SUPERKULTUR

De kosmiske tåger

sep
03

Åh, der svæver man gennem verdensrummet, i roligt kredsløb omkring sin egen lille sol og med sin egen lille måne, og så, BAM, en kosmisk tåge. Det sker oftere, end man skulle tro – og det er gerne med slemme konsekvenser.

Jeg faldt lige over denne udgivelse fra Science Fiction Cirklen:

En kosmisk tåge kaster Jorden ind i en ny istid, og en tysk lærd må forsøge at redde verden – med hjælp fra Afrikas Forenede Stater. Historien udkom oprindelig under titlen The Cosmic Cloud, og hvor meget mere ligepå kan man blive?

Det fik mig til at rode lidt i litteraturhistorien, for det er ikke første gang, at slige interstellare gasser truer de små abeafkom på Jorden. I Star Trek har diverse skybaserede væsener det med at hænge tungt over diverse rumskibe og -stationer i tide og utide, for skyvejen er åbenbart den vej, evolutionen gerne fører én (handwaving Det er energi handwaving) – men i litteraturen går det gerne lidt anderledes for sig. Jeg er indtil videre faldet over to andre titler, der griber ideen og løber med den:

Den sorte tåge af Fred Hoyle. I den fjerne fremtid 1964 opdager astronomer, at en rumsky har kurs mod vor planet, og da den anbringer sig mellem os og Solen, har det forudsigelige konsekvenser, lidt i retning af Bürgels bog (Hoyle skrev sin i 1957, så Bürgel kom først). Heldigvis er der samlet en masse kloge mennesker, og de indser, at skyen er et intelligent væsen, som de kan kommunikere med – og heldigvis er skyen enig med bogens forfatter i, at universet ikke opstod ved et stort brag, så der kan klemmes et par intellektuelle skinnebensspark ind i handlingen. (Bonusartikel om bogen)

Den irgrønne tåge af Hans Axel Honoré. Jep, også vi danskere kan lide de udenjordiske tåger. I denne bog fra 1969 fejer tågen dog over planeten – og som de fleste irgrønne ting er den ret giftig. Hvorfor en stor del af menneskeheden uddør – heldigvis for Danmark har Fredericia haft så mange års forurening fra Kemira, at befolkningen der er mere modstandsdygtige og overlever som fluer (om man så må sige). Fluks kan vi flytte hovedstadsfunktionen til forfatterens hjemby og ændre reglerne for bigami – intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Ikke noget klassiker, men det er dog interessant at læse en dansk bog, der minder en del om Heinlein i tone.

Bolden er givet op – hvor har tågen ellers sneget sig ind i science fiction-litteraturen?

Fem filmatiseringer der fungerer

aug
13

Næste afsnit af Superkultur-podcasten handler om adaptations – når historier går fra ét medie til et andet. Ofte er det gerne fra bøger til film, men pilen kan gå i mange retninger – og med svingende resultat (jeg har dog uden held indtil videre forsøgt at finde en bogadaptation af en film, som er bedre end originalen).

Men det har naturligvis betydet, at jeg har tænkt over en del af de filmatiseringer, jeg har set gennem tiden – og som en opvarmning til de auditive løjer (som allerede er i lydmandens hænder) har jeg fundet fem filmatiseringer, der (synes jeg) fungerer godt som adaptationer af bøger. Jeg vil ikke nødvendigvis sige, at de er bedre end originalen, men de kan stå på egne ben – men af vidt forskellige grunde.

1. Stephen King

King var ikke selv glad for Stanley Kubricks udgave af Ondskabens hotel, og han stod da også bag en ny filmatisering, som… bedst bør glemmes. Det er klart Kubricks version, der bør nævnes her – nogle gange må man glemme et værks oprindelse for at kunne nyde det helt, og hvis man er enig med forfatteren, bør man måske bare se The Shining som en helt anden historie, der tilfældigvis også foregår på et Hotel Overlook om vinteren. Det er jo ikke det samme hotel, kan man sige til sig selv, Kubricks har ingen hækkedyr.

2. Robert Heinlein

Beverly Hills 90210 med kæmpeinsekter i rummet. Ja, Starship Troopers tager sig nogle friheder med forlægget (ligesom Kubrick gjorde), men den rammer så rent. Men hvad er det, den rammer? I al fald den måde, jeg selv læste Heinlein på, da jeg var ung – nemlig med en konstant, satirisk undertone. At den undertone så ikke er der i værket og aldrig har været der i forfatterskabet, men at han mente alt, hvad han sagde, gør, at jeg har svært ved at læse Heinlein i dag. Men Starship Troopers er der stadig.

