SUPERKULTUR

Hr. Kukula

mar
19

Det er meget få nyere danske forfattere, der kan få lov at springe direkte til toppen af min læsebunke. Men Mikkel Harris Carlsen er helt klart blandt dem. Og da jeg havde ventet et stykke tid på, at nogen skulle gribe “Hr. Kukula” fra en udstilling på biblioteket, vandt min utålmodighed over min tiltro til lånerne, og spanieren Juan Luis Kukula blev inviteret hjem, hvor han fluks snød sig vej til en plads øverst i bunken.

Carlsens seneste bog er en række noveller (måske snarere anekdoter, for at være ærlig) fra titelpersonens liv – og det er et liv, der byder på mange og sære tiltag. Som tidligere bygger forfatteren et fragmenteret billede op omkring sit centrum, og det giver ham mulighed for alskens påfund. Hr. Kukula køber en cigar og bliver involveret i en sag om forsvundne børn, som i sidste ende peger tilbage på ham selv. Han møder sig selv – og redder måske modvilligt sig selv. Han går på biblioteket og lider en krank skæbne. De enkelte historier svinger i større eller mindre grad væk fra virkeligheden, men ender gerne tilbage i selvsamme uden den større forandring end en vis tristhed i vor hovedperson.

Som før, når jeg har læst Carlsen, bliver jeg dog overvældet af håbet om en løsning. Ikke en forklaring på, hvad det hele betyder (for skide være med det, det er god læsning, og det er nok eksistensberettigelse i sig selv), men snarere en algoritme, der kunne give mig den rette måde at læse på. Der må findes en form for litterær matematik (en litteratik?), der kunne fortælle én, hvordan man rent praktisk skal gribe bogen an.

Skal man tygge sig igennem hr. Kukulas oplevelser hurtigt? Det er fristende, for fortællingerne er korte, og med samlingen 140 sider ville det ikke tage længe at nå slutningen. På den måde tænker jeg, at bogen ville flyde lidt sammen, men også blive til et hele, et fornemmelse, man kan synke ned i uden måske helt at påskønne detaljerne.

Selv valgte jeg et kontrolleret indtag, en eller to historier ad gangen. Fordelen ved det er naturligvis, at man kan trække den sydamerikanske stemning i langdrag og fornøje sig maksimalt med de hændelser, der overgår Hr. Kukula. Ulempen er her, at man (eller jeg, i al fald) måske bliver lidt mere opmærksom på, at ikke alle historier har en lige godt drejet pointe, og den samme opbygning genbruges et par gange.

Men et eller andet sted derimellem må findes en Guldkok-zone, hvor nydelsen af Carlsens prosa er maksimal. Eller måske ikke. Måske er pointen bare at lede efter den zone og så nyde rejsen – jeg håber, han fortsætter med at sende værker ud, der gør den lige så fornøjelig, som “Hr Kukula” gjorde.

Bøger fra Barndommen 2

feb
24

Så fik jeg læst Yom – og robotten der ville være menneske. Den var hurtig læst, små 90 sider med stor skrift og korte kapitler.

Vi er i Fremtiden (TM) efter den tredje verdenskrig, og Yom har forladt byen han er født i, og er draget ud i det tomme land. Der hvor ingen mennesker bor, og der til gengæld heller ikke er sket så meget ulykker efter krigen.

Der støder han på androiden Nearaman Multifunction 18. Han er undsluppet Mesterens kontrol og planlægger at vende tilbage og stoppe den forfærdelige mands ondskabsvælde.

Er det en god bog? Nja, ikke voldsomt. Der er nok ikke kød nok på. Vi møder Yom, han møder Nearaman, de redder en pige fra slavehandlere, som vender tilbage om natten og kidnapper Yom og Pigen (hun har et navn, men jeg glemte at notere mig det, og nu har jeg sendt bogen tilbage…), Nearaman redder børnene og vender tilbage med dem for at stoppe Mesteren.

Selve plottet er ganske fint, men der sker ikke ret meget og sproget er heller ikke… well, det er hverken Shakespeare eller Oehlenschläger. Det er der måske ikke ret meget science fiction der er, så det er måske også en lidt bisset lakmus test for en bog.

