SUPERKULTUR

At bruge Dashiell Hammetts penge

sep
27

Lars Ahn har en ny roman på vej – en gotisk krimi ved navn Rød høst. Og hvis man er Dashiell Hammett-fan, vil man genkende den danske oversættelse af hans Red Harvest. Hvorfor den hedder det, fortæller Ahn lidt om her. Og apropos titler var hans forrige bog en novellesamling med en smuk en af slagsen: “Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos” – og hvis niveauet holder, er Rød høst værd at se frem til.

Men det var egentlig ikke reklame for reklamens skyld, der var pointen, snarere at det mindede mig om Emily Schultz, der brugte Stephen Kings penge. På grund af en titel.

I 2006 udgav hun romanen Joyland. Det er historien om teenageren Chris Lane, der i 1984 må se sin hjembys eneste spillehal (titlens Joyland) lukke – og hvad derefter følger. “Schultz bring the Cold War home in a novel set to the digital pulse of video games and the echoes of hair metal.” Hvilket for så vidt lyder ret fedt, men det er ikke det, der er interessant her. Det er det derimod, at Stephen King i 2014 udgav en roman med titlen… ja, Joyland.

Her dækker titlen over en forlystelsespark og året 1973. Og til at starte med var det en bog, som kun blev udgivet i papirform. Under stor fanfare, naturligvis, da King er en populær herre. Og uden tvivl en, der kan få oneclick-shopping-fingrene til at sidde løse på læserne. Så pludselig oplevede Emily Schultz en voldsomt stigning i salget af ebogsudgaven af hendes roman. Og dertil en lang række etstjernede anmeldelser, der gerne kredsede om, at der ikke var meget Stephen King i Stephen Kings seneste roman.

Men i det mindste var der pengene.

Og det blev til bloggen Spending the Stephen King Money, hvor hun listede alt det, hun købte for de digitale penge. Og forsøgte at gætte, om hendes forfatterkollega ville sætte pris på købet.

PURCHASE: Four extra (half) days of daycare.

COST: $180.00

NOTE: Novels and children need the same thing from you—time.

WOULD STEPHEN KING LIKE IT: Nothing is more terrifying than parenthood, and he’s visited that in a few books so, yes, he would like this!

 

 

Da jeg var ung

sep
27

Den her er hovedsageligt en hjælpende hånd til de popkultur-arkæologer, der om århundreder (eller årtier, alt afhængigt af Singulariten, Trumpulariteten eller diverse andre -lariteter) vil grave sig ned igennem Datasfæren og inde i dens sorte underbevidsthed, som vi i denne fjerne fortid kaldte internettet (det er en serie af rør).

Den overlegne papirteknologi har naturligvis overlevet, så der vil sikkert være dem, som har undret sig over fundet af denne bog:

Den indeholder, som jeg mener, at Simon betegnede det, “en række bitre tilbageblik fra en fremtid, der aldrig skete.” Dertil kommer (naturligvis) også en del science fiction-referencer. Der findes 22 eksemplarer, kan jeg afsløre, afleveret til en række nøje udvalgte individer, som har fået til opgave at udvikle “Sur gammel mand” til en kunstart og på den måde viderebringe bogens indhold til fremtiden.

Men fremtiden kommer til os alle (ulige fordelt), så nu ryger indholdet også på internettet. Simon har åbnet ballet og skabt kategorien, så fremover vil der liste sig lidt bitternostalgi ind på siden her. (Formatet er naturligvis åbent, så det er også en opfordring til at skrive med).

COVER OPERATION

sep
21

Overskriften skulle have været COVERT OPERATION, i et sølle forsøg på at være morsom. Men WordPress gad ikke være med til platte vittigheder. Fint nok.

Nå! Ovre hos Jens og Anders på SCIFI-SNAK (http://scifisnak.dk/clifford-d-simak-city/#comment-670), har d’herrer just haft fat i Clifford D. Simaks “City”. Jeg kan helt klart anbefale både den aktuelle podcast, og i det hele taget den hele ouevre hos de to snakkere.