3. Peter Benchley

Det er svært at komme uden om den betydning, Dødens gab havde – for filmbranchen, for Benchleys forfatterskab, for dødsraten blandt hajer og så videre. Endnu sværere er det at benægte, at den er effektiv. Spielberg holder sig noget tættere til forlægget end de to tidligere film på listen, men alligevel formår han at skabe en noget anden historie end bogen. Jeg oplevede dem begge, da jeg var ret ung (måske for ung) – da jeg så filmen, var min tanken “jeg skal aldrig i vandet igen, der er fyldt med hajer!”; da jeg læste bogen, var det “jeg skal aldrig være voksen, de er sindssyge!”

4. H. P. Lovecraft

Det er nok umuligt at filmatisere Lovecraft, så den bedste måde at gøre det på er ved at lade være. Og lige præcis i den henseende har jeg en forkærlighed for In the Mouth of Madness. Ja, det er nok filtreret gennem noget mere moderne Stephen King, og de forfalder til at vise os monstrene, men der er dog ikke desto mindre en god tyk stemning af HPLig eldritched under det hele. Og så er det bare en god film.

5. L. Ron Hubbard.

Ja, det kommer nok som en overraskelse, men Battlefield Earth er en god adaptation. Er det en god film? På ingen måde, du vil være et dummere væsen, når du har set den. Men så en god bog? Nej, på ingen måde heller. Faktisk gør lige præcis det samme sig gældende for forlægget, og det er det, der gør filmen til en så vellykket adaptation: den har perfekt oversat en afgrundsdybt bunddum bog til en lige så tåbelig film. Det er et stykke arbejde, der bør gå over i historien.

LORD OF THE RINGS 2.0?

jul
31
“The Last Ringbearer” ill. af Mark Zug

Nåmmen, så fik jeg læst Kirill Eskovs (el. Yeskov) “The last Ringbearer”. Og lige først lidt udgivelseshistorik (sådan da): Eskov fik udgivet romanen i 1999, på russisk. Rimeligt nok; manden er russer. og så er han palæontolog og hans speciale er edderkopper i kolde egne (edderkopper!). Og Wikipedia, som altid har ret, vil vide at den er oversat til polsk, tjekkisk, spansk, estisk og portugisisk – men ikke til engelsk, thi intet britisk (eller amerikansk?) forlag turde gå i clinch med The Tolkien Estate i forhold til et rettighedskompleks som “estaten” sidder tungt på.

Altså troede jeg ikke, jeg nogensinde skulle få læst TLR, idet mit estisk-polsk-portugisiske er (skal vi sige) “en smule rustent”. Men så viste det sig, at Yisroel Markov, der sandsynligvis (som i: – jeg ved det ikke, men jeg tror det) er en russisk jøde, med bopæl i Israel og med arbejdsplads på diverse universiteter abroad og i Storbritannien, på fuldstændig frivillig basis – and in his sparetime – faktisk havde oversat kalorius til engelsk, allerede i 2009. Og således kan man, uden fare for hverken liv eller lemmer, læse “The last Ringbearer” ved at downloade molevitten som ganske almindelig PDF. Spørgsmålet er om man har lyst til dét.

Billedresultat for the last ringbearer

Bemærk lige “solaris” nede i højre hjørne. Jeg ved godt det sikkert er et forlagsnavn (et polsk), eller benævnelsen af en bogserie, a la Science Fiktion Cirklens “ZAP”. YA-lektyre. Perhaps, perhaps, perhaps – unless it’s “perchance or mayhap”, som Ursula LeGuin påpeger i sit essay “From Elfland to Poughkepsie”. Men ang. “Solaris”, så står der i forordet til den danske udgave af denne Stanislaw Lem-roman, at oversættelsen er en katastrofe, dérhen at det er en oversættelse fra tysk, på baggrund af en fransk oversættelse fra polsk (ihvertfald noget i den stil). “The last Ringbearer” har et andet, men lignende, problem: – det er en skønlitterær roman, begået af en ikke-skønlitterær forfatter, oversat af en oversætter, der ikke er oversætter, for som der står i “Den Store Bog” man får, når man skal være oversætter: – det kræver et komplekst kendskab til det sprog teksten skal oversættes til. Men med frygt for, at dette bliver over-akademisk, og med det notabene at jeg ikke kan russisk, hvorfor sammenligning nærmest er umulig, vil jeg nøjes med at sige, at det er en underlig knastet tekst man får i/på den føromtalte PDF-fil. Men den er der! Og allerede dér …

Billedresultat for the last ringbearer

Men nu til substansen:

“The last Ringbearer” er et “second take” på J.R.R. Tolkiens “Lord Of The Rings”, udfra den præmis at historien “skrives af sejrherrerne”, samt en problemformulering der kunne udtrykkes som: “er moralbegreber kategorisk adskilt fra socioøkonomiske realiteter?” Så på en måde – på en måde!!! – ligner Eskovs tilgang lidt den som China Mieville anlægger i sin Bas-Lag-suite (“Perdido Street Station” mv.). På den måde, men uden at beskylde Eskov for “noget grimt”, så er vi alligevel ovre i det marxske (Karl – ikke Groucho) “produktionsmidler”/”produktionskræfter”, eller på mere moderne “franco lingo”: – ressourcer, miljø, schumpeterian chock.

