SUPERKULTUR

Blæksprutter

aug
16

Kære boghandel…I sender altså lidt blandede signaler.

Udkantshorror

aug
15

Det er for lidt jeg læser børne- og ungdomsbøger. Jeg er måske heller ikke rigtigt en del af målgruppen. Jeg har heller ikke rigtigt tid, til at bare læse alt hvad der lige ser interessant ud. Men nogle gange ville jeg ønske at jeg gjorde – f.eks. når jeg ser den her bog.

En vampyrhistorie der foregår på Lolland. Hvordan kan man andet end elske den her bog?

Tarzanmyten

aug
14

Alting var bedre i gamle dage. Vejret var bedre, maden smagte af mere, det blandede slik var billigere, præsidenterne var mindre orange, ja – selv Tarzan var bedre, er jeg overbevist om. Men det er muligvis, fordi jeg lige har hygget mig igennem “Tarzanmyten: romanerne, filmene, tegneserier” af Christian Borberg, Ulrich Breuning og Torben Weinreich fra 1980, så den understreger min pointe ved ikke at have den seneste og ikke vildt imponerende filmatisering med i sin behandling af sit emne (men okay, heller ikke Greystoke, som er fra 1984 og dermed et mesterværk, fordi jeg nok har været omkring 10 år, da jeg så den, og som vi allerede har etableret, var alting bedre, da jeg var barn).

Min evne til at drukne mig selv i et emne var også bedre dengang, så da jeg faldt over denne gamle sag i et antikvariat, tænkte jeg, at jeg hellere måtte læse den med det samme – min interessekurve her efter de fyrre ser cirka sådan her ud:

  1. Interessant. Det vil jeg kigge på.
  2. Måske skulle jeg ikke bare kigge på det, men læse noget mere om det.
  3. Måske skulle jeg læse ALT om det.
  4. Måske skulle jeg skabe noget om det – en artikel, et foredrag, en bog, et multimedieprojekt, der kan komme på finansloven!
  5. Måske skulle jeg bare lægge det til side og glemme alt om det. Der er en fin bunke herovre med andre ting, der virkede interessante.

Så fluks en tur på nostalgiens vej. Og det var nu ganske hyggeligt.

Første del omhandler den originale, tekstuelle Tarzan og er desværre lidt bogens kedeligste del, omend det nok også er den mest indholdsmættede. Borberg går meget seriøst til emnet – i en sådan grad, at min forventning om firefilms-hygge næsten visnede. Havde jeg i mine unge dage vidst, at man kunne finde så mange perspektiver i figuren, var der nogle nogle afleveringer i skoletiden, der havde set anderledes ud, men i dag ville jeg nu gerne have haft lidt mere spræl. Denne del af bogen efterlod mig faktisk hovedsageligt med det indtryk, at Tarzan-bøgerne (og jeg har en del forskellige udgaver liggende i mine bunker) hovedsageligt emmer af fremmed-, kvinde- og [indsæt selv]-had og måske ikke helt egner sig til det nostalgiprojekt, som lå og ulmede et sted i min hjerne.

Mere hygsomhed er der heldigvis i anden del, hvor Breuning kommer omkring de forskellige celluloide inkarnationer af abemanden. Her er der blink i øjnet, som dog ikke gør forfatteren blind for, at ikke alle Tarzener er lige vellykkede. Denne del gav mig faktisk lyst til at finde frem til nogle af de gamle film, især Tarzans sejr, hvor han uddeler dummeflade til nazister – se, selv et værk fra 1912 kan sige noget brugbart om samtiden.

I sidste del går Weinreich tæt på de kulørte udgaver af junglens herre og sprutter næsten af ting, han gerne ville fortælle. Man kunne spekulere lidt på, hvorfor vi skal trækkes igennem den danske debat om tegneseriernes lødighed, men skidt – til gengæld kunne man næsten ønske, at Weinreich slog sig løs og bare skrev en hel artikel omkring licensproblemerne omkring vor højtråbende ven.

Alt i alt en ganske hyggeligt og hurtigt læst udgivelse. Om ikke andet har den givet mig lyst til at dele dette, et indslag, der er David Lynch værdigt, fra Tarzan Escapes:

 

 

Mindstar rising: No messing with the Gary Stu

aug
10

Peter F. Hamiltons Mindstar Rising er den første i Greg Mandel bøgerne. En trilogi der er sat i en post-global opvarmning tidlig cyberpunk setting. Greg Mandel er en Mindstar veteran, så han er udstyret med PSI evner, han er tidligere soldat og all round bad ass. Han er (i mit hoved i hvert fald) en klon mellem en yngre Liam Neeson og Jason Statham.