Jens Poder anholder (fremholder? anfører? gør gældende? substantiverer?), at der er en hvis “blå tone” i “City”. Og det er jo ikke galt ment (der var den). For ret mange af forsiderne til denne fix-up roman er faktisk holdt i blålige nuancer, så denne blålighed har åbenbart været med til farveskalavalget hos diverse “cover-artists” (note to self: “hvorfor hedder det “artister” på dansk, når vi egentlig taler om “sangere”? Man kunne måske acceptere “kunstnere”, men artister er nogle der går på line eller jonglerer med kegler).

Jeg er ret freaked med illustrationer, og det er jo altså så pisseheldigt, at man kan finde ALT på nettet (som aldrig lyver), ikk’sandt? Lad os derfor i fællig, kigge på nogle forsider til Simaks “City”. Og lad os starte med Michael Whelan:

Relateret billede

Faktisk fortæller Whelan selv, at han arbejdede intenst og længe på at finde den helt rigtige blå nuance til baggrunden. Og en fornuftig farveskala til resten. At han så har noget med rød, hvid og blå (Stars&Stripes), det må så være hans neurose. Eller et salgsteknisk greb – only in the US.

Til gengæld er der så den hér:

Billedresultat for simak city

Jeg kender ikke artisten, men det er helt klart en illustration til romanen, og vi ser igen den blå palet (ja, og rød og hvid – de amerikanere! de amerikanere!).

Og 1 gang til:

Relateret billede

Igen klare henvisninger til romanen, denne gang med en blå robot (med røde ører – hm? What’s the story, morning glory?). Baggrunden er måske lidt grønlig – der er kommet lidt gul (falskhedens farve) i det blå.

Bemærk iøvrigt ligheden med denne hér:

Billedresultat for clifford d simak city

Igen blå. Igen robot og by. Artisten er vistnok Ed Emshwiller, but nothing to get hung about.

 

Endeligt en lidt nyere versionering; samme tema, samme farveskala:

Relateret billede

Og for så lige at trumfe den, og yderligere kalfatre Jens Poders opfattelse af “den blå stemning/den blå time”, så se lige den danske udgave histunder:

Billedresultat for clifford d simak Byen

Hvabbehar!

Man må vel konkludere at skiffysnakker Jens har fat i den lange ende, hér, og jeg må vel takke ham for anledning til at abe ud med én af mine yndlingsbeskæftigelser. Jeg: – en cover-agent 🙂

Hvad vi læser: Culture

sep
20

For nylig stod jeg overfor en større togtur og besluttede mig for at forkæle mig selv lidt. Jeg var så heldig, at min kone var faldet over et par af Iain M. Banks’ Culture-romaner i en brugtbiks, så det var nærliggende at tage en genlæsning af en af dem. Det har indtil videre givet mig to overraskende indsigter:

1. Jeg havde rent faktisk ikke læst Matter før.
2. Banks’ romaner er faktisk lidt svære at huske fra hinanden.

Overraskelsen kommer nok af, at jeg har fået fejlkatalogiseret Culture-serien. I mit hoved var det placeret under “intelligent, underholdende og gosh-wow med bigtime action” (tilnærmelsesvis – så specifikke emneinddelinger har jeg dog ikke… desværre). Men min ikke-genlæsning har gjort mig opmærksom på, at der faktisk ikke er den store action eller plot-fremdrift. Der sker ting, ja – og gerne store ting, men det er ikke sådan, at de står i kø for at komme til. Faktisk har actionsekvenserne det med at gå bag i køen, mens beskrivelserne og forklaringerne vrimler frem mod målstregen.

På mange måder var Banks faktisk lidt gammeldags, for Matter udviser en udpræget forkærlighed for at fortabe sig i den skabte verden. Et kapitel kan sagtens dreje over i beskrivelsen af diverse samfundsstrukturer… eller galaktisk historie… eller familiesammenhænge for en af hovedpersonerne… eller en uddød races baggrund. Forskellen på at læse en lidt ældre sf-roman og så Banks er naturligvis, at Banks havde lært af genrehistorien og vidste, hvordan man gjorde det, så det på besynderlig vis ikke virker påtrængende. Grundlæggende handler det vel blot om, at han var så god til det, at man læser og tilgiver uden at tænke over det.

