SUPERKULTUR

ikonoklastisk infundibulum

jul
03

(Med skyldig henvisning til såvel titaniske sirener som Kurt Vonnegut)

Og ved du ikke hvordan sådan én sér ud, så læs videre og bliv viis

ikonoklasme
infundibulum

Forleden nat – eller hvornår det nu var – “sad jeg oppe”, som min kone siger, og så “Snowpiercer”. Det er jo ikke nogen dårlig film! For båret af gode og dygtige kræfter (jeg tænker på skuespillerne), samt en plausibel baggrundshistorie (på samme måde som “Brazil” af Terry Gilliam” og “The Fifth Element” af Luc Besson er plausible), samt en visionær instruktør, får den fremført sin historie (jeg er så ikke så sikker på, at jeg finder afslutningen 10-4). På den anden side irriterer den mig også lidt, men det er primært fordi jeg – se mig! – for 25 år siden skrev en historie om et (“atomdrevet”) tog, der kørte rundt og rundt og rundt, fordi reaktoren ikke kunne slukkes og ville gå ChinaSyndrome, hvis man forsøgte at bremse det.

Billedresultat for snowpiercer
Snowpiercer

Jeg var inspireret af Brian Aldiss – både hans “Non-Stop”, samt hans muligvis lidt mere ukendte, men tematisk identiske, “Total Environment” – som iøvrigt findes pdf-agtigt et sted på nettet.

Nåmmen, så sad jeg altså dér og bivånede Tilda Swintons ubehagelige fruentimmer, og begyndte at tænke på, hvad fanden der egentlig sker i kasketten på de der filmmagere og -producenter. At det ofte ligner Shubiduas opskrift på “sensation med tryk på”: – Lidt kys og lidt vold/lidt dur og lidt mol/og en splitternøgen kælling side 12.

Bevares – storproduktioner såsom “Prometeus” eller “Avatar” er “kodylt” flotte – takket være CGI og andet Nürnbergerkram. Og det samme kunne man sige om de seneste udgaver af Star Wars-triple-trilogien, eller “Pacific Rim”.

Men fælles for dem er, at de gør sådan hér med “infundibulummet”

Billedresultat for funnel top down

Meget lille historie blæses ud gennem et meget stort hul. Og det er jo ganske identisk med det hér:

Billedresultat for fyrværkeri

“Flot så det ud, da de gik op ad kirkegulvet sammen/hun sagde “ja” og han sagde “amen”/og festen var forbi …” (Steffen Brandt) – og jeg ved da udmærket, at der er undtagelser. “Matrix” er en fantastisk historie (glem dobbelt-toeren); “Starship Troopers” oppebærer sig selv med en ironisk distance, der næppe har noget belæg i Heinleins oprindelige roman (han mente det sgu’!); Peter Jacksons “take” på “Lord Of The Rings” er en formidabel fortolkning (og så vil jeg ski … – så kan det rende mig i rø …, hrm! så er jeg sådan set ligeglad med, hvad selvbestaltede kendere og connoiseurer i det tolkinesque elitekorps finder at have annammet af visdom om Ronalds “dybere intention” – SIH!).

Ja – nej! Jo: – det der undrer mig er, at man (og jeg tænker hér på produktionsselskaber og instruktører) har den opfattelse, at vi – alle vi – går i biografen, ser fjernsyn, læser bøger – eller tegneserier – eller spiller spil (any sort – Myst is my best), for effekterne. EFFEKTERNE! Er det sådan, at den bedste oplevelse er to timers CartoonChannel på storskærm? Er det “det bedste”?

Tjah! Vi bliver nok bildt ind, at det er, primært fordi “lidt kys og lidt vold/lidt lir og lidt mol/og en splitternøgen alien s. 12”. For i virkeligheden går vi til oplevelsen for at få en god historie. Vi er alle “suckers” for en god historie. For faen, vi har udviklet os, udviklingen drejer sig om, ideerne udspringer af “den gode historie”!

Relateret billede

Det er så heldigt, at der faktisk bliver fortalt gode science fiction historier, på films – gerne lavet på et budget der hedder 4 lakridspastiller, 2 snørebånd og 1 pakke pladevat. Og de er er ofte ret gode. Jeg nævner lige “Moon” af Duncan Jones, “Primer” af Shane Carruth, “District 9” af Neill Bloomkamp. Og der er flere. Og det er godt. Men er det nok? Er det “GodtNok?”