Det er 4 år siden kommunisterne faldt, Downning Street blev angrebet med et Compression Warhead og President Armstrong dræbt. Nu er landet på vej tilbage fra den socialistiske nedtur, den private ejendomsret er blevet genetableret og Event Horrizon megafirmaet genopbygger landet. Men der er ugler i mosen, og derfor hyres Greg af Event Horrizons leder Phillip Evans til at løse mysteriet og finde ud af hvad der foregår.

Den verden som Greg bor i, er et meget trist sted. EU er tilsyneladende ovre, NATO også væk, og England og The Northers Coalition har bekæmpet islamister i Tyrkiet (og fået så mange klø, at de var nødt til at stikke halen mellem benene).
Hjemme i England (ikke Great Britain, Skotland har erklæret sig uafhængig på et eller andet tidspunkt) står tingene også skidt til. Kommunisterne har haft magten i en årrække og havde nedlagt militæret og den private ejendomsret. Polerne er smeltede og vandet er steget.
Ind på den scene vandrer Greg Mandel, med sine sømbeslåede militærstøvler for at træde Jordens læderbeklædte direktørstole under fode.

Det er en roman med en masse tjubang og ramasjang. Den er lidt episodisk og inddelt i tre dele som hænger nogenlunde sammen i et sammenhængende handlingsforløb og overordnet plot.

Mindstar Rising var en bog jeg elskede som ung. Som en gammel halvbitter dude, så synes jeg bestemt der er muligheder for at finde en del… uheldigheder i den. Den føles som en blanding af Engelsk konservatisme komboet med kommunistforskrækkelse, en forkærlighed for saftige sexscener og kvinder med store bryster samt Rigtige Mænd ™.

Vi er nok et stykke op af escapisme litteratur tabellen. Greg er så meget en Gary Stu. Han kan det hele. Han er bad ass, han kan læse tanker, han kan slås og skyde med pistol. Han er også en ladys man, der forfører pigen med de største bryster, og er også den som Julia Evens (den rigeste teenager i hele verden) er brændt varm på. I Audible udgaven (som var den jeg hørte) blev Gregs stemme gjort så maskulin og badass at det er næsten bliver for meget. Som Janus så smukt beskrev det: “Jeg forestiller mig lyden af whisky og cigaretter. Og tæsk”


Så mandlig at kvinder i den fødedygtige alder bør skrue ned for skærmopløsningen

Det er en roman, som giver mig samme fornemmelse som Starship Troopers. Der er ikke et gram af ironi i bogen – og der er ingen tvivl om at forfatteren lader sine personer glorificere sine egne synspunkter og nedgør andres holdninger. Havde det ikke været der, så havde jeg holdt mere af bogen.

Hekse, trolde og bondeknolde

aug
07

Under den morsomme titel gemmer sig et lidt pudsigt værk. Jeg fandt den for noget tid siden i en genbrugsforretning. På grund af titlen og til dels coveret, som jeg kun kan holde af i al dens 80’er-æstetik, endte jeg med at købe den… vidstnok for en femmer.

For mig står det stadig en smule uklart hvad bogen egentlig er.

Normalvis er jeg vild med obskur faglitteratur og på det punkt skuffer bogen ikke. Første halvdel er mest interessant. Her findes en ganske hæderlig gennemgang af folkemindeforskningen. Der er fyldt med gode historier om nogle af de fremmeste, især danske, folk på området – herunder den mytologiske Evald Tang Kristensen. Imidlertid hensynker bogen i sin anden afdeling i en noget forvirrende og let plummet dynamisk fortolkning af folkeeventyr generelt. Det er svært at finde hoved og hale i. Selvom jeg har rimelig godt styr på de dynamiske (her særligt Freudianske) ideer, undslipper dig mig hvad det præcis er M. Simonsen har forsøgt at bedrive med denne del af bogen.