“Vandet sendte vilde strømme og udladninger rundt i dens fintmærkende system, og på mindre end fem sekunder var den så død som en rusten cykel på bunden af et glemt havnebassin.”
Yom og robotten der ville være menneske s. 68.

Men den tændte ild i hovedet på Young Simon Aakjær. Jeg synes den var mægtig og cool. Robotten var Bad-Ass sej, verdenen var ondskabsfuld på en cool måde, som jeg ikke havde læst før. Så selv om det ikke var et fantastisk gensyn, så var det alligevel ganske sjovt.

Især fordi, det viste sig at der var ting, jeg kunne huske fra dengang. Scenen hvor Yom, Pigen og Mesteren spiser afkølede abehjerner, står stadig som det ypperligste en bad guy kan servere for sine gæster, for at understrege sin bad guy’ness.


Det grufulde bibliotek

feb
21

Jeg voksede op på horrorantologier. Af en eller anden grund fandtes der en del af dem i mine unge dage, mens det var noget sværere at finde science fiction i kortform, og fantasy havde slet ikke den tradition på dansk. Men horror – genren passer perfekt til formen, og sådan en god samling noveller er den perfekte introduktion til genren. Horrorantologier var mit gateway drug – de viste mig, at selv dansk litteratur rummede ting, der kunne være spændende, og senerehen var de et godt sted at finde forfattere, man kunne eftersøge på engelsk (når nu genren ikke havde så gode kår på dansk).

Så Det grufulde bibliotek varmer mit hjerte, uanset om det er gammelt og indskrumpet og koldt.

Full disclosure: jeg arbejder sammen med den ene af redaktørerne, og mit navn står på listen over folk, der bliver takket – hvilket blot viser, at Jette er cirka lige så høflig, som hun er inde i horror. Så jeg vil fremover tænke på hende som The Emma Gad of Horror! Men hendes ansættelsesforhold skal ikke forhindre mig i at slå fast, at hun og Kristian Nordestgaard har gjort et stort og imponerende arbejde med at finde tekster til samlingen.

Denne type antologi plejer gerne at inkludere en enkelt eller to ældre, danske tekster – og det plejer gerne at være de samme, der går igen. På den måde sparer man både tid og penge, mens man kan smykke sig med et eller to anerkendte navne, så vi kan klappe os selv på skulderen og sige, at selv de seriøse kan lide genren inderst inde. Men her har de to redaktører gravet dybt i litteraturhistoriens muld og genoplivet en overraskende samling navne, så BS Ingemann, Tom Kristensen, Holger Drachmann og andre står side om side med nyere navne som Steen Langstrup, Mikkel Harris Carlsen og (størst af alle) Grete Roulund. Alene af den grund er Det grufulde bibliotek noget af en guldgrube – som sædvanlig drejer vores civilisation i cirkler omkring afløbet, og børn læser ikke bøger længere (som det altid har været), men jeg kan nu ikke lade være med at forestille mig, at der er nogle stykker derude, der vil samle den her op (måske grebet af den lettere 80er-agtige forside) og vil opleve det som den første joint, der fører til et livslangt misbrug (men du ved, bare med bøger i stedet for hårde stoffer og behovet for at sælge sin krop og så videre).

Men der er nu tydeligvis tænkt på de voksne læsere, og der rammer den målet. Den giver en god gennemgang af nyere dansk horror, samtidig med den udbygger genrens historie længere tilbage i tiden. Jeg vil vove at påstå, at man skal være en mere end entusiastisk horrorlæser, hvis man ikke støder på et eller andet nyt i samlingen. Samtidig kommer den vidt omkring forskellige typer fortællinger i genren og leverer noget så grundlæggende nødvendigt som god horror. Det grufulde bibliotek er ganske enkelt noget af en uundgåelig udgivelse, hvis man har den mindste interessere i dansk horror.

BONUS: Jette har skrevet en række indlæg om Det grufulde bibliotek på Gyseren.dk.

Simon Aakjærs kamp mod den evindelige entropi

feb
15

Der er mange science fiction noveller. Jeg er normalt ikke den store novelle fan, nok mest fordi jeg gerne vil have lange komplekse historier. På den anden side er der ting, som novellen kan, være kort, præcis og ligesom en god joke, have en fin og lækker punchline.

