SUPERKULTUR

Christian Haun nomineret

jun
16

Mit læsehumør bevæger sig gerne i nogle bølger – jeg har perioder, hvor jeg går meget op i at læse den fantastik, der kommer på dansk, og perioder, hvor det helst skal være science ficton på engelsk (og en masse indimellem, deriblandt en tilbagevendende omgang “Jeg bliver nødt til at genlæste et par Discworld). Det er meget få danske romaner, der kan følge mig på tværs af de her bølger som litterære beach bums, der nyder havet uanset vejret. Grete Roulund, hvis vi skal nævne én, der har den fordel af være afdød og derfor ikke kan komme til at stå i vejen for sine egne værker. Og Christian Haun, hvis der skal sættes navn på en, som (heldigvis) stadig er aktiv.

Haun har været væk nogle år, men vendte for nylig tilbage med Hus år hus, som jeg har anmeldt ovre på Horsens biblioteks side – og med et interview her. Den er desværre gået mere eller mindre upåagtet hen, hvor Hauns tidligere værker har haft en tendens til at blive lovprist af anmelderne, men slet ikke samlet op af læserne, som de fortjente det. En god grund kan jeg ikke give, for Hus år hus fungerer på flere planer og viser et forfatterskab i stadig udvikling (men jeg kunne være fristet til at pege på det faktum, at den er udkommet på mellemgaard, hvilket er lidt som at lave en utroligt smuk statue i smør – det er måske let at arbejde med, men det holder ikke i det lange løb).

Men det var nu rart at se i ugens Weekendavisen, at bogen ikke er gået helt upåagtet hen – Haun er nemlig nomineret til Bukdahls Bet – den smalle litteraturpris. Den “går efter den meget, meget ekslusive digtsamling eller kortprosasamling eller eksperimentalroman eller hybridhvadsomhelst – grundet de øvrige prisers almindelige poesidiskrimination kan enhver digtsamling nu om stunder gå for at være meget, megetmgeget eksklusiv”, så det er ikke den bestsellerliste, hvor jeg gerne så den, men det er da noget.

BONUSFAKTUM: Hvis man tjekker avisdatabasen Infomedia for Harlan Ellison (som man jo gør, når man keder sig), er en af de eneste artikler, der dukker op, et interview med Haun.

The Diamond Age

jun
09

Jeg er en lidt doven læser – jeg slapper af, når jeg får en bog mellem hænderne (også når den forklæder sig som en Kindle), så jeg er ikke altid god til at fange alle de små genialiteter, forfatteren (naturligvis) fylder sin tekst med. Det er den store oplevelse, der fæstner sig, ikke detaljerne (med mindre de er virkelig gode). Jeg tror, det er grunden til, at jeg altid er lidt nervøs for at kaste mig over Neal Stephensons bøger – de er gerne tykke, men ulig den sædvanlige science fiction-murstenstjubang kræver de læserens tilstedeværelse hele vejen igennem.

Men en forlænget weekend og godt vejr var den perfekte undskyldning for at dykke ned i The Diamond Age. Og som sædvanlig var det ikke skuffende – jeg tror endnu ikke, jeg har læst en Stephenson-bog, jeg ikke kunne lide; nogle af dem er røget i kategorien “jeg aner faktisk ikke, hvad der foregik, men det var fedt, mens det skete”, men skuffet er jeg ikke blevet.

Vor hovedperson – eller rettere en af dem, men nok den vigtigste – er forældreløse Nell. Det tillægsord+navn er som taget ud af en Dickens-roman, og det er ikke helt tilfældigt, for Nell vokser op i en fragmenteret fremtid, hvor de vigtigste sociale lag har konstrueret sig selv efter victorianske dyder (jep, det er vigtigt med en pæn hat, når man går udendørs) eller konfuciansk filosofi. Enten tilhører man en stamme, eller også er man på røven – og som forældreløs har man ikke det bedste udgangspunkt for at opnå de store ting i livet. Men ad finurlige veje kommer Nell i besiddelse af the Young Lady’s Illustrated Primer – en bog/computer/multimediecenter/nanovidunder skabt med det formål at opdrage en ung pige fra det bedre borgerskab, så hun kan blive typen, der kan forme fremtiden.

