SUPERKULTUR

Bøger, jeg måtte opgive: Dick

maj
25

Jeg er slem til at læse bøger færdig, selv om jeg ikke er særligt vild med dem. Min hjerne går på autopilot og sjosker gennem ordene, mens den bruger energien på noget andet. Det er en træls vane – nu og da betyder det, at en bog rent faktisk skifter i løbet af læsningen og bliver det hele værd, men det er nu blandt sjældenhederne; oftere sker der det, at jeg mentalt cosplayer Paul Atreides’ vandring gennem ørkenen, mens jeg tilbagelægger ord efter ord og håber på, at jorden vil opsluge mig og gøre en ende på mine lidelser (Ja, Great North Road, jeg taler bl.a. om dig, og nej, Peter, jeg tilgiver ikke).

Men nu og da vågner jeg op, kigger på mig selv og træffer en beslutning: det er nok med denne bog. Og så, men dårlig samvittighed lysende ud af øjnene, lægger jeg den fra mig og begynder på noget andet.

En af de få, der har oplevet æren to gange, er Philip K. Dick. Jeg er bare ikke god til Dick, og ja, det ville have været en god onkeljoke på engelsk. Men jeg må med skam indrømme, at jeg aldrig har læst Drømmer androider om elektriske får – jeg husker en startscene med et ægtepar, der skændes om, hvorvidt den ene af dem vil trykke på de knapper, der vil få vedkommende i det rette humør til dagen. Længere nåede jeg ikke.

Nu forleden kastede jeg mig over The Three Stigmata of Palmer Eldritch, hvor Elon Musk vender tilbage fra rummet med nogle nye stoffer, som måske/måske ikke er en invasion. Endnu engang måtte jeg opgive det, der skulle være en klassiker inden for genren. Måske er det Dicks forsøg på at beskrive futuristisk hverdag, der altid bliver lidt for konstrueret for mig – måske er det hans massive stofmisbrug, der skinner igennem?

Det sære er, at jeg sådan set er ret vild med PKDs noveller – de fortaber sig ikke i ægteskabelige skænderier, men kommer mere til pointen. Men det er mig en stadig kilde til frustration, at jeg ikke kan komme i gang med hans romaner – især når han jo har en renæssance i tiden. Og det er ikke svært at forestille sig, at den vil fortsætte – stoffer, paranoia og sære bobler af virkelighed, det er jo som samtidsromaner. Man kunne forestille sig, at andre science fiction-forfattere ville grave sig tilbage i genrens historie for at lade sig inspirere – vi har steampunk og dieselpunk og alle mulige slags punk, så hvorfor ikke en ny undergenre baseret på Dicks version af fremtiden? En 50-60er-fremtid, hvor borgerskabet tager stoffer, kigger lidt ind i fremtiden, læser avis og smutter en tur i deres rumskib.

Jeg siger ikke, at det kommer til at hedde dickpunk, men…

The madness of Grant Morrison

maj
17

Grant er bimlende skør. Jævnt sær og mærkelig. Det er min konklussion efter at have læst Morrisons kombinerede selvbiografi og superhelte kulturhistorie Supergods.

Som knægt vandrende han rundt i Skotland som knægt, og forsøgte alle ordbogens muligheder for at finde kodeordet, der ville give ham Captain Marvels kræfter – og nu var Shazam jo ulykkeligvis taget. Det er ikke så sært, der har vi måske alle været. Næh, der hvor han virkelig besluttede sig for at skrue særheden op på 11, var den gang hvor han kastede sig over transkøns chaos sexmagi. Med sig selv som transvistit chaos magikeren. Eller der hvor han i Katmandu, fik det vildeste LSD trip og brugte det som plottet til The Invisibles.

Ingen har lyst til at røre sexmagikerens kuglepen…

Men han er dælme også cool. Efter at have set Netflixs Happy, hvori den flyvende enhjørning og hemmelige fantasiven Happy, teamer op med den afdankede strømer Nick Sax, for at finde fantasivennens ejer, så må man konkludere at han er crazy bonkers.

Det er en fabelagtig serie. Sjov og underholdende på en sindsyg måde. Jeg er helt pjattet med den. 8 afsnit, og ikke noget med ligegyldige filler afsnit eller uinteressante b historier. Den blev sendt i december på SyFy, og den må siges at være den perfekte modgift mod al den trælse julenisseri. (Også selv om jeg først så den her i maj). Og selv om der er et sjovt blåt fantasidyr med, så er den ikke for børn. Den er sjov, men kun for voksne.

Skal jeg se den igen? Absolut. Det bliver super her til jul. Og der kommer en sæson to.