The last question was asked for the first time, half in jest, on May 21, 2061, at a time when humanity first stepped into the light. The question came about as a result of a five dollar bet over highballs, and it happened this way.

Det fine citat er fra The Last Question, og den kan man jo altid lige få lyst til at læse. Og hvis man ikke har den på sig, så kan man finde den her. https://www.multivax.com/last_question.html

The Last Question er ikke blot min yndlingsnovelle, det var også den der lærte mig ordet entropi. Det er vigtigt i den her sammenhæng, for der er noget der tyder på, at i mit hjem, der er entropien for evigt voksende. Omkring mit opstår rod og uorden tilsyneladende spontant.

Der er kun en ting at gøre. Rydde op, gøre rent og vaske op. Men den slags er hårdt. Meget nemmere at filosofere lidt over entropi og science fiction noveller online… eller endnu bedre: se tv-programmer om folk der ryder op! Tak Marie Kondo, for at give mig fornemmelsen af at rydde op, mems jeg driver den af på sofaen.

Bøger fra barndommen…

feb
11

Back in the day, dengang verden var ung og livet mostly ukompliceret, læste jeg alt der mindede om science fiction. Så længe der var robotter, atomkrig, tidsrejse, uhyggelige monstre og rumskibe med, så var jeg glad og tilfreds. Men ikke alting overlever lige godt. Der er bestemt en grund til at nogle bøger bliver klassikere og andre ender deres liv som papirpulp.

Derfor har jeg kastet mig over at genlæse bøger fra the olden days (before the empire) og for at se om de nu også stadig holder. Jeg vil starte med at kigge på to serier.

Yom serien var badass post apokalyptisk SciFi og som havde den sweeteste forside nogensinde.
Jeg husker Yom serien som cool. Indholdet husker jeg mindre, men det var efter 3. verdenskrig, der var robotter og onde skurke med i den (og vist også noget med abehjerner til forret?), så Young Simon Aakjær har helt sikkert været hooket på stedet. De er skrevet af Mich Vraa (der siden har forladt science fiction genren til fordel for mere normal litteratur) og bind 1 er fra 1985.
Forsiden til gengæld viste sig at være knap så sej som husket…

Yeah… mindre ikonisk og cool end jeg huskede.

Den anden bogserie jeg husker som særlig fantastisk var Stjernefolket. Den handler om drengen Erik der møder pigen Mira, som kommer fra rummet og sammen drager de på heroiske og sweete science fantasy eventyr. De to første bind hænger sammen og er egentlig en lang bog. Det er en Stråle fra rummet og Kampen mod det onde.
Her mødes de to og bliver nødt til at kæmpe mod den onde Fyrste af Spartanien og hans nederdrægtige agenter.

Young Simon Aakjær synes virkelig de her bøger var teh shizzel, de var episk coole og fantastiske. Det var en perfekt blanding af escapisme og science fantasy. Især i de senere bøger, hvor Erik og Mira (og hunden Katja) tager til fjerne planeter og bekæmper ondskab og nederdrægtige skurke som Vulkanfolket og Blomsterheksen.
I serien sidste bind vender de endog tilbage til Jorden og bekæmper onde generaler og magthavere (yes, hvis nogen er i tvivl, så er den her bog fra midt 80’erne).

Ikke den originale forside (men den var også mindre sej)


Fun fact, det var den her bogserie der lærte mig konceptet om biocomputere, som dengang jeg var 12 år virkede så umådeligt cool og fremtidsagtigt. Havde den været skrevet i dag, ville det sikkert have været kvantecomputere.

Nu skal jeg så have dem læst, og så skal jeg nok melde tilbage om hvordan OldGuy Simon Aakjær oplever dem.

Malstrømmen

jan
27

“Malstrømmen: Poe og Danmark” er første udgivelse fra Det Danske Edgar Allan Poe Selskab og rummer en blanding af nye og gamle tekster om – nåja, Edgar Allan Poe. Indimellem er strøet en håndfuld illustrationer, hilsener til Poe, af danske tegnere. Det er på godt og ondt en fanudgivelse.

