SUPERKULTUR

Railsea – jagten på den store hvide mulvarp

sep
09

Railsea af China Mieville

China er en damn cool forfatter. Jeg elsker hans ting, men han kan virkeligt godt være tricky at sætte sig op til at læse. Hans romaner er tunge og fyldt med lækre ord og sætninger. Og hans plots… meget fornemme og dejlige.

Railsea virker som om han sad en dag i sin mancave og tænkte… hvad kunne det sejeste være, rent litterært? Hvad nu hvis Moby Dick foregik i fremtiden i en post post-apoc civilisation, hvor den flade jord er overdækket med jernbaner som går på kryds og tværs alle vegne, og i øvrigt er fyldt med kæmpe gnavere…

Så det er railsea verdenen. Menneskene bor på bakker og klippeøer i Banehavet, fordi man kan ikke gå på den flade jord, uden at kæmpegnavere eller enorme mulvarpe borer sig op og angriber en. Man kan ikke bygge i højden, fordi ovenover den brugbare luft ligger der et enormt giftbælte, hvor enorme flyvende monstre holder hof.

Sham Yes ap Soorap er lægens apprentice ombord på mulvarpetoget Medes, hvor man jagter de enorme sydlige mulvarpe med harpuner. Kaptajnen er evigt på jagt efter den elfenbensfarvede mulvarp, der engang tog hendes arm.

Det her er dog ikke en Moby Dick historie. Ikke helt. Det er helt sikkert her mange af ideerne stammer fra, men den her bog er meget mere et klassiske Mieville udfald mod kapitalismen. Efter at have læst den, så er der i hvert fald ikke nogen tvivl om, at han hører til på den venstre side af det politiske spektrum.

Det er en lidt speciel bog, men meget fin og dejlig. Generelt burde jeg læse nogle flere Mieville bøger.

MIG OG DELANY

sep
01

To ting er stensikre: jeg ved godt hvem Samuel Ray “Chip” Delany jr. er, men han ved næppe at jeg i det hele taget eksisterer. Og det er jo den slags inkongruenser, man lissom må lære at leve med.

Da jeg i 70’erne frekventerede biblioteket på Sundbyvester Plads, stødte jeg ofte på en ældre mand (der sikkert bare har været voksen, mens jeg jo sådden set bare var en stor knægt), der åbenbart følte sig kaldet til at manuducere mig i mit science fiction-valg. “Og den dér skal du ikke ta’!”, sagde han og pegede på “Skæringspunkt”, ” – den er for mærkelig!” Hvorimod “Mørkets Venstre Hånd” var “virklivirkli go”.

Jeg ledte bare efter noget med “fremmede planeter”, “raketter”, “væsener fra andre kloder”, gerne med strålepistoler, rumimperier og helte der redder dagen/løser mysteriet/finder skatteplaneten.

Men dagen oprandt, hvor jeg havde læst alle bøgerne – undtagen “Mørkets Venstre Hånd” og “Skæringspunkt”. Og lige inden da, havde jeg læst M.K. Josephs “Hullet I Nullet” – så jeg nappede “Skæringspunkt”; mere af det samme. Troede jeg.

Relateret billede

 så den ikke på dansk – men tæt på:

Billedresultat for delany skæringspunkt

Idet mit fædrene ophav havde gjort meget for, at jeg skulle stifte bekendtskab med græsk mytologi (af årsager jeg ikke helt kan udrede, og det er for sent at spørge), var jeg næsten top-tunet til at forstå, hvad der foregik i handlingen. Og det var åbningen til bekendtskabet med “blød” science fiction, New Wave og videnskabsgrene, jeg ikke anede eksisterede. Samt – og ikke mindst – “det litterære”, hvor jeg hidindtil havde været tilfreds med det “refererende” (jeg mener: “Rendezvous med Rama” er vel – stort set – et referat, nietchewo?

