten, så gør den måske også det (hans røv), fordi han er igang med at pule trofæet, byttet, havfruen, Rysserova, Maren eller Slatten-Langpatte (en sjællandsk udgave af de andre fruentimmere). Ja, vi kommer skam langt omkring, når det skal være Superkulturelt.

Det er måske behørigt, relevant eller væsentligt, hér, herunder afslutningen, at vedgå to forhold, der afgrænser “omfangslogikken” i dette indlæg. For det første foreligger der en hvis modstand, i forskerkredse, mod at Danmark og/eller Skandinavien På Noget Som Helst Tidspunkt skulle have haft berøring med kelterne. For sådan er “vi” nemlig ikke! Det er en holdning jeg finder både beklagelig og ret indsnævret. Det andet forhold er ideen om, at Tuatha De Danaan (Gudinden Danas Folk) ikke – IKKE – etymologisk kan forbindes til Dananerne = grækerne (Timeo Danaos et dona ferentis). Derfor heller ikke med Danerne, danskerne, og ikke en lyd om “Gesta Danorum” (Skrid Saxo!) Det er en holdning man kan have – så vil jeg bare godt have svar på dette interessant sammenfald:

Relateret billede
Bemærk kulørerne – dette er fra Islay, Scotland
Relateret billede
Rhodos

Denne blå farve er – både i Grækenland og i Skotland – for at jage onde ånder væk! Og hvorfor det? Fordi det er farven på himlen – havet er jo ikke blåt, det er grønligt og grågrumset. Og så kan der ellers gå Freud i den. Men det skal man ikke tage så tungt.

Billedresultat for arcimboldo freud
Sankt Jørgen, Jomfruen og Dragen

Tilbage står der blot, at bukke-neje, sige pænt tak for god ro og orden, og gå ud som et lys.

H. P. Bunny

jun
08

I anledning af, at jeg har opdaget, at bind 2 af DreamLitts Lovecraft-oversættelse er udkommet (og jeg lige har læst bind 1 færdigt): dagens indforståede (og tåbelige) joke.

TIDENS TEGN – med indlagte reklamer

maj
31
Relateret billede

Jeg bor sådan lidt ude på landet. Nærmere bestemt Sydfyn, helt bestemt Oure (u’tales “o’re”), og så lige et nøk ne’ mo’ Lund’borg, ikkda! Og hér’u’ på landet er der, som bekendt, ikke meget at grine af – bortset fra storbønderne (der er ikke andet) og plantage-ejerne (der er overhovedet ikke andet), der fedtgriner hele vejen ned til banken, for at indkassere landbrugsstøtten, EU-tilskuddet, top-skattelettelsen og virksomhedsfradraget. Men ellers er der ikke så meget at grine ad. Og dog …….

Nu har de dersens Scanlines …. – øhm, de dér valgplakater jo hængt i lygtepælene, og hvor de ellers kunne komme til, i en lille måneds tid. Og det bliver de (jo) ved med, ihvertfald en uges tid endnu, ikk’sandt? Så man har (do.) vænnet sig til udsmykningen, om man så må sige. Lidt lissom reklamer på bill-boards, busstoppesteder og butiksfacader, samt alle de andre skilte der hænger ud over vejen (“Jyttes Zoneterapi”; “Ergolaps Hundefoder – nu i sække”; “Nye kartofler”).
Idag fik den (udsmykningen) så en ekstra kant – på den gode måde!
Egentlig havde jeg glemt, at vi er kommet ind i sæsonen, så “tillægget” kunne sådan set blot have afstedkommet et: ” – Nåja, nu er det ved de tider. igen! Jammen, så velkommen, da, i dette Herrens år!”, havde det ikke været for – hrm – juxtapositionen, sammenfaldet, betydningen af det ene qua det andet – ikk’sandt …..?
Altså kommer jeg kørende dér, i fars røde røver (uden Bahnsen – han tog ind med 4-toget). Og skænker ikke “portrætgalleriet” i lygtepælene nogen videre opmærksomhed (“Kør bil – når du kører bil!”), Herregud, de plakater har (do.) hængt der længe, og man har lissom set de fjæs og fjæsinder (nej: – ikke “fjæsinger”, omend … – men det er anden snak) mange gange før.
MEN SÅ!   

Så kommer jeg forbi en lygtepæl, mast, et-eller-andet, hvor DF har ophængt den der valgplakat, der ligner en blanding af noget fra “Top-Gun” og “Flying Superkids” (det er noget de har lært af DSU), og direkte “hinunter” hænger denne hér:

image.png

Og der må jeg bare sige: – der var lige et split-sekund, hvor jeg “ikke kørte bil – mens jeg kørte bil”.