På den gode side er den entusiasme, der gerne er i den slags projekter. Det er tydeligt, at folkene bag går op i emnet, og skribenterne borer sig gladeligt ind i den niche af forfatterskabets danskforbundne historie, som de nu har valgt at behandle. Det kan være ting som J.P. Jacobsens inspiration fra Poe, præsentationen af en dansk Poe-illustrator eller dansk tv eller musik med forbindelse til Poe. På den måde er “Malstrømmen” bogen for den, der troede, han vidste alt om Poe, men gerne ville vide mere. Og på det plan er det en fornøjelse at læse sig igennem den, for der er masser af små, skæve oplysninger, man kan tage til sig.

På den onde side er der ikke tale om en bog til “the casual reader”. Hvis man ser Kenn Mortensen-forsiden og tænker “Det ser fedt ud, nu vil jeg vide, hvorfor folk er så vilde med Poe”, bliver man nok ladt lidt i stikken – der tales til de indviede og levnes ikke plads til at fortælle, hvem eller hvad Poe var og betød (og hvorfor man bør være så vild med ham). Ligeledes er der en tendens til at teksterne opnår en noget omremsende kvalitet – det handler om at få mest data med, ikke om at formidle det, for man tager for givet, at læseren er lige så interesset som én selv. Det er der jo for så vidt ikke noget galt i, men man kunne ønske, at Selskabet som sit næste projekt kastede sig over en introduktion til forfatteren, en “Poe og dig” måske.

Forstå mig ret: Jeg er ganske vild med “Malstrømmen”, og hvis man kan lide Poe eller blot ekstrem entusiasme, så er det en bog, man skal have fat i. Jeg kan dog ikke undlade at citere denne sætning, der indbefatter stilen meget godt:

På lydsporet læser Erik Mørk en forkortet udgave af Poes novelle, oversat til dansk af Ellen Siersted, der også har oversat John Steinbecks roman Cannery Row (Et mægtigt gilde) og skrevet en fagbog om filmundervisning.

Det er næsten smukt, hvordan den sætning starter med at konstatere det nødvendige og dernæst overfylder med oplysninger, hvis eneste funktion er at vise, at der er tråde. At Steinbeck og filmundervisning kun har noget som helst med Poe at gøre, fordi forfatteren vælger at trække de tråde i sin tekst, er ligegyldigt – der er tråde, og det betyder, at der er nye nicher, man kan fordybe sig i. De tiltænkte læsere af denne bog kender glæden ved den fornemmelse, og de vil værdsætte det.

Den forsvundne ekspedition

jan
24
Rask mand skriver om raske mænd

Kan man blive nostalgisk af noget, man ikke før har læst? Jep. For mit vedkommende er det især en vis type børnebøger, fra før jeg selv var barn, om gæve mænd, der drager på eventyr. Selv om jeg mere eller mindre har indstillet mit samleri, kan jeg ikke falde over en ældre udgave af Tarzan uden at tjekke min mentale liste over dem, der allerede fylder for meget i reolen. Og så bøger som denne, Den forsvundne ekspedition af Svend A. Rask.

Det er den type nostalgidrevne læselyst, jeg skal give efter for med det samme, når bogen lister sig selv ud fra hylden og lokker med djærve (hvide) mænd, vilde indfødte og eventyr i junglen – for jeg ved godt, at lægger jeg bogen til side i et par dage, er interessen forsvundet igen. Så hurtigt som en pil fra et pusterør.

Heldigvis er denne type bøger også ret hurtigt læst. Og ikke særligt krævende. Og måske heller ikke særligt givende. Men dog underholdende, så længe det varer. Og derefter hurtigt glemt.

Svend A. Rask (af Klaus Johansen sat på listen over Niels Meyns pseudonymer, omend dog under “tvivlsomme”) skriver om de to filmfotografer Kurt Waldich og Aino Silpanen – de har en evne til at ende steder, hvor der snart vil ske noget, og nu er de havnet i Brasilien. Der finder de en døende hvid mand, der har været holdt fange af indianerne i junglen – og ikke hvilke som helst indianere, men slangegudens præster. Historien går, at slangegudens pyramide var dækket af guld, og en tidligere ekspedition, som drog ud efter den, forsvandt. Det var den ekspedition, den døende mand tilhørte.