Det korte i det (allerede alt for) lange er: – hvad nu hvis Gandalf, Aragorn og Celeborn (men sært nok ikke Galadriel) i virkeligheden var nogle reaktionære, xenofobe og dumme svin? Hvad nu hvis Sauron var en fremsynet teknologiorienteret fyrste? Hvad nu, hvis Mordor stod på tærsklen til en teknologisk revolution, fremprovokeret af et akut behov for know-how og nytænkning? Hvad nu, hvis Midgårds, Middle-Earths, overflod af “racer” i virkeligheden blot var/er forskellige folkeslag (“they are ALL different kinds of HUMANS” , for nu at parafrasere en sætning fra romanen), selv orkerne – der så altså ikke længere er torturerede og “twistede” udgaver af elverfolk, men derimod humanoide østerlændinge, og ikke specielt “sortsmudskede”, som i Ida Nyrops oversættelse af LOTR, men bare “mongolske” (“Djen, Djen, Djengis Khan, he rider, he leuter, immer weiter”) folkeslag – hvad så? Hvordan ser det så ud med Tolkiens “historieskrivning” angående Midgårds Tredje Alder og “Ringkrigen”?

Vae Victis, som også er titlen på første kapitel i TLR – hvilket er lidt sjovt, thi det citat – “Ve de besejrede” – er netop en romersk/latinsk gengivelse af, hvad kelter-høvdingen Brian (Brennus) skulle have sagt, da han smed sit sværd på løsesumsvægten, efter at have “sacked Rome” . Det glemte romerne ikke, derfor 6000 krusifikserede slaver langs Via Appia en to-tre hundrede år senere. Så kan de lære det, skide udlændinge! (Hvad Brennus/Brian egentlig sagde – og så på keltisk – ved vi ikke. Men han kunne muligvis latin. Det er ikke umuligt – kelterne var altså ikke barbarer!!! Ihvertfald ikke mere end romerne – og så er det sagt).

Billedresultat for the last ringbearer
er det en Ring eller en glorie?

TLR er ikke parodi eller satire. Det er faktisk en fuldfed pastiche a la Philip Jose Farmers utallige sådanne. Men hvor Farmer kører sit trip på et mix af seksualkulturel civilisationsfobi og metatekstuelle referencer til egen selvopfundne Wold-Newton-Family, så er Eskovs ærinde at udstille LOTR som et seksualforskrækket, reaktionært værk begået af en forfatter der ikke havde en stand forskid på økonomi, geologi, antropologi eller astronomi. Hvilket har den effekt at TLR er spækket med “infodumps” om samme ifht til en Middle-Earth that never was. Men der er noget galt.

Lad os – for nemheds skyld – sige, at hvor Tolkien går til sin LOTR udfra et idealistisk(/katolsk) verdensbillede, der forsøger Eskovs sig med en mere materialistisk(/dialektisk) model, i en beskrivelse af hvordan det ville, kunne, skulle, burde se ud fra den tabende parts side (altså: – han forsøger at gøre Sauron og orkerne til de sande helte). Og det gør han (Eskov) udfra nogle agrar-politiske, geo-politiske og historiemæssige præmisser – med bibeholdelse af et magisk islæt. Så det er ikke helt Marx Opiumforfolket, selvom det helst skulle se sådan ud. Der er stadig magi i Eskovs cover-version.

Sprogligt er der egentlig pænt knald på karamellen i TLR, omend denne “sproglighed” er af en anden tone end Tolkiens – betydeligt mere “main” eller “mundane” (mondæn?) eller hvad det nu hedder, altsammen. Og det er altså et problem, at man i TLR kommer til at stifte bekendtskab med ikke bare Tolkiens “secondary-world”, men ligefrem med dennes “alternative/alternate” world, hvilket sker udfra den betragtning (Eskovs), at LOTR allerede er – ER – en verden i “en anden dimension”. Hvilket er problematisk omgang med betroede midler og noget ombudsmanden burde kigge på.

Billedresultat for the last ringbearer
Nazgûl rådgiver Tzerlag (der er en “ork”)

TLR læses i høj grad som et appendix med indlagt dialog og handlingsreferat. Det vil være ret nemt at udbryde: “Show! – don’tell!”. Og iøvrigt kan man stille sig mærkeligt forvirret over selve narrativet, afbrudt – som det er – af nævnte infodumbs (sic!).

På den anden side må der være point for forsøget. Personligt kedede jeg mig ikke under “granskningen” – men det er måske også lidt fordi, jeg faktisk godt kan li de der indskudte klamamser som nogle af mine yndlingsforfattere (Herbert, Bishop, Varley, Brunner eller nævnte LeGuin) kan finde på. Problemet er mere at TLR ikke fungerer uden et (solidt?) kendskab til LOTR. Og lige den “skavank” afsporer toget, set ifht pasticher som nævnte Farmers eller f.eks Chabons “The Final Solution” eller Martins “Mary Reilly”. TLR kan ikke læses som et selvstændigt værk – den forbliver en kommentar, ja, nærmest en henvisning i noteapparatet vedr. fortolkninger af LOTR.

Man skal ikke kimse af forsøget (og iøvrigt ved jeg slet ikke, hvad det vil sige at “kimse” – nogle forslag?), men er der ikke et indbygget problem i, at hylde en teknologisk revolution og ekspansion, således som en sådan beskrives i TLR? Og var Tolkien (reaktionær og katolsk) alligevel ikke inde på noget, i kapitlet “The Scouring Of The Shire”? Altså, hvis man ser det ifht disse tiders klimadebat, samt mere end halvtreds års oplysning om forurening, forgiftning og forarmning, er det ret svært at afgøre om vi skal holde med Eskovs Sauron eller med Tolkiens Gandalf – eller omvendt. Feudal-stasis er ikke nogen løsning; men er galopperende liberalisme, nu med teknologisk knastaksel og digital manifold, en bedre?

Læs “The Last Ringbearer” og bedøm selv. Det er måske det, der er anbefalingen.

Afslutningsvist vil jeg lige gøre opmærksom på, at “ring-bearer” betyder en lille dreng eller pige, der bærer ringen(ene) til et bryllup. Og så er det altså lidt pekuliært at Eskov er specialist i edderkopper; shelobs you, yah, yah, yah!

“Mellon”

ikonoklastisk infundibulum

jul
03

(Med skyldig henvisning til såvel titaniske sirener som Kurt Vonnegut)

Og ved du ikke hvordan sådan én sér ud, så læs videre og bliv viis

ikonoklasme
infundibulum

Forleden nat – eller hvornår det nu var – “sad jeg oppe”, som min kone siger, og så “Snowpiercer”. Det er jo ikke nogen dårlig film! For båret af gode og dygtige kræfter (jeg tænker på skuespillerne), samt en plausibel baggrundshistorie (på samme måde som “Brazil” af Terry Gilliam” og “The Fifth Element” af Luc Besson er plausible), samt en visionær instruktør, får den fremført sin historie (jeg er så ikke så sikker på, at jeg finder afslutningen 10-4). På den anden side irriterer den mig også lidt, men det er primært fordi jeg – se mig! – for 25 år siden skrev en historie om et (“atomdrevet”) tog, der kørte rundt og rundt og rundt, fordi reaktoren ikke kunne slukkes og ville gå ChinaSyndrome, hvis man forsøgte at bremse det.

Billedresultat for snowpiercer
Snowpiercer

Jeg var inspireret af Brian Aldiss – både hans “Non-Stop”, samt hans muligvis lidt mere ukendte, men tematisk identiske, “Total Environment” – som iøvrigt findes pdf-agtigt et sted på nettet.

Nåmmen, så sad jeg altså dér og bivånede Tilda Swintons ubehagelige fruentimmer, og begyndte at tænke på, hvad fanden der egentlig sker i kasketten på de der filmmagere og -producenter. At det ofte ligner Shubiduas opskrift på “sensation med tryk på”: – Lidt kys og lidt vold/lidt dur og lidt mol/og en splitternøgen kælling side 12.

Bevares – storproduktioner såsom “Prometeus” eller “Avatar” er “kodylt” flotte – takket være CGI og andet Nürnbergerkram. Og det samme kunne man sige om de seneste udgaver af Star Wars-triple-trilogien, eller “Pacific Rim”.

Men fælles for dem er, at de gør sådan hér med “infundibulummet”

Billedresultat for funnel top down

Meget lille historie blæses ud gennem et meget stort hul. Og det er jo ganske identisk med det hér:

Billedresultat for fyrværkeri

“Flot så det ud, da de gik op ad kirkegulvet sammen/hun sagde “ja” og han sagde “amen”/og festen var forbi …” (Steffen Brandt) – og jeg ved da udmærket, at der er undtagelser. “Matrix” er en fantastisk historie (glem dobbelt-toeren); “Starship Troopers” oppebærer sig selv med en ironisk distance, der næppe har noget belæg i Heinleins oprindelige roman (han mente det sgu’!); Peter Jacksons “take” på “Lord Of The Rings” er en formidabel fortolkning (og så vil jeg ski … – så kan det rende mig i rø …, hrm! så er jeg sådan set ligeglad med, hvad selvbestaltede kendere og connoiseurer i det tolkinesque elitekorps finder at have annammet af visdom om Ronalds “dybere intention” – SIH!).

Ja – nej! Jo: – det der undrer mig er, at man (og jeg tænker hér på produktionsselskaber og instruktører) har den opfattelse, at vi – alle vi – går i biografen, ser fjernsyn, læser bøger – eller tegneserier – eller spiller spil (any sort – Myst is my best), for effekterne. EFFEKTERNE! Er det sådan, at den bedste oplevelse er to timers CartoonChannel på storskærm? Er det “det bedste”?

Tjah! Vi bliver nok bildt ind, at det er, primært fordi “lidt kys og lidt vold/lidt lir og lidt mol/og en splitternøgen alien s. 12”. For i virkeligheden går vi til oplevelsen for at få en god historie. Vi er alle “suckers” for en god historie. For faen, vi har udviklet os, udviklingen drejer sig om, ideerne udspringer af “den gode historie”!

Relateret billede

Det er så heldigt, at der faktisk bliver fortalt gode science fiction historier, på films – gerne lavet på et budget der hedder 4 lakridspastiller, 2 snørebånd og 1 pakke pladevat. Og de er er ofte ret gode. Jeg nævner lige “Moon” af Duncan Jones, “Primer” af Shane Carruth, “District 9” af Neill Bloomkamp. Og der er flere. Og det er godt. Men er det nok? Er det “GodtNok?”

Efter min mening (hvad den så er værd) har Hollywood – med tilliggender – skamredet Philip K. Dick, lige siden “Bladerunner” (som iøvrigt er en udmærket film, ikke noget dér). Og det lykkedes da også koncernen at prostituere Dicks østeuropæiske “tvilling”, Stanislav Lem, med en eklatant misforståelse af hvad “Solaris” handler om – George Clooney or (rather) not. For det er jo ikke at fortælle historien – det er at ødelægge den!

Billedresultat for solaris novel

Man kan derfor sige – og tænk endelig “Bladerunner” – at Hollywood, når det konsortium virkelig mener det, sørger for, at den rigtigt gode historie (såsom “Do Androids Dream Of Electric Sheep”), kværner historien ned gennem den store åbning i infundibulummet og får en tynd pasta ud af det. Eller: – konsortiet vælger at presse en yderst ligegyldig historie ned gennem tragtens endehul(!) og spreder møget(!) så tyndt som muligt – tilsat effekter, smagsforstærkere, surhedsregulerende midler og konservering (i form af dvd-udgivelser mm.).

Nåmmen. Så dér – forleden dag/nat/morgen – er “Snowpiercer” slut, og der kommer et program om at nogen har fået et hus i halsen, og jeg går ud og “børster tænder” (eller vil I have hele historien?), mens jeg tænker på:

Med de muligheder, den kapacitet, den økonomi og de medarbejdere, som “filmindustrien” i så rigeligt mål er begavet med, hvorfor – i hede hule helgoland – går de så ikke til nogen historier, der virkeligt kunne “sige nogen noget”? Og inden nogen kommer med forkølede “jammen, hva sku det være?”, så (og helt personligt) kunne jeg da godt forestille mig filmatiseringer af Pohls “Man Plus”, Holdstocks “Mythago Wood”, Budrys “Rogue Moon” (eller hans “Hard Landing”), Herberts “Santaroga Barrier”, Farmers “Inside/Outside”, Banks’ “Consider Phlebas” … – jeg kunne blive ved, og – med Adam Prices ord: – jeg kunne bare blive ved!

Billedresultat for Man plus

Relateret billede
Billedresultat for rogue moon
Billedresultat for santaroga barrier
Billedresultat for farmer inside/outside
Billedresultat for consider phlebas

Endda er det sådan, at alle de nævnte sagtens kan leve op til kravet om “lidt kys og lidt vold…” osv., men det de – fremfor alt – er oppebærere af, er en skide god historie, der ligefrem kunne “sige os noget”/have et budskab(for fucks sake). For ellers må vi leve videre med “Transformers XII”, “Aliens vs Terminators prt. 8” eller “Matrix – Rapture” – det er jo ikke gangbart, velda’?

Tænkte jeg – den nat, den morgen. Efter at have set “Snowpiercer”, og følte mig infundibelt ikonoklastisk. Eller ikonoklastisk infundibuløs. Ihvertfald faldt jeg i søvn og sov …

Kore af Bo Reinholdt

jun
26

En kore er en græsk marmorstatue af en ung kvinde. Og det er titlen på en kortroman af Bo Reinholdt, som er mit første møde med forfatterskabet. Et tilfældigt møde i det romerske solskin og skyggerne under byen, men også et møde, der kunne føre til flere.

En dansk kunsthistoriker kommer til den italienske hovedstad for at se nærmere på en samling nyopdagede vægmalerier. Han er en kapacitet indenfor sit felt, så forhåbentlig kan han gennemskue, præcis hvad det er, de forestiller – tidligt kristen kunst eller noget helt andet? Men Erling Aunslev virker lidt ved siden af sig selv allerede ved ankomsten. Malerierne er utrolige, men den fascination, som burde tilkomme dem, lader i stedet til at rette sig mod en ung kvinde på et torv.

Hun er en levende statue, en kore, som udleverer digte til folk, der giver penge. Og hun drager Erling ind i en skyggeverden.

Kore er en stram lille fortælling – cirka 120 sider med korte kapitler og den unge kvindes digte i skøn blanding. Det er en af de der bøger, som balancerer så fint på kanten af en historie – uden at hverken falde i plotdetaljer eller falde helt ind i sig selv. Det er usandsynligt fint turneret – en af de der værker, som rammer lige i kanten af min interessesfære, men formår at trække mig ud af kurs i læseoplevelsen, måske endda udvide selvsamme interesse i videre læsning. Og det er en bog, der ikke burde være længere, ejheller kortere, men just præcis sådan. En lille perle i stadig voksende strøm af litteratur, som synes, at sidetallet tæller andre steder end på vægten.

Pudsig oplevelse: plottet er lidt et klassisk horror-setup (hvilket Reinholdt dog afvæbner med et vist glimt i øjet mod slutningen), og til tider følte jeg mig lidt hensat til den interessante del af 90erne, men i en minimalistisk og velovervejet stil. Der er en pudsig hvisken i mit hoved, som antyder, at det kunne være Clive Barker, hvis han havde været mindre kødelig og mere fokuseret. Jeg overvejer at undersøge det ved at læse mere af både Reinholdt og Barker, og – sandt eller falsk – det i sig selv er et godt tegn på, at Kore fungerer.

Slam Science Fiction

jun
21

Standard E slam science fiction

Ivan Pritchard er en down-on-his-luck computerprogramør, der har været nødt til at blive astroide minearbejder for at få pengene til at strække. Rumskibet The Mad Astra, et rumskib fyldt med generiske astroide minearbejdere, endelig finder “the big one”, asteoriden fyldt med metaler, guld, sølv og plutonium nok til at gøre alle milliadære. Uheldigvis finder de også en lille måne omkring den store asteoride, som de lige skal kigge på, og her bliver Ivan inficeret med nanorobotter! Det var en millionår gammel fælde, han kom til at vække til live og nu begynder historien på et voldsomt dyk ned af spændingskurven.
Ivan bliver langsomt konverteret fra menneske til metalmenneske, og vi følger de forskellige undersøgelser som bureaukratiske CDCagtige folk udsætter ham for. Senere hen kommer militæret forbi og sidder og gnækker ondskabsfuldt, og lægger nederdrægtige planer om at stoppe det potentiale grey goo scenarie og truslen mod menneskeheden.

Jeg havde satset på at det var en god omgang sjov slam science fiction, men det viste sig bare at være en kedelig omgang tristesse. Ideen var nogenlunde sjov, men udførslen var slet ikke i skabet. Forfatteren skal hele tiden komme med åndsvage popculture referencer og det virker 1000 træls. Der er adskillige Marvel superhelte referencer, et par fra 2001 og så har han en enormt irriterende tendens med at skulle forflade alting. Ingenting kan tages alvorligt. Hvis der er en truende AI maskine, som har muligheden for at udslette menneskeheden, hvis den synes det ville være en god ide… så skal den jo selvfølgelig kaldes for Ralph…

Jeg fik læst den færdig, men jeg kommer bestemt ikke til at genlæse den igen. Måske, måske hvis jeg bliver standet på en øde ø, og jeg ikke har andet – så vil jeg kalde den for Wilson og bruge den som hat.

Jeg havde ikke luret at det var Bobiverse forfatteren, der havde skrevet den her. Havde jeg, så ville jeg nok være gået forbi den. Jeg var ikke så vild med dem.

Dennis E. Taylor

VERDEN IFØLGE SERIEMAGASINET

jun
18
Billedresultat for verden ifølge seriemagasinet

“Verden Ifølge Seriemagasinet” hedder en (et?) podcast, som jeg har fulgt med interesse. Podcasten bestyres af Tom Kampmann, der er vokset op på Amager, på Øresundsvej (og det er lidt interessant, for undertegnede, for hvis man lige kører ned ad Øresundsvej mod Amager Strand, drejer til venstre i krydset ved Øresundsvej/Østrigsgade og ned ad Østrigsgade, en tre-fire hundrede meter, dernæst til venstre ad Bulgariensgade (25 meter) og atter til venstre ind på Ungarnsgade, ja, så var det dér undertegnede voksede op … – resten gemmer jeg til mine memoirer – nok).

Podcastens koncept er ret enkelt: – hver gang inviteres en gæst (kaldet “medvært”), ned i Herreværelset, hvor der er chesterfieldmøbler, globusbar og spækket med tegneserier – herunder (selvfølgelig) samtlige numre af hedengangne SerieMagasinet.

Det er faktisk ret prominente (ihvertfald kendte) gæster, Tom inviterer til en times snak, ikke blot om SerieMagasinet, men om VERDEN SOM HELHED, set i lyset af en opvækst, der foregik i halvfjerdserne og firserne. Men selvfølgelig med linier, perspektiver og tråde langt ind dette nye, flunkende årtusinde. Og der kommes vidt omkring: – film, bøger, tegneserier, politik, livs-erfaring, filosofi – you name it! Så det er værd at anbefale en lytter til VIF. Så det vil jeg gøre: – hermed anbefalet.

Podcasten kan findes hér: https://nummer9.dk/category/podcast/seriemagasinet/

Men har da også sin egen kanal: https://seriemagasinet.dk/

Zeitgeist

jun
11

Jeg tror, jeg bliver nødt til at sige lidt om forventninger først. For det er svært at læse en bog uden.

Zeitgeist er en debutroman, skrevet af Jane Mondrup, der er cand.mag. i forhistorisk arkæologi. Dens hovedperson er Ejvin, filolog ved Københavns Universitet – som vågner op en dag i år 1890 uden at vide hvorfor og hvordan. Romanen, informerer omslaget os om, er af den fantastiske genre og trækker på både science fiction, fantasy og endda steampunk.

Koblet med den neddæmpede forside var min forventning noget i retning af en lidt tykkere udgave af Niels Brunses Havmanden – en nedtonet roman om en intelligent mand, der må klare sig i en unaturlig situation. Ikke de store slag med armene eller noget her, tænkte jeg.

Første kapitel er en flok mennesker i et postapokalyptisk landskab, som diskuterer en krig på tværs af tiden.

Så jeg brugte det første lange stykke tid af Zeitgeist med at få mig frigjort af de forventninger, jeg havde til bogen, mens den for afsted i en helt anden retning. Ejvin vågner op i 1890 – men ikke i et genkendeligt år. Ikke blot er der tale om en tidsrejseroman, men også en kontrafaktisk historie, for Danmark er blevet til en ødemark efter et mystisk eksperiment længere tilbage i tiden. Ejvin er landet i England, men heldigvis hos handlekraftige og intelligente mennesker, som ikke spilder tiden med at mistro hans historie, og huhej er de på vej mod Danmark og det mysterium, som skjuler sig der og i både fortid og fremtid.

Zeitgeist er en besynderlig bog – og ikke kun på grund af mine forvirrede forventninger.

Der fortælles med større armbevægelser, end jeg er vant til i dansk science fiction – og bogen er proppet med gode ideer. Mondrup lister detaljer ind her og der, som viser, at hun har tænkt over sin fortalte verden, og tænkt godt. Samtidig fortæller hun på en måde, som får mig til at tænke på samtidige (i vores tidslinie, forstås, jeg ved ikke, hvordan litteraturen ser ud i Zeitgeists univers) adventure-romaner. Det får lidt bogen til at fremstå som en blanding af Wells, Verne og Walter Scott, hvor folk som den naturligste ting i verden drager ud for at lære ting og opleve eventyr. Men samtidig med at det giver en god naturlighed til historien, gør den også bogen lidt godmodig og ufarlig – folk proklamerer til hinanden snarere end at snakke sammen, og man er ikke rigtig på noget tidspunkt nervøs for, hvad der skal ske.

Tilsammen efterlader det mig cirka lige så forvirret som mine forventninger – for jeg værdsætter egentlig det arbejde, Mondrup har lavet her, det er ambitiøst og anderledes og spændende, men jeg må også indrømme, at Zeitgeist ikke greb mig som læser. Den var en mærkeligt fjern læseoplevelse, som at se en film uden lyd. Det er ikke en roman, der rammer plet på mig – men helt klart en, der har sit publikum, også uden for genren, tror jeg. De vil, mistænker jeg fra afslutningen, kunne se frem til en fortsættelse.

Hvad vi læser: Children of Time

jun
07

Når jeg læser, har jeg gerne sådan en Heisenberg-tåge af “hvad er det næste, jeg skal læse?” omkring mig, der kollapser til et valg omkring slutningen af den pågående bog (nogle gange i panik, andre gange velovervejet). Og så er der andre gange, hvor hele processen bare kortsluttes, når konen modtager en pakke fra Saxo, og den bl.a. indeholder fortsættelsen til Adrian Tchaikovskys “Children of Time”, nemlig “Children of Ruin”.

Har man ikke læst etteren i serien, vil der nok være lidt spoiler her, selv om jeg kun er halvvejs gennem bogen – for starter man Ruin uden at have læst Time, vil man nok blive lidt forvirret. Der er mennesker, jaja – men edderkopper? Og en kunstig intelligens, der tror, den er et menneske, men som kører på myrer? Det er blot udgangspunktet – der tilsættes snart blæksprutter og noget helt, helt andet, der stadig lurer i baggrunden, men lader til at blive et godt klassisk scifi-skræk-scenarie tilsat lidt hård science fiction.

Jeg hygger mig med andre ord.

Jeg tror, science fiction har fået en mindre fiksering på blæksprutter, siden Margaret Atwood prøvede at affærdige “Oryx og Crake” som værende ikke-sf, fordi den ikke var “talking squid in space” – i al fald er jeg i de senere år stødt på flere og flere af slagsen, og det virker lidt som en vis finger til fru Atwood. Det kan naturligvis have sin egen værdi, men Tchaikovsky er god til det – og “Children of Ruin” diskuterer bl.a. problemerne med at kommunikere med en race, der hovedsageligt er visuelt orienteret. For ikke at sige har et helt anderledes opbygget samspil mellem krop og hjerne.

Tchaikovsky bruger lidt den samme opbygning her som i Time – nemlig sideløbende historier, hvor den ene foregår i mere darwinistisk tid, omend darwinistisk på speed, da der er mennesker ind over, som piller i tingene. Den del af historien foregår på en planet udvalgt til det Gamle Imperiums terraformingsprojekt, der netop er påbegyndt, da imperiet bryder sammen og efterlader en lille gruppe mennesker alene med intet andet at lave end at… nåja, pille ved tingene.

I den anden del af historien følger vi edderkopper og mennesker (kendt fra Time), der drager ud for at finde eventuelle rester af det Gamle Imperium og render i det, der er blevet af projektet. Noget, de ser ud til at komme til at fortryde.

Indtil videre er “Children of Ruin” rigtig god science fiction med masser af ideer, nogle plotdrejninger og en god stemme. Og som en bonus har Scifi Snak lige behandlet “Children of Time”, så jeg er i gang med at få den opdateret, mens jeg læser.

Ungdommen tur-retur: David Eddings

jun
05

Back in the day var der to fantasyforfattere (udover Tolkien, men han var jo ligesom ret meget i en kategori for sig selv). David Eddings og Raymond E. Feist.

David Eddings lavede to store fantasyserier, som jeg var helt vild med i the olden days. The Belgariad som er en 5 binds fantasyserie. Oldschool pre-game of thrones fantasy om den unge farmboy, der ender med at være the chosen one, konge, leder af den vestlige verden, gift med en hidsig halvdryade og i familie med udødelige troldmænd og kvinder, der battler ondskaben i form af den nederdrægtige gud Torak.

Og den fortsætter han i anden del, The Mallorean, som også er en 5 bindsserie. Denne gang ret meget den samme historie, men med lidt udskiftning af nogle af karaktererne og stederne. Det er stadig den unge farmboy turned konge, der nu rejser land og rige rundt for at ordne paragrafferne og dele retfærdig harme ud til de onde.
Eddings selv lader sine karaktere bemærke, at det ret meget er den samme historie, og forklarer det ingame med at universet er låst fast i en stasisform indtil det endelige opgør. Meget spast.

Det andet univers som han stod bag var The Elenium og The Tamuli. Her er der tale om to trilogier. Vi følger Sparhawk der vender hjem til sit moderland efter 10 års eksil. Derefter følger tre bind hvori han og hans merry band af riddere, væbnere, tyve og en enkelt troldkvinde battler onde korrupte kirkefolk, dæmoner og i sidste ende den nederdrægtige Elder God Azash.

Del to, The Tamuli, tager historien over på et andet kontinent. Her viser det sig at noget af det der foregik tidligere i virkeligheden var noget helt andet! Lidt som i Raymonds Feist bøger, hvor Den Uoverskuelige Ondskab fra bog 1 viser sig at være håndlanger for Den Uoverskuelig Ondskab i den næste bog, som så viser sig… og så videre. Den slags strainer altid.

Kan jeg lide dem efter genlæsningen? Tja, nogenlunde. Jeg har altid haft et blødt punkt i forhold til The Mallorean og The Elenium, men med de slemme anmelder briller på, så er det ikke specielt fantastisk god litteratur. Det er vældigt sjovt og interessant læsning – især når man tænker på at det er pre game of thrones. Vil jeg anbefale dem til en youngster på biblioteket? Ja helt sikkert. Men jeg ville nok ikke hive dem frem som Det Bedste Fantasy Nogensinde.