Matter er stadig en god bog – det er en meget langsommere læseoplevelse, end jeg havde forventet, fordi han tager sig sin tid, men der er sådan en god fornemmelse af, at tingene bygger op og op og op. Det går ikke hurtigt, men det er uafvendeligt. Og der kommer til at ske ting og sager til sidst. For det plejer der at gøre, er jeg ret sikker på, selv om jeg ikke kan adskille de enkelte Culture-bøger fra hinanden.

Tag ikke fejl, jeg er vild med serien (jeg sagde jo, at jeg ville forkæle mig selv med Matter), men når jeg forsøger at pille detaljer op fra Culture-kassen, er det småt med fangst: Inversions var jeg ikke vild med, Excession var superspas (fordi den fokuserede så meget på skibene), og så var der en Lazy Gun et sted. Heldigvis er resten af kassen bare fyldt op med god læsning, så det gør ikke noget. Jeg læser glad videre.

Piskestjerne

sep
19

Hvis man nogensinde har set CSI eller lignende, har man nok haft den oplevelse – computerens magiske egenskab eller en overraskende ny teknologi hives op fra skuffen for at fremme plottet. Der er sjovt nok lidt af den samme oplevelse i Frank Herberts Whipping Star – omend det her gerne er juridiske eller bureaukratiske forhindringer, der overraskende trækkes frem. Man tror, man er kommet til en korsvej i handlingen – enten er man kørt fast, eller også er der lige udsigt til en forløsning, og så: “Men loven siger…”

Whipping Star er en lidt sjov oplevelse – oftest, synes jeg, er Herberts bøger ganske håndgribelige; de bevæger sig i en verden, der er til at føle på, og de har praktiske mål (nogle gange svært gennemskuelige tanker og pointer undervejs, men det kan være en charme). Hovedpersonerne skal nå frem til noget, og der er forståelige forhindringer i vejen. Da jeg kortfattet skulle forklare denne bog for en anden person, blev det til: “Der er en sadistisk rigkvinde, som pisker en levende stjerne. Og det kan muligvis betyde verdens undergang.” Forklaringen blev ikke bedre forsiden ganske centrale, grønne alien-røv.

Den piskede stjerne skal reddes af Jorj X. McKie, som er saboteur extraordinary – hvis job er at forhindre myndighederne i at gå amok i lovgivning og generel udvikling. Jeg tør ikke sige, hvor meget den ide påvirkede mig, da jeg læste bogen som knægt, men i dag må det være mit drømmejob. “I dag forhindrede jeg en idiotisk lov om tvungne håndtryk.” Det ville være hyggelig samtale over aftenkaffen.

Der er tale om den første bog i ConSentiency, så SPOILER, verden går ikke under. Men vejen til den forløsning er kringlet – og af den type science fiction, hvor jeg ikke altid er helt sikker på, om der er en niveau af satire, jeg ikke helt fanger. Men det er underholdende.

En ting, der slog mig under læsningen, skete, fordi Jakob uploadede hans MOC-video – kaffebaren der fremstilles med lidt klodsede klodser, men alligevel lykkes det at fylde den med sjove detaljer. Den er fyldt med elementer, som er helt ude af forhold med hinanden i størrelse, men seeren samler det alligevel i hovedet til et sammenhængende hele. Lidt af det samme gør Herbert – arbejder med lettere overdrevne dele, men sætter dem sammen i læserens hoved, så der dannes et fint og overraskende fyldigt billede af den beskrevne verden.

Jeg forsøger stadig at sætte billede på begrebet chairdog.

Himmelfalden

sep
13

Netop som undertegnede igen griber sig til hovedet i et forsøg på at nærmest frenologisk massere hjernen i form til at forstå sammenhængen mellem rabiate fans og de mytologier de støbes af, så falder Peter Biskinds nyeste bog, The Sky is Falling: How Vampires, Zombies, Androids and Superheroes Made America Great for Extremism, lige ind i den daglige mediediæt.