I en alder af 15-16 år havde jeg læst alt hvad der var af SF på dansk (og svensk, iøvrigt – jeg købte ind af bøger fra Delta Förlag), og indså at jeg var nødt til at lære at læse engelsk. Ikke det der pjat i skolen, men The Real Deal. I et anfald af Frank Frazetta kastede jeg mig over John Carter på Mars, idet jeg bildte mig ind at jeg lærte noget. Det gjorde jeg nok også (med flittig brug af Gyldendals De Røde Ordbøger Engelsk-Dansk), men det begyndte også at kede mig. Og jeg tænkte ved mig selv, at når der nu var det der eksorbitante udbud af engelsk SF i Fantask, hvorfor i alverden gik jeg så ikke bare igang med det, der egentlig var mit ærinde?

Med en betragtelig økonomisk donation fra mit fædrene ophav, tog jeg ind til Fantask og indkøbte alt af Clarke, der ikke fandtes på dansk; alt af Anderson, der ikke ….. ; Alt af Farmer (som jeg var blevet introduceret til af Palle Juul Holm – altså gennem hans essay “Syge Guder – Ædle Vilde). Og så stod jeg dér og skulle til at smide kronerne på disken, da det gik op for mig, at den dér forside, jeg engang havde set i kioskvinduet på Sundbyvester Plads – den måtte jeg da ha’!

Jeg huskede hverken titel eller forfatter, men jeg forklarede Morten Søndergaard, for det var ham der stod bag disken, hvordan forsiden så ud. “Nå – det lort!”, svarede han og fandt den til mig. And Lo! and behold!

Billedresultat for the jewels of aptor

Øjeblikkeligt renoncerede jeg på så mange af de andre bøger, at jeg kunne indkøbe hvad butikken kunne præstere af Delany. Og hjemkommen tog jeg fat fra en ende af. Ikke med Clarke, ikke med Farmer; ikke med Anderson. Delany! Så stærkt indtryk havde “Skæringspunkt” gjort på mig, at jeg måtte – måtte – gennem den hele ouevre. Nu – med det samme – min hat, min stok, mine cykelklemmer; det er nu eller aldrig!

Jeg husker ikke rækkefølgen, men jeg husker at jeg blev lidt træt, sådan cirka midt i “The Fall Of The Towers”. Til gengæld står det lysende klart for mig, hvilket indtryk “The Ballad Of Beta-2” gjorde på mig.

 

Billedresultat for the ballad of beta-2

 

– og det til en sådan grad, at jeg ville oversætte den til dansk.

Det er ret sikkert, at de fleste vil mene at både “The Jewels Of Aptor” og “The Ballad Of Beta-2” er såkaldt Young Adult-SF. Og det kan da godt være. Til gengæld vil jeg påstå, at siden Delany i allerhøjeste grad er et sprogmenneske, hvilket i høj grad kommer til udtryk i “Nova”, “Triton”, “Dhalgren” og “Babel-17”, så er “legen” med sproget absolut til stede i “The Ballad Of Beta-2”. Det er det, den handler om.

Lad os lige tage et handlingsreferat: – Jonneny, en sprogstuderende, får til opgave (af rektor), at afgøre proviniensen af en ballade (en sang), som The Star Folks kender. Disse “stjernefolk” bor på/i stjerneskibe, der blev sendt afsted, før man opfandt overlysfart, og da deres “skuder” nåede frem, var der ikke meget civilisation tilbage på disse “stjernearke”. Beta-2-balladen er forklaringen på, hvorfor det gik galt.

Løsningen, pointen, opklaringen, er noget værre sludder og vrøvl. Men det interessante er, hvordan Jonneny hele tiden er nødt til at revidere sin opfattelse, sin tolkning, af balladens tekst. Og vi er inviteret indenfor til et drama.

Endydermere er “The Ballad Of Beta-2” interessant derhen, at “normalitetsbegrebet” står meget centralt i narrativet. Og jeg er da helt klar på, at Delany er “sort” og bøsse, hvilket kunne være hans motivation til at adressere problematikken. Men i historien er der sandelig langt farligere ting på spil. Så hvis det er YA, så er det godt nok komplekst og raffineret YA. Og derudover er romanen indledningen til en tilbagevendende trope/motiv/metafor hos Delany: – Byen, thi disse skibe, denne Beta-2, fra titlen, benævnes “city-ship”.

