SUPERKULTUR

Absolut Schlieffen

jun
05

Jeg læser ikke mange fagbøger. Jeg har efterhånden vænnet mig til at gå på nettet hvis der er ting, jeg vil vide noget om. Men nogle gange er der bare ting, det bedst kan betale sig at læse et længere værk om. Og der er en jeg ofte vender tilbage til. The Guns of August af Barbara Tuchman. Jeg købte min udgave i læsehesten i Aalborg. Gammel, slidt paperback. Jeg tror jeg fik ideen fra filmen Thirteen Days.

Tuchmans bog er fantastisk godt skrevet. Ikke nok med at den virkelig er god til at forklare i dybden, hvad der sker, hvornår og hvorfor, men også kulturbaggrunden for hvorfor tingene sker.

Der er en sær tiltrækningskraft til tiden før den første verdenskrig. Der levede Europa i en sær form for romantisk gylden alder. I hvert fald i deres egen opfattelse. Ære betød noget. I første verdenskrig blev vores verden til, og det verdensbillede blev cementeret i den anden verdenskrig. Med atomvåben og industriel krig betyder landes ære ikke længere så meget, med menneskehedens overlevelse er realpolitik nøgleordet.

Men sådan var det ikke i 1914. Og det beskriver Tuchman enestående.

The muffled tongue of Big Ben tolled nine by the clock as the cortege left the palace, but on history’s clock it was sunset, and the sun of the old world was setting in a dying blaze of splendor never to be seen again.

og senere i bogen:

The world remembers the battle ever since by the taxis. A hundred of them were already in the service of the Military Government of Paris. With 500 more, each carrying five soldiers and making the sixty-kilometer trip to the Ourcq twice, General Clergerie figured he could transport 6,000 troops to the hard-pressed front. The order was issued at 1:00 P.M., the hour for departure fixed for 6:00 P.M. Police passed the word to the taxis in the streets. Enthusiastically the chauffeurs emptied out their passengers, explaining proudly that they had to “go to the battle.” Returning to their garages for gas, they were ordered to the place of assembly where at the given time all 600 were lined up in perfect order. Gallieni, called to inspect them, though rarely demonstrative, was enchanted. “Eh bien, voilà au moins qui n’est pas banal!” (Well, here at least is something out of the ordinary!) he cried. Each with its burden of soldiers, with trucks, buses, and assorted vehicles added to the train, the taxis drove off, as evening fell—the last gallantry of 1914, the last crusade of the old world.

Det er så fint skrevet. Sjældent har jeg stødt på en fagbog, med så stor vægt lagt på æstetikken og håndværket i sætningerne. Jeg bliver helt blød i knæene og varm om hjertet.

Et andet eksempel fra bogen, beskriver hvordan den engelske General Wilson, er på vej til en konference med General Joffre, om den vigtige modoffensiv de skal planlægge. Det er liv eller død. Hvis den her offensiv ikke virker, så har de tabt krigen. Og alligevel stopper Wilson op på vejen, for at han kan give en fransk society kvinde benzin til hendes bil, der manglede et par litre for at kunne køre videre.

Det er en fornem bog. Og lidt usædvanligt for en krigshistorie bog, så handler den kun om optakten til krigsudbruddet og de første 30 dages krig. Forklaringen tror jeg, skal findes i det her citat:

The Battle of the Marne was one of the decisive battles of the world not because it determined that Germany would ultimately lose or the Allies ultimately win the war but because it determined that the war would go on. There was no looking back, Joffre told the soldiers on the eve. Afterward there was no turning back. The nations were caught in a trap, a trap made during the first thirty days out of battles that failed to be decisive, a trap from which there was, and has been, no exit.

Det var i de første 30 dage, at der var en mulighed for at vinde en hurtig krig. Efter det, så blev det til rædslerne på Vestfronten med skyttegravskrig og industriel krig på et frygteligt niveau.

Og hvor mange fagbøger har givet navn til et brætspil? Avalon Hill har udgivet et første verdenskrigsspil, der handler om hele krigen og navngivet det efter bogen. Jeg har ikke spillet det – den slags spil er spændende og interessante, men bøvlede og svære at sætte tid af til at spille.

929 brikker… bedst at spille en kølig dag, hvor altandøren ikke skal åbnes

 

Digte… eller modviljen mod samme

maj
27

Som alle andre gik min dansklærer helt amok over Michael Strunge. Han var så dyb, enestående, dygtig og tragisk. Og Unge Simon brød sig i hvert fald slet ikke om ham. Bah. Sån noget digthalløj, kunne den Unge Herre finde på at sige.

Men som jeg er blevet ældre, så må jeg indrømme, at Strunge slet ikke er så forfærdelig som jeg husker. Jeg kiggede for sjov i Den Samlede Strunge for nogen tid siden, og det var faktisk helt fornuftigt skrevet.

Jeg er til koncert i Rockmaskinen.
Ugens overlevende trænges om den lille scene
luften er hed af musik.
Vi er i trance og trang
transcenderende
grænserne mellem køn,
mellem dimensioner af virkelighed,
dansende i transformationer et sted i den sovende by.

Det er slet ikke skidt. Men Unge Simon synes det var frygteligt prætentiøst. Og tja, måske. Men måske vidste Unge Simon slet ikke det hele endnu.

Modne Simon (Det er mig) er måske ikke blevet helt solgt på Strunge endnu. Jeg er til gengæld blevet lidt forfalden for romantikkens digte. Guldhornene, Ozymandias og Lays of Ancient Rome. De der fede sætninger, der emmer af nationalromantik og fordoms svung og spænstighed. Det er måske faren ved dem, de kan nemt spændes for en politisk vogn, men det lyder godt alligevel.

Then out spake brave Horatius,
The Captain of the Gate:
“To every man upon this earth
Death cometh soon or late.
And how can man die better
Than facing fearful odds,
For the ashes of his fathers,
And the temples of his Gods

Yeah. Awesome. Eller hvis man skal kaste sig over Guldhornene

Da standser Ploven,
og en Gysen farer
igiennem Skoven.
Fugleskarer
pludselig tier.
Hellig Taushed
alt indvier.

Da klinger i Muld
det gamle Guld.

Men når alt kommer til alt, så vil jeg nok have mere tålmodighed med Strunge end Oehlenschläger, hvis jeg skulle læse en hel digtsamling. De romantiske digte lyder godt, men de har nok ikke alverden at sige os i nutiden.

Bøger, jeg måtte opgive: Dick

maj
25

Jeg er slem til at læse bøger færdig, selv om jeg ikke er særligt vild med dem. Min hjerne går på autopilot og sjosker gennem ordene, mens den bruger energien på noget andet. Det er en træls vane – nu og da betyder det, at en bog rent faktisk skifter i løbet af læsningen og bliver det hele værd, men det er nu blandt sjældenhederne; oftere sker der det, at jeg mentalt cosplayer Paul Atreides’ vandring gennem ørkenen, mens jeg tilbagelægger ord efter ord og håber på, at jorden vil opsluge mig og gøre en ende på mine lidelser (Ja, Great North Road, jeg taler bl.a. om dig, og nej, Peter, jeg tilgiver ikke).

Men nu og da vågner jeg op, kigger på mig selv og træffer en beslutning: det er nok med denne bog. Og så, men dårlig samvittighed lysende ud af øjnene, lægger jeg den fra mig og begynder på noget andet.

En af de få, der har oplevet æren to gange, er Philip K. Dick. Jeg er bare ikke god til Dick, og ja, det ville have været en god onkeljoke på engelsk. Men jeg må med skam indrømme, at jeg aldrig har læst Drømmer androider om elektriske får – jeg husker en startscene med et ægtepar, der skændes om, hvorvidt den ene af dem vil trykke på de knapper, der vil få vedkommende i det rette humør til dagen. Længere nåede jeg ikke.

Nu forleden kastede jeg mig over The Three Stigmata of Palmer Eldritch, hvor Elon Musk vender tilbage fra rummet med nogle nye stoffer, som måske/måske ikke er en invasion. Endnu engang måtte jeg opgive det, der skulle være en klassiker inden for genren. Måske er det Dicks forsøg på at beskrive futuristisk hverdag, der altid bliver lidt for konstrueret for mig – måske er det hans massive stofmisbrug, der skinner igennem?

Det sære er, at jeg sådan set er ret vild med PKDs noveller – de fortaber sig ikke i ægteskabelige skænderier, men kommer mere til pointen. Men det er mig en stadig kilde til frustration, at jeg ikke kan komme i gang med hans romaner – især når han jo har en renæssance i tiden. Og det er ikke svært at forestille sig, at den vil fortsætte – stoffer, paranoia og sære bobler af virkelighed, det er jo som samtidsromaner. Man kunne forestille sig, at andre science fiction-forfattere ville grave sig tilbage i genrens historie for at lade sig inspirere – vi har steampunk og dieselpunk og alle mulige slags punk, så hvorfor ikke en ny undergenre baseret på Dicks version af fremtiden? En 50-60er-fremtid, hvor borgerskabet tager stoffer, kigger lidt ind i fremtiden, læser avis og smutter en tur i deres rumskib.

Jeg siger ikke, at det kommer til at hedde dickpunk, men…

The madness of Grant Morrison

maj
17

Grant er bimlende skør. Jævnt sær og mærkelig. Det er min konklussion efter at have læst Morrisons kombinerede selvbiografi og superhelte kulturhistorie Supergods.

Som knægt vandrende han rundt i Skotland som knægt, og forsøgte alle ordbogens muligheder for at finde kodeordet, der ville give ham Captain Marvels kræfter – og nu var Shazam jo ulykkeligvis taget. Det er ikke så sært, der har vi måske alle været. Næh, der hvor han virkelig besluttede sig for at skrue særheden op på 11, var den gang hvor han kastede sig over transkøns chaos sexmagi. Med sig selv som transvistit chaos magikeren. Eller der hvor han i Katmandu, fik det vildeste LSD trip og brugte det som plottet til The Invisibles.

Ingen har lyst til at røre sexmagikerens kuglepen…

Men han er dælme også cool. Efter at have set Netflixs Happy, hvori den flyvende enhjørning og hemmelige fantasiven Happy, teamer op med den afdankede strømer Nick Sax, for at finde fantasivennens ejer, så må man konkludere at han er crazy bonkers.

Det er en fabelagtig serie. Sjov og underholdende på en sindsyg måde. Jeg er helt pjattet med den. 8 afsnit, og ikke noget med ligegyldige filler afsnit eller uinteressante b historier. Den blev sendt i december på SyFy, og den må siges at være den perfekte modgift mod al den trælse julenisseri. (Også selv om jeg først så den her i maj). Og selv om der er et sjovt blåt fantasidyr med, så er den ikke for børn. Den er sjov, men kun for voksne.

Skal jeg se den igen? Absolut. Det bliver super her til jul. Og der kommer en sæson to.

Moby Dick med monstre

maj
16

Det var fristende at forkorte overskriften til Monster Dick, men det ville sikkert give noget sært trafik og nogle mystiske kommentarer på indlægget. Og China Mieville er ikke typen, der forkorter noget, så måske skulle jeg i stedet have skrevet “Moby Dick med monstre og pirater og magi og teknologi og hypersværdkampe og og og…!” For det er stort set, hvad han har begået her: et sønderjysk kagebord at ideer og påfund og indfald. Indtil man overvejer, om man lige skal holde en pause før den sidste litterære mintpastil.

The Scar er nummer 2 i Bas-Lag-serien, og fokus har denne gang bevæget sig væk fra New Crobuzon – men der er ingen tvivl om, at det stadig er den, der er motoren i forfatterens værk. Bellis er på flugt, hvilket finder sin årsag i Perdido Street Station, selv om hun ikke var med i den, og hun stiger til søs på et skib, der bl.a. skal bringe en ladning af teknomagisk ændrede slaver til en koloni. Undervejs sker der dog ting og sager, og snart finder hun sig selv som beboer (også kendt som: fange) på den flydende piratby Armada – den lever sit eget liv på verdenshavene, og det bliver hun også nødt til nu.

Hun er dog ikke helt tilfreds, og hun er ikke alene, så snart er hun viklet ind i… ikke et spind, nok snarere en tangmark af intriger og planer. Våde, klamme og fyldt med grumme ting. For nogle af byens ledere har tænkt sig at opnå det umulige.

Nogle bøger genlæser man, selv om man godt ved, at oplevelser ikke bliver lige så god som første gang. Perdido Street Station var god at genlæse, men The Scar var næsten bedre end første gang. Mieville er god til skummelhed, og han må have ransaget et maritimt bibliotek og dernæst skrevet et par nye bind til det for at fylde bogen med salte påfund. Jeg ved ikke, hvor mange der har forsøgt sig med at kombinere fantasy og søroman, men jeg forestiller mig China Mieville ringe på deres dørklokke, række dem et eksemplar af The Scar og grine på Nelson-vis. Haha.

Jeg får helt lyst til at læse Moby Dick. Omend den ville skuffe mig i sin mangel på semisentient tang.

Demonen i den tynde luft

maj
16

Tom Wolfe er desværre draget til den evige farm oppe i himlen. I DRs portræt fokuserede de på The Bonfire of the Vanities, men her fokuserer vi på en lidt anden bog. Tom er nemlig af den rette støbning (ah bum chi)

Det er en lækker bog. The Right Stuff. Om Mercury astronaut programmet, om og de testpiloter der var drivkraften bag. Og i klassisk Tom Wolfe stil, så handler den ikke bare om mændenes prøvelser, men også om kvinderens problemer. De måtte leve på nedslidte militærbaser, mens deres mænd risikerede livet i uprøvede fly.

There was a demon that lived in the air. They said whoever challenged him would die. Their controls would freeze up, their planes would buffet wildly, and they would disintegrate. The demon lived at Mach 1 on the meter, 750 miles an hour, where the air could no longer move out of the way. He lived behind a barrier through which they said no man could ever pass. They called it: The sound barrier. Then, they built a small plane, the X-1, to try and break the sound barrier. And men came to the High Desert in California to ride it. They were called test pilots. And no one knew their names.

Filmen, som citatet her er taget fra, er bestemt heller ikke dårlig. Jeg har set den flere gange – især når jeg lige har lyst til at se Kompetente Mænd ™ der med en “can do attitude” og med så stålkolde øjne, at selv ikke Anders Samuelsen kan gøre stilen efter, ordner paragrafferne og udfordrer russerne på deres egen hjemmebane i det ydre rum.

Planen for i dag…

maj
13

Ud af mit Allroom, ud på altanen, med føderne op på gelænderet og nyde en god bog og en kop the. Livet er godt sådan en søndag. Bagefter kan jeg tænke på vasketøj og trappevask – men lige nu står den på Trumps of Doom af Zelazny.

Til de sløve padder

maj
11

Jeg burde ikke læse danske forfattere, der skriver på engelsk – der er en lille krog af min hjerne, der ser det som sin opgave at opdage de sproglige og grammatiske fejl, og det i en grad, så der sandynligvis er en god bunke falske positive med i bunken. Men der er nu altså en del fejl i Bo Sejers humoristiske horrornovelette To Those Who Are Asleep, og det er træls, for der er også en del potentiale.

Vor hovedperson, Ash vågner op med et massivt hukommelsestab, og verden er gået under – som det jo sker. Men ingen synes helt bevidste om, at det er sket, udover Ash og hans venner. Der er monstre og spøgelser og – for vore helte, i al fald – gang i den. Ash, som har glemt alt, hvad der er foregået de seneste år, bliver smidt ud på dybt vand og må forholde sig til en verden, der ikke er positivt indstillet over for ham.

Bo Sejer har tydeligvis en god kulturel baggrund. Man kunne mistænke, at hovedpersonen henter sig navn fra The Evil Dead, og hvis man har læst John Dies at the End, kender man noget til den stemning, der sigtes efter. De unge mænd bevæger sig lettere fjogede, men altid med en skarp replik rundt i en verden, der er gået af lave og har bevæget sig over i det absurde.

Vi er ikke på niveau med David Wong, naturligvis – Sejer formår ikke helt den samme kontraintuitive logik eller det kritiske øje på sin fortæller – men To Those Who Are Sleep er hurtigt læst og ganske fornøjelig. Forsiden ligner noget fra 70er-britisk horror, men rammer i sin ufærdighed egentlig indholdet ret godt – der er potentiale her, uden tvivl. Sejer formår rigtig mange steder at holde sig lidt tilbage i teksten, der ellers hurtigt kunne blive hektisk og febrilsk, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det kunne have været adskillige grader bedre, hvis han ikke skulle have brugt energien på at formulere sig på et andet sprog. Men det er naturligvis noget, der kan blive bedre med øvelsen, så på et tidspunkt vil jeg have et kig på To Those Who Dream Of Stranger Worlds, der må formodes at være en fortsættelse. Og han har tidligere udsendt en kort novellesamling på dansk.

To Those Who Are Asleep er til dem, der gerne vil have deres horror med en del humor, tjubang og lidt frækhed.

Bøger jeg skal have genlæst: Amber del 2

maj
09

Jeg er ret begejstret for Roger Zelaznys Amber serie. Det er en stram, lækker romanserie fra dengang hvor romaner kunne være 150 sider lange.

Der er ti bøger, inddelt i to miniserier. Den første handler om Corwyn, den anden om Merlin, hans søn.

Jeg har læst den første del af serien mange gange, jeg har den på bog og lydbog. Ulykkeligvis er lydbogsudgaven jævnt dyr, for selv om hvert bind kun er på 120-150 sider, så koster de det samme som en normal bog.

Det er en dejlig roman. Corwyn vågner op på et hospital og ved ikke hvorfra han kommer. Men han kan lure at der er noget galt. Folkene på hospitalet er meget opsatte på at holde ham bedøvet. Så Corwyn, der er en første klasses kompetent man of action, bryder ud, hugger penge og biler – og drager ud for at finde ud af, hvorfor en kvinde i New York har arrangeret det hele.

Der er en lækker film noir stemning over skrivestilen og fortællerstemmen. Jeg kan snildt forestille mig Corwyn side bag skrivebordet på detektivbureauet, med en cigaret i munden og en stiv whisky på bordet, mens han filosoferede over tilværelsen.

 

Det viser sig at Corwyn er prins og medlem i en overmenneskelig konge familie, der hersker over multiversets centrum. Amber, som alt i multiverset er en afspejling af. Alt andet er kun skygger som den eneste rigtige verden kaster. I den anden ende af multiverset, ligger Kaos Rigerne. De var der før Amber blev skabt, og er ikke specielt begejstret for den orden, Amber repræsenterer.

De første fem bøger handler om Corwyns forsøg på at finde ud af hvor hans far, Kong Oberon er henne. Nogen i familien har forsøgt at fjerne kongen, overtage magten, udryde sine fjender og generelt være en slyngel.

Den anden del af Amber serien handler om Corwyns søn Merlin. Og det er næsten det eneste jeg kan huske om serien. Hvor Corwyn sagaen handlede primært omkring magtkampen i Amber, så mener jeg at Merlin sagaen handler mere om Kaos delen af multiverset. Men jeg er langt fra sikker. Så noget siger mig at det er på tide at genlæse serien. Den første del er i hvert fald cool, så mon ikke også at den anden del er det.

 

 

Hvad vi læser for tiden: Sufficiently Advanced Magic

maj
09

Sufficiently Advanced Magic (Arcane Ascension #1) af Andrew Rowe.

Jeg har læst 5 Flashman bøger i træk, så det var på tide at prøve noget andet. Jeg havde fundet en liste med “bøger som du burde læse” og var faldet over Sufficiently Advanced Magic. Den lød interessant så jeg drønede på audible og købte den.

Den starter med at unge Corin går op til Dommens Tårn, for at gå gennem Prøven, så han kan blive attuned til en magisk effekt. Det er noget alle unge mænd og kvinder skal, og i Corins situation, er det noget familien klart forventer. Ikke blot skal han gennemføre, han skal også have en respektfuld og cool magi ud af det. Men det er farligt, folk dør under prøven. Og Corins bror døde for nogle år siden.

Men Corin har en plan. Han vil blive attuned og vandre gennem tårnet op til toppen, for at møde Gudinden og bede hende om en boon, nemlig at få broderen igen.

Ind i tårnet, som lader til at være en klassisk omgang labyrint prøvelser. Her er fælder, monstre og intelligens prøver. Corin møder andre mennesker i tårnet, som han befrier og bliver snydt af. Han får en sej allieret, der hjælper med prøven og han får fornemmelsen af at der er noget større på spil.

Efter prøven bliver faderen sur, over at Corin kom ud med en fessen omgang magi. Ikke en sej kamp skill, men evnen til at bygge magiske genstande. Og hvad kan man bruge den slags til.

Så skal han på magiskole for at lære at bruge de magiske evner. Headmasteren stiller sig op og fortæller at nu skal de inddeles i hold, og så kan man vinde point, både til sig selv og til holdet. Og man kan også få minuspoint, hvis man laver ged i den…

Det var så her jeg stoppede læsningen. Fra at være en Macerunner ripoff blev bogen til en Harry Potter ripoff. Det gad jeg ikke, så jeg fandt frem til Flashman nr. 6. En ting er at man låner fra andre bøger, det er fint nok, men Hogwarts point systemet? Det var simpelthen for noller. Hvis jeg ikke havde læst HP, så havde jeg nok fortsat.

Det er en klassisk young adult fantasy bog, med noget interessant world building. Lidt for meget teen angst fra hovedpersonens side, men nu er jeg jo heller ikke længere en del af målgruppen.