Fra forlagets pressemeddelelse:

Are Batman and 24’s Jack Bauer heroic loners defending our way of life – or right-wing vigilantes attacking it?

Is Avatarjust a National Geographic version of Star Wars or a passionate assault on capitalism? And what about Game of Thrones– sword and sorcery fantasy, or lesson in mainstream politics?
Peter Biskind unravels two decades of pop culture to show how the TV and movies we love have taught us to love political extremism…
Welcome to the new normal.

Det kan ikke være helt tilfældigt at Biskinds bog udkom 11. september, for i en forsmag på bogen (gengivet her) fremhæves netop 9/11 som den destabiliserende begivenhed som forudsættes for en apokalyptisk zeitgeist. Forfatteren interviewes i anledning af udgivelsen på BBC’s Arts and Ideas podcast, tidssignatur 00.02.11-00.19.13.

Jeg er ikke en som får tilsendt forhåndseksemplarer, så jeg må vente med videre tolkning til min købte og betalte paperback lander, men umiddelbart ser The sky is falling rigtig interessant ud for enhver som har eller vil ha lidt kritisk distance til sin kulturfortæring.

Amazon-link

Railsea – jagten på den store hvide mulvarp

sep
09

Railsea af China Mieville

China er en damn cool forfatter. Jeg elsker hans ting, men han kan virkeligt godt være tricky at sætte sig op til at læse. Hans romaner er tunge og fyldt med lækre ord og sætninger. Og hans plots… meget fornemme og dejlige.

Railsea virker som om han sad en dag i sin mancave og tænkte… hvad kunne det sejeste være, rent litterært? Hvad nu hvis Moby Dick foregik i fremtiden i en post post-apoc civilisation, hvor den flade jord er overdækket med jernbaner som går på kryds og tværs alle vegne, og i øvrigt er fyldt med kæmpe gnavere…

Så det er railsea verdenen. Menneskene bor på bakker og klippeøer i Banehavet, fordi man kan ikke gå på den flade jord, uden at kæmpegnavere eller enorme mulvarpe borer sig op og angriber en. Man kan ikke bygge i højden, fordi ovenover den brugbare luft ligger der et enormt giftbælte, hvor enorme flyvende monstre holder hof.

Sham Yes ap Soorap er lægens apprentice ombord på mulvarpetoget Medes, hvor man jagter de enorme sydlige mulvarpe med harpuner. Kaptajnen er evigt på jagt efter den elfenbensfarvede mulvarp, der engang tog hendes arm.

Det her er dog ikke en Moby Dick historie. Ikke helt. Det er helt sikkert her mange af ideerne stammer fra, men den her bog er meget mere et klassiske Mieville udfald mod kapitalismen. Efter at have læst den, så er der i hvert fald ikke nogen tvivl om, at han hører til på den venstre side af det politiske spektrum.

Det er en lidt speciel bog, men meget fin og dejlig. Generelt burde jeg læse nogle flere Mieville bøger.

MIG OG DELANY

sep
01

To ting er stensikre: jeg ved godt hvem Samuel Ray “Chip” Delany jr. er, men han ved næppe at jeg i det hele taget eksisterer. Og det er jo den slags inkongruenser, man lissom må lære at leve med.

Da jeg i 70’erne frekventerede biblioteket på Sundbyvester Plads, stødte jeg ofte på en ældre mand (der sikkert bare har været voksen, mens jeg jo sådden set bare var en stor knægt), der åbenbart følte sig kaldet til at manuducere mig i mit science fiction-valg. “Og den dér skal du ikke ta’!”, sagde han og pegede på “Skæringspunkt”, ” – den er for mærkelig!” Hvorimod “Mørkets Venstre Hånd” var “virklivirkli go”.

Jeg ledte bare efter noget med “fremmede planeter”, “raketter”, “væsener fra andre kloder”, gerne med strålepistoler, rumimperier og helte der redder dagen/løser mysteriet/finder skatteplaneten.