En dybere udredning af denne metafor må dog vente til en anden god gang, men tillad mig at nævne: – Branning-At-Sea, Aptor, Toron, Beta-2, Bellona.

Og for de interesserede: – jeg fik oversat “Beta-2” til dansk, og har siden mistet manuskrptet kva flere flytninger. Sådan kan det gå. Dog husker jeg et enkelt problem, jeg ikke på daværende tidspunkt kunne komme rundt om. “Navigational Office” skal blive til “Offering to the Sea”. Prøv selv!

John Varley wu-hu!

aug
31

Engang, for årtier siden (jøsses, det er ikke engang en joke), havde min mor et eksemplar af John Varleys Ophiuchi Hotline med hjem til mig. Hvorfra, ved jeg ikke, men enhver varmblodet knægt ved jo, at mødre ikke forstår sig på science fiction, så den blev taget imod, og så diffunderede den stille og roligt over i en reol. Forsiden, som man kan se herover, var kedeligt glat, så den fik lov at stå der et stykke tid – men dengang var der ikke adgang til de samme mængder kultur, som der er nu, så på et eller andet tidspunkt kom den frem fra reolen – og BANG.

Der stod jeg med, hvad der tydeligvis var det mest cutting edge inden for genren – det var spændende, det var sjovt, det var mindblowing, og folk skiftede køn, som vi andre skifter profilbilleder nu om dage. Det var simpelthen for vildt, og jeg var fan med det samme.

Forestil dig min overraskelse over at opdage, at bogen var et år yngre end jeg selv. Og den føltes skinnende ny.

Ophiuchi Hotline var – ligesom en del af Varleys noveller og (sjældne) romaner – en del af Eight Worlds-universet, hvor menneskeheden er blevet fortrængt fra Jorden (rumvæsener med superteknologi mente, den havde det bedre kun befolket af intelligente racer). Og halleluja, nu er der endnu en ny roman fra Varleys hånd: Irontown Blues:

Bach’s PI business is more hobby (or affectation) than career, because in the post-scarcity, there-is-such-a-thing-as-a-free-lunch world of Luna, he doesn’t really need to work, but that doesn’t stop him from being sucked into a classic noir mystery, kicked off by a gorgeous dame in silk stockings who wants him to track down a pug who done her wrong: in this case, infected her with recreational transgenic leprosy, a new and illegal strain that requires extraordinary measures to be shut of — and which has already cost her half her face and most of her fingertips.

Klovne

aug
29

Vi har tidligere snakket om klovne her, så jeg kunne dårligt lade være med at dele denne formulering fra Grady Hendrix’ indtil videre ganske fornøjelige Paperback from Hell:

The Gone-Away World

aug
29

Ofte, at folk skal afbillede tyngdekraft, viser de en flade med et dybt hul i – for at illustrere, hvordan ting falder “ned” mod et tungt legeme. Jeg har lidt samme billede af min indre topografi over bøger, jeg har læst gennem tiden (hvilket helt ærligt også er min indre hukommelsesbank generelt: “Nåja, ferien i Tyrkiet som knægt? Det var der, jeg faldt over Greg Bears Queen of Angels i en tætproppet lille brugtbogsbiks”). Og her og der er de bøger, som har lavet singularitetslignende fordybninger og mere eller mindre bogstaveligt har suget mig ind i fortællingen. Måske fordi det var den første bog, der introducerede et fortælleteknisk element, eller fordi den lod mig identificere mig selv med historien, eller måske bare fordi det var en pissefed bog.

Der er en statistisk signifikant sammenklumpning af disse titler i mine unge år, naturligvis – Rotternes planet, Drengen der skinnede, Kaninbjerget og så videre. Men det er meget sjældent, at jeg som voksen har læst en bog, der har grebet mig med helt samme entusiasme og generelle følelse af “I’m having so much fun right now”. Ikke desto mindre lykkedes det for Nick Harkaways “The Gone-Away World” – og endnu mere signifikant: det lykkedes for nyligt igen ved genlæsningen af den.