Jeg er overbevist om at bogens største problem er, at der faktisk ikke rigtig er gengivelser af det centrale tema – folkeeventyrene. Der er forbigående referencer, men det forbliver ved det. Man skal altså være temmelig velbevandret i folkeeventyr og deres forskellige versioner for at kunne følge med. Imidlertid giver M. Simonsen nogle henvisninger og så kan man jo selv undersøge det nærmere.

Bogen klare styrke er, at jeg har fået lyst til at dykke ned i folkeeventyrene! Der skulle, ifølge M. Simonsen, være en del fantastiske versioner af klassikere som f.eks. Rødhætte og Ulven (blandt andet med kanibal-scener) som jeg ikke har hørt om før!

Bøger der har gjort indtryk på den unge Simon Aakjær

jul
29

Da jeg var knægt læste jeg enorme mængder af science fiction. Det var det cooleste nogensinde (og er det stadigt) og der er flere af romanerne der har sat sig spor. Om end ikke alle for det bedste…

Børnelandet – en roman skrevet af Søren K. Barsøe om: ” En flok børn er stukket af fra den voksne verden med al dens kemiske forurening. På nogle ødegårde i Jylland har de oprettet børnelandet. Og det synes de voksne ikke om”. Derfor sender De Voksne så en knægt ind for at spionere på de farlige børn i deres ødegård.
Jeg husker især forsiden som et fantastisk stykke kunst. Den viser ødegården omgivet af skrammel, affald og forurening.
Morale – at nogle gange kan børnebogsforfattere godt finde på at skrive moraliserende bøger.

Flugt fra Jorden – skrevet af Mark Brandis, var den cooleste roman jeg nogensinde havde læst. Den virkede sej og voksen og allround badass. En general forsøger at få magten over Jorden og Venus, og vælger den klassiske taktik – militærkup. Til alt held kan rumpiloten Mark Brandis bruge sit rumskib til at modstå det onde plot.
Morale – i halvfjerdserne var der mange militærkup rundt omkring i verden

Ole Frøstrups En stråle fra rummet var i kategorien børn besejrer ondskaben. I dette tilfælde kom rumpigen Mira og drengen Erik, og hunden Katja i vejen for Fyrsten af Spartanien, og må derfor bruge deres evner til at overvinde ham.
Morale: Onde despoter kan besejres med gode demokratiske hippeipowers.

Ludek Peseks Perseus går i fælden var en af de mere underlige romaner fra min barndom. Et rumskib sendes ud for at finde en håndfuld forsvundne rumskibe, kun for at opdage at besætningen har kastet sig ud i et forsøg på at lave et nyt samfund. Kendte og klassiske metoder som overvågning, tvangsarbejde, slavelignende forhold og konstant angst bruges for at skabe det nye samfund og det nye menneske.
Morale: Man kan forsøge at undslippe fællesskabets ønsker, men proletariatets tyranni kan ingen modstå.

Thorstein Thomsens Rejsen til planeten Droj er også klassisk slut 70’er scifi. En flok børn sendes med rumspejling til Droj, en planet der ligner vores… men som er længere fremme i tiden. Der hersker Overklassen over underklassen og lever i sus og dus. Heldigvis bliver børnene involveret i en revolution og overkaster det forkastelige system.
Men da de vender hjem fra Droj (som i virkeligheden var Jorden… men i fremtiden!) forsøger de forkastelige videnskabsfolk og regeringsfolk at få en af Drojs Overklasse til at komme til Jorden, for at lære dem hvordan de kan få magt over underklassen, så ødelægger ungerne rumspejlingsmaskinen.
Morale: Man kan ikke stole på regeringsfolk og videnskabsmænd.

Moralen er, som alle science fiction læsere ved, at bøger skrives i deres samtid og afspejler den ret fantastisk. Det er også derfor at flere af de her bøger virker så enormt forældede. Men det kunne være interessant at genlæse Mark Brandis bøgerne. Jeg husker dem som ret coole…

Hail Discordia!

jul
25

Illuminatus trilogien er nok den mærkeligste romanserie, jeg nogensinde har læst. Det er en hyldest til 60’erne og 70’ernes modkultur, hippier, hash, fri sex og konspirationsteorier, masser af konspirationsteorier. Den handler om hvordan de frie hippier i deres guld ubåd battler the squares, Regeringen, Illuminatien og udøde Nazister. Bogen er bygget på parodireligionen Discordianisme, som Wilson og Shea besluttede at bygge en myte op omkring.