Efter min mening (hvad den så er værd) har Hollywood – med tilliggender – skamredet Philip K. Dick, lige siden “Bladerunner” (som iøvrigt er en udmærket film, ikke noget dér). Og det lykkedes da også koncernen at prostituere Dicks østeuropæiske “tvilling”, Stanislav Lem, med en eklatant misforståelse af hvad “Solaris” handler om – George Clooney or (rather) not. For det er jo ikke at fortælle historien – det er at ødelægge den!

Billedresultat for solaris novel

Man kan derfor sige – og tænk endelig “Bladerunner” – at Hollywood, når det konsortium virkelig mener det, sørger for, at den rigtigt gode historie (såsom “Do Androids Dream Of Electric Sheep”), kværner historien ned gennem den store åbning i infundibulummet og får en tynd pasta ud af det. Eller: – konsortiet vælger at presse en yderst ligegyldig historie ned gennem tragtens endehul(!) og spreder møget(!) så tyndt som muligt – tilsat effekter, smagsforstærkere, surhedsregulerende midler og konservering (i form af dvd-udgivelser mm.).

Nåmmen. Så dér – forleden dag/nat/morgen – er “Snowpiercer” slut, og der kommer et program om at nogen har fået et hus i halsen, og jeg går ud og “børster tænder” (eller vil I have hele historien?), mens jeg tænker på:

Med de muligheder, den kapacitet, den økonomi og de medarbejdere, som “filmindustrien” i så rigeligt mål er begavet med, hvorfor – i hede hule helgoland – går de så ikke til nogen historier, der virkeligt kunne “sige nogen noget”? Og inden nogen kommer med forkølede “jammen, hva sku det være?”, så (og helt personligt) kunne jeg da godt forestille mig filmatiseringer af Pohls “Man Plus”, Holdstocks “Mythago Wood”, Budrys “Rogue Moon” (eller hans “Hard Landing”), Herberts “Santaroga Barrier”, Farmers “Inside/Outside”, Banks’ “Consider Phlebas” … – jeg kunne blive ved, og – med Adam Prices ord: – jeg kunne bare blive ved!

Billedresultat for Man plus

Relateret billede
Billedresultat for rogue moon
Billedresultat for santaroga barrier
Billedresultat for farmer inside/outside
Billedresultat for consider phlebas

Endda er det sådan, at alle de nævnte sagtens kan leve op til kravet om “lidt kys og lidt vold…” osv., men det de – fremfor alt – er oppebærere af, er en skide god historie, der ligefrem kunne “sige os noget”/have et budskab(for fucks sake). For ellers må vi leve videre med “Transformers XII”, “Aliens vs Terminators prt. 8” eller “Matrix – Rapture” – det er jo ikke gangbart, velda’?

Tænkte jeg – den nat, den morgen. Efter at have set “Snowpiercer”, og følte mig infundibelt ikonoklastisk. Eller ikonoklastisk infundibuløs. Ihvertfald faldt jeg i søvn og sov …

Kore af Bo Reinholdt

jun
26

En kore er en græsk marmorstatue af en ung kvinde. Og det er titlen på en kortroman af Bo Reinholdt, som er mit første møde med forfatterskabet. Et tilfældigt møde i det romerske solskin og skyggerne under byen, men også et møde, der kunne føre til flere.

En dansk kunsthistoriker kommer til den italienske hovedstad for at se nærmere på en samling nyopdagede vægmalerier. Han er en kapacitet indenfor sit felt, så forhåbentlig kan han gennemskue, præcis hvad det er, de forestiller – tidligt kristen kunst eller noget helt andet? Men Erling Aunslev virker lidt ved siden af sig selv allerede ved ankomsten. Malerierne er utrolige, men den fascination, som burde tilkomme dem, lader i stedet til at rette sig mod en ung kvinde på et torv.

Hun er en levende statue, en kore, som udleverer digte til folk, der giver penge. Og hun drager Erling ind i en skyggeverden.

Kore er en stram lille fortælling – cirka 120 sider med korte kapitler og den unge kvindes digte i skøn blanding. Det er en af de der bøger, som balancerer så fint på kanten af en historie – uden at hverken falde i plotdetaljer eller falde helt ind i sig selv. Det er usandsynligt fint turneret – en af de der værker, som rammer lige i kanten af min interessesfære, men formår at trække mig ud af kurs i læseoplevelsen, måske endda udvide selvsamme interesse i videre læsning. Og det er en bog, der ikke burde være længere, ejheller kortere, men just præcis sådan. En lille perle i stadig voksende strøm af litteratur, som synes, at sidetallet tæller andre steder end på vægten.