Moby Dick med monstre

maj
16

Det var fristende at forkorte overskriften til Monster Dick, men det ville sikkert give noget sært trafik og nogle mystiske kommentarer på indlægget. Og China Mieville er ikke typen, der forkorter noget, så måske skulle jeg i stedet have skrevet “Moby Dick med monstre og pirater og magi og teknologi og hypersværdkampe og og og…!” For det er stort set, hvad han har begået her: et sønderjysk kagebord at ideer og påfund og indfald. Indtil man overvejer, om man lige skal holde en pause før den sidste litterære mintpastil.

The Scar er nummer 2 i Bas-Lag-serien, og fokus har denne gang bevæget sig væk fra New Crobuzon – men der er ingen tvivl om, at det stadig er den, der er motoren i forfatterens værk. Bellis er på flugt, hvilket finder sin årsag i Perdido Street Station, selv om hun ikke var med i den, og hun stiger til søs på et skib, der bl.a. skal bringe en ladning af teknomagisk ændrede slaver til en koloni. Undervejs sker der dog ting og sager, og snart finder hun sig selv som beboer (også kendt som: fange) på den flydende piratby Armada – den lever sit eget liv på verdenshavene, og det bliver hun også nødt til nu.

Hun er dog ikke helt tilfreds, og hun er ikke alene, så snart er hun viklet ind i… ikke et spind, nok snarere en tangmark af intriger og planer. Våde, klamme og fyldt med grumme ting. For nogle af byens ledere har tænkt sig at opnå det umulige.

Nogle bøger genlæser man, selv om man godt ved, at oplevelser ikke bliver lige så god som første gang. Perdido Street Station var god at genlæse, men The Scar var næsten bedre end første gang. Mieville er god til skummelhed, og han må have ransaget et maritimt bibliotek og dernæst skrevet et par nye bind til det for at fylde bogen med salte påfund. Jeg ved ikke, hvor mange der har forsøgt sig med at kombinere fantasy og søroman, men jeg forestiller mig China Mieville ringe på deres dørklokke, række dem et eksemplar af The Scar og grine på Nelson-vis. Haha.

Jeg får helt lyst til at læse Moby Dick. Omend den ville skuffe mig i sin mangel på semisentient tang.

Demonen i den tynde luft

maj
16

Tom Wolfe er desværre draget til den evige farm oppe i himlen. I DRs portræt fokuserede de på The Bonfire of the Vanities, men her fokuserer vi på en lidt anden bog. Tom er nemlig af den rette støbning (ah bum chi)

Det er en lækker bog. The Right Stuff. Om Mercury astronaut programmet, om og de testpiloter der var drivkraften bag. Og i klassisk Tom Wolfe stil, så handler den ikke bare om mændenes prøvelser, men også om kvinderens problemer. De måtte leve på nedslidte militærbaser, mens deres mænd risikerede livet i uprøvede fly.

There was a demon that lived in the air. They said whoever challenged him would die. Their controls would freeze up, their planes would buffet wildly, and they would disintegrate. The demon lived at Mach 1 on the meter, 750 miles an hour, where the air could no longer move out of the way. He lived behind a barrier through which they said no man could ever pass. They called it: The sound barrier. Then, they built a small plane, the X-1, to try and break the sound barrier. And men came to the High Desert in California to ride it. They were called test pilots. And no one knew their names.

Filmen, som citatet her er taget fra, er bestemt heller ikke dårlig. Jeg har set den flere gange – især når jeg lige har lyst til at se Kompetente Mænd ™ der med en “can do attitude” og med så stålkolde øjne, at selv ikke Anders Samuelsen kan gøre stilen efter, ordner paragrafferne og udfordrer russerne på deres egen hjemmebane i det ydre rum.

Planen for i dag…

maj
13

Ud af mit Allroom, ud på altanen, med føderne op på gelænderet og nyde en god bog og en kop the. Livet er godt sådan en søndag. Bagefter kan jeg tænke på vasketøj og trappevask – men lige nu står den på Trumps of Doom af Zelazny.

Til de sløve padder

maj
11

Jeg burde ikke læse danske forfattere, der skriver på engelsk – der er en lille krog af min hjerne, der ser det som sin opgave at opdage de sproglige og grammatiske fejl, og det i en grad, så der sandynligvis er en god bunke falske positive med i bunken. Men der er nu altså en del fejl i Bo Sejers humoristiske horrornovelette To Those Who Are Asleep, og det er træls, for der er også en del potentiale.