It started with the Discordian Society, which is based on worship of Eris, the Greek goddess of confusion and chaos […] We felt the Society needed some opposition, because the whole idea of it is based on conflict and dialectics. So, we created an opposition within the Discordian Society, which we called the Bavarian Illuminati […] There were several Discordian newsletters written in the 1960s, and several Discordian members wrote for the underground press in various parts of the country. So, we built up this myth about the warfare between the Discordian Society and the Illuminati for quite a while, until one day Bob Shea said to me, “You know, we could write a novel about this!”

Det er en underlig bog. Som roman er den nok ikke ret vellykket, men den er meget festlig. Jeg blev aldrig helt færdig med den. Hvis jeg havde været et mindre ordentlig menneske, og kendt flere steder hvor jeg kunne købe stærk tobak, så havde det hjulpet. Både med at “forstå” romanens budskab (og afslutningen på 2001).

Som jeg er blevet ældre er jeg heller ikke sikker på at jeg køber ønsket om underlighed og wierdness. Hvis man kører det ud i det ekstreme så ender man med stridens orange æble… Donald Trump.

Den underforståede nazist

jul
19

For noget tid siden skrev jeg en artikel om alternate history til en af de lokale aviser (lokale i forhold til biblioteket, hvor jeg arbejder). De indledende faser gik på, at det under Trump næsten føltes, som om vi levede i en afledt tidslinie -men hen af vejen skar jeg artiklen til, så den fokuserede på den gren af genren, der leger med spørgsmålet “Hvad nu hvis nazisterne havde vundet krigen?”. Og så virkede det smart at fjerne Trumps navn fra det hele og i stedet formulere noget om, at verden kunne virke sær for tiden – der er nok visse politiske statements, biblioteket ikke bør stå for.

Men avisredaktøren kastede et blik på artiklen og forsynede den fluks med et meget stort billede af… Trump.

Jeg tror godt, jeg kan lide den redaktør. Og artiklen ligger nu på bibliotekets hjemmeside: Dengang nazisterne vandt krigen.

Wake the Kraken!

jul
14

Hvis man gerne vil kigge nærmere på forskellen mellem amerikansk og britisk sf, er det bedste eksempel fra den britiske side at trække frem nok John Wyndham – eller burde jeg sige: John Wyndham Parkes Lucas Beynon Harris (børn med mange navne er ikke et nyt fænomen). Jeg tvivler ikke på, at han (i overført betydning, forstås, han har været død siden 1969) ville snøfte på en måde, der kunne tolkes om lettere hånlig ad det amerikanske eksempel. For Wyndhams bøger er som antistof-udgave af amerikansk tjubang-scifi. Jeg tror, vi skal være taknemmelige for, at tiden har adskilt ham og Michael Bay, for det er min klare overbevisning, at havde de to nogensinde trykket hinandens hænder, ville den følgende eksplosion have umuliggjort liv på Jorden.

Som det er, kan vi blot håbe på, at Bay en dag kommer til at læse en Wyndham-roman.

“Men… men… men… hvor er eksplosionerne?!” – Michael Bay

Normalt kan jeg ikke nærme mig mine Wyndham-bøger, uden “Webs” på mystisk vis (jeg mistænker edderkopper) springer ud i min hånd, men denne gang fik jeg fat i en anden af hans romaner. Den hedder “The Kraken Wakes”, hvilket er en reference til Alfred Lord Tennysons digt “The Kraken” – og amerikanerne har naturligvis udgivet den under titlen “Out of the Deeps”, som er… ikke rigtig noget, faktisk. (Nu skal jeg heller ikke blive for hellig – den er udkommet på dansk under titlen “Invasion fra dybet”).

Jeg forestiller mig en amerikansk forlægger rive sig i håret, fordi han har gjort sit bedste for at booste dramaet, og det første, der sker i bogen, er, at forfatteren fortæller os, at det nok skal gå altsammen. Vi taler invasion (sandsynligvis fra rummet) og mere eller mindre verdens undergang, men bare rolig. Stiff upper lip og alt det der.

Så flashbackes der ellers til begyndelse på hele rodet: mystiske lys på himlen, som gerne forsvinder over havet. Snart bliver det tydeligt, at væsener udefra er landet på planeten og har fundet sig til rette i dybhavet, hvor de udfører mystisk arbejde. Tydeligt for nogle, for vore fortællere arbejder for radioen, og et stort element af “The Kraken Wakes” er en kritik af medierne og deres holdning til det, der burde være en klar trussel, men i stedet betragtes i forhold til, hvordan læserne og lytterne formodes at tage imod den. Sælger historien? er spørgsmålet, snarere end Skal vi allesammen dø?

Derfra eskalerer det hele stille og roligt. Historie fortælles gennem ægteparret Mike og Phyllis, der dækker historien – de trækkes ikke igennem de voldsomste dele af den (igen: ikke-amerikansk science fiction), men oplever dog alligevel et og andet, da de fremmedes invaderer landjorden. Det er måske ikke så voldsomt, som en invasionshistorie lægger op til, men på sin vis meget realistisk. Ting sker i det fjerne, og folk er meget lang tid om at erkende konsekvenserne (det er jo bare de sorte, det går ud over til at starte med).

“The Kraken Wakes” er god gammeldags cosy catastrophe, så det er en velsignelse. Det er som at få science fiction fortalt af sin bedstefar. Der er piberøg i ordene og tweed mellem linjerne, og kloge mænd kommenterer klogt på ting. Det kræver lidt det rette humør, indrømmet, men nu og da har man bare brug for lidt Wyndham i sit liv. Om ikke andet så for at vide, at det nok skal gå altsammen.

De to danske udgaver. Spørg mig ikke, hvad øksefyren har med det hele at gøre.

Semiosis

jul
10

Ah, god gammeldaws science fiction, hvor der males med den store pensel, og detaljerne (eller læs: personerne) måske ikke bliver helt fyldt ud. Hvor ideen følges til dørs, og forfatterens hittepåsomhed kan give en lille kildren til læserens oplevelsescentre.

Men lad mig først udtrykke min frustration: jeg hader bøger, der sælger sig selv på en forside, en tagline og en bagside, som enten fyldes ud med et forfatterfoto eller en række lovprisninger af selvsamme person eller dennes tidligere bøger. Det er meget godt, at Adrian Tchaikovsky og James Patrick Kelly begge er glade for Semiosis – de har begge skrevet gode bøger, så der er da en statistisk chance for, at de kan genkende en god bog, når de læser den. Men jeg vil vide noget mere om, hvad jeg går ind til, før jeg investerer tid i en bog – her var tid og biblioteksformidling heldige (jeg var løbet tør for læsestof, og den stod med forsiden fremme), men for at være ærlig: det var nok kombinationen af “Sentience takes many forms” og antydningen af plantetentakel, der fik mig i gang.

Semiosis følger en række kolonister, der har forladt Jorden og lander på en ny planet. Forudsigeligt nok viser det sig at være ret komplekst at skabe sig et nyt liv i et fremmed økosystem – især da det viser sig, at der også er en god del intelligens i både planter og dyr. Menneskene må snart indse, at deres økologiske niche, hvis de vil overleve, er i samspil med floraen, og bogen følger syv generationer, mens de slås med både fysiske og filosofiske udfordringer.

Sue Burke har benyttet sig af et smart lille trick med Semiosis, idet hvert kapitel stort set springer en generation frem i tiden. Det gør, at hvert afsnit af historien grundlæggende er en novelle for sig – og giver mulighed for at gå til historien på flere forskellige måder. Et af kapitler er et mordmysterium i en verden, hvor der ikke er den store teknologi, men menneskeheden til gengæld har etableret et samarbejde med en intelligent plante. Og samtidig bevæger den overordnede historie sig fremad, især i kredsløb omkring vanskelighederne i at opbygge et samfund baseret på pacifisme og humanisme, når de hårde realiteter så ofte banker på døren. Og der maler Burke heldigvis ikke kun med den lyserøde pensel – de begår fejl, og fejlene har konsekvenser.

Jeg tror ikke, at jeg spoiler ved at sige, at det ikke er en bog om menneskehedens undergang, men det er en bog, der forstår at holde menneskehedens skæbne hen i det uvisse. Vil de forblive mennesker, eller vil denne nye verden forandre dem helt? Der er strukturen med flere generationer god, fordi den lader Burke vise udviklingen i mentalitet uden at forfalde helt til klassiske infodumps.

Bør du læse den? Ja, det kan ikke skade. Den er god, spændende, velskrevet og ganske overraskende. Og et scoop, hvis du godt kan lide lidt eftertænksomme overlevelseshistorier