Kort om bogen: verden er gået under, og en vis normalitet findes kun i et relativt smalt bælte omringet af intethed, ud af hvilket kaos og monstre opstår. Den normalitet opretholdes industrielt af firmaet Jorgmond. En eksplosion i den rørledning, som vedligeholder status quo, bringer vore hovedpersoner i spil, idet de arbejder med at rydde op i den slags uheld.

Det lyder for så vidt ganske lige ude af landevejen. Meeeeeeen så er der lige piraterne. Og ninjaerne. og alt det andet.

“The Gone-Away World” er en af de der bøger, som det er svært at skabe en ordentlig forståelse af i en anden persons bevidsthed, så man fristes til blot at ruske tilfældige forbipasserende og råbe ad dem, indtil de går i gang med den. Men i mit hoved fremstår den som en besynderlig sammenfiltring af tidlig John Irving (et tragisk-humoristisk og fuldstændig usandsynligt persongalleri, som på forunderlig vis fremstår levende), China Mieville (for en visuel fantasi og en gribende fortællestil) og så Big Trouble in Little China (for fuldstændig over the top tjuhej og tjubang). Den kombination lyder ikke som noget, der burde fungere. Den lyder faktisk forfærdelig, nu jeg set den på skrift. Men i al fald mig trak den ind i fortælling og fastholdt mig (endnu engang) til sidste side. Den er fabelagtig.

Du burde læse The Gone-Away World.

Ellers risikerer du, at en eller anden griber fat i dig på gaden og rusker dig.

Fagre nye overvågningsmuligheder

aug
28

Velkommen til fremtiden – du skulle nok været drejet til venstre ved Albuquerque:

For at nå de mål skal Udbetaling Danmarks beføjelser blandt andet udvides. Udbetaling Danmark skal fremover kunne samkøre oplysninger om danskernes elforbrug fra den såkaldte “Datahub” med oplysninger om bopæl, lyder det i aftaleudkastet. Formålet er at afsløre, om folk lyver om, hvor de bor, for at kunne modtage sociale ydelser.

Det møder hård kritik fra Jesper Lund, formand for IT-Politisk Forening:

– Det er enormt indgribende at registrere borgeres el-forbrug, som der er lagt op til her. Man måler forbrug hver time og kan lave en meget præcis profil af en persons adfærd. Der er tale om en konstant glidebane. Flere og flere data bliver indsamlet, og der kommer mere og mere kontrol, siger han.

Dyneløfteri: Regeringen vil overvåge lediges elforbrug – overskriften er vel egentlig lidt misvisende, for så vidt jeg kan se, er det alles elforbrug, der skal overvåges. Lige PT er det bare de ledige, der er syndebukkene, så det er dem, der baner vejen til skafottet i overvågningens hellige navn.

Det første, der slog mig, var Dave Eggers’ roman the Circle. Jeg har aldrig skrevet en anmeldelse af den, kan jeg se, men dog omtalt på en liste over bøger for folk, der er vilde med Black Mirror. Den er en utroligt godt ramt nærdystopi – forstået på den måde, at den viser overgangen fra genkendelig verden til “Hvordan fanden havnede vi lige der?” Og temaet er netop privatliv – og hvordan vi da ikke bør have noget, for vi har da ikke noget at skjule, og vi vinder alle på gennemsigtighed. Der, hvor The Circle falder fra hinanden i bagklogskabens klare lys, er, at et af den afgørende punkter er der, hvor politikere overtales til den totalte gennemsigtighed, som der prædikes for. Ved at gå forrest som et godt eksempel, forstås, og lade vælgerne følge sig 24 timer i døgnet.

Gennemsigtighed taler de gerne for, men det er i forstanden “envejs-spejl”. Kunne man forestille sig, hvordan danske politikere ville reagere, hvor man fremsatte forslag om, at deres eget elforbrug skulle overvåges, som der lægges op til? Det er jo set før, at de har fusket med at bo officielt det forkerte sted og score en del skattepenge på den konto. Jeg har svært ved at forestille mig, at det ville ske.

Fordomme

aug
27

De der fordomme, folk har mod science fiction… I dag, i regionaltog af alle steder, fik jeg en smule forståelse af, hvor de stammer fra.

For helvede, Frank Herbert, du skrev gode bøger, men den forside…

Blæksprutter

aug
16

Kære boghandel…I sender altså lidt blandede signaler.