Det er en historie, de to fotografer må forfølge. Ikke for guldets skyld, forstås, men for chancen for at skyde et godt “skilderi”. Svend A. Rask er lidt besat af det ord, og konsekvent med anførselstegn: “skilderi”. Og at “skyde et par meter”. Man har en svag fornemmelse af, at sprogbruget måske ikke er helt retvisende, men hvad fanden, der er en slangeguds-pyramide, der skal findes.

Og det gør vore helte så.

“Den forsvundne ekspedition” bevæger sig i en lige, ren linie fra A til B til C og så videre, til der kan sættes en lykkelig slutning på, og man forestiller sig en technicolor-udtoning, hvor alle slår hinanden på skuldrene og ler med “ho ho ho”. Der er ikke mere, end den giver sig ud for … og dog, for der er plads til et par lommemoralske hip til samtiden og de degenererede byfolk derhjemme, som vil føle dødens gys i biografernes magelige stole og den nyligt genopdagede sandhed, at “det ikke er Kapital, der skaber Arbejde, men derimod Arbejde, der skaber Kapital!”

Bedst er dog første, historie-referende kapitel, der fortæller, hvordan de hvide mennesker først kom til området og blev budt velkommen som gæster af kongen – for derefter at slagte de indfødte for guldet. Den kristne kultur var kommet til landet! slås det fast, med udråbstegn. Det kunne der laves et godt “skilderi” over.

Just After Sunset

jan
12
The Cat From Hell er klart den sjovest i den her bog.

Principielt ser er jeg jo glad, når folk strækker en genres grænser og bruger den til noget andet end det, der måske lige betragtes som et kerneområde. Derfor var det lidt akavet at læse igennem Stephen Kings novellesamling “Just After Sunset” – den udstillede nemlig meget klart, at jeg nok har nogle forventninger til genren, jeg ikke kan komme udenom.

“Just After Sunset” virker som en lidt aldrende forfatter, der forsøger at komme overens med sin egen dødelighed. Det er en samling hovedsageligt nyere noveller, der gerne beskæftiger sig med helt almindelige mennesker, der kommer i kontakt med det overnaturlige (eller “bare” i et par tilfælde en psykopat, der forsøger at slå dem ihjel).

“Just After Sunset” er også ret kedelig.

Genredefinitioner på horror har det med at cirkulere omkring forsøget på eller ønsket om at skræmme læseren, og jeg har aldrig rigtig brudt mig om dem, fordi den slags intentioner er svære at udtale sig om – men jeg må dog indrømme, at jeg nok ville indskrive behovet for en eller anden form for trussel i en sådan definition. Og det føler man ikke rigtig her – det overnaturlige tager mere form at afdøde ægtefæller, der ringer hjem for lige at sige “Det skal nok gå”. Ja, der er et par psykopater, men de historier føles mest som korte, trælse gentagelser af “Geralds farlige leg” – King er god til at placere sine hovedpersoner i en meget begrænset situationer og så malke den for alle de problemer, han kan. Men nu har vi læst den historie, og den bliver ikke mere interessant af at være kort. King skriver stadig godt, og der er nogle eminente anslag i samlingen – de der indledninger, hvor de kribler med potentiale under historiens hud. Men forfatteren kontrollerer dem for meget – der er ingen plads til store armbevægelser eller overraskende handlinger eller de lettere groteskerier, der kan krydre en horrorfortælling så godt. Alt bliver på sporet, og vi bliver ført fra A til B under pæne forhold.

Men nogle gange vil man gerne føle, at bussen kunne vælte undervejs.

Den eneste novelle, der stikker lidt ud, er “The Cat from Hell”, som også er en ældre sag – det er ren EC-style horror. Der er måske ikke det store indhold, men i det mindste er det fornøjeligt. Og lidt nostalgisk, fordi jeg husker filmatiseringen fra mine unge dage, så måske ramte King mig alligevel på den aldersprægede tilgang.

“Just After Sunset” gav mig lyst til at genlæse nogle gamle King-samlinger, hvor han turde danse disco med historien. Skulle man have lyst til at læse denne, vil jeg nok anbefale at sprede den over et stykke tid – læst enkeltvis kan indholdet måske nydes mere. Læst samlet flyder de ud i ét.

Episk #zombie haiku

jan
08
Verdens undergang starter i et tog, så…

Denne bog findes – i 30 eksemplarer og så et enkelt metaeksemplar, som jeg har overladt hr. Haverholm at bære til evigheden. Eller i det mindste til den næste vandskade.

“Episk #zombie haiku” er en zombieroman fortalt i 170 haikuer (og et par løse) – i en cirka lige fordeling mellem zombier, romantik, tåbeligheder og fjol, vil jeg tro. Og hvorfor ikke sende den ud på superinformationsmotorvejen (eller hvad vi kalder internettet nu om dage)? Så det næste stykke tid regner jeg med at tweete historien på https://twitter.com/JanusAndersen

Jeg er ikke den store Twitter-bruger, men jeg mener dog, at scifihaiku opstod der engang for år tilbage. Og lige haikuer passer så godt til formatet, så af sted med det. Men er du lige så ringe som jeg til at følge med pippene, så regner jeg med at samle skidtet her på siden i de tre dele, det er delt op i. Så ingen grund til at stresse dig selv til en endnu tidligere død med en Twitterkonto, når nu zombierne gerne vil gøre det for dig.

Men her lige først bagsideteksten (et par af de løse haikuer):

Den lille død i Beirut

jan
04

På et tidspunkt i det hedengangne år besøgte jeg forlaget Jensen & Dalgaard (de har udgivet et par af min kones bøger) og nævnte, at jeg var i gang med “Den lille død i Beirut”. Reaktionen kunne næsten have været et haiku:

Forlagets første science fiction
Første libanesiske science fiction, endda
Men det er ikke science fiction

På den ene side var der en del af min hjerne, som gearede op med høj hvinen i “faktisk er det science fiction” – men på den anden side forstår jeg jo egentlig godt holdningen. Der er visse forventninger til science fiction, hvad enten man er fast læser eller flygter skrigende ved tanken – Niels Dalgaard sammenligner det et sted med portrætmaleri versus landskabsmaleri, hvor sf er sidstnævnte, fordi den gerne bruger ekstra energi på miljøet og de store sammenhænge i den fortalte verden frem for detaljerne i den enkelte person. Og “Den lille død i Beirut” er helt klart førstnævnte.

Havde forfatteren nu kaldt den “Sex og død i Beirut”, ville han måske have været tvunget til at føje noget mere action til – men det gjorde han ikke, omend det principielt set er det, den handler om. Bare på en usandsynligt fint underspillet måde.

Vi starter i Paris i år 2058. Vor hovedperson, Christian, får adgang til retrovionsmaskineriet med det formål at studere fortidens Beirut for at lære mere om angstens mimik. Kameraerne kan strække sig på tværs af tiden, og han får dem indstillet på to forskellige steder i Beirut fra 1973 frem til 2012. Noget af det første, han ser, er sin egen mor, der får et hurtigt knald på et toilet.

Snart fortaber han sig – ikke i de pornografiske scener, men i sin families historie. For faderen døde allerede inden Christians fødsel, og hvordan blev han egentlig til? Ja, “han” kan i den sætning både være faderen og Christian selv.

“Den lille død i Beirut” er et utroligt fint og velskrevet portræt af jagten på at forstå sit ophav og sig selv. Det er ikke en historie, der brager af sted, selv om man måske kunne tro det, når vi starter med sex og krig, men en bog, der roligt trækker læseren ind i den fortalte verden, både fortid og fremtid. Eller fortider, kunne man fristes til at sige, for Christian har adgang til to kameraer, der optager hver sin epoke – det ene af dem sættes ved et uheld til at optage baglæns kronologisk og gør det meget tydeligt, at det ikke handler om teknologien, men at teknologien er et værktøj, forfatteren har brug for til at fortælle sin historie.

Netop der ville den faste sf-læser nok blive lidt skuffet, mens de i starten omtalte skrigende flygtende ville stoppe op og vende tilbage til bogen. Men jeg synes faktisk, at Germanos slipper af sted med en bog, der evner begge sider af genreskellet – den personlige historie og en historie, der pirker til nysgerrigheden og giver lyst til at vide mere om den fortalte verdens fundament. I dette tilfælde er det så ikke retrovisionen, der er spændende, men det Libanon, den giver adgang til – det er en af de bøger, der afføder en nysgerrighed overfor faglitteraturen snarere end den beslægtede skønlitteratur. Hvis du vil vide mere.