Tilsæt dernæst en lang række magtfulde mennesker med diverse interesser i selvsamme fremtid, og man kan næsten forestille sig, hvordan Stephenson har skubbet til det og så lænet sig tilbage med et lille smil for at se, hvordan det hele gik.

The Diamond Age kræver som sagt, at man er vågen, for forfatteren har en tendens til selv at ville bestemme, hvor han fokuserer. Vigtige elementer med stor betydning for plottet har det med  til at blive afviklet i bisætninger, mens han morer sig med at udforske, hvordan det tænkte samfund påvirker de mennesker, der render rundt i det. Normalt ville det ikke være noget, der kunne blive spændende, men Stephenson har styr på det, og selv om han ikke udpeger en klar retning for historien, får han alligevel trukket læseren ind, tilsyneladende legende let. Det er en fornøjelse af læse.

Motivation, tak!

jun
08

Jeg spiller mass effect 2 for tiden. Det er et fantastisk spil. Sjovt, interessant og spændende. Et lækkert skyderollespil, som nok må siges at være et af de bedste spil i genren. Det er ikke første gang jeg spiller det, så det er ligeså hyggeligt som at tage en tur i en gammel klassisk bil, man har haft stående længe.

Jeg er generelt helt forgabt i det spil, hele spilserien er übercool. Eller næsten. For slutningen er jævnt forfærdelig. Der kommer endelig motivationen og begrundelsen for hvorfor de slemme technorædsler gør som de gør. Og den stinker big time.

I mass effect 1 ville Reaperne, de onde technorædsler og levende rumskibe, indtage galaksen hvert 50000 år for at høste intelligent liv. Man fandt ikke ud af hvorfor, men de havde tydeligvis en plan.

I toeren vil de onde reapers hugge en masse mennesker, for at bygge en ny reaper. Nasty, ikke nok med at de kommer for at myrde os, de vil også bruge os til at skabe nyt liv for sig selv.

I treren vil de onde og forfærdelige reapers indtage galaksen og fjerne alt højere liv fordi kunstigt og biologisk liv altid er ude efter hinanden… What? Jeps, planen er at gøre plads til den næste omgang biologisk liv, der så selv kan skabe deres robotter og technoslavere. På den måde kan cyklussen køre for evigt.

Well, det var bestemt ikke lige det, jeg havde forestillet mig, der var begrundelsen for den onde og nederdrægtige opførsel.

Yeah, skyd den kilometer høje technorædsel med din pistol…

Det samme problem gør sig gældende i Revelation Space.
Der har vi de forfærdelige Inhibitors. En skummel og nederdrægtig technorædsel, fra galaksens tidligste civilisationer, der kun lever for at udslette intelligent liv, der opnår et vist technologisk niveau… alt sammen for at gøre det nemmere, at forberede galaksen på sammenstødet med Andromeda om 2 milliader år. Yeah – de frygtindgydende Inhibitors er i virkeligheden flyttemænd og opsynsmænd, det er nemlig nemmere at flytte planeter, når beboerne ikke er techsavy nok til at gøre modstand.

Og hvis vi lige skal tage et tredje eksempel. I rollespillet Eclipse Phase er menneskehedens AI forsvarsnetværk TITAN gået amok, og har erklæret krig mod menneskene. For en generation siden gik den rogue, myrdede og hærgede og huggede alle de menneskehjerner den kunne finde.
Hvorfor? Jo, den var blevet inficeret af en alien computervirus, der var blevet sendt ud i rummet for millioner af år siden af aliens fordi… ja, det får vi faktisk ikke at vide. Det har spilforfatteren besluttet sig for er spillederens egen beslutning. De kommer med en håndfuld forslag, men ikke nogen canon begrundelse. Bløh…

Uden en ordentlig begrundelse for hvorfor de gør deres nederdrægtige gerninger, så er det bare en litterær udgave af et spøgelseshus. Jumpscares og høje uhyggelige lyde.
Hvis motivationen ikke virker, så falder resten af historien ned som en dårligt lavet souffle.