Vor hovedperson, Ash vågner op med et massivt hukommelsestab, og verden er gået under – som det jo sker. Men ingen synes helt bevidste om, at det er sket, udover Ash og hans venner. Der er monstre og spøgelser og – for vore helte, i al fald – gang i den. Ash, som har glemt alt, hvad der er foregået de seneste år, bliver smidt ud på dybt vand og må forholde sig til en verden, der ikke er positivt indstillet over for ham.

Bo Sejer har tydeligvis en god kulturel baggrund. Man kunne mistænke, at hovedpersonen henter sig navn fra The Evil Dead, og hvis man har læst John Dies at the End, kender man noget til den stemning, der sigtes efter. De unge mænd bevæger sig lettere fjogede, men altid med en skarp replik rundt i en verden, der er gået af lave og har bevæget sig over i det absurde.

Vi er ikke på niveau med David Wong, naturligvis – Sejer formår ikke helt den samme kontraintuitive logik eller det kritiske øje på sin fortæller – men To Those Who Are Sleep er hurtigt læst og ganske fornøjelig. Forsiden ligner noget fra 70er-britisk horror, men rammer i sin ufærdighed egentlig indholdet ret godt – der er potentiale her, uden tvivl. Sejer formår rigtig mange steder at holde sig lidt tilbage i teksten, der ellers hurtigt kunne blive hektisk og febrilsk, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det kunne have været adskillige grader bedre, hvis han ikke skulle have brugt energien på at formulere sig på et andet sprog. Men det er naturligvis noget, der kan blive bedre med øvelsen, så på et tidspunkt vil jeg have et kig på To Those Who Dream Of Stranger Worlds, der må formodes at være en fortsættelse. Og han har tidligere udsendt en kort novellesamling på dansk.

To Those Who Are Asleep er til dem, der gerne vil have deres horror med en del humor, tjubang og lidt frækhed.

Bøger jeg skal have genlæst: Amber del 2

maj
09

Jeg er ret begejstret for Roger Zelaznys Amber serie. Det er en stram, lækker romanserie fra dengang hvor romaner kunne være 150 sider lange.

Der er ti bøger, inddelt i to miniserier. Den første handler om Corwyn, den anden om Merlin, hans søn.

Jeg har læst den første del af serien mange gange, jeg har den på bog og lydbog. Ulykkeligvis er lydbogsudgaven jævnt dyr, for selv om hvert bind kun er på 120-150 sider, så koster de det samme som en normal bog.

Det er en dejlig roman. Corwyn vågner op på et hospital og ved ikke hvorfra han kommer. Men han kan lure at der er noget galt. Folkene på hospitalet er meget opsatte på at holde ham bedøvet. Så Corwyn, der er en første klasses kompetent man of action, bryder ud, hugger penge og biler – og drager ud for at finde ud af, hvorfor en kvinde i New York har arrangeret det hele.

Der er en lækker film noir stemning over skrivestilen og fortællerstemmen. Jeg kan snildt forestille mig Corwyn side bag skrivebordet på detektivbureauet, med en cigaret i munden og en stiv whisky på bordet, mens han filosoferede over tilværelsen.

 

Det viser sig at Corwyn er prins og medlem i en overmenneskelig konge familie, der hersker over multiversets centrum. Amber, som alt i multiverset er en afspejling af. Alt andet er kun skygger som den eneste rigtige verden kaster. I den anden ende af multiverset, ligger Kaos Rigerne. De var der før Amber blev skabt, og er ikke specielt begejstret for den orden, Amber repræsenterer.

De første fem bøger handler om Corwyns forsøg på at finde ud af hvor hans far, Kong Oberon er henne. Nogen i familien har forsøgt at fjerne kongen, overtage magten, udryde sine fjender og generelt være en slyngel.

Den anden del af Amber serien handler om Corwyns søn Merlin. Og det er næsten det eneste jeg kan huske om serien. Hvor Corwyn sagaen handlede primært omkring magtkampen i Amber, så mener jeg at Merlin sagaen handler mere om Kaos delen af multiverset. Men jeg er langt fra sikker. Så noget siger mig at det er på tide at genlæse serien. Den første del er i hvert fald cool, så mon ikke også at den anden del er det.

 

 

Hvad vi læser for tiden: Sufficiently Advanced Magic

maj
09

Sufficiently Advanced Magic (Arcane Ascension #1) af Andrew Rowe.

Jeg har læst 5 Flashman bøger i træk, så det var på tide at prøve noget andet. Jeg havde fundet en liste med “bøger som du burde læse” og var faldet over Sufficiently Advanced Magic. Den lød interessant så jeg drønede på audible og købte den.

Den starter med at unge Corin går op til Dommens Tårn, for at gå gennem Prøven, så han kan blive attuned til en magisk effekt. Det er noget alle unge mænd og kvinder skal, og i Corins situation, er det noget familien klart forventer. Ikke blot skal han gennemføre, han skal også have en respektfuld og cool magi ud af det. Men det er farligt, folk dør under prøven. Og Corins bror døde for nogle år siden.

Men Corin har en plan. Han vil blive attuned og vandre gennem tårnet op til toppen, for at møde Gudinden og bede hende om en boon, nemlig at få broderen igen.

Ind i tårnet, som lader til at være en klassisk omgang labyrint prøvelser. Her er fælder, monstre og intelligens prøver. Corin møder andre mennesker i tårnet, som han befrier og bliver snydt af. Han får en sej allieret, der hjælper med prøven og han får fornemmelsen af at der er noget større på spil.

Efter prøven bliver faderen sur, over at Corin kom ud med en fessen omgang magi. Ikke en sej kamp skill, men evnen til at bygge magiske genstande. Og hvad kan man bruge den slags til.

Så skal han på magiskole for at lære at bruge de magiske evner. Headmasteren stiller sig op og fortæller at nu skal de inddeles i hold, og så kan man vinde point, både til sig selv og til holdet. Og man kan også få minuspoint, hvis man laver ged i den…

Det var så her jeg stoppede læsningen. Fra at være en Macerunner ripoff blev bogen til en Harry Potter ripoff. Det gad jeg ikke, så jeg fandt frem til Flashman nr. 6. En ting er at man låner fra andre bøger, det er fint nok, men Hogwarts point systemet? Det var simpelthen for noller. Hvis jeg ikke havde læst HP, så havde jeg nok fortsat.

Det er en klassisk young adult fantasy bog, med noget interessant world building. Lidt for meget teen angst fra hovedpersonens side, men nu er jeg jo heller ikke længere en del af målgruppen.

 

Marken er…

maj
06

Jeg hader, når folk kalder mig litterær racist; jeg foretrækker AltWrite.
Badum-tisj!
Ja, det var en onkeljoke for at indrømme, at jeg godt ved, jeg har mine fordomme, især overfor poesien. Og en af dem er nok, at digte er serious business. Digtere er mænd og kvinder, der får kræft af at indånde billig stearin, mens de forsøger at sætte ord på de indsigter, der svært kan udtrykkes med noget så profant som bogstaver.
Men min eneste indgang til Martin Glaz Serups “Marken” er, at den må være skrevet med et stort glimt i øjet. Den fik mig endda til at trække på smilebåndet et par gange, hvilket naturligvis ikke er ensbetydende med, at den skal være sjov.

Marken er et naturdigt, slår første side fast, “der også handler om andet end naturen, der findes altså andet, tre kolde drivhuse, deres fugtige industri, gule i tågen på marken.” Rent formelt er det cirka 100 sider, som hver rummer en ganske kort tekst (nogle gange én sætning) om marken og dens liv. Og nej, det er ikke bare en opremsning af, hvilke fugle der har skidt på den hvornår, men en antropomorficering, så marken er ganske almindelig og relatable. Den bruger lidt for meget tid på Facebook, forstår ikke de, der er besatte af tekst-tv og så videre. Og nogle gange kommer der sådan nogle som denne, der morede i sin enkelhed.

Jeg kan godt lide formatet, men jeg må indrømme, at jeg er lidt uforstående overfor en totale menneskeliggørelse af marken. De små tekststykker er underholdende, når de rammer den der balance mellem menneske og ikkemenneske (marken er ikke videre interesseret i naturen), men ofte virker de blot som lidt stream of consciousness – forfatteren har haft nogle interessante tanker, som kunne passes ind i formatet (og nogle gange har forfatteren haft brug for lidt fyld).

Til gengæld er den lille bog en pædagogisk introduktion til behovet for linieskift i digte – som så dog er overdrevet, idet der her er tale om sideskift. Men de tvinger læseren til at stoppe op og mentalt nulstille før det næste tekststykke – var det skrevet som almindelig prosa, var det blevet opremsende og lidt kedeligt. Så tak for det, jeg vil forsøge at nedskalere den forståelse til linieskift-niveauet fremover.

Rent fysisk har Marken form af en bog på 104 sider, og det får (mere end sædvanligt, tror jeg) en del af mig til at forvente en historie midt i al poesien. Der leverer Serup faktisk også nogle stykker i kraft af sider, der hænger tematisk sammen, men det er ikke lykkedes mig at se værket som en sammenhængende fremskriden. Der afsluttes ikke med overvejelserne om tidsrejser, som kommer lidt ind fra højre, men på den gode måde, men med et af de bedre stykker om at betragte sine egne tanker og blive lidt skræmt af oplevelsen.

Alt i alt var Marken en lidt mærkelig oplevelse. Jeg er ret vild med ideen og formatet, men det samlede værk falder lidt til jorden for mig; og jeg var ret vil med flere af teksterne som enkeltstående historier, men ville så gerne have dem til at gå op i en højere enhed.

POSTLÆSNING/-SKRIVNING

Lidt nysgerrig googling finder, at de, der skal formodes at vide noget om digte, også er uenige om Marken.

Her er Erik Skyum-Nielsen i Information:

Martin Glaz Serup (f. 1978), som er digter, børnebogsforfatter, kritiker og forsker, runder med langdigtet Marken sin fjortende udgivelse i bogform. Det er nok også sådan omtrent det eneste rigtig positive, der er at sige om dette værk, som på første side kalder sig et »naturdigt«, men straks slår om i adspredte notater, der bortset fra en relativt kort form ikke har meget med digte at gøre, og som hurtigt bliver meget trætte af at holde fokus på ’naturen’ overhovedet.

Av. Men her er så Kulturkapellet:

Dette er en god bog, et godt grin, et zoom ind i hverdagen. ”Marken” er et digt, der fortjener en plads på bogreolen hos de, der elsker humor og ikke tror lyrik kan være andet end selvhøjtidelige alvorsord og en plads samme sted hos de, der tror på lyrikken men ikke anede, den kunne være sjov. ”Marken” er et digt for alle.

Marken er, lader det til, ambivalent.

Bøger jeg skal have genlæst: Dark Future

maj
01

I fordoms tid, i tiden før imperiet, den gang, for længe længe siden, da 1995 var et godt stykke inde i fremtiden, besluttede spillefirmaet Games Workshop sig for at de ville tjene penge. Mange penge. Det var dengang hvor rollespilsformaet TSR, sprøjtede den ene Dragon Lance og Forgotten Realms bog ud efter den anden (og ikke alle af lige god kvalitet). “Hvis amerikanerne kan, så kan vi også” tænkte Games Workshop (jeg har en livlig fantasy, hvad angår spillefirmaers indre monologer).

Så de valgte en håndfuld engelske science fiction forfattere og satte dem til at skrive nogle romaner. En af dem var Jack Yeovil. Han skrev fantasy og science fiction. I dag kigger vi på hans SF.

Jack Yeovil er i virkeligheden en helt anden mand. Under masken er han Kim Newman, respekteret fantasy og horror forfatter. Men når han tager masken på, bliver han til kioskbaskerens hævner og slamlitteraturens konge.

Jeg forestiller mig at Kim har kigget på de mange forskellige spil, som Games Workshop produceret. Så er han faldet over Dark Future. Et manisk Mad Max rip off. Et roadwarrior figurspil, hvor man skulle køre bil mod sine kammerater og sprænge dem i luften. Enten spillede man som en Sanctioned Op eller et medlem af en bande. Og så kørte man amok med sine biler og motorcykler. Episk spas.
Og så har han sikkert smilet skælmsk og har taget masken på og har forvandlet sig til Jack the Slamlitteratur Writer.


Sådan kunne ens figurer se ud, hvis man var skrap til at male. Bilerne er 5 cm lange.

Bøgerne er skrevet med en god del charme og wink til læseren. Kim ved godt at det ikke er stor litteratur, men han skriver fornøjeligt og nyder tildeligvis den gakkede genre. I Demon Download serien har han krydret roadwarrior genren med en god dosis Lovecraft inspiration. Der er bad guys, der forsøger at bringe de gamle guder tilbage, alt i mens deres planer forstyres af lowlife roadwarrior scum.

Det er 1000 år siden jeg har læst dem sidst, og jeg tænker de vil passe sig godt i sommersolen, med en håndfuld øller på græsplænen og the cure på gettobasteren.

Demon Download serien består af

Demon Download 
En US Cavalry officer teamer op med en vatikan nonne og hendes super farari krigsbil, og bekæmper dæmoner og vanvid i den amerikanske ørken.

Krokodil Tears
Vejkrigeren Krokodil bekæmper dæmoner og ærkemageren Seths der forsøger på at tilkalde de gamle guder.

Comeback Tour
Krokodil og Vejkrigen Elvis (yes, Elvis Presley) går op mod Seth og hans onde kumpaner.