Der var så ikke bekendt kulør ifht “blok-farve” eller politisk tilhørsforhold, iøvrigt, thi molevitten hang også under A-plakater, B-plakater, V-plakater, og hvaharvi! Hvilket sådan set bare satte det hele i endnu dybere bas-relief.
Den slags fornøjelige fornøjelser skal man ikke kimse af, og forøvrigt ved jeg slet ikke hvad det vil sige at “kimse”. Er det når man er sulten for sjov? Eller er det når man – som jeg, på tiden – læser Kim Larsens erindringer? (den kan iøvrigt anbefales, sagt af en mand (mig), der ikke har noget specielt tilovers for Hr. Flyvholm, men dog må medgive ham en hvis plads i mit opvækstmæssige bagland).

Så idag blev der da ihvertfald lidt sjovere ude på landet – og det skal nok holde det meste af næste uge ud, Folketingsvalg og Cirkus Mascots turné-plan taget i betragtning.

Personligt måtte den turné godt være startet lidt tidligere, f.eks d. 26 maj. Men det gjorde den måske også …

(quiz: – hvor mange reklamer er indlagt i indlægget? Præmie: – en prut at save i, ligesom regeringspolitikken)

Carthage Delenda Est

Hvad er der galt med dette billede?

maj
22
  1. Super? Det er et Batsymbol, ikke et Superman-symbol. Du kan huske forskel på, at den ene er alien-Jesus, og den anden er et menneske med stor teknisk snilde, der bruger sine (ofte elektriske) gadgets til at redde dagen. Du ved, som en elektriker f.eks. ville være stolt af at gøre.
  2. Det får mig til at føle mig som en af de der gatekeeping-nørder.
  3. Du burde have beholdt den gule baggrund og udskiftet flagermusen med en bat’leth, så du kunne kalde dig Bat’lethtriker!

Det’ Yul

dec
23

Nu er det jo altså bare ikke kristendommen, der har opfundet 3-enigheden. Allerede Odin … , allerede Mithra … , allerede Cernunnos …, allerede Brahma … , allerede Horus, Nanabocho, Huitzilopochtli – allerede de, var dele af tre-enigheder.

Billedresultat for trinity

Det skulle vel derfor heller ikke komme bag på nogen, at også Julemanden er en del af en tre-enig-hed. Enigheden kommer vi tilbage til.

Sankt Nikolaus er, især henne hos katolikkerne i Nederlandene, hvor den får fuld skrue, for de har nemlig ikke nogen Julemand, i helt høj kurs. Vi bringer et billede af højden og kursen, samt det mangfoldige:

Billedresultat for saint nikolaus
mangfoldig santa – ikke bare trefoldig, men tre-tre-foldig, hosianna i det høje

De har Knecht Ruprecth

Relateret billede

det er ham der giver de uvorne ris (ikke basmati – tæsk!)


Men så har de også “Julefanden”:

Billedresultat for krampus

Og et gruppeportræt:

Billedresultat for santa krampus ruprecht
(Krampus skulle lige forberede noget …. )


Og hvad kan VI så diske op med? En flommefed Jule-charlie, der enten er sponsoreret af The Cocaine Company, eller illustrativt blevet gjort til kandiseret sødsuppe med fucking engleglorie, af Norman Rockwell:

Relateret billede

OG NORMAN:

Billedresultat for norman rockwell santa

Derfor er det rart at se andre dele af treenigheden træde i karaktér og udøve noget højtidsagtig realpolitik:

Billedresultat for krampus kills santa
GLÆÆÆÆÆDELIG JUL

Klokkeklang

nov
30

Når man sidder i et tog med en gammel notesbog, dukker der somme tider sære ting op.

Hvad en ravn dog ikke må stå model til

nov
20

Det er altid sjovt at genkende en skuespiller i en gammel film, som man slet ikke ville forbinde med vedkommende. Det samme kan nogle gange gøre sig gældende, når man ser bogforsider. Som nu ravnen her:

Her forsøger den at vise vej til “en åndelig sanseskabt og derfor udvidet forståelse af virkeligheden” (SPOILER – den er gemt i dig). Men hvor har vi nu set den før? Nåja.

På forsiden af Enter Darkness’ antologi af horrornoveller! (Som forresten har nogle okay historier, så vidt jeg husker – Jette har en anmeldelse). Det er jo tydeligvis en sulten ravn, så den må tjene penge, hvor den kan.

Og som en bonus:

Valetas apokalyptiske antologi-model, der også reklamerede for en kontrafaktisk spændingsroman.