Pudsig oplevelse: plottet er lidt et klassisk horror-setup (hvilket Reinholdt dog afvæbner med et vist glimt i øjet mod slutningen), og til tider følte jeg mig lidt hensat til den interessante del af 90erne, men i en minimalistisk og velovervejet stil. Der er en pudsig hvisken i mit hoved, som antyder, at det kunne være Clive Barker, hvis han havde været mindre kødelig og mere fokuseret. Jeg overvejer at undersøge det ved at læse mere af både Reinholdt og Barker, og – sandt eller falsk – det i sig selv er et godt tegn på, at Kore fungerer.

Slam Science Fiction

jun
21

Standard E slam science fiction

Ivan Pritchard er en down-on-his-luck computerprogramør, der har været nødt til at blive astroide minearbejder for at få pengene til at strække. Rumskibet The Mad Astra, et rumskib fyldt med generiske astroide minearbejdere, endelig finder “the big one”, asteoriden fyldt med metaler, guld, sølv og plutonium nok til at gøre alle milliadære. Uheldigvis finder de også en lille måne omkring den store asteoride, som de lige skal kigge på, og her bliver Ivan inficeret med nanorobotter! Det var en millionår gammel fælde, han kom til at vække til live og nu begynder historien på et voldsomt dyk ned af spændingskurven.
Ivan bliver langsomt konverteret fra menneske til metalmenneske, og vi følger de forskellige undersøgelser som bureaukratiske CDCagtige folk udsætter ham for. Senere hen kommer militæret forbi og sidder og gnækker ondskabsfuldt, og lægger nederdrægtige planer om at stoppe det potentiale grey goo scenarie og truslen mod menneskeheden.

Jeg havde satset på at det var en god omgang sjov slam science fiction, men det viste sig bare at være en kedelig omgang tristesse. Ideen var nogenlunde sjov, men udførslen var slet ikke i skabet. Forfatteren skal hele tiden komme med åndsvage popculture referencer og det virker 1000 træls. Der er adskillige Marvel superhelte referencer, et par fra 2001 og så har han en enormt irriterende tendens med at skulle forflade alting. Ingenting kan tages alvorligt. Hvis der er en truende AI maskine, som har muligheden for at udslette menneskeheden, hvis den synes det ville være en god ide… så skal den jo selvfølgelig kaldes for Ralph…

Jeg fik læst den færdig, men jeg kommer bestemt ikke til at genlæse den igen. Måske, måske hvis jeg bliver standet på en øde ø, og jeg ikke har andet – så vil jeg kalde den for Wilson og bruge den som hat.

Jeg havde ikke luret at det var Bobiverse forfatteren, der havde skrevet den her. Havde jeg, så ville jeg nok være gået forbi den. Jeg var ikke så vild med dem.

Dennis E. Taylor

VERDEN IFØLGE SERIEMAGASINET

jun
18
Billedresultat for verden ifølge seriemagasinet

“Verden Ifølge Seriemagasinet” hedder en (et?) podcast, som jeg har fulgt med interesse. Podcasten bestyres af Tom Kampmann, der er vokset op på Amager, på Øresundsvej (og det er lidt interessant, for undertegnede, for hvis man lige kører ned ad Øresundsvej mod Amager Strand, drejer til venstre i krydset ved Øresundsvej/Østrigsgade og ned ad Østrigsgade, en tre-fire hundrede meter, dernæst til venstre ad Bulgariensgade (25 meter) og atter til venstre ind på Ungarnsgade, ja, så var det dér undertegnede voksede op … – resten gemmer jeg til mine memoirer – nok).

Podcastens koncept er ret enkelt: – hver gang inviteres en gæst (kaldet “medvært”), ned i Herreværelset, hvor der er chesterfieldmøbler, globusbar og spækket med tegneserier – herunder (selvfølgelig) samtlige numre af hedengangne SerieMagasinet.

Det er faktisk ret prominente (ihvertfald kendte) gæster, Tom inviterer til en times snak, ikke blot om SerieMagasinet, men om VERDEN SOM HELHED, set i lyset af en opvækst, der foregik i halvfjerdserne og firserne. Men selvfølgelig med linier, perspektiver og tråde langt ind dette nye, flunkende årtusinde. Og der kommes vidt omkring: – film, bøger, tegneserier, politik, livs-erfaring, filosofi – you name it! Så det er værd at anbefale en lytter til VIF. Så det vil jeg gøre: – hermed anbefalet.

Podcasten kan findes hér: https://nummer9.dk/category/podcast/seriemagasinet/

Men har da også sin egen kanal: https://seriemagasinet.dk/

Zeitgeist

jun
11

Jeg tror, jeg bliver nødt til at sige lidt om forventninger først. For det er svært at læse en bog uden.

Zeitgeist er en debutroman, skrevet af Jane Mondrup, der er cand.mag. i forhistorisk arkæologi. Dens hovedperson er Ejvin, filolog ved Københavns Universitet – som vågner op en dag i år 1890 uden at vide hvorfor og hvordan. Romanen, informerer omslaget os om, er af den fantastiske genre og trækker på både science fiction, fantasy og endda steampunk.

Koblet med den neddæmpede forside var min forventning noget i retning af en lidt tykkere udgave af Niels Brunses Havmanden – en nedtonet roman om en intelligent mand, der må klare sig i en unaturlig situation. Ikke de store slag med armene eller noget her, tænkte jeg.

Første kapitel er en flok mennesker i et postapokalyptisk landskab, som diskuterer en krig på tværs af tiden.

Så jeg brugte det første lange stykke tid af Zeitgeist med at få mig frigjort af de forventninger, jeg havde til bogen, mens den for afsted i en helt anden retning. Ejvin vågner op i 1890 – men ikke i et genkendeligt år. Ikke blot er der tale om en tidsrejseroman, men også en kontrafaktisk historie, for Danmark er blevet til en ødemark efter et mystisk eksperiment længere tilbage i tiden. Ejvin er landet i England, men heldigvis hos handlekraftige og intelligente mennesker, som ikke spilder tiden med at mistro hans historie, og huhej er de på vej mod Danmark og det mysterium, som skjuler sig der og i både fortid og fremtid.

Zeitgeist er en besynderlig bog – og ikke kun på grund af mine forvirrede forventninger.

Der fortælles med større armbevægelser, end jeg er vant til i dansk science fiction – og bogen er proppet med gode ideer. Mondrup lister detaljer ind her og der, som viser, at hun har tænkt over sin fortalte verden, og tænkt godt. Samtidig fortæller hun på en måde, som får mig til at tænke på samtidige (i vores tidslinie, forstås, jeg ved ikke, hvordan litteraturen ser ud i Zeitgeists univers) adventure-romaner. Det får lidt bogen til at fremstå som en blanding af Wells, Verne og Walter Scott, hvor folk som den naturligste ting i verden drager ud for at lære ting og opleve eventyr. Men samtidig med at det giver en god naturlighed til historien, gør den også bogen lidt godmodig og ufarlig – folk proklamerer til hinanden snarere end at snakke sammen, og man er ikke rigtig på noget tidspunkt nervøs for, hvad der skal ske.

Tilsammen efterlader det mig cirka lige så forvirret som mine forventninger – for jeg værdsætter egentlig det arbejde, Mondrup har lavet her, det er ambitiøst og anderledes og spændende, men jeg må også indrømme, at Zeitgeist ikke greb mig som læser. Den var en mærkeligt fjern læseoplevelse, som at se en film uden lyd. Det er ikke en roman, der rammer plet på mig – men helt klart en, der har sit publikum, også uden for genren, tror jeg. De vil, mistænker jeg fra afslutningen, kunne se frem til en fortsættelse.

Hvad vi læser: Children of Time

jun
07

Når jeg læser, har jeg gerne sådan en Heisenberg-tåge af “hvad er det næste, jeg skal læse?” omkring mig, der kollapser til et valg omkring slutningen af den pågående bog (nogle gange i panik, andre gange velovervejet). Og så er der andre gange, hvor hele processen bare kortsluttes, når konen modtager en pakke fra Saxo, og den bl.a. indeholder fortsættelsen til Adrian Tchaikovskys “Children of Time”, nemlig “Children of Ruin”.

Har man ikke læst etteren i serien, vil der nok være lidt spoiler her, selv om jeg kun er halvvejs gennem bogen – for starter man Ruin uden at have læst Time, vil man nok blive lidt forvirret. Der er mennesker, jaja – men edderkopper? Og en kunstig intelligens, der tror, den er et menneske, men som kører på myrer? Det er blot udgangspunktet – der tilsættes snart blæksprutter og noget helt, helt andet, der stadig lurer i baggrunden, men lader til at blive et godt klassisk scifi-skræk-scenarie tilsat lidt hård science fiction.

Jeg hygger mig med andre ord.

Jeg tror, science fiction har fået en mindre fiksering på blæksprutter, siden Margaret Atwood prøvede at affærdige “Oryx og Crake” som værende ikke-sf, fordi den ikke var “talking squid in space” – i al fald er jeg i de senere år stødt på flere og flere af slagsen, og det virker lidt som en vis finger til fru Atwood. Det kan naturligvis have sin egen værdi, men Tchaikovsky er god til det – og “Children of Ruin” diskuterer bl.a. problemerne med at kommunikere med en race, der hovedsageligt er visuelt orienteret. For ikke at sige har et helt anderledes opbygget samspil mellem krop og hjerne.

Tchaikovsky bruger lidt den samme opbygning her som i Time – nemlig sideløbende historier, hvor den ene foregår i mere darwinistisk tid, omend darwinistisk på speed, da der er mennesker ind over, som piller i tingene. Den del af historien foregår på en planet udvalgt til det Gamle Imperiums terraformingsprojekt, der netop er påbegyndt, da imperiet bryder sammen og efterlader en lille gruppe mennesker alene med intet andet at lave end at… nåja, pille ved tingene.

I den anden del af historien følger vi edderkopper og mennesker (kendt fra Time), der drager ud for at finde eventuelle rester af det Gamle Imperium og render i det, der er blevet af projektet. Noget, de ser ud til at komme til at fortryde.

Indtil videre er “Children of Ruin” rigtig god science fiction med masser af ideer, nogle plotdrejninger og en god stemme. Og som en bonus har Scifi Snak lige behandlet “Children of Time”, så jeg er i gang med at få den opdateret, mens jeg læser.

Ungdommen tur-retur: David Eddings

jun
05

Back in the day var der to fantasyforfattere (udover Tolkien, men han var jo ligesom ret meget i en kategori for sig selv). David Eddings og Raymond E. Feist.

David Eddings lavede to store fantasyserier, som jeg var helt vild med i the olden days. The Belgariad som er en 5 binds fantasyserie. Oldschool pre-game of thrones fantasy om den unge farmboy, der ender med at være the chosen one, konge, leder af den vestlige verden, gift med en hidsig halvdryade og i familie med udødelige troldmænd og kvinder, der battler ondskaben i form af den nederdrægtige gud Torak.

Og den fortsætter han i anden del, The Mallorean, som også er en 5 bindsserie. Denne gang ret meget den samme historie, men med lidt udskiftning af nogle af karaktererne og stederne. Det er stadig den unge farmboy turned konge, der nu rejser land og rige rundt for at ordne paragrafferne og dele retfærdig harme ud til de onde.
Eddings selv lader sine karaktere bemærke, at det ret meget er den samme historie, og forklarer det ingame med at universet er låst fast i en stasisform indtil det endelige opgør. Meget spast.

Det andet univers som han stod bag var The Elenium og The Tamuli. Her er der tale om to trilogier. Vi følger Sparhawk der vender hjem til sit moderland efter 10 års eksil. Derefter følger tre bind hvori han og hans merry band af riddere, væbnere, tyve og en enkelt troldkvinde battler onde korrupte kirkefolk, dæmoner og i sidste ende den nederdrægtige Elder God Azash.

Del to, The Tamuli, tager historien over på et andet kontinent. Her viser det sig at noget af det der foregik tidligere i virkeligheden var noget helt andet! Lidt som i Raymonds Feist bøger, hvor Den Uoverskuelige Ondskab fra bog 1 viser sig at være håndlanger for Den Uoverskuelig Ondskab i den næste bog, som så viser sig… og så videre. Den slags strainer altid.

Kan jeg lide dem efter genlæsningen? Tja, nogenlunde. Jeg har altid haft et blødt punkt i forhold til The Mallorean og The Elenium, men med de slemme anmelder briller på, så er det ikke specielt fantastisk god litteratur. Det er vældigt sjovt og interessant læsning – især når man tænker på at det er pre game of thrones. Vil jeg anbefale dem til en youngster på biblioteket? Ja helt sikkert. Men jeg ville nok ikke hive dem frem som Det Bedste Fantasy Nogensinde.

Kunsten at skrive en dårlig bog

maj
30

For noget tid tilbage faldt jeg i en af de lokale brugtbikser over fire Supernatural-paperbacks. Kombinationen af billigt læsestof og mit tilbagevendende behov for at læse et eller andet lettilgængeligt og (for at sige det lige ud) dårligt førte dem direkte hjem til reolen.

Rejs lidt længere frem i tiden, og jeg valgte Bone Key til en omgang hjernerens (sandsynligvis efter at have læst Gnomon, som er en af de der bøger, der kræver lidt restitution efter endt læsning). Desværre endte den i den der døde zone, hvor det ikke er en god bog, men desværre heller ikke en underholdende bog. I stedet var den lidt en undskyldning for sig selv – der er nogle døde indianere, som vender tilbage for at tage hævn over blegansigterne, og vore to helte har deres sædvanlige problemer, hvis man kender serien (såsom: hvis tur er det til at have dårlig samvittighed), og bumbum bumbum, sjoske sjoske, på et eller andet tidspunkt når vi frem til en slutning, som måske er stor og bombastisk, men den er også lidt ligegyldig, for der er tale om et biprodukt i en franchise, og forfatteren kan ikke gøre noget, der skrider fra den etablerede historie. Så luk bogen, klø dig i hovedbunden og indse, at du allerede har glemt, hvad den handlede om.

Og så lidt længere frem i tiden til i forgårs, hvor jeg pillede The Anomaly ud af reolen.

Min forventning var action/horror under jorden. Det er en af mine yndlingslokationer til horror (sammen med havet og diverse isørkener), så en smule forventninger var der. Okay, forsiden henviste bogen til fans af Dan Brown, så lidt blev der skruet ned for dem, men skidt. Uanset, så blev forventningerne hurtigt sparket til hjørne.

For The Anomaly er alt det, som Bone Key ikke var – lige ud af landevejen for fulde gardiner og gedigent underholdende. Rutger, viser det sig, er i virkeligheden Michael Marshall Smith, men jeg forestiller mig, at han i denne inkarnation bare ryger smøger, drikke kaffe og skriver med store håndbevægelser. For det er tydeligt, at han har moret sig.

Vi har en moderne Indiana Jones i skikkelse af værten på en conspiracy-Youtube-kanal. Vi har en gammel, glemt historie om en hule i Grand Canyon fyldt med mystiske ting. Og snart har vi vore helte fanget under jorden, hvor der sker ting, som ville få Charles Fort til at sno sig vellystigt i graven. Der er store sten, der ruller, der er globale sammensværgelser, der er lyde i mørket… der er “lige et kapitel til, inden jeg holder pause.” Der er for alt i verden ikke tid til at stoppe op og tænke over de større sammenhænge.

The Anomaly er ikke en “god” bog, men store Cæsars spøgelse, det er en underholdende en. Forfatteren morer sig, og han undskylder ikke for det. Det er sådan, man skriver en god dårlig bog. Og en fortsættelse… der er en fortsættelse. Jeg glæder mig allerede. Mine forventninger er det helt rigtige sted nu.

Delfin Science Fiction

maj
27

Jeg faldt over David Brin engang for mange år siden, i den lokale Bog & Ide i Viborg. Det var en fantastisk romanforside der forførte mig big time. Delfiner, en barsk dude i scifi dykkerdragt og onde tentakler. Alt det som en ung mand i voksealderen havde behov for.

Det var David Brins Startide Rising, oversat til Stjerneflod og delt i to som Haveriet og Flugten, anden del af Uplift trilogien. De andre bøger i serien er ikke oversat til dansk, men der er tale om to trilogier. Den første er tre enkeltstående romaner som hænger løseligt sammen. Den anden er en mere traditionel trilogi.

Som ung mand var jeg enormt begejstret for Brins Uplift univers. Jeg læste og genlæste de to trilogier forholdsvist ofte. Der var en masse spændende nye scifi tanker og koncepter, som jeg ikke havde stødt på før.

Præmissen for historien er, at det er umuligt for en race at bootstrape sig selv til intelligens. Man er nødt til at blive upliftet af en anden race. Kun på den måde kan man krydse grænsen mellem pre-sentience og sentience. Som tak for at blive upliftet, bliver den nye race indlemmet som tjener-race i den klan, som den upliftende race stammer fra.