Udkantshorror

aug
15

Det er for lidt jeg læser børne- og ungdomsbøger. Jeg er måske heller ikke rigtigt en del af målgruppen. Jeg har heller ikke rigtigt tid, til at bare læse alt hvad der lige ser interessant ud. Men nogle gange ville jeg ønske at jeg gjorde – f.eks. når jeg ser den her bog.

En vampyrhistorie der foregår på Lolland. Hvordan kan man andet end elske den her bog?

Tarzanmyten

aug
14

Alting var bedre i gamle dage. Vejret var bedre, maden smagte af mere, det blandede slik var billigere, præsidenterne var mindre orange, ja – selv Tarzan var bedre, er jeg overbevist om. Men det er muligvis, fordi jeg lige har hygget mig igennem “Tarzanmyten: romanerne, filmene, tegneserier” af Christian Borberg, Ulrich Breuning og Torben Weinreich fra 1980, så den understreger min pointe ved ikke at have den seneste og ikke vildt imponerende filmatisering med i sin behandling af sit emne (men okay, heller ikke Greystoke, som er fra 1984 og dermed et mesterværk, fordi jeg nok har været omkring 10 år, da jeg så den, og som vi allerede har etableret, var alting bedre, da jeg var barn).

Min evne til at drukne mig selv i et emne var også bedre dengang, så da jeg faldt over denne gamle sag i et antikvariat, tænkte jeg, at jeg hellere måtte læse den med det samme – min interessekurve her efter de fyrre ser cirka sådan her ud:

  1. Interessant. Det vil jeg kigge på.
  2. Måske skulle jeg ikke bare kigge på det, men læse noget mere om det.
  3. Måske skulle jeg læse ALT om det.
  4. Måske skulle jeg skabe noget om det – en artikel, et foredrag, en bog, et multimedieprojekt, der kan komme på finansloven!
  5. Måske skulle jeg bare lægge det til side og glemme alt om det. Der er en fin bunke herovre med andre ting, der virkede interessante.

Så fluks en tur på nostalgiens vej. Og det var nu ganske hyggeligt.

Første del omhandler den originale, tekstuelle Tarzan og er desværre lidt bogens kedeligste del, omend det nok også er den mest indholdsmættede. Borberg går meget seriøst til emnet – i en sådan grad, at min forventning om firefilms-hygge næsten visnede. Havde jeg i mine unge dage vidst, at man kunne finde så mange perspektiver i figuren, var der nogle nogle afleveringer i skoletiden, der havde set anderledes ud, men i dag ville jeg nu gerne have haft lidt mere spræl. Denne del af bogen efterlod mig faktisk hovedsageligt med det indtryk, at Tarzan-bøgerne (og jeg har en del forskellige udgaver liggende i mine bunker) hovedsageligt emmer af fremmed-, kvinde- og [indsæt selv]-had og måske ikke helt egner sig til det nostalgiprojekt, som lå og ulmede et sted i min hjerne.

Mere hygsomhed er der heldigvis i anden del, hvor Breuning kommer omkring de forskellige celluloide inkarnationer af abemanden. Her er der blink i øjnet, som dog ikke gør forfatteren blind for, at ikke alle Tarzener er lige vellykkede. Denne del gav mig faktisk lyst til at finde frem til nogle af de gamle film, især Tarzans sejr, hvor han uddeler dummeflade til nazister – se, selv et værk fra 1912 kan sige noget brugbart om samtiden.

I sidste del går Weinreich tæt på de kulørte udgaver af junglens herre og sprutter næsten af ting, han gerne ville fortælle. Man kunne spekulere lidt på, hvorfor vi skal trækkes igennem den danske debat om tegneseriernes lødighed, men skidt – til gengæld kunne man næsten ønske, at Weinreich slog sig løs og bare skrev en hel artikel omkring licensproblemerne omkring vor højtråbende ven.

Alt i alt en ganske hyggeligt og hurtigt læst udgivelse. Om ikke andet har den givet mig lyst til at dele dette, et indslag, der er David Lynch værdigt, fra Tarzan Escapes: