SUPERKULTUR

The Status Civilization

apr
29

Der er en dejlig scene i starten af The Status Civilization: en ladning fanger vågner op og finder ud af, at deres hukommelse er blevet slettet, efter de har begået forbrydelser på Jorden. De vil nu blive sat af på Omega, som er deres planet – alle der er ligesom dem.
De bliver hurtigt enige om, at det dårligt kunne blive bedre: en hel planet fyldt med folk, som kun ønsker at blive bedre mennesker, og som alle starter fra nul. Det er jo den sikre opskrift på en utopi.
Og så kommer den bevæbnede,vrede mand gennem døren.

Enhver, der har bare hørt om Australien, ved, at en masse straffefanger samlet ét sted er opskriften på alt andet end utopi. Men Robert Sheckley vidste det naturligvis godt, og han havde en frugtbar fantasi, så han morer sig lidt med ideen. The Status Civilization er del af en hæderkronet science fiction-tradition, der går ud på at anbringe en tilnærmelsesvist uskyldig og i al fald uvidende person i et fremtidigt samfund, som balancerer på den ene eller anden side af grænsen til det groteske. Normalt indebærer det gerne tidsrejser, kryogenisk søvn eller lignende, men her får hovedpersonen altså bare slettet hukommelsen.
Heldigvis er han også del af en anden (og lidt mere trættende) sf-tradition, nemlig den kompetente mand, som kan slå alle odds. Så det fyger med mordforsøg, absurde traditioner og generel fjol. Sjovest er det, når man fornemmer satiren, men til tider føles det dog lidt, som om historien bare kører på frihjul og forsøger at chokere sin læser.
Ikke den vildeste læseoplevelse, men dog noget underholdende i sine lettere naive betragtninger over mennesket og samfundet. Og så er det en bog fra dengang, hvor man kunne skrive en roman på 120 sider. Alene det giver den point i min bog.

Noget med drager

apr
29

Noget med Drager, er en dansk podcast om fantasy. Sæson 1 handler om Dragonlance krøniker og legender, sæson 2 om computerspillet Baldurs Gate 1.

Det er et par danske gutter, Anders Frost Bertelsen og Mads Brynow, der står bag den. De er begge to er fast inventar på rollespilskongressen Fastaval, og har vundet flere Ottoer for deres scenarier (de har sikkert også lavet en masse andet spas, men det var jeg for doven til at undersøge)

  

Jeg er ret begejstret over den første sæson af Noget med Drager. I hvert afsnit tager de en Dragonlace bog (men ikke bind, hvert Dragonlance bind er inddelt i flere bøger) under behandling. Plottet genfortælles til lytteren, de diskuterer hvad der fungerer og hvad der ikke virker. Der udvælges de tre mest interessante karakterer, og der snakkes fantasy troper. Alt i alt rigtigt fedt.

Det er episk spas at få genoplivet Dragonlance igen. De havde stor betydning for mig som knægt. Senere fornægtede jeg dem, for nu skulle jeg læse Rigtig Fantasy, ikke sådan noget “gamer kiosklitteratur” (ja, sådan var jeg da jeg var i starten af tyverne. Jeg kunne også finde på ikke at spole film tilbage, før de blev afleveret på tanken. Alt i alt et skidt menneske…) jeg er heldigvis blevet klogere med alderen.

Jeg har f.eks. altid hadet Tasselhof. Jeg synes han var den værste karakter nogensinde, men med genhøret, så er det gået op for mig, at det nok har været de mennesker, der har spillet “sjove” karakterer lig ham i rollespilsøjemed, der har skabt grundlaget for Tasselhof hadet. Fordi i romanerne er Tas klart en af de federe karakterer, og også en af dem der har en interessant karakter arc.

Det er også virkeligt skægt at opleve, at den coole dværg Flint,Tanis Halvelvers gamle ven og mest trofaste rådgiver, i virkeligheden ingen rolle har i bogen. Han gør ingenting,  laver ikke noget,og har stort set ingen funktion. Han er udelukkende med for commic relief, så det kan være det er derfra Peter Jackson fik ideen til Gimlis rolle i Ringenes Herre.

Det er også fascinerende at kigge på legender. Når jeg husker tilbage, så har de altid stået for mig som noget stort og episk. Og klart den mest voksne af de to serier. Om troldmanden Raistlins forsøg på at indtage en plads som guddom. Men når man følger Anders og Mads desikering af bøgerne, så går det op for mig at legender ikke er specielt dybe eller godt skrevet.

Som teenager, var jeg selv altid på Team Raistlin, han var klart den der var sejest og slemmest, og med den ondeste plan. Retrospektivt må jeg nok erkende at Raistlin var en cool bikarakter i Krøniker og en fesen skurk i Legender.

Noget med Drager Sæson to handler om Baldurs Gate computer rollespillet, som jeg aldrig har spillet. Så den sæson er jeg ikke så imponeret over. Havde de nu taget Planescape Torment op, så havde jeg været held vild. Det er et lækkert spil. Ondt og cool, med en lækker historie.

I sæson to indfører de #ProTipLifeHack – det er der hvor Anders giver vital viden fra sig, hvis man skal klare Baldurs Gate uden for mange problemer. Og vi kan også komme med et her, ikke til Baldurs Gate, men til live rollespil. Husk ordentlig fodtøj. Det sucks at fryse, og hvis det bliver koldt nok, falder ens tæer af.

 

 

Bøger jeg aldrig blev færdig med

apr
28

…og som jeg hadede med 1000 soles intensitet!

Blackout, Connie Willes

Dette er den værste tidsrejsehistorie nogensinde. Ikke fordi intrigen virkede dårligt (det var svært at sige, jeg fandt aldrig ud af hvad den var). Det var heller ikke præmissen (tidsrejsende historikere på visit i anden verdenskrigs England). Nej det var karaktererne. Jeg hadede dem. Aldrig har jeg læst om en samling af intelligente mennesker, der var mindre forberedte på udfordringerne ved tidsrejse.

Åh, tidsportalen åbnede ikke da den skulle, og nu er jeg efterladt 100 år i fortiden… nåmen så gør jeg ingenting og venter mens jeg passer min dækidentitets normale job.

Og sådan var det hele vejen igennem. Det var til at blive idiot af. Når læseren hamrer hånden op i biltaget, mens han råber Så gør dog noget, så har det været en frustrerende læseoplevelse.  (Det skal lige siges at jeg hører lydbog når jeg kører bil, jeg smider ikke en 800 siders bog op på rettet og læser lystigt løs, mens jeg drøner ned af the fury road med 110 km/t)

Ancillary justice: Ann Lecke

Oh Ann. Det her var nok den største skuffelse af dem alle. Alle steder på nettet, blev den prist til himlen som det nye fantastiske. Som en af de science fiction bøger der virkeligt kunne kaldes for Stor Litteratur, en Vigtig bog, et nyt imponerende kapitel i litteraturhistorien.

Men ak. Jeg hadede den 1000. Præmissen er, at i hovedpersonens kultur findes der ikke et begreb om køn. Alle kaldes for hun. (Og det var i sig selv mærkeligt, hvis det skulle have været sand intetkøn, så havde det nok været bedre med Den). Også selvom der tydeligvis var mænd og kvinder. Og hovedpersonen var konstant altid ude af stand til at se forskel på mænd og kvinder. Det virkede også lidt sært.

I bogen følger man to tidsspor. Nutiden hvor et intelligent rumskib, downloadet i en menneskekrop, er fast besluttet på at myrde kejseren. Og fortiden hvor rumskibet møder kejseren og opdager at hun er splittet op i 100 forskellige kroppe, der alle sammen farer rundt og bekriger hinanden.

Plottet var så enormt langsomt om at komme i gang, der skete ingenting. Imperier kom og gik, civilisationer kollapsede og genopstod, solen blev en rød kæmpestjerne mens jeg læste den. Så langsom og kedelig.

Hvordan den har fået alle litterære priser i verden, er mig virkelig en gåde.

Gardens of the moon: book 1 af Malazan Book of the Fallen, Steven Erikson

Jeg hørte den i tre timer, så stopped jeg og slettede den. På de tre timer lykkedes det forfatteren at smide 4-5 point of view karakterer ind, men på intet tidspunkt forstod jeg hvad de havde med hinanden at gøre. Eller om de foregik på samme tidspunkt eller for den sags skyld i nærheden af hinanden. Jeg havde ikke nogen ide om karakterernes mål, hvem de rigtigt var og hvad der foregik.

Dette er den første bog i serie på 10, som spænder over 10000 års historie. Da jeg læste det på wikipedia, da vidste jeg at jeg aldrig ville komme videre med den, slettede den og læste noget bedre. Livet var godt

Bøger vi læser for tiden: Bas-Lag

apr
25

Jeg har jo gang i mit lille projekt “lær at læse digte”, men som modvægt genlæser jeg China Mievilles Bas-Lag-romaner og er netop gået i gang med andet bind i serien, The Scar. Egentlig ville jeg blot genlæse Perdido Street Station for nylig, men Mievilles bøger er tunge på alle måder – de genererer deres egen tekstuelle tyngdekraft og trækker folk ind. Så nu er The Scar røget i tasken.

De to typer litteratur fungerer godt som modpoler – digte handler vist mest om at få, men rigtige ord, hvor China M excellerer udi mange, men fede ord. Inde bag Perdido Street Station gemte der sig muligvis et lidt for klassisk rollespils-setup (ulige typer mødes, men kæmper i gæv forening mod den trussel, der lurer over storbyen New Crobuzon), men det hele bliver pakket ind i så meget stemning, at det stort set lige så godt kunne være fem mænd, der sad i en kælder og spillede omkring et bord. Man æder det alligevel, for Mieville elsker monstre og andre særheder. Og så er han voldsomt venstreorienteret, hvilket gerne kommer til udtryk. Det er sjældent, man oplever det i fantasy. Og endnu sjældnere, at det ikke bare er træls.

Bas-Lag-romanerne er sådan en særegen blanding af fantasy og diverse-punk med en god portion science fiction-sjæl – der er magi, videnskab, teknologi, forurening og en klassisk industristorby af den slags, der tramper folk ned i sølet (på barrikaderne, folkens, lad de røde faner smælde!). Når jeg læser dem, kommer jeg altid til at tænke på den scene i LoTR, hvor Saruman beordrer sine orker til at fælde skoven for at kunne bygge mere fancy shit. Bas-Lag er, hvad der ville ske, hvis en af de orker hørte “The old world will burn in the fires of industry” og lige der opfandt science fiction-genren.

Ja, jeg skulle egentlig bare genlæse Perdido Street Station. Men jeg kommer nok til at snuppe alle tre bøger – og håbe på flere. Nåja, og så i processen blive deprimeret over, at China Mieville er samme alder som mig selv.

newton’s wake

apr
22

Ken Macleod smider ikke læseren ind midt i handlingen. Ken Macleod sparker læseren ud af luftslusen i kredsløb og råber “Du finder ud af det på vejen!”, mens man sætter kurs mod jorden.
Men det er overraskende fornøjeligt, for han leverer en god blanding af gosh wow-ideer, action, spænding og god, gammeldags humor. Så det kan godt være, at man i sidste ende bliver spredt ud over det mentale landskab, men for fanden, man bliver underholdt undervejs.

Se, andre forfattere bruger deres energi på at finde den perfekte første linie i bogen. Macleod fanger øjnene med titlen på det første kapitel.

Vi befinder os et godt stykke tid efter singulariteten, hvor menneskeheden i store linier er delt op efter, hvordan de forskellige fraktioner forholder sig til de efterladenskaber af superteknologi, der findes rundt omkring. Skal man være forsigtig, gå hårdt til dem, ignorere dem, tjene penge på dem?
Ind på scenen træder en ny fraktion, som hidtil har troet, at de var den eneste overlevende menneskehed, og som lever på en planet med en god beholdning af krigsmaskiner. Som prompte begynder at vågne op. Og helt klart ikke er et produkt af den singularitet, der splittede menneskeheden op. Der er, med andre ord, lagt op til tjubang.
Heldigvis er der Macleod, der står bag, så det er intelligent tjubang. Han virker sært uimponeret af sit eget setup og falder ikke i den typiske scifi-fælde (“Hey, lad os stoppe op og diskutere verdenshistorien indtil nu, for det er jo noget, som folk gør…”), men lader én samle det op hen ad vejen – samtidig med at det fyger én om ørerne. Til gengæld bliver det måske en tand for meget, som når et subplot er episk nok til at fylde en bog i sig selv, men klares på et kapitel eller to. Til gengæld har vore helte brug for et rumskib til at klare det subplot, og det klares i et kapitel med titlen “Starship Enterprises”.
Jeg har læst et par stykker af Macleods bøger. Jeg kommer til at læse flere. Hvadenten det er ubehageligt realistisk nærfremtidsdystopi eller langt ude space opera som her, så leverer han varen. Endda med skotsk accent.

Musicals er bare endnu en af de ting, der bliver federe i fremtiden.

Frygten for damer og træer

apr
21

Jeg indrømmer det, jeg er er bange for digte. Ja, mit navn er Janus, og jeg er pisseræd for poesi. Jeg er vant til at læse, men jeg er også vant til en start, en midte og en slutning, og der disker digtene bare op med helt andre regler – og en skummel mistanke om, at der gemmer sig mere mellem linierne, end jeg kan se.
Men man bør konfrontere sin frygt. Så jeg har ladet mig selv hjælpe af, at kollega Morten har udgivet en digtsamling, og med den kan jeg befinde mig mellem to påvirkninger: på den ene side digtene med deres betydningskløer og på den anden side det faktum, at Morten er en flink fyr, der med prosaisk pen har navngivet sin samling “Damer og træer”.
Det er et lille hæfte fra Jorinde og Joringel, og ganske snart går det op for mig, at jeg er blevet snydt: der er ikke kun digte, men også korte tekster. Mere specifikt tre fragmenter: Chile, Bror og Familie. Alle tre har de fornemmelse af, at de er på nippet til at springe ud og blive noget større, men især Chile rammer en perfekt balance: kammeraten vender hjem med noget, der ikke er en tatovering – og på den ene side så man den gerne folde sig ud, men på den anden side vil man så nødig ødelægge den finhed, der er i den korte tekst. Den simrer.
Men tilbage til digtene. Lad os stirre for længe ned i afgrunden.
Samlingen starter med en række af disse små fine stykker, der så fint rammer en stemning eller et sekund eller for den sags skyld blot en duft (og jeg er altid bange for, at der gemmer sig mere betydning bag den tekstuelle klædeskabsdør, men jeg hvisker til mig selv, at det her er mere end nok, en tekst må gerne være dette). Og så, slambam, kommer den her ind fra højre med glimt i øjet:

Februar en motor under søvnen driver
gæk med lyset
ligesom at rejse sig for hurtigt
midt i vintersolen
ville have slået os ihjel

På trods af min grundlæggende angst ved denne måde at skrive på (hvorfor elsker digtere linieskift? Er alle digte en indsigt, jeg burde kunne forstå? Burde jeg have lyttet bedre efter i gymnasiet?) er der nogle gode skift gennem “Damer & træer”. Der er digte, som fremmaner en situation, eller fortæller en historie, eller giver en fornemmelse af smerte, eller får mig til at gribe efter meningen, eller bare forvirrer mig en smule. Det kræver et større nærvær overfor teksten, end jeg plejer at give, men til gengæld kan jeg godt se kvaliteterne.

Jeg stoler stadig ikke helt på digte, men “Damer og træer” var et godt sted at indlede diplomatiske relationer. Jeg forsøger at lægge mine fordomme fra mig, og til gengæld leverer de indimellem en historie, som mit prosa-hjerne kan gribe fat i.

Men på trods af det håber jeg stadig lidt, at Morten skriver flere længere tekster. “Chile” rumsterer.

Mission to Universe

apr
18

Som knejt – dengang vi pløjede med håndkraft, og der ikke var noget internet – kom jeg i besiddelse af en af Gordon R. Dicksons Dorsai-bøger (Soldier, Ask Not, vil jeg tro). Den var del af en serie, men ikke FØRSTE del, og på forsiden blev den sammenlignet med Asimovs Stiftelsen.