Men dagen oprandt, hvor jeg havde læst alle bøgerne – undtagen “Mørkets Venstre Hånd” og “Skæringspunkt”. Og lige inden da, havde jeg læst M.K. Josephs “Hullet I Nullet” – så jeg nappede “Skæringspunkt”; mere af det samme. Troede jeg.

Relateret billede

 så den ikke på dansk – men tæt på:

Billedresultat for delany skæringspunkt

Idet mit fædrene ophav havde gjort meget for, at jeg skulle stifte bekendtskab med græsk mytologi (af årsager jeg ikke helt kan udrede, og det er for sent at spørge), var jeg næsten top-tunet til at forstå, hvad der foregik i handlingen. Og det var åbningen til bekendtskabet med “blød” science fiction, New Wave og videnskabsgrene, jeg ikke anede eksisterede. Samt – og ikke mindst – “det litterære”, hvor jeg hidindtil havde været tilfreds med det “refererende” (jeg mener: “Rendezvous med Rama” er vel – stort set – et referat, nietchewo?

I en alder af 15-16 år havde jeg læst alt hvad der var af SF på dansk (og svensk, iøvrigt – jeg købte ind af bøger fra Delta Förlag), og indså at jeg var nødt til at lære at læse engelsk. Ikke det der pjat i skolen, men The Real Deal. I et anfald af Frank Frazetta kastede jeg mig over John Carter på Mars, idet jeg bildte mig ind at jeg lærte noget. Det gjorde jeg nok også (med flittig brug af Gyldendals De Røde Ordbøger Engelsk-Dansk), men det begyndte også at kede mig. Og jeg tænkte ved mig selv, at når der nu var det der eksorbitante udbud af engelsk SF i Fantask, hvorfor i alverden gik jeg så ikke bare igang med det, der egentlig var mit ærinde?

Med en betragtelig økonomisk donation fra mit fædrene ophav, tog jeg ind til Fantask og indkøbte alt af Clarke, der ikke fandtes på dansk; alt af Anderson, der ikke ….. ; Alt af Farmer (som jeg var blevet introduceret til af Palle Juul Holm – altså gennem hans essay “Syge Guder – Ædle Vilde). Og så stod jeg dér og skulle til at smide kronerne på disken, da det gik op for mig, at den dér forside, jeg engang havde set i kioskvinduet på Sundbyvester Plads – den måtte jeg da ha’!

Jeg huskede hverken titel eller forfatter, men jeg forklarede Morten Søndergaard, for det var ham der stod bag disken, hvordan forsiden så ud. “Nå – det lort!”, svarede han og fandt den til mig. And Lo! and behold!

Billedresultat for the jewels of aptor

Øjeblikkeligt renoncerede jeg på så mange af de andre bøger, at jeg kunne indkøbe hvad butikken kunne præstere af Delany. Og hjemkommen tog jeg fat fra en ende af. Ikke med Clarke, ikke med Farmer; ikke med Anderson. Delany! Så stærkt indtryk havde “Skæringspunkt” gjort på mig, at jeg måtte – måtte – gennem den hele ouevre. Nu – med det samme – min hat, min stok, mine cykelklemmer; det er nu eller aldrig!

Jeg husker ikke rækkefølgen, men jeg husker at jeg blev lidt træt, sådan cirka midt i “The Fall Of The Towers”. Til gengæld står det lysende klart for mig, hvilket indtryk “The Ballad Of Beta-2” gjorde på mig.

 

Billedresultat for the ballad of beta-2

 

– og det til en sådan grad, at jeg ville oversætte den til dansk.

Det er ret sikkert, at de fleste vil mene at både “The Jewels Of Aptor” og “The Ballad Of Beta-2” er såkaldt Young Adult-SF. Og det kan da godt være. Til gengæld vil jeg påstå, at siden Delany i allerhøjeste grad er et sprogmenneske, hvilket i høj grad kommer til udtryk i “Nova”, “Triton”, “Dhalgren” og “Babel-17”, så er “legen” med sproget absolut til stede i “The Ballad Of Beta-2”. Det er det, den handler om.