Yeah, Delfin SciFi 🙂

Men jordboerne har tilsyneladende gjort det selv. Blind evolution har gjort det for menneskene… på samme måde som det skete for den første race i De 5 Galakser gjorde det. The Precursers.

Okay, så menneskene har upliftet både delfiner og chimpanser før de blev opdaget af galaksens racer. Det at menneskene allerede har upliftet et par racer, og dermed har sin egen klan – gør ikke de traditionsbundne galaktiske racer og klaner specielt begejstret. Derfor sender jordboerne et rumskib afsted for at udforske universet og for at vise flaget.

Og derude blandt stjernerne finder den yngste upliftede race, masser af enorme rumskibe efterladt af den første stjernerejsende race. De mytologiske precursers. Og starter dermed en krig blandt de galaktiske racer, om hvem der kan få kontrol over dem.

Generisk SciFi forside #223

De to trilogier er ganske coole. Den første er en samling af tre semiuafhængige romaner, den anden er en mere traditionel trilogi. Hvor den første starter universet og stiller en masse spørgsmål, så ender den anden trilogi med at svare på de fleste af spørgsmålene.

Lykkedes det så? Ja, sådan rimeligt. Alt i alt synes jeg i hvert fald at Forklaringen på Alting er bedre end mange andre scifi historier med Store Spørgsmåls forklaringer. (I hvert fald bedre end Revelation Space serien som jeg synes skuffede fælt på den front).

Gnomon

maj
09
Forestil dig Neal Stephensons worldbuilding, lidt Råchokteksterne for generel haj-særhed, lidt China Mieville for tung opfindsomhed. Nåja, og så de magiske svampe, du spiste, før du gik i gang med bogen.

Jeg glæder mig til at genlæse Gnomon.

Egentlig var jeg lidt nervøs ved overhovedet at læse mere af Harkaway – for hvordan skulle han kunne levere noget, der levede op til The Gone-Away World? Hvis han skrev den samme type roman igen, ville det være træls, og en anden type ville jo slet ikke nå op på samme oplevelsesniveau. Men ansporet af en ferie kastede jeg mig over Gnomon, og…

Jeg glæder mig til at genlæse Gnomon.

Det er en ganske anden type historie, en helt anden historie, en ny smag for hjernen, men selv om sammenligning naturligvis er umuligt, så er den – meget dyb indånding – en lige så stor oplevelse. Gnomon er en krimi – hvilket i forlængelse af tidligere snak nu skaber et scifi-krimi-spektrum, der går fra Peter F. Hamiltons Great North Road i den ene ende (den roman tilgiver jeg ikke), Scalzis Head On solidt i midten og denne højt oppe på toppen. Her er vi i et fremtidigt England, der har udviklet sig til der fuldendte overvågningssamfund – Witness (Skynet minus en) lurer bag uendelige øjne, og når der endelig er noget, den ikke kan se, kan den grave folks tanker direkte ud af deres hovedet.

Desværre dør en kvinde – forfatter og maskinstormer – under en af disse afhøringer, og Mielikke Neith, en af systemets menneskelige ansigter og loyal fan af det, bliver sat til at løse mysteriet. Første skridt er at afspille den neurale optagelse af den fatale afhøring i egen hjerne, og så går det galt – for ikke blot er der Diana Hunter, som den afdøde hed, men også fire andre personligheder til stede. En bankmand, en alkymist, en kunstner og nåja, en superintelligens fra fremtiden ved navn Gnomon. Neiths efterforskning går noget anderledes end forventet, mens hun glider ind og ud af de fems historier og opdager huller i den virkelighed, hun troede, hun kendte.

Jeg glæder mig, til der er gået så længe, at jeg kan genlæse Gnomon.

Det er en roman, der er proppet til kanten med ideer, gåder, referencer og generel særhed, at jeg ærligt indrømmer, at jeg nok kun har fanget en brøkdel – jeg tænker, det er en bog, der kun vil vokse i mit hoved med hver genlæsning, når flere detaljer dukker op, og den fulde oplevelse vokser fraktalt. Jeg mistænker, at det er en historie, der kan skifte farve, smag og duft mange gange endnu, og det er en sjælden oplevelse.

Jeg glæder mig så meget til at genlæse Gnomon, at jeg ville ønske, jeg kunne implantere en personlighed i mig selv, som ikke havde læst den, men skulle til at gøre det – men nøjes med at håbe, at jeg har implanteret en sådan i dig.