Før internettet betød også før 24/7-reklamecyklussen, der har efterladt os med hård hud på den del af hjernen, der lader sig imponere, så det betød noget. At sammenligne med Stiftelsen var stort set at love, at “Denne bog vil bombe dine mentale forsvarsværker fra kredsløb og løbe stormløb på din fantasi!”

Desværre betød før internettet også, at det var svært at skaffe bibliografiske oplysninger og – mere vigtigt – de udenlandske bøger, man tørstede efter. Så gennem årene sluttede der sig flere Dorsai bøger til den første på hylden, men på mystisk vis aldrig den FØRSTE i serien. Og det, der skulle være en trilogi, var pludselig en “cycle”, hvilket hovedsageligt virkede som en måde at obfuskere, hvor mange der egentlig var, og hvilken rækkefølge de skulle læses i.

Så gennem årene blev Dorsai og Dickson omgærdet med sin helt egen mystik og en vis mængde ærefrygt. Samtidig med at bøgerne sank lidt ind i reolen – og jeg fik simpelthen aldrig taget hul på Dorsai.

Men forleden drejede The Wheel of Random Literature (også kendt som min kone, hvis hun hører ordene “Hvad skal jeg læse?”) og pegede på en Dickson-roman. Ikke en Dorsai, men i stedet Mission til Universe.

Spændende, tænkte jeg. Endelig får jeg taget hul på ærefrygten.

Måske burde jeg bare have ladet den leve, for Mission to Universe er i al fald ikke på højde med Stiftelsen.

Det er historien om Benjamin Shore, den klassiske Kompetente Mand, som beslutter, at politikere og andre ikke ved, hvad der er bedst, så han forfalsker præsidentens ordrer (med saks, papir og lim) og stjæler et phase ship for at udforske galaksen. For der er nu FIRE MILLIARDER mennesker på Jorden, så undergangen er selvsagt nær. Klodens nationer er på nippet til at sprække!
Så Shore gør sig tanker om sit ansvar og drager afsted med sit uvidende mandskab. Og bogen placerer sig et akavet sted mellem seriøse tanker om, hvad der kræves af mennesker, og “Jens Lyn møder fremmede racer og slår på tæven”. Altsammen krydret teknologi, der stort set kun har udviklet sig på ét område (rumskibsbyggeri) og et menneskesyn, der til tider bliver lidt foruroligende. Science fiction-genrens kærlighedsaffære med kapable mennesker, der gør DET RIGTIGE, tåler ikke altid et nærmere syn. Og den her kommer nok ikke til at tåle et gensyn.

Bøger vi læser for tiden

apr
17

Lige for tiden er jeg fuld optaget af Flashman serien. Det er en lækker omgang røverhistorier fra 1830’erne og op gennem historien. Vi følger Harry Flashman fra han bliver sparket ud af sin skole grundet seriøs og uanstændig fordrukkenhed, og gennem hans karriere som officer i engelsk tjeneste.

Umiddelbart lyder den som en helt almindelig roman lig Fangen på Zenda, Skatteøen og hvad de nu hedder alle sammen. Men der er en forskel. Flashman er oprindeligt en karakter fra forfatterens Thomas Hughes bog. Han er en bikarakter fra Tom Browns Schooldays, hvor Flashman er en førsteklasses skoleslyngel, der tormenter de yngre drenge, drikker, snyder, svindler og generelt er en rigtig røvbanan.

Da Flashman bliver smidt ud af skolen, og dermed Tom Browns Schooldays, bliver han 100 år senere samlet op af forfatteren George MacDonald Fraser som hovedperson i romanen Flashman. Han er stadig noget af en ubehagelig person, svindler gerne, snyder hellere, han er en kujon der kun nødigt udsætter sig selv for fare, og hellere end gerne udnytter kvinder på det groveste. Han er kort sagt en rigtig antihelt.

Han vil helst bare dendere den derhjemme, horre og drikke, og spendere sin fars penge på alskens fornøjelser. Ulykkeligvis driver hans dårlige karaktersider ham ind i frygtelige situationer, hvor han bliver udsat for forfærdelige episoder, hvor liv og lemmer ofte er i fare.

Jeg har indtil videre læst tre Flashman bøger:

Flashman, Royal Flash og Flash for freedom.