Lad os lige tage et handlingsreferat: – Jonneny, en sprogstuderende, får til opgave (af rektor), at afgøre proviniensen af en ballade (en sang), som The Star Folks kender. Disse “stjernefolk” bor på/i stjerneskibe, der blev sendt afsted, før man opfandt overlysfart, og da deres “skuder” nåede frem, var der ikke meget civilisation tilbage på disse “stjernearke”. Beta-2-balladen er forklaringen på, hvorfor det gik galt.

Løsningen, pointen, opklaringen, er noget værre sludder og vrøvl. Men det interessante er, hvordan Jonneny hele tiden er nødt til at revidere sin opfattelse, sin tolkning, af balladens tekst. Og vi er inviteret indenfor til et drama.

Endydermere er “The Ballad Of Beta-2” interessant derhen, at “normalitetsbegrebet” står meget centralt i narrativet. Og jeg er da helt klar på, at Delany er “sort” og bøsse, hvilket kunne være hans motivation til at adressere problematikken. Men i historien er der sandelig langt farligere ting på spil. Så hvis det er YA, så er det godt nok komplekst og raffineret YA. Og derudover er romanen indledningen til en tilbagevendende trope/motiv/metafor hos Delany: – Byen, thi disse skibe, denne Beta-2, fra titlen, benævnes “city-ship”.

En dybere udredning af denne metafor må dog vente til en anden god gang, men tillad mig at nævne: – Branning-At-Sea, Aptor, Toron, Beta-2, Bellona.

Og for de interesserede: – jeg fik oversat “Beta-2” til dansk, og har siden mistet manuskrptet kva flere flytninger. Sådan kan det gå. Dog husker jeg et enkelt problem, jeg ikke på daværende tidspunkt kunne komme rundt om. “Navigational Office” skal blive til “Offering to the Sea”. Prøv selv!

John Varley wu-hu!

aug
31

Engang, for årtier siden (jøsses, det er ikke engang en joke), havde min mor et eksemplar af John Varleys Ophiuchi Hotline med hjem til mig. Hvorfra, ved jeg ikke, men enhver varmblodet knægt ved jo, at mødre ikke forstår sig på science fiction, så den blev taget imod, og så diffunderede den stille og roligt over i en reol. Forsiden, som man kan se herover, var kedeligt glat, så den fik lov at stå der et stykke tid – men dengang var der ikke adgang til de samme mængder kultur, som der er nu, så på et eller andet tidspunkt kom den frem fra reolen – og BANG.

Der stod jeg med, hvad der tydeligvis var det mest cutting edge inden for genren – det var spændende, det var sjovt, det var mindblowing, og folk skiftede køn, som vi andre skifter profilbilleder nu om dage. Det var simpelthen for vildt, og jeg var fan med det samme.

Forestil dig min overraskelse over at opdage, at bogen var et år yngre end jeg selv. Og den føltes skinnende ny.

Ophiuchi Hotline var – ligesom en del af Varleys noveller og (sjældne) romaner – en del af Eight Worlds-universet, hvor menneskeheden er blevet fortrængt fra Jorden (rumvæsener med superteknologi mente, den havde det bedre kun befolket af intelligente racer). Og halleluja, nu er der endnu en ny roman fra Varleys hånd: Irontown Blues:

Bach’s PI business is more hobby (or affectation) than career, because in the post-scarcity, there-is-such-a-thing-as-a-free-lunch world of Luna, he doesn’t really need to work, but that doesn’t stop him from being sucked into a classic noir mystery, kicked off by a gorgeous dame in silk stockings who wants him to track down a pug who done her wrong: in this case, infected her with recreational transgenic leprosy, a new and illegal strain that requires extraordinary measures to be shut of — and which has already cost her half her face and most of her fingertips.

Klovne

aug
29

Vi har tidligere snakket om klovne her, så jeg kunne dårligt lade være med at dele denne formulering fra Grady Hendrix’ indtil videre ganske fornøjelige Paperback from Hell: