SUPERKULTUR

Reklame-scifihaiku

nov
12

I anledning af den nye oversættelse af Lovecraft til dansk

Cthulhu kalder
Alle siger, han gør det
Ingen spø’r hvorfor

HAK

okt
25

For noget tid siden faldt jeg over novellen Conversation on a Starship in Warpdrive (i 70er-antologien Antigrav) og var tilstrækkeligt imponeret af den til at google det for mig ukendte forfatternavn. John Brosnan. En ganske produktiv herre, viste det sig, der havde gjort sig i både fiktion, faglitteratur og tegneserier. Også, viste det sig, en ganske produktiv herre, udi i pseudonymer: James Blackstone, Simon Ian Childer, John Raymond, Leroy Mitchell og – til mindst ét løftet øjenbryn – Harry Adam Knight.

Jeg har en lille samling af især 80er-horror af ganske tvivlsom kvalitet – for ikke at sige utvivlsom mangel på samme. Det inkluderer gerne et monster (bedst er det, hvis det er naturen, som går amok, synes jeg personligt) og personer med en personlighed så dyb som en mariehønes hårrødder. I praksis betyder det gerne, at vi inden for de første tredive sider har mindst ét voldsomt dødsfald og mindst én person, der tænker på, taler om, har eller tiltvinger sig sex. For at være ærlig tænkte jeg ikke så meget over det sidste som ung læser (undtagen et mentalt “Det her er så dumt, at selv jeg kunne gøre det bedre… måske skulle jeg blive horror-forfatter”), men som voksen er det blevet tiltagende pinagtigt at læse.

I den samling står, viser det sig, alle Brosnans bøger under navnet Harry Adam Knight. Og de udfører den funktion, de skal – hvilket er at fungere som mentalt mundskyl efter en enten god eller tung læseoplevelse (i dette tilfælde efter Peter Straubs Mr. X, som egentlig var begge dele). Jeg mistænker, at lige hans bøger er indkøbt på grund af et par filmatiseringer, der blev indtaget i 90erne – Dødens platform (Proteus) og Ondskabens baggård (Bedlam). Bedlam husker jeg for den tåbelige danske titel, og Proteus for monsteret, “Halvt haj, halvt mand, halvt rækværk,” som det lød, da den blev set en sen aften. Det er begyndt at gå op for mig, at min forkærlighed for 80-90er-horrorfilm skyldes, at de blev set som en del af et socialt samvær og en del af en samtale, mens jeg nu om dage snarere indtager dem alene og kun i snak med en kritisk sans. Det kan være ødelæggende for ens fornøjelse.

Men alt dette lå nok og boblede i underbevidstheden forleden, da jeg stak hånden i reolen og endte med at genlæse Slimer. Det var den, der senere skulle blive de umatematiske (er det mon det, der hedder noneuklidisk?) 50 procent rækværk i filmatiseringen. Og den er lige præcis, som den skulle være: dum og underholdende. Monstret, en genmanipuleret haj, blegner lidt i sammenlignet med historiens sexmonster, en pusher med en forkærlighed for voldtægt. Sammen med vore andre hovedpersoner havner han på en olieplatform, der har fungeret som genetisk laboratorium – der må de kæmpe for at slippe levende væk (og naturligvis have lidt sex indtil da, for der er åbenbart ikke noget, der stimulerer libidoen som overhængende lemlæstelse og grusom død).

Men ja, jeg sænker hovedet og indrømmer, at jeg finder det ganske fornøjeligt. Måske er det blot, fordi jeg for år tilbage læste en oplysning om John Brosnan – og ulig hans navn er lige præcis det datum blevende hængende sammen med “Halvt haj, halvt mand, halvt rækværk” : adspurgt om, hvorfor han skrev under det navn, var svaret, at det mindede om hack. Slimer, som man måske kan læse af titlen, er skrevet med en vis selvbevidsthed og ingen illusioner om kunst. Det er også sådan, den bør læses.

Coveret er en løgn

okt
20

I dag, i kategorien “forsider, der lover mere, end de holder”, præsenteres to titler:

FILOSOFISKE DYR

okt
10

Ret inspireret – provokeret? – af Janus’ indlæg om HILDA hvor Janus nævner at denne muligvis har et drys af Tove Jansson (og jeg er ikke uenig), vil jeg lige kaste noget lommeuld på disken (muligvis med indbagt svedske, hvem ved?).

Relateret billede

LOMMEULD

Sé: – Der er en lang tradition for, at lade dyr fremstille menneskelig svaghed og dårskab (kan du stave til Æsop?), som “vi” jævntud kalder FABLER. Herudaf er også kommet mange “bon mot’er” og almindelige godtkøbsvendinger (“sure rønnebær”, “løvens hule”, “krage søger mage”). Bare så vi ved hvor vi er, terrænmæssigt (the map is not the road).

Billedresultat for antman versus hulk

“Lille Tue vælter stort læs” (det er Lille Tue til højre)

I mange – de fleste? – tilfælde bliver det hurtigt til allegorier (“The Wind In The Willows”), eller til “ren” FANTASY (“Bjældes lange rejse”), eller sødmefulde beretninger á la Beatrix Potters. Men sommetider kommer der andre ting ud af skabet. Eksempelvis kan man nævne “Peter Plys”, der – sandt for dyden – er ligeså platfodet borgerlig som “Vinden i piletræerne”, men som alligevel indeholder den samme slags dybfundige indsigter, som Bamse og Kylling. The Tao Of Bamse! The Buddha of Magnus Tagmus. Men også de patafysiske elementaler Nebbersevægen og Oppersagokken (kend din julekalender). Eller hvad med Rasmus Klumps Evangelium?

Der opstår – udkommer – også underfundige fabler, som Richard Adams’ “Kaninbjerget”. Hvilken jeg så (også) opfatter som en allegori, selvom kaninernes mytologi absolut er et værdigt alternativ til menneskehedens frembringelser. For slet ikke at tale om “Abekongen”:

Relateret billede

(jo, vi kender godt Milo Manaras udgave, osv osv)

Men tilbage på sporet:

Tove Jansson (1914-2001) var maler, tegner og forfatter. Og mest af alt vil hun blive husket for mumitroldene, og visse vil måske også kunne se forbindelsen til det univers, der udrulles i “Hvem skal trøste knytten?”. Hvorom alting er, så blev mumitrolde-suiten åbenbart kategoriseret som børnelitteratur; oplæsning for de små. Muligvis foranlediget af, at svensk fjernsyn lavede nogle grønthakker-studsede udgaver, der kun lige med nød og næppe hentede handlingen hjem, og hvis eneste “tråd” til romanerne er mumitroldenes udseende – nu med skuespillere indeni, der ofte tog mumihovederne af. Pauvert, mildest talt.

Billedresultat for tove jansson

Tove

Derfor tog det også yours truly omkring 6-7 år, at “komme tilbage til” mumi, ved et rent tilfælde: – jeg så nemlig et antal illustrationer, som Tove Jansson havde lavet til Tokiens “Hobbitten”

Billedresultat for tove jansson tolkien

DVÆRGENE SPILLER I DYBET

Og det endda før, jeg havde stiftet bekendtskab med Ringenes Herre eller Hobbitten (ja, det vil sige: en fremmelig pædagog havde læst højt af Hobbitten, på en feriekoloni, men jeg sov ikke på den sovesal). Men på det tidpunkt – omkring 73-74 i forrige århundrede – rasede Tolkien-feberen, og hele mollevitten var forudbestilt på biblioteket til langt ind i evigheden. Så som fjorten-femtenårig tog jeg mod til mig, og gjorde det næstbedste: – bevægede mig ind i børnebogsafdelingen og lånte Tove Janssons “Troldvinter”.

Trollvinter 01.tiff

Det blev hurtigt tydeligt for mig, hvorfor den stod i børnebogsafdelingen: – det enkle, ligefremme sprog. Men det stod ligeså tydeligt for mig, at den indeholdt stemninger og “billeder”, der kunne tale til alle aldersgrupper. Noget ret sigende er To-Tiki-figuren, som er en pige, men opfører sig som en dreng. Der er også Murren, der er så kold, at den er farlig – men i virkeligheden er den et varmesøgende væsen; hvem skal trøst Murren?

Billedresultat for tove jansson murren

Men fremfor alt er der dette både spændende og foruroligende, at mumitrolden er vågnet op i en vinter-verden, han skulle have sovet fra, med maven fuld af grannåle. Han er vågnet i modsætningen til alt hvad han ved og kender. Det er til at tage og føle på.

Billedresultat for tove jansson mumitrolden

Så det kunne jo ikke blive ved det; jeg måtte ha’ mere mumi! Og så udfoldede universet sig ellers. Vi møder Hemuler, Snorkfrøkenen, Hattifnatter, Tofslen og Vifslen og et væld af andre karakterer og væsener, der hver især repræsenterer sider af menneskelig snusfornuft, dårskaber og tilbøjeligheder. Og selvom Mumitroldens rolle måske nok er observatørens og formidlerens, så har han også sine karaktertræk, der faktisk ikke ligger langt fra Bilbo Sækkers længsel efter nylavet the og kommenskager. Og alligevel “rykker de”, som vi siger nu om dage: – “er du på!?!?”

Billedresultat for tove jansson hattifnatter

Mens Mumitrolden er sådan lidt juvenil funderende, men samtidig handlekraftig når det gælder, så er hans far, Mumifar, en ret handlesvag filosof – eller måske man skulle kalde ham en lidt utilpasset idealist, i klassisk forstand.

Billedresultat for tove jansson mumifar

Heroverfor står Mumrikken: – en streetwise vagabond, der har set lidt af hvert, og som ikke skyr nogen fare, men samtidig er parat til at rykke teltpælene op (bogstaveligt talt) anytime!  Og på den måde har Mumitrolden mange fædre – eller “Faderfigurer”, for de freudiansk inklinerende.

Billedresultat for tove jansson mumrikken

det er Mumrikken til højre

Så er der nogle der vil sige: – jammen er det ikke bare Dyrene I Hakkebakkeskoven? Tjoh, det er muligt, men også dér er der noget på spil. I “Mumiland” er der faktisk ret farligt: – du kan blive slået med vanvid, hvis du møder Murren; du kan blive udbrændt, hvis du møder Hattifnatter i tordenvejr; og hvis Kometen Kommer vil din verden blive afsvedet, så du må gå på stylter over landområder udsat for den brændte jords taktik. Og du vil altid blive forulempet af Hemulen, for sådan er han nemlig, selvom han er en sart entymolog, for han ønsker sig kun FRED&RO!

 

Relateret billede

– jo den gør!

 – og samtidig er der den store kærlighed, som Mumitrolden føler overfor sin næsten esoteriske Snorkfrøken: – så er hun der; så er hun der ikke; og han må redde hende. En evindelig Orfeus og Euridike.

Andre har gjort sig umådelige anstrengelser for at oversætte To-Tiki eller/og Tofslen&Vifslen til Tove Janssons kropsnære forhold med mænd og kvinder. Det finder jeg ikke specielt interessant, for al inspiration kommer et sted fra. Det er andet er småforkølet lummerhed, der har meget lidt at gøre med Mumitroldens komplicerede verden. Og det er den – det er den verden – jeg syns man skal stifte bekendtskab med.

Relateret billede

At bruge Dashiell Hammetts penge

sep
27

Lars Ahn har en ny roman på vej – en gotisk krimi ved navn Rød høst. Og hvis man er Dashiell Hammett-fan, vil man genkende den danske oversættelse af hans Red Harvest. Hvorfor den hedder det, fortæller Ahn lidt om her. Og apropos titler var hans forrige bog en novellesamling med en smuk en af slagsen: “Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos” – og hvis niveauet holder, er Rød høst værd at se frem til.

Men det var egentlig ikke reklame for reklamens skyld, der var pointen, snarere at det mindede mig om Emily Schultz, der brugte Stephen Kings penge. På grund af en titel.

I 2006 udgav hun romanen Joyland. Det er historien om teenageren Chris Lane, der i 1984 må se sin hjembys eneste spillehal (titlens Joyland) lukke – og hvad derefter følger. “Schultz bring the Cold War home in a novel set to the digital pulse of video games and the echoes of hair metal.” Hvilket for så vidt lyder ret fedt, men det er ikke det, der er interessant her. Det er det derimod, at Stephen King i 2014 udgav en roman med titlen… ja, Joyland.

Her dækker titlen over en forlystelsespark og året 1973. Og til at starte med var det en bog, som kun blev udgivet i papirform. Under stor fanfare, naturligvis, da King er en populær herre. Og uden tvivl en, der kan få oneclick-shopping-fingrene til at sidde løse på læserne. Så pludselig oplevede Emily Schultz en voldsomt stigning i salget af ebogsudgaven af hendes roman. Og dertil en lang række etstjernede anmeldelser, der gerne kredsede om, at der ikke var meget Stephen King i Stephen Kings seneste roman.

Men i det mindste var der pengene.

Og det blev til bloggen Spending the Stephen King Money, hvor hun listede alt det, hun købte for de digitale penge. Og forsøgte at gætte, om hendes forfatterkollega ville sætte pris på købet.

PURCHASE: Four extra (half) days of daycare.

COST: $180.00

NOTE: Novels and children need the same thing from you—time.

WOULD STEPHEN KING LIKE IT: Nothing is more terrifying than parenthood, and he’s visited that in a few books so, yes, he would like this!

 

 

Da jeg var ung

sep
27

Den her er hovedsageligt en hjælpende hånd til de popkultur-arkæologer, der om århundreder (eller årtier, alt afhængigt af Singulariten, Trumpulariteten eller diverse andre -lariteter) vil grave sig ned igennem Datasfæren og inde i dens sorte underbevidsthed, som vi i denne fjerne fortid kaldte internettet (det er en serie af rør).

Den overlegne papirteknologi har naturligvis overlevet, så der vil sikkert være dem, som har undret sig over fundet af denne bog:

Den indeholder, som jeg mener, at Simon betegnede det, “en række bitre tilbageblik fra en fremtid, der aldrig skete.” Dertil kommer (naturligvis) også en del science fiction-referencer. Der findes 22 eksemplarer, kan jeg afsløre, afleveret til en række nøje udvalgte individer, som har fået til opgave at udvikle “Sur gammel mand” til en kunstart og på den måde viderebringe bogens indhold til fremtiden.

Men fremtiden kommer til os alle (ulige fordelt), så nu ryger indholdet også på internettet. Simon har åbnet ballet og skabt kategorien, så fremover vil der liste sig lidt bitternostalgi ind på siden her. (Formatet er naturligvis åbent, så det er også en opfordring til at skrive med).

COVER OPERATION

sep
21

Overskriften skulle have været COVERT OPERATION, i et sølle forsøg på at være morsom. Men WordPress gad ikke være med til platte vittigheder. Fint nok.

Nå! Ovre hos Jens og Anders på SCIFI-SNAK (http://scifisnak.dk/clifford-d-simak-city/#comment-670), har d’herrer just haft fat i Clifford D. Simaks “City”. Jeg kan helt klart anbefale både den aktuelle podcast, og i det hele taget den hele ouevre hos de to snakkere.

Jens Poder anholder (fremholder? anfører? gør gældende? substantiverer?), at der er en hvis “blå tone” i “City”. Og det er jo ikke galt ment (der var den). For ret mange af forsiderne til denne fix-up roman er faktisk holdt i blålige nuancer, så denne blålighed har åbenbart været med til farveskalavalget hos diverse “cover-artists” (note to self: “hvorfor hedder det “artister” på dansk, når vi egentlig taler om “sangere”? Man kunne måske acceptere “kunstnere”, men artister er nogle der går på line eller jonglerer med kegler).

Jeg er ret freaked med illustrationer, og det er jo altså så pisseheldigt, at man kan finde ALT på nettet (som aldrig lyver), ikk’sandt? Lad os derfor i fællig, kigge på nogle forsider til Simaks “City”. Og lad os starte med Michael Whelan:

Relateret billede

Faktisk fortæller Whelan selv, at han arbejdede intenst og længe på at finde den helt rigtige blå nuance til baggrunden. Og en fornuftig farveskala til resten. At han så har noget med rød, hvid og blå (Stars&Stripes), det må så være hans neurose. Eller et salgsteknisk greb – only in the US.

Til gengæld er der så den hér:

Billedresultat for simak city

Jeg kender ikke artisten, men det er helt klart en illustration til romanen, og vi ser igen den blå palet (ja, og rød og hvid – de amerikanere! de amerikanere!).

Og 1 gang til:

Relateret billede

Igen klare henvisninger til romanen, denne gang med en blå robot (med røde ører – hm? What’s the story, morning glory?). Baggrunden er måske lidt grønlig – der er kommet lidt gul (falskhedens farve) i det blå.

Bemærk iøvrigt ligheden med denne hér:

Billedresultat for clifford d simak city

Igen blå. Igen robot og by. Artisten er vistnok Ed Emshwiller, but nothing to get hung about.

 

Endeligt en lidt nyere versionering; samme tema, samme farveskala:

Relateret billede

Og for så lige at trumfe den, og yderligere kalfatre Jens Poders opfattelse af “den blå stemning/den blå time”, så se lige den danske udgave histunder:

Billedresultat for clifford d simak Byen

Hvabbehar!

Man må vel konkludere at skiffysnakker Jens har fat i den lange ende, hér, og jeg må vel takke ham for anledning til at abe ud med én af mine yndlingsbeskæftigelser. Jeg: – en cover-agent 🙂

Hvad vi læser: Culture

sep
20

For nylig stod jeg overfor en større togtur og besluttede mig for at forkæle mig selv lidt. Jeg var så heldig, at min kone var faldet over et par af Iain M. Banks’ Culture-romaner i en brugtbiks, så det var nærliggende at tage en genlæsning af en af dem. Det har indtil videre givet mig to overraskende indsigter:

1. Jeg havde rent faktisk ikke læst Matter før.
2. Banks’ romaner er faktisk lidt svære at huske fra hinanden.

Overraskelsen kommer nok af, at jeg har fået fejlkatalogiseret Culture-serien. I mit hoved var det placeret under “intelligent, underholdende og gosh-wow med bigtime action” (tilnærmelsesvis – så specifikke emneinddelinger har jeg dog ikke… desværre). Men min ikke-genlæsning har gjort mig opmærksom på, at der faktisk ikke er den store action eller plot-fremdrift. Der sker ting, ja – og gerne store ting, men det er ikke sådan, at de står i kø for at komme til. Faktisk har actionsekvenserne det med at gå bag i køen, mens beskrivelserne og forklaringerne vrimler frem mod målstregen.

På mange måder var Banks faktisk lidt gammeldags, for Matter udviser en udpræget forkærlighed for at fortabe sig i den skabte verden. Et kapitel kan sagtens dreje over i beskrivelsen af diverse samfundsstrukturer… eller galaktisk historie… eller familiesammenhænge for en af hovedpersonerne… eller en uddød races baggrund. Forskellen på at læse en lidt ældre sf-roman og så Banks er naturligvis, at Banks havde lært af genrehistorien og vidste, hvordan man gjorde det, så det på besynderlig vis ikke virker påtrængende. Grundlæggende handler det vel blot om, at han var så god til det, at man læser og tilgiver uden at tænke over det.

Matter er stadig en god bog – det er en meget langsommere læseoplevelse, end jeg havde forventet, fordi han tager sig sin tid, men der er sådan en god fornemmelse af, at tingene bygger op og op og op. Det går ikke hurtigt, men det er uafvendeligt. Og der kommer til at ske ting og sager til sidst. For det plejer der at gøre, er jeg ret sikker på, selv om jeg ikke kan adskille de enkelte Culture-bøger fra hinanden.

Tag ikke fejl, jeg er vild med serien (jeg sagde jo, at jeg ville forkæle mig selv med Matter), men når jeg forsøger at pille detaljer op fra Culture-kassen, er det småt med fangst: Inversions var jeg ikke vild med, Excession var superspas (fordi den fokuserede så meget på skibene), og så var der en Lazy Gun et sted. Heldigvis er resten af kassen bare fyldt op med god læsning, så det gør ikke noget. Jeg læser glad videre.

Piskestjerne

sep
19

Hvis man nogensinde har set CSI eller lignende, har man nok haft den oplevelse – computerens magiske egenskab eller en overraskende ny teknologi hives op fra skuffen for at fremme plottet. Der er sjovt nok lidt af den samme oplevelse i Frank Herberts Whipping Star – omend det her gerne er juridiske eller bureaukratiske forhindringer, der overraskende trækkes frem. Man tror, man er kommet til en korsvej i handlingen – enten er man kørt fast, eller også er der lige udsigt til en forløsning, og så: “Men loven siger…”

Whipping Star er en lidt sjov oplevelse – oftest, synes jeg, er Herberts bøger ganske håndgribelige; de bevæger sig i en verden, der er til at føle på, og de har praktiske mål (nogle gange svært gennemskuelige tanker og pointer undervejs, men det kan være en charme). Hovedpersonerne skal nå frem til noget, og der er forståelige forhindringer i vejen. Da jeg kortfattet skulle forklare denne bog for en anden person, blev det til: “Der er en sadistisk rigkvinde, som pisker en levende stjerne. Og det kan muligvis betyde verdens undergang.” Forklaringen blev ikke bedre forsiden ganske centrale, grønne alien-røv.

Den piskede stjerne skal reddes af Jorj X. McKie, som er saboteur extraordinary – hvis job er at forhindre myndighederne i at gå amok i lovgivning og generel udvikling. Jeg tør ikke sige, hvor meget den ide påvirkede mig, da jeg læste bogen som knægt, men i dag må det være mit drømmejob. “I dag forhindrede jeg en idiotisk lov om tvungne håndtryk.” Det ville være hyggelig samtale over aftenkaffen.

Der er tale om den første bog i ConSentiency, så SPOILER, verden går ikke under. Men vejen til den forløsning er kringlet – og af den type science fiction, hvor jeg ikke altid er helt sikker på, om der er en niveau af satire, jeg ikke helt fanger. Men det er underholdende.

En ting, der slog mig under læsningen, skete, fordi Jakob uploadede hans MOC-video – kaffebaren der fremstilles med lidt klodsede klodser, men alligevel lykkes det at fylde den med sjove detaljer. Den er fyldt med elementer, som er helt ude af forhold med hinanden i størrelse, men seeren samler det alligevel i hovedet til et sammenhængende hele. Lidt af det samme gør Herbert – arbejder med lettere overdrevne dele, men sætter dem sammen i læserens hoved, så der dannes et fint og overraskende fyldigt billede af den beskrevne verden.

Jeg forsøger stadig at sætte billede på begrebet chairdog.

Himmelfalden

sep
13

Netop som undertegnede igen griber sig til hovedet i et forsøg på at nærmest frenologisk massere hjernen i form til at forstå sammenhængen mellem rabiate fans og de mytologier de støbes af, så falder Peter Biskinds nyeste bog, The Sky is Falling: How Vampires, Zombies, Androids and Superheroes Made America Great for Extremism, lige ind i den daglige mediediæt.

Fra forlagets pressemeddelelse:

Are Batman and 24’s Jack Bauer heroic loners defending our way of life – or right-wing vigilantes attacking it?

Is Avatarjust a National Geographic version of Star Wars or a passionate assault on capitalism? And what about Game of Thrones– sword and sorcery fantasy, or lesson in mainstream politics?
Peter Biskind unravels two decades of pop culture to show how the TV and movies we love have taught us to love political extremism…
Welcome to the new normal.

Det kan ikke være helt tilfældigt at Biskinds bog udkom 11. september, for i en forsmag på bogen (gengivet her) fremhæves netop 9/11 som den destabiliserende begivenhed som forudsættes for en apokalyptisk zeitgeist. Forfatteren interviewes i anledning af udgivelsen på BBC’s Arts and Ideas podcast, tidssignatur 00.02.11-00.19.13.

Jeg er ikke en som får tilsendt forhåndseksemplarer, så jeg må vente med videre tolkning til min købte og betalte paperback lander, men umiddelbart ser The sky is falling rigtig interessant ud for enhver som har eller vil ha lidt kritisk distance til sin kulturfortæring.

Amazon-link