 

Absolut Schlieffen

jun
05

Jeg læser ikke mange fagbøger. Jeg har efterhånden vænnet mig til at gå på nettet hvis der er ting, jeg vil vide noget om. Men nogle gange er der bare ting, det bedst kan betale sig at læse et længere værk om. Og der er en jeg ofte vender tilbage til. The Guns of August af Barbara Tuchman. Jeg købte min udgave i læsehesten i Aalborg. Gammel, slidt paperback. Jeg tror jeg fik ideen fra filmen Thirteen Days.

Tuchmans bog er fantastisk godt skrevet. Ikke nok med at den virkelig er god til at forklare i dybden, hvad der sker, hvornår og hvorfor, men også kulturbaggrunden for hvorfor tingene sker.

Der er en sær tiltrækningskraft til tiden før den første verdenskrig. Der levede Europa i en sær form for romantisk gylden alder. I hvert fald i deres egen opfattelse. Ære betød noget. I første verdenskrig blev vores verden til, og det verdensbillede blev cementeret i den anden verdenskrig. Med atomvåben og industriel krig betyder landes ære ikke længere så meget, med menneskehedens overlevelse er realpolitik nøgleordet.

Men sådan var det ikke i 1914. Og det beskriver Tuchman enestående.

The muffled tongue of Big Ben tolled nine by the clock as the cortege left the palace, but on history’s clock it was sunset, and the sun of the old world was setting in a dying blaze of splendor never to be seen again.

og senere i bogen:

The world remembers the battle ever since by the taxis. A hundred of them were already in the service of the Military Government of Paris. With 500 more, each carrying five soldiers and making the sixty-kilometer trip to the Ourcq twice, General Clergerie figured he could transport 6,000 troops to the hard-pressed front. The order was issued at 1:00 P.M., the hour for departure fixed for 6:00 P.M. Police passed the word to the taxis in the streets. Enthusiastically the chauffeurs emptied out their passengers, explaining proudly that they had to “go to the battle.” Returning to their garages for gas, they were ordered to the place of assembly where at the given time all 600 were lined up in perfect order. Gallieni, called to inspect them, though rarely demonstrative, was enchanted. “Eh bien, voilà au moins qui n’est pas banal!” (Well, here at least is something out of the ordinary!) he cried. Each with its burden of soldiers, with trucks, buses, and assorted vehicles added to the train, the taxis drove off, as evening fell—the last gallantry of 1914, the last crusade of the old world.

Det er så fint skrevet. Sjældent har jeg stødt på en fagbog, med så stor vægt lagt på æstetikken og håndværket i sætningerne. Jeg bliver helt blød i knæene og varm om hjertet.

Et andet eksempel fra bogen, beskriver hvordan den engelske General Wilson, er på vej til en konference med General Joffre, om den vigtige modoffensiv de skal planlægge. Det er liv eller død. Hvis den her offensiv ikke virker, så har de tabt krigen. Og alligevel stopper Wilson op på vejen, for at han kan give en fransk society kvinde benzin til hendes bil, der manglede et par litre for at kunne køre videre.

Det er en fornem bog. Og lidt usædvanligt for en krigshistorie bog, så handler den kun om optakten til krigsudbruddet og de første 30 dages krig. Forklaringen tror jeg, skal findes i det her citat:

The Battle of the Marne was one of the decisive battles of the world not because it determined that Germany would ultimately lose or the Allies ultimately win the war but because it determined that the war would go on. There was no looking back, Joffre told the soldiers on the eve. Afterward there was no turning back. The nations were caught in a trap, a trap made during the first thirty days out of battles that failed to be decisive, a trap from which there was, and has been, no exit.

Det var i de første 30 dage, at der var en mulighed for at vinde en hurtig krig. Efter det, så blev det til rædslerne på Vestfronten med skyttegravskrig og industriel krig på et frygteligt niveau.

Og hvor mange fagbøger har givet navn til et brætspil? Avalon Hill har udgivet et første verdenskrigsspil, der handler om hele krigen og navngivet det efter bogen. Jeg har ikke spillet det – den slags spil er spændende og interessante, men bøvlede og svære at sætte tid af til at spille.

929 brikker… bedst at spille en kølig dag, hvor altandøren ikke skal åbnes

 

Digte… eller modviljen mod samme

maj
27

Som alle andre gik min dansklærer helt amok over Michael Strunge. Han var så dyb, enestående, dygtig og tragisk. Og Unge Simon brød sig i hvert fald slet ikke om ham. Bah. Sån noget digthalløj, kunne den Unge Herre finde på at sige.

Men som jeg er blevet ældre, så må jeg indrømme, at Strunge slet ikke er så forfærdelig som jeg husker. Jeg kiggede for sjov i Den Samlede Strunge for nogen tid siden, og det var faktisk helt fornuftigt skrevet.

Jeg er til koncert i Rockmaskinen.
Ugens overlevende trænges om den lille scene
luften er hed af musik.
Vi er i trance og trang
transcenderende
grænserne mellem køn,
mellem dimensioner af virkelighed,
dansende i transformationer et sted i den sovende by.

Det er slet ikke skidt. Men Unge Simon synes det var frygteligt prætentiøst. Og tja, måske. Men måske vidste Unge Simon slet ikke det hele endnu.

Modne Simon (Det er mig) er måske ikke blevet helt solgt på Strunge endnu. Jeg er til gengæld blevet lidt forfalden for romantikkens digte. Guldhornene, Ozymandias og Lays of Ancient Rome. De der fede sætninger, der emmer af nationalromantik og fordoms svung og spænstighed. Det er måske faren ved dem, de kan nemt spændes for en politisk vogn, men det lyder godt alligevel.

Then out spake brave Horatius,
The Captain of the Gate:
“To every man upon this earth
Death cometh soon or late.
And how can man die better
Than facing fearful odds,
For the ashes of his fathers,
And the temples of his Gods

Yeah. Awesome. Eller hvis man skal kaste sig over Guldhornene

Da standser Ploven,
og en Gysen farer
igiennem Skoven.
Fugleskarer
pludselig tier.
Hellig Taushed
alt indvier.

Da klinger i Muld
det gamle Guld.

Men når alt kommer til alt, så vil jeg nok have mere tålmodighed med Strunge end Oehlenschläger, hvis jeg skulle læse en hel digtsamling. De romantiske digte lyder godt, men de har nok ikke alverden at sige os i nutiden.

Bøger, jeg måtte opgive: Dick

maj
25

Jeg er slem til at læse bøger færdig, selv om jeg ikke er særligt vild med dem. Min hjerne går på autopilot og sjosker gennem ordene, mens den bruger energien på noget andet. Det er en træls vane – nu og da betyder det, at en bog rent faktisk skifter i løbet af læsningen og bliver det hele værd, men det er nu blandt sjældenhederne; oftere sker der det, at jeg mentalt cosplayer Paul Atreides’ vandring gennem ørkenen, mens jeg tilbagelægger ord efter ord og håber på, at jorden vil opsluge mig og gøre en ende på mine lidelser (Ja, Great North Road, jeg taler bl.a. om dig, og nej, Peter, jeg tilgiver ikke).

Men nu og da vågner jeg op, kigger på mig selv og træffer en beslutning: det er nok med denne bog. Og så, men dårlig samvittighed lysende ud af øjnene, lægger jeg den fra mig og begynder på noget andet.

En af de få, der har oplevet æren to gange, er Philip K. Dick. Jeg er bare ikke god til Dick, og ja, det ville have været en god onkeljoke på engelsk. Men jeg må med skam indrømme, at jeg aldrig har læst Drømmer androider om elektriske får – jeg husker en startscene med et ægtepar, der skændes om, hvorvidt den ene af dem vil trykke på de knapper, der vil få vedkommende i det rette humør til dagen. Længere nåede jeg ikke.

Nu forleden kastede jeg mig over The Three Stigmata of Palmer Eldritch, hvor Elon Musk vender tilbage fra rummet med nogle nye stoffer, som måske/måske ikke er en invasion. Endnu engang måtte jeg opgive det, der skulle være en klassiker inden for genren. Måske er det Dicks forsøg på at beskrive futuristisk hverdag, der altid bliver lidt for konstrueret for mig – måske er det hans massive stofmisbrug, der skinner igennem?

Det sære er, at jeg sådan set er ret vild med PKDs noveller – de fortaber sig ikke i ægteskabelige skænderier, men kommer mere til pointen. Men det er mig en stadig kilde til frustration, at jeg ikke kan komme i gang med hans romaner – især når han jo har en renæssance i tiden. Og det er ikke svært at forestille sig, at den vil fortsætte – stoffer, paranoia og sære bobler af virkelighed, det er jo som samtidsromaner. Man kunne forestille sig, at andre science fiction-forfattere ville grave sig tilbage i genrens historie for at lade sig inspirere – vi har steampunk og dieselpunk og alle mulige slags punk, så hvorfor ikke en ny undergenre baseret på Dicks version af fremtiden? En 50-60er-fremtid, hvor borgerskabet tager stoffer, kigger lidt ind i fremtiden, læser avis og smutter en tur i deres rumskib.

Jeg siger ikke, at det kommer til at hedde dickpunk, men…

The madness of Grant Morrison

maj
17

Grant er bimlende skør. Jævnt sær og mærkelig. Det er min konklussion efter at have læst Morrisons kombinerede selvbiografi og superhelte kulturhistorie Supergods.

Som knægt vandrende han rundt i Skotland som knægt, og forsøgte alle ordbogens muligheder for at finde kodeordet, der ville give ham Captain Marvels kræfter – og nu var Shazam jo ulykkeligvis taget. Det er ikke så sært, der har vi måske alle været. Næh, der hvor han virkelig besluttede sig for at skrue særheden op på 11, var den gang hvor han kastede sig over transkøns chaos sexmagi. Med sig selv som transvistit chaos magikeren. Eller der hvor han i Katmandu, fik det vildeste LSD trip og brugte det som plottet til The Invisibles.

Ingen har lyst til at røre sexmagikerens kuglepen…

Men han er dælme også cool. Efter at have set Netflixs Happy, hvori den flyvende enhjørning og hemmelige fantasiven Happy, teamer op med den afdankede strømer Nick Sax, for at finde fantasivennens ejer, så må man konkludere at han er crazy bonkers.

Det er en fabelagtig serie. Sjov og underholdende på en sindsyg måde. Jeg er helt pjattet med den. 8 afsnit, og ikke noget med ligegyldige filler afsnit eller uinteressante b historier. Den blev sendt i december på SyFy, og den må siges at være den perfekte modgift mod al den trælse julenisseri. (Også selv om jeg først så den her i maj). Og selv om der er et sjovt blåt fantasidyr med, så er den ikke for børn. Den er sjov, men kun for voksne.

Skal jeg se den igen? Absolut. Det bliver super her til jul. Og der kommer en sæson to.

Moby Dick med monstre

maj
16

Det var fristende at forkorte overskriften til Monster Dick, men det ville sikkert give noget sært trafik og nogle mystiske kommentarer på indlægget. Og China Mieville er ikke typen, der forkorter noget, så måske skulle jeg i stedet have skrevet “Moby Dick med monstre og pirater og magi og teknologi og hypersværdkampe og og og…!” For det er stort set, hvad han har begået her: et sønderjysk kagebord at ideer og påfund og indfald. Indtil man overvejer, om man lige skal holde en pause før den sidste litterære mintpastil.

The Scar er nummer 2 i Bas-Lag-serien, og fokus har denne gang bevæget sig væk fra New Crobuzon – men der er ingen tvivl om, at det stadig er den, der er motoren i forfatterens værk. Bellis er på flugt, hvilket finder sin årsag i Perdido Street Station, selv om hun ikke var med i den, og hun stiger til søs på et skib, der bl.a. skal bringe en ladning af teknomagisk ændrede slaver til en koloni. Undervejs sker der dog ting og sager, og snart finder hun sig selv som beboer (også kendt som: fange) på den flydende piratby Armada – den lever sit eget liv på verdenshavene, og det bliver hun også nødt til nu.

Hun er dog ikke helt tilfreds, og hun er ikke alene, så snart er hun viklet ind i… ikke et spind, nok snarere en tangmark af intriger og planer. Våde, klamme og fyldt med grumme ting. For nogle af byens ledere har tænkt sig at opnå det umulige.

Nogle bøger genlæser man, selv om man godt ved, at oplevelser ikke bliver lige så god som første gang. Perdido Street Station var god at genlæse, men The Scar var næsten bedre end første gang. Mieville er god til skummelhed, og han må have ransaget et maritimt bibliotek og dernæst skrevet et par nye bind til det for at fylde bogen med salte påfund. Jeg ved ikke, hvor mange der har forsøgt sig med at kombinere fantasy og søroman, men jeg forestiller mig China Mieville ringe på deres dørklokke, række dem et eksemplar af The Scar og grine på Nelson-vis. Haha.

Jeg får helt lyst til at læse Moby Dick. Omend den ville skuffe mig i sin mangel på semisentient tang.

Demonen i den tynde luft

maj
16

Tom Wolfe er desværre draget til den evige farm oppe i himlen. I DRs portræt fokuserede de på The Bonfire of the Vanities, men her fokuserer vi på en lidt anden bog. Tom er nemlig af den rette støbning (ah bum chi)

Det er en lækker bog. The Right Stuff. Om Mercury astronaut programmet, om og de testpiloter der var drivkraften bag. Og i klassisk Tom Wolfe stil, så handler den ikke bare om mændenes prøvelser, men også om kvinderens problemer. De måtte leve på nedslidte militærbaser, mens deres mænd risikerede livet i uprøvede fly.

There was a demon that lived in the air. They said whoever challenged him would die. Their controls would freeze up, their planes would buffet wildly, and they would disintegrate. The demon lived at Mach 1 on the meter, 750 miles an hour, where the air could no longer move out of the way. He lived behind a barrier through which they said no man could ever pass. They called it: The sound barrier. Then, they built a small plane, the X-1, to try and break the sound barrier. And men came to the High Desert in California to ride it. They were called test pilots. And no one knew their names.

Filmen, som citatet her er taget fra, er bestemt heller ikke dårlig. Jeg har set den flere gange – især når jeg lige har lyst til at se Kompetente Mænd ™ der med en “can do attitude” og med så stålkolde øjne, at selv ikke Anders Samuelsen kan gøre stilen efter, ordner paragrafferne og udfordrer russerne på deres egen hjemmebane i det ydre rum.

Planen for i dag…

maj
13

Ud af mit Allroom, ud på altanen, med føderne op på gelænderet og nyde en god bog og en kop the. Livet er godt sådan en søndag. Bagefter kan jeg tænke på vasketøj og trappevask – men lige nu står den på Trumps of Doom af Zelazny.